| 
  • If you are citizen of an European Union member nation, you may not use this service unless you are at least 16 years old.

  • You already know Dokkio is an AI-powered assistant to organize & manage your digital files & messages. Very soon, Dokkio will support Outlook as well as One Drive. Check it out today!

View
 

Janis

Page history last edited by jgu@... 15 years ago

INTERNET KATASTROFEN - ET MODSAT STANDPUNKT

Oprindelig skrevet for Performing Songwriter Magazine, maj 2002  

 

 "Internet og downloading er kommet for at blive.. De der mener noget andet må holde sig rede til at  ende i historiens askespand." (Janis Ian i et Europæisk live radio interview, 9-1-98)

  Når jeg researcher en artikel, sender jeg normalt omkring 30 emails til venner og bekendte, hvori jeg beder om synspunkter og anekdoter. Jeg får normalt 10-20 svar. Men ikke i forbindelse med dette emne!

Jeg sendte 36 emails med anmodning om at få oplysninger om gratis musiknedhentning fra nettet. Jeg erklærede, at jeg havde til hensigt som djævelens advokat at anlægge det synspunkt, at gratis Internet-nedhentning er godt for musikindustrien og dets kunstnere.

Jeg har til dato modtaget over 300 svar og hvert eneste af dem er fra nogen der rent faktisk er i "musikbranchen".

Hvad der var interessantere end e-mailene var telefonopkaldene. Jeg kender ingen i  NARAS (det er der Grammy Awards hører til), og jeg kender kun svagt Hilary Rosen (chef for Recording Industry Association of America eller RIAA). Men alligevel fik jeg inden for de første 24 timer efter at have sendt min oprindelige email, to beskedder fra Hilary Rosen og fire fra NARAS med opfordring om at ringe for at "drøfte artiklen".

 Hunf. Jeg vidste ikke, at jeg blev læst så langt omkring.

  Ret skal være ret, Fr. Rosen understregede, at hun kun var interesseret i at fremlægge RIAA's side af sagen og var så venlig at fremsende en pæn mængde statistik og dokumentation, hvoriblandt var et antal fokusgruppe studier, som RIAA havde kørt om emnet.

Imidlertid har fokusgrupper samme problem som antropologer, der studerer folk i felten - i samme øjeblik antropologens tilstedeværelse er kendt, ændres alting. Hundreder af videnskabelige studier har vist at enhver gruppe, der deltager i et eksperiment, ønsker at behage undersøgeren. Dette er især sandt for fokusgrupper. Kaffe og kager er den mindste del af det der falder af.

NARAS folkene var noget mere aggressive. De fortalte mig at nedhentning "ødelagde salg", "ødelagde musikindustrien" og "koster dig penge".

Koster mig penge?  Jeg påstår ikke at være ekspert med hensyn til lovgivning om intellektuel ejendomsret, men een ting ved jeg. Hævder ansattte i musikindustrien, at jeg bør hægte mig på deres dagsorden, fordi jeg så vil tjene flere penge, griber jeg min pung ... og undersøger indholdet efter at de er gået blot for at være sikker på at intet er forsvundet.

Er jeg mistænksom overfor alt dette hysteri? Ja, og i den grad. Tror jeg, at sagen er blevet dårligt håndteret. Ja, absolut. Er jeg bekymret ved tanken om at miste venner, muligheder, min tiende Grammy nominering ved at offentliggøre denne artikel? Ja, det er jeg. Men undertiden er tingene bare helt forkerte og når de er så forkerte som det, må der gøres noget ved dem.

Forudsætningen for alt dette halløj er, at industrien (og dets kunstnere) skades af den fri nedhentning.

Vrøvl. Lad os bruge mine personlige erfaringer som eksempel. Min hjemmeside (www.janisian.com ) får normalt 75,000 besøg pr år. Ikke dårligt for en hvis sidste hit-plade var i 1975. Da Napster kørte for fuld udblæsning, havde vi omkring 100 besøg om måneden fra folk, der havde downloadet Society's Child eller At Seventeen gratis og som besluttede sig til at få flere oplysninger. Af disse 100 mennesker (og de var de eneste der fortalte os hvordan de havde fundet websiden) købte de 15 CD'er. Ikke noget stort salg, vel?  Intet pladeselskab er interesseret i 180 ekstra solgte eksemplarer pr år. Men... det svarer til $2700, hvilket for mig er temmelig mange penge. Og det indbefatter  ikke dem der købte CD'er i forretninger eller kom til mine shows.

