Junglebogen

  Af

  Rudyard Kipling

Autoriseret oversættelse for Danmark og Norge

ved A. Halling

  Tiende oplag

  Printed in Denmark.

  Gyldendals Forlagstrykkeri. København

      Mowglis brødre
      Kaa's jagt
      Hvorledes frygten kom til Junglen
      Tiger! Tiger!
      Junglen og landsbyen
     Kongens ankus
      De røde hunde
      Forårsløb
      I skoven

Mowglis brødre

(1894)

  Klokken var syv en meget varm aften i Seeonee-højene, da Fatter Ulv vågnede efter dagens søvn, kradsede sig, gabede og spilede sine poter ud, den ene efter den anden for at blive den søvnige fornemmelse i tæerne kvit. Mutter Ulv lå med sin store grå snude tværs over de fire kravlende, pibende unger og månen skinnede ind i mundingen af hulen, hvor de alle boede. ”Aughr!” sagde Fatter Ulv, ”det er atter på tide at gå på jagt.” Og han skulle lige til at springe ud og ned ad bakken, da en lille skygge med busket hale gled ind over tærskelen og peb: ”Held og lykke være med dig, du ulvenes høvding. Held og lykke og stærke hvide tænder til de dejlige børn, så at de aldrig må glemme de sultne her i verden.”
  Det var sjakalen - Tabaqui, snyltegæsten - og Indiens ulve foragter Tabaqui, fordi han løber med sladder og stifter ufred og æder klude og læderstumper fra landsbymøddingerne. Men de er også bange for ham, fordi Tabaqui, mere end nogen anden i Junglen, er tilbøjelig til at blive gal, og så glemmer han, at han nogen sinde har været bange for nogen og løber gennem skoven og bider alle, han møder. Selv tigeren løber i skjul, når lille Tabaqui bliver gal, for galskab er det mest vanærende, der kan ramme et vildt dyr. Vi kalder det vandskræk, men de kalder det dewanee - galskab - og flygter.
  ”Så kom da ind og se dig om,” sagde Fatter Ulv kort, ”men der er ingen føde her.”
  ”Ikke for en ulv,” sagde Tabaqui, ”men for så ringe en skabning som mig er et tørt ben et festmåltid. Hvem er vi, Gidur-log (Sjakalfolket), at vi skal vælge og vrage?”
  Han smuttede hen i den bageste ende af hulen, hvor han fandt et hjorteben med lidt kød på og fornøjet gav sig til at knuse det med tænderne.
  ”Mange tak for dette gode måltid,” sagde han og slikkede sig om munden. ”Hvor de ædle børn dog er smukke! Hvilke store øjne de har! Og det i deres alder! Åh ja, jeg burde sandelig have husket, at kongebørn er helte lige fra fødslen.”
  Tabaqui vidste så godt som enhver anden, at intet er mere ulykkesvarslende end at sige smukke ting om børn, mens de hører på det, og det morede ham at se Mutter og Fatter Ulvs bekymrede miner.
  Tabaqui sad stille og nød den fortræd, han havde gjort, og så sagde han ondskabsfuldt:
  ”Shere Khan, Den Store, har skiftet jagtmark. Han vil jage mellem bakkerne her en måneds tid. Det har han sagt mig.”
  Shere Khan var den tiger, der boede ved Waingunga-flodens bred, tyve mil borte.
  ”Det har han ikke ret til!” begyndte Fatter Ulv vredt. ”I følge Jungleloven har han ikke ret til at skifte jagtmark uden at give tilbørligt varsel. Han vil skræmme hvert eneste stykke vildt i ti mils omkreds bort, og jeg - jeg må jage for to i denne tid.”
  ”Hans mor kaldte ham ikke for intet Lungri (Den Halte),” sagde Mutter Ulv roligt. ”Han har været halt på det ene ben fra fødslen af og det er grunden til, at han kun dræber kvæg. Nu er landsbyfolkene ved Waingunga vrede på ham, og han er kommet her for at gøre vore landsbyfolk vrede. De vil gennemstrejfe hele Junglen efter ham, når han er langt borte, og så sætter de ild på græsset og vi og vore børn må flygte. Vi er sandelig Shere Khan meget taknemmelige!”
  ”Skal jeg fortælle ham om jeres taknemlighed?” sagde Tabaqui.

  ”Ud med dig!” snerrede Fatter Ulv. ”Ud med dig og jag med din herre. Du har gjort ulykker nok for én nat.”
  ”Jeg går,” sagde Tabaqui roligt. ”Der kan I høre Shere Khan nede i krattet. Jeg kunne have sparet mig den efterretning.”
  Fatter Ulv lyttede, og nede i dalen, der førte ned mod en lille flod, hørte han det vrede, tørre, snerrende, syngende hyl af en tiger, der intet har fanget og hvem det er ligegyldigt, om hele Junglen får det at vide.
  ”Det fæ!” sagde Fatter Ulv. ”At begynde sit natarbejde med sådant spektakel! Tror han, at vore hjorte er som hans fede Waingunga bøfler?”
  ”Tys! Det er hverken okser eller hjorte, han jager i nat,” sagde Mutter Ulv. ”Det er mennesker.” Hylet var gået over til en slags snurrende brummen, der syntes at komme fra alle kompassets retninger. Det er den lyd, som forvirrer brændehuggere og sigøjnere, der sover under åben himmel, og undertiden får dem til at løbe lige ind i gabet på tigeren.
