Macaulay om ophavsretslovgivningen

Macauley var engelsk politiker og historiker og han skabte grundlaget for Indiens nuværende lovgivning.

De to nedenstående taler blev holdt i det engelske parlament i 1841 og 1842, da den moderne ophavsretslovgivning blev søsat. De er brillante og dækker alt det væsentlige i sagen.

Macaulay gennemgik alle problemerne med piratvirksomhed på Internettet og han gjorde det mere end 150 år før nettets opfindelse. Der er enorm lærdom (den elskede han at brillere med) og masser af vid (den elskede han også at brillere med). Macaulays indstilling blev med få ændringer grundlaget for ophavsretslovgivningen i de angelsaksiske lande. Denne lovgivning er det nu lykkedes medieindustrien og dens købevenner i USA og Europa at få ændret, så at den nu er i overensstemmelse med Macaulays modstanders forslag. Ikke smart. Havde de danske og europæiske politikere læst Macaulays taler, havde de forhåbentlig ikke givet efter for medieindustriens krav, for Macaulay skar ud i pap, hvad der ville ske, hvis man fulgte modstanderens forslag og han forklarede også hvorfor. Den der tvivler på, at han vidste hvad han talte om, bør undersøge hvad familiens lømler foretager sig.

Talerne er på omkring 10.000 ord, for han brugte ikke eet kort ord, når han kunne bruge to lange, men hans svulstige stil er en behagelig afveksling til nutidens sound bytes. Nutidens læsere er vante til at konklusionen eller påstandene kommer først, efterfulgt af beviser og argumenter, men på Macaulays tid var det tilladeligt at tage sig god tid før man kom til sagens kerne. Så hvis den gunstige læser føler sig lidt ude at svømme, skyldes det ikke dumhed og mit råd er at svømme trøstigt videre. Macaulay kommer til sagen og også i den grad. At gengive både form og indhold ligger langt over min sproglige formåen, så jeg har koncentreret mig om indholdet og ladet stilen klare sig som den bedst kunne. Vil du læse talerne i al deres originale pragt, så hent dem her.

Et andet problem for nutidslæseren er, at Macaulay henviser til personer, bøger og forhold, der var almindeligt kendte i hans samtid, men som vil være ukendte for de fleste nutidige læsere. Vi ville bruge Bill Gates eller Rockefeller som eksempler på meget rige mænd, men Macaulay bruger prins Esterhazy. Hvor vi ville bruge f.eks. John Steinbeck som eksempel på en kendt forfatter, bruger han Samuel Richardson. De færreste nulevende ikke-englændere er klar over om en farthing er mere eller mindre værd end en penny og om tyve tusind pund var en stor pengesum i 1841. Det ene med det andet er der forklarende noter I den første tale, som man kommer til ved at klikke på den første forekomst af de pågældende navne og begreber. Man returnerer ved at klikke på linket i noten.

Den niogtyvende januar 1841 fik Mr. Serjeant Talfourd tilladelse til at fremsætte et lovforslag til ændring af loven om ophavsret. Formålet med dette lovforslag var at øge ophavsretsperioden for en bog til tres år regnet fra forfatterens død. Den femte februar foreslog Mr. Serjeant Talfourd, at forslaget skulle til andenbehandling. Den efterfølgende tale blev holdt som et svar til ham. Lovforslaget forkastedes med 45 stemmer mod 38.

Og hermed overlades ordet til det ærede medlem.

En Tale Holdt i det Engelske Underhus den 5. Februar 1841

af Thomas Babington Macaulay

Sir, skønt det på en vis måde er behageligt nærme sig et emne, der er fri for partipolitiske fjendtligheder, er det med en vis ulyst at jeg står frem. Det er smerteligt for mig at opføre mig på en måde, der muligvis kan misforstås eller misfortolkes som værende fjendtlig mod litteraturens og forfatternes interesser. Jeg vil tilføje, at det er smerteligt for mig at gå imod min redelige og lærde ven i en sag, som han har taget op ud fra de reneste motiver og for hvilken han nærer en faderlig interesse. Disse følelser har hidtil holdt mig tavs, når ophavsretslovgivningen har været drøftet. Men da jeg efter moden overvejelse er kommet til den opfattelse, at det foreliggende lovforslag, hvis det vedtages, vil volde samfundet stor skade uden at forfatterne får modsvarende fordele, betragter jeg det som min pligt at fremsætte denne mening og forsvare den.

Det første der skal gøres, Sir, er at fastlægge efter hvilke principper spørgsmålet skal drøftes. Er vi fri til at lovgive til samfundets bedste eller er vi ikke. Er det et spørgsmål om bekvemmelighed eller er det et spørgsmål om retfærd. Mange af de, der har sendt andragender vendt mod den eksisterende tingenes tilstand, behandler sagen som et spørgsmål om rettigheder. I følge dem giver naturloven alle en hellig og umistelig ret til at eje egne ideer og frugterne af egen tænkning og fantasi. Lovgiverne har visselig magten til at borttage denne ejendom ligesom den har magten til at vedtage enforrædderilov for at få hovedet hugget af en uskyldig uden retssag. Men ganske som en sådan lov vil være justitsmord, så vil en lov, der træder på en forfatters ophavsret, efter disse herrers mening være lovligt røveri.

Nuvel min herre, lad retten ske fyldest, koste hvad det vil. Jeg er ikke rede til, som min redelige og lærde ven, at gå med til et kompromis mellem retfærdigheden og bekvemmeligheden og at begå en uretfærdighed, der er bekvem for samfundet. Men jeg må sige, at hans teorier hæver sig højt over min forstand. Det er ikke nødvendigt ved denne lejlighed at gå ind i en metafysisk undersøgelse af ejendomsrettens oprindelse, og intet uden den største nødvendighed ville få mig til at drøfte en sag, som denne forsamling trolig vil være led ved. Jeg tilstår, at jeg er enig med Paley i at ejendom er lovens frembringelse, og at loven, der skaber ejendomsretten, kun kan forsvares med den begrundelse, at det er en gavnlig lov for menneskeheden. Men det er unødvendigt at debatere denne sag. For selvom jeg troede at ejendomsretten er en naturlov, uafhængig af nytteværdi og skabt før loven, ville jeg stadig benægte, at denne ret kunne overleve den oprindelige ejer. Jeg forstår, at der kun er få selv blandt de der har studeret de mest eksotiske skoler udi moralfilosofien, der vil være tilbøjelige til at hævde, at der er en naturlig arvelov ældre og med større autoritet end nogen menneskeskabt lov. Om der er, da er det sikkert, at vi har langt større uretfærdigheder at reformere end nogen, der er forbunden med spørgsmålet om ophavsret. For denne naturlov kan kun være een lov og der er tyve arveregler i dronningens riger. For ikke at gå længere end til England, så går jordejendom normalt til den ældste søn. I Kent deler sønnerne lige. I mange egne får den yngste det hele. Tidligere var en vis del af en mands ejendom tvangsarv til familien og det var kun den øvrige del, som frit kunne testamenteres. Nu kan man testamentere det hele som man vil, men for nogle få år siden begrænsedes den testamenterendes magt ved en lov, der fastslog, at et testamente kun er gyldigt, hvis der er to vidner. Dør en mand uden at have gjort testamente, deles der efter statute of distributions, men der er lokale sædvaner, der modificerer den lov. Nuvel, hvilket af disse systemer er i overensstemmelse med den evige lovnorm? Er det førstefødselsretten eller skal alle dele ligeligt (gavelkind), eller skal den yngste søn arve det hele (bourough English)? Er testamenterjure divino? Er de to vidner jure divino?