Eller tag forfatterinden Mercedes Lackey, der fylder hele hylder i forretninger og på biblioteker. Som hun selv sagde:

"I de sidste ti år har mine tre "Arrows" bøger, som blev udgivet af DAW for omkring femten år siden, givet en god og støt royalty check for hver betalingsperiode. Et rimeligt beløb for femten år gamle bøger. Imidlertid ... jeg fik lige den første halvdel af mine DAW royalties... Og pludselig ud af det store intet har hver Arrows bog givet mig tre gange det normale beløb!...  Og fordi disse bøger aldrig har været ude af lagerkataloget og altid er blever promoverede sammen med resten af brødartiklerne, så var den eneste afgørende forskel i den betalingsperiode noget der skete ovre hos Baen, en af mine andre udgivere. Det var da jeg fik min medforfatter Eric Flint til at anbringe min første Baen bog på Baen Free Librarys hjemmeside. Da jeg har betydeligt flere bøger hos DAW end hos Baen, dukkede de øgede royalties først op hos DAW.  Der er faktisk en stigning for alle bøger i den opgørelse. Og det ser ud som hvad jeg ville forvente at der ville ske, hvis en støt strøm af folk, der aldrig havde læst mine ting, stødte på dem i Free Library - en vis procentdel syntes om dem og begyndte at arbejde sig igennem de af mine bøger som stadig var til at få fat i, begyndende med mine tidligst udgivne bøger. Det virkelig interessante er selvfølgelig, at disse bøger ikke er fra Baen Books, de er fra DAW - et andet forlag - så det er loyalitet over for forfatteren og ikke loyalitet over for forlaget. Jeg vil sige dig, at jeg tror på sagen. "Frit" fungerer."

Jeg har haft den samme erfaring. Hver gang vi har gjort nogle få sange tilgængelige på min webside, stiger salget af alle CD'erne. Og det stiger meget.

Og jeg ved ikke hvordan det er med jer, men som en kunstner, hvis pladekatalog går tilbage til 1965, ville jeg blive henrykt over at se salget af mine gamle ting stige. Nuvel, RIAA og NARAS så vel som det meste af den etablerede musikindustri argumenterer for at fri nedhentning skader salget. Ja, mere end skader, de siger at det ødelægger industrien.

Ak, musikindustrien behøver ingen hjælp fra fremmede til at ødelægge sig selv. Vi gør det selv på yderst kompetent vis.

Her er nogle udtalelser fra RIAA's webside:

  1) "Analytikere rapporterer at blot et af de mange aktive peer-til-peer netværk er ansvarlig for over 1.8 milliard nedhentninger pr måned.". (Hilary B. Rosen i et brev til  Rick Boucher fra Repræsentanternes Hus, 28. februar, 2002).

  2) "Salget af blanke CD-R diske er ... steget næsten 2 ½ gange indenfor de sidste 2 år... hvis blot halvdelen af de blanke ROM'mer, der blev solgt i 2001, blev brugt til musikkopiering, så er antallet at brændte CD'er i verden som helhed omtrent det samme som antallet af CD'er der blev solgt i forretningerne." (Hilary B. Rosen i et brev til  Rick Boucher fra Repræsentanternes Hus, 28. februar, 2002).

  3)  "Musiksalget lider allerede under dette… i USA  faldt salget med mere end 10% i 2001."(Hilary B. Rosen i et brev til  Rick Boucher fra Repræsentanternes Hus, 28. februar, 2002).

  4)  "I en spørgeundersøgelse for nylig af musikforbrugere sagde 23%, at de ikke køber mere musik, fordi de nedhenter eller kopierer deres musik gratis."(Hilary B. Rosen i et brev til  Rick Boucher fra Repræsentanternes Hus, 28. februar, 2002).

