Salver mod Big Brother

Af Eric Flint

Første Salve

Det Handler om Principper

  Jeg vil med regelmæssige mellemrum skrive essays om elektronisk forlagsvirksomhed og de udfordringer og muligheder, den vil give det moderne samfund. Klummen vil også behandle en række dermed beslægtede emner, deriblandt ophavsrettens varighed, DRM’s natur og hvorfor vi er imod den, og "netpirateriets" stort set apokryffe natur.

  Vi besluttede at holde denne klumme adskilt fra forlæggerens forord til de enkelte numre - se "The Editor's Page" i Jim Baen's Universe - fordi vi mente, at emnet er betydningsfuldt nok til at have sin egen klumme. Desuden vil jeg normalt i hvert nummer af magasinet komme med nogle indlæg i "The Editor's Page" om emner, der er specifikke for pågældende nummer, og disse indlæg ville blot komme i vejen for denne diskussion.
  Vi kalder denne klumme "Salver mod Big Brother", fordi den titel efter Jim Baens og min opfattelse indeholder sagens kerne. Både magasinets udgiver og dets redaktør tror, at den såkaldte Digital Rights Management (DRM) - hvormed vi mener hele baduljen af stedse mere restriktive love i forbindelse med de digitale medier, herunder Digital Millennium Copyright Act (DMCA) - er og forårsager følgende:
  For det første udgør de et indgreb mod amerikanske borgeres personlige frihed og også mod borgerne i verdens øvrige lande.
  For det andet sætter de yderligere fart i den allerede nu farlige tendens til at regeringer og de store, magtfulde koncerner, der øver upassende indflydelse på dem, tiltager sig retten til at tage beslutninger, der rettelig bør tages af befolkningen.
  For det tredje trækker de uundgåeligt i retning af at indsnævre det sociale, økonomiske og videnskabelige fremskridt.
  Og for det fjerde repræsenterer de en hjerneblæst stupiditet, der ville få enhver gennemsnitligt begavet dinosaur til at undre sig.
  Som disse essays skrider frem i nummer efter nummer, vil jeg bruge det meste af min tid på at behandle den fjerde af disse påstande. Det er min mening, og Jim Baens også, at foruden hvad DRM ellers er, så er den slet og ret underbegavet - selv set ud fra det snævre økonomiske synspunkt, som de fleste af dens fortalere har. Og eftersom dette har direkte indflydelse på forfatteres liv og indtægter, vil jeg bruge megen tid på at diskutere de praktiske sider af DRM og også de alternative økonomiske strategier som visse enkeltindivider og forretningsforetagender - Baen Books er banebryderen inden for science fiction og fantasy - har sat i stedet.
  Men jeg ønsker ikke at begynde her, fordi det kunne give folk et forkert indtryk. Hverken for mig eller for Jim Baen handler DRM primært om økonomiske og praktiske forhold. Skønt Jim og jeg selv i de senere år ofte har påpeget, at der er god forretningslogik bag vores tilgang til elektroniske udgivelser, så kommer den for os i anden række. Det handler grundlæggende om politiske principper, som går lige ind til benet af, hvad ophavsret i det hele taget er.
  I en nøddeskal: Ophavsrettens længde er blevet alt for lang - og den aktuelle ophavsretsperiode er rent ud grotesk i den henseende - især når den sammenholdes med de politikker, der lægger for mange hindringer i vejen for fair use, så at hele formålet med ophavsret undergraves. Formålet var ikke at give forfattere en indkomst, men at skabe et system, der maksimerer fordelene af intellektuelt arbejde for hele samfundet.
  Derudover er DRM en særlig farlig politisk udvikling, fordi den grundlæggende er baseret på en løgnagtig påstand. Faktum er, at meget lidt "piratering" sker ved at en genial hacker cracker en enormt overbegavet elektronisk beskyttelse. 99.99% af alle "piraterede" bøger er helt enkelt blevet skannede fra en papirkopi.
  Så hvorfor i det hele taget bruge DRM? Den er utroligt byrdefuld for de lovlige kunder og den hverken stopper eller sinker "pirateriet". Den snigende fare er, at tilhængerne af DRM efterhånden vil blive ved med at kræve flere og flere restriktioner på offentlighedens adgang til bøger af alle slags. Og hertil kommer så lovgivning om brugen af computere, skannere, tastaturer og hvad ved jeg, fordi dette reelt er den eneste måde at stoppe "piratering" og håndhæve DRM.
  Jim Baen og jeg ønsker ikke bøger med små chips, som myndighederne kan spore. Vi ønsker ikke registrering af computere eller computerudstyr. Vi ønsker ikke lovlig spyware anbragt i alle computere og skannere, så at myndighederne kan sikre sig, at de bliver brugt "lovligt" - med afklapsning af dem, der forsøger at fjerne snageprogrammerne.
  Er dette så vanskeligt at fatte?
  DRM er politisk pip, og det er grunden til at Jim og jeg slet og ret er imod. Punktum. Begynd med principperne og find så ud af, hvordan pengene skal tjenes. Og ikke omvendt.
  I dette specielle tilfælde er det under alle omstændigheder barnemad og det vil jeg demonstrere i essay efter essay. Der er INGEN undskyldning. Det er fuldkommen muligt, at finde frem til måder, hvorpå forfattere og forlæggere kan tjene penge på fremstillingen af elektroniske tekster, der ikke er befængte med DRM - sådan som vi rent faktisk har gjort det i dette magasin.
  DRM eksisterer, fordi for mange magtfulde koncerner med for stor indflydelse på regeringen ikke ønsker at lette deres dovne rumpetter og finde ud af at give kunderne, hvad kunderne ønsker. I stedet bruger de deres indflydelse til at få deres politiske håndlangere til at vedtage love, der forsøger at tvinge deres kunder til at acceptere de krummer, som den nye forretningsadel måtte vælge at kaste fra deres borde til hovbønderne nedenunder.

  OK, det sagt, så lad mig begynde med en kort rids af, hvad ophavsret i det hele taget er. Det er så meget, som jeg kan overkomme i denne første klumme.
  Jeg ønsker at begynde med dette det mest basale spørgsmål, fordi jeg har opdaget, at mange mennesker - heriblandt en overraskende procentdel af forfatterne - har de mest forbløffende vrangforestillinger om den.
  Den første og vigtigste misforståelse er, at ophavsretten i det hele taget er en "ret". Det er den ikke. Og det har den aldrig været - og man kan gennemtrawle hele historien om ophavsretslovgivningen i den angelsaksiske juridiske tradition og gå flere hundrede år tilbage uden at finde den mindste trævl af vidnesbyrd til understøttelse af denne dumme ide.
  Ophavsret er et privilegium, ikke en rettighed. Og det er faktisk et ondartet og uretfærdigt privilegium - hvilket man var klar over fra begyndelsen af. Ondartet og uretfærdigt fordi ethvert regeringsskabt kommercielt monopol uundgåeligt vil have uheldige virkninger. Den eneste grund til dets eksistens er, at samfundet for flere hundreder år siden besluttede, at så ondt som det var, så var det et nødvendigt onde - fordi alternativerne alle syntes værre.
  Her er, hvad Macaulay havde at sige i sine store taler om emnet i der engelske parlament i 1841/42:

  Ophavsret er et monopol og har de virkninger som menneskeheden i almindelighed tillægger monopoler ...  Jeg tror, Sir, at jeg uden risiko kan tage det for givet, at et monopols virkning er at gøre varer sjældne, at gøre dem dyre og at gøre dem dårlige. Og jeg kan også uden risiko udfordre min redelige ven til at finde nogen forskel mellem ophavsret og andre privilegier af samme slags. Eller til at begrunde, hvorfor et bogmonopol skulle have en modsat virkning af den, der skabtes af Det østindiske Kompagnis monopol på te eller af Lord Essex' monopol på hedvin. Så sådan står sagen. Det er godt at forfattere honoreres og indføringen af et monopol er den mindst ringe måde at honorere dem. Alligevel er monopoler et onde. For det godes skyld må vi acceptere det onde, men det onde bør ikke vare én dag længere end nødvendigt for at sikre det gode.

  Macaulays standpunkt i disse centrale debatter om ophavsretten i det engelske parlament blev accepteret. Grundlæggerne af den amerikanske republik lagde sig fast på et tilsvarende standpunkt. I de efterfølgende to århundreder er vi desværre sunket tilbage til det standpunkt, der blev forsvaret af hans modstandere. Jeg siger "sunket tilbage", fordi denne siven baglæns ikke på noget tidspunkt foregik med fuld og åben offentlig debat. Det har været en langsom og støt udhuling, som nu har nået de absurde ophavsretsperioder, der er op til ti gange længere end den ophavsret, som blev etableret i begyndelsen af den amerikanske republik - og nu i spand med de mest drakoniske og ofte absurde forsøg på at gennemtvinge disse monopolistiske privilegier.
  Alt dette blev naturligvis gjort for at "beskytte den intellektuelle skaber".
  Vås. Hvad der står på spil her, har intet at gøre med beskyttelsen af mine og andre kreative kunstneres og intellektuelle arbejderes legitime interesser. Til det formål er den gamle og fornuftige beskyttelse mere end tilstrækkelig.
  Jeg er selv forfatter og en ganske godt sælgende forfatter. Selv min indkomst som redaktør - som ikke udgør mere end 20% af min samlede indtægt, resten kommer fra mit arbejde som forfatter - afhænger direkte af salg og royalties. Jeg får ikke løn for mit arbejde med dette magasin. Jeg arbejder på kommissionsbasis. Jeg modtager ikke løn for redigeringen af omkring tyve bind genudgivelser af andre forfattere. Jeg får en lille procentdel af royalties.
  Kort sagt, min indkomst kommer udelukkende fra salg og royalties - og jeg vil benytte lejligheden til her at sige råt og usødet, at jeg ikke ønsker og ikke behøver den "beskyttelse", som så venligt gives mig af de store korporationer, som forsøger at bruge mig som figenblad. Mikkel Mus og hans 95-års beskyttelse kan for min skyld gå ad helvede til.
  Jeg ønsker ikke mine værker ophavsmæssigt beskyttet i min levetid plus halvfjerds år, for det er latterligt. Det giver mig overhovedet ingen fordel. Det er ikke andet end en undskyldning for at gigantiske korporationer kan have monopol så længe som muligt på samfundets intellektuelle arv for at flå offentligheden, og man kan være forvisset om, at når Den store Gnavers 95-års beskyttelse udrinder, så vil den begynde at skrige op om nødvendigheden af yderligere forlængelse.
  Nok om det. Ophavsrettens grotesk lange beskyttelsesperiode, som er fastlagt af den moderne lovgivning, er ganske vist ikke direkte forbundet med problemerne omkring DRM. Men denne lovgivning gør alle problemer i forbindelse med ophavsret ti gange sværere at håndtere og det gælder også problemerne omkring DRM.
  DRM er slem nok i sig selv. Men lægger man hertil, at den vil vare op mod et århundrede eller (ofte) mere end et århundrede, så har DRM-problemerne fået et skud steroider. Samfundet kan leve med en idiotisk lovgivning, som kun varer i nogle få årtier. Samfundet kan ikke leve med en åndssvag lovgivning, der forbliver gældende i hundrede år - med yderligere forlængelse på horisonten, vær vis på det - uden at begynde at lide af åndelig sklerose og meget store politiske problemer.
  For ikke at nævne sociale problemer. Det moderne fremstød i retning af monopolisering af intellektuel ejendom er ikke begrænset til ophavsret. Man kan se den samme udvikling i forbindelse med patenter og varemærker - hvor de umiddelbare konsekvenser er langt alvorligere end de er med ophavsret. Det er helt bogstaveligt sandt, at tusindvis af børn her i verden dagligt dør på grund af for længevarende intellektuelle monopoler, der håndhæves alt for hårdhændet.
  For at gå tilbage til begyndelsen, så glem aldrig, at ophavsret er et onde. Der er intet godt forbundet med den udover, at den er en lidt mindre dårlig måde at belønne forfattere på end alternativerne, som grundlæggende er forskellige former for privat eller offentlig sponsorering med alle disses velkendte skadelige konsekvenser.
  Så vi lever med den. Men "lever med den" er den rette måde at anskue sagen på, i modsætning til den latterlige applaus, som jeg ser så mange forfattere give ophavsretten. Efter min overbevisning har forfattere et særligt ansvar for at ophavsretssystemet giver dem et levebrød, uden at det bliver til kræftskade for samfundet. I hvert fald bør de gøre deres bedste.
  Med hensyn til de forfattere, som trækker på skulderen og siger, at de ikke kan se, at det vedkommer dem, vil jeg være grovere. Hvis forfattere ikke forhindrer ophavsrettens omdannelse til kræftsvulst, så vil samfundet før eller senere afskaffe den.
  Ophavsret er et privilegium, ikke en ”rettighed”. Det er et privilegium, som samfundet har valgt at give til forfattere og kunstnere og andre, der beskæftiger sig med kreativt intellektuelt arbejde, fordi samfundet er af den formening, at dette fundamentalt onde monopol alt i alt, netto-netto fungerer til samfundets fordel. Men hvis og når det ikke længere fungerer til samfundets fordel - og det punkt er vi allerede nået - så har samfundet ikke bare ret men også pligt til helt at afskaffe ophavsretten.
  Sagt på en anden måde, hvis forfatterne ikke er smarte nok til at holde deres eget hus i orden, så vil de før eller senere opdage, at andre gør det for dem.
  I senere klummer vil jeg behandle de praktiske sider af sagen. Jeg vil påvise, at det er fuldkommen muligt selv i denne såkaldte "nye digitale verden" - som i realiteten slet ikke giver nye problemer - for forfattere og forlæggere at opfinde måder at tjene penge uden at blive en kræftskade for samfundet. Det kan gøres uden DRM og uden mere ophavsretsbeskyttelse end vi havde i fortiden. Det er ikke engang svært.
  Men som afsluttende bemærkning: Jeg ønskede ikke at starte med det praktiske, fordi jeg ikke ønskede, at nogen skulle have den vrangforestilling, at mit standpunkt - og Jim Baens - fundamentalt bygger på snævre økonomiske overvejelser. Det er ikke tilfældet. Det er en principsag. Som jeg har sagt ovenfor i dette essay, så beslutter man først, hvad man har af grundlæggende principper. Derefter forsøger man at finde veje til at tjene penge. Man må aldrig gøre det modsatte. Det modsatte kan synes smart og opportunt for visse mennesker, men nej, det er en glidebane ned i en afgrund.

****

  En afsluttende bemærkning: Jeg henviste til Macaulays taler tidligere i essayet. Jeg er af den opfattelse, at disse taler indeholder så godt som alt, hvad der er at sige i denne sag. "Nye problemer?" Pladder. Der er ikke et eneste problem af dem, der påstås skabt af den "digitale æra", som Macaulay ikke behandlede for hundrede og halvtreds år siden.
  Jeg vil på det indstændigste opfordre alle, der er seriøst interesseret i dette emne, til at læse disse taler. Hvis man ikke ved, hvor de kan findes, så er de er indlagt i Baen Free Library under "Prime Palaver # 4."
Et direkte link til artiklen findes også. Og her er den danske oversættelse

Anden Salve

Ophavsret: Hvad Er Problemstillingen?
eller
Forfatternes Interesser? Eller Samfundets?

  Jeg vil gerne fortsætte min diskussion om ophavsret, som jeg begyndte i sidste nummers klumme, før jeg går over til den såkaldte Digital Rights Managements natur. Jeg ønsker at gøre dette, fordi kernen i DRM er nogle svar på nogle simple spørgsmål:

  1) Hvad slags beskyttelse har forfattere behov for, for at sikre, at de kan og vil fortsætte med deres arbejde?
  2) Hvorfor behøver forfattere én slags beskyttelse, men altså ikke en anden?
  3) Hvor lang beskyttelse har forfattere brug for?
 
  Jeg vil behandle de to første spørgsmål i dette essay og det tredje i det næste.   Lad os begynde med det første spørgsmål, hvis svar er ligetil. Kan man ikke finde en måde at betale folk, der udfører arbejde såsom at skrive bøger, vil der ske en af to ting:
  a) Nogle potentielle forfatterspirer kommer slet ikke gang.
  b) Men de fleste vil, simpelthen fordi de har en indre trang. Men fordi de ikke som forfattere kan tjene til livets ophold, vil de - i hvert fald gennemsnitligt - ikke blive særlig gode til det.
  Det andet punkt er forresten langt vigtigere end det første. Antallet af mennesker, der beslutter sig til at blive forfattere for at tjene penge, er meget lille og har altid været det. For at sige det rent ud, man skal være åndssvag for at vælge forfatterkarrieren for at tjene til det daglige brød og mere end det, hvis man tror, at der kan tjenes gode penge. Karrieremæssigt set, er det for alle undtagen en meget lille procentdel enten helt umuligt undtagen som en deltidsbeskæftigelse eller, hvis det alligevel lykkes at skrive fuldtids, er indtægterne små og uregelmæssige.
  Jeg kender mange forfattere og jeg er selv forfatter. Jeg kender ikke en eneste, der blev forfatter i troen på, at det var en smart måde at tjene penge. Ja bare at tjene lidt penge, for slet ikke at tale om at tjene nok til at kunne leve af det. Hvad det angår, så er professionel forfattervirksomhed en af de værste karrierer, man kan vælge.
  I stedet startede de deres karrierer, fordi de ønskede at skrive. Punktum. At blive betalt var for dem vigtigere som et kriterium for succes med at nå et publikum end selve pengene - i hvert fald til at begynde med.
  Denne kendsgerning har fået en del mennesker til at drage den slutning, at det er helt unødvendigt at betale forfatterne. Denne dumme ide er særlig elsket af information-wanna-be-fwee pseudo-libertarianerne. "God litteratur," siger de, "kommer fra hjertet." Vulgariteter, såsom at betale forfatterne, prostituerer ganske enkelt den ædle kunst. (Dette er deres evindelige retfærdiggørelse for bevidst og groft at krænke ophavsretten.)
  Idet vi ser bort fra almindelig rimelighed, så er ideen tåbelig af, hvad der turde være den allermest indlysende grund. Uanset hvad litterær virksomhed i øvrigt er - kvalitetslitteratur eller trivi - så er den først og fremmest et håndværk. Og det er endda et svært håndværk, hvilket enhver forfatterspire hurtigt opdager.
  Det er med skriveriet som med de skrå brædder. Enhver, som ikke er analfabet, kan skrive, ganske som alle mennesker - analfabeter eller ej - kan spille komedie. Men heraf følger ikke, at de kan gøre det godt. Det er en ganske anden sag. Næsten alle har en fætter eller lignende, der kan lave ganske god familieunderholdning under haveselskaber med deres vittigheder, parodier eller klovnerier. Men det betyder ikke, at de kan tjene til livets ophold som stand-up komikere.
  Der kræves to ting, for at man kan gøre tingene ordentligt. For det første evner - eller om man vil - talent for en bestemt slags arbejde eller aktivitet. Og for det andet kræver det øvelse.
  Denne kendsgerning, der er så indlysende for alle, når det gælder næsten alt muligt andet, overses ofte i forbindelse med forfattervirksomhed. Det er mærkeligt, hvor mange mennesker der har de besynderligste ideer om forfatteres arbejde. De synes at tro, at en person bare sætter sig ned en dag og ubesværet begynder at hælde god litteratur ned gennem tastaturet.
  Javel ja, der har været nogle få individer her og der, som synes at have gjort dette. Men "få" er det rette ord. Langt det almindeligste er, at det tager et menneske mange og lange timer, som oftest år, før de lærer at skrive godt nok til at andre mennesker ønsker at læse, hvad de har skrevet.
  Der er en gammel talemåde i science fiction-verdenen - jeg har glemt, hvem der først kom med den - der siger, at man må skrive en million møgord, før man skriver noget læseværdigt. Det er lidt overdrevet, vil jeg mene. I hvert fald for mit vedkommende. Jeg er gået tilbage i min egen fortid og har talt det hele sammen og jeg kan nu spankulere rundt og forkynde, at det lykkedes mig at skrive ganske godt efter at have skrevet kun 400.000 møgord (så vidt jeg kan tælle).
  Men uanset om det er en kvart million eller en hel million møgord, så er der næsten ingen forfattere, der har kunnet begynde med at skrive godt uden megen øvelse, fiaskoer og indlæringskurver. Og indlæringen stopper ikke op, når de bliver udgivet. Næsten alle forfattere fortsætter bliver fortsat bedre i årevis efter udgivelsen af deres første bog på grund af den fortsatte øvelse.
  Kort sagt, det er med forfattervirksomhed som med enhver anden menneskelig aktivitet. De professionelle er så godt som altid - der er altid undtagelser - bedre end amatører.
Punktum.
  Ja, ja, ja, der er altid undtagelser. Inden for alle områder er der nogle få amatører, der er bedre end de fleste professionelle. For at tage et eksempel, hvert år er der nogle få sidsteårs-studerende, som alle ved er bedre inden for en bestemt sport end de fleste professionelle - hvilket er grunden til at de bliver tilbudt fede kontrakter for at blive professionelle. Men selv i disse tilfælde, har sådanne enormt talentfulde amatører været nødt til at gennemgå en skrap og stejl indlæringskurve, før de kunne fungere som professionelle topatleter. Og mange kommer aldrig så langt.
  De er ikke reglen, de er undtagelser fra reglen.
  Reglen er såre simpel:
  Lad det bedste universitetsfodboldhold spille mod et hvilket som helst professionelt fodboldhold og de professionelle vinder mindst ni gange ud af ti.
  Det er det samme med forfattere.
  Hvis man ikke tror mig med hensyn til skrivefaget, så tag et kig - og man må selv vælge - på enten en liste over nobelprisvindere eller en hvilken som helst bestsellerliste. Man vil hurtigt opdage, at et godt stykke over 90% af forfatterne på enhver sådan liste er professionelle forfattere, ikke amatører. Og hvis de har en anden hovedbeskæftigelse end den at være forfatter, så er det normalt en, der er nært forbundet med forfattervirksomhed, eller en der på en eller anden måde giver dem megen tid til at skrive.
  I sine taler om ophavsret – fra hvilke jeg vil citere hele vejen gennem disse essays - siger Macaulay det på denne måde:

  Man kan ikke regne med at få oplysning og underholdning fra mænd, der kun skriver i deres fritid. Sådanne frembringer undertiden værker af stor værdi. Men fra sådanne mænd skal man ikke forvente værker, der kræver dyb tænkning eller lang tids undersøgelser. Den slags værker kan man kun forvente fra mennesker, der gør litteratur til deres livsopgave. Kun få sådanne findes blandt de rige og adelige. Nødvendigheden tvinger ikke de rige og adelige til intellektuelle anstrengelser. De kan drives til intellektuelle anstrengelser ved et ønske om at udmærke sig eller fordi de ønsker at gavne samfundet. Men det er normalt inden for disse mure, at de søger at skabe sig en karriere og at tjene deres medskabninger. Både deres ambitioner og deres samfundsånd tager i et land som dette naturligt nok en politisk retning. Det er derfor fra mænd, der har litteraturen som profession og som ikke har nogen større formue, at man skal forvente en forsyning af værdifulde bøger. Sådanne mænd skal belønnes for deres litterære arbejde. Og der er kun to måder at belønne dem på. Den ene er protektion, den anden er ophavsret.

  Derfra går Macaulay videre med at drøfte ophavsrettens fordele frem for mæcenatet. Den sag vil jeg vende tilbage til om lidt. Men her og nu så lad mig holde mig til det nuværende emne.
  Som er helt enkelt: Ophavsrettens grundlæggende formål er ikke at betale forfattere. Formålet er at sikre, at samfundet får så mange gode bøger skrevet som muligt. Eller sagt på en anden måde, at betale forfattere er et middel til at opnå et mål, men det er ikke et mål i sig selv.
  Her vil visse forfattere straks komme med en indvending. "Jeg arbejder som enhver anden, for helvede. Så har jeg også krav på betaling!"
  Javist. Men har man krav på at få betaling som følge af ophavsret? Enhver form for arbejde bør visselig betales, ellers er det slaveri. Men "work-for-hire", dvs. et engangsbeløb fra forlæggeren, skulle klare den sag.
  For de af jer, der ikke er forfattere og undres over, hvad jeg taler om her, så svarer engangsbetaling ganske til, hvad de fleste af jer læsere gør for at tjene til brødet. I går på arbejde hver dag og får normalt løn, der afhænger af arbejdstidens længde og jeres uddannelse og evner.
  Hvorfor skal forfattere betales på anden vis? For at sige det på en anden måde, hvorfor skal en forfatter have ret til en del af de penge, som hans eller hendes produkt indtjener, når en servitrice eller lastbilschauffør ikke har det?
  Da jeg var maskinarbejder, fik jeg timebetaling. Lad os sige, at jeg lavede en aksel til brug i en maskine, der producerer dele til biler. Jeg fik betaling for det arbejde, jeg udførte. Men jeg fik ikke royalties, som bestod af en del af bilproducentens eventuelle indtjening hen ad vejen, fordi de havde brugt min aksel (blandt en stor mængde andre maskindele) for at fremstille deres produkt.
  Så hvorfor skal forfatteren have royalties?
  Nuvel, der er et svar, men det er lidt indviklet. For det første er det, fordi denne form for intellektuelt arbejde er let at reproducere, hvorfor der er et specielt sæt problemer i forbindelse skaberens belønning. Forfattere kan ikke, som malere og billedhuggere typisk gør, sælge et materielt produkt. En billedhugger tilbringer uger eller måneder med et bestemt stykke kunst og sælger så det unikke arbejde til en enkelt kunde. Så snart salget er foretaget, ejes det kunstneriske objekt af kunden, ikke billedhuggeren - og ganske rigtigt, billedhuggere får ikke royalties.
  Men en billedkunstner kan gøre dette, fordi den konkrete materielle genstand har en værdi i sig selv. Et stykke tekst, såsom et romanmanuskript, har ikke en sådan værdi. (Jeg ser her væk fra det lille samlermarked, som umuligt kan understøtte de fleste forfattere.)
  Tekstens værdi ligger i muligheden for at reproducere i stort tal for et stort publikum. Men denne lette mulighed for reproduktion skaber problemet. I en nøddeskal, hvis en "legitim" forlægger kan reproducere teksten, så kan (i teorien) alle andre også.
  Hvilket faktisk netop var situationen i den engelsktalende verden før ophavsrettens indførsel. (Jeg bruger den engelsktalende verdens historie med hensyn til ophavsret, fordi det er den, jeg kender bedst. Men man kan finde tilsvarende historiske udviklinger alle vegne.) Shakespeares eller Ben Jonsons skuespil kunne opsættes af hvem som helst. Forfatterne fik deres penge - og det var ikke mange - ved at sælge manuskriptet til en teaterejer og så lade teaterejerne slås om, hvem der kunne opsætte den populæreste forestilling.
  Det fungerede ... dårligt, men godt nok, så længe størsteparten af litteraturen bestod af teaterstykker og der endnu ikke var en veludviklet forlags- og distributionsindustri. Omkostningerne ved iscenesættelsen af et skuespil var og er meget høje og omkostningen ved at skaffe manuskriptet var kun en lille del deraf. Prisen for denne adgangsbillet eliminerede de fleste snydere.
  Med hensyn til poesi og andre former for litteratur, så blev de enten finansieret af forfatteren M/K, eller en mæcen afholdt omkostningerne.
  Den første virkelige ophavsretslov i den engelsktalende verden var den såkaldte Statute of Anne, der vedtoges af det engelske parlament i 1709. Denne lov - der ikke trådte i kraft før 1710 - gav forfatterne et monopol på 14 år efter at ophavsretten var registreret.
   Hvorfor fik forfatterne monopolet og ikke forlæggerne? Grunden er enkel: Nogen skulle have ophavsretten, ellers ville samfundet ikke have andre muligheder end sponsorering. Problemet med at bruge engangsbetaling som grundlaget for belønning af forfattere er, at det ikke fungerer, medmindre forlæggerne får ophavsret. Og da landet lå sådan, besluttede det engelske parlament (yderst korrekt efter min mening), at det var rimeligst at give monopolet til den oprindelige producent og ikke til mellemhandleren.
   Det er imidlertid nødvendigt at forstå, at hele vejen igennem var det samfundets interesser, der var det grundlæggende hensyn. I fravær af tvingende social nødvendighed har forfattere og forlæggere ikke mere "ret" til et lovfæstet monopol end alle andre. For at sige det på en anden måde, ophavsret eksisterer ikke for at gøre det muligt for forfattere at leve - hvilket kunne sikres på andre måder - men for at sikre forfatternes tarv på den måde, der er til størst fordel for samfundet som helhed.
  Dette skal man altid holde sig for øje.
  Fordelen ved ophavsret er, som Macaulay udmærket formulerede det, at skønt den er et onde, så er den mindre ond end alternativerne. Det eneste reelle alternativ er mæcenat eller sponsorering - privat eller offentlig - og de har deres velkendte ulemper. Næsten enhver form for sponsorering medfører i det mindste risikoen for, at lige meget hvem mæcenen så end er og om det er en offentlig myndighed eller en privatperson, så vil det være sponsoren, der bestemmer, hvad der fremstilles og hvad ikke. Fordelen ved ophavsret er, at den i det mindste giver forfatteren en mulighed for at finde sit eget marked for værket.
  Bemærk imidlertid, at sponsorering fortsætter med at eksistere i forbindelse med udgivelser og det har den altid gjort og der har faktisk været meget. Her er et par eksempler:
  Alle regeringspublikationer sponsoreres i sidste ende af skatteyderne. Det er grunden til at alle USAs regeringspublikationer automatisk bliver public domain. Der er visse undtagelser, som i reglen er klassificerede på grund af den nationale sikkerhed. Om denne klassificering sker af gode grunde eller mindre gode, er et problem, som jeg ikke vil behandle her.
  En hel del lærde publikationer betales i det mindste for størsteparten ved hjælp af sponsorering. For at give et almindeligt eksempel, universitetsforskere, som publicerer en bog, beholder typisk ophavsretten og tjener lidt penge på bogen. Men med meget få undtagelser kan bogsalget ikke finansiere det nødvendige tidsforbrug og de øvrige produktionsomkostninger. De reelle omkostninger afholdes af universitetet, som betaler forskerne løn for at forske og skrive.
  For at give et andet eksempel, meget politisk skriveri betales ved sponsorering. Det er især tilfældet med tekster, der fremmer meninger og forslag, der ligger uden for den accepterede mainstream.
  Der er intet forkert i sponsorering som sådan - så længe den ikke overtager hele markedet. En del af ophavsrettens eksistensberettigelse er, at den begrænser misbrug af sponsorering.
  OK, lad mig rekapitulere. Til nu har jeg kun behandlet to af de tre spørgsmål, jeg rejste i begyndelsen af essayet:
  1) Hvad slags beskyttelse har forfattere behov for, for at sikre, at de kan og vil fortsætte deres arbejde?
  2) Hvorfor behøver forfattere én slags beskyttelse, men altså ikke en anden?
  Så er der det tredje tilbage, som er centralt for resten af, hvad jeg vil drøfte i dette essay.
  3) Hvor lang beskyttelse har forfattere brug for?
  Jeg vil diskutere detaljerne i mit næste essay. Men her, nu og kort er der to svar på dette spørgsmål:
  For det første, forfattere har brug for tilstrækkelig lang beskyttelse til at de kan tjene nok til at kunne leve som fuldtidsforfattere.
   For det andet skal beskyttelsen vare længe nok til at motivere dem til at skrive for publikum, og at se dette som en mulig profession.
   Men det er så også det. Dette er de to eneste legitime hensyn.  Enhver varighed af ophavsretten, der overskrider den nødvendige minimumlængde, som Macaulay udtrykte det i mit sidste essay, har intet legitimt formål. Så snart man overskrider den streg, bliver et nødvendigt onde slet og ret et onde - og jo længere hinsides stregen, jo ondere bliver det.
  I begyndelsen af hvad jeg vil kalde "ophavsretsalderen", som begyndte i 1709 og nu har varet næsten tre århundreder, blev ophavsretsperioden sat til fjorten år. Det nyetablerede USA indførte i 1790 en ændring heraf, som tillod, at ophavsretten forlængedes med yderligere fjorten år, hvis forfatteren valgte at forny den. I 1831 ændrede kongressen loven, så at den gav en ophavsretsperiode på otteogtyve år med mulighed for yderligere fjorten år, hvis forfatteren valgte at forny. De lod altså ophavsretten vare i op til toogfyrre år.
  Af grunde, som jeg vil behandle i mit næste essay, fik kongressen gjort tingene næsten rigtigt ved den lejlighed. Men ikke helt, fordi forlængelsesbestemmelsen skaber unødvendige komplikationer og der manglede en bestemmelse om, at ophavsretten knyttes til forfatterens levetid, for ellers får man et andet problem. Mit eget standpunkt er i realiteten det, som Macaulay fremførte i sine taler i 1841/42 - en fast 42-årig periode for ophavsretten (jeg ville forenkle det og gøre den til en fyrreårig periode) med den tilføjelse, at forfatteren/forfatterinden bevarer ophavsretten for livstid.
  Men det må vente til næste klumme. Hvad jeg ønskede at opnå i dette essay, var at kridte banen op ved at fastlægge problemstillingen. For det er en gammelkendt sag:
  Den der bestemmer problemstillingen, dvs. bestemmer hvad debatten handler om, vinder automatisk debatten.
  Der er en grund til, at problemstillingen eller betingelserne for debatten er af kritisk betydning. Betingelserne for debatten er stille, roligt og - elskværdigt sagt - lusket flyttet tilbage til dem, som de teoretikere, der forfægtede "den evigtvarende naturret”, forsøgte at gøre gældende i midten af det nittende århundrede for at underminere ophavsretslovgivningen.
  For hundrede og halvtreds år siden torpederede mænd som Macaulay i England og dommer McLean i den amerikanske højesteret dette forsøg.
   Jeg har allerede introduceret Macaulay. Jeg vil afslutte dette essay med at give dommer McLean en blomst. Her er et citat fra hans flertalsafgørelse i sagen Wheaton vs. Peters, i hvilken Wheaton fremsatte den påstand, at forfattere har evigtvarende ejendomsret til deres værker:

"... siden statutten af 8 Anne, kan en forfatters litterære ejendom kun håndhæves under denne statut... . At en forfatter i følge lovgivningen har en ejendomsret i sit manuskript og kan opnå oprejsning over for dem, der måtte fratage ham den eller som ved uretmæssigt at anskaffe en kopi forsøger at profitere ved dets udgivelse, kan ikke betvivles; men dette er en ganske anden ret end den, der hævder en evigtvarende og eksklusiv ejendom i forbindelse med fremtidige udgivelser af værket efter at forfatteren har udgivet det for verden."

  Husk altid på, at det er debattens betingelser, dens problemstilling, der er det centrale. Ophavsret handler om samfundets behov, ikke om abstraktioner om "ejendom" som sådan.

  Ganske som i det første essay vil jeg slutte dette essay med at opfordre alle til at læse Macaulays taler. De kan findes i dette nummer af Universe. Et direkte link til de to taler findes her. Og her er en dansk oversættelse.
  Hør venner, I kan lige så godt bide i det sure æble og læse dem, for jeg vil have citeret næsten hvert eneste ord i dem, før jeg er færdig. Som jeg sagde i begyndelsen: Der er intet i de nuværende debatter om ophavsret, som Macaulay ikke behandlede for hundrede og halvtreds år siden.
   Hvis jeg ønskede at være filosofisk højrøvet, ville jeg afslutte med at citere Santayanas berømte udtalelse om, at de, der er uvidende om historien, er dømte til at gentage den. Men efter på snedig vis at have undladt dette, vil jeg sige det endnu enklere:
  Jamen hvor mange gange skal man genopfinde den dybe tallerken?

****

Tredie salve

Hvor Længe Skal Ophavsretten Vare?

  Jeg sluttede mit sidste essay med at præsentere de almindelige principper, der er nødvendige for at besvare spørgsmålet om, hvor længe ophavsretten skal vare.

  For de af jer, som ikke læste eller ikke kan huske, hvad jeg skrev, så var det dette:

  For det første, forfattere har brug for tilstrækkelig lang beskyttelse til at de kan tjene nok til at kunne leve som fuldtidsforfattere.
  For det andet skal beskyttelsen vare længe nok til at motivere dem til at skrive for publikum og til at se dette som en mulig profession.
  Men det er så også det. Dette er de to eneste legitime hensyn.  Enhver varighed af ophavsretten, der overskrider den nødvendige minimumlængde, som Macaulay udtrykte det i mit sidste essay, har intet legitimt formål. Så snart man overskrider den streg, bliver et nødvendigt onde slet og ret et onde - og jo længere hinsides stregen, jo ondere bliver det.