Kunne vor gamle lovs pars rationabilis ikke have et rimeligt krav på at blive betragtet som værende af himmelsk oprindelse? Blev statute of distributions givet i himlen længe før den blev vedtaget af parlamentet? Eller er det Yorks eller Londons sædvaneret, der har forrang. Visselig, Sir, selv de, der mener at ejendom er en naturlov, må indrømme, at arveregler er rent arbitrære og udelukkende har deres oprindelse i lovgivernes vilje. Er dette tilfældet, Sir, er der ingen uenighed mellem min redelige og lærde ven og mig selv med hensyn til de principper efter hvilke dette spørgsmål skal drøftes. For den eksisterende lov giver forfattere ophavsret, mens han lever og jeg har ikke til hensigt at pille ved det privilegium, tværtimod er jeg parat til hæftigt at forsvare det mod enhver angriber. Det eneste punkt hvorom der er uenighed, er hvor lang tid efter en forfatters død staten skal give ophavsret til hans repræsentanter og til dem han har overdraget den til. Og det kan efter min bedste overbevisning ikke benægtes af nogen tænkende mand, at det er her at lovgivningsmagten er fri til at beslutte det der synes at være mest i overensstemmelse med det fælles bedste.

Vi kan derfor nu, vil jeg mene, stige ned fra disse højtliggende regioner, hvor vi er i fare for at fare vild i skyerne, til den faste jord og det klare lys. Lad os se på dette spørgsmål som lovgivere og efter en rimelig afvejning af fordele og ulemper vælge mellem den nuværende ophavsretslov og den foreslåede lov. Spørgsmålet om ophavsret, Sir, er som de fleste spørgsmål om borgerlig ret hverken sort eller hvidt men gråt. Ophavsretssystemet har store fordele og store ulemper og det er vor opgave at fastslå hvad disse er og derefter indrette tingene, så at fordelene er de størst mulige og at ulemperne om muligt undgås. Den anklage som jeg bringer mod min redelige og lærde ven er, at fordelene vil være næsten lige så store som de er nu og vil øge ulemperne til det mindst firdobbelte. Fordelene ved det nuværende ophavsretssystem er åbenbare. Det er ønskeligt, at vi forsynes med gode bøger. Vi får ikke en sådan forsyning medmindre forfattere betales godt og ophavsretten er den mindst dårlige måde at belønne dem på. Man kan ikke regne med at få oplysning og underholdning fra mænd, der kun skriver i deres fritid. Sådanne frembringer undertiden værker af stor værdi. Men fra sådanne mænd skal man ikke forvente værker, der kræver dyb tænkning eller lang tids undersøgelser. Den slags værker kan man kun forvente fra mennesker, der gør litteratur til deres livsopgave. Kun få sådanne findes blandt de rige og adelige. Nødvendigheden tvinger ikke de rige og adelige til intellektuelle anstrengelser. De kan drives til intellektuelle anstrengelser ved et ønske om at udmærke sig eller fordi de ønsker at gavne samfundet. Men det er normalt indenfor disse mure, at de søger at skabe sig en karriere og at tjene deres medskabninger. Både deres ambitioner og deres samfundsånd tager i et land som dette naturligt nok en politisk retning.

Det er derfor fra mænd, der har litteraturen som profession og som ikke har nogen større formue, at man skal forvente en forsyning af værdifulde bøger. Sådanne mænd skal belønnes for deres litterære arbejde. Og der er kun to måder at belønne dem på. Den ene er protektion, den anden er ophavsret.

Der har været perioder, hvor forfattere ikke forventede belønning for deres anstrengelser fra offentligheden, men fra regeringen eller fra nogle få store mænd. Sådan var det i Maecenasog Pollias tidsalder i Rom og ligeledes med Medicierne i Firenze, Ludvig den Fjortende af Frankrig og Lord Halifax og Lord Oxford i dette land. Nuvel, Sir, jeg er velvidende om at der er tilfælde hvor dette er passende og venligt, ja hvor det endog er en hellig pligt at belønne geniers fortjenester og lette deres byrder med denne form for gavmildhed. Men disse tilfælde er undtagelser. Jeg kan ikke forestille mig et system, der er mere ødelæggende for forfatteres integritet og uafhængighed end et under hvilket de lærer at forvente deres daglige brød fra ministres og adeliges velvilje. Jeg kan ikke forestille mig et system, der mere sikkert vil ændre de ånder, der af naturen er formede til at være vor arts velsignelser og pryd, til offentlige skandaler og plager.

Vi har derfor kun et middel tilbage. Vi må benytte ophavsretten uanset hvilke ulemper dette måtte indebære. Ulemperne er i sandhed hverken få eller små. Ophavsret er et monopol og har de virkninger som menneskeheden i almindelighed tillægger monopoler. Min redelige og lærde ven taler meget hånligt om de der føres på vildspor af den teori at monopoler fordyrer ting. At monopoler fordyrer ting er visselig en teori, ganske som alle de store sandheder, der er blevet fastslåede ved alle tidsaldres og nationers erfaringer og som tages for givne i alle ræsonnementer, kan siges at være teorier. Det er en teori på samme måde, som det er en teori at dag og nat følger hinanden, at bly er tungere end vand, at brød nærer, at arsenik forgifter og at alkohol beruser. Hvis, som min redelige og lærde ven synes at mene, hele verden tager fejl i denne sag, hvis monopolets virkelige virkning er at gøre varer billige og gode, hvorfor stopper han ved halvvejen i sin reformiver? Hvorfor begrænser han virkningen af noget så gavnligt til tres år? Hvorfor går han med til mindre end evigheden? Han fortalte os, at ved at gå med til mindre end evigheden gik han med til et kompromis mellem den kompromisløse retfærdighed og bekvemmeligheden. Men hvis hans mening om monopoler er sand, så er der et sammenfald mellem den kompromisløse retfærdighed og bekvemmeligheden. Eller hvorfor skulle vi ikke genoprette Det østindiske Kompagnis monopol på den indiske handel? Hvorfor skulle vi ikke genoplive alle de gamle monopoler som i Elizabeths regeringstid forbitrede vore forfædre så meget, at de - rasende over den utålelige uret - bød deres suveræn en modstand, foran hvilken hendes hovmodige ånd tabte modet for første og sidste gang. Var det lave priser og høj kvalitet, der i den grad opvakte det engelske folks harme? Jeg tror, Sir, at jeg uden risiko kan tage det for givet, at et monopols virkning er at gøre varer sjældne, at gøre dem dyre og at gøre dem dårlige. Og jeg kan også uden risiko udfordre min redelige ven til at finde nogen forskel mellem ophavsret og andre privilegier af samme slags. Eller til at begrunde hvorfor et bogmonopol skulle have en modsat virkning af den der skabtes af Det østindiske Kompagnis monopol på te eller af Lord Essex' monopol på hedvin. Så sådan står sagen. Det er godt at forfattere honoreres og indføringen af et monopol er den mindst ringe måde at honorere dem. Alligevel er monopoler et onde. For det godes skyld må vi akceptere det onde, men det onde bør ikke vare een dag længere end nødvendigt for at sikre det gode.

Nuvel, jeg vil ikke påstå, at den nugældende lov er perfekt, at den præcist rammer det punkt hvor monopolet bør stoppe. Men jeg siger med sikkerhed, at den eksisterende lov er meget nærmere dette punkt end den lov som min redelige og lærde ven foreslår. For overvej dette: monopolets uheldige virkninger er proportionalt med dets varighed. Men dets fordele, for hvilke vi tolererer dets onde virkninger, er på ingen måde proportionale med dets varighed. Et monopol på tres år giver dobbelt så mange onder som et monopol på tredive og tre gange så mange som et monopol på tyve år. Men det er på ingen måde tilfældet, at et monopol på tres år efter forfatterens død giver en forfatter tre gange så megen nydelse og tre gange så stærkt en motivering som et monopol på tyve år. Tværtimod, forskellen er så lille, at den næsten ikke er til at få øje på. Vi ved alle hvor lidt vi påvirkes af meget fjerntliggende fordele, selv når det drejer sig om fordele, som vi har grund til at håbe at komme til at nyde. Men en fordel der skal nydes mere end et halvt århundrede efter at vi er døde af vi ved ikke hvem, måske af nogen ufødte eller af nogen os totalt uvedkommende, er virkelig ikke noget motiv til handling. Det er meget sandsynligt, at jord i det uudforskede og ukortlagte indre af det australske kontinent vil være meget værdifuld. Men ingen af os vil lægge fem pund på bordet for en hel provins i hjertet af det australske kontinent. Vi ved, at hverken vi eller nogen vi holder af, vil få en farthing i leje fra en sådan provins. Og en mand er kun lidt motiveret af tanken om at der år 2000 eller 2100 er en eller anden fra ham nedstammende, som vil være arbejdsgiver for flere fårehyrder end for prins Esterhazy, og vil have det fineste hus og den fineste malerisamling i Victoria eller Sydney. Nuvel, det er en sådan fordel, min redelige og lærde ven stiller forfatterne i udsigt. Som en fordel for dem er den det rene ingenting, men som en byrde for offentligheden er den ikke intet men en meget alvorlig og generende virkelighed. Lad os tage et eksempel. Dr. Johnson døde for seksoghalvtres år siden. Var loven som min redelige og lærde ven ønsker den, så ville en eller anden have monopol på Dr. Johnsons værker. Hvem det ville være, er det umuligt at sige. Men vi kan forsøge at gætte. Jeg gætter, at det ville have været en forlægger, der havde fået den overdraget af en anden forlægger, som var sønnesøn af en tredie forlægger, som havde købt ophavsretten af Black Frank, doktorens tjener og universalarving, i 1785 eller 1786.