Lad os tage disse påstande een efter een, men lad mig først minde jer om noget. Musikindustrien havde den helt samme reaktion på fremkomsten af tvillinge-taperecordere, kassettebåndoptagere, DATs, minidiscs, VHS, BETA, musikvideoer ("Hvorfor købe, når man kan bånde?"), MTV og en mængde andre teknologiske fremskridt, hvis formål var at gøre købernes liv lettere og bedre. Jeg ved det, for jeg var der.

Den eneste grund til at de ikke offentligt reagerede på denne måde ved fremkomsten af CD'erne, var at de ikke troede at CD'erne kunne kopieres. Dette fik jeg personligt at vide af en tidligere leder af Sonys marketingsafdeling, da de bad mig licensiere Between the Lines i CD format til nedsat royalty. ("Fordi det er en helt ny teknologi").

  1) Hvem kan sige om nogen af de mennesker ville have købt CD'erne, hvis sangene ikke havde været gratis tilgængelige? Jeg kan ikke finde een eneste undersøgelse, hvor en velanskrevet undersøger som f.eks. Gallup rent faktisk stiller det spørgsmål. Jeg tror ikke at nogen har foretaget en sådan undersøgelse, fordi alle er bange for sandheden: De fleste nedhentere er folk der ønsker at afprøve en kunstner eller som ikke kan finde musikken i handelen.

Og hvis en procentdel af den 1.8 milliard skyldes, at folk downloader et aktuelt hit af Britney eller In Sync, hvem ved om det har skadet salget? Løs statistik er let at manipulere. Hvor mange af de folk gik ud og købte en CD, der i månedsvis var blevet spillet i det uendelige i radioen, blot fordi de downloadede en del af den? (Forrester Research har foretaget en sådan undersøgelse og fremlagt resultaterne efter at Janis Ian udgav sin artikel. Se netaddresserne nedenfor. Oversætterens anmærkning).

2)  Er salget af blanke CD'er er steget? Ja det tør antydes. Jeg købte en ny Vaio i december (som fornøjeligt nok er fremstillet af Sony) og sikkerhedskopierer alle mine filer til CD. Jeg bruger 7-15 CD'er om ugen på den måde eller omkring 500 om året. De fleste nye PC'ere kommer med Windows XP, som gør det let at foretage sikkerhedskopiering. Hvor mange mennesker gør som jeg? Desuden, når jeg køber en ny CD, fremstiller jeg en kopi til min bil, en kopi til overetagen og en kopi til min partner. Det er tre skrivbare CD'er pr CD. Så jeg alene står for omkring 750 stk CDR pr år.

3) Jeg er sikker på at det svigtende salgstal intet har med den svigtende økonomi at gøre eller med en langsomt nedadgående spiral i musikindustrien. Eller det skidt der pushes af pladeselskaberne. Er I ikke også?  Der var 32,000 nye titler  i dette land  i 2001, og her ses bort fra genudgivelser, gør-det selv eller de mindre pladeselskaber, der ikke rapporterer til SoundScan. Vor "Unreleased" serie, som vi ikke har rapporteret til SoundScan, solgte mere end 6,000 eksemplarer sidste år. Et forsigtigt skøn vil sætte antallet af  nyudgivne CD'er til 100.000 pr år. Det er et voldsomt antal udgivelser for en industri, der er ved at blive ødelagt. Og for at gøre tingene værre hører vi musik overalt uanset om vi ønsker det eller ej i butikker, forlystelsesparker og motorvejenes rastepladser. Det oprindelige muzak koncept (en så stilfærdig afspilning i elevatorer at dens beroligende virkning næsten ikke blev bemærket) er gået amok. Hvorfor købe plader, når man kan høre Top 40 blot ved at gå på indkøb efter kolonialvarer?

4) Hvilke musikforbrugere? Studerende, der ikke har råd til at købe 10 nye CD'er om måneden, men ønsker at høre deres yndlingsbands? Da jeg købte en ny Backstreet Boys CD til mine nevøer, spurgte jeg hvorfor de ikke havde nedhentet den i stedet. De forklarede tålmodigt deres senile tante, at nedhentningen ikke ville  give dem den coole grafik og - vigtigere - heller ikke videoen, som de kun kunne se på CD'en.