  ”Mennesker!” sagde Fatter Ulv og viste alle sine hvide tænder. ”Føj! Er der ikke biller og frøer nok i dammene til, at han kan lade være med at jage mennesker! Og oven i købet på vor jagtmark!”
  Jungleloven, der aldrig giver nogen befaling uden gode grunde, forbyder alle dyr at æde mennesker, undtagen når man dræber for at vise sine børn, hvordan det gøres, og selv da skal det ske uden for flokkens eller stammens jagtmarker. Den virkelige grund hertil er, at drabet af et menneske før eller senere hidkalder hvide mænd på elefanter og bevæbnede med geværer, og hundreder af brune mænd med trommer, brandraketter og fakler. Og så går det ud over alle i Junglen. Men den grund, som dyrene foregiver indbyrdes, er, at Mennesket er det svageste og mest forsvarsløse af alle levende væsener og at det derfor er usportsligt at gøre ham fortræd. De siger også - og det er ganske sandt - at manddræbere bliver skabede og mister tænderne.
  Den brummende lyd blev stærkere og sluttede med det rungende ”aaarh!”, som en springende tiger udstøder.
  Så lød der et hyl fra Shere Khan - et meget lidt tigerisk hyl. ”Han sprang fejl,” sagdeMutter Ulv. ”Hvad er der i vejen?”
  Fatter Ulv løb et par skridt ud af hulen og hørte Shere Khan mumle og brumme rasende, mens han tumlede om i krattet.
  ”Fjolset var dum nok til at springe efter brændehuggerens lejrbål og har brændt sine fødder,” gryntede Fatter Ulv. ”Tabaqui er med ham.”
  ”Nogen kommer op ad bakken,” sagde Mutter Ulv og spidsede det ene øre. ”Gør dig klar.”
  Buskene raslede en smule nede i krattet og Fatter Ulv sank ned i bagbenene, klar til spring. Hvis du havde set ham, ville du have fået verdens vid­underligste ting at se: En ulv, der standser midt i springet. Han sprang til, før han så, hvad det var, han sprang efter, og så forsøgte han at standse sig selv. Resultatet blev, at han sprang fire, fem fod lige op i luften og kom ned igen næsten på det sted, hvorfra han var sprunget op.
  ”Menneske!” snerrede han. ”En menneskeunge. Se engang!”
  Lige foran ham, holdende fast ved en lav gren, stod en nøgen, brun rolling, som lige havde lært at gå - det blødeste og mest smilehullede atom, som nogen sinde er kommet til en ulvs hule om natten. Han så op i Fatter Ulvs ansigt og lo.
  ”Er det dér en menneskeunge?” sagde Mutter Ulv. ”Sådan en har jeg aldrig set. Bring den herhen.”
  En ulv, der er vant til at håndtere sine egne unger, kan om nødvendigt tage et æg mellem tænderne uden at knække skallen. Og skønt Fatter Ulvs kæber sluttede sig tæt om barnets ryg, lagde han det ned mellem sine unger, uden at dets hud var så meget som ridset af en tand.
  ”Hvor lille! Hvor nøgen og - hvor kæk!” sagde ”Mutter Ulv med blød stemme. Barnet puffede sig frem mellem ulveungerne for at komme tæt ind til det varme skind. ”Ahai! Han vil have noget at drikke ligesom de andre. Nå, sådan ser altså en menneskeunge ud. Mon der nogen sinde har været en ulvinde, som kunne rose sig af at have en menneskeunge mellem sine egne børn?”
  ”Jeg har hørt nogle gange om noget sådant, men det er aldrig sket i vor flok eller i min levetid,” sagde Fatter Ulv. ”Han er helt hårløs, og jeg kunne dræbe ham blot ved at røre ved ham med foden. Men se, han kigger op og er ikke bange.”
  Måneskinnet forsvandt fra hulens munding, for Shere Khans store, firkantede hoved og skuldre blev stukket ind gennem indgangen. Bag ham peb Tabaqui: ”Herre, herre, her kom den ind!”
  ”Shere Khan viser os stor ære,” sagde Fatter Ulv, men hans øjne var meget vrede. ”Hvad ønsker Shere Khan?”
  ”Mit bytte. En menneskeunge gik denne vej,” sagde Shere Khan. ”Forældrene flygtede. Giv mig den.”
  Shere Khan var sprunget op i brændehuggerens lejrbål, som Fatter Ulv havde sagt, og var rasende på grund af smerten i sine forbrændte fødder. Men Fatter Ulv vidste, at hulens munding var for snæver til, at en tiger kunne komme ind. Selv der, hvor Shere Khan nu stod, var hans skuldre og forpoter klemt sammen af mangel på plads, som en mand ville være, hvis han forsøgte på at kæmpe i en tønde.
  ”Ulvene er frie folk,” sagde Fatter Ulv. ”De tager mod befalinger fra flokhøvdingen, men ikke fra stribede kvægdræbere. Menneskeungen er vor - vi dræber ham, hvis vi vil.”
  ”Vil, vil ikke! Hvad bryder jeg mig om, hvad I vil? Ved den okse, jeg har dræbt, skal jeg stå her og snuse ind i jeres hundehul for at få, hvad mit er? Jeg, Shere Khan, taler!”
  Tigerens brøl fyldte hulen som en torden. Mutter Ulv rystede ungerne af sig og sprang frem. Hendes øjne skinnede som to grønne måner i mørket og stir­rede lige ind i Shere Khans flammende øjne.