Nuvel, ville en viden om at denne ophavsret ville gælde i 1841 have været en kilde til glæde for Johnson? Ville den have stimuleret hans flid? Ville den bare een gang have trukket ham ud af sengen før middag? Ville den bare een gang have muntret ham op under et anfald af tungsind? Ville den have givet os bare een ekstra allegori, een ekstra digterbiografi, een ekstra Juvenal-efterligning? Jeg tror fast på at for et hundrede år siden, da han skrev vores debatter for Gentleman's Magazine, ville han meget hellere have to pence til en tallerken okseskank fra en kælderbeværtning. Betragtet som en belønning for ham er forskellen mellem 20 års og 60 års posthum ophavsret ingenting eller næsten ingenting. Men betyder forskellen intet for os? Jeg kan købe Rasselas for seks pence, jeg ville måske have været nødsaget til at give 5 shillings for den. Jeg kan købe ordbogen, den rigtige og komplette ordbog, for to guineas, måske for mindre; jeg ville måske have været nødsaget til at give 5 eller 6 guineas for den. Er det sådan, at jeg ikke under dette til en mand som Dr. Johnson? Slet ikke. Vis mig, at muligheden for at en sådan gevinst vakte ham til nogensomhelst kraftanstrengelse eller holdt hans mod oppe under trykkende omstændigheder og jeg er helt villig til at betale prisen selv om prisen er høj. Men hvad jeg klager over, er at mine omstændigheder skal forringes uden at Johnsons forbedres; at jeg skal give fem pund, som for ham ikke ville have været en farthing værd.

Princippet bag ophavsretten er dette. Det er en skat på læserne, hvis formål er at belønne skribenterne. Skatten er en meget dårlig skat. Det er en skat på en af de uskyldigste og sundeste menneskelige glæder. Og lad os aldrig glemme, at en skat på uskyldige glæder er en tilskyndelse til onde fornøjelser. Jeg indrømmer imidlertid nødvendigheden af at belønne geni og lærdom. For at give en sådan belønning er jeg villig til at underkaste mig selv denne hårde og byrdefulde skat. Ikke blot det, jeg er villig til at øge skatten, hvis det kan påvises, at jeg vil øge belønningen i samme målestok. Min indvending er, at min ærede og lærde ven fordobler, tredobler, firdobler skatten og næsten ikke øger belønningen. Sir, hvad er den skatteforhøjelse, som offentligheden skulle have betalt for bare Dr. Johnsons værker, hvis min ærede og lærde vens lovforslag var blevet til lov? Jeg har ikke data nok til at danne mig en mening. Men jeg er sikker på at skatten på hans ordbog alene ville have beløbet sig til tusinder af pund. Hvis jeg sætter ekstrabeløbet som ophavsretsindehaverne ville have taget op af offentlighedens lommer gennem det sidste halve århundrede til tyve tusind pund, er jeg sikker at jeg undervurderer det meget. Nuvel, jeg siger igen at jeg mener, at det kun er retfærdigt, at vi skulle betale tyve tusind pund for tyve tusind punds fornøjelse, som vi har modtaget fra Dr. Johnson. Men jeg mener, at det er meget hårdt, at vi skal betale tyve tusind pund for hvad han ikke ville have vurderet til 5 shillings.

Min ærede og lærde ven dvæler ved hvad vi skylder de store forfatteres efterkommere. Det ville utvivlsomt, Sir, være behageligt at se en efterkommer af Shakespeare leve i rigdom af frugterne af sin store forfaders geni. Et hus der blev holdt i glans af en sådan arv ville være et mere interessant og fascinerende objekt end Blenheim er for os eller hvad Strathfieldsaye vil være for vore børn. Men uheldigvis er det næppe muligt under noget system, at sådant kan ske. Min ærede og lærde ven foreslår ikke at ophavsretten skal gives i arv til den ældste søn eller skal gøres til et ubrydeligt majorat. Det skal blot være almindelig ejendomsret. Det er derfor usandsynligt, at den nedarves i familien i tres år eller blot det halve. Sandsynligheden taler for at mere end een person vil have andel i den. De vil formodentlig sælge den og dele pengene. Prisen som en forlægger vil betale, vil ikke stå i forhold til den sum, som han kan trække ud af offentligheden, hvis hans spekulation lykkes. Han vil kun give lidt mere end overhovedet noget for en periode på tres år end en periode på tredive eller femogtyve. Den nuværende værdi af et fjernt gode er altid ringe, men når der er tvivl om hvorvidt et fjernt gode i det hele taget bliver et gode, falder den nuværende værdi til næsten ingenting. Offentlighedens smag er så uforudsigelig, at intet fornuftigt menneske vil vove med sikkerhed at påstå, hvad salget af en bestemt bog, der er udgivet i vor tid, vil være i årene mellem 1890 og 1900. Hele moden med hensyn til tænkning og litteratur har ofte ændret sig inden for et kortere tidsrum end det min ærede og lærde ven vil øge den posthume ophavsret til.

Hvad ville have været betragtet som den bedste litterære ejendom i den første del af Karl II's regeringstid? Jeg vil tro Cowleys digte. Spring tres år frem og man vil befinde sig i en tidsperiode, hvor Popespurgte "Hvem læser Cowley nu om dage?". Hvilke værker har nogensinde været afventet med mere spænding end Lord Bolingbrokes, som fremkom, tror jeg, i 1754? I 1814 ville ingen forlægger have været taknemmelig for ophavsretten for dem alle, heller ikke hvis han havde fået dem gratis. Hvad ville Paternoster Row nu give for ophavsretten til Hayleys "Triumphs of Temper", der var så beundrede indenfor mands minde?

Jeg påstår derfor, at på grund af litterær ejendomsrets iboende natur, vil denne ejendomsret næsten altid forlade forfatterens familie, og jeg påstår derfor, at prisen, der betales til familien, på ingen måde vil stå i forhold til den skat, som køberen, hvis spekulationen lykkes, i en lang årrække vil kunne pålægge offentligheden.