Hvad er de virkelige grunde til at folk downloader musik? For at høre ny musik eller plader, der ikke længere er i handelen. Ikke for at undgå at betale $5 i den lokale byttebiks eller bånde den fra radioen, men for at høre musik de ikke kan finde andetsteds. Fat det, de færreste har råd til at betale $15.99 for at eksperimentere. Det er grunden til at lytterum, som pladeselskaberne også bekæmpede, er en stor success.

Man hører ikke ny musik i radioen nu om stunder. Jeg bor i Nashville,  "Music City USA", og vi har een og kun een radiostation, som er villig til at sende andet end Top 40. På en klar dag kan jeg endog stille ind på den. Forholdene er ikke meget bedre i Los Angeles eller New York. Universitetsradioer er undertiden dristigere, men de kører med så få watt, at de fleste af os ikke kan høre dem.

Og endnu et vigtigt punkt, i øjeblikkets hysteri glemmer alle, at en kunstner først og fremmest får success er ved at blive bemærket. Lægges der ikke mærke til en, kommer der ingen til showene, ingen køber CD'erne og der er ingen der gør det muligt for dig at leve af hvad du elsker at foretage dig.  Atter ud fra personlig erfaring: i de 37 år jeg har fået plader udgivet, har jeg fået mere end 25 plader udgivet hos de store pladeselskaber, og ikke en eneste gang har jeg modtaget en royalty opgørelse, der ikke viste at jeg skyldte dem penge. Så jeg tjener de fleste af mine penge ved at optræde live med egne shows, hvor jeg spiller for 80-1500 tilskuere pr aften. Jeg bruger flere timer hver uge på at pleje pressen, skrive artikler og sikre mig at min websides oplysninger om mine fremtidige shows er opdaterede. Hvorfor? Fordi alt dette gør mig bemærket af et publikum, der måske ellers ikke ville komme. Så når nogen skriver eller fortæller mig, at de er kommet til mit show, fordi de har downloadet en sang og er blevet nysgerrige, er jeg henrykt!

Hvem skades af gratis nedhentning? Ingen af os, når vi ser bort fra en håndfuld supersuccesser som Celine Dion. Vi bliver kun hjulpet.

Men ikke hvis man skal tro Kongressen. Senator Fritz Hollings, formand for den senatskomite, der studerer disse sager,  sagde: "Når Kongressen sidder passivt hen mens disse ting (filbytning) foregår, godkender vi i realiteten Internettet som et tilflugtssted for tyveri", hvorefter han fortsætter med at anklage 10 millioner mennesker for tyveri  (Steven Levy, Newsweek 3/11/02). Det er hvad vi tænker om kunderne - de er tyve og ude efter at få noget for intet.

Pladder.  De fleste publikummere har ingen problemer med at  betale for underholdning. For at fatte det behøver man blot at kaste et blik på den success, som nydes af Fictionwise.com og enkelte andre websteder, der tilbyder bøger og musik til en fornuftig pris. Hvis musikindustrien var i besiddelse af blot den mindste smule fornuft, ville de have gjort noget ved dette problem for syv år siden, da folk som Michael Camp forsøgte at få lovlig licens til online-musik. Men hele industrien havde den indstilling at "Det vil forsvinde". Det var samme indstilling som CBS Records havde med hensyn til rock 'n' roll, da Mitch Miller var ledende talentspejder (og du undrede dig over hvorfor de ikke ville have noget at gøre med Beatles og Rolling Stones).

Jeg laster ikke RIAA for Hollings indstilling. De er når alt kommer til alt Recording Industry Association of America, som er blevet til for at pladeselskaberne kunne have en lobby i Washington (med andre ord, de har tilladelse til at give penge til politikere og deres partier). Men når det tages i betragtning, at vor industri er baseret på kommunikation, så har industriens reaktion været under gulvhøjde. Udtalelser som de foranstående hjælper ikke sagen.