  Lad os se på detaljerne.
  Først må jeg lægge nogle kendsgerninger på bordet. Det er jeg nødt til, fordi jeg har opdaget, at mange mennesker, heriblandt forfattere, har meget urealistiske forestillinger om, hvor længe ophavsret rent faktisk beskytter noget som helst. De ser kun på lovgivningen og overser alle sociale og økonomiske realiteter, og siger til sig selv, "Fino, fino, alt hvad der skrives, også det jeg skriver, beskyttes i halvfjerds år efter min død."
  Næ, næ. I den virkelige verden, når vi ser bort fra intellektuel ejendom ejet af de store selskaber, så er det det her, der sker:
  Jo længere ophavsretsperioden varer, jo mindre sandsynligt er det, at 99.99 procent af hvad som helst, der nogensinde er blevet skrevet, bliver genudgivet i det hele taget. Hvad en alt for langvarig ophavsret rent faktisk gør, er at ødelægge litteraturen. Den beskytter ikke skrivefaget, den tramper på det.
  Hvorfor?
  Tja, det er enkelt nok - hvis man ser på forfattervirksomhed som et professionelt håndværk, som er underkastet samme økonomiske betingelser som enhver anden form for arbejde, i stedet for at tænke i juridiske og filosofiske abstraktioner.
  Her er de hårde kolde kendsgerninger. Jeg kalder dem nioghalvfemsprocent reglen:
   99% af alle litterære produkter er ikke længere i handelen ti år efter udgivelsen. I de fleste tilfælde sker det inden for fem år. Det skyldes forlagsindustriens tommelfingerregel om, at 80% af alt bogsalg sker i de tre første måneder efter udgivelsen. Og de sidste 20% har en stærkt faldende salgskurve. Få år efter at en bog er udgivet - for korte værker hurtigere end det - er det ikke længere økonomisk muligt for en forlægger, bogdistributør eller boghandler at bevare bogen i handelen.
  90% af al tekst, der ophører med at være i handelen, genudgives under alle omstændigheder aldrig - selv ikke med gode ophavsretslove. Med den dårlige nuværende lovgivning drejer det sig om 99%.
  Grunden er også her af økonomisk art. Til trods for alle skåltaler om "udødelig litteratur", så er den kolde, hårde og grusomme kendsgerning, at for publikum er den allerstørste del af litteraturen døgnfluer. Dette skulle ikke komme som nogen overraskelse for nogen, fordi fiktion, hvad den så i øvrigt ellers er, først og fremmest er underholdning, og underholdning har med få undtagelser altid været underkastet diktatet om, at publikum ønsker noget nyt. De ønsker ikke at høre den samme historie igen og igen. I stedet - med nogle få undtagelser - ønsker de at få og blive ved med at få nye historier.
  For hvert værk, som publikum har læst i århundreder som f.eks. Cervantes' Don Quixote, er der helt bogstaveligt hundredtusinder af værker, der er borte med blæsten. Det gælder for bøger og endnu mere for korte tekster. De fleste bøger - de fleste er lig med 99.999% - er ikke og vil aldrig komme i samme lillebitte kategori som Don Quixote. De er døgnfluer. De vil komme, have deres korte eller længere tid i solen - det varierer meget - og så forsvinder de. De fleste af dem for evigt.
  Det er realiteterne, og det er realiteterne, der bestemmer de professionelle forfatteres liv som professionelle forfattere.
  Og det er også realiteterne, der bør bestemme varigheden af ophavsretten og indtil for forholdsvis nylig også gjorde det.
  Så. Hvad bør ophavsrettighedens varighed være? Lad os kante os ind på problemet.
  Ophavsrettens oprindelige varighed, der blev fastlagt i Statute of Anne of 1709 (fjorten år), og ændringen i den oprindelige amerikanske Copyright Act af 1790, som gav en forlængelse på fjorten år efter at de første fjorten år er forbi, viste sig at være for kort.
  Hvorfor det? Jeg har lige vist, at 99% af alle bøger under alle omstændigheder ophører med at være lagervarer, før de fjorten år er gået. Så hvorfor?
  Nuvel, det er fordi gennemsnit bare er det - gennemsnit. Husk, at formålet med ophavsret først og fremmest er at muliggøre, at nogle forfattere bliver professionelle forfattere. Så det, man nu skal overveje, er, hvilken procentdel af forfatterne, der nogensinde kan opnå det?
  Og her støder vi ind i en anden nioghalvfems procent regel. Eller i hvert fald en (mindst) halvfems procent regel. Langt de fleste, der får noget udgivet, vil aldrig være i stand til at leve af at være forfattere. Faktisk vil de fleste aldrig tjene særlig meget på deres skribentvirksomhed, og de vil ikke engang tjene nok til at have et godt tilskud til deres hovedindkomst.
  Jeg kan ikke give eksakte procenttal, for jeg har dem ikke. Så vidt jeg ved, har ingen nogensinde foretaget en systematisk undersøgelse af sagen. Hvad jeg kan levere, er nogle grove rettesnore baserede på mine egne erfaringer som professionel skribent og på, hvad jeg har lært ved at tale med mange professionelle forfattere, forlagsredaktører og udgivere.
  Som jeg sagde i mit sidste essay, så har skribentvirksomhed meget til fælles med scenefagene. Det er en profession med uhindret adgang. Det er ikke som med læger eller sagførere, der skal tage en uddannelse for at få lov til at praktisere, og man behøver ikke at bestå nogen formel eksamination eller opnå et certifikat fra myndighederne, der tillader én at følge professionen. Desuden er forfattervirksomheden en forholdsvis glamourøs profession, skønt bestemt ikke i samme grad som skuespilleriet.
  Så derfor forsøger mange sig med den. Mange, mange, mange. Af de, der forsøger, vil omkring 90% aldrig få nogen form for succes.
  Men nogen af dem vil. Måske 10% får før eller senere noget udgivet - eller, hvis de er skuespillere eller sangere, vil de få nogle små engagementer her og der. Men det store flertal opnår aldrig at gøre det regelmæssigt eller ofte. Før eller senere vil de fleste af dem helt holde op og i stedet beskæftige sig med andre ting.
  Af dette store antal "håbefulde" vil måske en tiendedel blive etablerede i professionen. Ikke så regelmæssigt eller så ofte, at de kan leve af det undtagen som bibeskæftigelse, eller tjene større beløb. Men de arbejder nok og tjener nok til at forfattervirksomheden bliver en betydningsfuld del af deres liv.
  Af dette indskrumpede antal vil det måske lykkes for 10% at blive egentlig professionelle forfattere og skuespillere. De vil måske ikke - formentlig temmelig sikkert ikke - tjene nok til at de kan gøre det til en heltidsbeskæftigelse. Men de tjener nok til at de kan udøve professionen regelmæssigt og blive udgivet (eller engageret som skuespillere) med stor regelmæssighed. I forfatterbranchen kalder vi det at være en "midlist" forfatter. Blandt skuespillere kaldes det (normalt) at være en "character actor."
  Endelig af denne - efterhånden meget lille - skare vil måske 10% være i stand til at tjene nok til at skrive, agere eller synge fuldtids.
  De sociale formål for hvilke ophavsretten eksisterer - eller i det mindste burde eksistere - har de to sidste forfattergrupper som nøglefigurer. Som Macaulay forklarede i den passage, jeg citerede i mit sidste essay, så er det disse to grupper af forfattere, der vil producere det meste af, hvad samfundet vil betragte som værdifuldt og vil ønske at beskytte. Ikke beskytte værkerne, altså  - men beskytte de to gruppers evne til at bruge den nødvendige tid og møje til at skabe dem.
  Det er sagens kerne. Når ophavsrettens bedste længde skal fastlægges, så er der ingen andre hensyn udover, hvad der vil give disse to grupper en tilstrækkelig beskyttelse. Absolut ingen.
  Ophavsretsbeskyttelse længere end fjorten år er helt enkelt unødvendig for forfattere, der falder ind under de bredere kategorier. Eller "lavere" kategorier, om man vil, men jeg undgår helst udtryk, der kan tolkes, som om jeg ser ned på nogen. Faktum er, at der er folk, som forsøger at skrive, men som kun får et par enkelte værker udgivet i deres levetid - og måske ikke engang det. Det trækker ikke fra i deres værdi som mennesker. Jeg kender masser af mennesker, som jeg har en høj mening om, deriblandt min mor, min hustru og de fleste af mine venner, som aldrig har fået noget udgivet overhovedet. Og på den anden side kender jeg nogle meget succesrige professionelle forfattere, som jeg ville krydse vejen for at undgå, fordi jeg ikke kan fordrage dem.
  Javist, det er muligt, at en novelle, skrevet af en eller anden, som kun har skrevet en håndfuld i sin levetid, kan blive genudgivet mere end fjorten år efter, at den er blevet skrevet, og derfor ville være blevet public domain efter de oprindelige ophavsretsregler.
  Og hvad så? Det menneske er på ingen måde afhængig af en så fuldstændig uforudsigelig og sjælden indtægtskilde. Så snart en kort periode er forløbet, hvori den har givet en forudsigelig indkomst - og fjorten år er mere end tilstrækkelig her - behøver en sådan forfatter ikke mere beskyttelse end et menneske, der har vundet fra en enarmet bandit i Las Vegas i 1970, behøver garanti for at vinde fjorten år senere og så fjorten år efter igen.
  Mange mennesker - især forfattere - har meget svært ved at forstå dette. Det er fordi de sammenblander ophavsret - som er et pragmatisk socialt begreb - med en eller anden form for "naturlig ejendomsret", dvs. at ejendomsretten til teksterne, kort sagt og lidt groft sagt, er indbygget i litteraturens grundlæggende natur.
  "Jeg skrev det, for helvede! Det min ejendom og jeg vil betales!"
  Dette er holdningen i en nøddeskal. Vildfarelsen skyldes, at de sammenblander deres ejendom med de retslige mekanismer, som vil være nødvendige for at gøre denne ejendom noget værd i penge. For at sige det på en anden måde, så tror de, at blot fordi noget er deres ejendom, så skal de garanteres, at det er noget værd i penge, hvis det sættes til salg.
  Rent sludder. Som enhver anden ejer jeg masser af ting - min ejendom om jeg må be' - som jeg ikke kunne sælge for en flad ti-cent. For at give et eksempel, jeg ejer en halvtreds år gammel karakterbog fra grundskolen, som på en eller anden måde stadig er i min besiddelse efter alle disse årtier. Den indeholder nogle fornøjelige notater fra min lærer i fjerde klasse. Fornøjelige for mig i hvert fald. Måske andre ikke vil finde samme glæde ved at se, at en helt klart meget irriteret lærer har afhaspet samtlige bokse, der siger "Præsterer mindre end han kan!"
  Jeg synes, at det er skæg, en af mine mest elskede souvenirs, men hvordan ville folk reagere, hvis jeg forsøgte at få en lov vedtaget, der garanterede, at en hvilken som helst halvtredsårig karakterbog, der blev lagt til salg på eBay, skulle give penge til forfatteren?
  En forfatters skriverier "tilhører" ham/hende - uanset hvor længe siden teksten blev til. Det er grunden til at en forlægger, der genudgiver værket, anbringer forfatterens navn på titelbladet, selvom han ikke giver forfatteren fem flade øre for rettighederne, fordi værket er blevet public domain.
  Forresten, i forbifarten, de fleste udgivere vil under alle omstændigheder betale forfatteren et eller andet. Lov er lov og økonomiske realiteter er økonomiske realiteter og PR er PR. Udgiften ved at købe rettighederne til litteratur af en obskur forfatter, som længe har været ude af handelen, er så lav, at de fleste forlæggere gladeligt gør det bare for om ikke andet så at undgå alt bøvlet med at finde ud af om et værk er public domain eller ikke og/eller for at undgå eventuelle ubehagelige reaktioner fra offentligheden, hvis de undlader det. Jeg har genudgivet over tyve bind af gamle forfattere enten som soloredaktør eller i samarbejde med andre redaktører og jeg kan fortælle, at i intet tilfælde forsøgte vi at undersøge, om noget var i public domain eller ikke, hvis forfatteren stadig var i live.
  For at give et eksempel. Da jeg begyndte genudgivelsen af Christopher Anvils tekster for Baen Books, købte vi rettighederne til at udgive alt, hvad Anvil har skrevet i retning af science fiction og fantasy op til det tidspunkt, da kontrakten blev skrevet. (Han har sidenhen skrevet nye historier, som vi har købt separat - en af dem befinder sig i øvrigt i dette nummer af Universe.) Under mine forhandlinger med Anvil, udtrykte han bekymring om, at nogle af hans værker måske var blevet public domain, fordi han ikke var sikker på, om han havde fornyet rettighederne til nogle få historier. Han ønskede ikke at give fejl besked i forbindelse med noget i kontrakten, eftersom vi betalte for alle historierne. Jeg fortalte ham, at jeg bare var ligeglad og Jim Baen også. Når vi genudgav historier af en nulevende forfatter, ville ingen af os drømme om lede efter historier, der eventuelt måtte være kommet i public domain. Bortset fra den etiske side af sagen, så vil det bare ikke kunne betale sig rent kommercielt. Det tager tid og arbejde - ofte meget tid og arbejde – at finde ud af om noget er i public domain. Hvorfor ulejlige sig, når det er så meget billigere og bekvemmere bare at betale forfatteren - og derved desuden også undgå enhver risiko for offentlig ballade?
  Måske jeg bedst kan gøre tingene forståelige ved at sige dem så groft, som jeg kan. Hvorfor i helvede tror visse forfattere, at de har krav på et særligt privilegium, som ingen andre i samfundet har?
  Lad os tage en servitrice, som hele sit liv har været servitrice. Hun har krav på sin løn og sine driks. Og når hun dør, kan hun lade det, som hendes livsgerning har gjort det muligt at skrabe sammen (sjældent meget) gå i arv til sine børn.
  Hvad hun imidlertid ikke kan gøre, er at forlange, at hun efter at have forladt arbejdsmarkedet har ret til en procentdel af drikkepengene fra "hendes" bord. Selvom indkomsten for disse "drikke-royalities" utvivlsomt ville give hende større indtægt - ja endda meget større - end de penge en forfatter, som har skrevet en håndfuld historier, nogensinde kan få for en tekst, som genudgives mere end fjorten efter, at den er blevet skrevet. For slet ikke at tale om otteogtyve år efter, hvis ophavsretten ellers er fornyet.
  Lad os nu se på problemet fra den modsatte ende. Kante os ind på det om man så må sige.
  Hvorfor skulle nogen som - for at give moderne eksempler - Stephen King eller J.K. Rowling have behov for mere end fjorten års beskyttelse?
  For den lille håndfuld forfattere i superstar-klassen er fjorten år meget. Længe før de fjorten år er gået, vil en forfatter som King eller Rowling have tjent så meget, at de - forudsat at de ikke er totalt tumpede - vil have foretaget en mangfoldighed af investeringer, som vil garantere dem en indkomst (og formuer for deres arvinger) der overhovedet ikke afficeres af ophavsret. Det kan være fast ejendom, aktier, obligationer eller hvad som helst.
  Sandt nok, mange meget succesrige forfattere forstår sig ikke på pengesager. Og hvad så? Det er deres problem, ikke samfundets. Hvorfor skal samfundet bebyrdes med for lange ophavsretsperioder bare for at forfatteren Hr. Superstar ikke skal leve med de samme (små) risici, som enhver anden rigmand, der foretager dårlige investeringer?
  Jamen altså, skønt jeg tror, at vi er ved at nærme os det, så har vi stadig ikke en lov om garanteret indkomst for multimillionærer og milliardærer. Ikke for oliemilliardærer, ikke for nogen slags milliardærer - undtagen for forfattere i superstar-klassen og (hvad vigtigere er) for de store mediekorporationer med intellektuel ejendom som f.eks. Walt Disney Corporation.
  Nej, det virkelige problem drejer sig om forfatterne "i midten" - forfattere, der indgår i de to kategorier, jeg talte om. Jeg vil i mangel af bedre kalde dem midlist-forfattere og godtsælgende forfattere.
  For disse to centrale grupper af forfattere, som leverer samfundet hovedmængden af nyudgivelser, er fjorten år slet og ret ikke nok. Det skyldes, at for mange om ikke for de fleste af disse forfattere - og det varierer fra årti til årti på grund af forlagsindustriens udgivelsespolitikker - er indkomsten fra en stor mængde tidligere udgivne bøger rent faktisk af stor betydning for deres evne til fortsat at kunne beskæftige sig med deres litterære virksomhed.
  Der er blandt science fiction-forfattere en anden gammel talemåde - og atter ved jeg ikke hvorfra den stammer - "du ved, at du er en rigtig professionel forfatter, når indkomsten fra dine royalties er større end dine årlige forskud."
  Sandt nok, mange mange bøger går ud af handelen, før der er gået fjorten år. Mere præcist, de fleste udgaver vil gå ud af handelen, før der er gået fjorten år. Men mange forfattere i disse to kategorier - ikke alle, men en meget høj procentdel og formentlig størstedelen - vil se mange af disse værker genudgivet i en anden, tredje eller fjerde udgave. Udgaver som i mange tilfælde kommer længe efter at værkerne oprindeligt blev skrevet.
  Så for dem - og de er de to vigtigste klasser af forfattere, når vi diskuterer ophavsret - er fjorten år ganske enkelt ikke nok.
  Otteogtyve år, som var den første forlængelse Kongressen gav i 1790, var ...
Nærved og næsten. Men ikke helt. Nær nok til at jeg personligt meget hellere ville gå tilbage til denne 28-års periode end leve med den moderne "livstid plus halvfjerds år", som er sindssyg.
  Problemet med otteogtyveårs-reglen, selv når vi ser bort fra problemerne med forlængelse (som jeg er modstander af, fordi det gør det så indviklet at finde ud af, om der stadig er ophavsret, at det er en massiv hovedpine for alle), er, at perioden er på kanten af at være for kort. Som fuldtidsforfatter kan jeg sagtens leve med den, men jeg tror, at den vil skabe problemer, der vil være konstante nok og hyppige nok til at forfattere vil være permanent utilfredse og - og det er den virkelige fare - til at sagen igen og igen genåbnes, så at tilhængerne af "den naturgivne ejendomsret" atter engang får sat foden i dørsprækken.
  Naturligvis, lige nu har de anbragt deres hele korpus ikke bare i døren men længere inde end det. De har overtaget hele hytten. Men mit formål her er at fastslå, hvad der bør være den rette længde af ophavsretten - og en af de ting, man skal have in mente, er, at man skal gøre det, der er nødvendigt, for at ridderne af den naturretslige ejendomsret ikke vender tilbage engang i fremtiden.
  Macaulay kom til samme konklusion for halvandet hundrede år siden og jeg tror, at han havde ret. Han foreslog en beskyttelsesperiode på toogfyrre år. Jeg ville gerne forenkle den til fyrre år, fordi Macaulays toogfyrre skyldtes et arkæologisk levn, idet lovgivningen i hans dage gav otteogtyve år plus en forlængelse på fjorten. Men om det er fyrre eller toogfyrre er uden betydning. Begge perioder vil fungere udmærket.
  Macaulay medtog også en bestemmelse om, at hvis forfatteren stadig var i live efter udløbet af rettighedsperiodens toogfyrre år, så skulle ophavsretten automatisk fortsætte til hans eller hendes død. Og denne bestemmelse er jeg også tilhænger af. Formålet med denne bestemmelse er, set fra mit synspunkt, først og fremmest at holde medieindustrien på plads - fordi de vil gribe de få tilfælde, hvor en levende forfatter mister en indkomst, fordi et af hans eller hendes værker er blevet public domain, og bruge dem som skalkeskjul for deres krav om genindførelsen af "det naturretslige" ejendomsbegreb i forbindelse med ophavsret.
  Macaulay udtrykker det således:

  Sir, der er ingen uenighed mellem min redelige og lærde ven og mig selv med hensyn til de principper efter hvilke dette spørgsmål skal drøftes. For den eksisterende lov giver forfattere ophavsret, mens han lever og jeg har ikke til hensigt at pille ved det privilegium, tværtimod er jeg parat til heftigt at forsvare det mod enhver angriber. Det eneste punkt, hvorom der er uenighed, er hvor lang tid efter en forfatters død staten skal give ophavsret til hans repræsentanter og til dem han har overdraget den til. Og det kan efter min bedste overbevisning ikke benægtes af nogen tænkende mand, at det er her, at lovgivningsmagten er fri til at beslutte det, der synes at være mest i overensstemmelse med det fælles bedste.

  For en professionel forfatter er en beskyttelse på toogfyrre år rigelig, især hvis "forfatterens levetid" medtages. Og skønt den pålægger samfundet en vis byrde, så er byrden til at leve med.
  Grunden, til at byrden ikke er så stor, skyldes noget, som jeg tror kun få helt har fattet, bortset fra dem der, som jeg, har brugt megen tid på at forsøge at få gamle historier genudgivet.
  Den virkelige økonomiske hindring for genudgivelse af gamle historier er, på trods af hvad de fleste mener, ikke penge. Forlæggere hoster rutinemæssigt og som en naturlig sag op med penge - masser af penge - for at få tilladelse til at udgive en historie. Og gamle historiers pengeværdi er så lav, at det er pebernødder sammenlignet med, hvad forlæggere rutinemæssigt betaler for rettighederne til nye historier.
  Vil man vide hvor lav, så betalte Baen samme beløb - $6500 - for at få rettighederne til James H. Schmitz's samlede litterære bo, som jeg fik for rettighederne til min første roman, Mother of Demons.
  Hvis det slår læseren som værende dybt underligt, nå ja ... det synes jeg også. Men helt ærligt, sådan er det. Det er bare en kendsgerning, at med meget få undtagelser - Robert Heinleins litterære bo for eksempel - så falder den pengemæssige værdi af en forfatters værker som en sten i samme øjeblik han eller hun dør eller det bliver almindeligt kendt, at vedkommende ikke længere er aktivt skrivende.
  Hvorfor? Det skyldes ikke forlæggernes onde anslag. Det skyldes - husk på hvad jeg skrev ovenfor - at publikum kræver noget nyt. Det er bare en kendsgerning, at med nogle få undtagelser sælger genudgivelser ikke særlig godt. Så de koster ikke det store at få fat i. Fra en udgivers synsvinkel er det nærmest småmønt.
  Naturligvis, med meget få undtagelser sælger nye forfattere heller ikke godt. Men forskellen er, at en ny forfatter kan komme til at sælge godt engang i fremtiden, mens en død eller permanent inaktiv forfatter ikke vil gøre det.
  Jim Baen forklarede mig det for nogle år siden på denne måde, da jeg bemærkede til ham, at jeg syntes, at det var noget grotesk, at han betalte mig det samme for min første roman, som han betalte for James Schmitz’ komplette litterære bo. (Bevares, jeg tilbød ham ikke at betale pengene tilbage! Jeg filosoferede bare.)
  Jeg husker ikke den eksakte ordlyd, men Jims svar var stort set dette:
  "Eric, næsten ingen førsteroman er fem flade øre værd, hvis man ser kassemæssigt på tingene. De fleste førsteromaner giver forlæggeren tab. Men forlæggere - eller i hvert fald de smartere af dem - køber egentlig ikke 'førsteromaner'. Det de gør, når de giver et forskud for en førsteroman, er at satse på, at forfatteren engang vil skrive bøger, der indtjener en masse penge. Det er en investering i en forfatters fremtidige indtjeningsmuligheder og ikke et køb af en bog - og man kan ganske enkelt ikke investere i en død eller inaktiv forfatters fremtidige produktion. Der er nogle få undtagelser som Heinlein, men ikke mange."
  Det virkelige problem i forbindelse med genudgivelse af gamle historier er ikke pengene. Problemet er, at ophavsretsperioden er for lang - og den moderne lovgivning er grotesk i denne forbindelse – og dette gør arbejdet og omkostningerne ved at finde frem til ophavsrettens ejere så store, at det simpelt hen sjældent er umagen værd for de fleste udgivere. En historie, der længe har været ude af handelen, vil normalt højst være et par hundrede dollars værd i forskud og normalt mindre end det. Så hvor mange forlæggere vil være villige til at arbejde i timevis - tid er penge - for at opspore, hvem der ejer rettighederne efter, at der er gået flere årtier? Her skal man huske på, at det ofte er ukendt, hvor forfatteren befinder sig eller hvem hans arvinger kan være. "Sidst kendte adresse, et eller andet sted i Iowa. Det var for tredive år siden. Og hans navn er ... åh vidunderfuldt, Johnson. Hør her. Lad os slå på tråden til Eleanor Wood og se om vi kan få rettighederne til genudgivelse af endnu en roman af Heinlein. Det vil tage fem minutter."
  Det er sådan det sker i den virkelige verden og det er grunden til, at jeg i begyndelsen af dette essay sagde, at alt for langvarig ophavsret ikke beskytter forfatternes værker - den ødelægger dem.

****

  OK. Jeg vil nu afslutte min diskussion af ophavsretsperiodens længde, i hvert fald foreløbigt. Jeg vil formentlig vende tilbage til emnet igen og igen i senere essays. Men jeg har behandlet tilstrækkelig meget af emnet til, at der er et rimeligt grundlag, hvorfra vi kan gå videre og diskutere de emner, der er forbundne med den såkaldte Digital Rights Management.
  Hvad man vil opdage - hvilket netop er grunden til at jeg begyndte med ophavsret i almindelighed - er, at de samme problemer vil dukke op igen og igen.
  DRM er, foruden hvad den ellers er, en tilbagevenden til princippet med den "naturgivne ejendomsret", som Macaulay - og grundlæggerne af den amerikanske republik - forkastede for længe siden. I stedet for at forsøge at håndtere problemerne og mulighederne i den digitale tidsalder ved at anvende de solide og gennemprøvede pragmatiske principper for ophavsret, så forsøger DRM at håndtere dem ved lægge mere og mere besværlige restriktioner for samfundets mulighed for at bruge og glæde sig over forfatteres og andre kunstneres kreative arbejde.
   Jeg slutter endnu engang med at opfordre jer alle til at læse Macaulays taler. (De er lette at finde. Bare klik her for den engelske udgave eller her for den danske.)
  De af jer, som stadig er skeptiske over for mine påstande om, at Macaulay sagde alt det vigtigste om emnet "digitale udgivelser" halvandet hundrede år før nogen hørte om dem, vil jeg opfordre til at overveje den kendsgerning, at han dengang i 1841 var i stand til at forudsige, hvad der ville ske i et samfund, der gjorde ophavsretten for byrdefuld for samfundet som helhed.
  De, der glemmer historien, er dømt til at gentage den. For halvandet århundrede siden forudsagde Macaulay med stor nøjagtighed, hvad der ville ske, hvis pladeindustrien i sidste del af det tyvende århundrede på grund af nye teknologiske udviklinger fik deres købepolitikere i kongressen til at vedtage stedse mere besværlige love for at tvinge eller forsøge at tvinge deres kunder til at respektere deres Royale Monopol.
  Læs spådommen, og stå bare rør:

  Jeg vil kun sige dette, at hvis lovforslaget, som vi behandler, vedtages og volder blot en tiendedel af de onder, som det er beregnet på at volde og som jeg stærkt forventer, at det vil volde, da vil der snart være en medicin mod det, skønt af en meget slet art. Ganske som de tåbelige love, der forbød salget af vildt, i realiteten ophævedes af krybskytten, ganske som mange tåbelige toldlove i realiteten ophævedes af smugleren, på samme måde vil denne lov blive ophævet af piratforlæggere. I øjeblikket har ophavsretsindehaveren den offentlige mening på sin side. De, der træder ophavsretten for nær, regnes for slyngler, der tager brødet ud af munden på dem, der har et berettiget krav. Alle er glade for at se loven lægge bånd på dem og tvinge dem til at tilbagebetale deres uretmæssige fortjeneste. Ingen uberygtede handlende vil have noget at gøre med så skændige forretninger. Vedtages denne lov, så vil denne følelse forsvinde. Mænd af en helt anden støbning end den nuværende slægt af piratforlæggere vil snart bryde dette utålelige monopol. Store pengesummer vil hele tiden blive brugt til at bryde loven. Ethvert kneb vil blive brugt til at undgå retsforfølgelse. Og hele nationen vil være medskyldig. Hvilken part vil offentligheden holde med, når spørgsmålet er, om så populære bøger som Robinson Crusoe eller Pilgrim's Progress skal være i enhver hytte eller kun i rigmænds biblioteker for at berige sønnesønnen af en forlægger som for hundrede år siden gjorde en ubillig handel om ophavsretten med forfatteren, der var i stor nød? Husk på, at så snart det ikke længere anses for at være forkert eller vanærende at gå litterær ejendom for nær, så ved ingen hvor det vil ende. Offentligheden skelner sjældent så nøje. Den gode ophavsret, der nu er i kraft, vil dele skændsel og fare med den nye, som I nu er ved at skabe. Og I vil opdage, at I ved at forsøge at oprette ubillige hindringer for genoptrykningen af de dødes værker, i høj grad vil have ødelagt de hæmninger, der nu forhindrer de levende i at blive bestjålet og snydt.

****

Fjerde salve

Hvad er Fair Use

  Skønt denne klumme omhandler striden omkring den såkaldte Digital Rights Management, brugte jeg mine første tre essays til en drøftelse af ophavsrettens almindelige principper. Som jeg forklarede, gjorde jeg dette, fordi det er umuligt at diskutere DRM fornuftigt uden en forståelse af alle de problemer, som er involverede - eller faktisk har deres oprindelse - i de generelle principper, som i vort samfund styrer ophavsret som helhed.

  Ophavsret er ikke et problem, der sidder hist, mens DRM er et helt andet problem, der sidder her. I realiteten sidder DRM midt inde i ophavsretten.
  Båndet mellem de to - puden DRM sidder på, hvis jeg må have lov at bruge en metafor - kaldes "fair use" (= indskrænkninger i ophavsretten). Det er en af de vigtigste dele af ophavsretslovgivningen og har været det siden begyndelsen af ophavsretsæraen i begyndelsen af det attende århundrede. Og min metafor er faktisk god, fordi "fair use" er præcis det - en pude. Det er en bestemmelse i ophavsretsloven, - jeg vil vulgarisere metaforen en smule - der forhindrer samfundets "fundament" i at blive for slemt medtaget af de hårde grænser, som ophavsretten sætter for samfundets muligheder for at nyde fordel af kreativt intellektuelt eller kunstnerisk arbejde.
  Men DRM er for hårdhændet. Den presser støt og roligt alt det væsentlige ud af samfundets "fair use" pude. I skrivende stund er den pude ikke meget mere end et minimalt underlag. Som tingene udvikler sig, vil den helt forsvinde.
  Definitionen af "fair use" er usikker i ophavsretslovgivningen og har altid været det. Det ligger i sagens natur, at det er en gråzone og ikke en klart optrukket linje. Forsøg på at definere den præcist i juridisk sprogbrug støder ind i stort set de samme problemer som forsøg på en definition af pornografi. Den enes smudsroman er den andens mesterværk. For blot at give ét eksempel, så er James Joyces berømte roman Ulysses blevet kaldt begge dele.
  Uanset hvad dommere udtaler i deres forskellige afgørelser - og sådanne afgørelser findes i massevis - har samfundet fundet sig bekvemt tilrette med en definition, der meget svarer til dommer Potter Stewarts berømte bemærkning om definitionen af pornografi. Hårdt klemt sagde dommer Stewart, at det nok var umuligt at komme med en præcis definition af pornografi, "men jeg kender den, når jeg ser den".
  I tre århundreder indtil DRMs fremkomst har dette stort set været måden, hvorpå samfundet som helhed håndterede problemerne med fair use. Og det fungerede fint nok i næsten alle tilfælde. Næsten alle forstod i næsten alle tilfælde, hvad der var en legitim krænkelse eller indskrænkning af nogens ophavsret og hvad der ikke var det.
  Det er for resten, hvad "fair use" er. Det er en krænkelse af ophavsretten, der betragtes som legitim og som derfor ikke er behæftet med retslige sanktioner.
  Her er et godt eksempel på forskellen mellem de to - eller det ville det have i det mindste have været, før de store selskaber begyndte at skovle DRM ned i halsen på alt og alle:
  Hvis man kan li' en tegneserie i morgenavisen, kan man klippe den ud og anbringe den på en opslagstavle eller værktøjskasse eller på kontordøren. Det er "fair use". Husk på, at tegnerens ophavsret rent faktisk er blevet krænket. Ingen tvivl om det. Et antal mennesker vil være i stand til at se og nyde tegnerens stribe uden at betale det mindste til hverken tegneren eller avisen, som har distributionsrettighederne.
  Men ingen ville have protesteret dengang - heller ikke tegneren, medmindre han var idiot. Den manglende protest skyldtes to ting:
  For det første ville det ikke føre nogen steder hen, for loven var på brugerens side. Den traditionelle ophavsretslov var baseret på den formodning, at samfundets intellektuelle samkvem ville gå i stå, hvis man ikke tillod fair use. Eller dette samkvem ville i det mindste blive meget besværliggjort. Grunden hertil er, at litterære og kunstneriske arbejder de facto bliver public domain uanset lovens ord. Det traditionelle "fair use" begreb accepterede dette som en kendsgerning og gav det tilstrækkelig lovmæssig beskyttelse til at ophavsret forblev en fordel for samfundet og ikke blev en hindring.
  Den anden grund var, at det var til tegnerens personlige fordel og at han ville have været idiot, hvis han havde noget imod det. Medmindre forfattere er totalt ude af stand til at tænke klart - og indrømmet, det er der nogen der er - så har tegnere og forfattere altid forstået, at kommercielt set er den vigtigste virkning af fair use, at de bliver kendte i offentligheden og derved indirekte omend ikke direkte øger deres indkomst.
  Tænk for eksempel på, hvor ofte man ser eller hører nogen - på tryk eller bare mundtligt - kalde en situation for "Catch-22." Det begreb, der oprindeligt blev præsenteret for verden i Joseph Hellers roman Catch-22 - en bog som stadig er under ophavsret - blev public domain for længe siden. Ikke juridisk set, men i realiteten. Og det er helt bogstaveligt blevet den menneskelige races fælles intellektuelle ejendom. Eller i det mindste i den engelsklæsende og –talende del af den.
  Men hverken Joseph Heller eller nogen forlægger, som havde betalt for rettighederne til at udgive hans roman, sagsøgte nogensinde nogen som helst for at gøre det. Og hvis de havde været dumme nok til at gøre det, ville de have tabt i retten.
  Skønt ...
De ville måske være i stand til at vinde en sådan sag i dag, hvis nogen brugte vendingen i et digitalt format. Den fremadskridende ødelæggelse af fair use ved hjælp af støt stigende brug af DRM har mere eller mindre nået et sådant niveau af sindssyge. Og hvis man tror, at jeg er morsom, så var der for ikke ret lang tid siden en instruktør af en dokumentarfilm, som blev tvunget til at betale et pladeselskab for "use of copyright", fordi en teenager i hendes film modtog et opkald på sin mobil og ringetonen bestod af nogle få toner fra en populær sang, som pågældende pladeselskab havde rettighederne til.
  Og så kan pladeselskaberne bare ikke forstå, hvorfor ingen elsker dem ...
De få toner blev hørt i to eller tre sekunder, hvilket er lige så længe, som det vil tage at skrive "Catch-22."
  Hvis man vil være retfærdig over for lovens ordlyd, selv som den er i dag, så ville denne filmskaber formentlig have vundet retssagen, hvis hun havde valgt at køre den. Hun ville formentlig oven i købet have vundet en klokkeren sejr. Grunden, til at hun ikke tog slagsmålet i stedet for at betale pladeselskabet, var rent praktisk. Hun var uafhængig filmmager med et begrænset budget og selskabet, der forlangte danegæld, var en gigantisk korporation med en enorm stab af advokater og en tyk bankbog.
  I dag, hvor samfundets velstand i stadig højere grad monopoliseres af de store selskaber og købepolitikerne skaber stadig større restriktioner for fair use, er dette blevet den normale fremgangsmåde. Store selskaber, som har rettighederne til intellektuel ejendom, vil starte retssager eller true med søgsmål selv i sager, hvor sagsøgerens påstande er åbenlyst absurde. Og de gør det i bevidstheden om, at det på grund af den enorme forskel i rigdom og magt mellem dem og deres ofre er langt mere sandsynligt, at de opnår forlig end at de kommer i retten.
  Når gangstere gør noget sådant, kaldes det afpresning, og politiet kommer efter dem. Når de store korporationer gør det, kaldes det "at forsvare ophavsretten" og politiet gør intet. Selv når de taber i retten i de få tilfælde, hvor småfolk tager slagsmålet, bliver disse store forretningsforetagender ikke afklapset i en grad, der betyder noget.
  For at gå tilbage til mit eksempel med tegneseriestriben, så er det også klart, hvad der ikke er fair use. Begynder man for eksempel en fremstilling af dekorative magneter til køleskabsdøre med figurer fra pågældende stribe og sælger dem, så krænker man klart tegnerens ophavsret og måske også distributørens rettigheder.
  Det skyldes, at hvis der er noget, der markerer grænsen mellem fair use og utvivlsom krænkelse af ophavsretten, så er det penge. Det er én ting at "låne" en intellektuel næringsdrivendes arbejde til personlige eller rent intellektuelle formål. Det er "fair use". Det er noget ganske andet, hvis man i ophavretsperioden forsøger at tjene penge på hans arbejde uden at betale for retten til at gøre det.
  Er det så vanskeligt at forstå?
  Nej, det er det ikke. Javist, der er gråzoner her og der. Og hvad så? Der findes ingen love om noget som helst uden gråzoner her og der.
  Og indtil DRM sank sine vampyrbisser i samfundets hals, var selv disse gråzoner ikke særlig vanskelige at holde styr på juridisk set. For at give et eksempel, hvis en student eller forsker fremstillede en kopi af en lærd artikel på en duplikator til eget formål, så har det traditionelt været betragtet som fair use. På den anden side, hvis den samme person eller gruppe af personer begyndte at duplikere store mængder af den samme artikel med det klare formål at undgå at betale for lovlige kopier, så ville domstolene formentlig finde, at ophavsretten var blevet krænket.
  Jeg ville have foretrukket at bruge det simplere udtryk "xeroxet" en kopi i foregående afsnit, i stedet for den mere klodsede formulering jeg brugte. I den virkelige verden, hvor menneskene rent faktisk bor, har "xeroxe" været et almindeligt udsagnsord, der for længe siden de facto er blevet public domain, uanset lovens bogstav. Jeg brugte det ikke, fordi Xerox Corporation eventuelt kunne sagsøge mig for "krænkelse af varemærke" på grund af den stadig mere restriktive lovgivning om alle former for intellektuel ejendomsret.
  Ja, jeg ved, at det lyder fjollet, men det er den vej tingene går. Og lad være med at tro dem, der siger, at det drejer sig om grundlæggende juridiske principper - nix, det er ren grådighed - eller at noget af dette er et nyt problem, som den digitale tidsalder har skabt.
  Vrøvl. Skikken med at gøre kendte personnavne, varemærker og ophavsbeskyttede talemåder til almindelige ord og vendinger er en, som menneskeheden har brugt meget længe, fordi den tjener vore formål lige så godt som den tilsvarende brug af ubeskyttede vendinger. Nogle eksempler på det sidste:
  Brugen af ordet "spam" i betydningen uønsket email er ganske vist noget nyt og kom med brugen af computere.
  Men her er et udtryk, der går hundrede år tilbage:
  Brugen af udtrykket "ping pong" enten som en kortere udgave af "bordtennis" eller blot som et kort udtryk, der giver en god beskrivelse af mange situationer. (Som f.eks.: "Stakkels knægt. Forældrene spiller ping pong med ham her under skilsmissen.")
  I denne klumme koncentrerer jeg mig om ophavsrettens problemer, men problemerne om den rette brug af varemærker og patenter er tæt forbundne med ophavsret. Det grundlæggende princip er det samme: Tillader man ikke en rimelig mængde fair use i disse sager, kommer der sand i maskinen. Samfundet værdsætter de intellektuelle skabere på grund af deres arbejdes værdi - eller den bedste del af arbejdet i hvert fald. Men arbejdet kan kun være af værdi, hvis der ikke er for mange byrdefulde restriktioner for, hvordan man rent faktisk kan bruge dette arbejde.
  Javist, en del af sagen er, at det skal sikres, at de intellektuelle skabere får betaling. Jeg vil vende tilbage til det om lidt. Men som jeg påpegede i mine første tre essays, så handler det til syvende og sidst om samfundets fordel. Fjern dét endemål og alle former for beskyttelse af intellektuel ejendom såsom ophavsret, varemærker og patenter glider ned i det sorte hul, der hedder "den naturgivne ophavsret."
  Hvad er "naturgiven ophavsret"? Det er logikken bag ting som den mere og mere ondartede måde, hvorpå de store firmaer sagsøger dem, der bruger deres navn til deres firma, også selvom de opkalder deres forretning efter sig selv eller forretningen eksisterede, før Gigantosaurus A/S blev til.
  Mange af disse sager er totalt urimelige, men det hindrer dem ikke i at ske, på grund af den store forskel i penge og magt, der normalt er mellem den rovgriske korporation og dets offer. Og også på grund af, at udviklingen i den moderne lovgivning om intellektuelle rettigheder i stigende grad skaber restriktioner for fair use og i stigende grad er venligere over for de store virksomheder og deres konstante intellektuelle jordtyveri.
  Og hvad har været spydspidsen i det jordran?
  Den såkaldte "Digital Rights Management."
  I tre århundreder har der været en konstant bølgen frem og tilbage i samfundet og i retssalene om definitionen af ”fair use”, men fremkomsten af DRM har i den grad har tippet balancen bort fra fair use, at den er ved at forsvinde.
  De store firmaer har altid været rovdyr, det er deres natur. Man kan lige så godt forvente, at den store hvide haj bliver vegetar som forvente, som at Megacorp A/S vil gøre sine forretninger med andre formål end at maksimere sin profit og til helvede med alt og alle og samfundet som helhed. Faktisk har økonomer så langt tilbage som Adam Smith erklæret, at det er, hvad forretningsforetagender bør gøre.
  Jah, måske. Jeg vil ikke gå ind i den sag, fordi det emne - taget som et hele - vil føre os langt bort fra denne klummes formål, men jeg læste engang en fornøjelig artikel, skrevet af en psykolog, i hvilken han undersøgte firmaer, som om de var rigtige personer og ikke juridiske personer. Hans konklusion var, at skønt små firmaer normalt tog farve efter deres ejere, som selv administrerede, så udviklede firmaet sin egen særlige personlighed fra det øjeblik, hvor firmaets oprindelige ejere ikke længere kunne overskue det hele.
  Og det var som oftest en sociopatisk personlighed.
  Helt bogstaveligt. Store firmaer har alle de karaktertræk, som definerer den klassisk sociopat. De vigtigste er:
  a) Manglende evne til at se andre mennesker som menneskelige væsener og ikke som objekter. (I den nymodens managementspeak, kaldes disse objekter "forbrugere", hvis de er kunder, og "medarbejdere", hvis de er ansatte - især hvis de får minimumsløn.)
  b) Manglende evne til at have medfølelse med andre menneskers lidelser.
  c) Især en manglende evne til at have medlidenhed i forbindelse med lidelser, som et andet menneske har som følge af sociopatens egne handlinger.
  d) En uendelig evne til selvretfærdiggørelse, uanset hvor absurd retfærdiggørelsen er.
  e) Og endelig paratheden til at volde andre en hvilken som helst skade for at opnå blot den mindste fordel. Ganske som en sociopat er villig til at skyde folk for at få 15 dollars fra deres tegnebog.
  Sådan er det. Men indtil DRM ankom var disse titaniske sociopater i snor og havde i forbindelse med ophavsretten mundkurv på.
  Sådan er det ikke længere. De store korporationer har brugt fremkomsten af de digitale medier som påskud til at starte et massivt angreb på ophavsrettens fundamentale principper, der har tjent vort samfund godt i tre århundreder, for at erstatte dem med begreber, der stammer fra teorien om "naturretlig ejendomsret" og som ikke er til fordel for andre end dem selv og som er en stedse tungere byrde for samfundet.
  Hvordan gjorde de det? Ved at fremsætte den påstand, at de digitale medier eliminerer den anden af de to grunde, der traditionelt afholdt ophavsretsejere fra bekymre sig noget særligt om fair use.
  Husker man min tegner i begyndelsen af dette essay? Jeg sagde, at der var to grunde til at han ikke ville have noget imod, at nogen anbragte en kopi af hans tegninger på sin kontordør.
  Den første var, at som ophavsretslovgivningen var dengang, kunne han alligevel ikke gøre noget. Den form for krænkelse betragtedes som legitim.
  Men den anden grund var, at det var til hans personlige fordel og at han ville have været idiot, hvis han havde noget imod det.
  Medmindre de er totalt ude af stand til at tænke klart - og indrømmet, det er der nogen der er - så har tegnere og forfattere altid forstået, at kommercielt set er den vigtigste virkning af fair use, at de bliver kendte i offentligheden og derved indirekte omend ikke direkte øger deres indkomst.
  Jeg mener, det her kræver ikke den store grønthandlereksamen. Hvis en tegners striber regelmæssigt begynder at dukke op på kontordøre eller opslagstavler, hvad sker der så? En vis procentdel af de mennesker, der ser dem uden at betale, synes så godt om dem, at de begynder at følge med i, hvad manden laver. Og det ville de ikke have gjort uden fair use af den simple grund, at de ikke ville have kendt tegnerens eksistens.
  Hvis en forfatters bøger er lette at få fat i på bibliotekerne, hvad sker der så? Det kræver ikke kendskab til den store tabel at regne det ud. Nogle af de mennesker, der stifter deres første bekendtskab til en forfatter gennem biblioteksbøger eller brugte bøger eller ved at låne fra en ven - og det er alt sammen traditionelle eksempler på fair use - vil begynde på at købe forfatterens værker.
  Måske ikke med det samme, men dog på et eller andet tidspunkt. Fair use er og har altid været yderst vigtig for dem med få penge. De unge især, der ikke har råd til at købe bøger i det hele taget eller i hvert fald ikke ret mange.
  Jeg kender ikke et eneste menneske, der køber fiktion - og det gælder også mig - om hvem det følgende ikke er sandt:
  De stiftede bekendtskab med deres yndlingsforfattere på grund af fair use. Som oftest ved at læse en biblioteksbog.
  Lad mig give et eksempel. Jeg blev først interesseret i science fiction i tolvårsalderen ved at læse tre romaner: A Citizen of the Galaxy af Robert Heinlein; Space Prison (oprindelig titel The Survivors) af Tom Godwin; og Star Rangers af Andre Norton.
  Af disse tre titler blev kun én købt på en måde, som skabte direkte indkomst for forfatteren. Det var Heinleins A Citizen of the Galaxy, som min mor købte og gav mig som fødselsdagsgave. Heinlein ville kun have fået en lille del af sine royalties fra det salg. (Faktisk en meget lille del, men sådan tjener forfattere deres penge, ved små royalties fra masser af salg.)
  De to andre fik jeg fat i på grund af fair use. Jeg fandt Nortons Star Rangers i mit skolebibliotek og jeg købte et brugt eksemplar af Godwins Space Prison.
  Jeg vil bruge lidt tid på det sidste af disse eksempler, Godwins roman, fordi det er en fortrinlig illustration af de lykkelige bivirkninger, som fair use har i det lange løb og som giver store fordele til intellektuelle arbejdere som f.eks. forfattere. Jeg vil i et senere essay fremhæve, at fair use er af absolut vital betydning for forfatteres indkomst.
  Første gang jeg læste Tom Godwins roman, var jeg tolv. Jeg havde så stor indflydelse på verdens gang som enhver anden tolvårig. Hvilket ikke helt er en nulværdi, men dog så nær, at man skal bruge elektronmikroskop for at se den.
  Fyrre år senere havde tingene ændret sig. Jeg var visselig ikke en af verdens ledere, men i det mindste i science fiction-verdenen havde jeg nu en målelig indflydelse. På det tidspunkt var jeg en succesfuld forfatter og redaktør, og forlæggere - eller i hvert fald Jim Baen - var villige til at give mig de nødvendige penge til at gøre noget, jeg havde ønsket at gøre i meget lang tid.
   Det var at genudgive værkerne af de forfattere, jeg bedst kunne li' – deriblandt Goodwin - værker som stort set var udgåede af lagerkatalogerne og som jeg var stødt på som teenager - og alle værkerne opdagede jeg takket være fair use.
  Projektet begyndte i 2000 med det første bind af, hvad der endte med at være en syvbinds genudgivelse af James H. Schmitz' værker: Telzey Amberdon. Den bog er forresten stadig i handelen og det er alle de syv bind. Og ja, det er skamløs selvpromovering, som jeg fornøjet bruger dette essay til, for at fremme mine personlige interesser. Som redaktør får jeg en lille del af royalties fra salget af bogen.
  Hvis nogen læser af disse essays tror, at jeg ikke er en arbejdende forfatter og forlagsredaktør, som fuldt og helt er klar over, at min indkomst helt og udelukkende afhænger af ophavsret, så lever vedkommende ikke på denne planet. Jeg skriver disse essays af to grunde. For det første - og vigtigst - fordi jeg mener, at sagen af vigtig for samfundet. Men den anden grund er, at der - som med alt intellektuelt arbejde af denne art - er tusinder af små kanaler ad hvilke indkomster direkte eller indirekte siver ind i forfatteres tegnebøger. Og disse essays, som jeg ikke direkte tjener noget på, er sådanne kanaler.
  Ikke blot genudgav jeg som redaktør næsten alle James Schmitz' værker - som næsten alle var udgåede af handelen, og de få historier, der stadig var i handelen, tryktes i små oplag til samlere. Som forfatter skrev jeg også (sammen med Mercedes Lackey og Dave Freer) en fortsættelse til Schmitz' bedst kendte roman, The Witches of Karres.
  Ja, den er også stadig i handelen og sælger faktisk godt. Titlen er The Wizard of Karres og den kan fås i næsten alle større boglader i USA. Den vil være på hylden under Misty Lackeys navn, fordi der står Mercedes Lackey, Eric Flint og Dave Freer på titelbladet.
  (Jeg elsker at promovere mine varer på det mest skamløse, og ja, det kan jeg gøre, fordi jeg skriver dette essay. Sådan fungerer det. Med intellektuelt arbejde, der let kan kopieres, er forskellen mellem "Jeg fik betaling" og "Det gjorde jeg ikke" betydeligt mere kompliceret end den er for isenkræmmeren.)
  Husk, at Schmitz' oprindelige roman stadig er under ophavsret, hans bo modtager en andel af de royalties, som Wizard of Karres indtjener, skønt Schmitz selv ikke har skrevet et eneste ord i den. Og bogen indtjener nok til at Baen Books har givet Dave Freer og mig en kontrakt om endnu en fortsættelse. Den får titlen The Sorceress of Karres, og ja, Schmitz' bo får nogle penge for den også.
  Jeg er også i gang med at redigere en genudgivelse af de fleste af Christopher Anvils værker, i det mindste fire bind af Murray Leinster, næsten alt hvad Keith Laumer skrev, før han fik et slagtilfælde og kvaliteten af hans arbejde røg ned i kælderen - og i 2003 udgav Baen Books et bind med Tom Godwins bedste historier, som jeg redigerede. (Det er The Cold Equations & Other Stories og den er også stadig i handelen).
  Som jeg sagde, så er det sådan, det fungerer. En bog læst af en tolvårig, som kun kunne læse den på grund af fair use-bestemmelsen i ophavsretsloven, blev fire årtier senere til en genudgivelse af de bedste arbejder af en forfatter, der var blevet glemt af næsten alle, og næsten ingen af hvis værker var i handelen efter hans død i 1980.
  Naturligvis kan en og anden indvende, at jeg udvælger de eksempler, jeg bedst kan bruge.
  Nej, det gør jeg faktisk ikke. Nå ja, disse eksempler er meget usandsynlige, hvis man tager dem isoleret. Når alt kommer til alt, hvor mange tolvårige drenge bliver forfattere og redaktører, der har tilstrækkelig succes til, at de fyrre år senere kan gøre noget sådant?
  "Noget sådant," i betydningen disse specifikke forfattere, meget få. Men trækker man sig et par skridt tilbage og ser på forlæggervirksomheden som et hele, så er svaret, at alle forlagsredaktører - og formentlig alle forlæggere - begyndte som tolvårige læsere. Og alle sammen, bortset fra en lillebitte håndfuld, der blev født ind i rige familier og havde store lommepenge, grundlagde deres interesse for læsning ved hjælp af en eller anden af bestemmelserne om fair use i ophavsretslovgivningen.
  Det er sandt, at man ikke kan forudsige den rute, ad hvilken en lille vandstrøm vil flyde ned af et skrånende landskab, hvis der ikke allerede eksisterer vandløb. Men man kan forudsige med absolut sikkerhed, at hælder man vand på et skrånende landskab, det være sig nok så jævnt, så vil det alt sammen flyde nedad.
Det er det samme med fair use. Ingen forfatter - og heller ikke tegneren i mit eksempel ovenfor - kan vide på forhånd, hvilke specifikke tilfælde af fair use af hans værker, der vil ende med at gavne ham personligt. Men hvad alle forfattere - og alle tegnere - kan vide med sikkerhed er, at et samfund, der tillader stor og vidtløftig fair use, vil skabe det største marked for dem alle.
  På det sidste er ganske rigtigt mange forfattere blevet panikket af den uendelige propaganda om "digital piratering", at de har forladt den gamle og solide logik og i dag følger DRM'mernes trommehvirvler. Men det er deres problem og ikke mit.
  Dette essay er nu så langt, at jeg må bryde af. Den påstand, som de store korporationer, der startede angrebet på ophavsretten og som har været hovedkraften i felttoget, er denne:
  Fremkomsten af digitale medier gør det så let at kopiere intellektuelle arbejderes værker, at de traditionelle begreber om ”fair use” må forlades. I nutidens verden vil enhver slags "fair use" uundgåeligt føre til enorme krænkelser af ophavsretten.
  Derfor må ”fair use” helt afskaffes - eller som et minimum have enorme restriktioner indbygget.
  For at fejlcitere Mary McCarthy charmerende vending, så er samtlige ord i ovenstående påstand en løgn, heri medregnet "og", "eller" og "ikke".
  Jeg vil behandle dette emne i mange af essayene - altså den praktiske side af udfordringerne i forbindelse med elektronisk udgivervirksomhed.
  Efterhånden som jeg får dem skrevet, vil jeg påvise, at fremkomsten af den digitale tidsalder ikke udgør nogen virkelig trussel mod den legitime ophavsret og at der absolut ingen grund er til at opgive praktiseringen af fair use, sådan som den er blevet udviklet i vort samfund gennem de sidste tre århundreder.
  "Digital Rights Management" er i sig selv en løgn. Samtlige tre ord.
  Udtrykket "digital" er en undskyldning - eller snarere en syndebuk - og udtrykket "rettigheder" er latterligt, da det reelt drejer sig om et halvfeudalt privilegium på et monopol.
  Men den største løgn er i det sidste ord. "Management." Realiteten er, at den eneste grund til at de store korporationer kræver DRM, er, at de administreres af groft overbetalte ledere, der atter og atter har demonstreret, at de er totalt ude af stand til at administrere (engelsk: manage) deres foretagener.
  De store firmaer er, psykologisk set, skruet sammen som sociopater. Og det gør sagen værre, at de administreres af mennesker, der er dovne, dumme eller inkompetente - og helt ofte alle tre på én gang.