  ”Og jeg, Raksha (Dæmonen), svarer. Men­neskeungen er min, Lungri, - min og ingen andens! Han skal ikke dræbes. Han skal leve for at løbe med Flokken og jage med Flokken. Og til sidst - mærk dig det, jæger af nøgne små unger, frøæder, fiskedræber - skal han jage dig! Pak dig bort, eller ved den hjort, jeg har dræbt (jeg æder ikke for­sultent kvæg), skal du komme tilbage til din mor mere halt, end da du kom til verden, svedne junglebæst. Forsvind!”
Fatter Ulv så forbløffet til. Han havde næsten glemt den tid, da han vandt Mutter Ulv i åben kamp med fem medbejlere - den gang hun endnu løb med Flokken og ikke kaldtes ”Dæmonen” uden grund. Shere Khan kunne måske have stået sig mod Fatter Ulv, men Mutter Ulv kunne han ikke hamle op med, for han vidste, at i den stilling, han indtog, havde hun alle fordelene af terrænet, og hun ville kæmpe, så længe der var liv i hende. Derfor trak han sig brummende til­bage fra hulens munding, og da han var vel ude, råbte han:
  ”Hver hund gør i sin egen gård. Nu får vi se, hvad Flokken siger til denne opfostring af menneske­unger. Ungen er min og mellem mine tænder kommer han i sidste ende, I buskhalede tyve!”
Mutter Ulv kastede sig pustende ned mellem ungerne og Fatter Ulv sagde alvorligt til hende:
  ”Shere Khan taler til en vis grad sandt. Ungen må fremstilles for Flokken. Vil du stadig beholde ham, Mutter?”
  ”Beholde ham?” gispede hun. ”Han kom hertil nøgen, ved nattetid, alene og meget sulten. Og dog var han ikke bange! Se bare, han har allerede puffet én af mine unger til side. Og denne halte slagter ville have dræbt ham og ville så være løbet sin vej til Waingunga, mens landsbyfolkene ville have opsporet alle vore lejer for at hævne sig! Beholde ham? Ja, det vil jeg rigtignok! Lig stille, Lille Frø. Mowgli - for Mowgli, Frøen, vil jeg kalde dig - der vil komme en tid, da du skal jage Shere Khan, som han har jaget dig.”
”Men hvad vil vor flok sige?” sagde Fatter Ulv.
  Jungleloven siger klart og tydeligt, at når en ulv gifter sig, har han lov til at trække sig tilbage fra den flok, han tilhører. Men så snart hans un­ger er gamle nok til at stå på deres ben, må han bringe dem til flokmødet, der i reglen afholdes hver måned ved fuldmåne, for at de andre ulve kan kende dem igen. Efter således at være inspicerede har ungerne lov til at løbe, hvor de vil, og indtil de har dræbt deres første buk, gives der ingen undskyldning for den voksne ulv af Flokken, der dræber en af dem. Morderens straf er døden, hvor som helst han bliver fundet, og hvis læseren vil tænke sig om et øjeblik, vil han indse, hvorfor det skal være sådan.
  Fatter Ulv ventede, til hans unger kunne bruge be­nene en smule, og så førte han den nat, da Flokken holdt møde, dem, Mowgli og Mutter Ulv til Rådsklippen, en bakketop dækket med klippestykker og rullesten, hvor hundrede ulve kunne finde skjul. Akela, den store, grå Ensomme Ulv, som på grund af sin styrke og snildhed var Flokkens høvding, lå fladt udstrakt på klippen, og neden for ham sad mindst fyrre ulve af alle størrelser og farver, lige fra de grævlingefarvede veteraner, som ganske alene kunne fælde en råbuk, og til de sorte treårige ungulve, som troede, at de kunne gøre det samme. Ensomme Ulv havde nu i et år været deres høvding. I sine unge dage var han to gange faldet i en ulvefælde, og én gang havde han fået prygl og var blevet liggende som død, så han kendte menneskenes skikke og sædvaner. Der blev ikke talt meget ved Rådsklippen. Ungerne trillede rundt mellem hverandre midt i kredsen, hvor deres forældre sad, og af og til gik en ældre ulv roligt hen til en unge, betragtede ham om­hyggeligt og vendte lydløst tilbage til sin plads. En gang imellem puffede en moder sin unge langt ud i måneskinnet for at være sikker på, at han ikke blev overset. Akela råbte af og til oppe fra sin klippe: ”I kender Loven - I kender Loven. Se jer vel for, ulve!” Og de ængstelige mødre gentog råbet: ”Se - se jer vel for, ulve!”
  Til sidst - og Mutter Ulvs nakkehår rejste sig, da øjeblikket kom - puffede Fatter Ulv ”Frøen Mowgli,” som de kaldte ham, ind i kredsen, hvor han satte sig ned og lo og legede med nogle småsten, der skinnede i månelyset.
  Akela ikke så meget som løftede sit hoved op fra poterne, men blev ved med det monotone råb: ”Se jer vel for!” Et dumpt brøl hævede sig bag klipperne. Det var Shere Khans stemme og han skreg: ”Ungen er min. Giv mig ham. Hvad har det Frie Folk at gøre med en menneskeunge?” Akela ikke så meget som rokkede med ørerne. Alt, hvad han sagde, var: ”Se jer vel for, ulve! Hvad har det Frie Folk at gøre med befalinger fra andre end frie folk? Se jer vel for!”
Der lod et kor af dyb knurren og en treårig ulv gentog Shere Khans spørgsmål: ”Hvad har det Frie Folk at gøre med en menneskeunge?” Nu siger Jungleloven, at er der uenighed om, hvorvidt en unge skal optages i Flokken, må mindst to af Flokkens medlemmer sige god for ham og det må ikke være forældrene.
  ”Hvem vil tale for denne unge?” sagde Akela. ”Hvem af det Frie Folk vil tale hans sag?” Ingen svarede, og Mutter Ulv gjorde sig rede til at kæmpe, hvad hun vidste ville blive hendes sidste kamp, hvis den blev til noget.
  Den eneste udenforstående, som har lov til at tale på Flokkens møder, er Baloo, den dorske, brune bjørn, som underviser ulveungerne i Jungleloven. Gamle Baloo, der kan komme og gå, hvor han vil, fordi han kun æder nødder og rødder og honning - han satte sig nu over ende på sin bagdel og gryntede.
  ”Menneskeungen - menneskeungen?” sagde han. ”Jeg taler for menneskeungen. Der er intet ondt i en menneskeunge. Jeg er ikke veltalende, men jeg taler sandhed. Lad ham løbe med Flokken og blive antaget ligesom de andre unger. Jeg vil undervise ham.”
  ”Én mere er nødvendig,” sagde Akela. ”Baloo har talt, og han er lærer for vore unger. Hvem taler, bortset fra Baloo.”
  En sort skygge sprang ind i kredsen. Det var Bagheera, den sorte panter, kulsort over hele kroppen, men pantertegningen viste sig i visse belysninger på hans skind, ligesom mønsteret i silkemoiré. Alle kendte Bagheera, og ingen havde lyst til at trodse ham, for han var snild som Tabaqui, modig som den vilde bøffel og hensynsløs som en såret elefant. Men hans stem­me var blid som den vilde honning, der drypper fra træerne, og hans skind var blødere end dun.
  ”Åh, Akela, og I, det Frie Folk,” sagde han med ind­smigrende røst, ”jeg har ikke taleret i jeres forsamling. Men Jungleloven siger, at er der tvivl om en ny unge, som ikke nødvendig­gør ungens død, så kan ungens liv købes. Og Loven siger ikke noget om, hvem der må eller ikke må betale prisen for ungens liv. Har jeg ret?”
  ”Ja, ja!” råbte de unge ulve, som altid er sultne. ”Hør på Bagheera. Ungen kan købes. Det siger Loven.”
  ”Da jeg véd, at jeg ingen ret har til at tale her, be­der jeg jer om tilladelse.”
  ”Tal!” råbte en snes stemmer.
  ”At dræbe en nøgen unge er skændigt. Desuden kan han blive et bedre bytte for jer, når han er vokset til. Baloo har talt hans sag. Nu lægger jeg til Baloos ord en okse, en fed, nydræbt okse, som ligger mindre end en halv mil herfra, hvis I vil optage menneskeungen i Flokken i overensstemmelse med Loven. Hvad mener I?
  Der blev en skrålen af mange stemmer i munden på hverandre: ”Hvad gør det? Han dør af vinterreg­nen. Han bliver brændt ihjel af solen. Hvad ondt kan en nøgen frø gøre os? Lad ham løbe med Flokken. Hvor er oksen, Bagheera? Lad os optage ham.” Og så lød Akelas dybe bjæf: ”Se jer vel for - se jer vel for, ulve!”
  Mowgli var endnu fuldstændig optaget af småstenene og han lagde ikke engang mærke til, at ulvene kom hen og tog ham i øjesyn én for én. Til sidst løb de alle ned ad bakken for at finde den døde okse, og kun Akela, Bagheera, Baloo og Mowglis egne ulve blev tilbage. Shere Khan brølede endnu ude i mørket, for han var meget vred over, at Mowgli ikke var blevet ud­leveret til ham.
  ”Ja, brøl du kun,” sagde Bagheera i skægget, ”for den tid kommer, da dette nøgne væsen vil få dig til at brøle i en ganske anden toneart - hvis jeg ellers kender menneskene ret.”
  ”Det var rigtigt gjort,” sagde Akela. ”Mennesker og menneskeunger er meget kloge. Han kan blive os til hjælp engang.”
  ”Ja vist, han kan blive til nytte i nødens time, for ingen kan gøre sig håb om at være Flokkens høvding for evigt,” sagde Bagheera.
  Akela svarede ikke. Han tænkte på den stund, der kommer for enhver høvding, da hans styrke svigter ham og han bliver svagere og svagere, indtil endelig ulvene dræber ham og vælger en ny høvding - der også vil blive dræbt, når hans tid kommer.
  ”Før ham bort,” sagde han til Fatter Ulv, ”og op­drag ham, som det sømmer sig for en af det Frie Folk.”
  Og således gik det til, at Mowgli blev optaget i Seeonee-ulveflokken for en okse og på Baloos anbefaling.
 