Sir, hvis jeg ønskede at vælge en stærk og dækkende illustration af de virkninger, som jeg forudser at den langvarige ophavsret vil have, så ville jeg vælge - dette vil overraske min ærede og lærde ven - tilfældet med Miltons barnebarn. Hver gang dette lovforslag er blevet drøftet, er Miltons barnebarns skæbne blevet trukket frem at monopoltilhængerne. Min ærede og lærde ven har gentagne gange fortalt denne historie med med stor veltalenhed og virkning. Han har udbredt sig om de lidelser, om den dybe fattigdom, som denne ulykkelige kvinde, den sidste af en fremtrædende familie, led. Han fortæller os, at i hendes dybe armod gav Garrick hende en  beneficeforestilling , at Johnson skrev en prolog og at offentligheden gav nogle hundrede pund. Var det værdigt, spørger han, at hun skulle have en ringe del af, hvad der i sandhed var en gæld, som almisse. I stedet for at få småpenge fra godgørenhed, hvorfor levede hun ikke i komfort og luksus af salget af hendes forfaders værker? Men, Sir, vil min ærede og lærde ven fortælle mig, at denne begivenhed, som han så ofte og med så megen følelse har beskrevet, skyldtes ophavsretsperiodens korte længde? Jamen, på det tidspunkt varede ophavsretten længere end selv han på nuværende tidspunkt ønsker den forlænget til. Monopolet varede ikke kun tres år, men i al evighed. På det tidspunkt, da Miltons barnebarn bad om almisse, tilhørte Miltons værker helt og aldeles en forlægger. Inden for få måneder af den dag hvor beneficeforestillingen blev givet på Garricks teater, søgte ejeren af ophavsretten til "Det tabte Paradis", jeg tror det var Tonson - i Court of Chancery om et fogedforbud mod en forlægger, som havde udgivet en billig udgave af dette store episke digt. Og han opnåede fogedforbudet. Comus blev, som jeg husker det, spillet i 1750. Fogedforbudet var i 1752. Her er da den perfekte illustration af virkningen af langvarig ophavsret. Miltons værker er en enkelt udgivers ejendom. Alle der ønsker dem, må købe dem i Tonsons butik og til Tonsons pris. Alle der sælger billigere end Tonson bliver retsforfulgt. Tusinder, der gerne ville have ejet et eksemplar af "Det tabte Paradis", må undvære denne store fornøjelse. Og hvordan er situationen i mellemtiden blevet for det ene menneske, som vi kan antage at forfatteren, beskyttet mod offentligheden til en sådan pris, overhovedet var interesseret i? Hun lever i yderste fattigdom. Miltons værker er et monopol. Miltons barnebarn sulter. Offentligheden bestjæles, men forfatterens familie beriges ikke. Samfundet dobbeltbeskattes. Det skal betale apotekerpris for digtene og samtidig skal det give almisse til digterens eneste overlevende efterkommer.

Men der er mere end det. Jeg mener det rigtigt, Sir, at gøre forsamlingen opmærksom på et onde, som måske mere er at frygte, når en forfatters ophavsret forbliver i familiens hænder, end når den overføres til forlæggerne. Jeg er alvorligt bange for, at hvis en lov som denne vedtages, så vil mange værdifulde værker enten blive totalt undertrykt eller alvorligt mishandlede. Jeg kan bevise, at denne fare ikke er et fantasifoster. Og jeg er helt sikker på, at hvis faren er reel, så vil de sikkerhedsforanstaltninger, som min ærede og lærde ven har foreslået, være helt og aldeles virkningsløse. At faren ikke er fri fantasi kan let påvises. Jeg er sikker på, at de fleste af os har kendt personer som, meget fejlagtigt vil jeg mene, men ud fra de bedste motiver, ville vælge ikke at genoptrykke Fieldings romaner eller Gibbons "Det romerske riges forfald og undergang". Visse gentlemen ville måske være af den formening, at det ville være godt det samme, hvis Tom Jones og Gibbons "Forfald og undergang" aldrig blev genoptrykt. Jeg vil ikke her dvæle ved disse og tilsvarende tilfælde. Jeg vil pege på tilfælde, hvor der ikke vil være uenighed her. Og tilfælde hvor den fare jeg taler om ikke er et spørgsmål om mening men om kendsgerninger. Lad os tage Richardsons romaner. Hvad jeg så siden i den forhåndenværende situation måtte tænke om min ærede og lærde ven dømmekraft som lovgiver, vil jeg altid respektere hans dømmekraft som kritiker. Han vil, er jeg sikker på, sige at Richardsons romaner er blandt de mest værdifulde og mest originale værker på vort sprog. Ingen skrifter har gjort mere til at øge den engelske ånds berømmelse i fremmede lande. Ingen skrifter har været mere dybt rørende. Ingen skrifter, Shakespeares ene undtaget, viser en dybere forståelse af det menneskelige hjerte. Med hensyn til deres moralske tendens, kan jeg citere de mest respektable vidneudsagn. Dr. Johnson beskriver Richardson som en der har lært passionerne at bevæge sig i overensstemmelse med dydens befalinger. Min kære og ærede ven, Mr. Wilberforce, har i sin berømte religiøse afhandling, når han har omtalt den ukristelige tendens i det 18. århundredes populære romaner, direkte undtaget Richardson fra denne kritik. Et andet udmærket menneske, som jeg aldrig kan nævne uden respekt og venlighed, Mrs. Hannah More, sagde ofte i sine samtaler og har udtalt i et af sine offentliggjorte digte, at hun først lærte de fromme principper, som hun brugte som ledetråde i sit liv, fra Richardsons værker. Jeg tør roligt sige, at bøger, der berømmes som kunst i hele den civiliserede verden og prises for deres moralske tendens af Dr. Johnson, af Mr. Wilberforce og af Mrs. Hannah More, ikke bør undertrykkes. Sir, det er min faste overbevisning, at hvis loven var, hvad hvad min ærede og lærde ven foreslår, at den skal være, så var de blevet undertrykt. Jeg husker Richardsons barnebarn godt. Han var præst i Londons city. Han var et yderst retskaffent og udmærket menneske. Men han havde fået en stor modvilje mod litterære værker. Han mente, at al romanlæsning ikke blot var frivol men syndig. Han sagde, og min kilde til dette er en af hans kirkelige kolleger, som nu er biskop, han sagde, at han aldrig havde ment, at det var ret af ham at læse sin bedstefaders bøger. Lad os sige, Sir, at loven var som min ærede og lærde ven vil have den. Lad os sige, at ophavsretten til Richardsons romaner var gået i arv til denne gentleman, hvad der udmærket kunne være sket. Jeg tror fast på, at denne mand ville have fundet det syndigt at lade dem få vid udbredelse. Jeg tror fast på, at han ikke for hundrede tusind pund bevidst ville have gjort, hvad han mente var syndigt. Hen ville ikke have genoptrykt dem. Og hvilken beskyttelse ville min ærede og lærde ven give offentligheden i en sådan sag. Sir, hvad han foreslår er dette: Hvis en bog ikke har været genoptrykt i fem år, kan enhver der ønsker det indrykke en notits derom i London Gazette. Notitsen skal trykkes tre gange. Et år skal hengå og derefter, hvis ophavsretsejeren ikke trykker en ny udgave, taber han eneretten. Nuvel, hvilken beskyttelse giver dette offentligheden? Hvad er en ny udgave? Definerer loven antallet af eksemplarer, der skal til før det er en ny udgave. Sætter den en grænse på eksemplarprisen? Er tolv eksemplarer i stort format til tredive guineas hver en udgave. Det har været sædvanen, når monopoler oprettedes, at bestemme antal og begrænse priserne. Men jeg ser ikke, at min lærde og ærede ven har til hensigt at gøre dette i den foreliggende sag. Og uden en sådan bestemmelse er den sikkerhed han tilbyder illusorisk. Det er min overbevisning, at under et system, som det han foreslår os, vil et eksemplar af Clarissa være så sjældent som en Aldus eller en Caxton.

Jeg vil give et andet eksempel. En af de mest lærerige, interessante og fornøjelige bøger på vort sprog er Boswells "Life of Johnson". Nuvel, det er velkendt, at Boswells ældste søn betragtede denne bog, betragtede forbindelsen mellem Boswell og Johnson som en plet på familiens ære. Han tænkte, måske ikke helt uden grund, at hans far havde vist sig i et latterligt og nedværdigende lys. Og derfor blev han så vred og irriteret, at han til sidst ikke kunne tåle at høre "Life of Johnson" omtalt. Lad os sige, at loven havde været som min ærede og lærde ven ønsker den. Lad os sige, at ophavsretten til Boswells "Life of Johnson" i tres år havde tilhørt Boswells ældste søn, hvad der udmærket kunne være sket. Hvad ville konsekvensen heraf have været? En uændret udgave af verdens bedste biografiske værk ville have været så sjælden som førsteudgaven af Camdens Britannia.