***

Oversætterens anmærkninger

  Der var MacAllan, som havde en fast food bod over for en MacDonalds og som blev sagsøgt for krænkelse af varemærke. Han havde kaldt biksen for MacAllan, fordi det var hans øgenavn. Han vandt sagen men gik fallit.
  Så var der Google, der påtænkte at sagsøge et engelsk forlag, fordi de medtog ”google” i en ordbog. Søgsmålet blev ikke ti l noget, hvad der måske skyldtes at forlaget havde råd til at tage slagsmålet. Når folk siger ”Don’t be evil”, så ved man ligesom hvor man er.
  Og så var der selvfølgelig den gang da Deleurans to privatdetektiver skulle have dækadresser og især dæknavne. De valgte Pirelli og Firestone og Deleuran fik problemer på grund af varemærkekrænkelse. Nå ja, hvad gør man? Deleuran henvendte sig til dækfirmaer Schiønning og Arve og der var der ingen ko på isen. De folk kunne godt se en win-win situation, når den blev stukket op i næsen på dem.
Retur.

Flint skrev i sin tid dette essay. Det gav ham ingen direkte indtægt, men det gav ham og Baen Books megen omtale ude på nettet - og især i kredse, som var af interesse for Baens og Flints indkomster.
Retur.
 

Femte Salve

Men de lyver og de bliver ved med at lyve

  I mit sidste essay endte jeg med at sige, at de påstande, der fremføres til fordel for DRM - hvilket står for "Digital Rights Management" - kan opsummeres som følgende:
  Fremkomsten af digitale medier gør det så let at kopiere intellektuelle arbejderes værker, at de traditionelle begreber om "fair use" må forlades. I nutidens verden vil enhver slags "fair use" uundgåeligt føre til enorme krænkelser af ophavsretten.
  Derfor må fair use helt afskaffes - eller som et minimum have enorme restriktioner indbygget.
  Og jeg afsluttede med at fejlcitere Mary McCarthys berømte bemærkning om, at samtlige ord i den ovenstående påstand er løgn, heri medregnet "og", "eller" og "ikke".
  Lad os begynde med "så let at kopiere".
  DRMs fortalere påstår her, at fordi digitale data kan behandles af computere, så er alle de traditionelle praktiske forhindringer, der vanskeliggjorde krænkelsen af ophavsret, forsvundne. "Netpiratering" er derfor overhåndtagende. Hvis nogen ønsker at fremstille en "piratudgave" af en elektronisk tekst, behøver de ikke længere adgang til en trykpresse og de behøver heller ikke penge til have maskinerne kørende eller til at betale andre for at gøre arbejdet. De kan blot kopiere teksten på deres hjemmecomputer og derved helt omgå nødvendigheden af at betale værkets skaber efter bestemmelserne i den traditionelle ophavsretslovgivning.
  Derfor, påstår DRM-tilhængerne, skal al elektronisk tekst krypteres omhyggeligt. Det tvinger den eventuelle bruger til at betale produktets skabere de penge, de har krav på. Uden dekrypteringskoden, og for at få den må man købe det lovlige produkt, er "piraten" arbejdsløs.
  Desuden, for at forhindre alle i at fremstille en ulovlig kodeknækker, må der idømmes strenge straffe for fremstilling af sådanne. Og endelig - åh, de er grundige, de små væsener - ethvert produkt, der muligvis vil blive brugt til at "piratere" en elektronisk tekst, skal forbydes.
  Før jeg fortsætter, tager jeg lige en tur på en anden kæphest. I de ovenstående afsnit satte jeg udtrykkene "piraten" og "netpiratering" i gåseøjne. Og det vil jeg fortsætte med i alle disse essays.
  Det er fordi disse udtryk er endnu en løgn. Det er ord, som - og jeg taler her som en professionel skønlitterær forfatter, som tjener til livets ophold ved at arbejde med ord og bevidst manipulerer for at opnå en ønsket følelsesmæssig reaktion hos læseren - bevidst og med fuldt overlæg er beregnet på at forplumre sagens virkelige problemer ved at erstatte en fornuftig debat med hysterisk terminologi.
  Sørøveri?
  Helt ude i hampen. Piratvirksomhed involverer for eksempel:
  Mord.
  Voldtægt.
  Brandstiftelse.
  Væbnet røveri.
  At påstå at en forfatter eller forlægger er "offer for sørøveri", fordi nogen har krænket deres ophavsret er grotesk. De har på ingen måde lidt fysisk overlast, smerte eller ydmygelse. Deres ejendom som sådan er overhovedet ikke blevet ødelagt.
  De har simpelthen lidt, hvad der svarer til et tyveri. Og selv når der ses væk fra, at våben ikke er blevet brugt, så kan udtrykket "røveri" ikke anvendes fordi tyvegodset er af så lille værdi.
  Hvor lille? Som forfatter kan jeg fortælle præcis, hvor lille det er, taget tilfælde for tilfælde.
  Som de fleste andre forfattere får jeg det meste af min indkomst fra royalties fra hardcover-udgaver. Jeg ser væk fra forskud, fordi forskud modregnes ved udbetalingen af royalties. Det er altid royalties, der i sidste ende bestemmer en forfatters indkomst - som enhver forfatter, hvis forskud er større end royalties, hurtigt opdager, når forlæggeren nægter at købe flere af hans bøger.
  Hvor meget fra royalties? Beregningsmåden i mine kontrakter - og de er de standardkontrakter, der bruges overalt i den kommercielle skønlitterære industri - er som følger:
  For salget af en indbunden bog får jeg 10 procent af detailprisen for de første fem tusind eksemplarer. Ti procent af prisen på omslaget og ikke af den nedsatte pris, som en boghandler måtte have sat den til. (Der er nogle enkelte undtagelser såsom det, der kaldes "salg af restoplaget", men det er en biting, der ingen rolle spiller i denne forbindelse, så jeg vil se bort fra den her.)
  Af bogsalg mellem fem og ti tusind eksemplarer har jeg krav på 12.5 procent af detailprisen. Og sælges der mere end ti tusind, har jeg krav på femten procent.
  Ses der væk fra et meget lille antal bestseller-forfattere, så er dette loftet - femten procent. Om en af mine bøger har solgt 10.001 eksemplarer eller 100.000, så tjener jeg femten procent af detailprisen på hvert salg.
  OK, lad os oversætte til dollars og cent. Prisen på omslaget af en indbunden roman varierer lidt, men det er et godt sjus at sætte standardprisen til $25.00.
  Med andre ord, selv i det øverste 15% lag koster et tyveri af en af mine bøger mig tab og lommesmerte til et beløb af $3.75. Det er omtrent, hvad det koster at købe en cheeseburger med fritter i en hamburgerkæde som McDonald's, eller en stor cappuccino i Starbuck's.
  Så altså. Man forestille sig den latterliggørelse, der ville blive mig til del, hvis jeg insisterede på, at en skiderik, der huggede min store cappuccino, var en "pirat" - og helt det samme som en morder eller en voldtægtsmand eller en brandstifter eller en bevæbnet røver?
  Bevares, selv tyveriet af en kop cappuccino er selvklart tyveri. Det er imod loven og fanger politiet synderen, bliver han sat under anklage for en mindre forbrydelse (misdemeanor). For når det drejer sig om tyveri - forudsat at der ikke er vold - bestemmes grænsen mellem en mindre forbrydelse og en større (felony) normalt af størrelsen af det pågældende beløb. Og i alle de kommuner, jeg kender til, ligger $3.75 langt under grænsen, som gør et tyveri til en felony som røveri. Og der er endnu større afstand op til mord, voldtægt og brandstiftelse.
  Og endvidere, hvor mange politifolk i nogen by eller stad i landet vil bruge større energi på opklaringen af en sådan forbrydelse? Og hvor mange offentlige anklagere vil ligge vandret i luften for at sikre sig, at den formastelige cappuccino-tyv idømmes lovens strengeste straf?
  Forhåbentlig ingen. Jeg siger "forhåbentlig", fordi jeg tror, at nogenlunde fornuftige mennesker fatter, at politi og anklagemyndighed har langt vigtigere sager at tage sig til. Såsom rigtige mord og rigtig voldtægt og rigtige tilfælde af brandstiftelse og bevæbnet røveri.
  Og alligevel er det netop en sådan bagvendt fordeling af samfundets politiressourcer, som fortalerne for DRM og den stribe af love, der omgiver DRM, forlanger. Det er grunden til at disse løgnhalse, for at kalde dem ved deres rette navn, fremturer med værdiladede og hysteriske vendinger såsom "netpirateri".
  Kan man forestille sig den latterliggørelse, som ville blive Starbuck's til del, hvis de krævede, at tyveriet af en kop cappuccino eller en caramel latte skulle indgå i en særlig kategori og behandles af politimyndighederne som en alvorlig forbrydelse? Lad os kalde den "kaffeinrøveri".
  I hvert eneste talk show ud på aftenen ville værten være vittig. Og det samme med stand-up komikere og forresten også samtlige landets kaffedrikkere.
  Men alligevel tages disse påstande fra DRM-tilhængerne alvorligt. Komikerne er ikke vittige - og kongrespolitikerne nikker alvorsfuldt og stemmer til fordel for chikanen.
  Hvorfor?
  Nuvel, her kommer den anden løgn. Hvis man trykker en DRM entusiast på maven med hensyn til deres ordvalg, vil de fleste modstræbende indrømme, at de hysteriske ord måske er ...
Lad os sige, lidt i modstrid med kendsgerningerne.
  Men så kommer de straks med et nyt argument. De vil påstå, at mens det er sandt, at det enkelte tilfælde af "elektronisk sørøveri" er i småtingsafdelingen, så har problemet som helhed antaget så enorme proportioner, at det er blevet en "social forbrydelse".
   Nuvel, dette argument er ikke så idiotisk, som det ser ud til ved første øjekast. Der er mange lovbrud, der enkeltvis ikke tages særlig alvorligt af samfundet, men som ville blive taget meget alvorligt, hvis de blev til almindelige uvaner, praktiseret af store befolkningsgrupper.
  Det er for eksempel ulovligt at tisse eller skide offentligt. Men i den virkelige verden vækker det ikke megen bekymring. Hvorfor? Af den simple grund at det ikke sker ret ofte, og når det sker, drejer det sig normalt om én, der er kommet i en åndssvag situation og har fundet det nødvendigt at sive ind i buskene og forrette småt eller (sjældnere) at kaste op. Hvis de fanges på fersk gerning, bliver de snarere skydeskiver for omgivelsernes billige vid end sat under anklage.
  Bevares, nu og da ses et særligt ubehageligt tilfælde af denne forbrydelse. En fulderik der tisser på en bygning i fuld offentlighed for eksempel. Observerer en politimand forbrydelsen, vil synderen måske ligefrem blive arresteret.
  Men lad os forestille os, at denne opførsel blev normal adfærd for en stor andel af befolkningen. Folk i hundredtusindvis - millioner af mennesker – tisser, hvor det passer dem dag og nat. Tisser og skider på andre folks grund, på fortove, på parkeringspladser og i skolegårde ...
Åh jo, samfundet ville meget hurtigt ændre holdning og det ville samfundet gøre ret i. Selv når vi ser bort fra almindelig god opførsel, så ville vi snart have et alvorligt problem med den offentlige hygiejne, hvis et meget stort antal mennesker pissede og sked, når og hvor det passede dem. Der ville komme epidemier så sikkert som amen i kirken.
  Og det er DRM tilhængernes påstand: "Elektronisk sørøveri", hævder de, ”er blevet en reel epidemi i landet. Og derfor skal denne ulovlige handling behandles som en alvorlig forbrydelse, selvom det enkelte tilfælde er i æbleskudsklassen.”
  Så ...
Det er alligevel ikke så dumt at kaldet det "pirateri"!
  Jo, det er dumt. Fordi de atter en gang lyver så stærkt, som en hest kan rende.
  Det er faktisk dobbeltløgn, fordi der er to løgne i denne påstand.
  Den første turde være åbenbar. DRM-tilhængerne tilintetgør systematisk den forskel, der er i den virkelige verden, mellem reelt tyveri og hvad jeg vil kalde "virtuelt" tyveri.
  Husk: elektroner er ikke molekyler. Får I ikke andet ud af at læse dette essay, så gør jer selv den tjeneste at lære de ord udenad. De vil være et værn mod meget vrøvl.
  Her er, hvad jeg mener:
  Og igen taler jeg som en forfatter, der er helt afhængig af royalties for min indtægt. Hvis en tyv går ind i en boghandel og stjæler en molekylær kopi af en af mine bøger - dvs. en ”rigtig bog" med papir, tryksværte og omslag, så har jeg lidt et reelt tab.
  Tabet består ikke så meget i selve tyveriet, fordi tyven i de fleste tilfælde under alle omstændigheder ikke ville have købt bogen. Så det er ikke sådan, at jeg er gået glip af noget af hans.
  Mit reelle tab kommer af den kendsgerning, at rigtige bøger er molekylære genstande. De har vægt og optager plads. Det betyder, at ingen boghandel har råd til at have et ubegrænset antal eksemplarer af min bog på sine hylder. En forfatter vil, når vi ser væk fra et lille antal topsælgende forfattere, typisk ikke have mere end et eller to eksemplarer af en bestemt bog på hylderne i en boghandel, hvis han eller hun i det hele taget har nogen. Og da det pågældende eksemplar er forsvundet, fordi tyven tog det, betyder det, at ingen anden kan købe bogen, før boghandleren eventuelt lægger mærke til dens fravær og skaffer en erstatning.
  Hvilket tager mange uger, normalt to-tre måneder. Mange uger i hvilke et salg, jeg kunne have haft, ikke kan ske på grund af tyveriet.
  Men elektroner er ikke molekyler. Et virtuelt tyveri - og det er det vi taler om, når nogen nedhenter en elektronisk tekst uden forfatterens og forlæggerens tilladelse - har ingen sådan tilsvarende virkning. Tyven - åh undskyld "piraten" - har faktisk hugget noget fra mig. Men medmindre han ville have betalt for det, hvis han ikke havde kunnet nole det, hvilket er særdeles tvivlsomt, så har jeg ikke reelt haft et materielt tab. Hvorfor? Fordi hans tyveri på ingen måde forhindrer en legitim køber i at købe produktet - ej heller koster det mig noget at erstatte det stjålne virtuelle produkt.
  Det sidste er meget vigtigt. Hvis man tænker på det: Er der begået så meget som rapseri - når ingen materiel genstand er blevet taget?
  Svaret er: Man kan ikke kalde det tyveri uden at skævvride det engelske sprog. Kendsgerningen er, at det ikke bare er absurd at kalde elektroniske ophavsretskrænkelser for "pirateri", det er også absurd at kalde det "tyveri".
  Det betyder ikke, at krænkelse af ophavsret ikke er en forbrydelse, for det er det. Hvad jeg påpeger, er blot, at DRM-tilhængerne konstant maltrakterer både sproget og basale juridiske begreber for at fuppe befolkningen til at støtte sig. Hvad de gør, svarer helt til at man kræver, at en nabo, der er gået hen over ens græsplæne uden tilladelse, anklages, ikke for ulovlig indtrængen - som han er skyldig i - men for "groft tyveri af det personlige rum".
  Her igen, hvis en sådan sag blev bekendt viden om, kan man være forvisset om, at talk show værterne sent på aftenen og stand-up komikerne ville være morsomme. Men når DRM tilhængerne fremsætter netop denne forskruede logik, tages de alvorligt.
  Dette er en af DRM tilhængernes yndlingsmetoder. Konstant, på enhver mulig måde at finde måder at forvrænge sagen med, hvad man kunne kalde semantisk inflation. Krænkelse af ophavsret bliver "tyveri" og "tyveri" bliver "sørøveri". På denne måde gøres et problem, som i den virkelige verden, som jeg i senere essays vil demonstrere, blot er et mindre irritationsmoment, til en overhængende social katastrofe.
  Dette er igen ikke den højere atomvidenskab. Hvis DRM-tilhængerne ønsker at argumentere for, at "netpirateri" er blevet så udbredt, at verden rent faktisk har enorme problemer med sagen, taget som en helhed, så ...
Må de altså bevise det.  De kan ikke bare - som de i øjeblikket gør - blot påpege eksistensen af mange tilfælde af uautoriseret nedhentning af deres produkter, som om dette i sig selv beviser deres påstande.
  Beklager, men det gør det ikke. Det er latterligt at påstå det. Der er blevet "nedhentet" kopier af bøger i århundreder, uden at forfatteren eller forlæggeren har fået en penny for privilegiet. Det gøres hver gang en bog lånes på biblioteket, hver gang der købes en brugt bog i stedet for en ny og hver gang man låner en bog af en ven.
  Traditionelt har dette været anset for fair use. Og - miraklernes mirakel - på en eller anden måde lykkedes det for forfatterne og forlæggerne at tjene til livets ophold på trods af disse handlinger. Som jeg vil fremhæve i senere essays, så var disse aktiviteter rent faktisk livsvigtige for deres muligheder for at holde forretningen gående.
  Husker I mit sidste essay? Jeg sagde, at svindlen handlede om, at DRM tilhængerne forsøger helt at få fair use afskaffet. Og nu kan man begynde at se, hvordan det fungerer.
  Bevares, DRM tilhængerne fremsætter nogle få påstande, der foregiver at bevise, at den udstrakte uautoriserede nedhentning af deres produkter - "virtuelt tyveri," som jeg kalder det - giver dem enorme tab. Det bedst kendte eksempel på et sådant "bevis" er pladeindustriens evindelige påstand om, at deres indtægter er gået ned - og at "elektronisk pirateri" derfor må være årsagen.
  Enhver filosofistuderende, der kom med denne påstand, ville dumpe. Det er et fuldendt eksempel på den logiske fejlslutning,der kaldes post hoc, ergo propter hoc - og det er normalt den første form for logisk fejlslutning, som en filosofilærer ville behandle, fordi den er den groveste.
  Denne latinske vending betyder sådan noget som "efter denne, derfor denne". Med andre ord, det er den forestilling, at fordi Fænomen B er sket efter Fænomen A, så må det være forårsaget af Fænomen A.
  Jo jo. Det giver god mening! For eksempel ...
Sidste måned, under en lang bilrejse, fik jeg en fartbøde lidt uden for Dodge City, Kansas. Det skete efter at jeg havde tilbragt natten i et Holiday Inn motel.
  Hvoraf følger at ... Holiday Inn har skylden.
  Næ næ. Jeg fik fartbøden, fordi det var en lang lige strækning næsten uden trafik, hvorfor en fart på 77 mil i timen syntes fuldkommen forsvarlig, selv om den var tolv mil over den lokale fartgrænse. Jeg havde kørt i timevis og holdt ikke særlig meget øje med fartmåleren og de lokale strissere - de skiderikker - lå på lur med radar.
  Nå ja, OK. Pladeindustriens påstand om, at den store udbredelse af ”pirateri” forårsagede deres formindskede profit, er ikke helt så åndsformørket som mit eksempel. Det er fordi, der ved første øjekast synes at være en mulig forbindelse mellem de to fænomener. De har i det mindste begge noget med musik at gøre.
  Men den er alligevel næsten lige så latterlig som mit eksempel. Hvorfor? Fordi et forretningsforetagendes profitter bestemmes af spandevis af faktorer. Når dette er tilfældet, hvordan i alverden kan pladeindustrien så påstå, at "pirateri" var grunden til deres mindskede profit?
  Faktum er, at det kan de ikke. Sagen er - som jeg vil demonstrere i de efterfølgende essays - at det er langt mere sandsynligt at Napster hjalp til holde deres profitter oppe i stedet for at udhule dem. Af den gode og simple grund, for at gøre en lang og indviklet historie kort, at underholdningsmarkedet er så uigennemskueligt for dets kunder, at enhver metode så som fildeling, der gør det muligt for kunderne at se gennem tågerne, gør dem mere villige til at købe underholdningsindustriens produkter og ikke mindre villige.
  Alle - hvert eneste ene af argumenterne, som fremsættes af DRM tilhængerne for at give vægt til deres påstande om, at "elektronisk pirateri" er et alvorligt socialt problem, er baserede på, hvad der i bedste tilfælde kan kaldes indicier eller anekdoter.
  De har endnu aldrig bevist på en måde, der ville blive accepteret i et introduktionskursus i logik, at "elektronisk pirateri" i det hele taget skader nogen overhovedet.
  Ja, det er sandt. Så forbløffende som det kan synes, så har disse mennesker - dette grådige kartel, for at nævne de egentlige syndere - med succes ført en kampagne mod basale ophavsretslige principper, der har gjort nytte i århundreder, uden på noget tidspunkt at have bevist, at der er behov for deres medicin - eller at problemet, som deres nytænkning skal råde bod på, i det hele taget forårsager alvorlige sociale problemer.
  "Forbløffende" er det rette ord. Man skulle tro, at nogen, der træder frem og forlanger, at samfundet radikalt skal ændre gamle love og skikke, i det mindste nødtørftigt ville bevise, at der var et problem, som det var nødvendigt at løse.
  Men det har de ikke gjort - og til deres og republikkens skam og skændsel har landets politikere (med nogle få undtagelser) ikke krævet en forklaring af dem. I stedet har kongressen gang på gang vedtaget en hvilken som helst lovgivning, som disse store foretagender har krævet, og har gjort det udelukkende på grundlag af musikindustriens løse påstande.
 Vi siger, det er sandt. Altså er det sandt - og I, vore lakajer i kongressen, gør som I får besked på.
  Mine essays handler imidlertid primært om forlagsindustrien. Og til min store lettelse, på trods af at forlagsindustrien mere eller mindre er sivet i kølvandet på Sortskæggene og Morgan'erne i musik- og filmindustrien – også jeg kan kalde andre mennesker for pirater - så er nøgleordet "sive". Forlæggerne er ikke gået i spidsen og ikke kun er mange af dem meget bekymrede over felttoget, men adskillige universitetsforlag og en enkelt kommerciel forlægger er allerede rykket den traditionelle ophavsret til undsætning.
  Af universitetsforlagene, hvis metoder og erfaringer jeg senere vil analysere, vil jeg mene, at MIT Press helt klart har førertrøjen på. Og det enlige kommercielle forlag er mit eget, Baen Books.
  Grundlæggeren af Baen Books, Jim Baen, døde for nogle måneder siden. Jeg skrev i min leder om hans død, at jeg troede - at jeg bestemt håbede - at han engang ad åre ville blive husket for den centrale rolle han spillede i nedkæmpningen af angrebet på ophavsretslovene og ophavsrettens principper.
  Han fortjener det bestemt, fordi - dette bringer mig til den sidste af de løgne jeg vil dissekere i dette essay - det drejer sig om langt mere end snævre bekymringer om ophavsret.
  Den sidste løgn er denne:
  Vi må kryptere vores elektroniske tekster, for ellers bliver de stjålet.
  Denne påstand er løgn fra top til tå - og løgnhalsene ved det så udmærket.
  Grunden til at det er løgn - spørg enhver forfatter, forlagsredaktør eller forlægger, der ikke er en tumpe - alle og enhver i forlagsindustrien ved så udmærket, hvordan "netpirateriet" rent faktisk fungerer.
  Der sker ikke det, at en eller anden genial hacker finder ud af at cracke en djævelsk overbegavet kryptering, som forlæggere har brugt til deres tekster.
  Hvorfor gøre sig den ulejlighed? Det "elektroniske pirateri" foregår på den måde, at Kaptajn Sortskæg går i byen, skaffer sig en papirudgave af bogen, kører den gennem en skanner og OCR'er de indskannede grafikker, hvorefter professor Moriarty har atter slået til.
  Den hele verden så en perfekt illustration af denne sandhed for ikke længe siden. Den vildt populære forfatterinde J.K. Rowling nægtede at tillade nogen som helst form for elektronisk udgave af hendes seneste Harry Potter roman, og det gjorde hun tilsyneladende, fordi hun var meget bekymret over muligheden for "elektronisk pirateri" og fordi hun åbenbart var helt forbløffende uvidende om de faktiske forhold i forlagsindustrien.
  At undlade at udgive en elektronisk udgave, må siges at være den ultimative kryptering. Den kan bare ikke crackes.
  Hvor fornøjeligt. Ved daggry på dagen, da hendes bog udkom, var der en "sørøverudgave" på nettet. Helt bogstaveligt ved solopgang. Hvad der skete, var det, der altid sker. Nogen havde stået i kø for at få et eksemplar af bogen, så snart boghandlerne begyndte at sælge den. Og mange boghandler holdt natåbent fra midnat i forbindelse med udgivelsen af denne bog - så populær var den - og vores "nogen" købte den, spænede hjem og kopierede den med scanner og OCR-program, hvorefter den blev lagt op på nettet. I dette tilfælde - og det er ret usædvanligt - var teksten ganske godt korrekturlæst og indeholdt derfor kun få tyrkfejl.
  Hvordan forhindre dette med kryptering?
  Det kan ikke forhindres. Det er så simpelt som det. Det kan ikke forhindres.
  Medmindre ...
Man fjerner de mest basale politiske frihedsrettigheder i det moderne samfund.
  Medmindre ...
Man indfører alvorlige restriktioner for hvad som helst, der involverer fremstilling og formidling af tekst.
  Computere skal fremover registreres og overvåges. Alle computere skal have programmer, der tillader myndighederne at inspicere dem, for at sikre, at der ikke har været uautoriseret brug af tekst med ophavsret.
Mens vi er ved det, det samme skal ske med alle skannere, der kan bruges til OCR, og ethvert andet stykke elektronisk grej, der tillader kopiering af tekst på en måde, der kan føre til krænkelse af ophavsretten.
  For den sags skyld, alle PAPIRBØGER skal have chips indbygget, så at myndighederne kan spore alle bøger. Det er virkelig den eneste måde at sætte en stopper for denne skændige sørøvervirksomhed.
  Hvis I tror, at jeg spøger, så tager I fejl. Samtlige forslag er allerede blevet fremsat her og der i en eller anden form.
  Dette er, hvad der i sidste ende står på spil i forbindelse med DRM. Intet mindre end selve ytringsfriheden. Fordi realiteten er, at al kryptering, der bruges af forlagene, til syvende og sidst ingen steder fører hen - og det ved de udmærket.
  Så hvorfor gør de det? Nuvel, i forbindelse med forlagsindustrien er dumhed den almindeligste grund og derefter går det ned ad bakke.
  Ret skal være ret, den dumhed, der er tale om her, er ikke lav intelligens som sådan. Den gennemsnitlige forfatter, forlagsredaktør og forlægger er normalt rimeligt velbegavet - men man kan være dumstædig og insistere på at fremture med formålsløs handling simpelt hen, fordi man ikke kan finde frem til noget alternativ, og man kan være for stædig, for arrig eller bare for doven til at sætte sig ned og tænke.
  Næsten alle gør sig skyldig i denne form for dumhed på et eller andet tidspunkt. Vi har alle gjort det. Når vi ikke kan få en defekt maskine til at fungere igen, bliver vi ved med at sparke til den i håbet om, at den infame tingest på en eller anden måde ved et eller andet mekanisk mirakel atter vil fungere.
  Derfra går det nedad til etagen nedenunder, som er ren og skær ondskabsfuldhed. Dette kan synes dumt, men jeg forsikrer jer ud fra mine mange og lange diskussioner med folk fra forlagsindustrien - forfattere, forlagsredaktører og forlæggere - at en stor del af følelserne bag kravet om DRM er ren og skær barnlig ondskab.
  Det er på niveau med gadebandementalitet, bortset fra at ordforrådet er finere. Facit er dette:
  Den skiderik PIRATEREDE min bog. Han pissede på mine skobånd! Jeg vil se han knaldet!
  På ære. Det er ikke på højere niveau end en skoledreng, der kommer i slagsmål, fordi en anden skoledreng har jokket ham i øjet - eller drengen i det mindste troede sig jokket på. Og det uanset om den krigeriske knægt led skade på grund af drillet - eller om der overhovedet skete noget drilleri.
  Åh jo, jeg gjorde det også. Jeg rodede mig ind i ganske mange slåskampe i high school, de fleste gange over de mest idiotiske ting, man kan tænke sig.
  Men det var dengang, og nu er nu - og nu er jeg pænt midaldrende og jeg har ikke været i slagsmål i årtier. Jeg vil gerne tro, at udtrykket "modenhed" ikke er helt betydningsløst.
  Er det virkelig for meget at forlange af forfattere, forlagsredaktører og forlæggere, at de skal opføre sig som voksne mennesker? Er det virkelig for meget at forlange, at de reagerer overfor elektronisk ophavsretskrænkelse - ja, det sker, og ja, det er bestemt irriterende - ved at bruge hovedet til at tænke med i stedet for at tænke med det, der befinder sig længere nede i anatomien? Er det virkelig for meget at forlange, at hvis de forlanger bestemte forholdsregler foretaget, så også udviser minimal voksen ansvarsfølelse og overvejer deres eventuelle ødelæggende virkning på samfundet som et hele?
  Så, altså. Disse folk arbejder alle i forlagsindustrien, hvilket betyder, at de tjener til deres brød ved at bruge ord på den ene eller den anden måde. Så de har overhovedet ingen undskyldning, hvor filmproducere måske har en, fordi mange vidnesbyrd indikerer, at de ikke læser andet end tegneserier og regneark.
  Hvilket ord i den følgende sætning er det, at en forfatter, forlagsredaktør eller forlægger ikke forstår?
  Forlang ikke en medicin, der er værre end sygdommen.
  Formentlig forstår de alle ordene, men alligevel er det netop det, som de fleste forlæggere forlanger i dag sammen med - jeg beklager at måtte sige det - de fleste forfattere og forlagsredaktører.

****

  OK. Det er nok for denne gang. I mit næste essay i denne klumme, vil jeg gå videre med, hvad jeg behandlede i begyndelsen af dette essay.
  Er det sandt, at den moderne elektronik har gjort ophavsretskrænkelse "så let", at den er blevet - eller truer med at blive - en alvorlig trussel mod legitime ophavsretsindehavere?
  Svaret er "nej". I næste essay vil jeg forklare hvorfor.

****

Oversætterens anmærkninger

Desuden vil det være nødvendigt, at alle tekstfiler på alle harddiske er ukrypterede eller har en kryptering med en bagdør, som myndighederne eller medieindustrien har nøglen til. Der kommer gang i industrispionagen!!!
Retur.

 Sjette salve

Der Er Ingen Gratis Frokoster

  Jeg afsluttede forrige essay med følgende:
  Er det sandt, at den moderne elektronik har gjort ophavsretskrænkelse "så let", at den er blevet - eller truer med at blive - en alvorlig trussel mod legitime ophavsretsindehavere?
  Svaret var "nej". I næste essay vil jeg forklare hvorfor.
  Grunden, til at svaret er nej, er i al korthed indeholdt i dette essays titel. Der er ingen gratis frokoster. (There ain't no such thing as a free lunch - TANSTAAFL).
  Dette folkelige fyndord indeholder en fundamental økonomisk sandhed. Intet, der kræver en arbejdsindsats, er "gratis", når det kommer til stykket. Man betaler på den ene eller den anden måde. Enten ved selv at udføre ubetalt arbejde eller ved at betale andre for at gøre det. Om ikke direkte, så indirekte.
  Den egentlige forskel på veje, der er belagte med bompenge og de gratis veje, består ikke i, at de første koster penge, mens de andre er gratis. En gratis vej er ikke gratis. Gratis-vejen anlægges og vedligeholdes for skatteydernes penge. De andre er brugerbetalte. Den eneste forskel består i måden, hvorpå pengene inddrives. For afgiftsbelagte vejes vedkommende inddrives pengene direkte fra brugerne i form af bompenge. Udgiften til de gratis veje inddrives fra hele befolkningen i form af skatter.
  Lad os anvende dette økonomiske princip på forbrydelser. Hvad forbrydelse så ellers er, så er det også arbejde. I visse tilfælde, som f.eks. jalousimord, er dette betydningsløst. Men det er på ingen måde uden betydning, når pågældende forbrydelse er motiveret af ønsket om profit eller af profitmotivets fattige slægtning, ønsket om at undgå en udgift.
  For at give et eksempel så stjæler de færreste butikstyve for at videresælge. De stjæler til eget forbrug - men det er risikoen værd for dem, fordi de undgår udgiften ved at betale det stjålne. Det er tyvens udgave af "sparet er tjent."
  Og det er, hvad der motiverer de fleste - måske alle - elektroniske ophavsretskrænkelser. Folk "piraterer" normalt ikke en elektronisk tekst for at sælge den for profit. De gør det for at få teksten til eget brug.
  Denne regel har en vigtig undtagelse. Den omfatter folk, der kan operere åbenlyst med masseproduktion i lande, der ikke håndhæver internationale regler om intellektuel ejendomsret. Og her vil jeg kun sige, at alle argumenterne, som fremsættes af DRM-tilhængerne er idiotiske, når man har at gøre med dette ene (og eneste) tilfælde af massepiratering. Af den simple grund, at den eneste tænkelige måde at håndhæve loven på er at overtale eller tvinge autoriteterne i et fremmed land til at gøre det. Dette kan man måske gøre og måske ikke, men hvis man kan, så er det bestemt ikke ved at benytte DRM-lovgivningen, som er en slem byrde for befolkningerne i lande, der respekterer intellektuel ejendomsret.
  Ikke alle elektroniske ophavsretskrænkelser er motiveret af de ovennævnte profithensyn, fordi man kommer ud for en besynderlig slags "passionsforbrydelse" på dette område. Der er mennesker på nettet, der har den tvangsforestilling, at "informationer ønsker at være frie" - som om datastumper har ben og vandrer om på egen hånd og kræver deres borgerrettigheder – og som anser bevidst ophavsretskrænkelse for at være frihedskamp.
  Men der er ikke mange af dem og taget isoleret er deres handlinger ikke mere end et socialt irritationsmoment. Ja, det er irriterende for forfattere at se deres arbejder postet på nettet uden tilladelse, især når den efterfølges af en virtuel prutten fra en overgemt ungdomsforbryder. Men det ligger stadig sådan, at den materielle skade er nær nul - hvis der i det hele taget er en, hvad jeg betvivler.
  Jeg gætter ikke her. Jeg anbragte min første roman gratis på nettet, fordi jeg var blevet træt af visse forfatteres hysteriske hylen i diskussionsgrupper på nettet, hvor de skreg, at deres levebrød var dødeligt truet.
  For at bevise, at dette var vrøvl og skære beviset ud i pap, lagde jeg en af mine egne romaner på nettet til gratis nedhentning. "Piraterede mig selv," om jeg så må sige. Denne roman, Mother of Demons, har nu været gratis tilgængelig på nettet i næsten syv år. Og ...
Den er stadig i handelen og sælger stadigvæk.
  Kort tid efter oprettede vi med Jim Baens medvirken Baen Free Library på Baen Books' Web side, som nu har dusinvis af gratis tilgængelige titler af mange forfattere for dem, der ønsker dem. (De, der ikke er kendt med biblioteket, kan finde det på Baens hjemmeside, hvor man vælger "Free Library" øverst til venstre på skærmen.
  Titlerne kan ikke blot nedhentes gratis, de er helt ukrypterede - ja, vi leverer gratis det nødvendige programmel til nedhentning af teksterne. Og vi gør teksterne tilgængelige i fem forskellige formater.
  Og ...
Himlene faldt ikke ned. Tværtimod, mange af disse bøger er forblevet i handelen og fortsætter med at være profitable for forlagene og at give royalties til forfatterne. I visse tilfælde i årevis. Blandt disse er min egen mest populære titel, 1632. Jeg indlagde den roman i Baen Library tilbage i 2001 - for seks år siden. På det tidspunkt havde romanen solgt 30.000 eksemplarer som paperback.
  I dag, seks år efter at jeg "piraterede" mig selv, er romanen solgt i over 100.000 eksemplarer.
  Stillet over for eksempler som dette - og det er kun ét eksempel - er alle argumenter om, at "netpirateriet" slagter det lovlige salg, afsløret som rent og purt vrøvl. Det stik modsatte er tilfældet. Virkningen af at gøre bøger gratis tilgængelige i elektronisk format er, at det stimulerer et fortsat salg af papirudgaver - hvilket er, hvor 95% af pengene kommer fra, set fra forfatteres og forlæggeres standpunkt.
  Den side af sagen vil jeg behandle i et senere essay sammen med problemet om, hvad der vil ske, hvis læsning af elektroniske tekster bliver den dominerende eller endog den eneste form for boglæsning. Men der vil gå lang tid, før ebøger kan blive dominerende. På trods af de konstant rosenrøde prognoser om elektroniske bøger er kendsgerningen, at det læsende publikum stædigt har holdt sig fra dem og, år efter år, fortsætter med at demonstrere deres forkærlighed for de "forældede" papirbøger. Det er fordi bogkøbere ikke er åndssvage, hvilket jeg vil påvise sidenhen.
  Grundlaget for Baens politik for elektronisk udgivervirksomhed er det økonomiske princip i essayets titel: Der er ingen gratis frokoster. Vi vil starte fra dette udgangspunkt - idet vi ser på sagen fra begge sider af ligningen.
  Her er den ene side af den økonomiske ligning: Når piraten, Kaptajn-Morgan-Ud-I-Egen-Indbildning, lægger ud for at hugge en elektronisk bog ved at nedhente en ulovlig udgave i stedet for at betale for en lovlig, så skal han gøre det samme, som enhver anden forbryder, der har et monetært motiv. Han skal overveje, om det nødvendige arbejde gør det umagen værd.
  En af de ting, jeg finder dybt underlige i denne debat, er mine modstanderes faste overbevisning om, at folk vil gøre hvad som helst blot for at få noget for intet. Det er utroligt - siden den antagelse bliver afprøvet hver eneste dag i Amerika af millioner af mennesker og igen og igen og igen viser sig at være forkert.
  Man tror mig ikke? Jamen, hvem tror I betaler for betalingsvejene, bare for at nævne ét eksempel? Hvis folk er villige til at gøre hvad som helst - en hvilken som helst anstrengelse i en hvilken som helst tidsperiode - blot for at undgå at betale nogle få dollars, hvorfor er der så overhovedet nogen, der bruger betalingsveje? Ses der væk fra nogle få steder - øer for eksempel, som man kun kan komme til via en toldbro - er det fuldt ud muligt at køre hvor som helst i USA uden nogensinde at betale en eneste cent i bompenge.
  Men i almindelighed tager dette mere tid - og tid er penge. I det mindste på et instinktivt niveau forstår de fleste mennesker dette. Hver ekstra time, man befinder sig bag rattet for at komme fra Punkt A til Punkt B, er en time, der ikke kan bruges til erhvervsarbejde eller som blot forsvinder fra ens levetid. Medmindre man har en speciel grund til at skynde sig langsomt - såsom sightseeing - er de fleste normalt helt villige til at betale en beskeden afgift for at komme lidt hurtigere frem.
  Anvend nu dette vejafgiftsprincip på problemet med elektronisk ophavsretskrænkelse. Det er helt hen i vejret at påstå, at "piratering" af en elektronisk tekst betyder, at man har fået den kvit og frit. Næ næh, vel har man ej. Man har måske sparet lidt penge - men prisen for teksten er den tid og det arbejde, der er brugt på omgåelsen af loven. Ens egen tid og arbejde - ikke offerets.
  I den virkelige verden gør kriminelle ikke alt på kriminel vis. Hvad I og jeg så ellers tænker om deres moral, så er de lige så gode som andre til at gennemskue, hvor rentabelt eller urentabelt et foretagende er.
  Bankrøvere plyndrer faktisk banker. Men her er, hvad de ikke gør, eller kun meget meget sjældent:
  De tapper ikke deres naboers benzintanke for at få brændstof til deres flugtbiler. De køber benzinen.
  De vil måske stjæle pistolen, der skal bruges til bankrøverierne, fordi pistoler er dyre. Men det er tvivlsomt, om de vil stjæle ammunitionen og endnu mere tvivlsomt om de vil fremstille patronerne selv. Hvorfor skulle de? De har ikke planer om at starte en krig, de ønsker slet og ret patroner nok til at fylde en pistol. Så de køber patronerne.
  Jeg skulle mene, at dette er selvklart. Pirater plyndrer sølvflåder, ikke kornskibe. Elektronisk ophavsretskrænkelse er noget, der kun kan blive en "økonomisk epidemi" under visse omstændigheder. Det kunne være enhver af de følgende:
  1) De ønskede produkter - elektroniske tekster - er vanskelige at finde og derfor værdifulde.
  2) De ønskede produkter koster en bondegård, hvorfor der er mange penge at spare ved at stjæle dem.
  3) De lovlige produkter er belastede med så mange mærkværdigheder, at den ulovlige udgave under alle omstændigheder er bedre.
  Det er disse tre betingelser, der skaber udbredt elektronisk ophavsretskrænkelse, især hvis de kombineres. Hvorfor? Fordi det er de samme tre almindelige betingelser, der skaber storstilede smuglerorganisationer.
  Og ...
Gæt engang? Det er netop disse tre betingelser, som DRM skaber. DRM dæmper på ingen måde den såkaldte netpiratering. DRM fremmer tværtimod sørøveriet.
  Lad os begynde med den tredje betingelse, Punkt 3. En DRM-krøblet tekst er en pest og en plage for lovlige kunder. For det første, fordi forlags- og softwareindustrierne ikke kan enes om en fælles standard, skal man have ét sæt programmel (og ofte også hardware) for at bruge Produkt A og et andet sæt programmel/hardware for at bruge Produkt B. Og for det andet fordi man ikke kan være sikker på, at disse samme industrier ikke til næste år har gjort det købte programmel/hardware forældet og dermed gjort de købte tekster ulæselige.
  Otte spor. Beta-Max. Vinyl. Er der en klokke, der ringer?
  Det købende publikum har lang og bitter erfaring med den måde det atter og atter er blevet udplyndret af medieindustrierne, der har introduceret en teknologi, tvunget alle til at gå over til den - og så skrottet den til fordel for en ny.
  Det er intet under, at det læsende publikum så stædigt har holdt sig fra elektroniske tekster. De er, som jeg sagde ovenfor, ikke åndssvage. Sammenlign de latterlige betingelser, som forlagsindustrien forsøger at påtvinge deres elektroniske kunder, med papirbøgernes glæder og fordele:
  Nul End user license. Køb bogen med gangbar mønt, så ejes den helt og aldeles.
  Det et unødvendigt at købe særskilt programmel eller hardware for at læse bogen. Nix. Det eneste nødvendige "programmel" er et par seende øjne og kendskab til sproget, bogen er skrevet i.
  Og ded er så ded.
  Og nu ejer man et produkt, som man kan bruge efter forgodtbefindende. Låne det til en ven, donere det til et bibliotek, bruge det som dørstopper eller flueklasker.
  Og som rosinen i pølseenden ejer man nu et produkt, hvis teknologiske holdbarhed og pålidelighed er blevet afprøvet og bevist milliarder af gange og igennem flere århundreder. Selv en billig paperback vil med rimelig skånsom behandling stadig være læsbar et halvt århundrede efter anskaffelsen - hvorimod intet software har bevist, at det er brugbart i mere end nogle få år.
  Lad os sive op til Punkt 2. Netop fordi DRM har gjort elektroniske tekster så ildesete blandt størstedelen af det læsende publikum - og for mange mere end ildesete - har det kvalt markedet ved fødslen. På trods af alle rosenrøde prognoser og forudsigelser år efter år er det elektroniske bogmarked forblevet uendeligt lille sammenlignet med markedet for papirbøger. Og kan det undre?
  Og visse ting trækker visse andre ting med sig. Kan man kun sælge få eksemplarer af et produkt, må man kræve en højere pris per enhed for at dække omkostningerne og håbe på at tjene penge.
  Så...
Vi har nu det groteske fænomen, at forlæggerne typisk kræver mere for en elektronisk bog end for et papireksemplar - skønt alle er fuldkommen klar over, at elektroniske tekster er langt billigere at fremstille og distribuere. Det skyldes først og fremmest, at distributionen typisk sluger omkring halvdelen af alle indtægterne fra salget af papirbøger - og en højere procentdel end det for papirtidsskrifter - mens distributionsudgifterne for en elektronisk tekst er meget små i sammenligning.
  Og således, trukket med af DRMs vanvittige og ubøjelige logik, kommer vi tilbage til Punkt 1. Fordi elektroniske bøger mishager størsteparten af publikum og desuden får endnu mindre markedsandel på grund af for høje priser, bliver de forholdsvis sjældne. Og det er formentlig denne mangel, der mere end noget andet er grunden til det meste bogtyveri, det være sig papir- eller elektroniske udgaver.
  Sandheden er denne: Bøger er simpelthen ikke så værdifulde, at de i noget format vil være af større interesse for professionelle kriminelle. Det skyldes, at bøger med meget få undtagelser ikke kan sælges i store mængder. Der er god fornuft i at forbrydere bortfører en lastbil lastet med cigaretkartoner, skønt hver enkelt karton ikke er meget mere værd end en bog. Men mængden af cigaretter gør forskellen, fordi der ikke er så mange cigaretmærker, hvorfor de er lette at sælge. Men med bøger...
Der er helt bogstaveligt hundredtusindvis - nej millionvis - af bogtitler. Ingen gangster med en hjerne på størrelse med et egerns ville drømme om at hugge en lastbil fuld af bøger. Hvordan ville han sælge dem og til hvem? To bøger her og en bog der, uge efter uge ...
  Den vigtigste grund til at folk får bøger op under neglene - eller gør noget tilsvarende ved at købe en paperback uden omslag, som de formentlig ved er ulovlig - er helt enkelt, at de ikke kan finde et lovligt eksemplar. I hvert ikke til en pris, de finder rimelig, eller i et format, de finder acceptabelt. Men hvis og hvis, så køber de - 99 gange ud af 100.
  Tænker man i kold kasse, så er det forståelsen af det ovenstående, der har været rettesnor for Jim Baen lige fra begyndelsen af den elektroniske forlagsvirksomhed. Jim har altid forstået dette her. Faktisk har jeg lært meget ved at studere ham og tale med ham.
  Fra begyndelsen har Baen Books altid fulgt en kurs, der var stik modsat DRM-entusiasternes linje.
  Baens politik kan opsummeres ved at bruge de samme tre ovenstående punkter:
  1) Elektroniske udgaver af Baens titler er ikke sjældne. Når der ses væk fra en meget lille håndfuld titler, som i de fleste tilfælde af nogle få litterære boer er belagte med kontraktlige restriktioner med hensyn til elektroniske udgaver, så fremstilles alle Baen-titler i elektroniske udgaver så vel som i papirudgaver.
  2) Bøgerne er billige. Hvor de fleste udgivere sælger ebøger til en højere pris end paperback-udgaverne, så gør Baen det modsatte - og køber man alle de ebøger, der udkommer i en given måned, er priserne langt lavere end det. Man kan købe en Baen-titel i elektronisk format for så lidt som 2.50 dollar - og kun de færreste koster mere end fem dollar.
  3) Og endelig, bøgerne er gjort så brugervenlige som muligt. Baen leverer teksten i fem populære formater og nogle af formaterne har overhovedet ingen kryptering. Der er ingen restriktioner for kundernes brug af bøgerne efter salget. De kan gøre med dem, som de vil, ganske som med papirbøger.
  Alt dette taget i betragtning, hvem vil så stjæle en Baen-titel? Hvor mange mennesker med tilstrækkelig intelligens til i det hele taget at kunne læse en bog vil bruge tid og kræfter på at finde en piratkopi af noget, de kunne få fat i lovligt, let og problemfrit på en kendt og stabil hjemmeside for fem dollars eller mindre? Og i en udgave, som er blevet professionelt behandlet og derfor ikke indeholder de hyppige tyrkfejl fra OCR'ingen, som de fleste piratudgaver har?
  Ja, nogen vil. Skøre kugler skal vi altid have iblandt os. Men der er ikke nok af dem til at de kan være andet og mere end et irritationsmoment.
  Mine følelser for disse såkaldte elektroniske pirater kan opsummeres som følger:
Kære undermålere, gør jer ikke ulejlighed med at ”piratere” mine bøger. Under alle omstændigheder lægger jeg dem alle gratis på nettet tre måneder efter, at de er udkommet i paperback. Fordi jeg så udmærket ved, at jeg genererer langt større salg fra den vidunderlige - og dødbillige - PR, end jeg mister til såkaldte pirater.
  Det er nøglen til hele sagen - som man vil se, igen og igen, i de efterfølgende essays. Man skal ikke håndtere problemet med ophavsretskrænkelse ved at bruge et håbløst - og politisk farligt - forsøg på at skabe større og større juridiske forhindringer for publikums adgang til læsestof. Det man skal, er koldt og køligt at forstå visse fundamentale økonomiske principper og rette ind efter dem. Gør man det, forsvinder problemet af sig selv.
   Og retter man ind, følger to andre ting. Den første er, at man får en noget større indkomst, end hvis retter sig efter DRM-profeterne. Det er en kendsgerning, at Baens måde at sælge ebøger skaber større profit per titel og større royalties til forfatterne end DRM-metoderne, som andre forlag bruger. Disse profitter er selvfølgelig stadig små sammenlignet med profitter og royalties fra papirudgaverne. Men det kan ikke være anderledes, så længe det elektroniske marked som helhed er lille og stynet.
  Det andet, der vil ske, er skabelsen af megen goodwill blandt kunderne, fordi DRM får disse samme kunder til at fråde. Og skønt det ikke er let at give en præcis vurdering af "goodwill" i et regneark, så tvivler intet fornuftigt menneske på, at værdien er et reelt - og stort - aktiv for ethvert firma.
  Vi kunne ikke have søsat dette magasin uden dette aktiv. Vi vidste fra begyndelsen, at det ville blive et sejt træk op ad bakke at skabe et vellykket science fiction netmagasin, som betalte bedre honorarer til forfatterne end noget andet magasin, fordi det elektroniske marked er så lille. Men vi sjussede også, at Baen Books igennem årene havde skabt tilstrækkelig megen goodwill og tillid blandt kernekunderne til at vi kunne få den nødvendige støtte til Universe Club, fordi vi ville udgive magasinet efter de samme veletablerede anti-DRM principper, som Baen altid har fulgt.
  Og det kom til at slå til. Omkring halvdelen af magasinets indtægter kommer fra klubben, mens den anden halvdel kommer fra abonnementer. Det er, hvad der til nu har gjort det muligt for os at overleve denne meget hårde opstartsperiode - og det er grunden til, at vi er sikre på, at vi får succes i det lange løb.
  Der er i hvert fald én ting, som alle må forstå. Den eneste grund til, at denne debat om DRM i forbindelse med e-tekster fortsætter, er ganske enkelt, at vore modstandere har, hvad der i realiteten er en religiøs tro og undertiden en lodret hysterisk blind tro på DRM's magiske kraft. Hvis vi taler om hvilken af de to forretningsmodeller, der har bevist sin overlegenhed i den virkelige verden med virkeligt økonomisk samkvem mellem mennesker, så er debatten overstået.
  Færdig. Forbi.
  Vi vandt, de tabte - og det var vild flugt.
  I mit næste essay vil jeg fortsætte behandlingen af dette spørgsmål. Og med "spørgsmål" mener jeg hele emnet om, hvordan elektronisk forlagsvirksomhed skal drives. I dette essay har jeg kun behandlet det negativt, om jeg så må sige, ved at afsløre de logiske absurditeter i argumenterne, der føres i marken for at fremme DRM. I næste essay vil jeg se på, hvordan elektronisk forlagsvirksomhed med den rette strategi kan yde modvægt mod mange af de vanskelige økonomiske problemer, som forlagsindustrien og dens forfattere og læsere er oppe imod.