Naturligvis har kommunikation altid været kunstnernes job og ikke forretningsfolkenes. Det er grunden til at det er så skræmmende, når folk som den nuværende leder af NARAS Michael Greene (Han er sidenhen fratrådt. Oversætterens anmærkning) begynder at bruge shows som Grammy uddelingen til at overbevise folk om deres standpunkts rigtighed.

I 2002 var Grammy publikummet det mindste i seks år. Personligt fandt jeg programmet så pragtfuldt, at det fik mig til at længes efter Rob Lowes dansenummer med Snehvide, det var i det mindste så elendigt at det var underholdende. Numre som den latterlige Elton John-Eminem duet gjorde kun lidt for at motivere folk til at se igen næste år.

(Her kommer en gennemgang af NARAS og især Michael Greenes synderegistre. De har næppe den store interesse her i landet og er derfor udeladt, men interesserede kan læse dem på Janis Ians hjemmeside. Det er dog rimelig klart, at der var grunde til at Greene gik eller blev gået).

Lad mig blot bemærke at han (Greene) i sin tale fortalte publikum at NARAS og RIAA for en stor del havde taget deres standpunkt for at forsvare kunstnerne. Han havde hyret tre teenagere til at tilbringe et par dage med kun at downloade og det var lykkedes dem at downloade "6,000 numre". Klap lige hesten. For en gratis plads i første række ved Grammy og en optræden på landsdækkende TV ville jeg have downloadet dobbelt så mange! Men ... hvem har tid til at nedhente så mange numre? Tror Greene virkelig at folk derude bruger tolv timer om dagen på at nedhente vor musik? Er det tilfældet, så må de være ved at sulte ihjel, fordi de ikke tjener til livets ophold, eller også går de i skole. Hvor mange af os har råd til en T-1 forbindelse?

Den slags ting viser måden hvorpå statistik og informationer samles og bruges. Det er skrækkeligt at tænke, at kunderne får besked på at tage ansvaret for industriens problemer, som eksisterede længe før Internettet. Det er endnu værre at tænke på at forbrugerne får besked på at det er deres pligt at beskytte os, kunstnerne, når vor egen industri bortøder de penge vi tjener på spild og private fejder.

Greene fortsatte med at sige  "Mange af de nominerede der er her i aften, især de nye mindre etablerede kunstnere, er i umiddelbar fare for at blive klemt ud af vor industri". Ja, det skal nok passe. Enhver "ny" kunstner, for hvem det lykkes at komme med til Grammy, har millioner af dollars fra pladeselskaberne i ryggen. De "ægte" nye kunstnere er ikke folk man ser på landsdækkende TV eller hører på de fleste radiostationer. De er folk du hører, fordi nogen har givet dig en skive eller de var i et show som du gik til eller de var heldige nok til at  komme på NPR eller et andet program, der stadig er villigt til at spille plader, der ikke allerede er hits.

Med hensyn til kunstnere, der "klemmes ud af vor industri",  så er de eneste der klemmes ud de ansatte i vore Enron-mindede pladeselskaber, som fyres i hobetal, fordi deres overordnede er uduelige.

Og det er vanskeligt at overbevise et oplyst publikum om at kunstnerne og pladeselskaberne er på nippet til at ryge ned i afgrunden, fordi de, publikummerne, nedhenter musik. Især når de betaler $50-$125 hver for koncertbilletter og $15.99 for en ny CD, som de ved koster mindre end en dollar at fremstille og distribuere.

Jeg har mistanke om at Greene tror at nedhentere er som fjernsynets gamle narkopushere og at de lusker rundt ved legepladserne iført store frakker, som de åbner for de forbavsede børn, som derpå køber sortbørs-CD'er til høje priser.

Hvad er industriens nye yndlingsord? Kryptering.  De vil sikre sig at ingen kan kopiere CD'er, heller ikke til eget brug, eller downloade dem gratis. Strålende, bortset fra at det går imod tidligere retsafgørelser om blanke kassettebånd, blanke videobånd osv. Og det gør folk pissesure.