Dette er stærke eksempler. Jeg har påvist, at hvis loven var, som den nu ønskes, så ville sprogets bedste prosafiktion og sprogets bedste biografiske værk formentlig være blevet undertrykt. Men jeg har underdrevet i min fremstilling af sagen. De bøger jeg har nævnt er overordentlig ukontroversielle bøger, bøger som ikke behandler nogle af de spørgsmål, som driver selv kloge mænd hinsides visdommens grænser. Der er bøger af en meget anderledes beskaffenhed, som er samlingspunkter for store politiske og religiøse partier. Hvad vil der formentlig ske, hvis ophavsretten til disse bøger skulle arves eller blive købt af en fjendtlig fanatiker? Jeg vil nævne et enkelt eksempel. Det er kun halvtreds år siden, at John Wesley døde, og var loven som min ærede og lærde ven ønsker den, så ville alle hans værker tilhøre en eller anden person. Den sekt som Wesley grundlagde, er den mest talrige, den mest velhavende, den mest magtfulde og mest nidkære sekt. Ved ethvert parlamentsvalg er det af den yderste vigtighed at opnå støtte af de Wesleyanske metodister. Deres antal kan tælles i hundreder af tusinder. De holder mindet om deres grundlægger i den højeste ære, og ikke uden grund, for han var utvivlsomt en stor og god mand. De appellerer hele tiden til hans autoritet. Hans værker er i deres øjne af den største værdi. De mener, at hans teologiske værker indeholder det bedste teologiske system, der nogensinde er blevet til på grundlag at Bibelen. Hans dagbøger, der er af interesse selv for den almindelige læser, er særlig interessante for metodisterne. For de indeholder hele historien om denne bemærkelsesværdige bevægelse som, svag og foragtet til en begyndelse, nu efter at der er gået hundrede år, er så stærk, blomstrende og magtfuld. De salmer som han godkendte er en meget betydningsfuld del af hans tilhængeres offentlige gudsdyrkelse. Lad os nu sige, at ophavsretten til disse værker ejedes af et menneske, som afskyr mindet om Wesley og om metodisternes lære og virke. Der er mange sådanne personer. De kirkelige domstole behandler i dette øjeblik en sag, hvor en præst fra statskirken nægtede at give en kristen begravelse til et barn, der var blevet døbt af en metodistprædikant. Forleden dag åbnede jeg en publikation, der anses for at være blandt de mest respektable talerør for en stor og voksende del af den anglikanske kirke, og der så jeg John Wesley nævnt som en forsvoren præst. Lad os sige, at Wesleys værker blev undertrykt. Jamen, Sir, en sådan klagegrund ville være nok til at ryste regeringen i sin grundvold. Lad de mennesker, der er knyttede til statskirken, tænke et øjeblik over hvad deres følelser ville være, hvis Book of Common Prayer ikke var blevet genoptrykt i tredive eller fyrre år, hvis prisen for Book of Common Prayer var kommet op på fem eller ti guineas. Og lad dem så afgøre med sig selv om de vil vedtage en lov under hvilken det er muligt, under hvilken det er sansynligt, at en så utålelig uret vil blive udøvet mod en eller anden sekt med måske en halv million medlemmer.

Jeg er så opmærksom på den venlighed med hvilken forsamlingen har påhørt mig, at jeg ikke vil tage mere af jeres tid. Jeg vil kun sige dette, at hvis lovforslaget, som vi behandler, vedtages og volder blot en tiendedel af de onder, som det er beregnet på at volde og som jeg stærkt forventer at det vil volde, da vil der snart være en medicin mod det skønt af en meget slet art. Ganske som de tåbelige love, der forbød salget af vildt, i realiteten ophævedes af krybskytten, ganske som mange tåbelige toldlove i realiteten ophævedes af smugleren, på samme måde vil denne lov blive ophævet af piratforlæggere. I øjeblikket har ophavsretsindehaveren den offentlige mening på sin side. De, der træder ophavsretten for nær, regnes for slyngler, der tager brødet ud af munden på dem, der har et berettiget krav. Alle er glade for at se loven lægge bånd på dem og tvinge dem til at tilbagebetale deres uretmæssige fortjeneste. Ingen uberygtede handlende vil have noget at gøre med så skændige forretninger. Vedtages denne lov, så vil denne følelse forsvinde. Mænd af en helt anden støbning end den nuværende slægt af piratforlæggere vil snart bryde dette utålelige monopol. Store pengesummer vil hele tiden blive brugt til at bryde loven. Ethvert kneb vil blive brugt til at undgå retsforfølgelse. Og hele nationen vil være medskyldig. Hvilken part vil offentligheden holde med, når spørgsmålet er, om så populære bøger som Robinson Crusoe eller Pilgrim's Progress skal være i enhver hytte eller kun i rigmænds biblioteker for at berige sønnesønnen af en forlægger som for hundrede år siden gjorde en ubillig handel om ophavsretten med forfatteren, der var i stor nød? Husk på, at så snart det ikke længere anses for at være forkert eller vanærende at gå litterær ejendom for nær, så ved ingen hvor det vil ende. Offentligheden skelner sjældent så nøje. Den gode ophavsret, der nu er i kraft, vil dele skændsel og fare med den nye, som I nu er ved at skabe. Og I vil opdage, at I ved at forsøge at oprette ubillige hindringer for genoptrykningen af de dødes værker, i høj grad vil have ødelagt de hæmninger, der nu forhindrer de levende i at blive bestjålet og snydt. Hvis jeg kunne se nogen mulighed for at dette lovforslag kunne ændres i komiteen, så at mine indvendinger kunne fjernes, ville jeg ikke kræve en afstemning på dette tidspunkt. Men jeg er så overbevist, at kun ændringer, som vil synes utålelige for min ærede og lærde ven, vil gøre hans forslag tåleligt for mig, at jeg omend med beklagelse foreslår at dette forslag genfremsættes for anden gang seks måneder fra idag.

Den 3. marts 1842, fik Lord Mahon tilladelse til at fremsætte et lovforslag til ændring af lov om ophavsret. Dette forslag udvidede ophavretsperioden til femogtyve år regnet fra forfatterens død. Den sjette april sendtes lovforslaget i komite med Mr. Greene som formand. Adskillige afstemninger afholdtes med det resultat, at den nedenfor foreslåede plan godkendtes med visse ændringer.

En Tale Holdt i en Underhuskomite den 6. April 1842

af Thomas Babington Macaulay

Mr. Greene, jeg er blevet fornøjet og glædet af de bemærkninger som min ædle ven, Lord Mahon, har fremsat om de argumenter med hvilke jeg bevægede sidste samling af Underhuset til at forkaste det lovforslag, der blev fremsat af en meget dygtig og talentfuld mand, Mr. Serjeant Talfourd. Min ædle ven har gjort mig en stor og sjælden ære. For det er, tror jeg, første gang at en tale holdt i een samling, er blevet besvaret i en anden. Jeg burde ikke finde det vanskeligt at påvise rigtigheden af de grunde, som jeg tidligere har fremsat, for at sætte dem i et klarere lys og at styrke dem med yderligere kendsgerninger. Men det forekommer mig, at vi hellere burde debattere det lovforslag, der nu er på bordet, end det forslag, der var der for fjorten måneder siden. Jeg er glad over, at der er meget stor forskel på de to lovforslag og at min ædle ven, skønt han har forsøgt at gendrive mine argumenter, har handlet som om han er blevet overbevist af dem. Jeg hævdede, at tres år var en alt for lang periode. Min ædle ven har reduceret denne periode til femogtyve år. Jeg advarede forsamlingen om at under bestemmelserne i Mr. Serjeant Talfourds lovforslag ville værdifulde værker højst sandsynligt blive undertrykt af forfatternes repræsentanter. Min ædle ven har udarbejdet en paragraf, som han mener vil beskytte mod den fare. Jeg vil derfor ikke spilde komiteens tid med at drøfte punkter, som han har akcepteret, men vil gå videre til denne aftens egentlige forhandlinger.