***

Oversætterens anmærkninger:

Flint glemmer eller er uvidende om, at ordentlig hardware først er kommet på markedet her i 2008. Og denne mangel var/er en del af forklaringen.
Retur

Faktisk er der ikke kryptering overhovedet, men to af de fem tilbudte formater, er ”proprietære”.
Retur

Syvende salve

Det Uigennemsigtige Bogmarked

  I mit sidste essay, behandlede jeg spørgsmålet om det såkaldte netpirateri ud fra, hvad jeg kaldte et ”negativt” udgangspunkt, hvormed jeg mente, at jeg var tilfreds med at nedpande argumenterne, der fremsættes til fordel for DRM. I dette essay ønsker jeg at vende problemet rundt og nærme mig det fra et positivt standpunkt ved at undersøge, de mange måder en anti-DRM tilgang til elektronisk udgivervirksomhed kan hjælpe forfatteres og udgiveres situation.

   Lad mig begynde med at fremsætte to kategoriske påstande:
   1) Set fra eventuelle kunders synsvinkel, er markedet for bøger et af de mest uigennemsigtige markeder, der eksisterer.
   2) For hver dollar en forfatter eller udgiver måske/måske ikke taber på grund af elektronisk ophavsretskrænkelse – det der ofte gives den uhæderlige og/eller hysteriske etiket ”netpirateri” - vil de tabe mindst hundrede dollars på grund af bogmarkedets uigennemsigtighed.
  Hvad mener jeg med ”uigennemsigtigt” marked? Begrebet er simpelt nok og er nært knyttet til begrebet informationsasymmetri, sådan som det bruges af visse økonomer. Masser af økonomiske teorier er baserede på den antagelse – den meningsløse og absurde antagelse – at markedet er fuldkommen overskueligt for kunderne. For at sige det på en anden måde og med disse essays emne som eksempel, når Joe eller Jane Kunde går i byen for at købe en bog, har de på forhånd kendskab til alle tilgængelige bøger om det emne, de er interesserede i. Deres valg mellem Bøgerne A, B og C er et kvalificeret valg, som dels er baseret på pris, dels på det foretrukne format og dels på deres vurdering af de forskellige forfatteres viden og evner.
  At kridte banen af er nok til at vise antagelsens latterlighed. I den virkelige verden er situationen næsten den stik modsatte.
  I følge R.R. Bowker, firmaet der udgiver Books in Print-databasen i USA, blev der i 2003 udgivet omkring 175,000 nye titler i USA. Det er en ny titel omkring hvert tyvende sekund. Tallene for Storbritanien er mindre, men dog i samme størrelsesorden. Det bedste skøn er, at der i de senere år er blevet produceret mere end 100.000 titler i Storbritanien.
  Det er næsten en kvart million nye engelsksprogede titler, der produceres hvert år. Og for det tilfælde at man skulle være interesseret – der er jo den der evindelige skræppen op om ”læsningens tilbagegang” - så er tallet stigende, ikke faldende. Siden fremkomsten af fjernsynet - som mange hævdede ville afskaffe læsningen – er produktionen af bøger blevet firedoblet. Denne forøgelse er forresten større end befolkningstilvæksten. På verdensplan er vi gået fra en produktion på omkring en kvart million nye titler per år til en million, hvilket betyder en stigning fra 100 nye titler per million mennesker til 167 nye titler per million mennesker.
  Sagt på en anden måde, læser man én bog om dagen, vælger man tusinder andre bøger fra.
  Lad os sammenligne med bilmarkedet. Der produceres masser af biler hvert år, men der er ikke så forfærdelig mange nye modeller. Læser man bilblade og nogle forbrugertidsskrifter og måske et par bøger, vil man være rimeligt påklædt og vil kunne gå i byen i bevidstheden om at være en velinformeret forbruger, der er kvalificeret til at købe en bil til $15.000 eller snarere $20.000 eller $30.000. Men når man vil købe en bog til 25 dollars, kan man ikke forberede sig på samme måde.
  Grunden er ligetil. Der fremstilles seksogtres millioner nye biler hvert år, men der er relativt få nye modeller. Verdens største bilproducent fremstiller næppe mere end et par dusin.
  Men samtlige nye titler er nye modeller. Ikke totalt nye, selvfølgelig, siden de fleste bøger meget ligner andre bøger i samme genre eller om samme emne. Alligevel, det er i bogmarkedets natur, at hvert eneste produkt er unikt.
  Man kan helt bogstaveligt ikke gennemtrænge bogmarkedets tågebanker. Det vil være nødvendigt at bruge hvert vågent øjeblik på at læse boganmeldelser – og selv det ville ikke være nok, fordi boganmeldere – samtlige boganmeldere – ikke kan holde sig ajour med produktionen af nye titler.
  Bogmarkedet er kort sagt så uigennemsigtigt, som et marked kan være. Jeg kunne bemærke i forbifarten, at dette ikke er den mindste af grundene til, at forfatteres frygt for at blive ”piraterede” næsten altid er slet og ret fjollet. Når der ses væk fra et meget lille antal meget kendte forfattere som J.K. Rowling og Stephen King, så er forfatteres virkelige problem, at kun en meget lille procentdel af deres potentielle kunder i det hele taget har hørt om dem. Så hvor sandsynligt er det, at frådende horder af elektroniske pirater er ude på at plyndre deres værker?
  Næsten så sandsynligt som det er, at en sanglærke i en landevejsbar i Oklahoma vil opdage, at et pirateret bånd af hendes optræden går som varmt brød over hele landet. Ligesom det skete for Maria Callas! - et storhedsvanvid som hun dobler op ved at kræve, at barens ledelse fysisk skal kropsvisitere samtlige kunder for at sikre, at de ikke bærer skjult optagelsesudstyr.
  Lyder det dumt – næsten sindssygt? Jamen, det er netop det DRM handler om. Et krav fra samtlige forfattere, der støtter DRM – eller deres forlæggere – om at deres litterære modstykker til en gang klaverboksning i en obskur landevejscafe skal beskyttes mod kunderne med det elektroniske modstykke til kropsvisitering.
  Engang blev jeg i en debat spurgt om, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg opdagede at en af mine titler – måske dem alle! - blev piraterede vidt og bredt. Jeg lagde ud med det mest ekstreme, jeg kunne komme i tanke om.
  "De mener, jeg går ind i en drugstore og ser, at det sidste nummer af Time har mit ansigt på forsiden med en tekst, der siger 'Eric Flints værker pirateres over hele verden!' og en artikel indeni, der forklarer alt om, hvordan det skal gøres?"
  "Ja," kom svaret, hvilket viste, at min modstander ikke var den mest drevne debattør. "Hvilke forholdsregler ville De så tage?"
  "Well," sagde jeg, "det allerførste jeg ville gøre, ville være at slå på tråden til min ven Mike Spehar. Han er forhenværende pilot i luftvåbenet og jeg ville gerne have råd om, hvilken slags privat jet, jeg skulle købe for let at komme til og fra de villaer, jeg ville købe i Sydfrankrig og på kysten lige syd for Barcelona ...  Hm, måske et penthouse på Manhattan og et andet i Paris ..."
  Det var som at skyde fisk i en tønde.
  I den virkelige verden er de eneste forfattere – og for den sags skyld også musikere – der bliver ”piraterede” i større udstrækning, dem der allerede er kendte og bedst sælgende. (Og selv da resulterer ”pirateriet” formentlig bare i et øget salg. I det næste essay behandles dette nærmere.) Alle forfatteres store problem – og musikerne er i en næsten tilsvarende situation - er bogmarkedets uigennemskuelighed. Ja det gælder underholdningsmarkedet i almindelighed, selv filmindustrien. Sammenlignet med det problem er alle andre i småtingsafdelingens nederste skuffe.
  Det er derfor absurd for en forfatter eller forlægger at bakke op om DRM, når DRM ikke blot gør markedet endnu mere uigennemskueligt, men, værre endnu, fjerner det bedste redskab nogen forfatter har til at fjerne mørklægningen i det mindste en lille smule.
  Det er grunden til, at jeg i årevis har haft den politik at lægge samtlige mine titler på nettet i gratis elektroniske udgaver kort tid efter, at de er blevet genoptrykt som pocketbøger. Det lillebitte salg, jeg mister på grund af den politik, får jeg ti og tyvefold igen, fordi min større synlighed som forfatter er meget værd som PR.
  Dette er ikke den højere handelsvidenskab. Intet forbavser mig mere end at se de enorme anstrengelser, som mange forfattere gør sig for at promovere deres arbejder – og der er også store omkostninger i tid og penge – når de samme forfattere hårdnakket nægter at løbe ”risikoen” for at en eller anden af deres bøger bliver ”pirateret” elektronisk.
  Den mest almindelige form for promovering, som science fiction- og fantasy-forfattere foretager sig, består i at møde frem på science fiction-treff, og disse ”con'ner” er der hundreder af hvert år. I nogle tilfælde inviteres de som æresgæster eller toastmastere, i hvilket tilfælde arrangørerne betaler deres rejseudgifter og overnatning. Men i de fleste tilfælde betaler forfatterne selv. Og selv om arrangørerne betaler regningen, mister forfatteren stadig værdifuld arbejdstid.
  Regn på det. Rejsen tur-retur koster gennemsnitligt $400 og hotelopholdet yderligere $200 for en weekend. Dertil kommer $100 til mad og løse udgifter. Det er syv hundrede dollars. For at erstatte dette økonomiske tab – husker man mine tal for royalties i essay nr. 5? - må forfatteren sælge mindst et hundrede og syvogfirs eksemplarer udover, hvad der ville blive solgt uden PR-trippet. Og det forudsættes, at han/hun udgives i hardcover, og det forudsætter også, at salget af indbundne eksemplarer typisk overstiger ti tusind eksemplarer per titel, så at den højeste royalty-takst på 15% opnås.
  Rent faktisk gælder ingen af de to forudsætninger for de fleste forfattere. For en ny forfatter eller en deltidsforfatter, som kun udgives i paperback, hvor royalty er otte procent af prisen på bindet, dvs. at fireogtres cent per solgt eksemplar går til forfatteren, forudsat at prisen er de normale otte dollars for en paperback, skal der sælges tusind ekstra eksemplarer for at genindtjene omkostningerne ved promoveringsrejsen.
  For at promovere sig selv og deres bøger accepterer science fiction- og fantasy-forfattere rutinemæssigt – normalt flere gange om året, fordi de formentlig møder frem på mere end én con – et finansielt tab svarende til tyveriet af mellem flere hundrede og over tusind paperbacks – og alligevel stejler de over muligheden for at elektroniske ”pirater” måske vil hugge...
Tyve eksemplarer? Måske. Jeg vil gætte på, at det højest vil dreje sig om et halvt dusin.
  Og derved! - idet dumhed føjes til dumpekarakter i hovedregning – fraskriver de sig en promoveringsmetode, der er langt, langt billigere og formentlig mindst lige så effektiv.
  Indrømmet, jeg kan ikke bevise det, fordi ingen nogensinde har foretaget de nødvendige undersøgelser. (Og det vil aldrig ske, fordi en sådan kontrolleret undersøgelse vil koste et næsten astronomisk beløb.) Men jeg ved, og det i den grad, at alle mine titler som jeg lægger gratis på nettet – uden økonomiske omkostninger for mig selv og med kun en mindre investering i arbejdstid – øger mit salg mere end nogen con, jeg nogensinde har deltaget i.
  En sidebemærkning her. Jeg deltager i mindst et halvt dusin science fiction-con'ner hvert år – men jeg gør det ikke på grund af ”PR-effekten”. Jeg tror personligt, at den effekt er en ørkenspejling, og jeg vil meget henstille til enhver forfatter, der tror, at deltagelse i con'ner er en smart måde at øge salget på, at vedkommende overvejer de tørre tal, jeg kom med ovenfor. For at sige det så kontant som muligt, man kan ikke engang halvvejs tjene de penge tilbage, som man har tabt ved at promovere bøgerne. Javist, at deltage i en con øger salget.  Det gør det bestemt – med måske et eller to dusin eksemplarer. Halvtreds eller hundrede – højest – hvis man er æresgæst eller og derfor i centrum.
  Men det vil koste mere end indtægten fra det ekstra salg at møde frem, også selv om arrangørerne betaler udgifterne. Jo, det passer af den simple grund, at med ganske få undtagelser ønsker arrangørerne æresgæster, der ofte udgives. Og for en sådan forfatter er tabet af den arbejdstid, der går med deltagelse i et science fiction-treff, et økonomisk tab, der langt vil overstige det ekstra salg, som en deltagelse i træffet vil skabe. Ser man på de kolde kontanter, er det langt smartere at blive hjemme og skrive.
  Grunden, til at jeg deltager i con'ner, har intet med penge at gøre og promoveringen er blot en biting. Jeg har to grunde til at deltage i dem. For det første nyder jeg dem. For det andet så er den store ulempe ved at være professionel forfatter, at man tilbringer sit hele arbejdsliv med at tale med sig selv. Jeg har fundet, at det er godt for sjæl og psyke at drage af med et par måneders mellemrum og tilbringe nogle dage med at tale med mennesker, som jeg ikke kender og som jeg ikke har opfundet og hvis reaktioner over for mig er deres og ikke mine.
  Det er absolut pengene værd – men det er ikke min vigtigste måde at promovere mine bøger. Det sker på nettet, simpelthen ved at jeg giver så mange som muligt adgang til mine bøger.
  Det er sådan promovering altid har fungeret for forfattere. Den blev ikke opfundet på Internettet. Internettet og de elektroniske udgivelser har blot skabt endnu en måde at reklamere for en forfatters arbejde, og det er en særdeles let og billig metode.
  Denne oldgamle reklamemetode – som også er den mest pålidelige - kaldes "fair use" – og hvis man ser i mit fjerde essay, vil man se, at jeg skrev følgende:
  Det er sandt, at man ikke kan forudsige den rute, ad hvilken en lille vandstrøm vil flyde ned af et skrånende landskab, hvis der ikke allerede eksisterer vandløb. Men man kan forudsige med absolut sikkerhed, at hælder man vand på et skrånende terræn, det være sig nok så jævnt, så vil det alt sammen flyde nedad.
  Det er det samme med fair use. Ingen forfatter - og heller ikke tegneren i mit eksempel ovenfor - kan vide på forhånd, hvilke specifikke tilfælde af fair use af hans værker, der vil ende med at gavne ham personligt. Men hvad alle forfattere - og alle tegnere - kan vide med sikkerhed er, at et samfund, der tillader stor og vidtløftig fair use, vil skabe det største marked for dem alle.
  Jeg sagde i det essay, at jeg sidenhen ville vende tilbage til diskussionen om fair use og drøfte, hvilke fordele den giver såvel forfattere som læsere. Og nu vil man måske begynde at forstå, hvordan den virker.
  Også her er det såre enkelt. Bogmarkedet er så uigennemskueligt, at næsten alle bogkøbere uundgåeligt vil være meget forsigtige, når det drejer sig om bogkøb. Forsigtige i det mindste når det drejer sig om, hvilke forfattere de er villige til at bruge penge på, men ikke nødvendigvis når det drejer sig om, hvor mange penge de er villige til at bruge alt i alt.
  De har simpelthen intet valg. De har hverken tiden eller pengene – og især ikke tiden – til at gøre noget, der bare minder om en grundig markedsundersøgelse, for at finde ud af, hvilke forfattere de måske ville foretrække frem for andre forfattere. De kan ikke engang gøre det i et nichemarked som for eksempel science fiction og fantasy, og da slet ikke i bogmarkedet som helhed.
  Så, når vi ser væk fra nogle få eventyrlystne, så foretrækker de fleste læsere at holde sig til et lille antal forfattere, som de har lært, at de normalt kan lide. De vover sig sjældent ret langt ud af den gode grund, at folk normalt tøver med at bruge penge – og måske endnu mere med at bruge tid – på hvad der i realiteten er ”katten i sækken”. Medmindre de har en eller anden grund til at tro, at de vil nyde en ukendt forfatter, vil vedkommende helt enkelt blive ignoreret. År efter år efter år.
  Jeg opfordrer alle forfattere, der forsøger at diskutere betydningen af det såkaldte elektroniske pirateri med mig, til at foretage et lille eksperiment. ”Gå til den nærmeste store boghandel og anbring dig et sted, hvor der er udsigt til de hylder, hvor dine bøger står. Tæl derefter hvor mange osere, der i løbet af en time eller to ikke engang kigger på dine bøger. Glem dem, der tager bøgerne fra hylden, kigger på bagsiden osv. osv. og sætter dem tilbage igen. Jeg taler om mulige kunder, der helt og aldeles overser dig. Prøv det engang. Du vil opdage, at for hver potentiel kunde, som bruger blot et par sekunder på din bog, er der dusinvis, som vil gå forbi bøgerne uden så meget som at kaste et blik på dem.”
  Det er det bogmarkedets uigennemsigtighed handler om. Forfatternes virkelige problem er ikke tyveri, det er usynlighed.  For de allerfleste af deres mulige kunder eksisterer de simpelthen ikke.
  Dette gælder endog på en måde for de bedst sælgende forfattere, omend ikke i samme grad. Næsten alle læsende mennesker har hørt om J.K. Rowling eller Stephen King eller Tom Clancy eller Nora Roberts eller John Grisham. Men hvilken procentdel af deres potentielle kunder har aldrig læst dem?
  Svaret er 90% og opefter selv for de bedst sælgende forfattere. Af den ene eller den anden grund, selv om mulige kunder har hørt om forfatteren – i mange tilfælde fordi de har hørt om pågældende forfatter – vil de fleste af dem simpelthen ikke overveje at købe deres titler. Og i mange tilfælde på grund af totalt forkerte oplysninger.
  For at vende tilbage til mit eksperiment. Hvad man vil opdage, er, at alle forfattere taber flere mulige salg på en enkelt dag på grund af markedets uigennemsigtighed, end de taber på grund af ”elektronisk pirateri” gennem et helt år. Når landet ligger sådan, så er det almindelig snusfornuft at finde frem til metoder, der øger ens synlighed på markedet – og holde sig langt væk fra alt det, der forværrer uigennemskueligheden.
  Som for eksempel DRM.
  Jeg vil gå videre med dette i mit næste essay, hvor jeg vil gå i dybden for at påvise, at fair use altid har været forfatterens bedste ven, når det har drejet sig om at promovere sig selv og sine værker. Og jeg vil påvise at:
  1) Der ikke er noget, der er nyt eller uden fortilfælde ved den såkaldte fare for ”elektronisk pirateri”.
  2) Set ud fra en forfatters (eller en forlæggers) snævre privatøkonomiske synsvinkel, er en generøs og velvillig holdning over for fair use lige så fordelagtig, som den er for samfundet som helhed.
  3) Enhver forfatter eller forlægger, som støtter DRM, er, selv når man udelukkende går ud fra deres snævreste og mest selviske interesser ...
Uden evne til at tænke logisk. Og det er så venligt, som jeg kan sige det.
  I mellemtiden så tænk i de næste par måneder på uigennemsigtigheden. Forsøg mit lille eksperiment – og gå så på nettet og brug den samme time eller to på at finde piraterede udgaver af jeres bøger.
  Og lav så nogle simple regnestykker, hvor I opgør jeres tab i den ene kolonne med dem i den anden og ekstrapoler resultaterne over en periode af måneder og år. Hvis I derefter stadig er meget bekymrede med hensyn til ”netpirateri”, så kan jeg kun håbe, at der aldrig kommer ildebrand, der hvor I bor, for I vil selvklart bruge jeres tid på at overveje farven af de sokker, I skal have på, når I kommer på gaden i stedet for at komme ud af hytten i en fart.

****

Oversætterens anmærkninger:

Flint tager ikke højde for Amazons ”den der kunne li’ denne bog kunne også li’ den her.
Retur

”Con” er en forkortelse for for ”convention”. Det er amerikansk science fiction slang og den bruges også her i landet, hvor vi fra tid til anden har en ”Dancon”).
Retur

Ottende salve

Udslip

eller

Hvorfor Fair Use er Forfattere og Udgivere til Nytte

  I mit sidste essay skrev jeg, at jeg fortsat ville undersøge, hvorfor fair use er til fordel for forfattere og udgivere. Ja, jeg gik så langt som til at sige, at fair use altid har været forfatterens bedste ven. Og jeg fremsatte følgende to påstande:

  1) Der ikke er noget, der er nyt eller uden fortilfælde ved den såkaldte fare for ”elektronisk pirateri”.
  2) Set ud fra en forfatters (eller en forlæggers) snævre privatøkonomiske synsvinkel, er en generøs og velvillig holdning over for fair use lige så fordelagtig, som den er for samfundet som helhed.

  Før jeg begynder med den første af disse to påstande, må jeg begynde med at indlede mine bemærkninger med at diskutere et fænomen, jeg kalder ”udslip” (spillage). Så vidt jeg ved – bemærk, jeg vil ikke sværge på det – er jeg den første, der bruger det ord på den måde. Men jeg er på ingen måde opdageren af fænomenet. Det har været velkendt ikke bare af økonomiske teoretikere men endnu mere af dygtige sælgere.
  (Hvis man undrer sig over, hvorfor jeg opfandt mit eget ord i stedet for at bruge tid på at finde ud af, hvilket ord økonomerne bruger, så er der et trefoldigt svar. For det første er jeg doven. For det andet er det i alle tilfælde forfatteres opgave at finde på ord. Og for det tredje og sidste, så er grunden til, at vi normalt slipper godt fra det, at vi som oftest opfinder ord, der er bedre end hvad akademikere leverer. Så derfor.)
  Bilhandlere for eksempel er veteraner, når det drejer sig om udslip. En hvilken som helst bilsælger ved så udmærket, at han/hun ikke kan sælge en bil – ikke har en snebolds chance i helvede – medmindre den mulige kunde kan besnakkes til at foretage en prøvetur. Tror man mig ikke, så tænk over egne oplevelser i forbindelse med køb af en ny bil. Simpelthen bare alt, hvad sælgeren har sagt til dig, var beregnet på, so oder so, at få dig ind bag bilens rat og køre lidt rundt.
   Hvorfor? Fordi det er sådan biler sælges. Sandt nok, der er tilfælde, hvor en kunde kommer ind til en sælger med præcis viden om, hvad han/hun ønsker. Det sker .  .  . måske én gang ud af hundrede. Højst én gang ud af tyve. I et sådant tilfælde er der ikke andet at diskutere end farven og købsbetingelserne. Kunden behøver ikke – ønsker faktisk ikke – en prøvekørsel, fordi det blot vil spilde alles tid. De ved, at de ønsker et bestemt år og model af den bestemte bil.
  Med andre ord, når det en sjælden gang sker, er det, fordi bilkøberen allerede kender pågældende bil.
  Men det store flertal af bilsalg sker ikke før eller medmindre, at den potentielle kunde har udført en prøvekørsel. Enhver bilsælger i verden, som, hvis vi går ud fra det foreliggende bevismateriale, er ti gange smartere end de fleste forfattere og næsten alle forlæggere – for slet ikke at tale om de tumper, der kører musikindustrien - er fuldkommen klare over dette.
   Lad os nu stille et andet spørgsmål. Af de potentielle kunder der foretager en prøvekørsel, hvor stor procentdel af dem vil ende med at købe bilen?
   Jeg kender ikke svaret på det spørgsmål. Jeg tror ikke, at nogen kender et svar, der er baseret på en kontrolleret serie videnskabeligt udførte undersøgelser. Men alt hvad der er nødvendigt, er at tale med nogle få erfarne bilforhandlere for at få et tilnærmelsesvis korrekt tal.
   Det er en relativt lille procentdel. Ikke mikroskopisk, men langt under halvdelen. Et gæt er, at det ikke er mere end 20%. Jeg fandt frem til det tal på grundlag af mine egne erfaringer som bilkøber. Jeg er helt sikker på, at jeg i årenes løb har prøvekørt mindst fem biler, for hver bil jeg har købt – og det er, hvis vi indskrænker ”prøvekørsel” til prøvekørsel af bilforhandleres biler.
   I realiteten har jeg prøvekørt mindst halvtreds biler for hver bil, jeg har købt. Hver gang jeg har lejet en bil i en biludlejningsforretning, har jeg ”prøvekørt” en bil, fordi de mere end halvdelen af gangene giver mig en model, som jeg aldrig før har kørt i.
   Bilsælgere ved dette. De ved, at det er nødvendigt, at lade kunderne nyde en vis mængde ”fair use”, hvis man vil gøre sig håb om at sælge dem en vogn. Og det skønt - fra deres synsvinkel - ”fair use” koster dem lidt. Bevares, ikke meget. Men alligevel, der er lidt slid på en bil, hver gang den forlader bilhandlerens forretning, selv om det kun er den nødvendige bilvask. Og det er forhandleren, der betaler for benzinen, ikke kunden.
   Dette er, hvad jeg kalder ”udslip.” Det er en simpel grundlæggende metode, der bruges, når som helst man ønsker at sælge noget. Den bedste måde at forklare det på er denne:
  For hvert salg man har, hvor mange gratis ”smagsprøver” må man fordele for at opnå salget?
   ”Smagsprøvens” natur og beskaffenhed varierer fra produkt til produkt. Bilsælgere vil glade i sind lade mulige kunder prøvekøre en bil – men de vil bestemt ikke give hele biler væk gratis. Produktet er alt for dyrt til den form for udslip. På den anden side, mange fødevarefirmaer og næsten alle vinforretninger vil udlevere gratis smagsprøver af deres produkt. Enkeltvis er de smagsprøver ikke særligt dyre.
   Men uanset den specifikke måde, det gøres på, vil de fleste firmaer med detailkunder – og ganske mange firmaer, der sælger til andre firmaer – benytte ”udslip” helt rutinemæssigt.
   Og det gør forlagsindustrien også og har gjort det i århundreder. Jeg tror, at grunden til, at så mange forlæggere og forfattere er så meget mere tumpede i denne sag end bilsælgerne, er, at udslippets specifikke form i forlagsindustrien – intellektuelle kan bare det der med at gøre det lette svært – blev viklet ind i flotte og ofte legalistiske doktriner.
   Så vi taler om ”ophavsretsbeskyttelse” og gør det til en modsætning til ”fair use” – skønt ”fair use”, set i kolde kontanter, er hovedgrunden til at ophavsretsbeskyttelse giver kasse.
   Jeg vil være kategorisk. Mindst 90% af alt bogsalg, når vi ser væk fra lærebøger, begynder med fair use. Uden fair use – megen og vidtstrakt fair use – ville de bøger under alle omstændigheder ikke blive solgt.
   Grundene svarer til de grunde, der gælder for bilsalg, men de er ikke identiske. I forbindelse med bilmarkedet er forhandlerens hovedproblem prisen. Selv den billigste bil koster en stor del af køberens årlige indkomst, og derfor vil næppe nogen købe en bil uden en prøvekørsel, der om ikke andet sikrer, at kunden beslutter sig til at kunne li' den dyre kasse.
   I de avancerede industrielle lande er prisen, når der ses væk fra de befolkningens fattigste lag, ikke det store problem, når det drejer sig om bøger, musik og film. En indbunden udgave af en bog eller en CD eller DVD koster stort set det samme – et eller andet sted mellem $5 og $30 alt efter, hvor man køber den, om man køber den som ny eller brugt, tager den fra den almindelige hylde eller køber den på udsalg, osv. osv. For at sige det på en anden måde, det er billigere end et godt måltid på en god restaurant for to personer. Faktisk, hvis man køber billigt ved at vælge anmeldereksemplarer af DVD'er eller brugte CD'er eller bøger, behøver prisen ikke at være højere end prisen på et måltid for to i en fast food-bod.
   Økonomisk set, er der ikke de store problemer. Den virkelige hindring er underholdningsmarkedets uigennemskuelighed. Dette er endog tilfældet med film skønt ikke i samme grad som med bog- og musikmarkedet. Naturligvis, da film er så langt dyrere at fremstille end bøger eller CD’er, produceres der langt færre af dem inden for et givent tidsrum. Men der produceres stadigvæk flere film, end nogen, bortset fra gennemførte sofadyr med tykke tegnebøger, kan overkomme at se. Den potentielle kunde skal stadigvæk vælge mellem alt for mange alternativer uden at vide ret meget om de fleste af dem.
   Med bøger er situationen flere størrelsesordner værre. Og det er grunden til, at potentielle kunder normalt holder sig til et meget lille antal forfattere, hvis bøger de ved, at de kan li' – eller hvor der er gode chancer for, at de kan li' dem.
   Og hvordan ved de det? Ni gange ud af ti på grund af fair use. På den ene eller den anden måde er de på et eller andet tidspunkt stødt på Joe eller Jane Forfatter ved at udnytte fair use. De opdagede forfatteren i et bibliotek eller lånte en bog af venner eller slægtninge eller købte den i et antikvariat – eller, det mest almindelige, ved mund til øre fra andre mennesker, der havde udnyttet fair use.
   Fair use er langt, langt den vigtigste måde til – i hvert fald til en vis grad – at gøre bogmarkedet gennemsigtigt og det koster forfatterne og forlæggerne absolut ingenting. Et hvilket som helst forlag – og i endnu højere grad en hvilken som helst forfatter – der med reklamer ville forsøge at erstatte den promovering, de får gennem fair use, ville gå fallit på en måned. Punktum.
   Hvad der er forbløffende, er det antal forfattere og forlæggere, der ikke forstår dette – ja som betragter fair use som noget, der koster dem penge.
  Ja, det er forbavsende, men det er sandt. Jeg har hørt forfattere klage bittert over, at brugte bøger skadede deres indkomst, fordi de ikke får royalties af sådanne salg. Jeg har hørt forfattere klage lige så bittert over, at offentlige biblioteker gør det samme. For ikke længe siden var der et særligt grotesk eksempel på åndelig underudvikling. Patricia Schroeder, præsidenten for Association of American Publishers, rettede et angreb mod de offentlige biblioteker, fordi de var en kilde til ”elektronisk pirateri” på grund af deres afslappede holdning til lånernes brug af elektroniske tekster.
   Det måske største tilfælde af sådant forfatteridioti, som jeg personligt har overværet, skete for nogle få år siden på en science fiction-con, hvor forfattere signerede bøger.  Jeg var blevet anbragt ved siden af en midlist (=deltids) forfatter, da der skulle autograferes. Jeg syntes, at det var lidt synd for hende, fordi der var en næsten konstant kø af fans, der bad om min autograf, og i den første halve time var der slet ingen, der kom til hende. Jeg var fuld af sympati, for jeg kunne huske, at det ikke var så længe siden, at jeg selv var en næsten usynlig ny forfatter.
   Men endelig kom en eller anden hen til hende med et stort smil og lagde en af hendes titler på bordet til signering. Og så, efter at have studeret bogen et øjeblik, tabte forfatterinden besindelsen. ”Det er fra et restsalg (remaindered copy)! Jeg har ikke fået royalties fra dette salg. Nej, jeg vil ikke signere bogen.”
   Hun var så ideel en kandidat til Darwinprisen, som jeg nogen sinde har været ude for. Hun havde lige mistet en af sine få fans - for ikke at nævne, at de omkring ti mennesker, der stod i kø for at få min autograf, også hørte hendes udbrud. Jeg spurgte ikke, men jeg er temmelig sikker på, at hver eneste af dem skrev sig bag øret, at den forfatter skulle undgås i fremtiden.
   For de af jer der ikke kender begrebet ”remaindered copy”, så drejer det sig om et eksemplar af en bog, som en boghandel har besluttet at nedsætte til ekstremt lav pris. Afhængigt af ordlyden i en forfatters kontrakt, kan man i teorien få meget små royalties fra sådanne salg, men i den virkelige verden går forfattere ud fra, at et eksemplar af deres bøger på udsalgsbordet svarer til en brugt bog og at de ikke får nogen penge fra salget.
   Engang spurgte nogen mig om, hvordan jeg følte det, når jeg så et eksemplar af en af mine bøger på udsalgsbordet. (Næsten alle store boghandler har dem, normalt lige ved indgangsdøren.)
   Mit svar var todelt. For det første så jeg sjældent sådanne eksemplarer. Og det var uheldigt. Hvorfor? Fordi – læseren kan selv undersøge denne påstand ved at se på udsalgsbordet næste gang, han/hun kommer i en boghandel - det er normalt kun de bedst sælgende forfattere, som ender på det bord. Kun sjældent ser man en titel af Joe Aldrig-Hørt-Om-Ham, af den simple grund at boghandelen aldrig køber mere end et eller to eksemplarer af hans titler, hvorfor der bare ikke er en stor stak at sætte på udsalg.
   Forhåbentlig er det på dette tidspunkt gået op for læseren, at det forholder sig med stærkt nedsatte bøger - og brugte bøger og biblioteksbøger og bøger lånt af venner og slægtninge – ganske som med den såkaldte ”elektroniske piratering.” I en nøddeskal, jo mere populær en forfatter er, jo større er chancen for at vedkommende vil:
  a) Blive ”pirateret”.
  b) Blive sat på udsalg.
  c) Få sine bøger anbragt på bibliotekernes hylder.
  d) Blive solgt i antikvariaterne.
  e) Få sine titler på hylderne i de almindelige boghandler.
  f) Sælge eksemplarer af sine bøger overalt.
  g) Tjene godt.
 