                           *        *          *

  Nu må vi springe en ti, elleve år frem i tiden og lade os nøje med at tænke os det vidunderlige liv, som Mowgli førte mellem ulvene. For skulle vi beskrive det hele, ville det fylde mange bøger. Han vok­sede op sammen med ulveungerne, skønt de naturligvis var fuldvoksne ulve, mens han endnu var et lille barn, og Fatter Ulv lærte ham, hvad en ulv må have for­stand på og hvad alt i Junglen betyder, indtil hver raslen i græsset, hvert pust af den varme nattevind, hvert skrig af uglerne over hans hoved, hver kradsen af flagermusens kløer i træerne, hvert plask af småfiskene, der sprang i dammen, var lige så tydeligt og forståeligt for ham, som kontorarbejdet er for en forretningsmand. Når han ikke fik undervisning, lå han og sov i solen og åd og faldt i søvn igen. Var han snavset eller varm, svømmede han i skovdammene. Hvis han fik lyst til honning (Baloo lærte ham, at honning og nødder smager lige så godt som råt kød), klatrede han op i træerne efter den og Bagheera viste ham hvordan. Bagheera lagde sig ud på en gren og råbte: ”Kom her, Lille Broder!” I begyndelsen kravlede Mowgli af sted som et doven­dyr, men snart lærte han at svinge sig mellem grenene næsten lige så dristigt som de grå aber. Ved flokmøderne indtog han også sin plads på Rådsklippen, og da han her opdagede, at når han stirrede stift på en ulv, blev denne nødt til at slå øjnene ned, så morede han sig med at stirre på dem. Til andre tider trak han de lange torne ud af sine venners poter, for ulve lider meget af torne og burrer. Undertiden vandrede han om natten ned ad bakkerne til de dyrkede jorder og kiggede meget nysgerrigt på landsbyfolkene i deres hytter. Men han mistroede menneskene, fordi Bagheera engang havde vist ham en stor firkantet kasse med et faldgitter, så snedigt skjult i Junglen, at han nær var van­dret lige ind i den, og fortalt ham, at det var en fælde. Mere end alt andet holdt han af at gå med Bagheera dybt ind i den mørke, varme skov, sove hele den døsige dag og om natten se Bagheera dræbe sit bytte. Bagheera dræbte både til højre og venstre, når han var sulten, og det samme gjorde Mowgli - med én und­tagelse. Så snart han var gammel nok til at have forstand, fortalte Bagheera ham, at han aldrig måtte dræbe kvæg, fordi han var blevet købt ind i Flokken for en okse. ”Hele Junglen er din,” sagde Bagheera, ”og du kan dræbe alle, som du er stærk nok til at dræbe, men for den okses skyld, for hvilken du blev købt, må du aldrig dræbe eller æde kvæg, ungt eller gammelt, det siger Jungleloven.” Og Mowgli adlød trofast.
  Og han voksede og blev stærk, som en dreng må blive, der ikke véd af, at han lærer noget, og som ikke har noget i verden at tænke på undtagen mad.
  Mutter Ulv fortalte ham et par gange, at Shere Khan ikke var til at stole på og at han engang måtte dræbe Shere Khan. Men mens en ung ulv ville have husket det råd hver time på dagen, glemte Mowgli det, fordi han kun var en dreng - selvom han ville have kaldt sig selv en ulv, hvis han havde været i stand til at tale noget menneskesprog.
  Shere Khan krydsede stadig hans vej i Junglen, for efterhånden som Akela blev ældre og svagere, var den halte tiger blevet fine venner med Flokkens yngre ulve, der fulgte ham for at få en bid med af hans måltider - noget som Akela aldrig ville have tilladt, hvis han havde følt sig stærk nok til at hævde sin myn­dighed i dens fulde udstrækning. Shere Khan smigrede de unge ulve og udtalte sin forundring over, at sådanne smukke unge jægere ville lade sig regere af en døende ulv og en menneskeunge. ”Det siges,” sagde Shere Khan, ”at ved møderne vover I ikke at se ham ind i øjnene.” Hvorpå de unge ulve knurrede og rejste børster.
  Bagheera, som havde øjne og ører overalt, vidste også noget om dette, og et par gange sagde han Mowgli rent ud, at Shere Khan en skønne dag ville dræ­be ham, men Mowgli lo og svarede: ”Jeg har Flokken og jeg har dig og så doven Baloo end er, slår han nok et slag eller to for min skyld. Hvorfor skal jeg så være bange?”
  En meget varm dag fik Bagheera en ny idé. Den var fremkaldt af noget, han havde hørt - måske noget, som Ikki, pindsvinet, havde fortalt ham - men da Mowgli og han var kommet dybt ind i Junglen, og drengen lå med sit hoved på Bagheeras smukke, sorte skind, sagde panteren: ”Lille Broder, hvor ofte har jeg sagt dig, at Shere Khan er din fjende?”
  ”Så mange gange, som der er nødder på den palme der,” sagde Mowgli, som naturligvis ikke kunne tælle. ”Og hvad så? Jeg er søvnig, Bagheera, og Shere Khan er bare lang hale og store ord - ligesom Mor, påfuglen.”
  ”Men det er ikke tiden til at sove. Baloo véd det. Jeg véd det. Flokken véd det. Og selv de dumme, dumme hjorte véd det. Tabaqui har også sagt dig det.”
  ”Hoho!” sagde Mowgli. ”Forleden dag kom Tabaqui til mig med noget uforskammet vrøvl om, at jeg var en nøgen menneskeunge, som ikke engang duede til at grave jordnødder. Men jeg greb Tabaqui i halen og slog ham to gange mod et palmetræ for at lære ham høflighed.”
  ”Det var dumt. For skønt Tabaqui er en freds­forstyrrer, kunne han have sagt dig noget, som i høj grad angik dig. Luk øjnene op, Lille Broder. Shere Khan vover ikke at dræbe dig i Junglen, men husk, Akela er meget gammel og snart kommer den dag, da han ikke længere kan dræbe en buk, og så er han ikke høvding længere. Mange af de ulve, der tog dig i øjesyn, da du første gang blev bragt til Rådet, er også gamle, og de unge ulve mener, som Shere Khan har lært dem at mene, at en menneskeunge ikke bør have plads i Flokken. Det varer ikke længe, før du bliver menneske.”
  ”Og hvad er da et menneske, at han ikke må løbe med sine brødre?” sagde Mowgli. ”Jeg er født i Junglen. Jeg har adlydt Junglens Lov, og der er ikke en ulv i vor flok, af hvis poter jeg ikke har trukket en torn ud. De er bestemt mine brødre!”
  Bagheera strakte sig ud i hele sin længde og lukkede øjnene halvt. ”Lille Broder,” sagde han, ”føl under min kæbe.”
  Mowgli løftede sin stærke, brune hånd, og lige under Bagheeras underkæbe, hvor de vældige, svulmende muskler skjultes af det silkebløde hår, mærkede han en lille bar plet.
  ”Der er ingen i Junglen, der véd, at jeg, Bagheera, bærer dette mærke - mærket af halsbåndet. Men alligevel, Lille Broder, fødtes jeg blandt mennesker og blandt mennesker døde min mor - i burene ved kongens palads i Oodeypore. Det var derfor, at jeg betalte prisen for dig i Rådet, den gang du var en lille nøgen unge. Ja, også jeg er født blandt mennesker. Jeg havde aldrig set Junglen. De fodrede mig bag jernstænger af en blikkasserolle, indtil jeg følte, at jeg var Bagheera - panteren - og ikke et legetøj for mennesker, og jeg brød den dumme lås itu med et eneste slag af min pote og gik bort. Og fordi jeg kender menneskenes skikke, er jeg mere frygtet i Junglen end selv Shere Khan. Er det ikke sandt?”
  ”Jo,” sagde Mowgli. ”Alle i Junglen frygter Bagheera - alle undtagen Mowgli.”
  ”Åh, du er en menneskeunge,” sagde den sorte pan­ter kærligt, ”og ligesom jeg vendte tilbage til min jungle, således må også du til sidst vende tilbage til menneskene, som er dine brødre - hvis du ikke for­inden bliver dræbt i Rådet.”
  ”Men hvorfor - men hvorfor skulle nogen ville dræbe mig?” sagde Mowgli.
  ”Se på mig,” sagde Bagheera, og Mowgli så ham fast ind i øjnene. Det varede ikke et halvt minut, før den sorte panter måtte vende hovedet bort.