Sir, jeg har ingen indvendinger mod princippet i min ædle vens forslag. Faktisk havde jeg intet imod princippet i forrige års forslag. Jeg har længe tænkt at ophavretsperioden skulle forlænges. Da Mr. Serjeant Talfourd bad om tilladelse til at fremføre sit lovforslag, gik jeg ikke imod. Faktisk havde jeg tænkt mig at stemme for ved andenbehandlingen og at sige hvad jeg havde at sige til komiteen. Men den lærde Serjeant gav mig intet valg. I stærke vendinger bad han, at ingen der var til sinds at formindske tresårsperioden skulle stemme med ham. "Giv mig ikke", sagde han, "jeres støtte, hvis alt hvad I ønsker at give forfatterne er sølle fjorten eller femten år forøgelse af den nuværende periode. Jeg ønsker ikke en sådan støtte. Jeg foragter den." Da jeg ikke ønskede at påtvinge den lærde Serjeant en støtte, som han foragtede, havde jeg ikke andet valg end at kræve en afstemning efter andenbehandlingen. Forholdene har nu ændret sig. Min ædle vens lovforslag er på nuværende tidspunkt ikke et godt forslag, men det kan ændres til et særdeles godt forslag. Og jeg er sikker på, at han ikke vil trække det tilbage, hvis det forbedres på den måde. Han og jeg har samme mål, men vi er uenige om den bedste måde hvorpå målet kan opnås. Vi ønsker lige meget at øge forfatternes beskyttelse. Spørgsmålet er på hvilken måde beskyttelsen kan øges med størst fordel for dem og mindst ulempe for offentligheden.

I øjeblikket er loven som følger: Forfatteren har ubetinget ophavsret i otteogtyve år. Lever han længere end otteogtyve år efter udgivelsen af værket, beholder han ophavsretten mens han lever. Min ædle ven foreslår ikke at øge otteogtyveårs-perioden. Men han foreslår at ophavsretten skal vare femogtyve år efter forfatterens død. Min ædle ven giver derfor ingen forøgelse til den faste del af perioden, men skaber en meget stor forøgelse af den uvisse del. Mit forslag er anderledes. Jeg vil ikke øge den usikre periode, men vil foretage en kraftig forøgelse af den sikre. Jeg foreslår at lægge fjorten år til de otteogtyve som den nuværende lov giver forfatteren. Hans ophavsret vil således vare til hans død eller til der er gået toogfyrre år alt efter hvad der kommer sidst (i teksten står der "først" men det kan ikke passe med sammenhængen. Oversætterens anmærkning). Og jeg tror, at jeg kan påvise til komiteens tilfredshed, at min plan vil være til større fordel for litteraturen og litteraterne end min ædle vens forslag.

Det må bestemt indrømmes, Sir, at den beskyttelse, som bøger bør have, må fordeles så ligeligt som muligt, at enhver bog skal have en retfærdig del af denne beskyttelse og at ingen bog skal have mere end en retfærdig del. Det vil selvklart være absurd at putte lotterisedler på et hjul med forskellige numre på dem og lade den ene forfatter trække en periode på otteogtyve år og en anden på halvtreds og og en tredie på halvfems. Og alligevel er det et sådant lotteri, min ædle ven foreslår at etablere. Jeg ved, at vi ikke helt kan udelukke heldet. Der er to ophavsretsperioder, en sikker og en usikker. Og vi kan ikke, indrømmer jeg, slippe af med den usikre. Det er rimeligt, at en forfatters ophavsret varer i forfatterens levetid. Men, Sir, selvom vi ikke helt kan udelukke tilfældigheden, så kan vi kraftigt begrænse den betydning, som tilfældigheder har i forbindelse med fordelingen af belønningen for geni og lærdom. Ved enhver forøgelse af den faste del af perioden mindsker vi tilfældets indflydelse. Ved enhver forøgelse af den ikke-faste del af perioden øger vi heldets indflydelse. Jeg kan bedst forklare dette ved at komme med eksempler. Lad os tage to fremtrædende forfatterinder, som er døde i vor tid, Madame D'Arblay og Miss Austen. Som loven er nu, vil Miss Austens charmerende romaner kun have otteogtyve til treogtredive års ophavsret, for denne bemærkelsesværdige kvinde døde ung. Hun døde før verden helt havde fattet hendes geni. Madame D'Arblay overlevede hele sin samtid. Ophavsretten for hendes berømte roman, Evelina, varede under den nuværende lovgivning toogtres år. Denne ulighed er bestemt stor nok. Toogtres års ophavsret for Evelina, kun otteogtyve år for Persuasion. Men for min ædle ven synes denne ulighed ikke stor nok. Han forslår at lægge femogtyve år til Madame D'Arblays periode og ikke en eneste dag til Miss Austens. Han vil kun give Persuasion en ophavsret på otteogtyve, som den er idag, og Evelina vil han give en tre gange så lang ophavsret på syvogfirs år. Nuvel, er der nogen fornuft i dette? Se herimod hvordan min plan vil virke. Jeg lægger intet til Madame D'Arblays periode på toogtres år, som efter min mening er lang nok, men jeg udvider Miss Austens periode til toogfyrre, hvilket efter min mening ikke er for meget. Ser De, Sir, på nuværende tidspunkt spiller tilfældet en alt for stor rolle i denne sag. Den beskyttelse, som staten giver, er meget ulige fordelt. De vil se, at hvis min ædle vens plan bruges, vil tilfældighederne spille en større rolle end under det nuværende system. De vil også se, at under det af mig foreslåede system, vil vi ikke have fuldkommen sikkerhed, ikke fuldkommen lighed, men mindre usikkerhed og ulighed end for nuværende.

Men dette er ikke alt. Min ædle vens plan er ikke kun at oprette et lotteri, hvor nogle forfattere får gevinster og andre nitter. Det er meget værre end det. Hans lotteri er konstrueret på en sådan måde, at nitterne i de allerfleste tilfælde vil gå til de bedste bøger og gevinsterne til bøger af mindre værdi. Lad os tage Shakespeare. Min ædle ven giver en længere beskyttelse end jeg ville til Elskovs gækkeri, og Perikles. Men han giver en kortere beskyttelse end jeg ville til Othello og Macbeth. Lad os tage Milton. Milton døde i 1674. Ophavsrettighederne til Miltons store værker ville efter min ædle vens plan udløbe i 1699. Comus fremkom i 1634, Det tabte paradis i 1668. Til Comus giver min ædle ven femogtres års ophavsret. Men er der nogen fornuft i det? Comus er et ædelt digt, men hvem ville sætte det side om side med Det tabte paradis? Min plan giver toogfyrre år til både Det tabte paradis og til Comus. Lad os gå fra Milton til Dryden. Min ædle ven vil give mere end tres års ophavsret til Drydens dårligste værker, til hyldestdigtene til Oliver Cromwell, til Wild Gallant, til Rival Ladies, til andre elendige stykker så slette som noget skrevet af Flecknoe eller Settle. Men for Theodore og Honoria, for Tancred og Sigismunda, for Cimon og Iphigenia, for Palamon og Arcite, for Alexander's Feast, mener min ædle ven at otteogtyve år er tilstrækkeligt. Af alle Popes works giver min ædle ven mest beskyttelse til bindet med Pastoraler, der kun er bemærkelsesværdigt betragtet som en drengs værk. Johnsons første arbejde var Translation of a Book of Travels in Abyssinia, udgivet i 1735. Den var så ringe udført, at han på sine gamle dage ikke gerne hørte den nævnt. Boswell tog engang et eksemplar i hånden og fortalte sin ven, at han havde gjort det. "Tal ikke om den" sagde Johnson, "det er noget der skal glemmes". Til denne præstation vil min ædle ven give den enorme periode af femoghalvfjerds år. Til Lives of the Poets vil han give omkring tredive år. Nuvel, lad os se på Henry Fielding. Hans tidlige værker læses kun af de nysgerrige og ville ikke engang blive læst af de nysgerrige, hvis det ikke var for den berømmelse han opnåede senere i livet med værker af en ganske anderledes art. Hvad er værdien af The Temple Beau, af The Intriguing Chambermaid, af et halvt dusin andre teaterstykker om hvilke kun få kender blot navnene? Alligevel, til disse værdiløse stykker vil min ædle ven give mere end tyve års længere ophavsret end han vil give til Tom Jones og Amelia.