   Jamen, det er ikke den højere videnskab. Jamen, hvorfor er det, at noget, som alle de påstået dybt vankundige bilsælgere forstår til fuldkommenhed, er totalt hinsides forfatteres, forlagsredaktørers og forlæggeres fatteevne? Folk som næsten alle har en eller anden universitetsgrad og nogen af dem har mere end det. Man kan ikke sælge bøger, medmindre man er villig til at lade publikum have masser af frie eller gratis eksemplarer. Ganske som man ikke som bilsælger kan sælge biler, medmindre man lader de potentielle kunder prøvekøre for sælgerens regning.
   NULNIX. Markedet er slet og ret for uigennemsigtigt til, at man kan forvente, at ret mange mennesker vil købe en bog ”sådan som de burde.”
   Det her er åbenbart, hvad en bogkøber burde gøre. De formodes at gå ind i en boghandel, ose langs hylderne og købe en bog udelukkende efter hvad der står på omslaget og måske efter at have læst et par sider på skrås.
   OK, det sker faktisk. Jeg har købt bøger på den måde. Det har læseren også. Men hvilken procentdel af bøgerne købes på den måde? Regn på det, det vil ikke tage længe. Skriv en liste over de bøger, der er ”købt” i en eller anden periode – og med købt mener jeg ”købt på den rette måde”, dvs. et nyt eksemplar, som forfatteren umiddelbart får royalties for – og regn så ud hvor mange du har købt, fordi du så dem i en boghandel, mens du osede. Og ikke vidste noget om forfatteren eller bogen, før du købte den.
   Svaret vil variere fra person til person. Men det vil aldrig være mere end allerhøjst 25% og for de fleste vil det være 10% eller mindre. Kendsgerningen er, at langt den største andel af køb af nye bøger direkte eller indirekte sker som resultat af fair use.
   For at vende tilbage til det spørgsmål jeg blev stillet, så var den anden del af mit svar dette:
  Hvad jeg gerne ser, er eksemplarer af mine bøger alle mulige steder, som ikke umiddelbart giver mig nogen indkomst. Det kan være i et bibliotek, i et antikvariat, på et udsalgsbord eller de går blot fra hånd til hånd. Fordi jeg ved, at dette ”udslip” eller ”spild” er det nødvendige smøremiddel, der får dette meget uigennemskuelige marked til at fungere, og det er det min indkomst afhænger af. Det er dette udslip – dette halvmørke af gratis og billige eksemplarer, om man vil – der muliggør alt det øvrige.
   Hvad jeg ikke ønsker at se, er, at mine bøger står døde på hylderne, fordi de ikke sælges. (Eller på bibliotekarisk, at de ikke lånes ud.)
   De forfattere, der har ondt af, at deres bøger kan findes i antikvariater eller i biblioteker, skulle bekymre sig om noget helt andet.
   Dødens sande pølse for forfattere er denne:
   Brugtbogshøkerne vil ikke købe deres bøger, fordi de ved, at de ikke kan sælge dem.
   Bibliotekerne køber ikke deres bøger, fordi de ved, at lånerne ikke vil låne dem.
   De almindelige boghandlere vil ikke anbringe bøgerne på deres udsalgsborde, fordi bøgerne blot vil samle støv. Så man kan lige så godt spare sig noget besvær og sende bøgerne til makulering.
   Og hvad bestemmer om dette sker? Det gør forfatteren. Det er forfatterens opgave at skrive bøger, der er gode nok – eller i det mindste for tilstrækkeligt mange mennesker er gode nok – til at de, uanset hvordan det enkelte eksemplar af en given bog sælges eller distribueres, giver tilstrækkelig omsætning, til at distributørerne vedblivende kan distribuere med fordel.
   Set fra denne synsvinkel, er DRM i realiteten et krav fra forfattere og forlæggere om at ebøger skal sælges i ubrudt indpakning. Det er i sin kerne et krav om, at deres levebrød skal beskyttes ved at gøre det så vanskeligt som muligt for en potentiel køber på forhånd at vide, om de rent faktisk ønsker at købe bogen.
   Og hvis det lyder dybt underligt, så er det det også. Det er det stik modsatte af, hvad forfattere og forlæggere burde gøre – i hvert fald hvis det er deres ærlige overbevisning, at den bog, de har skrevet eller udgivet, er god. Hvilket de normalt gør. Hvad min industri så ellers har af fejl og mangler, så siger jeg for sande, at den sjældent fremstiller produkter, den anser for møg. (Naturligvis kan læseren mene, at denne eller hin bog er noget møg, men det er meget sjældent, at forfatteren betragtede bogen som dårlig, da han/hun skrev den.)
  Når det er sådan, hvorfor så kræve den ubrudte indpakning. Det er dumt. Slet og ret dumt. Jeg ønsker, at så mange mennesker som muligt er bekendte med mine bøger - af den simple grund, at jeg er sikker på, at tilstrækkelig mange af dem vil synes om dem, så at det direkte eller indirekte giver mig en indtægt.
   Ikke alle vil synes om dem. Ingen bog i denne verden, Biblen medregnet, har behaget alle sine læsere. Og hvad så? Hvis det endelig kommer til det, så foretrækker jeg meget, at folk bliver klar over, at de ikke kan li' mine bøger uden at skulle betale for denne viden. Hovedgrunden, til at jeg lægger alle mine bøger gratis op på nettet efter en vis tid, er naturligvis håbet – eller rettere min viden (falsk beskedenhed er bare ikke mig), om, at en god procentdel af de mennesker, der læser disse gratis eksemplarer, ender med at købe enten pågældende titel eller også noget andet, jeg har skrevet. Men en del af grunden er også, at jeg ønsker, at de, der ikke synes om mine bøger, skal finde ud af det gratis.
   Hvorfor? Fordi jeg ikke er dum. Hvad mange forfattere overser, er, at mund-til-øre virker i begge retninger. Den virker ikke altid positivt. En eller anden, som har fattet stærk uvilje mod en bestemt bog, vil formentlig give den mening videre til sine venner og familie.
   Til en vis grad er dette uundgåeligt. En succesrig professionel forfatter lærer hurtigt, at man skal være tykhudet. Det er absolut sikkert, at en eller anden vil hade ens bøger – og vil sige det offentligt.
   Men en smart forfatter er klar over, at det er let at undgå det meste af problemet, hvis man benytter fair use i udstrakt grad. Det er én ting, hvis nogen læser ens bog og bliver enig med sig selv om at bogen er dårlig. Det er noget ganske andet, hvis pågældende læser også føler, at han eller hun er blevet taget $25 i fuppen for at finde ud af dette. I det første tilfælde vil vedkommende formentlig bare trække på skulderen. I det andet tilfælde vil læseren formentlig gøre gengæld ved at misrekommandere Joe Forfatter over for alle inden for hørevidde.
   Det er faktisk sket for mig, at læsere, der ikke syntes om en af mine bøger, alligevel anbefalede den til andre. Dels fordi de forstod, at ikke alle har samme smag, og at deres ven måske ville synes om den. Og dels fordi bogen var frit og gratis tilgængelig på nettet. Så ikke blot opdagede de omkostningsfrit, at de ikke kunne li' min bog, men de kunne også forklare deres venner, at de gratis kunne finde ud af, om de kunne li' den.
   Ved at fremme fair use i forbindelse med mit arbejde i stedet for at være imod den, har jeg i årenes løb indgået en slags uformel aftale med mine læsere. Med min fan-skare om man vil, idet man bør holde sig in mente, at det er et meget vidt og udflydende begreb. Hvad jeg mener, er, at ikke alle mine bøger har de samme salgstal. Langt fra. Og det gælder for de fleste forfattere.
   Min populæreste titel, 1632, har i skrivende stund solgt over hundrede tusind eksemplarer – og jeg mener ”rigtige” salg, hvor jeg har fået royalties. Det betyder løseligt anslået, at mellem en kvart million og trekvart million har læst den bog, fordi der altid er flere, der læser en bog uden at betale, end folk der betaler. Mine mindst populære titler har et samlet salg i hardcover og paperback på omkring femten til tyve tusind eksemplarer.
   Det er kort sagt en stor beundrerskare. Den kommer ikke op i en størrelse, der bare ligner for eksempel Stephen Kings fanskare, men stor nok til at jeg kan arbejde som fuldtidsforfatter.
   Men nu har de mere begejstrede af disse beundrere - eller i hvert fald mange af dem - fundet ud af, hvordan de kan skaffe sig et eksemplar af et af mine værker. Min forlægger og jeg gør dem tilgængelige til mange priser. Med andre ord, der er masser af udslip.
   Hvis man virkelig ønsker en af mine bøger så hurtigt som muligt og hvis den udgives af Baen Books - og det bliver de fleste - kan man enten købe en elektronisk Advanced Reader Copy til $15 eller købe månedens samlede e-bogstilbud til samme pris i Webscriptions.
   Elsker man ikke elektroniske udgaver, så kan man vente et par måneder og købe den indbundne udgave til omkring $25.
   Har man et begrænset budget eller bare et nærigt gemyt – undskyld, økonomisk sans – kan man vente lidt længere, indtil den samme hardcover dukker op på det lokale bibliotek. Og man kan sikre sig, at den kommer, ved at plage bibliotekaren, indtil den bliver indkøbt. Og gør det venligst.
   Foretrækker man at eje sit eget eksemplar, men ikke at betale prisen for den indbundne udgave, kan man vente halvandet år til. Så udkommer paperbackudgaven til en pris af $7.99 - eller man kan købe hardcoverudgaven antikvarisk for omtrent samme pris.
   Ønsker man en gratis udgave, kan man blot vente yderligere nogle få måneder, hvorefter jeg vil lægge en gratis elektronisk udgave på nettet.
   Et eller andet sted i det interval kan en hvilken som helst kunde finde en plads – uden at hverken jeg, mine forlæggere eller kunderne behøver at føle sig stødt på manchetterne.
   Og bare gæt.
   Jeg bliver kun sjældent ”pirateret.” Det sker fra tid til anden, men på listen over mit livs problemer står det et godt stykke under de knægte, der skriver grafitti på min garage eller smider affald ind i min have på vej til og fra skolen to husblokke væk.
   Hvorfor skulle nogen stjæle fra mig? Når vi ser bort fra, at det kræver en ikke ringe arbejdsindsats med kun ringe profit, så er der den ikke ubetydelige sag, der hedder ”goodwill” i et forretningsregnskab. Sagen er, at de fleste mennesker er rimeligt hæderlige. Ikke perfekte, bevares, men de er langt, langt fra at være de horder af savlende tyveknægte, som musik- og filmindustrien gør den amerikanske befolkning til. (Personligt vil jeg mene, at det er et klassisk tilfælde af ”tyv tror, hver mand stjæler”).
   De fleste mennesker er af naturen indstillede på at sætte pris på forfattere. De ved så udmærket, at forfattere ganske som andre må tjene til brødet. Som udgangspunkt er de ikke prædisponerede for at stjæle fra en forfatter – medmindre pågældende forfatter (eller hans forlægger) behandler dem som forbrydere. Det er, når vi kommer til det punkt, at en forfatters kunder bliver hede i kammen og begynder at mene, at ophavsretskrænkelse er den medicin skiderikken har brug for.
   Jeg behandler ikke mine læsere som forbrydere. Tværtimod går jeg ud fra, at de er ærlige mennesker og jeg gør mig enhver anstrengelse for at gøre mine bøger tilgængelige i en lang række bekvemme formater, med forskellige priser, hvor alle kan finde én som passer til deres pengepung.
   Jeg ville gøre det under alle omstændigheder, simpelthen fordi jeg afskyr den modsatte opførsel. Som jeg engang noget uhøfligt formulerede det for en literary agent (ikke min), som jeg hørte beklage sig over, at blinde i følge lovgivningen har krav på eksemplarer af bøger uden royalty, ”Den dag jeg ikke kan tjene mit brød som forfatter uden at jokke på de blinde, er den dag, jeg atter bliver en ærlig maskinarbejder.” Medmindre man er helgen, kan man ikke komme gennem livet uden at lave lort fra tid til anden. Men det er ingen undskyldning for at stræbe efter at være en skid.
   Men selv når man ser koldt, kassemæssigt og egoistisk på tingene, så betaler det sig. Javist, jeg taber lidt salg her og der, men til gengæld får jeg massevis af gratis avertering, simpelthen fordi jeg har opbygget stor goodwill blandt den del af det læsende publikum, der har hørt om mig.
   Er det for indviklet? Hvilket ord i sætningen ”behandl folk som slyngler og de vil med garanti leve op til det” er uforståelig?
   Som altid når det drejer sig om ophavsret i almindelighed, er dette blevet udmærket forklaret for over 150 år siden af Macaulay. Jeg vil atter citere den passage:
  Jeg vil kun sige dette, at hvis lovforslaget, som vi behandler, vedtages og volder blot en tiendedel af de onder, som det er beregnet på at volde og som jeg stærkt forventer at det vil volde, da vil der snart være en medicin mod det, skønt af en meget slet art. Ganske som de tåbelige love, der forbød salget af vildt, i realiteten ophævedes af krybskytten, ganske som mange tåbelige toldlove i realiteten ophævedes af smugleren, på samme måde vil denne lov blive ophævet af piratforlæggere. I øjeblikket har ophavsretsindehaveren den offentlige mening på sin side. De, der træder ophavsretten for nær, regnes for slyngler, der tager brødet ud af munden på dem, der har et berettiget krav. Alle er glade for at se loven lægge bånd på dem og tvinge dem til at tilbagebetale deres uretmæssige fortjeneste. Ingen uberygtede handlende vil have noget at gøre med så skændige forretninger. Vedtages denne lov, så vil denne følelse forsvinde. Mænd af en helt anden støbning end den nuværende slægt af piratforlæggere vil snart bryde dette utålelige monopol. Store pengesummer vil hele tiden blive brugt til at bryde loven. Ethvert kneb vil blive brugt til at undgå retsforfølgelse. Og hele nationen vil være medskyldig. Hvilken part vil offentligheden holde med, når spørgsmålet er, om så populære bøger som Robinson Crusoe eller Pilgrim's Progress skal være i enhver hytte eller kun i rigmænds biblioteker for at berige sønnesønnen af en forlægger som for hundrede år siden gjorde en ubillig handel om ophavsretten med forfatteren, der var i stor nød? Husk på, at så snart det ikke længere anses for at være forkert eller vanærende at gå litterær ejendom for nær, så ved ingen hvor det vil ende. Offentligheden skelner sjældent så nøje. Den gode ophavsret, der nu er i kraft, vil dele skændsel og fare med den nye, som I nu er ved at skabe. Og I vil opdage, at I ved at forsøge at oprette ubillige hindringer for genoptrykningen af de dødes værker, i høj grad vil have ødelagt de hæmninger, der nu forhindrer de levende i at blive bestjålet og snydt.

   Behandl folk som slyngler og de vil opføre sig som slyngler. Behandl dem med respekt og gør dit bedste for at give kunderne det ønskede og de vil også opføre sig ordentligt. Det er så simpelt som det.

****

   Men naturligvis er det aldrig så simpelt som det – simpelthen fordi mennesker kan og vil skræmme sig til døde ved at opfinde talløse scenarier, der beviser, at den ovenstående visdom er ved at blive forældet.
   Så i mine næste essays vil jeg behandle de to almindeligste - og i parentes bemærket rationelle - indvendinger mod min tilgang til problemet.
   Den første er denne:
   Hvad der virker for én forfatter, vil ikke virke, hvis de alle bruger metoden. For at sige det på en anden måde, det er måske sandt, at hvis nogle få forfattere bruger gratis eller billig netdistribution, nyder de fordel, fordi det hjælper dem med at gennemtrænge uigennemskueligheden i bogmarkedet. Men hvis alle forfattere benytter metoden, sænker tågerne sig atter – og alt vil være som før, bortset fra at alle forfattere vil være gået ned i indtægt.
   Dette er på ingen måde et dumt argument. Faktisk er det overfladisk set meget nær ved hovedargumentet, som fagforeningerne kommer med om nødvendigheden af kollektive forhandlinger. Giver man alle de enkelte ansatte ”aftalefrihed”, så at de enkeltvis kan forhandle sig til, hvad de kan trække ud af en arbejdsgiver, så vil arbejdskøberne uundgåeligt bruge de svagest stillede ansatte til at bestemme løn og andre goder.
   Det er absolut sandt, og som en livslang tilhænger af (og gammel aktivist i) fagforeningerne, er jeg tilhænger af kollektive forhandlinger.
   På samme måde, fortsætter argumentet, hvis nogle få forfattere begynder at uddele deres arbejde gratis, fordi de får en øjeblikkelig PR-effekt ud af det, så tvinges før eller senere alle forfattere til at gøre det samme simpelthen for at kunne konkurrere – og alle forfattere vil få en indkomstnedgang. Også den idiot af en strejkebryder, som startede det hele, fordi han var for dum til at kunne se det uundgåelige resultat.
   Problemet er, at det er en fuldkommen falsk analogi. Forfattere er ikke i samme situation som fabriksarbejdere af netop de grunde, der skaber bogmarkedets uigennemsigtighed, hvilket jeg vil forklare i det næste essay.
   Den anden indvending er denne:
En anti-DRM tilgang til elektronisk udgivervirksomhed vil måske fungere ganske udmærket så længe det store bogmarked er et papirmarked. Under disse forhold vil eventuelle tab i det elektroniske marked blive mere end modsvaret af ekstra indtægter i papirmarkedet, som er langt, langt større. Men før eller senere bliver elektroniske udgivelser det dominerende format for forlagene – og til den tid vil den samme dumme forfatter, som troede, at det var en god ide at promovere sine bøger på nettet, opdage, at han skar halsen over på sig selv.
   Sådan er det så ikke, hvad jeg vil bruge en del tid på at forklare.

****

Niende Salve

Skrivekunstens Økonomi

  Jeg afsluttede mit sidste essay med at opstille to store indvendinger mod princippet med at bruge gratis eller billig distribution af en forfatters bøger som reklamemetode, en metode som jeg selv er tilhænger af og bruger.

  Så i mine næste essays vil jeg behandle de to almindeligste - og i parentes bemærket rationelle - indvendinger mod min tilgang til problemet.
   Den første er denne:
   Hvad der virker for én forfatter, vil ikke virke, hvis de alle bruger metoden. For at sige det på en anden måde, det er måske sandt, at hvis nogle få forfattere bruger gratis eller billig netdistribution, nyder de fordel, fordi det hjælper dem med at gennemtrænge uigennemskueligheden i bogmarkedet. Men hvis alle forfattere benytter metoden, vil tågerne atter sænke sig – og alt vil være som før, bortset fra at alle forfattere ville være gået ned i indtægt.
  På samme måde, fortsætter argumentet, hvis nogle få forfattere begynder at uddele deres arbejde gratis, fordi de får en øjeblikkelig PR-effekt ud af det, så vil før eller senere alle forfattere blive tvunget til at gøre det samme simpelthen for at kunne konkurrere – og alle forfattere vil få en indkomstnedgang. Også den idiot af en strejkebryder, som startede det hele, fordi han var for dum til at kunne se det uundgåelige resultat.

   De to indvendinger er tæt forbundne og de er begge – selvom fortalerne ikke forstår det – baseret på den antagelse, at der er lighedstegn mellem en forfatters arbejde og det lønarbejde, som kan organiseres af fagforeninger og ofte er det. Argumentet er, at forfatteren, der lægger sine værker gratis på nettet, i realiteten er strejkebryder.
   Lad mig begynde med det gensvar, der ligger ligefor. Forfattere strejker ikke, og hvordan kan en forfatter bryde en ikke-eksisterende strejke? Men der er et underliggende argument, som er, at uanset om der er strejke eller ej, så vil en arbejder, der går med til at arbejde for mindre end normallønnen, presse lønnen for alle arbejdere i pågældende industri.
   Hvis dette er tilfældet, hvorfor er dette princip irrelevant i forbindelse med mit forslag? Med andre ord, hvorfor vil en generel uddeling af mange gratis værker skrevet af mange forfattere på nettet ikke resultere i en almindelig indkomstnedgang for forfattere af fiktion? Det turde være indlysende, at hvis kunderne ved, at de kan få gratis læsestof, så bliver de mindre villige til at betale for det. Eller hvis de er villige til at betale, så vil de ikke være villige til at betale så meget som førhen.
   Ja, argumentet synes stensikkert – men det er lige så stensikkert forkert. Det er faktisk så hullet som en svejtserost.
   Lad os starte med det basale problem ved at sætte lighedstegn mellem forfattere og lønarbejdere. Det simpelt nok: Med undtagelse af de forfattere, der arbejder for engangsbeløb, så er forfattere overhovedet ikke lønmodtagere.
   Folk spørger mig ofte om, hvad jeg synes bedst om i forbindelse med at tjene mine penge som en fuldtidsforfatter, der udelukkende arbejder for royalties. (Dvs. at jeg ikke arbejder for engangsbeløb).
   Jeg tror, at de oftest forventer, at jeg vil svare noget i retning af at ”Det er rart at kunne udføre kreativt arbejde, som jeg kan li' at udføre.” Og, ja, det er min næstvigtigste grund til at nyde mit arbejde. Men det er langtfra den vigtigste. For det første fordi det under alle omstændigheder ikke ville være sandt. Den ide, at ”ikke-kreativt” arbejde er kedeligt og ensformigt, er tredobbelt forkert. Bevares, at stå ved den samme maskine og foretage de samme få bevægelser time efter time dag efter dag er kedsommelighedernes kedsommelighed. Og jeg har arbejdet i et slagteri, hvor arbejdet var lige så hårdt og ensformigt. Men jeg har også i lange perioder udført yderst faglært arbejde, hvor intelligens og kreativitet var nødvendige. For den sags skyld, ufaglærte arbejdere kan også udføre arbejde, hvor det er nødvendigt at bruge hovedet til at tænke med, og det sker ikke sjældent.
   OK, det arbejde, jeg nu udfører, interesserer mig mere. Men hovedgrunden, til at jeg holder af at være fuldtidsforfatter, er kort og sjæleråt, at -
Jeg ikke har nogen overordnet. Jeg behøver ikke at stemple ind og ud. Så længe jeg tilstrækkeligt regelmæssigt leverer tilstrækkelig meget produkt af tilstrækkelig god kvalitet til mine kunder – og det skal alle, der arbejder for føden - så er min tid min egen og jeg skal ikke stå til regnskab for nogen.
   Eller for at skære det ud i pap, jeg er ikke længere lønarbejder.
   Set gennem en økonoms briller er jeg en lille uafhængig forretningsmand. Nå ja, det er en en-mandsforretning, men dem er der mange af rundt om i verden. Forfattere er på ingen måde de eneste af slagsen.
   Deraf følger, at det ikke bare er vrøvl, men direkte uhæderligt, at forsøge at sætte lighedstegn mellem forfattere og lønarbejdere. Når forfattere er selvstændige, så er det vås og endog vitterligt vås, når forfattere sætter lighedstegn mellem sig selv og lønarbejdere. Lighedstegnet forsøger at skjule ulighedstegnet, forsøger at tilsløre en meget afgørende forskel.
   Grunden, til at lønarbejdere har brug for en fagforening, er oftest, at de kan udføre hinandens arbejde. Dette er tilfældet, selv når arbejdskraften er yderst kvalificeret eller der er for lidt af den. Selv den mest kvalificerede maskinarbejder - eller luftpilot eller flyveleder for at bruge andre eksempler – kan erstattes. Ikke let, måske, men det kan gøres.
   Derfor, hvis man tillader ukontrolleret konkurrence mellem arbejdere, vil man uundgåeligt se en generel lønnedgang. Og hvis man ikke tror mig, kan jeg kun svare med et skuldertræk og foreslå, at læseren studerer arbejdsmarkedets historie siden den industrielle revolutions frembrud for to hundrede og halvtreds år siden. Så skulle sagen være indlysende for alle, der ikke er på fortrængningsholdet.
   Mit arbejde er imidlertid ikke noget, der kan gøres af andre.  Jeg bliver for det første ikke betalt af en arbejdsgiver. For en forfatter er en forlægger ikke en overordnet – selv om den enkelte forfatter normalt kun udgives gennem ét forlag. Et forlag er reelt en service, som forfatteren kontraherer med for at få sit arbejde fremstillet og distribueret. Men en forfatters indkomst kommer ikke fra forlaget. Det kommer fra salget af forfatterens arbejder, som deles mellem forfatteren og forlaget efter de betingelser, der er skrevet i kontrakten for en bestemt bog.
   Kort sagt, min indkomst kommer fra royalties, ikke fra arbejdsløn. Disse royalties kommer igen fra salget af mine bøger til mine kunder – eller ”fans” som kunder normalt kaldes i underholdningsindustrien. I sidste ende er der tale om en økonomisk relation mellem mig og mine fans, og intet som helst andet. Alle de øvrige involverede - forlæggere, distributører og boghandlere - er slet og ret mellemmænd.
   En forfatters fans - eller beundrerskare - kan være lille eller stor. I mit tilfælde er den stor nok til at salget af mine bøger tillader mig at arbejde fuldtids. For de fleste andre forfattere er dette ikke tilfældet. Kun de færreste er sådan stillet. De fleste udgivne forfattere får kun en biindtægt fra deres forfattervirksomhed. Og selv de forfattere, der udgives regelmæssigt, tjener sjældent nok til, at de kan leve som fuldtidsforfattere.
   Det er naturligvis denne kendsgerning, der giver så mange forfattere den vrangforestilling, at de er stillede som lønarbejdere. Men de sammenblander et økonomisk magtforhold med den specifikke relation mellem arbejdssælger og arbejdskøber. Ja, det er sandt, at fordi de fleste forfattere ikke sælger særlig godt, så kan forlagene skalte og valte ved dem eller bare hælde dem ud. De opfører sig ikke altid på den måde. Der er mange eksempler på, at forlag anstrenger sig for at lagerføre en forfatter, selvom vedkommende ikke sælger særlig godt, eller i det mindste anstrenger sig en tid. Men det er sikkert og vist – især nu om stunder, hvor forlagsvirksomheden domineres af store korporationer i stedet for som i gamle dage at være en industri domineret af uafhængige forlag, at det er langt mere almindeligt, at dårligt sælgende forfattere droppes af forlagene.
   Det er hårdt sagt, og hvad så. Det samme gælder for alle underholdningsindustrierne. For hver filmstjerne, der kan tiltrække millioner af dollars til produktionen af en film – som i realiteten bestemmer om filmen skal produceres – er der tusinder af deltidsskuespillere, der forsøger ikke at blive hægtet af. For hver topatlet med millionindtægt er der tusinder, der forsøger at komme ind i varmen. For hver topsælgende sanger eller musiker gælder det samme.
   Men man skal ikke af den grund konkludere, at de basale økonomiske relationer i en given underholdningsindustri bestemmes af deltidsaktører og efterabere. For sådan er det ikke. Snarere, og stik modsat hvad der gælder i industrier, der er domineret af lønarbejde, så er de basale økonomiske relationer dikteret fra arbejdskraftens øvre ende. Elsk det eller ikke, det er superstjernerne og de andre mest profitable underholdere, der først og fremmest bestemmer lønsummens størrelse og hvordan den skal fordeles.
   Hvorfor? Af den helt enkle grund, at når det kommer til stykket, så er det dem, der trækker publikum til billethullet. Ikke deres ejere, som ganske enkelt ikke er ejere eller bestemmer farten.
   Publikummere kom og købte billetter for at se Michael Jordan spille basketball eller for at se Reggie Jackson eller Nolan Ryan spille baseball. De kom ikke for at se team-ejerne sidde og trone i det høje.
   Folk betaler billetter eller køber DVD'er for at se Will Smith eller Tom Hanks eller Meryl Streep eller Julia Roberts. Nogen tiltrækkes også af filminstruktørens navn, men jeg kan forsikre om, at antallet af publikummere i salen, der interesserer sig en pløk for filmens producere, kan tælles på en hånd – og der vil normalt være fem fingre tilovers. Det samme er i endnu højere grad tilfældet med folk, der overværer musikopførelser.
   Det samme gælder som regel for bogkøbere. Næsten alle læsere kender navnet på den forfatter, hvis bog de læser. Kun én af hundrede vil bemærke navnet på forlaget. Der er naturligvis undtagelser, men ikke mange. Inden for science fiction har nogle få forlag udviklet en så markant personlighed, at i det mindste nogle læsere tiltrækkes af forlagsnavnet og at en endnu større procentdel bemærker forlaget. Men selv her er hovedgrunden til forlagets eller magasinets synlighed, at man udviklede eller tiltrak et meget populært hold af støt leverende forfattere.
   Og det er grunden til, at det er idiotisk at sammenligne uafhængige arbejdere i underholdningsindustrien med lønarbejdere. Den enkelte lønarbejders identitet forsvinder i arbejdsprocessen. Normalt skal den faktisk forsvinde, for ellers vil slutproduktet være defekt. Da jeg arbejdede som maskinarbejder, så skulle alle aksler, jeg fremstillede på drejebænk, og hvad jeg i øvrigt fremstillede, være totalt identiske med alle de andre tilsvarende dele. Hvorfor? Fordi det kunden betalte os for, var et produkt med ganske bestemte mål. Uanset hvor kreativt det var at finde ud af, hvordan produktet skulle fremstilles, så blev den enkelte arbejders kreativitet druknet i selve produktet.
   Det modsatte er tilfældet i underholdningsindustrien. Uanset filmproducenternes ønsker – og de ønsker undertiden inderligt – så er livets kolde kendsgerning, at producenterne ikke bare kan udskifte én skuespiller med en anden. De kan ikke producere en ”Tom Hanks film” uden Tom Hanks. De kan ikke sige til skuespilleren Tom Hanks, at hvis han ikke vil acceptere minimumsløn, så vil en anden Tom Hanks blive ansat.
   Nuvel, en filmproducent – eller en forlægger eller ejeren af et sportsteam – kan beslutte, at han vil tjene lige så meget, hvis han skriver kontrakt med en anden skuespiller eller forfatter eller atlet. Men så har han at gøre med den skuespiller eller forfatter eller atlet. Og han vil stadigvæk skulle forhandle ud fra den enkelte aktørs markedsværdi.
   Så, i tidens løb er visse standardkontrakter blevet etablerede i de enkelte underholdningsindustrier. For at bruge kommerciel fiktion som eksempel, så er standardkontrakten for alle forfattere (undtagen dem der får engangsbetaling) royalty-mæssigt som følger:
   For en hardcover titel får forfatteren 10% eller 12.5% eller 15% af den pris, der står på omslaget for hvert solgt eksemplar. Forskellene bestemmes af salgets størrelse: en forfatter får 10% for de første 5000 solgte eksemplarer, 12.5% for de næste 5000 og 15% for resten. For en mass market paperback er procenten 8% for alle solgte eksemplarer indtil hundrede og halvtreds tusind og 10% derefter. For trade paperbacks er der en lidt større variation i betingelserne, nogle forlag betaler samme procenter som for hardcover - men den almindelige tommelfingerregel er, at forfatteren får 7.5% af standardprisen på de solgte eksemplarer.
 Disse etablerede procenter er ikke og blev ikke fastlagt af de mindre sælgende forfattere. De blev hen ad vejen fastlagt mellem forlagene og deres bedst sælgende forfattere eller agenterne for disse. Og efter at være blevet etablerede, blev de almindelige i hele forlagsindustrien for alle forfattere. (Det er sandt at nye forfattere ofte må sælge deres første roman til lidt under standardvilkårene, for eksempel 6% og 8% for paperback-royalties i stedet for 8% og 10%. Men det er noget, der går over, so oder so. Kan bøgerne ikke sælges, løser problemet sig selv. Men hvis de sælger, får forfatteren snart standard-procenterne.)
   OK, det er de grundlæggende økonomiske kendsgerninger. Lad os nu gå tilbage og se på det stillede spørgsmål.
   Når disse specifikke økonomiske relationer er det givne, hvad er så netto-effekten på forfatteres indkomst som helhed, hvis nogle forfattere begynder at uddele nogle af deres bøger gratis i elektronisk format?
   Den første og mest indlysende virkning er, at pågældende forfattere bliver mere kendte for det læsende publikum. Og som resultat af, at de er bedre kendt, får de normalt et større salg.
   Jeg vil understrege, at jeg ikke gætter her. Det her er bevist i den virkelige verden over en årrække af forskellige forfattere, hvoraf jeg blot er én.
   Jeg kan demonstrere dette konkret ved at bruge to af mine romaner som eksempler.
   Den første bog jeg lagde på nettet til behagelig gratis nedhentning - det var faktisk det første bind i Baen Free Library - var min første roman, Mother of Demons.
   Mother of Demons blev udgivet i september 1997 og den blev kun udgivet i en mass market paperback udgave, sådan som det var praksis dengang for forfatteres første udgivne romaner. (Og for de fleste science fiction-romaner forresten.)
   Salget var til at begynde med ikke dårligt - godt nok til at forlæggeren var villig til at antage mere arbejde fra mig, men på ingen måde spektakulært. Efter to år – og efter to år har de allerfleste bøger solgt næsten alt, hvad de kan sælge – havde bogen solgt lidt over ti tusind eksemplarer med et sell-through på 55%. (”Sell-through” betyder den procentdel af afsendte bøger, som boghandlerne får solgt). Det var lidt over middel for en førstegangs science fiction-roman, men kun lidt.
   På det tidspunkt - helt ærligt til dels fordi jeg vidste, at jeg ikke havde meget at tabe – lagde jeg Mother of Demons på nettet til gratis nedhentning i Baen Free Library. Efter at have diskuteret sagen mente både Jim Baen og jeg selv, at det ville være et interessant eksperiment. Jim var overbevist om, at en forfatter ikke ville kunne tabe ved at gøre noget sådant og meget vel ville kunne tjene på det, og jeg var villig til at være forsøgskanin.
   Hvad der derefter skete i de mange næstfølgende år, er både fascinerende og belærende. Her er mine royalty-tal for Mother of Demons, for hver successiv royalty-periode. (For de uvidende, der er to halvårlige royalty-perioder i forlagsverdenen. Som hovedregel slutter perioderne den 30. juni og den 31. december).

  Man skal nok være forfatter for at forstå, hvor unormale disse tal er. Her er de grundlæggende tommelfingerregler for salget af kommercielle udgivelser:
Regel Nummer Et:   80% af alt salg vil ske i de første tre måneder efter udgivelsen.
Regel Nummer To:   Derefter styrtdykker salget.
Regel Nummer Tre:  Efter få år – næsten altid mindre end fem og normalt kun to eller tre – er slaget så lavt, at det ikke længere kan betale sig for en forlægger at betale de nødvendige lagerudgifter til at bevare bogen på markedet.
Regel Nummer Fire: Sell-through bliver sjældent bedre med tiden og normalt sker der en forværring.
    Men for Mother of Demons gælder ingen af disse regler.
   Regnet til og med den sidste royalty-periode, næsten ni år efter at romanen oprindelig udkom, er mere end halvdelen af salget sket efter den oprindelige salgsperiode. Næsten 60%.
   Skønt ingen anden periode bare nærmede sig den første periodes salgstal, var der derefter ingen synlig nedgang før juni 2005. I de første seks år, til slutningen af 2004, solgte bogen gennemsnitligt 873 eksemplarer per periode. Derefter, selv den klare nedgang, der fandt sted efter seks år, synes bare at have fastlagt et nyt niveau for salget. I de to efterfølgende år er det gennemsnitlige salg faldet til 515 eksemplarer. Men det ”gennemsnit” har ikke haft nogen svingninger og bestemt ingen nedgang.
   I skrivende stund, 29. august 2007, er jeg blot tre dage fra tiårsdagen for udgivelsen af Mother of Demons. Bemærk venligst, det var min første roman og den har været frit og gratis tilgængelig på nettet i en elektronisk udgave i de sidste syv år - og den har i den tid altid været på lager.
   Er I klar over, hvor usædvanligt det er for en forfatters første roman stadig at være på lager ti år efter udgivelsen? De præcise procenttal er ukendte, men de ligger utvivlsom på under fem procent og formentlig på under én procent.
   Inden længe - jeg vil tippe omkring et år fra nu af - vil det oprindelige oplag af Mother of Demons være blevet solgt. Normalt, og det gælder selv for langtidsholdbare romaner, er dette tidspunktet, hvor forlæggere beslutter sig til at droppe bogen. Selv om salget er støt, er det bare ikke stort nok til at retfærdiggøre et nyoptryk. Det skyldes massemarkedets økonomiske forhold. Det er ikke umagen værd, at trykke mindre end fem tusind eksemplarer, og forlæggere foretrækker mindst ti tusind. Selv med de solide eksisterende salg af Mother of Demons, vil det tage for mange år at sælge så mange eksemplarer.
   Men det ligger imidlertid sådan, at Mother of Demons ikke vil forsvinde ud af lagerkataloget. Toni Weisskopf, som efterfulgte Jim Baen som Baen Books’ forlægger efter Jims død sidste år, fortalte mig for et par måneder siden, at hun havde planer om at udgive et begrænset hardcover oplag af romanen. Et begrænset oplag, men det kan lade sig gøre med en bog, der har småt salg men solidt salg.
   Så altså. For næsten otte år siden lagde jeg min første roman på nettet til gratis nedhentning – og som et resultat deraf fik den sit største salg efter oplæggelsen, og den sælger stadig godt nok til at forlæggeren vil optrykke den i en hardcover-udgave.
   Ingen ved, hvilken procentdel af førstegangsromanerne, der ikke forsvinder ud af forlagskatalogerne de første ti år og derefter bliver genoptrykt i hardcover. Men det er formentlig en tiendedel af én procent.
   Samme mønster kan ses få linjer nedenfor. Det drejer sig om en anden af mine romaner, men før jeg kommer dertil, så lad mig lige indsparke en fodnote. Den næste roman, jeg vil behandle, er 1632. Og det er den første roman i, hvad der endte som en populær serie i mange bind. Seks romaner og seks antologier skulle være i lagerkatalogerne i januar 2008. Visse, der er uenige med mig i disse sager, vil påstå, at det fortsatte salg skyldes dette og ikke det faktum, at bogen har været på nettet til gratis nedhentning i årevis.
   Pladder – og jeg ved at det er pladder, fordi Mothers of Demons ikke er en del af nogen serie. Det er en stand alone roman, som ikke har nogen efterfølger, der kan skærpe appetitten til den første bog i serien.
   Her er royalty-tallene for 1632, som første gang blev udgivet i februar 2000 som hardcover. Den udgave blev efterfulgt af en paperback-udgave, der udkom præcis et år senere i februar 2001. Jeg har glemt den præcise dato, da jeg lagde romanen på nettet til gratis nedhentning i Baen Free Library, men det var i samme år.
   NOTA BENE. Jeg bruger kun paperback royalty-tal, fordi det til vort formål er disse tal, der er de vigtige. En roman, der først udkommer i hardcover fulgt af paperback genoptryk, vil se en næsten total opbremsning af hardcoverne, så snart paperbackudgaven udkommer. Og derfor kan man ikke bruge royalty-tallene for hardcover-udgaven til at bedømme bogens levedygtighed.

  Bortset fra den første salgsperiode, der endte 31. december 2001, skete alle disse salg efter, at jeg havde lagt romanen på nettet til gratis nedhentning.
  Vi ser det helt samme mønster. Som før ligger den første periode i top.  Men sådan er det bare for næsten alle bøger, og bestemt for romaner. (Reglerne for lærebøger, som undervisningsanstalter bruger, er naturligvis en anden sag. Men kun få nulevende forfattere har en hærskare af lærere og professorer til at tvinge studenterne til at købe deres bøger.)
  Men tallene i denne tabel er unormale i forlagsverdenen. De fleste salg skete efter den oprindelige periode. Og resultatet er endnu mere slående end det var med Mother of Demons. Til og med den sidste royalty-periode har 1632 solgt næsten 95.000 eksemplarer i pocketbogsformat. To tredjedele af det salg skete efter den bedst sælgende periode og efter at bogen blev lagt op på nettet til gratis nedhentning for publikum i en elektronisk udgave på en velkendt web-side.
   Der har ikke været den samme støtte forøgelse af sell-through, som vi så med Mother of Demons. Men det er, fordi 1632 startede med 85% og hurtigt kom op på 90%. Spørger man en erfaren udgiver eller forlagssælger, vil man få at vide, at et halvfems procents sell-through er så højt, som sell-through kan være i den virkelige verden. Et ”perfekt” sell-through på hundrede procent er kun teoretisk muligt – og det ville under alle omstændigheder ikke være ”perfekt”. Sandheden i ære, jeg har aldrig været glad for, at 1632 har haft et så fænomenalt sell-through i alle disse år.
   Ja OK, fint nok, hvis man er i blærehjørnet. Men kendsgerningen er, at et sell-through i de højder afspejler en flaskehals forårsaget af det faktum, at de elendige distributører – læser de aldrig deres egne tal? – ikke bestiller tilstrækkelige eksemplarmængder. Jeg ville langt hellere se sell-through falde til firs eller endog halvfjerds procent, hvis det betød, at større ordrer og derfor større cirkulation for bogen.
   Men hvis vi ser bort fra mit brok, så er den kendsgerning, at 1632 har bevaret et omkring halvfems procent sell-through i årevis, på trods af, at den har været frit tilgængelig på nettet i en elektronisk udgave, i sig selv et bevis på, at påstanden om, at oplægningen af gratis elektroniske udgaver på nettet skader en forfatters salg, er rent sludder.
   Bemærk endvidere, at salgstallene ikke er gået ned efter den første salgsperiode. Efter perioden, der sluttede i december 2002 – for næsten fem år siden - bliver 1632 ved med at sælge periode efter periode uden nogen større nedgang i salget. Der er udsving fra periode til periode, men alt i alt er der ingen nedgang. Salgsgennemsnittet for de halvårlige perioder i disse fem år er 6,645 eksemplarer – og salget i den sidste periode var over gennemsnittet.
   En del af forklaringen er selvfølgelig, at 1632 er første del af en lang serie. En af tommelfingerreglerne i forlagsindustrien er, at det første bind i en lang serie altid sælger bedre end alle de senere bind. Af den simple grund at de læsere, der ankommer til serien i midten og som er glade for den bog, de faldt over, typisk vil gå til begyndelsen af serien for at få forhistorien. I mindre udstrækning gælder dette også de senere bind i serien.
   Så, hvis man ser på salgstallene over en lang periode, opdager man næsten altid, at salget går nedad, efterhånden som serien skrider frem. Bemærk, dette er relativt, ikke absolut. Med en storsælgende serie ville alle bindene vise øgede salgstal. Men de første bind, og især den første del af serien, vil altid sælge mere end de senere bind.
   Fint nok. Men jeg tror, at det er absurd at påstå, at romanens gratis tilgængelighed på nettet ikke havde noget at gøre med det.  Og det er endnu mere absurd at påstå, at den gratis udgave på en eller anden måde skadede bogens salg.
   Jeg vil nu komme med to meget kategoriske påstande:

 1) Det er idiotisk - ren sindssyge – at anklage mig for at være en ”strejkebryder”, som presser hele forfatterstandens lønsum, når jeg tjener mere end 99% af dem. I de sidste få år har min bruttoindkomst som forfatter været på omkring $150,000. Indkomsten er faktisk langsomt stigende. Det anbringer mig bestemt ikke i samme kategori som de virkeligt topsælgende forfattere som John Grisham eller Robert Jordan eller Nora Roberts – for slet ikke at tale om J.K. Rowling – men det anbringer mig i den øverste ene procent af forfattere, herunder science fiction and fantasy-forfattere.
   For at sige det på en anden måde, så kunne man lige så godt - og lige så idiotisk – beskylde en af de store baseballspillere for at presse lønnen for spillerne i de små ligaer. Eller at beskylde etablerede karakterskuespillere med regelmæssigt arbejde for at presse lønningerne for statisterne og skuespillere, der måske måske ikke har en enkelt replik. (Og karakterskuespiller (character actor) er for resten, hvad jeg er, hvis man vil bruge Hollywood som analogi. Jeg er ikke en af de store stjerner, men jeg har arbejde nok og tjener det dobbelte af dagens amerikanske middelindkomst).
  2) Det er lige så idiotisk – ja atter ren sindssyge – at påstå, at min politik med at lægge mine bøger gratis på nettet efter en vis tid, skader min indkomst og derfor alle andre forfatteres indkomst. Tværtom, det stik modsatte sker.
   Det var så det om min strejkebrydervirksomhed.
   OK, dette essay er nu over fem tusind ord langt og jeg vil tage en pause til næste nummer af magasinet i december. Jeg tror, at jeg i passende grad har massakreret teorien om strejkebryderiet, men der er stadig reservepåstanden. Som går ud på det her:
   OK, klovn. Så du er ikke strejkebryder. Men du er et rovdyr, og værre end det, du er et rovdyr, som invaderer en økologi, som ikke er vant til dine metoder. Det der sker her, er, at de store salgstal, som du praler med, sker fordi du sælger på bekostning af andre forfattere, som ikke lægger deres bøger gratis på nettet. Og i sidste ende vil du, som alle andre amokkende rovdyr, ende med at æde dig ud af sagaen. Den dag kommer, hvor du og dine efterlignere har klemt så mange forfattere ud, at forlæggerne vil kunne klemme dig til at acceptere lavere betaling.
   Der er så mange logiske svigt i denne påstand, at jeg har brug for et helt essay til at behandle dem. Men nu jeg slutter af, vil jeg blot opfordre læserne af denne klumme til fra tid til anden i de næste to måneder at tænke over to simple sager.
   Hvor er det skrevet, og i hvilken hellig skrift, at kagen kun er så og så stor? Zero sum. Og at den enes brød derfor er den andens død. Tværtimod, det er omvendt. Og det vil mit næste essay handle om.