  ”Det er grunden,” sagde han og flyttede sin pote mellem løvet. ”Ikke engang jeg kan se dig ind i øj­nene, og jeg er dog født blandt mennesker og elsker dig, Lille Broder. De andre hader dig, fordi deres blik ikke kan møde dit, fordi du er klog, fordi du har trukket torne ud af deres fødder - fordi du er men­neske.”
  ”Alt dette vidste jeg ikke,” sagde Mowgli mut og rynkede sine tykke, sorte øjenbryn.
  ”Hvad siger Jungleloven? Først slå, siden råbe. Selve din sorgløshed siger dem, at du er et menneske. Men vær klog. Mit hjerte siger mig, at første gang Akela forfejler sit bytte - og for hver gang han jager, har han vanskeligere ved at rive bukken omkuld - vil Flokken vende sig mod ham og mod dig. Så vil de holde Junglemøde ved Rådsklippen, og så - og så - nu har jeg det!” sagde Bagheera og sprang op. ”Gå hurtigt ned til menneskenes hytter i dalen og tag noget af den Røde Blomst, som de dyrker dér. Så vil du, når timen kommer, have en stærkere ven end jeg eller Baloo eller de af Flokken, som elsker dig. Hent den Røde Blomst.”
  Med ”den Røde Blomst” mente Bagheera ilden. Ingen skabning i Junglen tør nævne ilden ved dens rette navn. Alle dyrene lever i dødelig skræk for den og opfinder hundreder af omskrivende navne for den.
  ”Den Røde Blomst?” sagde Mowgli. ”Den vokser uden for deres hytter i tusmørket. Jeg vil hente noget af den.”
  ”Dér taler menneskeungen,” sagde Bagheera stolt. ”Husk, at den vokser i små krukker. Hent i en fart en af dem og gem den hos dig til nødens stund.”
  ”Godt!” sagde Mowgli. ”Jeg går. Men er du sikker på, min ven Bagheera” - og han slog sin arm om panterens smukke hals og så ham dybt ind i de store øjne - ”er du sikker på, at alt dette er Shere Khans værk?”
  ”Ved den brudte lås, der satte mig i frihed, det er jeg, Lille Broder.”
  ”Nuvel, ved oksen som var min pris, jeg vil betale Shere Khan fuldt ud for dette og måske mere til,” sagde Mowgli, og væk var han.
  ”Han er menneske. Han er menneske helt igen­nem,” sagde Bagheera ved sig selv og lagde sig ned igen. ”Shere Khan, aldrig så man en dårligere jagt end din frøjagt for ti år siden!”
  Mowgli var allerede langt borte. Han løb rask gen­nem skoven og hjertet brændte i ham. Da aftentågen steg, kom han til hulen og trak vejret, mens han så ned i dalen. Ungerne var ude, men Mutter Ulv, der lå langt inde i hulen, kunne høre på hans åndedræt, at noget bekymrede hendes frø.
  ”Hvad er det, min søn?” sagde hun.
  ”Flagermusesnak om Shere Khan,” råbte han tilbage. ”Jeg jager mellem pløjemarkerne i nat,” og han dykkede ind mellem buskene ned mod strømmen, der flød i bunden af dalen. Der standsede han, for han hørte Flokkens jagthyl, skriget af en jaget sambhur og dennes snøften, idet den vendte sig om for at tage imod sine forfølgere. Så lød der nogle ondskabsfulde, spotske hyl fra de unge ulve: ”Akela! Akela! Lad Ensomme Ulv vise sin styrke. Plads for Flokkens høv­ding! Spring, Akela!”
  Ensomme Ulv måtte have sprunget fejl, for Mowgli hørte hans tænder smække sam­men og derpå et hyl, da sambhuren sparkede ham til side med sit forben.
  Mowgli ventede ikke længere, men for af sted, og hylene lød svagere og svagere bag ham, mens han løb hen over de dyrkede marker, hvor landsbyboerne levede.
  ”Bagheera havde ret,” stønnede han, idet han kastede sig i noget kvægfoder uden for en hyttes vindue. ”I morgen bliver den afgørende dag både for Akela og for mig.”
  Så trykkede han sit ansigt tæt op til vinduet og iagttog ilden på arnestedet. Han så konen stå op flere gange i løbet af natten og fodre ilden med nogle sorte klumper og da morgenen kom, og tågen var hvid og kold, så han et barn tage en vidjekurv, der indvendig var foret med jord, fylde den med trækulsgløder, stikke den under sit tæppe og gå ud for at se til køerne i stalden.
  ”Er det det hele?” sagde Mowgli. ”Når en unge kan gøre det, er der intet at frygte,” og han gik rundt om hjørnet, mødte drengen, tog kurven ud af hånden på ham og forsvandt i tågen, mens dren­gen hylede af skræk.
  ”De ligner mig meget,” sagde Mowgli, pustende på ilden, således som han havde set konen gøre. ”Men denne skabning dør, hvis jeg ikke giver den mad,” og han lagde kviste og tør bark på gløderne. Halv­vejs oppe ad bakken mødte han Bagheera, hvis pels skinnede med perlemorsglans af morgenduggen.
  ”Akela har sprunget fejl,” sagde panteren. ”De ville have dræbt ham i nat, men de ville have fat i dig også. De søgte efter dig oppe på bakken.”
  ”Jeg var nede mellem pløjemarkerne. Jeg er parat. Se her!” Mowgli holdt kurven med gløderne i vejret.
  ”Godt! Jeg har set menneskene stikke en tør gren ned i det dér og et øjeblik efter blomstrede den Røde Blomst på enden af den. Er du ikke bange?”
  ”Nej, hvorfor skulle jeg være bange? Jeg husker nu - hvis det ikke er en drøm - at før jeg blev en ulv, lå jeg ved siden af den Røde Blomst, og der var lunt og godt.”
  Hele dagen sad Mowgli i hulen og holdt sin ild ved lige. Af og til stak han tørre grene ned i den for at se, hvad der blev af dem, og til sidst fandt han en gren, som han var tilfreds med. Om aftenen, da Tabaqui kom til hulen og med uhøflige ord sagde ham, at han skulle give møde ved Rådsklippen, lo han, indtil Tabaqui løb sin vej. Og så gik Mowgli, stadig leende, til Rådet.
   Akela, Ensomme Ulv, lå ved siden af sin klippe som tegn på, at høvdingeværdigheden var ledig, og Shere Khan med sit følge af madkærester vandrede åbenlyst frem og tilbage og tog imod smiger. Bagheera lå lige ved siden af Mowgli og ildkurven stod mellem Mowglis knæ. Da alle var forsamlede, begyndte Shere Khan at tale - hvad han aldrig ville have vovet at gøre, den gang Akela havde sin fulde styrke.
  ”Det har han ikke ret til,” hviskede Bagheera. ”Sig det! Han er en hundesøn og bliver bange.”
   Mowgli sprang op. ”Frie Folk!” råbte han, ”er Shere Khan Flokkens høvding? Hvad har en tiger at gøre med vor høvdingeværdighed?”
  ”Fordi høvdingeværdigheden nu er ledig og fordi jeg er blevet anmodet om at tale -” begyndte Shere Khan.
  ”Af hvem?” sagde Mowgli. ”Er vi alle sjakaler, at vi skal krybe for denne kvægslagter? Stammen alene afgør, hvem Flokkens høvding skal være.”
  Nogle hylede: ”Stille, menneskeunge!” - andre: ”Lad ham tale! Han har holdt vor Lov!” - men til sidst tordnede de ældste i Flokken: ”Lad den Døde Ulv tale!” Når en flokhøvding har forfejlet sit bytte, kaldes han ”Den Døde”, så længe han endnu lever - og det er sjældent længe.
  Akela løftede sit gamle trætte hoved:
  ”Frie Folk, og I med, Shere Khans sjakaler! I tolv år har jeg været jeres høvding på jagten og i den tid er ingen faldet i en fælde eller blevet lemlæstet. Nu har jeg forfejlet mit bytte. I véd, hvor­ledes sammensværgelsen mod mig blev sat i værk. I véd, hvorledes I lod mig springe som den første mod en buk, for at min svaghed kunne blive åbenbar. Det var snedigt udtænkt. Nu har I ret til at dræbe mig her ved Rådsklippen. Derfor spørger jeg, hvem vil træde frem og gøre det af med Ensomme Ulv? For i følge Jungleloven er det min ret, at I kommer imod mig én for én.”
  Der blev en lang stilhed, for ingen af ulvene havde lyst til at kæmpe en tvekamp på liv og død med Akela. Så brølede Shere Khan: ”Bah! Hvad har vi at gøre med denne tandløse tosse? Han er dødsdømt! Det er menneskeungen, der har levet for længe. Frie Folk, han var mit bytte fra begyndelsen af. Giv mig ham. Jeg er ked af dette ulvemandsfjolleri. Han har gjort ulykker i Junglen i ti år. Giv mig menneskeungen eller jeg vil jage her for stedse og ikke give jer et eneste ben. Han er et menne­ske og barn af et menneske og jeg hader ham helt inde fra marven af mine ben!”