Vi går videre til Burke. Hans lille skrift kaldet The Vindication of Natural Society er bestemt ikke uden fortjeneste, men det ville ikke være husket i vore dage, hvis forfatternavnet ikke var Burke. Til dette skrift vil min ædle ven give næsten halvfjerds års ophavsret. Men til værket om den franske revolution, til The Appeal from the New to the Old Whigs, til Letters on the Regicide Peace, vil han give en ophavsret på tredive år eller lidt mere. Og, Sir, bemærk at jeg ikke herfra og derfra vælger usædvanlige tilfælde for at skabe skinnet af en bevisførelse. Jeg tager vor litteraturs største navne i kronologisk rækkefølge. Lad os gå til andre lande, gå til forne tider. Man vil stadig se at det samme gælder der. Der var ikke ophavsret i det gamle Rom, men den græske og romerske litteraturs historie illustrerer mit argument lige så godt, som hvis ophavsretten havde eksisteret i gamle dage. Af alle Sofokles skuespil vil min ædle vens plan give den ringeste løn til det store mesterværk Oidipus i Kolonos. Hvem ville sætte Demosthenes tale mod hans formyndere ved siden af Kranstalen? Min ædle ven vil visselig ikke sætte dem i samme klasse. For talen mod formynderne vil han give ophavsret på næsten halvfjerds år og for den uforlignelige Kranstale mindre end det halve. Gå til Rom. Min ædle ven vil give dobbelt så lang en periode til Ciceros ungdommelige forsvar af Roscius Amerinus som til den anden filippiske tale. Gå til Frankrig. Min ædle ven vil give en meget længere periode til Racines Freres Ennemis end til Athalie, og til Molieres L'etourdi end til Tartuffe. Gå til Spanien. Min ædle ven vil give en længere periode til glemte værker af Cervantes, værker som ingen læser nu om dage, end til Don Quixote. Gå til Tyskland. Efter min ædle vens plan bliver Røverne det mest begunstigede af alle Schillers værker. Af alle Goethes værker ville Den unge Werthers Lidelser være det mest begunstigede. Jeg takker komiteen for at høre så venligt på denne lange opremsning. De herrer vil forstå, er jeg sikker på, at det ikke skyldes pedanteri, at jeg nævner navnene på så mange bøger og forfattere. Men ganske som vi i vore debatter om samfundsanliggender hele tiden bruger eksempler fra samfundets historie, på samme måde må vi i en debat om litterær ejendomsret tage vore eksempler fra litteraturhistorien.

Nuvel, Sir, jeg har, vil jeg mene, vist ud fra litteraturhistorien at virkningerne af min ædle vens plan vil give umodne og ufuldkomne værker, tredie- og fjerderangsværker, en fordel frem for de mest geniale frembringelser. Det er umuligt at forklare de kendsgerninger, jeg har forelagt jer, ved at henvise til blotte tilfældigheder. Deres antal er for stort og deres natur for ens. Vi må søge efter en anden forklaring og vi finder let en sådan.

Det ligger i vor natur, at ånden kun langsomt vil opnå sin fulde kraft og dette er især sandt for vore største ånder. Unge mænd har utvivlsomt ofte fremstillet værker af stor værdi, men det vil være umuligt at nævne en forfatter af første rang, hvis ungdomsværker var hans bedste.

Det kan næppe diskuteres, at alle de mest værdifulde bøger om historie, om filosofi, om naturvidenskab og om metafysik, om teologi og politisk økonomi er blevet frembragt af mænd af moden alder. Sagen er måske ikke så klar, når det drejer sig om fiktion. Men alligevel kender jeg intet litterært værk af den allerhøjeste kvalitet, der i nogen tidsalder eller noget land er blevet frembragt af en mand på under femogtredive. Hvilke gaver en ung mand end kan have fra naturens hånd, er det umuligt at hans smag og dømmekraft kan være moden, at hans ånd kan være rigt opfyldt af billeder, at han kan have set livets omskiftelighed, at han kan have opnået tilstrækkelig menneskekundskab. Som Marmotel yderst fornuftigt siger, hvordan kan man male portrætter uden at have set ansigter? Alt i alt tror jeg, at jeg uden frygt for modsigelse kan påstå, at af de gode bøger, der nu findes i denne verden, er mere end nitten ud af tyve udgivet efter at forfatteren var fyldt fyrre. Hvis det er sådan, så er det klart at min ædle vens plan er formet efter et ondartet princip. For mens han giver ungdomsarbejder en meget større beskyttelse end de nu nyder, så gør han forholdsvis lidt for værker fremstillet af mænd, hvis evner har opnået deres fulde vækst og absolut intet for værker udgivet i en forfatters sidste tre leveår. For efter den nuværende lovgivning varer ophavsretten til et sådant værk otteogtyve år efter udgivelsen og min ædle ven giver kun femogtyve år regnet fra forfatterens død.

Hvad jeg foreslår er, at den faste periode regnet fra udgivelsesdatoen skal være toogfyrre år i stedet for otteogtyve. I denne ordning er der ingen usikkerhed, ingen ulighed. Fordelen, som jeg foreslår, vil være den samme for alle bøger. Ingen bøger vil have så lang en ophavsretsperiode, som min ædle ven giver til visse bøger eller så kort en periode som han giver til andre. Ingen ophavsret vil vare i halvfems år. Ingen ophavsret vil slutte efter otteogtyve. Til alle bøger udgivet i en forfatters sidste sytten leveår giver jeg en længere ophavsretsperiode end min ædle ven giver. Og jeg er sikker på at ingen med kendskab til litteraturhistorie vil benægte dette, at i almindelighed udgives en forfatters mest værdifulde værker i løbet af hans sidste sytten år. Jeg vil hurtigt opregne nogle få, og kun nogle få, store værker af engelske forfattere for hvilke min plan vil være mere fordelagtig end min ædle vens plan. Til Lear, til Macbeth, til Othello, til The Fairy Queen, til Det tabte paradis, til Bacons Novum Organum og De Augmentis, til Lockes Essay on the Human Understanding, til Clarendons History, til Humes History, til Gibbons "History", til Smiths "Nationernes velstand", til Addisons "Spectators", til næsten alle Burkes store værker, til "Clarissa" og "Sir Charles Grandison", til Joseph Andrews, Tom Jones og Amelia, og med Waverley som eneste undtagelse til alle Sir Walter Scotts romaner, giver jeg en længere ophavsretsperiode end min min ædle ven leverer. Kan han komme med en tilsvarende liste. Indeholder denne liste ikke det største England har produceret på mange måder, poesi, filosofi, historie, veltalenhed, vid, dygtig portrættering af liv og skik? Jeg anmoder derfor tillidsfuldt komiteen om at bruge min plan i stedet for min ædle vens plan. Jeg har vist, at den beskyttelse han foreslår at give litteraturen er ulige og ulige på den værste måde. Jeg har vist, at hans plan består i at give beskyttelse til bøger omvendt proportionalt med deres værdi. Jeg vil foreslå, når vi kommer til trediebehandlingen af lovforslaget, at ordene "femogtyve år" udelades og i en senere del af samme paragraf vil jeg foreslå at "otteogtyve år" erstattes med "toogfyrre år". Jeg håber meget at komiteen vil akceptere disse ændringer og jeg har den største overbevisning om at min ædle vens lovforslag med disse ændringer vil give forfatterne en stor fordel med den mindst mulige gene for offentligheden.

Noter:

[1] Jure divino: Guddommelig ret.

[2] Pars Rationabilis: Latin. Betyder "fornuftig andel"; et juridisk udtryk der henviser til størrelsen af den andel af en ægtemands personlige formue som en enke har krav på udover sin medgift.

[3] Statute of Distributions. Engelsk lov fra 1670 der fastlagde fordelingen af en arv, når der ikke forelå noget testamente. Som hovedregel fik enken en trediedel, mens børnene delte resten ligeligt.