****

Tiende Salve

Om Katte og Sække

   I dette essay vil jeg behandle det andet af de argumenter, der ofte føres i marken mod en afslappet holdning over for fair use i forbindelse med netpublicering. I mit sidste essay vil jeg mene, at jeg mere eller mindre udtværede påstanden om, at min og mange andre forfatteres politik fører til direkte nedgang af forfatterindtægter. Men der er stadig problemet med langtidsvirkningerne af denne politik.
   Modstandernes sædvanlige argument er i en nøddeskal, at mens gratis uddeling af en forfatters værker meget muligt kan give en øjeblikkelig fordel for pågældende forfatter, så vil langtidsvirkningen være negativ for alle forfattere. Og i sidste ende også for de forfattere, der følger den politik.
   Logikken er klar nok. Hvis det er sandt, som jeg siger, at forfatteres værste fjende er publikums ukendskab til dem, så følger deraf, at enhver forfatter, der bruger gratis netdistribution eller billig distribution af deres arbejder, i det mindste til en vis grad overvinder deres obskuritet og derfor får øget salg. Men det følger også, at de kun kan få øget salg ved at kannibalisere salgstallene for de forfattere, som ikke gør deres bøger tilgængelige på nettet. Deres gevinst er de andres tab - og det skulle være klart, at på sigt taber alle. Hvis vi går ud fra, at alle forfattere er tvunget til at følge politikken, så sker der bare det, at alle forfattere atter kommer i den situation, som denne politik skulle fjerne. Det er ikke opnået andet end, at et tågeslør, der er skabt af markedets uigennemsigtighed, er erstattet af et ocean af skrigende reklamer.
  Dette er ikke så dumt, som det ser ud ved første øjekast. For det er sandt, at for megen synlighed, hvis den bliver universel, er lige så blændende for potentielle kunder som for lidt synlighed. Vi har alle været et sted, hvor vi blev overvældet af reklamer. Mennesker vil typisk reagere ved at overse dem alle.
   Så man vinder intet i det lange løb ud over, at fortjenesten, som forfattere kan forvente, bliver mindre.
   Sagt på en anden måde, en politik som virker fint nok, hvis kun få forfattere følger den, vil ikke fungere, hvis alle begynder at bruge den.
   I dette argument er der tre fejlagtige antagelser.
   Den første er, at markedet for skreven tekst - i hvert fald for fiktion – ligger fast. Hvis det er tilfældet, vil den ene forfatters større salg – opnået ved aggressiv markedsføring på nettet, være blevet opnået på andre forfatteres bekostning.
   At fremkomme med denne antagelse skulle være nok til at vise dens dumhed. Fiktionsmarkedet er i realiteten et af de mest variable, der findes. Og ikke kun det, det er tyndt og meget umættet. En ny undersøgelse klager (nu igen) over, at amerikanerne i snit kun læser fire bøger om året, hvoraf de færreste er fiktion. Hvis vi forudsætter fuld hardcoverpris - $25 – per bog, og det er bestemt for højt sat, fordi det meste af den solgte fiktion består af paperbacks, så betyder det, at den almindelige voksne amerikaner bruger $100 eller mindre om året på fiktion.
   Hvilket igen betyder, at købet af fiktion er så ringe en del af den almindelige amerikaners budget, at det let kunne tidobles uden at belaste budgettet. Det er ikke mere end de fleste husholdningers udgifter til biografbesøg.
   Men gennemsnit som disse betyder ikke det store, fordi de fleste bogkøb i den virkelige verden foretages af en relativt lille procentdel af befolkningen. Skønnet over dets størrelse varierer, men det ansættes aldrig til mere end tyve procent af den voksne befolkning og normalt nærmere ved femten. Ser man væk fra de voksne, som aldrig læser bøger - det er omkring femogtyve procent af befolkningen - så er i følge en undersøgelse foretaget af Associated Press-Ipsos det gennemsnitlige bogsalg på syv bøger om året.
   Men selv det betyder ikke meget, for selv om tre fjerdedele af den voksne befolkning køber alle bøgerne, så købes størstedelen af disse bøger af en meget mindre procentdel. Forfatteres og forlæggeres levebrød afhænger af de omkring femten procent af befolkningen, som er mere eller mindre konstante læsere. Folk som læser mindst én bog om måneden, ofte en bog om ugen, og nogen af dem læser mere end det.
   Før jeg går videre, er jeg nødt til at aflive en myte, så at den ikke kommer i vejen. Der er en vidt spredt og ofte fremsat myte, der går ud på, at læserskaren i Amerika er på retur på grund af den moderne elektroniske underholdningsindustri. For at citere AP-Ipsos undersøgelsen: ”Analysts attribute the listlessness to competition from the Internet and other media.”
   Analytikerne har uret, og grunden til deres vildfarelse er - og det gælder ofte for sociale analyser af alle slags – at de savner historisk perspektiv. Sandheden er, at den amerikanske befolkning aldrig – ikke på noget tidspunkt, ikke i tre hundrede år – i gennemsnit har været særligt læsende. Og når den læser, har den foretrukne læsning for de fleste amerikanere altid været enten religiøse tekster - mest Bibelen – eller selvhjælpslitteratur.
   Sådan var det i 1900, længe før Internettets fremkomst. Det var sandt i 1800, før der var brugbar elektricitet. Det var sandt i 1700, før nogen i det hele taget vidste, hvad elektricitet er.
   Kort sagt, amerikanernes læsevaner skyldes den måde, den amerikanske kultur historisk har udviklet sig, det er det hele. Forskellige lande har forskellige læsevaner, skabt af deres historie. Russere for eksempel har altid været langt mere læsende end amerikanerne.
  Jeg vil ikke gå videre med dette, fordi det er et sidespring i forhold til essayets hovedemne. Som simpelthen er dette:
   1) Der er helt klart enorme muligheder for at øge mængden af amerikanernes bogkøb. (Og også enorme muligheder i andre nationer – men jeg koncentrerer mig om amerikanerne, fordi de stadig udgør det største marked for engelsksproget nichefiktion som science fiction og fantasy).
   2) Af alle de faktorer, der bestemmer, hvor meget en bestemt amerikaner læser, er ”konkurrence” mellem forfattere så ubetydelig, at det er fjollet i det hele taget at tage den i betragtning.
   Hvilket bringer mig til den anden fejlagtige antagelse. Det virkelige forhold mellem forfattere er ikke og har aldrig været af konkurrencemæssig art. Eller for at sige det lidt mere præcist, den konkurrence, der måtte være, overskygges totalt af de mange måder, hvorpå forfatteres bøger komplementerer og fremmer hinanden.
   Den reelle virkning af, at en forfatter bliver berømt og vildt populær, er ikke og har aldrig været, at de andre bliver knust. Snarere vil pågældende forfatters popularitet fremme tilsvarende forfatteres karrierer. Den skaber, hvad man kunne kalde en ny undergenre i fiktionsmarkedet - eller oftere – gør den en eksisterende genre mere populær. Og som følge deraf vil de fleste forfattere, der skriver i samme undergenre, have stigende salg.
   Vi har for nylig set en så slående demonstration af denne sandhed, som man kan forlange. Hvad var virkningen af J.K. Rowlings fænomenalt populære Harry Potter-serie på salget af andre ungdomsforfattere, som skrev fantasy? Tværede hun dem ud? Tilintetgjorde hun deres karrierer som en anden Ghengis Khan? Slet ikke. Tværtimod fik mange af disse forfattere en meget stor stigning i salgstallene på grund af Rowlings popularitet.
   Og det er ikke et isoleret tilfælde. Tværtimod, det er det normale mønster og det har det været gennem hele historien. For at give et andet eksempel, Anne Rices meget populære vampyrserie gjorde, at fabrikationen af vampyrromaner blev til en ikke helt lille industri. For at give endnu et eksempel, populariteten af Tom Clancys techno-thrillere skabte (næsten alene) techno-thriller undergenren.
   Jeg kunne blive ved og ved. J.R.R. Tolkiens Lord of the Rings medførte, at fantasygenren fra at være en relativt lille undergenre til science fiction blev sin egen særskilte undergenre, der i dag sælger langt bedre end science fiction. Trilogiens virkning blev yderligere fremmet af genudgivelsen af Robert E. Howards gamle Conan-historier, men de blev kun genudgivet, fordi Tolkien havde demonstreret, at der var et uhyre stort marked for fantasy.
   Lige meget hvor man ser, finder man det samme fænomen. De banebrydende krimihistorier af Edgar Allen Poe og Arthur Conan Doyle knuste ikke krimigenren. De skabte den og genren blev hurtigt udvidet af sådanne store krimiforfattere fra den såkaldte ”Krimiernes guldalder” som G.K. Chesterton, Agatha Christie, Mary Roberts Rinehart, Patricia Wentworth, Georges Simenon, Dorothy Sayers, Rex Stout, Dashiell Hammett, Raymond Chandler og mange andre.
   Konkurrerede disse forfattere med hinanden? Nej, de komplementerede hinanden. Deres samlede synlighed gjorde krimigenren til den store genre den er.
   Det samme fænomen er grundlaget for min egen succes som forfatter. I skrivende stund har jeg skrevet eller været medforfatter til omkring femogtyve romaner. (Nej, jeg kan ikke huske det nøjagtige tal og jeg vil ikke bruge tid på at undersøge sagen. Der er to kriterier for, om man er en succesrig kommerciel forfatter. Det ene er, at man ikke umiddelbart kan huske, hvor mange bøger, man har fået udgivet. Det andet er, at man opdager, at mindst halvdelen af ens indkomst kommer fra royalties og ikke fra forskud.)
   Jeg skriver i mange undergenrer i science fiction og fantasy, men den tredjedel af mine bøger, som er kontrafaktuelle historiske romaner, giver mig det meste af mine indtægter. Det drejer sig mest – men ikke udelukkende - om 1632-serien.
   Den mest kendte forfatter til kontrafaktuelle historiske romaner i dag er Harry Turtledove, fordi han har været aktiv i genren i halvandet årti. Han er selvfølgelig ikke den eneste. Andre velkendte forfattere af kontrafaktuel historieskrivning er blandt andre mig selv, Steve Stirling og forfatterteamet Newt Gingrich og Bill Fortschen. Ikke at forglemme, at Philip Roth, der normalt betragtes som en finlitterær forfatter og ikke som en genreforfatter, for ikke længe siden har fået udgivet en kontrafaktuel historisk roman (The Plot Against America), hvis salg har været langt større end hvad de etablerede forfattere i undergenren har.
   Jeg betragter ikke og har aldrig betragtet Harry Turtledove - eller Steve Stirling eller Gingrich/Forstchen eller for den sags skyld Philip Roth – som min ”konkurrenter”. Så snotdum er jeg ikke. I den virkelige verden vil det være langt rigtigere at sige, at min egen succes skyldes Harry Turtledove, end at påstå at min succes er blevet ”hindret” eller ”sinket” af ham. Det var Harry, der mere end nogen anden både beviste over for forlæggerne, at der var et stort marked for kontrafaktuelle historiske romaner, og i ikke ringe grad skabte markedet. Jeg havde det store held, at jeg ankom på scenen, da kontrafaktuelle historiske romaner var en genre med hastigt voksende popularitet, og da jeg har studeret historie, var jeg under alle omstændigheder prædisponeret for den slags fiktion.
   Efter at have kippet med flaget for Harry, tvinger min afsky for falsk beskedenhed mig til at tilføje, at jeg bestemt ikke har snyltet på ham. Min egen popularitet som forfatter af kontrafaktuelle historiske romaner - sammen med Steve Stirlings popularitet og Newt Gingrich/Bill Forstchens og mange andres - har ændret denne undergenre fra det one-man show, den næsten var i halvfemserne, til den meget store og populære undergenre den er i dag. En af virkningerne af den ændring er, at Harrys karriere er blevet fremmet. Hans karriere er bestemt ikke blevet truet af den.
   Enhver forfatter med blot tre hjerneceller ved, at dette er sandt. Så hvorfor synes så mange af dem at tabe hovedet, når denne simple sandhed bliver bragt i anvendelse på Internettet og på elektroniske udgivelser? Hvorfor i alverden kan nogen tro, at den større synlighed, som nydes af forfattere, der promoverer sig aggressivt på nettet, kan skade nogen anden forfatter?
   Synlighed er synlighed, uanset hvordan man opnår den. Om det er gennem gode salg af papirudgaver, kostbare reklamer, medieomtale – eller aggressiv brug af gratis og/eller billig distribution - nettovirkningen vil være den samme. Ved at tiltrække flere læsere til Forfatter A, vil salget af tilsvarende romaner af andre forfattere også blive promoverede. Ikke så meget, bevares, men intet forhindrer dem i at følge samme politik.
   Udtrykket ”højvande løfter alle både” er blevet meget misbrugt. På mange økonomiske områder passer det overhovedet ikke. Men det er sandt, når det drejer sig om forlagsvirksomhed. I hvert fald når det drejer sig om underholdningslitteratur. (For salget af for eksempel studiebøger eller religiøse værker gælder andre forhold.)
   Endelig er der en tredje fejlagtig antagelse i argumentet. En af de ting, der gør sig gældende for kommercielle udgivelser af underholdningslitteratur, er, at netop fordi markedet er så uigennemsigtigt for potentielle kunder, så er der et enormt spild. ”Spild” forstået på den måde, at en meget stor del af den tid og de penge, som kunderne bruger på at læse, ender med at være spildt.
   Hvorfor? Fordi de køber en bog og opdager, at de ikke kan li' den. Når det drejer sig om faglitteratur, som ofte købes af praktiske grunde, kan ondt gøres værre, hvis det opdages, at bogen ikke indeholder, hvad kunden troede eller håbede.
   Jeg er personligt overbevist om, at denne side af handelen med bøger – et fænomen, som er velkendt for mig og enhver anden person, der har købt mere end nogle få bøger - er det største problem i forbindelse med bogkøb.
   Det hedder at købe katten i sækken.
   Problemet er bestemt ikke prisen. Når der ses væk fra et meget lille antal meget dyre bøger, som normalt enten er tekniske tekster eller samlerudgaver i begrænset oplag, så er udgiften til en almindelig bog - ja, selv hardcovers – småtterier for den almindelige kunde, som er tilstrækkeligt veluddannet til at kunne læse regelmæssigt. Studenter er den store undtagelse, men selv studenter er som regel i stand til at få råd til det, de virkelig ønsker.
   Bevares, hvis nogen køber masser af bøger, så kan det udgøre en stor del af budgettet. Men den enkelte bog koster ikke det store.
  En hardcover her i tiden koster gennemsnitligt omkring $25. Det er, hvad det sådan cirka koster to mennesker at gå i biografen, hvis man medregner popcorn og sodavand. Og for de penge får de to timers underholdning. Når vi ser bort fra et lille antal hurtiglæsere, så vil en almindelig roman give langt flere timers underholdning end det.
   En paperback koster otte dollars. Det svarer til et måltid for to i en fastfood-kæde – og det er normalt mindre end det.
   Nej, det er ikke prisen. Det virkelige problem er, at folk har haft for mange dårlige oplevelser med at købe en bog og derefter opdage, at det ikke var det, de ønskede. Enten fordi de fandt ud af, at de ikke kunne lide forfatterens måde at fortælle en historie på, eller fordi bogen viste sig at handle om noget andet end det, de troede.
   Virkningen af dette problem med at købe katten i sækken er drastisk at øge den naturlige konservatisme og forsigtighed, som købere i et uigennemsigtigt marked udviser. Som regel holder de fleste læsere sig det meste af tiden til de meget få forfattere, som de kender. Dette gælder især fiktion. Når det drejer sig om fagbøger, er læserne nødt til at være mindre forsigtige.
   Og det er det tredje område, hvor elektroniske udgivelser - eller mere præcist en liberal holdning til fair use i forbindelse med elektronisk udgivervirksomhed - kan gøre meget for at mindske en forfatters potentielle læseres skepsis.
   Jeg vil bruge mig selv som eksempel. Ingen af mine eventuelle kunder med adgang til Internettet behøver at købe noget som helst af mit i håbet om, at det er pengene værd. Det er let og det er gratis (i hvert fald hvis man ser på pengene, tiden er en anden sag) at undersøge mine bøger, før man lægger pengene på bordet.
   Det gøres sådan:
   Gå til www.baen.com.
   Vælg ”Free Library” fra menuen øverst på skærmen til venstre.
   Når man er i Baen Free Library, vælges ”The Authors.” Det er i bjælken til venstre, nummer fire fra oven.
   Vælg så ”Eric Flint” - eller en vilkårlig anden af de forfattere, der har bøger indlagt i biblioteket. Der er over fyrre og tallet er stigende.
   Mine populæreste bøger er dem i min 1632 serie. Er man ikke sikker på, at serien er i ens smag, så er det let og gratis at undersøge sagen. De to første bind i serien ligger i biblioteket – det drejer sig om 1632 og 1633 – sammen med to antologier, der hører med til serien (Ring of Fire og Grantville Gazette, Volume 1.)
   Tror man, at man måske vil kunne li' min kontrafaktuelle serie om Amerika i det tidlige 19. århundrede? Den første bog i serien er også i biblioteket. Det drejer sig om 1812: The Rivers of War.
   Er man måske interesseret i en serie, der kombinerer kontrafaktuel historie med fantasy, så kig på det første bind i serien Heirs of Alexandra, som jeg skriver sammen med Mercedes Lackey og Dave Freer. Det drejer sig om The Shadow of the Lion og den er også i biblioteket.
   Jeg kunne fortsætte, men jeg tror, at jeg har forklaret sagen. Forresten, mens vi er ved det, man kan gratis – og der er ingen kryptering - nedhente det eller de første bind i populære serier af David Weber, David Drake, John Ringo og flere andre.
   Kort sagt, ved at formidle vore bøger gratis på nettet har mange af os i realiteten elimineret ”katten i sækken.”
   For at vende tilbage til sagen, hvad ville der ske med bogsalget, hvis alle forfattere begyndte at gøre det samme?
   Nå, selvklart ville en af virkningerne være, at alle forfattere ville miste noget salg. Ikke alle læsere, der gratis afprøver en forfatters bøger, vil synes om dem.
   Fint nok. Det er ikke den slags salg en intelligent forfatter i det hele taget ønsker. Mund-til-øre virker i begge retninger. Jeg ønsker ikke, at nogen, der ikke kan li’ mine bøger, skal betale for dem. Korttidsfordelen mere end modsvares af langtidsholdbar misrekommandering rundt omkring blandt bogkøberne. Og bagtalelse vil der være, vær sikker på det, hvis læseren har betalt penge for bogen. Men jeg har bemærket, at læsere, der har afprøvet mine bøger gratis og vælger dem fra, ikke mener at have noget at hævne. Jeg kender faktisk flere tilfælde, hvor de har anbefalet mig til andre, som de troede måske ville kunne lide mit arbejde, selv om de ikke gjorde det selv.
   For at gentage mig selv, det her er ikke den højere videnskab. Det er blot en forfatterversion af det snusfornuftige forretningsfænomen, kendt som ”goodwill”, som har været kendt og forstået af ydmyge butikshandlende - skønt ikke af de enormt intellektuelle forfattere – lige siden Sumer.
   For at sammenfatte, det er en forkert antagelse, at hvis alle forfattere følger min politik med at have en velvillig holdning til fair use - eller en variant af min politik, for der er mange mulige – så vil slutresultatet være en indkomstnedgang for forfattere som helhed.
   Og den er forkert på alle tre punkter.
   For det første har bogmarkedet ikke en uforanderlig størrelse. Det er en kage, hvis størrelse kan ændres helt vildt.
   For det andet er forfattere under alle omstændigheder ikke konkurrenter. Fremkomsten af en populær forfatter på bogmarkedet vil medføre øget salg for andre forfattere og ikke et mindsket salg.
   For det tredje, ved at mindske i hvert fald noget af bogmarkedets uoverskuelighed, vil en kraftig brug af fair use formindske det enorme spild, der nu foregår – og derved gøre læserne mere villige til at forsøge sig med nye forfattere.

****

  Til en vis grad har jeg pryglet en død hest i de to sidste essays. Eller jeg skulle måske snarere sige brutalt mishandlet et stakkels forkrøblet kræ, som ikke helt har opgivet ånden, men dog er hastigt på vej.
  Sandheden er, i det mindste inden for science fiction og fantasy, at denne del af argumentet stort set er blevet accepteret. Det tog nogle år og det skete ikke så meget ved gode argumenter, men ved at forfattere som jeg og forlag som Baen Books prøvede sagen af i praksis. Men nu er diskussionen stort set overstået. Der er efterhånden ikke mange forfattere og forlagsredaktører rundt omkring, der tvivler på, at udstrakt brug af fair use med hensyn til elektronisk forlagsvirksomhed øger salget af papirudgaverne.
  (Dette i modsætning til regnedrengene, som styrer de fleste store forlag. De kan stadig ikke se længere end deres næsetip.)
  Men det er, hvor anstødsstenen nu befinder sig. Den er, om man så må sige, skubbet tilbage til et nyt niveau af modstand.
  Argumentet, der nu fremsættes af DRM-tilhængerne, kan opsummeres som følger:
  Ja, det synes klart, at distributionen af elektroniske bøger billigt eller endog gratis øger salget af papirudgaverne af disse bøger. Og eftersom bogmarkedet i dag i langt den overvejende grad er et papirmarked, så er det på kort sigt til fordel for forfatterne og forlagene.
  Men i længden er det selvmord. Før eller senere vil den elektroniske udgivelsesform blive den dominerende form for udgivelser. Og når det sker, så vil denne udstrakte brug af fair use hjemsøge os. Fordi den selvklart vil undergrave det elektroniske marked, som engang bliver den vigtigste form for marked og ikke kun den lille niche, det er nu.

****

  I mine næste essays, vil jeg behandle det emne grundigt. Jeg vil demonstrere følgende:
  For det første er det lidet sandsynligt, at papirbogen er på randen til udslettelse.
  For det andet, selv om vi forudsætter et udelukkende elektronisk marked, så vil udstrakt brug af fair use stadig fortsætte med at øge salget og ikke mindske det.
  For det tredje, og måske vigtigst, forlagsvirksomhed og forfattervirksomhed har som økonomiske aktiviteter altid været underkastet ændringer i de specifikke måder, hvorpå indtjeningen sker. Alt hvad elektronisk forlagsvirksomhed gør, er blot at indvarsle endnu en sådan ændring. Og som det har været tilfældet med alle sådanne forandringer i fortiden, så vil de nye metoder skabe nye indkomstkilder, som i værste fald vil erstatte de tab, der måtte ske.

***

 Oversætterens anmærkninger:
Flint tager ikke højde for Amazons brugerstyrede reklamemetode: ”De der købte denne bog købte også disse” og ”de der talte pænt om denne bog talte også pænt om disse”.
Retur

Elvte Salve

Papirbøger forsvinder ikke med det første

  Begyndende med dette essay vil jeg bruge flere essays i denne klumme til at analysere den effekt, som den øgede elæsning vil have på forlagsvirksomheden.
   Når vi ser væk fra nogle nicher som udgivelse af leksika, så er langt den overvejende del af udgivelserne, hvad enten den måles i indtægter, antallet af titler eller antallet af læsere, traditionelle papirudgivelser. Bortset fra nicheområderne så udgør elektroniske udgivelser en uendelig lille brøkdel af markedet.
  Men hvad hvis - eller når - dette ændres? Hvad hvis - eller når - elektroniske udgivelser bliver den dominerende del af udgivervirksomheden? Måske endog den eneste form for udgivervirksomhed?
   Det turde være selvindlysende, går argumentet, at til den tid bliver problemet med ”elektronisk piratvirksomhed” altoverskyggende. Den indtægt, som et øget papirsalg måtte give på grund af gratis elektroniske eksemplarer, vil så selvklart ikke længere erstatte tabene. Denne indtægt vil helt forsvinde eller i det mindste blive mikroskopisk. Derefter, fortsætter argumentet, står dommedag for døren. I det øjeblik der ikke findes andet end elektroniske bøger og piratudgaver af de elektroniske bøger begynder at ligge øverst i søgemaskinernes søgeresultater, så vil forfatterne sulte ihjel og forlagene gå bankerot.
  Alt i dette argument er forkert fra A til Å. Og det er forkert på alle niveauer. Det vil tage mig adskillige essays at nedbryde argumentet, fordi det er baseret på en hel stak af fejl og fordi hver fejl udgør præmisset for den næste fejl.
  Jeg vil behandle følgende problemstillinger:
  1) Er det i det hele taget sandt, at elektroniske udgivelser står på nippet til at erstatte papirudgivelser som den dominerende udgivelsesform – eller måske gør det om et årti eller to?
  2) Vil elektronisk udgivelse helt erstatte papirudgivelse eller vil de to former supplere hinanden. Hvis det sidste bliver tilfældet, hvordan vil kagen blive delt? Man kan se på historiske fortilfælde:
  a) Skrivemaskiner og computere - skrivemaskinerne fortrængtes helt.
  b) Manuelt gear og automatgear - der skete en opdeling af markedet.
  c) Persontransport på land og i luften – komplementerede hinanden og begge teknologier bruges af næsten alle.
  d) Køkkenknive og food processors – den gamle teknologi er fortsat den dominerende og den nye er et supplement, der bruges af forholdsvis få mennesker.
  3) Hvis man antager det mest sandsynlige - og det ligger mellem ”b” og ”c” - og analyserer ud fra det, hvor stor virkning vil elektronisk ophavsretskrænkelse så have? Eller for at sige det på en anden måde, hvilke politikker vil det være bedst at følge med hensyn til DRM og fair use?
  4) Hvis vi går ud fra en ”worst case” - at elektronisk publicering helt overtager markedet og at papirbøger bliver historiske kuriositeter – ville disse politikker så skulle ændres drastisk?
  I dette essay vil jeg koncentrere mig om den første problemstilling: Hvor hurtigt får vi en ”elektronisk tidsalder” i forbindelse med boglæsning? Og hvor hurtigt vil forandringen ske?
  Jeg vil begynde med den korte udgave af svaret. Vi er ikke engang i nærheden af det punkt, hvor vi - fraset visse nicher - vil se elektroniske udgivelser blive den dominerende udgivelsesform. I de områder af udgivervirksomheden, som er og altid har været de storsælgende - fiktion af alle slags og populær faglitteratur - der vil elektroniske udgivelser mange år frem være et biprodukt.
  Hvorfor? Af den simple grund at mens elektroniske tekster har nogle fordele for forlagene og læserne (og for den sags skyld også for forfatterne) frem for de traditionelle publikationsformer, så er fordelene simpelthen ikke store nok for de fleste til at opveje ulemperne, og hertil kommer den almindelige kulturelle inerti. Analogier mellem elektronisk udgivervirksomhed og forskellige teknologier, som er vokset eksplosivt, klatter sammen fra en start af, fordi analogierne mere end halter.
  Når man ser eller hører nogen erklære, at elektronisk udgivervirksomhed er på nippet til at få en eksplosiv udvikling, vil jeg opfordre til, at man ser hårdt på argumentets struktur. Det man vil opdage er - igen og igen og undtagelsesfrit - at argumentet udelukkende er baseret på analogier. Det er aldrig baseret på kendsgerninger fra den relevante industri, som er forlagsindustrien.
  Det er fordi alle kendsgerningerne peger i den modsatte retning. Kendsgerningerne – som der er mindst femten års erfaringer for – indikerer, at elektronisk udgivervirksomhed og læsning øges meget langsomt, når der ses væk fra nogle specielle nicher.
  Argumenter, der er baserede på analogier, er altid suspekte. At pege på den eksplosive vækst for computere og mobiltelefoner og for forskellige former for elektroniske musik- og filmafspillere (VHS, DVDs osv.) som om man heraf kan udlede noget om væksten af elæsning, er helt hen i vejret. Og det samme gælder lærde argumenter om de såkaldte s-kurver i forbindelse med teknologiske nyskabelser.
  Argumentet er helt ude i hampen, fordi det forudsætter, at en teknisk nyhed vil få et stort marked, blot fordi det er en teknisk nyhed.
  Men det er fjollet. Teknologiske innovationer kan være så meget og af så mange slags. Nogle er så meget bedre, at de hurtigt og fuldstændigt erstatter den tidligere teknologi. For at bruge min liste af eksempler ovenfor, så er en computer med tekstbehandlingsprogram så meget bedre end en skrivemaskine til ethvert formål, at skrivemaskinerne hurtigt blev museumsgenstande.
  Går man ned i listen, så kan man overveje, hvad der skete med bilernes automatgear. De blev først introduceret på det kommercielle marked af Oldsmobile i 1940 – for over to tredjedele af et århundrede siden. Men globalt set er de først nu begyndt endelig at erstatte de gamle manuelle gear, skønt det skete i Nordamerika for årtier siden. Alligevel, selv i Nordamerika har omkring sytten procent af de købte biler manuelt gear. Og det indbefatter ikke brugen af manuelle gear i tunge lastbiler.
  Går man endnu længere ned i min liste, ser man persontransport ad luftvejen. I science fiction var det engang meget almindeligt med forudsigelser af, at persontransport i luften var på nippet til at erstatte persontransport på landjorden, og persontransport ad luftvejen nød ganske rigtigt en eksplosiv vækst efter at det første luftfartøj, der var specielt beregnet til passagertransport blev introduceret af Boeing i 1929. Men væksten var udelukkende et supplement til trafikken på jorden. I USA har flyvemaskinerne stort set erstattet jernbanerne i forbindelse med passagertransport – men der er på ingen måde nedgang i biltrafikken. Og i det meste af resten af verden klarer passagertogene sig ganske udmærket.
  Endelig er der food processoren. Den introduceredes på markedet i Frankrig i de sene tressere og kom til USA i de tidlige halvfjerdsere. Sagt på en anden måde, den nye teknologi har haft fire årtier til at erstatte køkkenknivene. Og ...
Køkkenknivene klarer sig så udmærket. Selv de mennesker – en lille andel af det potentielle marked – som køber maskinerne, smider aldrig deres køkkenknive ud. Køkkenmaskinerne er bare blevet et mindre supplement til den traditionelle teknologi og erstatter på ingen måde denne ”forældede” teknologi.
  Hvorfor? Fordi køkkenmaskinerne har nogle fordele frem for køkkenknive til visse formål i visse situationer, men de giver helt enkelt ikke fordele nok – og de har visse ulemper – til at erstatte køkkenknivene. Selv for folk, der har og bruger køkkenmaskinerne, er køkkenkniven stadig det normalt brugte værktøj til de fleste formål.
  For at være sarkastisk, næste gang nogen kloger om s-kurver og hvad de ”uundgåeligt” vil betyde for elektronisk udgivervirksomhed, så spørg dem, hvad s-kurven var for autogyroen.
  Hvis tingene funker, så hold nallerne af fadet.
  Og kendsgerningen er, at den traditionelle ”forældede og gammeldags” papirbog funker. For de fleste læsere, det meste af tiden, til de fleste formål. Og uanset sine begrænsninger har den nogle enorme fordele frem for ebøger.
  For det første, ganske som køkkenknive er papirbøger en teknologi, der er blevet afprøvet i århundreder og har vist sig yderst holdbar og pålidelig. Derimod har man endnu ikke nogen steder udviklet software, der har kunnet vare bare et årti, før den er blevet erstattet af noget andet.
  Man kan købe en papirbog i visheden om, at medmindre der er oversvømmelse, ildebrand, luftbombardement eller meteornedslag eller man selv er meget skødesløs, så vil man stadig kunne læse bogen efter halvtreds år. Og er det en indbunden bog, så længere end det.
  Kan nogen sige det samme om nogen elektronisk elæser eller læseapparat, som er på markedet i dag – eller som man kan forudsige kommer på markedet i overskuelig fremtid.
  Nej. Faktisk har vi alle sørgelige erindringer om ”uundgåelige” teknologier, der bed os i røven. Der var ... otte-spors bånd ... Betamax ... utallige softwareprogrammer, der blev forældede og usupporterede...
  Papirbøger har nogle absolut enorme fordele. De største skyldes selve teknologiens enkelthed.
  Her er, hvad man behøver for at anskaffe og bruge en papirbog:
Hardware: Bog og seende øjne.
Software: Læsefærdighed i et eller andet sprog.
Penge: Et ret lille pengebeløb og denne økonomiske begrænsning kan man hurtigt komme udenom ved at gå på biblioteket eller låne af en bekendt.
  Kan man læse og har man lidt penge, kan man eje og bruge en papirbog. Papirbogen kræver ikke, at man accepterer en slutbruger-licens. Der er ingen risiko for at bogen forældes, så længe papiret, sværten og ryggen holder sammen – og det vil de gøre i årtier, selv om det drejer sig om en billig paperback.
  Det er betydningsløst, hvilken forlægger man køber fra. Man kan købe fra dem alle, for de bruger helt samme software: Det engelske sprog (eller hvilket sprog man nu læser.) Der er ingen sikkerhedskoder, der skal skaffes, læres og huskes. Intet brugernavn eller password.
  Og ... så snart man har købt bogen, EJER man den. Nul hvis'ser, nul og'er, nul men'ner. Man kan gøre med den, som man vil. Beholde den, sælge den, låne den til en ven, kaste den efter naboens musikalske kat eller bruge den som dørstopper. Der er ingen risiko for at blive sagsøgt, fordi man har brudt en eller anden paragraf i Digital Millennium Copyright Act eller RIIA tror, at de mener, at de ved ...
  Der er et universelt og standardiseret programmel. En universel og standardiseret købsprocedure. Helt og ubestridt ejerskab.
  Disse faktorer alene gør det potentielle marked for ebøger meget trægt. Og det så meget desto mere som ebogens eneste store fordel frem for papirbogen er evnen til at opmagasinere. Her er ebogen og ebogslæseren klart og ubestridt papirbogen overlegen. Man kan fylde en hel bogreol på én elæser. (I hvert fald med visse modeller).
  Problemet er imidlertid, at denne klare fordel også er en klar ulempe. Kendsgerningen er, at størstedelen af bogkøbene foretages af et lille mindretal af læsere. Det er tilfældet i alle lande, hvor man kan læse, selvom procentdelen varierer fra land til land. Russerne har for eksempel traditionelt altid haft en bogligt orienteret kultur, hvor de voksne læser mange bøger, mens amerikanerne ikke har en sådan kultur. Gennem hele USAs historie – dette er ikke en ny udvikling ”skabt” af den digitale tidsalder, den går mindst tre hundrede år tilbage – har de fleste amerikanere kun læst få bøger, og når de læser, er det normalt religiøse bøger eller manualer eller selvhjælpslitteratur af den ene eller den anden slags.
  Det betyder, at forlæggere, forfattere og forlagsredaktører økonomisk altid har været afhængige af en relativt lille procentdel af befolkningen. I USA drejer det sig om ikke mere end femten procent af den voksne befolkning.
  Grunden til, at det alligevel kan lade sig gøre, er, at de læsende typisk læser mange bøger (der er altid undtagelser). Går man ind i et amerikansk hjem, vil man med få undtagelser se det samme:
Enten ses ingen bøger undtagen måske Bibelen og en eller to selvhjælpsbøger (diætbøger eller ”Hvordan Man Bliver Rig i Ti Lette Lektioner osv. osv.) eller der er i det mindste en fuld bogreol.
  De mennesker, der antager, at ebøgernes lagringsfordel i sig selv er nok til, at denne teknologi snart vil dominere markedet, skulle overveje implikationerne. Fordi sagen er, at papirbøger ikke er og aldrig har været slet og ret læseredskaber. En papirbog er et kulturprodukt, hvis intellektuelle, følelsesmæssige, sociale - endog symbolske – værdier har dybe rødder i alle boglige kulturer i denne verden.
  Det er der en grund til, og den hedder Bibelen.
   Forsøg at forestille jer en verden, hvor ivrige boglæsere glade i sind opgiver fulde bogreoler.
  Bare gå i gang. Forsøg.
  Ikke så let, vel?
  Og hvorfor gøre det? På grund af lagerkapacitet?
  Vrøvl. Jeg kender ikke en eneste ivrig læsehest, som ikke i det mindste én gang i sit liv har strengt sig enormt an for at udfinde en måde at opmagasinere sine bøger. Snedige placeringer af bogreoler, anbringelse på loft, i kælder eller garage og alt muligt andet. Med meget få undtagelser er det kun med meget stor selvovervindelse, at sådanne mennesker ender med at bortgive eller sælge nogle af deres bøger, bortset fra dem de ikke kan li', selvfølgelig. Men selv ikke den mest rasendes ebogs-fanatiker tror, folk vil købe dimserne for at lagre bøger, de ikke ønsker at beholde.
  Hvilke andre virkelige fordele har ebøger frem for papirbøger?
For de fleste mennesker ... ingen af betydning.
  Jeg vil understrege ”for de fleste”, fordi der selvklart er undtagelser – og ganske mange af dem. Den vigtigste gruppe, for hvem elektronisk læsning er en klar fordel, er de mennesker, der lider under et eller andet fysisk handicap, der gør det vanskeligt at læse papirbøger. Det almindeligste eksempel er mennesker, som er blinde eller har et alvorligt synshandicap. For dem er fremkomsten af elektronisk læsning en virkelig velsignelse.
  Men – ja, jeg ved, at det er politisk ukorrekt at sige det, men de mennesker er og har altid været en meget lille del af markedet.
  Foruden dem er der nogle mennesker, for hvem dimser og dingenoter virkelig betyder noget. Jeg kender en bogsluger, som sværger på – og jeg tror ham – at han direkte foretrækker at læse elektronisk tekst. Men sådanne mennesker er der ikke mange af.
  Og det vil ikke ændres meget eller hurtigt, fordi fordelene helt enkelt er for små for de fleste læsere.
  Det er let at sætte et bogmærke elektronisk!
  Joja ... og det har jeg gjort med et bogmærke eller en blyant – eller normalt blot en lap papir, jeg har fundet et eller andet sted – i et halvt århundrede. Det samme gælder for de fleste andre mennesker. Man slipper ikke for det store arbejde, når man ebogmærker. Og for det skulle jeg bruge penge på at købe en elæser og lægge mig i hånden på ebogsfabrikanter og softwareprogrammører?
  Med backlit skærm kan jeg læse i mørke!
  Joja ... og hvor mange mennesker, bortset fra børn, der sniger til at læse efter sengetid med en lommelygte, har noget større behov for den fordel? Bevares, jeg sætter stor pris på de unger – jeg var selv en af dem – men kendsgerningen er, at de er en meget minimal del af markedet. Når de er nødt til at overtræde sengetiderne for at kunne læse, skyldes det, at de er for unge til at have større indtægter.
  Det er let at søge efter tekst!
  Sandt nok – og som jeg vil påvise i et senere essay, kan mange mennesker – herunder jeg selv - li' også at have en elektronisk udgave af en bog. Der er tilfælde, hvor evnen til tekstsøgning virkelig er praktisk.
  Men at kunne søge efter en tekst er alt taget i betragtning forholdsvis uvigtigt, når det drejer sig om ebøger, især når man tager hensyn til den kendsgerning, at de to største sektorer i forlagsbranchen er fiktion og populære fagbøger. (Den sidste kategori indeholder ting som praktiske manualer, kogebøger, Idiotens Guide til Alting herunder Idioti, og alle slags selvhjælpsbøger, populære biografier og historier, sande kriminalhistorier osv.)
  Lad os være realistiske. Jeg elsker Louis L’Amours westerns. Jeg elsker et stort antal science fiction og fantasyforfattere. Jeg elsker et mindre men ikke ringe antal krimiforfattere. Jeg har læste hver eneste Nero Wolfe-krimi, som Rex Stout nogensinde har skrevet. Men det antal gange jeg så meget som halvvejs har tænkt over fordelen ved at kunne søge tekst i disse romaner er ...
Rent nul. Det samme med bøgerne af Louis L’Amour. Og Robert Heinlein. Og Arthur C. Clarke. Og Ursula Le Guin.
  Nuvel, jeg har også en masse historiebøger og at kunne søge efter noget specifikt er bestemt en fordel for en som mig, der har et professionelt behov for at kunne bruge historiebøger. Det er grunden til at de fleste historiebøger har indekser. Nej, indekser er ikke fuldkomne. Ja, somme tider - ikke altid - vil det være lettere at søge elektronisk.
  Men ... Men ...
Kun de, hvis entusiasme for elektroniske udgivelser grænser til de maniske, kan oprigtigt tro, at fordelen ved at kunne foretage lidt hurtigere tekstsøgning for den relativt lille procentdel af bøgerne, som han eller hun i det hele taget vil ønske at søge i, i sig selv er nok til at forårsage, at en gammel og solidt rodfæstet teknologi som papirbogen vil falde sammen som et korthus.
  Eller muligheden for at kunne læse i mørke eller for at sætte bogmærker elektronisk i stedet for at bruge en fysisk dims eller eller eller.
  Jeg kunne blive ved, men det ville bare blive mere af samme skuffe. Kendsgerningen er - og ingen teknologi på horisonten vil ændre kendsgerningen - at den eneste KVALITATIVE fordel, man har af elektronisk læsning frem for papirbogslæsning, for de fleste mennesker er lagerkapaciteten og evnen til lettere at kunne transportere store tekstmængder. Og hertil kommer de mennesker, der lider under et eller andet fysisk handicap.
  Og det er det. Resten er overflødigheder. Og ingen har nogensinde erstattet en forud eksisterende teknologi blot fordi den havde lidt ekstra småtterier. Bestemt ikke en teknologi med så dybe rødder i samfundets kultur som papirbogen.
  Jeg kan for mit indre øje se en masse af de mennesker, der læser dette essay, på dette tidspunkt figurativt hoppe op og ned af forargelse, fordi jeg forbigår alle mulige indviklede forhold og subtiliteter.
  Nej, jeg forbigår dem ikke, jeg vil behandle dem i efterfølgende essays. Lige nu er det grovfilen, der skal bruges. Jeg tror ikke et øjeblik på, at elektronisk læsning ikke vil vokse i betydning. Naturligvis vil dens betydning øges. Hvis jeg ikke troede det, ville jeg ikke være redaktør af dette elektroniske magasin og udgiver af et andet (som er Grantville Gazette, et specialmagasin knyttet til min 1632 serie). Men her og nu er det nødvendigt med et fornuftigt bud på, hvad fremtiden indeholder
   Vækst, javel. Og den vil bestemt øges. Men en ny teknologi på spring til at nedlægge de traditionelle papirudgaver?
   Purt vås.
  Og min opfattelse har den store fordel, at den år efter år er blevet understøttet af kendsgerningerne.
  Folk har år efter år forudsagt at elektroniske bøger "om føje tid" vil tage det store spring og blive den dominerende litterære udgivelsesform.
  Og år efter år har de taget fejl. De minder mig om religiøse entusiaster, som atter og atter forudsiger verdens ende eller at Messias vil vende tilbage "om meget kort tid". De er altid galt afmarcherede, men år ud og år ind bevarer de deres blinde tro.
  Og det er hvad det er. Blind tro. Der er ingen rationel grund til at tro, at ebøger og elektronisk læsning vil have en eksplosiv vækst inden for den overskuelige fremtid (igen med undtagelse af nogle nicheområder).
  Jeg bruger tid på dette, fordi det ikke kun er en interessant diskussion. Bag ved dette emne, om hvor hurtigt læsning af elektronisk tekst vil stige, er der et andet emne, og et der har langt mørkere overtoner.
  Med meget få undtagelser - der er nogen, men ikke mange - så er de, der hævder at elektronisk læsning vil eksplodere, identiske med dem, der også råber op om, hvad det vil betyde for forlæggere og forfattere. De er også dem, der taler for - eller i det mindste har sympati for - "hårde" forholdsregler mod ”piratvirksomhed”. Det er også dem, som forudsiger, at forfattere vil blive udsat for enorme økonomiske tabt og problemer på grund af fremkomsten af elektronisk tekst.
  Logikken er ikke svær at fatte. I en nøddeskal er den som følger:
Fordi traditionelle papirudgivelser er på nippet til at blive afskaffet, så er det nødvendigt at indføre hårde og vidtrækkende foranstaltninger meget hurtigt for at forhindre en katastrofe.
  Jojo. Dette er i bedste fald opskriften på bommerter. Dette er - i bedste fald - måden at skabe uigennemtænkte panikløsninger og love. Og som oftest medfører sådant en underminering af basale frihedsrettigheder.
  Realiteterne er helt anderledes. Ja, elektroniske udgivelser er i fremgang og vil fortsætte væksten både i absolutte tal og relativt. Men væksten er langsom, når vi ser væk fra nogle få områder. Og - jeg understreger dette, fordi jeg vil bruge et helt essay på denne side af sagen - fremvæksten af elektronisk tekst sker SJÆLDENT, sjældent, sjældent på bekostning af papirudgivelser. Hvad der oftest sker, er, at de elektroniske udgivelser i højere og højere grad komplementerer papirudgivelser.
  Der er masser af tid. Masser af tid til at eksperimentere med alternative løsninger og afprøve massevis af måder, hvorpå forlæggere og forfattere ikke blot undgår at blive presset af elektroniske udgivelser men i stedet nyder fordel deraf.
  Hvad vi ikke behøver, er at panikke. Hvad vi ikke behøver, er politikker, love og praksisser, der underminerer de længe etablerede traditioner, love og sædvaner omkring ophavsret. 