  Og over halvdelen af Flokken hylede: ”Et men­neske! Et menneske! Hvad har et men­neske med os at gøre? Lad ham gå der hen, hvor han hører hjemme!”
  ”Og sende alle landsbyfolkene efter os?” råbte Shere Khan. ”Nej, giv mig ham. Han er et menneske, og ingen af os kan se ham ind i øjnene.”
  Akela løftede igen sit hoved og sagde: ”Han har ædt vor føde. Han har sovet hos os. Han har drevet vild­tet sammen til os. Han har holdt hver tøddel af Jung­lens Lov.”
  ”Desuden betalte jeg en okse for ham, da han blev godkendt. En okse er kun lidet værd, men Bagheeras ære er noget, som han måske vil kæmpe for,” sagde Bagheera med sin blideste stemme.
  ”En okse, der blev betalt for ti år siden!” snerrede Flokken. ”Hvad bryder vi os om ti år gamle ben?”
  ”Eller om et løfte?” sagde Bagheera og blottede sine hvide tænder. ”Med rette kaldes I det Frie Folk!”
  ”Ingen menneskeunge kan slå følgeskab med Junglefolket,” hylede Shere Khan. ”Giv mig ham!”
  ”Han er vor broder i alt, undtagen i herkomst,” ved­blev Akela, ”og I vil dræbe ham her? Jeg har i sandhed levet for længe. Nogle af jer æder kvæg, og om andre har jeg hørt, at I, efter Shere Khans anvisning, går ned til landsbyen i mørke nætter og snap­per børn bort fra dørtrinene. Derfor véd jeg, at I er kujoner, og til kujoner taler jeg nu. Det er sikkert, at jeg må dø, og mit liv er uden værd, ellers ville jeg tilbyde det som offer i menneskeungens sted. Men for Flokkens æres skyld - en bagatel, som I har glemt ved at være høvdingløse - lover jeg, at hvis I lader menneskeungen gå til sit eget sted, vil jeg, når min time kommer, ikke blotte en eneste tand imod jer. Jeg vil dø uden at kæmpe. Det vil frelse i det mindste tre liv. Mere kan jeg ikke gøre. Men hvis I fremturer, kan jeg ikke spare jer for den skam at dræbe en broder, mod hvem ingen beskyldning kan frembæres - en broder, der er købt ind i Flokken i overensstem­melse med Jungleloven.”
  ”Han er et menneske - et menneske - et menne­ske!” snerrede Flokken, og de fleste af ulvene flok­kedes om Shere Khan, hvis hale begyndte at bevæge sig.
  ”Nu ligger sagen i dine hænder,” sagde Bagheera til Mowgli. ”Vi kan intet mere gøre, undtagen kæmpe.”
  Mowgli stod oprejst med ildkurven i hånde. Så strakte han sig og gabede lige op i øjnene på Rådet. Men han var rasende af harme og sorg, for på ulvevis havde ulvene aldrig sagt ham, hvor meget de hadede ham. ”Hør efter!” råbte han. ”Der er ingen grund til den hundebjæffen! I nat har I sagt mig så ofte, at jeg er et menneske, at jeg føler, at I har ret. Og jeg ville dog være blevet ved med at være en ulv iblandt jer til mit livs ende. Derfor kalder jeg jer ikke læn­gere mine brødre, men på menneskevis kalder jeg jer hunde. Hvad I vil gøre og hvad I ikke vil gøre, tilkommer det ikke jer at sige. Det bliver min sag og for at vi kan se desto klarere på sagen, har jeg, Mennesket, medbragt en smule af den Røde Blomst, som I hunde frygter.”
  Han slyngede ildkurven mod jorden og nogle af glø­derne antændte en tot tørt mos, som blussede op, mens hele Rådet rædselsslagen trak sig tilbage for de hop­pende flammer.
  Mowgli stak sin visne gren ind i ilden, indtil kvi­stene fængede og knitrede, og svang den over sit hoved blandt ulvene, der dukkede sig.
  ”Du har overtaget,” sagde Bagheera sagte. ”Frels Akela fra døden. Han har altid været din ven.”
  Akela, den barske, gamle ulv, som aldrig i sit liv havde bedt om nåde, kastede et bønfaldende blik til drengen, der stod nøgen, med det lange, sorte hår bølgende ned over skuldrene, i skæret af den flammen­de gren, der fik de mørke skygger omkring ham til at fare sammen og gyse.
  ”Godt!” sagde Mowgli og så sig langsomt om. ”Jeg ser, at I er hunde. Nu går jeg fra jer til mit eget folk - hvis det er mit eget folk. Junglen er lukket for mig og jeg må glemme jeres sprog og jeres selskab. Men jeg vil være mere barmhjertig end I. Fordi jeg har været jeres broder i alt undtagen herkomst, lover jeg, at når jeg er et menneske blandt mennesker, vil jeg ikke forråde jer til menneskene, som I har forrådt mig.” Han sparkede til ilden med sin fod, og gnisterne fløj til vejrs. ”Der skal ingen krig være mellem os af Flokken. Men jeg har en gæld at betale, før jeg går.” Og han gik frem til det sted, hvor Shere Khan sad og blin­kede dumt ad flammerne, og greb ham i hageskægget. Bagheera fulgte med for alle tilfældes skyld. ”Op med dig, hund!” råbte Mowgli. ”Rejs dig, når et menne­ske taler, eller jeg sætter ild på din pels!”
  Shere Khans ører lå fladt tilbage på hans hoved og han lukkede øjnene, for den flammende gren var me­get nær ved ham.
  ”Denne kvægdræber sagde, at han ville dræbe mig i Rådet, fordi han ikke havde fået mig dræbt, da jeg var en unge. Se, således og således prygler vi menne­sker hunde. Rører du dig, Lungri, jager jeg den Røde Blomst ned i halsen på dig!” Og han slog Shere Khan i hovedet med grenen, og tigeren klynkede og peb i dødsens angst.
  ”Bah, svedne junglekat - gå nu! Men husk, at når jeg næste gang kommer til Rådsklippen som et menneske, bærer jeg Shere Khans skind på mit hoved. Hvad de øvrige angår, så skal Akela leve, så længe han vil. I dræber ham ikke, for jeg vil ikke have det. Og heller ikke vil jeg have, at I skal sidde her mere og række tunge, som om I var noget og ikke bare hunde, som jeg driver bort - således! Pak jer!” Grenens ende flammede højt op, og Mowgli slog til højre og venstre rundt i kredsen og ulvene flygtede hylende, mens gnisterne sved deres pels. Til sidst var kun Akela, Bagheera og en halv snes ulve, der havde taget Mowglis parti, tilbage på stedet. Da begyndte noget at smerte inden i Mowgli, som han aldrig før var blevet smertet, og han snappede efter vejret og hulkede, og tårerne løb ned over hans ansigt.
  ”Hvad er det? Hvad er det?” sagde han. ”Jeg har ikke lyst til at forlade Junglen og jeg forstår ikke dette. Skal jeg dø, Bagheera?”
  ”Nej, Lille Broder. Det er kun tårer, sådan som menneskene udgyder dem,” sagde Bagheera. ”Nu ved jeg, at du er menneske og ikke længere menneskeunge. Sandelig, for fremtiden er Junglen lukket for dig. Lad dem kun falde, Mowgli, det er kun tårer.” Og Mowgli satte sig ned og græd, som om hans hjerte skulle briste. Aldrig før i hele sit liv havde han grædt.
  ”Nu vil jeg gå til menneskene,” sagde han. ”Men først må jeg sige farvel til Mutter.” Og han gik til hu­len, hvor hun boede sammen med Fatter Ulv, og han lagde sit hoved ind til hendes pels og græd, mens de fire unger hylede ynkeligt.
  ”I må ikke glemme mig,” sagde Mowgli.
  ”Ikke så længe vi kan følge et spor,” sagde ungerne. ”Kom til foden af bakken, når du er blevet men­neske, så skal vi tale med dig. Og om natten vil vi løbe ned på pløjemarkerne og lege med dig.”
  ”Kom snart tilbage!” sagde Fatter Ulv. ”Åh, vise, Lille Frø, kom snart tilbage, for vi er gamle, din moder og jeg.”
  ”Kom snart tilbage, du min lille, nøgne søn,” sagde Mutter Ulv. ”For, menneskeunge, jeg har elsket dig højere, end jeg nogen sinde har elsket mine egne unger.”
  ”Jeg kommer bestemt,” sagde Mowgli. ”Og når jeg kommer, er det for at sprede Shere Khans skind ud på Rådsklippen. Glem mig ikke! Sig til dem i Junglen, at de aldrig må glemme mig!”
  Dagen gryede, da Mowgli gik alene ned ad bakken, bort til de hemmelighedsfulde væsener, der kaldes Men­nesker.
 