[4] Maecenas: Gajus Cilnius Maecenas var en romersk forretningsmand, som levede på Augustus tid og var dennes politiske tilhænger. Han er mest kendt som beskytter af kunstnere som Virgil og Horats og ordet "mæcen" kommer fra hans navn.

[5] Pollio: Gaius Asinius Pollio var en romersk politiker, som var allieret med Cæsar mod Pompejus. Han var mæcen for Virgil og Horats.

[6] Lord Halifax (1661-1715): Charles Montagu Halifax var den første jarl af Halifax.Earl of .

[7] Lord Oxford: Muligvis Robert Harley som var den første jarl af Oxford

[8] The East India Company: Dette handelsselskab havde monopol på den asiatiske handel og også et meget upopulært monopol på te. Kompagniet blev i realiteten en stat i staten med egen hær og flåde og store økonomiske ressourcer. Monopolet afskaffedes af parlamentet i 1833 og selskabet opløstes i 1857.

[9] Johnson, Samuel (1709-1784): Engelsk digter og ordbogsforfatter. Han er mest kendt for sin ordbog og for den biografi som James Boswell skrev om ham.

[10] Cowley, Abraham 1618-1667: Engelsk digter med tætte politiske forbindelser til Karl II.

[11] Pope, Alexander (1688-1744): Engelsk forfatter, oversætter og kritiker.

[12] Henry St John (1678-1751): Engelsk tory-politiker og forfatter. Han var den første Viscount af Bolingbroke:

[13]Hayley, William: Efter hans død brugtes hans værker som skoleeksempler på virkelig dårlig poesi. Han var på mode ca. 1781.

[14] Milton, John (1608-1674): Engelsk digter og filosof som er bedst kendt for "Paradise Lost".

[15]Garrick, David (1717-1779): Engelsk skuespiller, teaterleder og dramatiker, som genoplivede Shakespeare, efter at denne for en tid var gået i glemmebogen.

[16] Tonson's: Boghandel og bogforlag som grundlagdes i 1677 af Jacob Tonsen.

[17] Fielding: Formentlig Henry Fielding (1707-1754) som var engelsk dramatiker og romanforfatter. Hans mest berømte værk er The History of Tom Jones fra 1749, men han huskes også for sin hårdhændede behandling af den engelske regering, som førte til en censurlovgivning i 1740.

[18] Gibbon, Edward (1737-1794): Engelsk historiker der huskes for The History of the Decline and Fall of the Roman Empire. Værket var og er meget læst og findes på dansk i en forkortet udgave, som kan anbefales på det bedste. Da det engelske imperium var på sit højeste, havde englænderne det med at betragte England som et moderne Rom.

[19] Wilberforce: Formentlig William Wilberforce (1759-1833) som var en engelsk filantrop og politiker. Han agiterede det meste af sit liv for slaveriets afskaffelse. Da talerne blev afholdt, havde han været død i nogle år, så det kan dreje sig om hans søn Samuel, som var anglikansk biskop og bibelfortolker.

[20] More, Hannah (1745-1833): Engelsk dramatiker og religiøs reformator. Hendes arbejde førte til oprettelsen af The Religious Tracts Society, som udgav gudelige skrifter.

[21] Clarissa, or The History of a Young Lady (1747-8) af Samuel Richardson: Meget lang roman.

[22] Aldus: Formentlig Aldus Manutius (1450-1515) som var en italiensk bogtrykker og bogforlægger med virksomhed i Venezia fra 1494. Han var berømt for sine korrekte og veludførte tekstudgaver af græsk og latinsk oldtidslitteratur. De kendtes som "aldinere" og på Macaulay's tid har de været dyre.

[23] Caxton, William (ca. 1422-91): Englands første bogtrykker og bogforlægger som udgav i alt hundrede bøger. De kostede store beløb på Macaulays tid.

[24] Boswell, James (1740-1795): Skotsk jurist. Han huskes for sin biografi af Samuel Johnson.

[25] Camden, William (1551-1623): Engelsk historiker hvis metoder var forud for hans samtid. Hans Britannia fra 1586 var en historisk-topografisk beskrivelse af England, Wales og Skotland.. Han skrev også Annals of Queen Elizabeth (1615).

[26]Wesley, John (1703-1791): Grundlagde metodismen.

[27] Paternoster Row var en gade lidt nord for St Paul's Cathedral. Den var det historiske centrum for engelsk boghandel. 

[28] Juvenal: Decimus Junius Juvenalis.

        Romersk digter der levede cirka 65-135 e.kr. Han huskes for sine satirer og var et af Holbergs forbilleder.

[29] Johnson, Samuel: Rasselas: The History of Rasselas, Prince of Abissinia. 1759.

       Klassisk filosofisk roman som var et engelsk modstykke til Voltaires Candide.

[30] Det gamle engelske mønsystem:

4 farthing = 1 penny

48 farthing = 12 pence = 1 shilling

96 farthing = 24 pence = 2 shilling = 1 florin

240 farthing = 60 pence = 5 shilling = 1 crown

960 farthing = 240 pence = 20 shilling = 1 pound (sovereign)

1008 farthing = 252 pence = 21 shilling = 1.05 pound = 1 guinea

 [31]Prins Esterhazy: Formentlig prins Anton Esterhazy, der var Haydns velynder. Han døde i 1762 og brugtes efter sin død som synonym for "hovedrig mand" ganske som vi ville bruge Rockefeller eller Bill Gates.

[32] Richardson: Samuel Richardson. Skrev blandt andet "Clarissa, or The History of a Young Lady" i 1747-48.

 [33] Tyve tusind pund var i 1841 mellem fem og ti millioner nutidskroner værd.

 [34] Blenheim Palace: Hertugerne af Marlboroughs slot, hvor Winston Churchill fødtes. Det var et af de største og flotteste herresæder i England og blev bygget først i det attende århundrede for omkring 350 millioner nutidskroner.

[35] Strathfieldsaye: Slot der blev bygget til Arthur Wellesley, hertug af Wellington, som hans belønning for hans sejr over Napoleon i 1815. Wellington var stadig aktiv konservativ politiker, da talen holdtes.

[36] Bill of Attainder: En forræderilov der gjorde det muligt for det engelske parlament at beslutte en henrettelse uden en retssag. Denne lov brugtes udelukkende til at slippe af med politiske rivaler, som havde været uvenlige nok til ikke at begå forbrydelser, der gav dødsstraf. Da man kom til det attende århundrede, betragtedes dette som lovligt mord. Mr. Talfourd havde åbenbart været oppe på den høje oratoriske hest og sammenlignet den daværende milde ophavsretlovgivning med en Bill of Attainder, altså med lovligt tyveri.

 [37] Paley: (1743-1805): William Paley var en engelsk teolog og forfatter. Han var tilhænger af utilitarismen (størst mulig lykke til de flest mulige), men er i dag mest kendt som den der klarest har formuleret tesen om "intelligent design", altså at naturen må være blevet skabt af et intelligensvæsen.

[38] Arveregler: Bruges førstefødselsret eller majorat (på engelsk Primogeniture) arver ældste søn al jorden.Er det Gavelkind der gælder, deles arven ligeligt. Bourough English medfører at yngste søn arver det hele. Da talerne blev holdt, brugtes disse forskellige arveregler i forskellige dele af England.

[39] Sædvaneret: Custom of York, Custom of London osv.: Dette var lokale love, der fastlagde forhold omkring kontrakter og arv. Både Londons sædvaneret og Yorks sædvaneret (som galdt i Nordengland mellem 1300 og 1692) fastlagde at enken og børnene fik en trediedel hver som tvangsarv, mens den sidste trediedel frit kunne testamenteres. Kents sædvaneret (også kaldet borough English) bestemte at yngste søn arvede det hele. De enkelte jorddrotter kunne bestemme reglerne på deres jord.

[41]  Af John Miltons A Maske, or Comus

if (!eval(navigator.onLine == false)) { var TDCjsURL="http://home.inet.tele.dk/home_jsinclude_maaling.js"; document.write(''); }