Hvor mange af jer ved, at mange bilfabrikanter nu fremstiller deres CD afspillere, så at de også kan afspille DVD'er? Eller at en del af de krypteringer, pladeselskaberne bruger, ikke tillader CD'er, der er købt i en forretning, at blive afspillet på en DVD, fordi det er den samme teknologi som den i computerne? Og hvis du har haft problemer med dit eget selvkopierede eksemplar af O Brother Where Art Thou i din bil, skyldes det dette idioti.

Industriens svar står på mærkatet: "Denne  audio CD er beskyttet mod uautoriseret kopiering. Den er indrettet til at kunne afspilles i standard audio CD afspillere og computere, der kører under Windows, men der kan forekomme problemer med afspilningen. Har du sådanne problemer, så returner denne plade og få pengene refunderet."  Ja altså. Efter tre-fire oplevelser af denne art, efter at have moveret sig til forretningen for at købe den, efter at have moveret sig tilbage igen for at returnere den (og du har stadig ikke din musik), hvem gider så have besværet med at købe CD'er?

Industrien har i årevis klaget over det kvælertag mellemhandlerne har om deres dollars, men alligevel gør den intet der kan genere mellemhandlerne. BMG har en ufravigelig politik med hensyn til de kunstnere, der køber deres egne plader for at sælge dem ved koncerter - og den hedder  $11 per CD. De ved så udmærket, at de fleste af os vil tabe penge, hvis vi skal betale så meget som det. Formålet er at gøre de store pladeforretninger glade ved at sikre dem salget. Hvad der i virkeligheden sker er, at der ikke er salg til hverken os eller til pladeforretningerne. NARAS og RIAA jamrer over at de små familieejede forretninger blev tvunget til at lukke, men ingen arbejdede hårdere på at klemme dem ud end vor egen industri, som hilste hver ny Tower eller megamusikforretning med glædesråb og tilbød store rabatter til Target, WalMart m.fl. for at have CD'ere på lager. Internettet har intet at gøre med butikslukninger eller mindsket salg.

Og for de af os som har kontrakter med  de store pladeselskaber og som ønsker at gøre noget af vor musik tilgængelig på Internettet til fri nedhentning… well, pladeselskaberne ejer vore originaleksemplarer, vore fraklip og endog vore demoer og de tillader det ikke. Endvidere ejer de vore stemmer, mens kontrakten varer, så vi kan ikke engang lægge et live nummer på nettet til nedhentning!

Ved nærmere eftertanke burde musikindustrien være begejstret over dette nye teknologiske fremskridt! Her er en idiotsikker måde at levere musik til millioner, der måske ellers aldrig ville købe en CD i en butik. Mulighederne for cross-marketing er utrolige. Den sker på et øjeblik, omkostningerne er minimale, forsendelsesomkostninger er der ingen af… en svimlende mulighed for højere indtjening og formindskede omkostninger. Men i stedet løber de rundt som hovedløse kyllinger, bløder på alle og er uden sans og samling. I stedet for at kryptere alting og binde kapital i årevis og måske i årtier ved at føre retssag mod kundernes krav om at deres grundlovssikrede rettigheder (First amendment) bliver respekterede (disse er altid blevet vundet af konsumenterne, hvilket ses af tilstedeværelsen af blanke og ukrypterede VHS bånd og kassetter), hvorfor så ikke tage imod et tip fra bogforlæggerne og forfatterne?

Baen Free Library er een successhistorie og SFWA er en anden. SFWA er et af de bedste steder på nettet, hvis man vil have gør-det-selv råd til forfattere, og det har dybtgående artikler om alt muligt fra agenters og forlæggeres svindelnumre til en kontinuerligt opdateret serie af rapporter om forskellige copyrightproblemer. Men vigtigere, mange af de science fictionforfattere, det repræsenterer, har været kraftigt indblandet i Internettet siden dets tilblivelse. Hvert år, når science fictionfolket stemmer om Hugo og Nebula priserne (deres udgave af Grammyerne), bliver de fleste af de nominerede værker anbragt på netstedet i deres helhed, hvad der giver de stemmeberettigede og også de ikke-stemmeberettigede mulighed for gratis gennemlæsning. Er du medlem eller associeret medlem (til et meget beskedent medlemsbidrag), er der adgang til endnu flere værker. Stedet er også fyldt med links til medlemmernes egne netsider og til tekster, der ligger på nettet, selvom de ikke er nominerede til noget. Læsning af disse materialer, som også er gratis, tillader det græssende folk at finde ud af hvilke forfattere de ønsker mere af - og at købe deres bøger. Ville det ikke være rart, hvis alle prisnominerede plader kunne nedhentes frit, selvom det kun var vinderne? Folk, der ikke havde købt  albummerne, ville måske ligefrem lytte til singlerne og så gå ud og og købe pladerne.