  Kaa's jagt

(1894)

  Det, som nu skal fortælles, hændte nogen tid, før Mowgli blev udstødt af Seeonee-ulveflokken og hævnede sig på tigeren Shere Khan. Det var i de dage, da Baloo lærte ham Jungleloven. Den store, alvorlige, gamle brune bjørn var henrykt over at have en så lærenem elev, for ulveungerne ville aldrig lære mere af Jungleloven, end hvad der angik deres egen flok og slægt, og løb bort, så snart de havde lært Jagtverset: ”Lydløse fødder, øjne, som kan se i mørke, ører, som kan høre vindene rejse sig fra deres leje, og skarpe, hvide tænder - det er kendemærkerne på vore brødre, med undtagelse af Tabaqui, sjakalen og hyænen, som vi hader.” Men Mowgli var en menneskeunge og måtte derfor lære en hel del mere end dette. Undertiden kom Bagheera, den sorte panter, slentrede gennem Junglen for at se, om hans kæledægge havde gjort fremskridt, og lå så og spandt med hovedet lænet mod et træ, mens Mowgli opremsede dagens lektie for Baloo. Dren­gen kunne klatre næsten lige så godt, som han kunne svømme, og svømme næsten lige så godt, som han kunne løbe. Og Baloo, Lovens Lærer, lærte ham skovens og vandets love. Hvordan man kan kende en rådden gren fra en frisk, hvordan man skal tale høfligt til de vilde bier, når man træffer en sværm af dem halvtreds fod over jorden. Hvad man skal sige til Mang, flagermusen, når man forstyrrer hans hvile mellem grenene midt om dagen, og hvordan man skal advare vandslan­gerne i skovsøerne, før man springer ud blandt dem. Ingen af Junglefolket holder nemlig af at blive forstyr­ret og de har alle en stærk tilbøjelighed til at fare løs på næsvise fremmede. Mowgli lærte fremdeles ”Den Fremmedes Jagtråb”, som man altid må råbe, når man jager i Junglen uden for sit eget område, og som skal gentages højt, indtil det bliver besvaret. Det lyder i oversættelse: ”Giv mig lov til at jage her, for jeg er sulten”. Og svaret er: ”Så jag for føden, men ikke for morskab.”
  Af alt dette kan man forstå, hvor meget Mowgli havde at lære udenad, og han blev led og ked af at gen­tage det samme over hundrede gange, men, som Baloo sagde til Bagheera en dag, da Mowgli havde fået på øret og var løbet sin vej i arrigskab: ”En menneskeunge er en menneskeunge og han må lære hele Jungleloven.”
  ”Men husk på, hvor lille han er,” sagde den sorte panter, der ville have forkælet Mowgli frygteligt, hvis han havde fået sin vilje. ”Hvordan kan hans lille hoved rumme al din lange snak?”
  ”Er der noget væsen i Junglen, der er for lille til at blive dræbt? Nej. Det er grunden til, at jeg slår ham - meget forsigtigt - når han glemmer det.”
  ”Forsigtigt! Hvad kender du til forsigtighed, gamle jernpote?” brummede Bagheera. ”Hans ansigt er helt forslået i dag på grund af din forsigtighed! Uf!”
  ”Hellere må han blive forslået fra top til tå af mig, som elsker ham, end komme i fortræd på grund af uvidenhed,” svarede Baloo meget alvorligt. ”For tiden lærer jeg ham Junglens mesterord, som vil beskytte ham mod fugle og slanger og alle firfodede jægere, undtagen hans egen flok. Hvis han blot husker ordene, kan han nu kræve beskyttelse hos alle i Junglen. Er det ikke lidt prygl værd?”
  ”Nå ja - men pas på, at du ikke slår men­neskeungen ihjel. Han er ingen træstamme, som du kan skær­pe dine sløve kløer på. Men hvad er disse mesterord for noget? Jeg vil snarere give hjælp end bede derom” - og Bagheera strakte sin ene pote ud og så beundrende på sine stålblå, kniv­skarpe kløer - ”men alligevel kunne jeg nok have lyst til at høre dem.”
  ”Jeg skal kalde på Mowgli og så kan han sige dem - hvis han vil. Kom, Lille Broder!”
  ”Mit hoved summer som et træ med bier,” sagde en gnaven lille stemme over deres hoveder, og Mowgli lod sig glide ned ad en træstamme, meget vred og fornærmet, og tilføjede, da han nåede jorden: ”Jeg kommer for Bagheeras skyld og ikke for din, tykke, gamle Baloo!”
  ”Det er mig ligegyldigt,” svarede Baloo, skønt han både var stødt og bedrøvet. ”Så sig da Bagheera de Junglens mesterord, som jeg har lært dig i dag.”

  ”Mesterordene for hvilket folk?” sagde Mowgli, glad over at kunne vise sin dygtighed. ”Junglen har mange tungemål, men jeg kan dem alle.”
  ”Lidt ved du, men ikke meget. Ser du, Bagheera, de takker aldrig deres lærer. Ikke en eneste ulveunge er nogen sinde kommet tilbage for at takke gamle Baloo, for hvad han har lært ham. Sig da jægerfolkenes ord, du lærde mand.”
  ”Vi er af ét blod, du og jeg,” sagde Mowgli med bjørneudtalen, som alle jægerfolkene bruger.
 ”Godt. Og så fuglenes.”
  Mowgli gentog ordene og sluttede med glentens piben.

  ”Og så slangefolkenes,” sagde Bagheera.
  Svaret var en fuldstændig ubeskrivelig hvislen, og Mowgli sparkede bagud og klappede i hænderne af selv­tilfredshed og sprang op på Bagheeras ryg, hvor han satte sig sidelæns, trommede med hælene på den glin­sende pels og skar de værste ansigter ad Baloo, som han kunne hitte på.
  ”Det var rigtigt, det var rigtigt! Det var nok nogle blå mærker værd,” sagde den brune bjørn kærligt. ”Engang vil du påskønne mig.” Og så vendte han sig bort for at fortælle Bagheera, hvorledes han havde tigget Hathi, den vilde elefant, der ved alt om disse sager, om at sige sig mesterordene, og hvorledes Hathi havde ført Mowgli ned til en dam, for at han kunne lære slangeordet af en vandslange, fordi Baloo ikke kunne udtale det, og hvorledes Mowgli nu var nogenlunde sikker mod alle Junglens farer, for hverken slange, fugl eller firfodede dyr ville skade ham.
  ”Han behøver altså ikke at frygte nogen,” sluttede Baloo og klappede stolt sin tykke, pelsklædte mave.
  ”Undtagen sin egen flok,” sagde Bagheera sagte og tilføjede derpå højt til Mowgli: ”Pas på mine ribben, Lille Broder! Hvorfor danser du sådan op og ned?”
  Mowgli havde forsøgt at få dem til at høre efter, hvad han sagde, ved at hale i pelsen på Bagheeras skulder og sparke ham hårdt. Da de to skænkede ham deres opmærksomhed, råbte han netop af fuld hals: ”Og så skal jeg selv have en flok og føre den af sted mellem grenene hele dagen.”
  ”Hvad er det nu for narrestreger, lille drømmer?” sagde Bagheera.

  ”Ja, og kaste grene og snavs ned i hove­det på gamle Baloo,” vedblev Mowgli. ”Det lovede de mig. Ah!”
  ”Wap!” Baloos store lab rev Mowgli ned af Bagheeras ryg, og da drengen lå mellem de store forlabber, kunne han se, at bjørnen var vred.
  ”Mowgli,” sagde Baloo, ”Du har snakket med Bandar-log - aberne.”