****

Oversætterens anmærkninger:

Flint overser eller er uvidende om, at de mini-laptopper, der nu er i handelen, også kan bruges som elæsere. Endvidere vil tekster i åbne formater som f.eks. txt, htm, rtf og pdf være langtidsholdbare.
Retur

Svagheden i dette argument er, at der er mennesker, for hvem bogen som fysisk genstand er meget væsentlig, mens andre mest interesserer sig for indholdet (tekst og grafik).
Retur

Flint tager ikke hensyn til eller er uvidende om, at brugbart isenkram ikke har eksisteret før nu (2008).
Retur

Tolvte Salve

Et Spørgsmål om Symbiose

   I mit sidste essay gennemgik jeg spørgsmålet om, hvorvidt ebøger vil erstatte papirbøger som den vigtigste publiceringsform inden for overskuelig tid. Min konklusion var, at det sker ikke, heller ikke hvis vi taler om årtier og ikke bare om år.
  Men den sag synes - isoleret set - i sidste ende at være en biting. Når alt kommer til alt, er alle deltagere i debatterne omkring elektroniske udgivelser og de mangfoldige virkninger, det vil have for ophavsretslige problemer, enige om, at elektronisk udgivervirksomhed vil øges i omfang, indtil den bliver den dominerende publiceringsform.
  Så hvad forskel gør det, hvor lang tid det tager? Om det er fem år eller halvtreds eller endog hundrede. Før eller senere vil vi alle skulle tage stilling til realiteterne i et marked, der må rette sig efter realiteterne i elektronisk udgivervirksomhed. Det synes derfor fornuftigt allerede nu at indføre politikker til beskyttelse af forfattere og forlag mod farerne ved elektronisk ophavsretskrænkelse - det der kaldes "netpiratering" - uanset om sådanne krænkelser volder forfattere og forlag økonomiske tab af betydning i dag.
  Der er to problemstillinger her, som jeg må holde ude fra hinanden og behandle hver for sig. Det vigtigste emne handler om, hvorvidt det under forudsætning af elektronisk teksts totale dominans er sandt eller usandt, at elektroniske ophavsretskrænkelser vil være nogen større trussel mod forfatteres og forlæggeres indkomst.
  Jeg vil behandle det spørgsmål i det næste essay. Men før jeg kommer så langt, er det nødvendigt at se på en anden sag. Nemlig om det i det hele taget er sandt, at det uanset tidshorisonten er helt sikkert at elektroniske udgivelser vil erstatte de traditionelle papirudgaver?
  Som jeg udtrykte det i det foregående essay:

  Vil elektronisk udgivelse helt erstatte papirudgivelse eller vil de to former supplere hinanden. Hvis det sidste bliver tilfældet, hvordan vil kagen blive delt? Man kan se på historiske fortilfælde:
  a) Skrivemaskiner og computere - skrivemaskinerne fortrængtes helt.
  b) Manuelt gear og automatgear - der skete en opdeling af markedet.
  c) Persontransport på land og i luften – kom til at supplere hinanden og begge teknologier bruges af næsten alle.
  d) Køkkenknive og food processors – den gamle teknologi er forblevet den dominerende og den nye er et supplement, der bruges af forholdsvis få mennesker.
  En af de ting, der er sket gennem de sidste par årtier - jeg vil mene mest som et biprodukt af den eksplosive vækst af nye elektroniske teknologier – er, at mange mennesker har udviklet, hvad der svarer til en tyrkertro på de nye teknologiers næsten magiske magt. Kombineret i mange tilfælde med en tro på de nye teknologiers magiske natur.
  Overdriver jeg?
  Overvej et øjeblik, hvor ofte du har hørt folk kloge om det såkaldte "postindustrielle samfund". Overvej et øjeblik hvor mange, mange gange du har hørt eller læst en såkaldt ekspert forsikre sine tilhørere eller læsere om, at vi lever i en "informationstidsalder" i hvilken rigdom først og fremmest skabes ved udveksling af information og ikke med klodsede, gammeldags og nu forældede metoder som ...
Nåja ...
Ligefrem at fremstille noget.
  Åbenbart vil alle fra nu af få deres indtægt ved at bytte-bytte-købmand med informationer. Meget lig den gamle fabel om de to skibsbrudne på den øde ø, der handlede hatte med hinanden og var blevet millionærer, da de blev fundet.
  Forestillingen om et "postindustrielt samfund" eller en "informationstidsalder" er helt bogstaveligt en tro på magi. Det er troen på, at "high tech" som sådan besidder iboende og mystiske kræfter, som er kvantummekanikkens svar på troldmandens stav, der kan trylle noget frem af intet. Det synes ikke længere nødvendigt at beskæftige sig med produktionen af fødevarer, tøj, boliger, metalvarer eller noget som helst materielt. Nej, nej. I den "postindustrielle tidsalder" vil vi tjene til livets ophold ved at udveksle oplysninger om genstande, der ikke længere fremstilles.
  Realiteterne er ganske anderledes. Hvad der virkelig er sket, er at de nye elektroniske teknologier har flettet sig sammen med de eksisterende teknologier og ofte gjort dem enormt meget mere effektive. I nogle tilfælde - et fåtal - er de gamle teknologier blevet helt forældede og er i realiteten forsvundet. Men det mest almindelige mønster er, at de eksisterende teknologier bliver ved med at eksistere omend meget ændrede og at de nye teknologier vokser op ved siden af dem. For at sige det på en anden måde, det almindeligste mønster er, at en ny teknologi ikke kommer som en erstatning for en gammel. I stedet fremkommer den normalt enten som et supplement til eller delvis erstatning for en eksisterende teknologi. Forholdet mellem den nye teknologi og den gamle er langt oftere noget i retning af symbiose eller fredelig sameksistens end det er blodig konkurrence.
  Lad os se på træ.
  Som teknologi betragtet, er træforarbejdning så bedaget som teknologier kan være. Den er visselig langt ældre end papir.
  Alligevel, træ og træbaserede teknologier klarer sig helt godt. En enorm mængde byggeri foregår stadig - og ingen regner med større ændringer i den nærmeste fremtid - ved at man fastgør groft savede træstykker til hinanden med yderst primitive metalstumper kaldet "søm" og "skruer". Og disse bliver igen drevet ind i træet med lige så primitive redskaber, der har navne som "hamre" og ”skruetrækkere". Nogle af disse værktøjer, blandt andet hammeren, er lige så gamle som træet, de bearbejder.
  Jamen, hvad er der sket med al "high tech'en"? Hvorfor bruger vi stadig primitive og forældede træstykker som byggematerialer, når vi for længe siden har udviklet nyere og klart bedre materialer som metaller, plastik og andet?
  Jeg kunne blive ved og ved, men alle med tre hjerneceller kender svaret. Træ er ikke forældet. Gammelt? Ja. Forældet? Nej. På mange måder er det stadigvæk et bedre byggemateriale end nogen af de nyudviklede alternativer. Og selv når det ikke er bedre, er der den simple kendsgerning, at det ofte er billigere at fremstille og arbejde med.
   Og mennesker er heller ikke forældede. Til de fleste formål er de bedre og billigere end nogen computer med tilhørende program.
  Der er et grundlæggende princip her, som blot er en variant af den gamle talemåde: If it ain’t broke, don’t fix it (hvis det funker, så hold nallerne væk).
  Vi har alle hørt denne talemåde og alle, jeg kender, synes ikke bare, at den er morsom. De tror også på den. I hvert fald i teorien. Men jeg undres på, hvor mange der har brugt tid på at overveje, hvorfor talemåden er sand.
  Jeg mener, tænk over sagen.
  Udmærket. Værktøj A eller Teknik B eller Dimmer C er ikke itu. Men det betyder alligevel ikke, normalt ikke, faktisk næsten aldrig, at de fungerer optimalt. Og det betyder ikke, at man ikke kan finde frem til en bedre måde at gøre tingene på.
  Så hvorfor "holde nallerne væk"?
  Svaret er ...
Fordi der er en enorm mængde inerti involveret. For det første er det dyrt at udvikle en alternativ måde at gøre tingene på. For det andet - og dette er den almindelige tommelfingerregel - vil det koste lige så meget at overvinde den nye teknologis børnesygdomme. For det tredje taber man den værdi, den gamle teknologi repræsenterer, og det kan beløbe sig til enorme kapitaler og lige så enorme mængder af menneskelig know-how. Og endelig kan man ikke være sikker på, at den nye teknologi ikke forældes i løbet af kort tid, hvorefter den skal erstattes med endnu en ny teknologi - hvorefter man kommer af med de ovennævnte udgifter én gang til.
  Resultatet er, at der igen og igen gennem hele historien optræder visse grundlæggende mønstre, når nye teknologier opstår. Man kan kalde dem "love".
  Lov nr. 1. En ny teknologi bliver under alle omstændigheder ikke betydningsfuld, hvis den ikke gør noget, som den gamle teknologi slet ikke kan, eller gør det dramatisk meget bedre.
  Lov nr. 2. Selv om disse betingelser er opfyldte, vil den nye teknologi ikke blive vigtig, medmindre man mener, at den opfylder et vigtigt behov. Eller i det mindste et vigtigt ønske.
  Lov nr. 3. Selv da kan man være temmelig sikker på, at de fleste vil gøre, hvad de kan, for at få den nye teknologi til at gå i spand med de teknologier, som de allerede har investeret penge og know-how i og føler sig trygge ved, i stedet for helt at kassere de gamle teknologier.
  Man kan se disse love i aktion overalt, hvor man kommer.
  Læseren kan begynde med sit tøj. Det er næsten altid en blanding af materialer fra forskellige tidsaldre, nogle af dem moderne og andre meget gamle. Og de er langt oftere fremstillede med sideordnede teknologier fra mange tidsaldre end af teknologier, hvoraf den ene afløser den anden, som afløses af en tredje.
  Forlad hjemmet og betragt de flader, du går på, med fodtøj, der oftest består af læder - en meget gammel teknologi omend meget forbedret af moderne teknologier. De fleste overflader, man går på - eller kører på i bil - er lige så gamle som mange tekstilmaterialer. Og for græssets vedkommende langt ældre end det, når man ser væk fra, at de græsser, vi nu betræder, normalt er dyrkede sorter.
  Også her kunne jeg blive ved og ved, men jeg ville hurtigt kede læseren. Alligevel, der er en interessant åndelig øvelse, som læseren kan udføre alene. Bemærk, at lige meget, hvor man går eller hvad man gør, så er det meget, meget, meget sjældent, at man befinder sig i en situation, hvor man udelukkende er omgivet af nye teknologier.
  Faktisk aldrig - medmindre man kan og vil betale i dyre domme og gøre sig meget besvær for at eliminere alle gamle teknologier og udelukkende omgive sig med det nyeste nye.
  Advarsel! Gør kun dette, hvis du er meget rig og villig til at acceptere enormt besvær enormt længe.
  Hvorfor kan nogen ved deres fulde fem tro, at de grundlæggende mønstre for teknologisk forandring, som jeg har skitseret ovenfor, ikke gælder for elektronisk tekstlæsning?
  Tænk på, hvad der forudsiges. Det her skal åbenbart ske inden for ret kort tid:
For det første skal en enorm mængde eksisterende infrastruktur kasseres. Tusindvis af eksisterende boghandler, varehuse og meget mere - for ikke at nævne de mennesker, der arbejder i dem - skal kastes på historiens mødding.
  Når denne kirurgiske tæppebombning har fundet sted, kommer der derefter en systematisk litterær opslidningskrig rettet mod hele samfundet. I alle hjem med boglige traditioner skal bogreoler enten smides ud eller bruges til noget andet. Utallige milliarder af bøger skal smides ud, fordi antikvarboghandlerne har for travlt med at gå fallit til at de kan købe dem.
   Overalt i landet vil de offentlige biblioteker bruge enorme summer, som er fremkommet ved øget skattetryk, bruge hundreder af milliarder dollars for at slippe af med papirbøgerne og erstatte dem med elektroniske tekster. Og alt dette er nødvendigt, hvis elektronisk læsning skal have monopol. Man kan ikke sådan bare lade papirbøger ligge og flyde og da slet ikke, hvor børn kan få fat i dem.
   Men så er der problemet med små børn, der skal lære at læse. At håndtere en bog kan læres på få minutter, elæsere tager noget længere. For små børn er papirbøger bare bekvemmere og der vil papirbøgerne ikke forsvinde, for at skulle lære at læse og at håndtere en elæser samtidig er ikke så let.
   Og fortæl mig ikke, at ebøger nogensinde vil blive så simple at bruge som papirbøger. Om ikke andet så behøver papirbøger ikke batterier og skal derfor ikke tændes og slukkes. Men langt vigtigere er den kendsgerning, at elæsning kun giver minimale fordele frem for almindelig læsning, samtidig med at ebøger aldrig bliver enkle. Forenkles de, fjernes de finesser, der er hovedgrunden til i det hele taget at købe ebøger.
  Sagt kort, at bruge ebøger til at lære småbørn at læse er lige så fornuftigt, som at lære dem at cykle ved at anbringe dem i en simulator.
  Kan det gøres?
  I teorien, ja. Men hvorfor gøre sig det besvær, når det er så meget simplere bare at bruge de eksisterende teknologier og metoder?
  Læseren bør holde sig dette in mente næste gang en eller anden kloger om, at "nutidens unge" er vant til elæsning. I modsætning til os gamle stoddere.
  Nænej. Hvad nutidens unge rent faktisk er vant til, er ikke så særlig anderledes end det, vi gamle stoddere er vant til.
  De betragter papirbøgerne som standarden, den normale måde at læse på. De lærer først at læse ved hjælp af papirbøger, ganske som de foregående generationer gjorde før dem, og de fortsætter med at betragte elæsning som værende først og fremmest et supplement til papirlæsning snarere end som en fuldstændig erstatning af den.
  Det er bare én illustration af, hvor dybe rødder den gamle papirbogsindustri har i vort samfund. At erstatte dette format med et elektronisk format over hele linjen vil betyde en virkelig monumental kulturel ændring med enorme økonomiske omkostninger.
  Massive kulturelle ændringer er selvfølgelig sket før og de medfører normalt enorme omkostninger. Men sådanne ændringer er normalt forårsagede af stærke og tvingende grunde. Men denne her ændring vil først og fremmest ske på grund af et modelune og en formodet rodfæstet menneskelig hang til at anskaffe nye dimsedutter for deres egen skyld. Det skal åbenbart ske simpelthen, fordi den nye elektroniske læseteknologi giver os alle ...
Lad os se. Masser af lagerkapacitet, evnen til at læse i mørke, diverse småfinesser, som kun de færreste læsere behøver og ikke behøver ofte, og uden for enhver tvivl en enormt forbedret læseevne for folk med synshandicap eller andre svære handicaps. Som sammentalt imidlertid aldrig har udgjort nogen stor andel af læserskaren.
  Tror man på elæsningens fremstormen, tror man på magi. Helt bogstaveligt. For man tror, at en ny teknologi, den elektroniske udgivelsesform, simpelthen fordi den er en ny teknologi, vil gå imod alle veletablerede principper for historiske forandringer i forbindelse med ny teknologi. Den vil af mysteriøse grunde (fordi de ikke kan kvantificeres uden at de ser latterlige ud) gøre det som ingen anden ny teknologi i verdenshistorien har kunnet gøre. I en nøddeskal:
  Med enorme omkostninger (uanset om man måler i penge, arbejde eller socialt kaos) erstatte en eksisterende og længe etableret og yderst pålidelig sektor i økonomien med en ny teknologi, der kun giver marginale forbedringer i forhold til det allerede eksisterende.
  Som sagt, magi.
  OK. Her er, hvad der rent faktisk sker. Eller rettere, her er hvad der er sket i de senere år:
Elektronisk udgivervirksomhed er faktisk i vækst. Indtil nu har væksten alt i alt været beskeden og der har ikke været tegn på, at dette vil ændres foreløbig. Men i visse forlagsnicher har væksten været hastig. Undertiden meget voldsom - og somme tider i den grad, at den næsten har erstattet papirudgivelserne.
  Når man ser på disse nicher inden for forlagsindustrien, opdager man imidlertid – hvad der ikke burde komme som nogen overraskelse - at på disse områder gælder de grundlæggende principper, som jeg fremførte med ovenfor.
  Det mest indlysende eksempel er leksikon-industrien.
  Man kan i dag stadigvæk købe et papireksemplar af Encyclopedia Britannica.
  Det vil koste omkring $1.400.
  Eller, man kan købe den elektroniske udgave af det samme leksikon for $39. Og desuden få regelmæssige opdateringer meget billigt, hvorimod der ikke er nogen praktisk mulighed for at opdatere et papirleksikon, medmindre man køber en helt ny udgave til samme pris.
  I sådanne nicher af forlagsindustrien tilfredsstiller den nye teknologi min Lov nr. 1 om teknologiske forandringer: En ny teknologi bliver under alle omstændigheder ikke betydningsfuld, hvis den ikke gør noget, som den gamle teknologi slet ikke kan, eller gør det dramatisk meget bedre.
  I dette tilfælde betyder "dramatisk meget bedre", evnen til at fremstille et elektronisk leksikon for en lille brøkdel af prisen på et traditionelt papirleksikon. Man kan købe en elektronisk udgave af et leksikon for tre procent af papirudgavens pris.
  Men der er ingen sådan drastisk prisfordel i størstedelen af forlagsindustrien - og meget ringe fordel i det hele taget i de dominerende dele af industrien. (Det drejer sig som før sagt om populær faglitteratur og fiktion.) Ja, der er en forskel mellem $4 og $8, eller $6 og $16, men det er ikke en prisforskel i samme størrelsesorden og forårsager derfor ikke den samme slags hurtige og overvældende forandringer. Den ville formentlig gøre det, hvis folk købte mange bøger hver uge. Men det gør de som regel ikke. Selv bogslugere køber normalt ikke mere end én bog om ugen i gennemsnit. Og de fleste læsere mindre end det.
  Leksika er naturligvis ikke det eneste eksempel. Der er mange andre. Næsten alle slags udgivelser med store datamængder, hvoraf folk kun bruger små mængder ad gangen - altså referencematerialer af alle slags - vil hurtigt gå over til først og fremmest at være elektroniske. I nogle tilfælde er det allerede sket. Det er fordi prisforskellen er stor og besværet ved brugen er meget lille. Kun de færreste er begejstrede for at læse en hel roman i en elæser. Men næsten ingen computervante mennesker har noget imod at få informationer via en skærm.
  Der er andre eksempler. Som eksistensen af dette magasin i sig selv beviser, giver elektronisk udgivelse nogle store fordele til udgivere af periodika. I dag er det næsten umuligt med omkostningerne og begrænsningerne, der er forbundet med den moderne tidsskriftsdistribution, at fremstille et profitabelt papirtidsskrift - eller bare at gøre det uden tab - uden først og fremmest at være afhængig af reklamepenge. For visse tidsskrifter er det muligt, men for mange andre ikke. Og den elektroniske udgivelsesform gør det ofte muligt at omgå problemerne, i hvert fald til en vis grad.
  Alligevel, når alt kommer til alt, så påvirker fordelene ved elektronisk udgivelsesvirksomhed kun en lille del af forlagsmarkedet. Der er bestemt nogle fordele, hvilket er grunden til at elektronisk forlagsvirksomhed i det hele taget er i vækst. Men fordelene er simpelthen ikke store nok til at kunne udvirke den slags overvældende tekniske omvæltning af en hel industri, som i alle fald historisk set er en sjælden foreteelse.
  Så det kan ikke overraske, at vi ser det mest almindelige mønster for, hvordan en ny teknologi fremkommer: Ikke ved helt at feje den gamle til side og fuldstændigt erstatte den med noget nyt, men ved med tiden at vokse op ved siden af de ældre teknologier. Og at gøre det som et resultat af helt bogstaveligt milliarder af forsøg og eksperimenter foretaget af millioner af mennesker, der eksperimenterer med den nye teknologi.
  Et klart mønster er allerede ved at tone frem. Til den meste læsning foretrækker de fleste mennesker oftest papirudgivelser. Papirudgivelser er og synes længe at ville forblive "standardpublikationsmåden" i forlagsverdenen.
  Der er ingen grund til at forvente, at dette vil ændres i et tempo, der ikke kan kaldes glacialt.
  Og hvorfor skulle det? Der er ikke mangel på papir og tryksværte eller de råmaterialer, de fremstilles af, og mens papirproduktionen bestemt trykker miljøet, så er dette tryk ikke stort nok til at kræve drastiske forholdsregler for at reducere træfældningen.
  På den anden side, fordelene ved papirpublicering er enorme. Det er en af de pålideligste og bedst afprøvede teknologier, den menneskelige race ejer. Produktet er langtidsholdbart. Det er utroligt let at bruge. Det er utroligt fast forankret i alle skriftkulturer.
  Men samtidig, fordi der utvivlsomt er nogle fordele forbundet med elektroniske udgivelser i alle grene af forlagsindustrien og store fordele i nogle grene, vokser og udbredes den elektroniske udgivervirksomhed. Men normalt gør den det som et supplement til papirbøgerne og ikke som en erstatning af dem.
  Her er langt det almindeligste mønster:
Hvad de fleste mennesker ønsker, er som oftest begge formater af den samme bog. De ønsker den elektroniske udgave af en given titel sammen med papirudgaven og ikke i stedet for den. Ikke den ene eller den anden, men begge.
  Det er fordi de bruger dem til forskellige formål. For de fleste mennesker er papirlæsning som oftest den foretrukne læsemåde. Men for mange mennesker er det bekvemt undertiden at kunne læse den samme tekst elektronisk.
  Her er et meget almindeligt mønster, som er blevet mig fortalt af mange mennesker:
De begynder med en roman derhjemme, idet de læser den i papirudgaven. Så tager de en elektronisk udgave med sig, når de er på farten - selv om det bare er en kort tur til eller fra arbejde i tog, undergrundsbane eller bus. For det rejsende folk er fordelene ved elektronisk lagerkapacitet langt større end de er for hjemmelæsere.
  Det var dette mønster, som Jim Baen lagde mærke til meget tidligt, da de elektroniske udgaver begyndte at fremkomme. Og det var dette mønster, der sammen med hans forventning om, at det ville fortsætte i det uendelige, hjalp ham til at fastlægge sine politikker som forlægger. Han havde ret for ti år siden, da han besluttede at påbegynde en større elektronisk udgivervirksomhed i sit forlag, og han har stadig ret i dag to år efter sin død.
  Men det vil jeg komme til i senere essays, når jeg går videre til at beskrive hvilke politikker, forlæggere og forfattere burde følge her i tiden. Her og nu vil jeg koncentrere mig om at lægge torpedoer under arken.
  Så lad mig rekapitulere: Til nu har jeg i de sidste to essays i denne klumme demonstreret følgende:
  1. Elektronisk udgivervirksomhed er i vækst, men bortset fra visse specielle nicher som leksikonudgivelser er væksten temmelig langsom. Der er ingen grund til at tro, at dette vil ændre sig i fremtiden. For at sige det på en anden måde, der vil ikke være noget "magisk øjeblik", hvor introduktionen af den endelige fuldkomne elæser X, Y eller Z pludselig vil skabe en drastisk ændret situation. Papirudgivelser vil i årtier forblive den dominerende udgivelsesform.
  2. Efterhånden som elektronisk udgivervirksomhed vokser, vil den normalt vokse ved siden af eller som et supplement til papirudgivelserne og ikke som en erstatning for dem. Forholdet mellem de to udgivelsesformer er først og fremmest symbiose, ikke krig eller konkurrence.
  Der er et sidste spørgsmål, som skal behandles:
Selv om det i skrivende stund kun er et tankeeksperiment, hvad vil der så ske, hvis elektroniske udgivelser bliver den dominerende udgivelsesform - eller måske den eneste udgivelsesform? Hvilke ændringer i de forskellige politikker, jeg til nu har foreslået, vil være nødvendige?
  Det vil tage mig mindst ét essay at svare på dette spørgsmål, men i en nøddeskal er svaret dette:
Ingen ændringer af nogen slags er nødvendige af den simple grund, at elektroniske udgivelser aldrig har givet problemer for dem, der har en solid forståelse af ophavsret. Himlen falder ikke ned, den er aldrig faldet ned og det vil den heller ikke i fremtiden.

****

Trettende Salve

Om Overganges Natur

  Jeg sluttede i min klumme i forrige nummer af magasinet med at stille følgende spørgsmål:

  Selv om det i skrivende stund kun er et tankeeksperiment, hvad vil der så ske, hvis elektroniske udgivelser bliver den dominerende udgivelsesform - eller måske den eneste udgivelsesform? Hvilke ændringer i de forskellige politikker, jeg til nu har foreslået, vil være nødvendige?
  Til syvende og sidst er det svaret på dette, der ligger til grund for næsten alles stillingtagen til ophavsretten i denne debat. Hvorfor? Fordi strammernes trumfkort, som de altid smækker på bordet, er netop dette. De vil måske medgive andre ting, men hovedargumentet er dette:
  1) Når det kommer til stykket, så bliver den elektroniske publikationsform den dominerende, og når det sker -
  2) Så bliver "elektronisk pirateri" et enormt problem for forfattere og forlæggere og måske et uovervindeligt problem.
  Jeg har endog set folk gå så langt som til at påstå, at forfattere helt vil miste deres levebrød, hvis det truende "netpirateri" ikke forhindres. At dette argument hviler på den forvrøvlede påstand, at en bestemt slags produktion må være afhængig af en bestemt måde at betale produktet på, forhindrer ikke folk i at fremsætte det.
  Og det er en absurd påstand. Grunden til at forfattere kan tjene til livets ophold skyldes ikke ophavsret eller nogen bestemt form for belønning. Det skyldes, at der er et behov for deres vare, som er historier. Dette behov er så støt og uforanderligt som noget andet økonomisk behov i verden bortset fra mad, klæder og husly. Så vidt arkæologer og antropologer kan bedømme er historiefortælling menneskehedens ældste kunstart og ingen kultur har nogensinde eksisteret uden denne kunstform.
  Kort sagt, en økonomisk aktivitet, der er fyrre til hundrede tusind år gammel, afhængigt af hvem man tror på, og som har været allestedsnærværende og som har rødder i den menneskelige natur, der er næsten lige så dybe som fødeproduktionen ...
Vil forsvinde på grund af Nettets Onde Onde Sørøvere.
  Tag en slapper. Det værste, "netpirateriet" kan forårsage, er at gennemtvinge en total ændring i måderne, hvorpå forfattere og forlæggere får deres indkomster. Hvilket er ...
Muligt. Når alt kommer til alt, har forfattere fået betaling på mange måder i århundredernes løb og der har altid været ændringer. Med hensyn til forlæggerne, så eksisterede forlagsvirksomheden i dens moderne form ikke før ophavsretten opstod i begyndelsen af det attende århundrede. Før det var "forlæggere" enten sponsorer eller bogtrykkere, som betalte for udgivelserne enten ved at betale af egen lomme eller ved selv at udføre trykningen.
  Og hvad så? At tjene til livets ophold på en anden måde er stadigvæk at tjene til livets ophold. Den eneste måde, hvorpå forfattere i teorien kan berøves deres levebrød, vil være, hvis nogen opfandt en kunstig intelligens, der kunne skrive historier lige så godt som mennesker kan.
  Er det muligt? På kort sigt, nej. De former for kunstig intelligens, som hidtil er blevet udviklet, har to egenskaber tilfælles. De er alle mennesker langt overlegne, når det drejer sig om talknusning, og de er mennesker - og også dyr - meget underlegne, når det gælder intuition. Det er grunden til at selv meget dyre AI’er, såsom dem der styrer køretøjer rundt på måner og planeter, har svært ved noget så simpelt som at køre hen over en overflade, hvilket ethvert pattebarn kan klare som en mis. Eller ethvert insekt for den sags skyld. Fortællervirksomhed er ikke talknusning, men hvis skrivende AI'er engang bliver andet og mere end science fiction, så er min mening den, at de pågældende AI'er så er personer og som sådanne har ret til at blive betalt som alle andre. Ellers er det slaveri.
  Men under alle omstændigheder, hvordan kan man undgå at betale forfatterne. Der er behov for forfatternes vare og betales der ikke, forbliver manuskripterne i skrivebordsskuffen. Forfatterne står i en stærk forhandlingsposition. Når dette er tilfældet, så kan betalingsmåden ændres, men betalingen får de.
  Og faktisk, i de mange århundreder - nej, årtusinder - før ophavsrettens fremkomst var der forfattere, og de blev betalt. Normalt var "forfatterne" historiefortællere, fordi faget først og fremmest var mundtligt, indtil trykpressen blev opfundet. Hvordan blev de betalt? Ved hjælp af sponsorering: privat eller offentlig.
  Den vigtigste form for privat sponsorering eller mæcenat tog den form, at en rigmand betalte for fremstillingen af historierne. Forfatteren fik engangsbetaling, men af en enkelt person og ikke af et forlag. Forfatteren skrev historien og solgte den for en aftalt pengesum, hvorefter han ikke længere havde nogen rettigheder og ikke fik yderligere betaling.
  Offentlig sponsorering tog forskellige former. Som eksempler på de mest almindelige kan nævnes gård- og gadesangere. Sådanne musikanter findes stadig. Man kan finde dem i de fleste byer rundt om i verden. Mimikere og gadeteater er sjældnere, men går man hen ad La Rambla, Barcelona’s berømte store boulevard, ser man den ene levende statue efter den anden. Alle disse gadekunstneres indkomster er afhængige af frivillige bidrag fra de forbipasserende.
 Og historiefortællerne er ved at vende tilbage. De lægger deres historier på nettet og be'r om at få bidrag.
  Men der var andre former for offentlig sponsorering. Byer har opført skuespil i mange civiliserede samfund meget langt tilbage i tiden og indtil for relativt kort tid siden blev omkostningerne ved disse skuespil - herunder forfatterhonorarerne - betalt af bystyret. Eller måske af en større religiøs stiftelse i byen.
  Betalingsformen har naturligvis betydning for typen af de historier, der produceres. Det er ikke et tilfælde, at den fremherskende form for moderne fortælling, romanen, næsten udelukkende er et produkt af ophavsrettens tidsalder. Det har to årsager: For det første, det tager måneder at skrive en roman. For det andet er romanen en historieform, hvor det er i sagens natur, at der skal sælges et stort eksemplartal til et stort publikum, fordi det enkelte eksemplar er beregnet på at blive læst af én læser af gangen.
  Så i tiden før ophavsretten var fortællingens vigtigste former enten rent mundtlig recitation - de middelalderlige digtcyklusser er et godt eksempel - eller de var historier, der blev omskrevet til offentlige forestillinger. Det betyder i realiteten skuespil.
  De var ikke de eneste former. Poesi var ofte en fremtrædende form for historiefortælling. (Folk betragter normalt ikke digte som "historier", men det er de faktisk, omend de fortælles på en meget stiliseret måde. Det er i sidste ende sandt selv for et haiku). Det er fordi poesi lettere kan finde betaling gennem sponsorering end romaner.
  Min påstand er, at hvis den elektroniske udgivelsesform bliver den fremherskende, kan der ikke ske andet og værre, end at forfatterne bliver tvunget til at ændre formen på deres fortællinger. Der kan, måske, ske det, at forfattere tvinges til enten at forlade gamle metoder og udvikle nye eller miste deres erhverv.
  Og ... hvad så?
  Råt og usødet, man har ret til at forsøge at tjene til livets ophold som fortæller. Man har imidlertid ikke ret til at diktere publikum den form, historien skal fortælles i. Det er publikums forret, ikke forfatternes.
  Kendsgerningen er, at publikums smag til stadighed ændres i tidens løb, hvilket har tvunget forfatterne til at indrette sig derefter. Og hver gang en ændring var nødvendig, var det ikke alle forfattere, der evnede at følge med. Det var hårdt for den enkelte forfatter, men sådan er fortællerfagets natur. Det er en meget usikker levevej og det har den altid været.
  Lad mig give et eksempel på en sådan ændring fra science fictiongenrens historie. Oprindelig blev det meste science fiction skrevet i kortform. Når der ses væk fra en håndfuld forfattere som Jules Verne og H.G. Wells, så tjente science fictionforfatterne i de tidlige årtier i det tyvende århundrede deres penge - de få der tjente nogen - på noveller til magasinerne. Undertiden fik en forfatter en roman udgivet, men i de tider var der langt mellem udgivelser af science fictionromaner.
  En forfatter ville derfor for det meste være afhængig af at skrive noveller. Og det var til fordel for de forfattere, der var gode til den korte form, og til ulempe for dem, der var bedre til de lange historier.
  I tresserne ændredes genren radikalt. Fra først og fremmest at have været en kortformsgenre gik den nu i løbet af et årti over til at være en romangenre. Ændringen begyndte i de tidlige tressere og var til ende ikke senere end 1975.
  De science fictionmagasiner, der stadig eksisterer, kæmper for livet. Tages der højde for inflationen, betaler de ikke noget bare i nærheden af de honorarer, de for halvtreds år siden betalte for noveller. I dag er det absolut umuligt – uanset, hvor produktiv man er og hvor meget man får solgt - for science fiction-forfattere at få en tilstrækkelig indkomst fra noveller. Det kan bare ikke lade sig gøre. Selv om man får solgt tre historier pr måned - et tempo som ingen forfatter nogensinde har kunnet præstere - vil man tjene mindre end $10.000 om året, hvilket er under den officielle fattigdomsgrænse, også for en enlig.
  Det var aldrig let for en forfatter at klare sig ved novelleskrivning. Men, især hvis det lykkedes at få en håndfuld romaner antaget i karrierens løb, kunne man klare det. I dag er det umuligt. Der er simpelthen ikke så mange penge at tjene på noveller, at det er værd at tale om. Markedet for dem er nu så lille, at frembringelsen af noveller for en kommercielt succesfuld science fiction-forfatter er en ren bibeskæftigelse, i hvert fald pengemæssigt. Nogle forfattere skriver måske stadig noveller for fornøjelsens skyld eller for at vinde litterære priser eller begge dele. Men det er ikke det, de lever af. De kan ikke.
  For at vise hvor lille en del af en forfatters indkomst, der stammer fra noveller, vil jeg bruge mig selv som eksempel. Min første roman, Mother of Demons, blev udgivet i september 1997. Min første novellesamling, Worlds, forventes at udkomme i februar 2009. Og i de elleve og et halvt år mellem fremkomsten af disse to bøger vil jeg have fået udgivet omkring tredive romaner. Og jeg udgiver denne ene novellesamling på en hva'-fa'en-hvorfor-ikke-basis. Jeg tilbød den til min forlægger for royalties og slet intet forskud.
  Bevares, jeg befinder mig langt ude mod den ene ende af dette spektrum - men jeg er på ingen måde ude på den yderste kant. Der er her i tiden særdeles succesfulde science fiction og fantasy forfattere, der aldrig har fået udgivet noveller. Aldrig. Ikke en eneste gang. Det ville have været helt umuligt for tredive, fyrre år siden af den simple grund, at så ville de ikke have fået noget udgivet overhovedet.
  Og ganske rigtigt, denne radikale ændring af markedet skadede visse forfattere og gavnede andre. For at starte med de gode nyheder, ændringen var til fordel for forfattere som Frank Herbert. Bevares, Herbert skrev noveller. Som alle andre science fiction-forfattere i de tider havde han intet valg. Men det var ikke let for ham, når man sammenligner ham med visse andre forfattere.
  I sit første årti som forfatter fra begyndelsen af halvtredserne, fik Herbert udgivet omkring tyve noveller. I det samme tidsrum fik Christopher Anvil - en forfatter for hvem kortformen faldt let og naturlig - udgivet næsten dobbelt så mange. Set fra en anden synsvinkel fik Herbert aldrig udgivet mere end fire noveller på et enkelt år, og det lykkedes kun for ham to gange - i 1954 og igen i 1958. I modsætning hertil fik James H. Schmitz, som havde anlæg for novelleskrivning, ni historier udgivet i 1962 og gjorde det igen i 1965.
  Christopher Anvil klarede det endnu bedre: otte historier i 1964, atter otte historier i 1965, elleve historier i 1966, atter elleve historier i 1967 og seks historier i 1969. På bare fem år fik Anvil udgivet næsten lige så mange noveller som Herbert gjorde i hele sin karriere, der strakte sig over mere end tre årtier.
  Og Frank Herbert var på ingen måde en mislykket forfatter. Han var en succesrig forfatter selv i sine unge år. Han var bare ikke en forfatter, for hvem novelleskrivning kom let og naturligt. Men han indrettede sig og fægtede sig frem. Så ændrede markedet sig og Herbert havde det pludseligt som blommen i et æg. I 1970'erne var han blevet en af største og bedst sælgende forfattere inden for science fiction.
  Men den dårlige nyhed var, at James Schmitz og Christopher Anvil fik det hårdt i 1970'erne. Skønt de begge skrev nogle få kortromaner - Schmitz skrev fire (og en af dem er blot en lang novelle) og Anvil skrev fem - var de begge novelleforfattere af natur og havde det hårdt, da markedet ændrede sig.
  Schmitz klarede ikke at omstille sig. Hans sidste to historier blev udgivet i 1974 og de var formentlig skrevet to år tidligere. Han var stadig en forholdsvis ung mand på det tidspunkt. I hvert fald ikke gammel. Han var tres år i 1971 - et år yngre end jeg er i skrivende stund - og han havde stadig et årti at leve i. Men i realiteten var hans karriere som forfatter forbi.
  Anvil holdt skruen i vandet. Men en skribent, som havde været en meget fremtrædende forfatter af science fiction-noveller i halvtredserne og tresserne, forsvandt nu langsomt fra scenen. Han fik kun udgivet ni historier i resten af 1970'erne, efter 1972, færre historier end han havde fået trykt i et par enkelte år i sine velmagtsdage. Derefter otte historier i 1980'erne og fire historier i 1990'erne. Den sidste af dem udkom i 1995.
Derefter ... ingenting før jeg købte en historie af ham til en af de antologier med hans historier, som jeg var ved at stykke sammen som forlagsredaktør, i 2005, og én til, som jeg købte af ham til Jim Baen’s Universe i 2006. Sagen er, at manden stadig kan fortælle en historie, men markedet har ændret sig.
  Sådan er det bare. Og det er ikke første gang i historien, at en sådan litterær kovending er sket - tværtimod - og det bliver heller ikke den sidste. Ser man tilbage på litteraturen gennem århundrederne, selv om man kun ser på den engelsksprogede litteratur, vil man se stadige og komplekse ændringer i bogindustrien - og hver eneste af disse forandringer har tvunget forfatterne til at indrette sig efter dem.
  Har læseren nogensinde undret sig over, at Fjodor Dostojevskijs romaner altid synes at hænge midt inde i teksten? Typisk starter de med et brag og ender med et brag. Men inde midt i ...
Jamen, hvorfor skal Brødrene Karamazov absolut være ni hundrede sider lang?
  Tja, litteraturprofessorer vil påstå, at det skyldes historiens centrale essens, fordi det er et af verdenshistoriens anerkendte mesterværker. Og jeg vil bestemt ikke rokke ved den bedømmelse af romanen - som helhed - fordi jeg er enig. Men som en godt sælgende professionel forfatter, vil jeg også forklare sandhedens mørke bagside. "Mørke," i hvert fald hvis man betragter litteratur som et helligt kald ubesmittet af vulgær materialisme - et syn på sagen som kun få udøvende forfattere nogen sinde har delt. Mig? Jeg synes bare, at synspunktet er fornøjeligt.
  Her er sandheden. Dostojevskij var ludoman. Han var kronisk forgældet - og på hans tid blev romaner normalt udgivet som føljetoner i tidsskrifter. Så, for at sælge en roman til et tidsskrift, sendte han redaktøren de første kapitler. Disse var normalt strålende. Den dag i dag - jeg må her tage højde for, at jeg har læst den i oversættelse - er det min overbevisning, at de første hundrede sider af Idioten er det bedste, der overhovedet nogensinde er skrevet af en romanforfatter.
  Derefter ... tja, regninger skulle betales. Og så var der spillegæld for at gøre tingene værre. Og hvis man er en god forfatter - og da især hvis man er et litterært geni som Dostojevskij - er det egentlig ikke særlig vanskeligt at finde måder at ...
Lad os kalde det at "udvide" en historie. Kapitel efter kapitel efter kapitel, da det er på den måde man bliver betalt. Kapitelvis.
  I dag gøres det anderledes. En sum ved kontraktens underskrivelse, en anden ved manuskriptets indlevering og resten afhænger af salget. Man betales ikke per kapitel, linje eller ord.
  Charles Dickens fik forresten også sine bøger udgivet i føljetonernes tidsalder og mit personlige gæt er, at det i hvert fald delvis forklarer hans romaners struktur og længde.
  Mit ærinde her er ikke at gøre grin med forfattere. Og heller med ikke forlæggere for den sags skyld, for i det omfang at nogen blev snydt, så var det dem. Jeg påpeger bare, at den specifikke måde, en forfatter tjener sine penge på, helt og aldeles afhænger af markedets specifikke struktur og krav på ethvert givent tidspunkt. Og det bestemmes igen af mange ting - ikke mindst dialektikken mellem en given teknologi og et givent publikumskrav.
  Jeg tvivler ikke et øjeblik på, at de forandringer, der er sket og fortsat sker med teknologien i forlagsindustrien i forbindelse med udviklingen af elektroniske udgivelser, på sigt vil have meget stor betydning for den specifikke måde, hvorpå forfattere får deres indkomster. Jeg nærer ingen tvivl derom, fordi man allerede kan se det ske.
  Men det er ikke det samme som en trussel mod forfatteres levebrød som sådan. Den kendsgerning, at visse kunstnere vil blive skadet af ændringerne, er ingen undskyldning for, at de eller andre forsøger at forhindre disse forandringer ad lovgivningens vej. De har ikke mere "ret" til nogen specifik måde at tjene penge på end fortidens forfattere har haft.
  Havde James H. Schmitz eller Christopher Anvil i de sene 1960'ere fremsat den påstand, at nye love skulle sikre, at deres yndlingsteknik til historiefortælling forblev den dominerende inden for science fiction, ville de være blevet grinet ud. Og med rette.
  Men kendsgerningen er, at mange af de forslag, der i dag fremsættes af folk på grund af fremkomsten af elektroniske udgivelser og "truslen" fra "netpirateriet", på enhver måde er lige så latterlige og har den helt samme underliggende logik. Under foregivende af at "beskytte forfatternes indkomster" kræver de reelt, at der skal lovgives for at beskytte specifikke forfattere, der fortæller på en specifik måde og sælger i et specifikt format.
  Det er denne påstand, som Cory Doctorow har fremsat et antal gange i forskellige essays, han har skrevet om sagen, og på grund af hvilke han hver gang får på pukkelen af visse forfattere. Men Cory er ikke problemet, hans kritikere er problemet. Jeg er ikke altid enig med Cory om ophavsrettens forskellige aspekter - i det mindste ikke når det drejer sig om, hvad der skal lægges vægt på og hvad ikke - men i denne sag har han absolut ret og hans kritikere absolut vrang.
  Så lad mig slutte dette essay med at gøre dette punkt så klart, som jeg kan:
  Hvis elektronisk udgivervirksomhed - og her skal medregnes den kendsgerning, at det er meget let at "piratere" elektroniske tekster - er en form for forlagsvirksomhed, som visse forfattere og forlæggere har svært ved at tilpasse sig, så er det mest deres problem. Som min far plejede at sige, når jeg som dreng klynkede over et eller andet, "livet er bare hårdt". Kan de ikke stå distancen, så er det en kendsgerning, at de hen ad vejen vil falde fra.
  Hvad de ikke har ret til, er at forlange, at deres nuværende omstændigheder skal fastfryses ved lov. De har ikke ret til at forlange, at ophavsretsbeskyttelsen bliver så restriktiv og så besværlig for offentligheden, at det fundamentale formål med ophavsretten reelt undermineres.
  Her er sagens positive side, som dommedagsprædikanterne aldrig ønsker at forholde sig til eller indrømme. Der har i hundreder af år været ændringer i forlagsindustrien. De har altid skadet nogle forfattere og altid været til fordel for andre. Og det samme er tilfældet i dag, nu hvor elektronisk udgivervirksomhed vokser i betydning.
  Nogle forfattere bliver jo nok skadet af denne vækst - men jeg vil påstå, at jeg endnu ikke har set en eneste forfatter fremkomme med overbevisende historier om, at de er blevet skadet af denne udvikling. Det er derimod absolut sikkert, at der er forfattere, der har nydt fordel af udviklingen.
  Hvordan ved jeg, at jeg taler sandt? Fordi jeg er en af dem. En af de mest fremtrædende af dem inden for science fiction. Jeg har lært til min fordel - og jeg lærer stadig - hvordan man bruger udviklingen inden for forlagsvirksomheden. Ganske som mit forlag, Baen Books, har lært og stadig lærer, hvordan man som forlag drager nytte af udviklingen.
  I senere essays, vil jeg forklare, hvorfor de bekymringer, folk nærer i forbindelse med "netpirateriets farer" er helt ude af proportioner med virkeligheden, også selv om vi går ud fra, at alle udgivelser bliver elektroniske. De værste af disse bekymringer er slet og ret idiotiske. Den udvikling, som forfattere og forlag vil blive påtvunget af de uafvendelige krav den elektroniske udgivelsesform stiller og de egenskaber, der er uløseligt forbundet med den - og ja, den lethed, hvormed man kan "piratere", er en af disse egenskaber - er meget små sammenlignet med øgede muligheder den giver. Og jeg vil også pinde de forskellige metoder ud, som jeg og Baen Books har brugt for at drage nytte af de nye muligheder, som elektronikken har skabt. Hvad der vil blive soleklart, nemlig at mens elektronisk udgivervirksomhed bestemt kræver omstilling, så er disse tilpasninger småtterier sammenlignet med de fordele, de resulterer i.
  Men selv om det er sandt, at den elektroniske bogindustris fremvækst vil gennemtvinge drastiske ændringer i den måde, hvorpå forfattere fortæller deres historier og tjener deres penge, så vil det bare være noget, de må acceptere. De, der kan indrette sig under de nye forhold, vil klare sig godt, og de andre ikke.
  Sådan er det bare. Sådan er overganges natur.

***

Fjortende Salve

På Eventyr Med Søgemaskinen

  I dette essay vil jeg fortsætte med at behandle det spørgsmål, som jeg stillede i begyndelsen af mit sidste essay:

  Selv om det i skrivende stund kun er et tankeeksperiment, hvad vil der så ske, hvis elektroniske udgivelser bliver den dominerende udgivelsesform - eller måske den eneste udgivelsesform? Hvilke ændringer i de forskellige politikker, jeg til nu har foreslået, vil være nødvendige?