 

 Jeg har ikke noget imod at Greene forsøger at beskytte pladeselskaberne, som er dem der skaber dette hysteri. RIAA financieres af dem. NARAS støttes af dem. Men jeg er voldsomt imod den påstand, at de på nogen måde gør det for vores skyld.  Hvis de virkelig ønskede at gøre noget for det store flertal af kunstnere, som møjsommeligt slår sig igennem mod alle odds, så kunne de gøre noget ved de virkelige problemer vi står over for:

  • Normalkontrakten er for 7 albums uden slutdato, hvilket i bedste fald ville blive betragtet som kontraktligt livegenskab (og i værste fald som slaveri) i enhver anden branche. Det ville faktisk være ulovligt.
  • Et pladeselskab kan forkaste dit projekt og derefter forlænge kontrakten med et ekstra album, fordi det du indleverede var "kommercielt eller kunstnerisk uakceptabelt". De alene bestemmer, hvad der menes med det.  Sangere, som skriver deres egne sange, må akceptere "Controlled Composition Clause", som bestemmer at de kun vil få 75% af de af Kongressen fastsatte royalties for en kontrakt med et af de store pladeselskaber og disses datterselskaber eller også miste kontrakten. Sagt enkelt, fastlægger den bestemmelse som pladeselskaberne kræver at

     a) hvis du skriver dine egne sange, får du kun 3/4 af hvad Kongressen har sagt til pladeselskaberne at de skal betale, og

     b) hvis du skriver sammen med andre sangskrivere, skal du gøre  "dit bedste" for at sikre at de andre også akcepterer de 75%. Nægter de, må du betale forskellen ud af din egen andel.

  •  De af Kongressen fastlagte forfatter/forlægger royalties er steget fra deres 1960'er højdepunkt (2 cent per side) til fyrstelige 8 cent.
  •  Mange af os begyndte i 50'erne og 60'erne. Vore plader udgives stadig og vi får stadig 2% i royalty, hvis vi i det hele taget får noget.
  •  Hvis vi ikke er sangskrivere og ikke er enormt kommercielt successrige (dvs platin-plader og den slags), tjener vi ikke en flad 10-cent på vore plader.  Pladeindustriens bogholderi er lige så dygtigt som filmindustriens.
  • Værre endnu, når plader ikke længere er på lager, får vi dem ikke tilbage! Vi kan ikke engang tage dem til et andet pladeselskab. Karrierer er blevet bevidst ødelagt, når pladeselskabet har nægtet at genudgive produktet eller at tillade kunstneren at tage det andetsteds hen.
  •  Og fordi et pladeselskab "ejer" din stemme mens kontrakten løber, kan du ikke gå andetsteds hen og genindspille sangene de forkastede.
  •  Og på grund af genindspilningsbestemmelsen, kan du ikke, selv efter at kontrakten er udløbet, indspille de sange igen for andre i årevis eller måske i årtier.
  •  Sidst men ikke mindst er Amerika det eneste land, jeg kender til, hvor der ikke betales royalty til sangskrivere for live optræden. I Europa, Japan, Australien, når du er færdig med et show sender du din sangliste til arrangøren, som videresender den til den relevante organisation og betaler en lille royalty per sang til sangskriveren. Det koster ikke sangeren noget. Taksterne afhænger af lokalestørrelsen, og det sikrer at sangskrivere, hvis sange ikke længere spilles i radioen, men som stadig fremføres mange steder, kan blive ved med at modtage vederlag for disse sange.

Desuden burde vi tale højt og Kongressen burde lytte. Lige nu hører de kun fra multiplatin-kunstnere. Hvad med en som Ani Difranco, som er en af de mest pålidelige stemmer i college-underholdningen idag?  Hvad med de af os som lever det meste af vort liv udenfor de store pladeselskabers verden og som måske har et meget anderledes syn på sagen?

 Der er nul beviser for at materialer, der er ligger på nettet til gratis nedhentning, skader nogen økonomisk. Faktisk viser de fleste af de hårde kendsgerninger det modsatte.

Greene og RIAA har ret i een ting - nu om stunder foregår der store forandringer i vor industri. Men på et tidspunkt, hvor der kun er fire pladeselskaber tilbage i Amerika (Sony, AOL/Time/Warner, Universal, BMG - og hvor er RICO loven, når der er brug for den? (RICO er en lov rettet mod organiseret gangsteruvæsen, oversætterens anmærkning)… når hele genrer glorificerer gangstermentaliteten og taber deres største stemmer til volden... når der udskiftes i de ledende stillinger lige så ofte som Zsa Zsa Gabor skiftede tøj og "talentspejder" bliver en forskønnet omskrivning for "fraværende og overflødig"... well, vi har andre ting at bekymre os om.

Det er absurd for os som kunstnere at godkende eller tolerere nedlæggelsen af noget som dette. Det er ren dumhed at glæde sig over retsafgørelsen om Napster. Kortsynethed og uvidenhed.

Gratis PR er noget  næsten fortidigt for entertainere. At få din plade afspillet i radioen koster flere penge end de fleste af os kan drømme om nogensinde at tjene. Gratis nedhentning giver enhver gør-det-selv'er en chance.  Enhver kunstner eller band der af en eller anden grund ikke kan få en kontrakt med et af de store pladeselskaber, kan nå bogstavelig talt millioner af nye lyttere og derved lokke dem til at købe CD'en eller komme til koncerterne.  Hvor ellers kan en ny kunstner, eller en der ikke har en pladekontrakt, få så megen publicity?

Bemærk venligst at jeg ikke taler til fordel for vilkårlig nedhentning uden kunstnerens tilladelse. Jeg siger ikke at ophavsretten er uden mening. Jeg brokker mig over RIAAs spindoktorering om at de gør dette for at beskytte "kunstnerne" og skaffe os flere penge.  Jeg er irriteret over at så mange plader, jeg engang ejede, ikke længere er i handelen og at det eneste sted jeg kunne finde dem var på Napster. Først og fremmest vil jeg gerne se en ende på al den hysteri, der får en organisation som RIAA til at bruge over 45 million dollars i 2001 på at lobbyere "på vore vegne", når alle pladeselskaberne klager over at de ingen penge har.

Kære venner, passer vi ikke på, bliver vi til Microsoft, hvis vi insisterer på at ethvert hjem, der ønsker en ekstra kopi til bilen, til børnene eller den bærbare CD afspiller, skal gå ud og og "licensiere" flere kopier.

 Som kunstnere har vi massernes opmærksomhed. Vi har massernes tillid. Ved at udtale os under vore koncerter eller i pressen, kan vi gøre meget for at dæmpe dette hysteri og lægge ansvaret for vor industris dårligdom tilbage hvor den hører hjemme - i skødet på pladeselskaberne, radiostationernes programlæggere og vor egen tilsyneladende manglende evne til at organisere os selv med det formål at forbedre vore egne liv - og vore fans liv. Og tager vi ikke et greb om tingene er der ingen der vil.

Uddybende oplysninger kan fås på:

Janis Ians hjemmeside: www.janisian.com

SFWA's hjemmeside:  www.sfwa.org

På Baen Books hjemmeside kan man se de økonomiske resultater af at lægge bøger gratis på nettet og også hvilke tanker man tænkte, da man indførte ophavsretten for 150 år siden:

 www.baen.com/library

Forrester Research's rapport er omtalt på:

http://zdnet.com.com/2100-1106-949717.html 

Comments (0)

You don't have permission to comment on this page.