   I det forrige nummer behandlede jeg nogle indledende spørgsmål i forbindelse med dette problem. Nu vil jeg gå til sagens kerne:
Hvilken virkning vil det have på traditionel ophavsretspraksis, hvis al udgivervirksomhed bliver elektronisk?
  Ikke nogle, ikke de fleste, men alle bøger. De eneste papirbøger, der bliver fremstillet, vil være dekorative blæreobjekter. Kostbare læderindbundne bøger udgivet i begrænset oplag, som på ingen måde vil kunne give indtjening til forfattere og forlag, når der ses bort fra et lille antal nicheforlag.
  Hvad så?
  Svaret fra DRM-tilhængerne vil altid være, at dommedag vil indfinde sig, medmindre de strengeste og hårdeste forholdsregler bliver taget i brug for at beskytte ophavsretten mod den uundgåelige horde af savlende netpirater, som hurtigt vil udplyndre alle forfatterskaber, ruinere forlagene og indlede en litterær mørketid.
  ”Hvordan kan det være anderledes?” argumenterer de. ”Hvis bøger er lettilgængelige og gratis, fordi det er let at "piratere" ukrypteret elektronisk tekst, hvorfor skulle så nogen fortsætte med at betale for dem? Altså farvel til forfatternes levebrød og farvel til de ærlige forlæggeres profit - ja endog til deres kapital!”
  Hvad er der i vejen med dette billede? (Og jeg vil udlader at drøfte det der med, at tyv tror hver mand stjæler. Projektion kaldes det i lærde kredse.)
  Tja, der er en række ting. Men lad os begynde med den centrale udenomssnak. Den her:
”Hvis bøger er lettilgængelige og gratis - "
  STOP.
  Jeg vil bruge resten af denne måneds essay med at gennemgå dette letfærdige udtryk.
  Lettilgængelig.
  Hvad betyder der helt bestemt? Lettilgængelig i forhold til hvad? Og det skal sammenlignes med noget. Isoleret er ordet meningsløst.
  Et eksempel: salt.
  Salt er lettilgængeligt. Man kan gå ind i enhver butik, der sælger fødevarer, også tankstationernes kiosker, og købe en halvkilos æske for mindre end en dollar. Og som et resultat af det stjæles salt næsten aldrig af butikstyve. Hvorfor gide, når det er så let at finde og så billigt?
  Men sådan har det ikke altid været. I mange perioder og på mange steder har salt været ekstremt værdifuldt og har måttet beskyttes omhyggeligt. I århundreder var der for eksempel en konstant byttehandel med salt og guld mellem Nordafrika og de store middelalderlige riger og kongedømmer i Vestafrika. Karavaner krydsede Sahara med dette formål - og måtte have væbnet eskorte både frem og tilbage.
  Lad os tage et andet eksempel: Gratis veje versus betalingsveje.
  Der var en tid i Amerikas historie - og i verdenshistorien for den sags skyld - da man ikke havde mange andre muligheder end at bruge en betalingsvej, hvis man ønskede at rejse langvejs. Dette gjaldt især, hvis man transporterede tunge varer.
  I dag er dette ikke tilfældet. Man kan køre med bil eller cykel næsten hvor som helst på det amerikanske fastland uden at skulle betale bompenge. Dette er også tilfældet med næsten al kommerciel transport inden for de tilladte vægtgrænser. De endnu eksisterende betalingsveje er få sammenlignet med det totale vejnet.
  Alligevel ... betalingsvejene har god søgning. Hvorfor? Fordi de er placerede, så at de giver kunderne betydelig bekvemmelighed for en ret beskeden betaling. Eller mere præcist: fordi tid er penge, sparer de fleste penge ved at bruge betalingsvejene.
  Jeg lever i det nordvestlige Indiana, ikke langt fra Chicago. Jeg kan - undtagen i myldretiden - køre fra mit hus til Chicagos centrum på en halv times tid. Hvis jeg altså bruger toldbroen, som kaldes Chicago Skyway. Det er en hævet vej, der går hen over det sammensurium af veje, kanaler, jernbanespor og industrielle virksomheder, der befinder sig nær statsgrænsen mellem Illinois og Indiana i den sydlige del af Storchicago. (Over halvdelen af USAs stålproduktion sker inden for en radius af femten mil fra mit hus.)
  Af en toldbro at være er den dyr. Prisen er $2.50 hver vej eller fem dollars tur-retur.
  Behøver man at køre ad Chicago Skyway for at komme fra det nordvestlige Indiana til Chicago? Nej, naturligvis ikke. Der er to vigtige alternativer og en mængde mindre. Den første mulighed er at holde sig til de gratis mellemstatslige hovedveje. Man kan tage I-80 til I-94 og derfra til I-90 og derfra videre. Voila.
  Naturligvis tager det tyve minutter længere hver vej og en hel del mere i myldretiden. Man bruger også mere benzin på grund af den længere kørevej og den større sandsynlighed for at skulle holde for rødt.
  En anden mulighed er at køre ad byens gader. Forlad I-80 ved Indianapolis Boulevard, også kendt som U.S. 41, og så nordpå hele vejen ind i Chicago. Til sidst vil man befinde sig ved Lake Shore Drive, ad hvilken man kører ind i centrum. Voila.
  Man vil selvfølgelig lægge mindst en halv time til turen både frem og tilbage, skønt det ikke vil betyde så meget om det er myldretid eller ikke.
  Ser man væk fra den ekstra benzin og sliddet på bilen, hvor meget er så ens tid værd? For de fleste er tid af værdi, medmindre man er på sightseeing.
  Hvor værdifuld? Tja, det vil variere fra person til person. Jeg kender mange mennesker, der synes at sætte en meget lav pris på deres tid. Det er i det mindste den konklusion, jeg kommer til, når jeg ser dem stædigt nægte at betale de fem dollars for at bruge Chicago Skyway og i stedet køre ad en anden og meget længere rute.
  For mit vedkommende var jeg maskinarbejder i mange år, før jeg blev fuldtidsforfatter, og jeg har stadig for vane at værdisætte min tid efter den målestok. Når der ses væk fra de forskellige frynsegoder - sygesikring, betalt ferie osv. osv. - så tjente jeg omkring tyve dollars i timen. Så jeg vil mene, at det er min tid værd. (Den er faktisk en hel del mere værd nu om stunder, men at værdisætte en forfatters tid er noget vanskeligt. I forbindelse med denne diskussion er en timeløn på tyve dollars imidlertid fuldt anvendelig.)
  Ved at bruge Chicago Skyway, hver gang jeg tager til og fra Chicagos centrum, regner jeg med at spare omkring en time. Regnet i penge er dette omkring tyve dollars sparet for en udgift på fem dollars. Min nettofortjeneste er om man så må sige femten dollars. Mere præcist er min nettoudgift femogtyve dollars (én time tur-retur plus fem dollars i afgift) i stedet for fyrre dollars (to timer frem og tilbage uden afgift). Så jeg bruger Chicago Skyway. Jeg har ikke brugt nogen anden rute ind i Chicago i årevis, medmindre jeg har haft en særlig grund til det.
  Og ikke bare stjæler jeg ikke salt, det falder mig ikke engang ind at stjæle det, selv ikke som tankeeksperiment, undtagen når jeg skriver essays om DRM's åndelige underskud.
  Hvor jeg vil hen, turde være indlysende. Om folk stjæler ophavsretsbeskyttede elektroniske materialer eller ej, afgøres først og fremmest af forholdet mellem tyveriets besvær og prisen på det lovlige produkt. Bemærk venligst, at jeg her går ind på mine modstanderes præmis om, at alle vil stjæle, hvis de kan. (I parentes bemærket, jeg er uenig og jeg mener, at præmisset er både idiotisk og uforskammet.)
  Så lad os nu se på sagen. Hvor let er det at stjæle ophavsretsbeskyttet materiale?
  Også her vil jeg være imødekommende over for mine modstandere. Jeg vil ikke engang komme ind på, hvor let det i det hele taget er at piratere ophavsretsbeskyttede værker. Og det er det faktisk ikke. De fleste "pirater" får en papirudgave af en bog og indskanner den. Selv om de ikke foretager nogen korrekturlæsning for at fjerne trykfejl – og det tager timer - skal de stadig bruge tid på at indskanne bogen. Det gøres normalt manuelt en side af gangen.
  I stedet vil jeg forudsætte, at en eller anden allerede har fremstillet piratudgaver af alle de bøger, der nogensinde er blevet skrevet, og gjort dem tilgængelige på Internettet.
  OK, hvad nu?
  Et af mine oratoriske standardtricks, når jeg holder foredrag om denne sag og kommer til denne side af den, er at vifte livligt med armene og opfordre samtlige tilhørere til at -
Vær søde og rare! Så snart I kommer hjem, så gå hen til computeren og STJÆL EN AF MINE BØGER!
  Og jeg forudsiger, at de vil opdage, at det er lettere sagt end gjort. Især for de nioghalvfems procent af det læsende publikum, der ikke har ekspertise i disse sager.
  Her er, hvad de fleste vil gøre, hvis de ønsker at finde en piratkopi af en af mine bøger. De vil skrive mit navn i Googles søgefelt og se, hvad der kommer frem.
  Resultaterne varierer naturligvis lidt fra dag til dag, men i skrivende stund - søndag den 20. juli 2008 kl. 12.41 Central Standard Time - dukker dette frem:
På den første skærmside handler alle ti indførsler om mig (og ikke om nogen anden Eric Flint) og alle ti er lovlige. Som følger:
  Side 1: Dette er en Googleside identificeret som: “Books 1 - 10 of 376 on inauthor:Eric inauthor:Flint.”
  Og - oh fryd - der er side efter side med alle mine bøger (de fleste af dem i hvert fald, jeg talte dem ikke grundigt) og oplysninger om, hvor man kan finde lovlige kopier. Mange af dem i handelen.
  Hurra for Side 1. Og videre ...
  Side 2: Dette er min egen webside og jeg er stor tilhænger af den. Intet der undtagen lovlige kopier - nogle gratis, bevares, efter mit frie valg. Men de fleste er til salg.
  Side 3: Denne ligger også på mit netsted og henviser til min optræden som æresgæst på MidSouthCon i Memphis, Tennessee.
Også lovlig, naturligvis.
  Side 4: Dette er en lang indførsel om mig i Wikipedia. Rent kommercielt er en webside som denne udelukkende til min fordel. Bare gratis reklame.
  Side 5: Dette fører til min katalogside hos mit forlag, Baen Books. Med andre ord, siden kan ikke være lovligere. Og naturligvis kan man købe mine bøger her.
  Side 6: Her føres man til min side i Baen Free Library, hvor man gratis kan nedhente nogle af mine bøger. Også en totalt lovlig side.
  Her er der noget interessant. Selv denne helt lovlige side, som udelukkende indeholder mine gratis etekster, er kun hit nummer seks i Google søgningen.
  Side 7: Dette er en anden Google side, der fører til en liste over anmeldelser af min populæreste roman, 1632. Bogen er gratis tilgængelig i Baen Library og har for resten været det i årevis. En side som denne er bare mere gratis reklame for mig og mit forlag.
  Side 8: Dette fører til en webside, hvor jeg har lagt Macaulays taler om ophavsret (dansk oversættelse her), som jeg ofte har citeret i disse essays.
  Side 9: Endnu et Google sted. Det henviser til Vol. 1 af Grantville Gazette. Jeg publicerer Gazette som et nettidskrift - vi vil nu udgive nr. 19 - og Baen Books udgiver papirudgaverne af det. Dette er endnu en fuldkommen lovlig side og den hjælper med at promovere især Gazette men også 1632-serien i almindelighed.
(Interesserede kan finde Gazette her.)
  Side 10: Dette er endnu en lovlig side, der tilbyder mine gratis bøger.
  Skal jeg gå videre?
  Side 11 er et Google sted med anmeldelser af en anden af mine romaner, The Course of Empire. Kathy Wentworth er medforfatter. (LOVLIG - PROMOVERER MINE BØGER.)
  Side 12 er et interview med mig og handler om min roman 1812: The Rivers of War. (LOVLIG - PROMOVERER MINE BØGER.)
  Side 13 fører til en side hos Barnes & Noble, hvor mine bøger bydes til salg. (LOVLIG - SÆLGER OG PROMOVERER MINE BØGER.)
  Side 14 er et Google sted med anmeldelser af en anden af mine bøger, The Wizard of Karres, som jeg har skrevet sammen med Mercedes Lackey og Dave Freer. (LOVLIG - PROMOVERER MINE BØGER.)
  Side 15 fører til en af de bedre kendte sider med fortegnelser over science fiction forfattere og den har en grundig bibliografi over mine værker. (LOVLIG - PROMOVERER MINE BØGER.)
  Side 16 ... Ha! Den fører til netop dette magasin og linker til det essay, som jeg skrev i denne klumme i sidste nummer. (LOVLIG - DEL AF DEN HELLIGE KRIG MOD DRM - PROMOVERER MINE BØGER.)
  Side 17 er et Google sted med anmeldelser af en anden af mine bøger, In the Heart of Darkness, som jeg skrev sammen med David Drake. (LOVLIG - PROMOVERER MINE BØGER.)
  Side 18 fører til en Amazon side, hvor min roman 1632 er til salg. (LOVLIG - SÆLGER OG PROMOVERER MINE BØGER.)
  Side 19 fører til Baens Webscription service, hvor man kan købe elektroniske udgaver af mine bøger. (LOVLIG - SÆLGER OG PROMOVERER MINE BØGER.)
  Side 20 er et Google sted med anmeldelser af min første roman, Mother of Demons. Det er værd at bemærke, at bogen udkom for elleve år siden, har været gratis tilgængelig i elektronisk format i Baen Library i otte år og at den stadig sælges i papirformat. Baen har faktisk planlagt en ny udgave af den i den nærmeste fremtid. (LOVLIG - PROMOVERER MINE BØGER.)
  Nuvel, det er de første tyve sider. Men lad os fortsætte. Visselig når vi snart En Skummel Piratrede.
  Side 21 fører til Simon & Schusters netside, hvor man kan købe mine bøger. (LOVLIG - SÆLGER OG PROMOVERER MINE BØGER.)
  Side 22 fører til en anmeldelse af mine forskellige essays mod DRM. (LOVLIG - DEL AF DEN HELLIGE KRIG MOD DRM - PROMOVERER MINE BØGER.)
  Side 23 er et Google sted med anmeldelser af endnu en af mine romaner, An Oblique Approach, med David Drake som medforfatter. (LOVLIG - PROMOVERER MINE BØGER.)
  Side 24 er en webside tilhørende en kunstner, der havde udført illustrationer til nogle af mine romaner og som for nogen tid siden bad mig om lov til at lægge dem på nettet. Siden indeholder også links til andre netsider, der på den ene eller den anden måde promoverer mine bøger. (LOVLIG - PROMOVERER MINE BØGER.)
  Side 25 er en meget kritisk anmeldelse af min roman 1812: The Rivers of War. Efter min mening er det en meget stupid anmeldelse, fordi anmeldelser, der meget klart er motiverede af et ønske om at finde fejl lige meget hvad, uvægerligt ender at være dumme. Men OK, smag og behag. En anden læser af anmeldelsen ville måske mene, at den var det bedste siden hedenold. Jeg kan ikke ligefrem sige, at den fremmer salget af min bog, men, det sagt: (LOVLIG - INGEN PIRATKOPIER.)
  Side 26 er en Wikimedia side om mig. (LOVLIG - PROMOVERER MINE BØGER.)
  Side 27 fører til en Amazon webside, hvor min roman 1632 kan købes. (LOVLIG - SÆLGER OG PROMOVERER MINE BØGER.)
  Side 28 - nåja, det måtte jo ske - fører til en side om en helt anden Eric Flint. Det sagt: (LOVLIG - INGEN PIRATKOPIER.)
  Side 29 fører til endnu en bibliografi over mine bøger. (LOVLIG - PROMOVERER MINE BØGER.)
  Side 30 fører til endnu en bibliografi over mine bøger. (LOVLIG - PROMOVERER MINE BØGER.)
  Det er tredive steder på nettet - og jeg har endnu ikke fundet en piratudgave af nogen af mine bøger. Jamen hvad er der sket med Kaptajn Rødskæg og Kaptajn Sortskæg og Kaptajn Gulskæg og alle de andre, der formodes at sejle nettet tyndt? Før man har arbejdet sig frem til piratrederne, vil man være blevet bombarderet med enorme mængder af reklamer for mine bøger - og lad os ikke glemme alle de netsider, der tilbyder at sælge lovlige eksemplarer.
  Hvad skal en hårdtarbejdende tyveknægt dog gøre?
  Fortsætte formentlig. Men jeg tror, at vi herfra kan nøjes med en hurtig opsummering.
    Hvad vi finder på siderne 31-50 på søgeordene "Eric Flint" er:
  31: En henvisning til et science fiction-treff, hvor jeg vil møde op. (LOVLIG - PROMOVERER MINE BØGER.)
  32: Et andet link til Webscriptions. (LOVLIG - SÆLGER OG PROMOVERER MINE BØGER.)
  33: En meget positiv anmeldelse af 1632. (LOVLIG - PROMOVERER MINE BØGER.)
  34: En positiv anmeldelse af et essay, jeg havde lagt op i Baens Library. (LOVLIG - SÆLGER OG PROMOVERER MINE BØGER.)
  35: En side hvor man kan købe elektroniske udgaver af 1812: The Rivers of War og 1824: The Arkansas War. (LOVLIG - SÆLGER OG PROMOVERER MINE BØGER.)
  36: En webside i Alibris, hvor brugte eksemplarer af mine bøger er til salg. (LOVLIG - PROMOVERER MINE BØGER.) De sælger også mine bøger, men da jeg ikke får royalties ved salget af brugte bøger, er netto-effekten for mig ren promovering. Men udmærket promovering.
  37: Endnu en meget positiv anmeldelse af 1632. (LOVLIG - PROMOVERER MINE BØGER.)
  38: Et link til Grantville Gazette. (LOVLIG - SÆLGER OG PROMOVERER MINE BØGER.)
  39: Her er et andet netsted, der henviser til en helt anden Eric Flint, så stedet er irrelevant. Men det er totalt lovligt. Kemisk renset for ulovlige kopier.
  40: Netstedet har en meget positiv gennemgang og analyse af hele min 1632-serie. (LOVLIG - PROMOVERER MINE BØGER.)
  41: Dette er et lovligt netsted, der har gratis kopier i PDF-format af nogle af mine bøger fra Baen Library. Baen’s Library har ikke bøger i PDF-format. (LOVLIG - PROMOVERER MINE BØGER.)
  42: Dette netsted henviser til Baen Free Library. (LOVLIG - PROMOVERER MINE BØGER.)
  43: Endnu et netsted med bibliografiske oplysninger. Mange af mine bøger nævnes. (LOVLIG - PROMOVERER MINE BØGER.)
  44: Endnu en Wikipedia-indførsel om mig. (LOVLIG - PROMOVERER MINE BØGER.)
  45: Dette er den tredje side, der handler om en "Eric Flint", som (grynt, grynt) ikke er mig. Men helt lovlig og piratfri.
  46: Endnu et bibliografisk netsted med bibliografiske oplysninger. Mange af mine bøger er listede. (LOVLIG SIDE - PROMOVERER MINE BØGER.)
  47: Random House’s webside, hvor man kan købe eksemplarer af 1812: The Rivers of War og 1824: The Arkansas War. (LOVLIG - SÆLGER OG PROMOVERER MINE BØGER.)
  48: Et link til Grantville Gazette III sammen med links til steder, der sælger bogen. (LOVLIG - SÆLGER OG PROMOVERER MINE BØGER.)
  49: Et link til et lovligt netsted, der sælger elektroniske udgaver af mine bøger. (LOVLIG - SÆLGER OG PROMOVERER MINE BØGER.)
  50: Dette er en noget besynderlig side, hvis højere mening jeg ikke fatter. Jeg kan ikke finde mig noget sted, skønt Google har fundet den under søgningen på mit navn. Men den synes ganske lovlig. Den udbyder i hvert fald ikke ”piraterede” bøger.

  Det må være nok. Sørøverne lader til at være spurlos versenkt. Eller er de taget på ferie?
  Her er en opsummering. Af de første halvtreds hits i en googlesøgning på "Eric Flint":
  Samtlige halvtreds er lovlige.
  47 af de halvtreds of the 50 handler om mig. (De tre andre Eric Flint'er er henholdsvis en musiker, en atlet og en radioneurolog.)
  45 af dem promoverer mine bøger på den ene eller den anden måde.
  15 af dem - det er 30% af samtlige - sælger direkte mine bøger.
  Og ...
Ikke én af dem - og det er "ikke én" som i NUL, venner - har en piratudgave af mine bøger på lager.
 

****

  I mit næste essay vil jeg gennemgå de indvendinger, som nogle mennesker vil komme med i forbindelse med min brug af søgemaskiner til at afprøve påstanden om ”netpirateringens” allestedsnærværelse. Og jeg vil påvise, at de er indholdsløse. Men her og nu ønsker jeg at afslutte dette essay med, hvad der efterhånden turde være den centrale og indlysende konklusion:
Den blotte kendsgerning, at piraterede eksemplarer af bøger eksisterer et eller andet sted på nettet, medfører ikke at sådanne illegale kopier er "lettilgængelige".
  Om de ulovlige kopier er lettilgængelige kommer an på, hvor lettilgængelige de lovlige udgaver er. Dvs. hvor lette er de lovlige udgaver at finde på nettet og hvad er prisen.
  Vi har lige set, at i mit tilfælde er lovlige eksemplarer lettilgængelige. Man behøver kun at bruge en søgemaskine - jeg brugte Google, men man vil få næsten samme resultat med enhver anden - for at finde frem til dusinvis af netsider, hvor lovlige kopier af mine bøger kan fås. Meget er gratis, men selv købebøgerne koster sædvanligvis ikke mere end fem dollars stykket. Og man vil på den anden side have svært ved at finde en piratkopi. Det er, fordi man skal vade gennem en syndflod af lovlige netsider, der handler om mig og mine bøger.
  En lovlig kopi koster $5.00 eller mindre og tager næsten ingen tid at nedhente. Så hvad er nedhenternes tid værd?
  Svaret er, at de fleste mennesker vil være fuldstændig tilfredse med den lovlige vare. De fleste af de potentielt betalende kunder i hvert fald. Jeg er ikke interesseret i folk, der bruger søgemaskiner for at finde frem til piratkopier, fordi de aldrig har haft til hensigt at købe en lovlig kopi. Bevares, den slags mennesker er et irritationsmoment, men de er irrelevante i denne diskussion. Et virtuelt tyveri giver et virtuelt tab, som er uden betydning for forfatteres og forlæggeres indkomst. Nul fra nul er nul.
  Dette er det centrale i sagen. Et af DRM-tilhængernes mere snuskede tricks er påstanden om, at enhver ulovlig nedhentning af en ophavsretsbeskyttet fil er et "tabt salg". Vrøvl. Deres påstand kan kun være sand, hvis en af disse to betingelser er opfyldt:
  1) Nedhenteren ville have købt en lovlig kopi, hvis filen ikke havde ligget ulovligt på nettet.
  2) På grund af den ulovlige nedhentning er en lovlig kopi forsvundet og kan derfor ikke sælges til en betalende kunde.

  Den anden betingelse er irrelevant i forbindelse med elektroniske tekster. Og det er meget elskværdigt at kalde den første påstand for "yderst tvivlsom".
  Min erfaring er, at de fleste mennesker, der lovligt eller ulovligt læser eller nedhenter gratis elektroniske tekster, afprøver en forfatters arbejder for at finde ud af, om de ønsker at stifte nøjere bekendtskab med forfatterskabet. Og hvis de beslutter, at forfatteren er værd at samle på, vil de temmelig sikkert få fat i en lovlig kopi i stedet for at fortsætte med at søge efter piratkopier.
  FORUDSAT altså, at forlæggeren er smart nok til at gøre sådanne kopier tilgængelige ukrypterede og til en rimelig pris.

  Nuvel. Det er nok, vil jeg mene, til denne måneds essay. I næste nummer vil jeg fortsætte, hvor jeg nu slipper.

  Oversætterens anmærkninger:

   Eric Flint blev kigget i kortene og resultatet er her.
   

Femtende Salve

Det er Manglen på Lovlige Bøger og ikke Lovløs Grådighed

  Med mig selv som eksempel brugte jeg det meste af mit sidste essay til at påvise, at det ikke er helt let at finde "piraterede" kopier af en forfatters bøger. I hvert fald ikke hvis man forsøger at gøre det med en søgemaskine. Jeg ved udmærket, at DRM-tilhængerne vil beskylde mig for falskspil. De vil hævde, at ingen "rigtig" pirat - eller mere præcist, bruger af piratsteder - vil være naiv nok til at forsøge at finde en piratkopi af en forfatters bog ved hjælp af en søgemaskine. Men det er DRM-tilhængerne, der kommer bly i terningerne. Der er faktisk ikke det ringeste bevis for, at det store flertal af læsere har kendskab til de mere avancerede metoder til at finde "piraterede" ebøger. Og der er mange beviser for det modsatte.
  Bevares, alle beviserne - på begge sider – er stort set anekdotiske. Så vidt jeg ved, har ingen foretaget en systematisk undersøgelse for at fastslå, hvor stor en procentdel af boglæserne, der har et godt kendskab til, hvordan man finder "piraterede" tekster og let og hurtigt nedhenter dem. Alligevel, anekdoterne er temmelig overbevisende - og de hælder næsten alle til den ene side i debatten.
Min.
  Man kan kigge mig i kortene ved at foretage et lille eksperiment. Tal med jeres bogslugende slægtninge og venner og stil dem et par simple spørgsmål:
  1) Finder og nedhenter du piraterede bøger?
  2) Selvom du ikke gør det, ved du så hvordan?

  Nogle af jer, der har mange venner og slægtninge med forstand på et eller andet inden for IT, vil opdage, at mindst et af svarene til de to spørgsmål er "ja".
  Men de fleste af jer vil ikke. De fleste af jer vil opleve netop det, jeg gjorde, da jeg foretog eksperimentet.
  Svaret på det første spørgsmål var i de fleste tilfælde "nej", men der var nogle få, der sagde "kun hvis netstedet er lovligt, som Gutenberg eller Baen Library".
  Svaret på det andet spørgsmål var ganske fascinerende. Flertallet svarede "ja" - men når jeg pressede dem for detaljer, blev de med en enkelt undtagelse alle meget uklare. Hvad det endte med, var en eller anden variation af "nå ja, jeg går ud fra, at hvis jeg bruger en søgemaskine og leder længe nok . . ."
Hvilket er netop det, jeg fandt frem til i mit forrige essay. Javist - hvis man leder længe nok. Men kun en meget lille procentdel vil gøre det, hvis en forlægger eller forfatter gør deres bøger let tilgængelige i et brugervenligt ukrypteret format og til en rimelig pris.
  Den ene bekendt, der gav mig et klart, fast og positivt "ja" til det andet spørgsmål, var faktisk i stand til at pinde ud, hvordan han ville søge efter "piraterede" tekster med metoder, der var langt mere sofistikerede end googling. Spørg mig ikke om detaljerne, for efter de første få ord gik hans forklaring hen over hovedet på mig. Jeg har computerforstand nok til at tjene godt med en computer som arbejdsredskab, men som de fleste andre computerbrugere er jeg ikke er særlig interesseret i isenkrammet og programmerne. Jeg er bare interesseret i resultatet. Det korte og det lange er, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal stjæle en af mine egne bøger uden at spilde en masse tid på sagen.
  For det tilfælde, at læseren skulle være interesseret, så svarede den samme nørdede ven "nej", da jeg spurgte, om han rent faktisk brugte metoden, han havde beskrevet. Grunden? "Hvorfor have det besvær?" sagde han. "De fleste bøger, jeg ønsker at læse elektronisk, køber jeg gennem Baen eller Fictionwise. Det er ukrypteret, billigt, lovligt og problemfrit. Så hvorfor skulle jeg fjotte rundt for at spare nogle få dollars. Det ville tage mig længere end at købe et lovligt eksemplar, tekstkvaliteten ville formentlig være skidt - og min tid er en del værd.”
  Det vil normalt være tilfældet. Som regel - der er naturligvis altid undtagelser, men ikke mange - tjener de mennesker, der er tilstrækkeligt stive i det tekniske til at de let og hurtigt kan "piratere” bøger, ganske godt og de behøver ikke at bekymre sig om nogle få dollars. Det er ikke mere sandsynligt, at de går i gang med nedhentning af ulovlige bøger - forudsat at de kan få de ønskede bøger lovligt - end at de stjæler ting til ti-tyve dollars i en butik.
  Der er noget vigtigt her. Tro aldrig på nogen, der kommer med en af følgende to påstande:
  1) Når teknologien bliver god nok, vil print-on-demand bøger blive den dominerende udgivelsesform.
  2) Når teknologien bliver god nok, vil piraterede bøger blive lige så lette at finde som lovlige bøger.
  Begge påstande er purt vrøvl, selvklart usande, og usande af samme grund. De er i sidste ende begge i modstrid med termodynamikkens love. Tilhængerne af disse meninger tror på noget, der svarer til evighedsmaskinen og gratis frokoster, der rent faktisk er gratis.
  Her er den kolde hårde virkelighed:
Lige meget hvor avanceret bogtryksteknologien bliver, vil det aldrig blive muligt at fremstille books-on-demand så billigt som ved massefremstilling. Hvorfor? Fordi det koster en forlægger eller bogtrykker lige så meget at forberede fremstillingen af ét eksemplar som at forberede trykningen af hundrede tusind. Og bemærk, at det er uden betydning om forberedelsen sker ved menneskearbejde eller med rent mekaniske midler. I begge tilfælde skal der bruges tid og i begge tilfælde vil der være udgifter. Da dette er tilfældet, vil omkostningerne pr. bog være mindre ved masseproduktion. Og når dette er tilfældet, så følger heraf, at når en forlægger tror, at en given bog vil have stort salg - og det er de bøger, der holder bogindustrien flydende - så foretrækkes masseproduktion. Kort sagt, print-on-demand bliver aldrig den dominerende del af forlagsindustrien. Den vil altid være noget sekundært. Ikke nødvendigvis en uvæsentlig del af industrien. Print-on-demand er blevet meget værdifuld i forbindelse med udgivelsen af tekster, der kun sælger lidt, men som bør være tilgængelige for offentligheden.
  Og her er så de kontante kendsgerninger om kommercielt salg af "piraterede” ebøger:
Lige meget hvor avanceret teknologien til udgivelse og distribution af tekster bliver, vil det aldrig blive så billigt at fremstille og distribuere ulovligt, som det er at gøre det samme lovligt. Og ses sagen fra kundens synspunkt, så bliver det aldrig så let at skaffe en ulovlig kopi, som det er at skaffe en lovlig.
  Hvad tyveri så i øvrigt ellers er, så er det også arbejde. Forbrydere og tyveknægte må arbejde som alle andre, hvis de ønsker at tjene penge. Forskellen er, at deres arbejdes ulovlige natur gør, at deres arbejde typisk er meget arbejdsintensivt, tidskrævende og dyrt. Hvorfor? Om ikke af andre grunde så fordi de i modsætning til legitime firmaer ikke kan bruge en lang række arbejdsbesparende metoder.
  En juveltyv kan for eksempel ikke bare gå på nettet og bestille en Acme Jewel Store Robber’s Kit fra www.CrimePays.com. Og når han har tømt juvelerforretningen, kan han heller ikke finde kvarterets hælere på de gule sider for at finde ud af, hvilken hæler der betaler bedst. Og beslutter han at eliminere mellemhandlerne og sælge direkte til kunderne, så kan han ikke indrykke en annonce i Kostertidende om, at han næste tirsdag afholder auktion over stjålne juveler i sin baggård.
  Hvad forbrydelse så ellers er, så er det også noget af det mest arbejdskrævende. Det må det nødvendigvis være på grund af arbejdets ulovlige natur.
  Dette gælder også for "piraterede" bøger. En bogpirat kan ikke skabe og vedligeholde en stabil netside, hvor kunderne år efter år kan købe hans varer. Han kan med andre ord ikke gøre som Amazon eller Fictionwise eller Baen Books. Tværtimod må han ofte flytte til en ny hjemmeside, hvilket uundgåeligt medfører, at det bliver vanskeligere for potentielle kunder at finde ham. Bogpiraten kan alternativt forsøge at distribuere piratteksterne ved at skjule dem langt inde i et stort og indviklet netsted, hvor ulovlighederne i det mindste delvist er skjult bag lovlydige brugere. Men dette er bare en anden måde at gøre livet surt for kunderne.
  Alt dette er grunden til - og det er unødvendigt med en højere handelseksamen - at tyve altid går efter genstande af størst mulig værdi. Er kosterne billige, er de ikke arbejdsindsatsen værd. For at sige det på en anden måde, pirater plyndrer sølvflåder, ikke kornskibe.
  Der er kun én betingelse for, at mine ovenstående påstande er sande. Og det er den, jeg satte i kursiv ovenfor: Forudsat at de kan få de ønskede bøger lovligt.
  Her er den sandhed, som pladeselskaberne har forsøgt at benægte i årevis:
Næsten al elektronisk ”piratering” sker, fordi producenterne af et givent ophavsretsbeskyttet produkt stædigt nægter at give kunderne, hvad kunderne ønsker. For at sige det på en anden måde, det er aldrig grådighed, der gør elektronisk ”piratering” til et massefænomen. Produktet - hvad enten vi taler om CD'er, DVD'er eller bøger - er simpelthen ikke dyrt nok.
  Nej, det drejer sig altid om, at de potentielle købere ikke kan skaffe sig varen lovligt. Der kan være flere årsager til mangelsituationen og ofte en kombination af årsager: pris, produktets natur, letheden ved at fremskaffe produktet (det er måske udgået af handelen) eller andre forhold.
  Pladeselskaberne har givet verden en perfekt illustration af princippet. Hvad var det, der for nogle år siden udløste masseudbruddet af ulovlig fildeling?
  Var befolkningen pludselig blevet ramt af grådighedens dødssynd?
  Nej, der skete det, at da det blev teknisk muligt at give kunderne, hvad kunderne virkeligt ønskede, så nægtede musikindustrien at levere varen og insisterede på, at kunderne skulle blive ved med at købe produktet i et format, der var bekvemt for selskaberne. Da det ønskede produkt ikke kunne fås lovligt, begyndte folk naturligvis og helt uundgåeligt at skabe ulovlige metoder til at skaffe sig det ønskede.
  Det meste af den musik, folk lytter til, er sange. Normalt varer en sang kun nogle få minutter. Gennemsnitligt næppe mere end tre minutter. Så da det blev teknisk muligt at købe musik uden at købe CD'er, var musikindustriens kunder forståeligt nok ikke længere villige til at betale $15 eller $16 eller endog $18 for at købe en hel CD, når de blot ønskede et eller to numre fra CD'en.
  Måler man prisen-per-minut for underholdningen, så krævede pladeindustrien, at kunderne skulle betale op til seks dollars per minut for at kunne høre deres musik.
  Så længe det ikke var teknisk muligt at komme omkring dette industriskabte problem, levede kunderne med det. OK, der var en hel del "pirateri" i årene før den digitale musik. Det var for eksempel meget almindeligt, at folk kopierede fra vinyl eller CD til bånd. Og på en eller anden måde gik pladeindustrien ikke fallit. Men så snart den digitale tidsalder indfandt sig, var det uundgåeligt, at musikindustrien kom til at stå ansigt til ansigt med ”digitale krybskytter”.
  Jeg har ikke den ringeste medlidenhed med musikindustrien. De er monopolistiske mestergrise og fik løn som forskyldt. Med deres ressourcer kunne de til hver en tid have givet kunderne, hvad kunderne ønskede - og tjent penge også. De kunne med lethed have gjort, hvad Napster gjorde, for blot at nævne ét eksempel.
  I stedet fulgte de deres sædvane tro deres gamle politik med at støtte sig til sagførere og kongressens købepolitikere. De fik stedse mere drakoniske love vedtaget, hvorefter de startede tusindvis af retssager.
  Mange af retssagerne var rent fup. Der har været et antal dokumenterede tilfælde, hvor musikindustrien sagsøgte de forkerte uden at der skete selskaberne noget. Undertiden lykkes det for et særlig stædigt offer efter lang tid - det tager altid år - at få retsomkostningerne dækkede af industrien.
  Men mere sker der ikke. Disse grådige selskaber bliver aldrig afklapset økonomisk med ”punitive damages”, skønt de er rene tyvebander og skønt deres (OK, lovlige) fremgangsmåde i realiteten er ren og skær pengeafpresning. Hvad de gør, er at anklage folk for ulovlig filnedhentning og true dem med søgsmål, hvis de ikke betaler tusindvis af dollars. Og de ved så udmærket, at kun få er sådan stillede, at de kan klare en lang retssag, selv om beskyldningerne er falske.
  Når gangstere gør den slags, er det "beskyttelse". Når pladeindustrien gør det, er det Digital Millennium Copyright Act.
  Hvilken lykke at have venner i kongressen.
  Men på trods af disse drakoniske nye love og lovgivernes servile tjenstvillighed over for pladeindustrien, bliver RIAA ved med ikke at kunne holde stand mod udviklingen.
  Og kan det undre? George Santayanas berømte udtalelse "De, der ikke kan huske fortiden, er dømte til at gentage den," beviser endnu engang sin gyldighed.
  Den kendsgerning, at flertallet af unge i dag tager "pirateret" musik og fildeling for givet, har intet at gøre med deres alder eller med elektronikken. Det er blot en nutidig genkomst af en urgammel menneskelig handlemåde, der kendes som krybskytteri eller smugling, og som altid antager enormt omfang, når som helst overklassen eller en del af denne er i stand til skævvride lovene til egen fordel.
  Det er tilstrækkeligt at påpege, at Macaulay for mere end halvandet hundrede år siden forudsagde, hvad der ville overgå RIAA:

Jeg vil kun sige dette, at hvis lovforslaget, som vi behandler, vedtages og volder blot en tiendedel af de onder, som det er beregnet på at volde og som jeg stærkt forventer at det vil volde, da vil der snart være en medicin mod det skønt af en meget slet art. Ganske som de tåbelige love, der forbød salget af vildt, i realiteten ophævedes af krybskytten, ganske som mange tåbelige toldlove i realiteten ophævedes af smugleren, på samme måde vil denne lov blive ophævet af piratforlæggere. I øjeblikket har ophavsretsindehaveren den offentlige mening på sin side. De, der træder ophavsretten for nær, regnes for slyngler, der tager brødet ud af munden på dem, der har et berettiget krav. Alle er glade for at se loven lægge bånd på dem og tvinge dem til at tilbagebetale deres uretmæssige fortjeneste. Ingen uberygtede handlende vil have noget at gøre med så skændige forretninger. Vedtages denne lov, så vil denne følelse forsvinde. Mænd af en helt anden støbning end den nuværende slægt af piratforlæggere vil snart bryde dette utålelige monopol. Store pengesummer vil hele tiden blive brugt til at bryde loven. Ethvert kneb vil blive brugt til at undgå retsforfølgelse. Og hele nationen vil være medskyldig. Hvilken part vil offentligheden holde med, når spørgsmålet er, om så populære bøger som Robinson Crusoe eller Pilgrim's Progress skal være i enhver hytte eller kun i rigmænds biblioteker for at berige sønnesønnen af en forlægger som for hundrede år siden gjorde en ubillig handel om ophavsretten med forfatteren, der var i stor nød? Husk på, at så snart det ikke længere anses for at være forkert eller vanærende at gå litterær ejendom for nær, så ved ingen hvor det vil ende. Offentligheden skelner sjældent så nøje. Den gode ophavsret, der nu er i kraft, vil dele skændsel og fare med den nye, som I nu er ved at skabe. Og I vil opdage, at I ved at forsøge at oprette ubillige hindringer for genoptrykningen af de dødes værker, i høj grad vil have ødelagt de hæmninger, der nu forhindrer de levende i at blive bestjålet og snydt.

  Jeg har brugt dette citat før, men det kan ikke gentages for ofte.
  Men forlagsindustrien er lykkeligvis stadig langt fra at være i denne situation. Den har - endnu ikke - overskredet det sociale Rubicon, som RIAA overskred for mange år siden. Og det Rubicon er det punkt, hvor befolkningens opfattelse af en industri ændres fra "venner af folket" til "grådige skiderikker".
  Overskrides dette Rubicon, vil man, ganske som Macaulay forudsagde, finde sig rodet ind i en guerillakrig med hele befolkningen eller i hvert fald med kundekredsen. Og når den ånd er ude af flasken, er den svær at få tilbage igen.
  Forlagsindustrien er langsomt sivet efter musik- og filmindustrien i denne sag. Men "sivet" er det rette ord. Forlagene har ikke været i spidsen for angrebet og med nogle få undtagelser har de normalt holdt en lav profil i debatten. Den mest kendte og berygtede af disse undtagelser var det absurde angreb på bibliotekerne, der beskyldtes for at hjælpe og fremme "netpirateriet". Det skete for nogle få år siden og angrebet kom fra Patricia Schroeder, præsident og CEO for Association of American Publishers. Men den publicity, som Patricia Schroeder forårsagede, var lille og betydningsløs sammenlignet med den publicity, RIAA fik med sine massesøgsmål, og den førte under alle omstændigheder ikke til noget.
  I de sidste få år har der endog været nogle håbefulde tegn på, at i det mindste nogle forlag trækker sig bort fra afgrunden og har besluttet sig til ikke at hoppe ned i den sammen med RIAA.
  Hvorfor er forlagsindustrien ikke gået helhjertet sammen med pladeindustrien?
  Jeg tror, at der er flere grunde. Den første og måske vigtigste er, at standardformatet for standardproduktet ikke irriterer kunderne på samme måde, som pladeindustriens tilsvarende produkter.
  Sagt enkelt, pladeindustrien sælger sange på tre minutter og forlagsindustrien sælger bøger, der tager mindst tre timer at læse og oftest mere. Det er en stor forskel. Selv når en ebog er krypteret og for dyr, er køberen ikke udsat for samme udplyndring på seks dollar per minut, som CD-kunden lider under.
  En sidebemærkning her. Jeg har aldrig set en undersøgelse af denne side af problemet med musikfildeling i forbindelse med klassisk musik, men jeg tør vædde på, at hvis man undersøgte sagen, ville det vise sig, at klassisk musik fildeles forholdsvis lidt. Klassisk musik udgør sammen med noget jazz og noget international musik en gren af musikken, der ikke først og fremmest består af korte sange. Den typiske klassiske musik-CD vil måske indeholde en symfoni eller en violinkoncert eller noget kammermusik, dvs. at musikken varer mindst en halv time. Så kunder, der betaler atten dollars for en sådan CD, føler sig ikke særlig røvrendt i modsætning til en kunde, der bruger atten dollars blot for at lytte til et track på tre minutter.
  Jeg tror, at en anden grund til forlagenes tilbageholdenhed er, at der er en lang større kvalitetsforskel mellem lovlige og ulovlige udgaver af samme produkt, når det drejer sig om bøger. Eller det er jeg blevet fortalt. Jeg har aldrig selv lovligt eller på anden måde nedhentet musik. Men jeg har fået fortalt af folk, der lovligt og på anden vis har gjort det, at kvaliteten af ulovligt nedhentet musik ikke adskiller sig væsentligt fra en lovlig udgave.
  Med bøger er dette normalt ikke tilfældet. De fleste "piraterede" tekster har en ganske stor kvalitetsforringelse i forhold til lovlige ebøger. Det er, fordi de fleste "piraterede" tekster er fremstillede ved skanning efterfulgt af OCR'ing, og det giver et temmelig fejlfuldt produkt. En sådan skannet tekst skal korrekturlæses omhyggeligt og en sådan korrekturlæsning tager timer og det er en af de færdigheder, som kun vanskeligt kan lægges ind i et computerprogram. Det har til nu været umuligt.
  Den typiske ”bogpirat” er uvillig til at bruge tid og kræfter på korrekturlæsning, fordi de sjældent eller aldrig tjener penge på deres ulovligheder. Det meste ”bogpirateri” her i tiden udføres af folk, der får en eller anden sær fornøjelse ud af det. Overgemte ungdomsforbrydere, som tror at information wanna be fwee som om elektroner marcherer rundt med plakater og forlanger deres borgerrettigheder. Deres opførsel svarer til graffitikradseri på garagedøre.
  Men hvordan det så ellers forholder sig, så er kendsgerningen, at forlagsindustrien i modsætning til pladeindustrien ikke endnu er hoppet ned i DMCAs afgrund. Den står ikke engang - i hvert fald endnu ikke - ved afgrunden. Så der er stadig tid til at redde kreaturet, før det lader sig rive med over kanten.
  I mit næste essay vil jeg begynde med at behandle problemerne og mulighederne, som den elektroniske udgivelsesform giver, ud fra en positiv synsvinkel i stedet for den negative vinkel, jeg hidtil har brugt. Med "negativ" mener jeg, at jeg har brugt det meste af tiden på at nedpande argumenterne for DRM.
  Lad os gå videre. Lad os se, hvordan forfattere og forlæggere kan drage fordel af den digitale tidsalder, i stedet for at være skræmt til døde af den.

****

Oversætterens bemærkninger:

Fictionwise
Ebøgerne fra Fictionwise er for det meste krypterede.
Retur

Hele denne komedie sås i 80’erne og begyndelsen af halvfemserne i computerverdenen, da computerprogrammer var for svære at få fat på lovligt (i bestilling i ni måneder, hvorefter de afbestiltes for at tage et par selvoplevede eksempler), fordi de var for dyre og fordi kopibeskyttelsen var til stor gene. De første kopibeskyttelser til Commodore 64 gjorde det nødvendigt at tage diskettedrevet til reparation upassende ofte. Det ene med det andet var piraterne en nødvendighed og programforhandlerne blev reelt grossister, mens foretagsomme skoledrenge blev detaillister. Sidst i 80’erne trak tingene sig langsomt i lave, først og fremmest fordi shareware programmørerne leverede det brugerne ønskede, men det var først et stykke inde i 90’erne, at der for alvor kom ordnede tilstande. Der er stadig en warez-scene, men den betyder ikke det store.
Retur

Steve Jobs fra Apple har udtalt, at hver tredje musikfil på nettet er defekt. På den anden side opdager man hurtigt og der er noget i vejen med en kort sang, mens det med en ulovlig ebog kan vare en time eller to før man opdager at et par sider mangler eller er defekte.
Retur