   Mowgli skævede til Bagheera for at se, om panteren også var vred, og Bagheeras øjne var hårde som jadesten.
  ”Du har været sammen med Abefolket - de grå aber - folket uden Lov - som æder hvad som helst. Det er en stor skændsel.”
  ”Da Baloo slog mig i hovedet,” sagde Mowgli, der endnu lå på ryggen, ”løb jeg min vej, og så kom de grå aber ned fra træerne og havde ondt af mig. Ingen andre brød sig om mig.” Han snøftede en smule.
  ”Abefolkets medlidenhed!” fnyste Baloo. ”En stillestående bjergstrøm. Sommersolens kølighed! Og hvad så mere, menneskeunge?”
  ”Og så - og så gav de mig nødder og rare ting at spise, og de - de bar mig på armene op i trætoppene og sagde, at jeg var deres broder og blod af deres blod, bortset fra halen, og en skønne dag skulle jeg blive deres høvding.”
  ”De har ingen høvding,” sagde Bagheera. ”De lyver altid.”
  ”De var meget gode imod mig og bad mig komme igen. Hvorfor har I aldrig ført mig sammen med Abefolket? De går på bagbenene ligesom jeg og slår mig ikke med hårde labber, men leger hele dagen. Lad mig komme op! Ækle Baloo, lad mig komme op! Jeg vil op og lege med dem igen.”
  ”Hør nu, menneskeunge,” sagde bjørnen, og hans stemme rullede som tordenen i en hed nat. ”Jeg har lært dig hele Junglens Lov for alle Junglens folk - undtagen for Abefolket, som lever i træerne. De har ingen Lov. De er udskud. De har ikke deres eget sprog, men bruger de ord, som de kan stjæle sig til at høre, når de lytter og kigger og ligger på lur oppe imellem grenene. Deres skikke er ikke vore skikke. De har ingen høvdinger. De husker ikke. De praler og sladrer og siger, at de er et stort folk og vil gøre storværker i Junglen, men en faldende nød får dem til at le og så er det hele glemt. Vi af Junglefolket har intet med dem at gøre. Vi drikker ikke, hvor aberne drikker; vi går ikke, hvor aberne går; vi jager ikke, hvor de jager; vi dør ikke, hvor de dør. Har du nogen sinde før i dag hørt mig tale om Bandar-log?”
  ”Nej,” hviskede Mowgli sagte, for der var meget stille i skoven, nu da Baloo havde holdt op med at tale.
  ”Junglefolket taler ikke om dem og tænker ikke på dem. De er såre mange, ondskabsfulde, skidne, skamløse, og hvis de har noget bestemt ønske, så er det, at Junglefolket skal lægge mærke til dem. Men vi lægger ikke mærke til dem, selv når de kaster nødder og snavs ned i hovedet på os.”
  Han havde næppe talt ud, før en hagl af nødder og kviste raslede ned mellem grenene, og de kunne høre aberne snøfte og hyle og hoppe arrige frem og tilbage i træerne.
  ”Abefolket er helt udenfor,” sagde Baloo, ”de overses af Junglefolket. Husk vel på det.”
  ”Overses,” gentog Bagheera, ”men alligevel mener jeg, at Baloo burde have advaret dig imod dem.”
  ”Jeg - jeg? Hvordan kunne jeg vide, at han ville lege med sådanne skidenfærdige slyngler? Abefolket! Pyh!”
  En ny salve haglede ned over hovederne på dem, og de to travede af sted og førte Mowgli med sig. Hvad Baloo havde sagt om aberne, var ganske sandt. De lever i trætoppene og da dyrene meget sjældent ser til vejrs, krydser aberne og Junglefolket ikke hinandens veje. Men når aberne finder en syg ulv eller en såret tiger eller bjørn, piner og plager de den, og de kaster grene og nødder efter alle dyr for morskabs skyld og i håb om at blive lagt mærke til. Så hyler og skriger de meningsløse sange og opfordrer Junglefolket til at klatre op i træerne og slås med dem, eller de begynder rasende kampe med hinanden uden grund og lader de døde aber ligge lige for næsen af Junglefolket. De er altid lige på nippet til at vælge en høvding og få egne love og skikke, men det bliver aldrig til noget, fordi de ikke kan huske fra den ene dag til den anden, og derfor slår de sig til tåls med det mundheld, de har lavet: ”Hvad Bandar-log tænker nu, vil hele Junglen senere mene,” og det trøster dem meget. Ingen af dyrene i skoven kan nå op til dem, men på den anden side vil ingen af dyrene tage notits af dem, og derfor var de så glade, da Mowgli kom op for at lege med dem og fortalte dem, hvor vred Baloo var.
  De havde ikke i sinde at gøre mere - Bandar-log har overhovedet aldrig noget i sinde - men så hittede en af dem på noget, som han syntes var en glimrende idé, og han sagde til alle de andre, at Mowgli ville være en nyttig person at have i stammen, fordi han kunne flette kviste sammen til skærme, der tog af for vinden, og hvis de fangede ham, kunne de få ham til at lære dem den kunst. Naturligvis havde Mowgli, der var en brændehuggers barn, arvet alle slags instinkter og plejede ofte at lave små hytter af nedfaldne grene uden egentlig selv at tænke over det, og Abefolket, der havde set det oppe fra træerne, beundrede det højligt. Nu, sag­de de, skulle de virkelig have en høvding og blive det klogeste folk i hele Junglen - så kloge, at alle andre ville lægge mærke til dem og misunde dem. Derfor fulgte de ganske stille gennem Junglen efter Baloo, Bagheera og Mowgli, indtil det var tid til at sove middagssøvn, og Mowgli, der i høj grad skammede sig over sin opførsel, sov mellem pan­teren og bjørnen fast besluttet på aldrig mere at have noget med Abefolket at gøre.
  Det næste, han følte, var hænder, der greb fat i hans arme og ben - hårde, stærke, små hænder - og derpå, at nogle kviste piskede ham i ansigtet - og så stirrede han ned mellem de svajende grene, mens Baloo vakte hele Junglen med sine dybe brøl og Bagheera sprang op ad træstammen og viste alle sine tæn­der. Bandar-log hylede af triumf og for op i de høje­ste grene, hvor Bagheera ikke turde følge dem, mens de råbte: ”Han lagde mærke til os! Bagheera har lagt mærke til os! Hele Junglefolket beundrer os for vor behændighed og snuhed!” Så begyndte de deres flugt, og abers flugt gennem træerne hører til det ubeskrivelige. De har deres hovedveje og tværveje, op ad bakker og ned ad bakker, fra halvtreds til halvfjerds eller hundrede fod over jorden, og disse veje kan de om nødvendigt gå selv i mørke. To af de stærkeste aber holdt Mowgli under armene og svang sig af sted med ham gennem trætoppene, tyve fod i hvert spring. Hav­de de været alene, kunne de være kommet dobbelt så hurtigt af sted, men drengens vægt sinkede dem. Så svimmel Mowgli end var, kunne han dog ikke lade være med at nyde denne vilde flugt, skønt de glimt, han så af jorden langt nede, gjorde ham bange, og det frygtelige sæt, som det gav i ham ved enden af hver svingning gennem den tomme luft, fik hjertet til at fare op i halsen på ham. Hans eskorte for med ham op i trætoppe, indtil han følte de tynde kviste bøje sig og knage under dem, og svang sig så med et host og et vræl ud og ned gennem luften, indtil de blev hængende ved hænder eller fødder i de lavere grene af det næste træ. Undertiden kunne han se milevidt ud over den stille, grønne jungle, ganske som en mand i en mastetop kan se ud over havet, og i næste øjeblik piskede grenene og bladene ham i ansigtet og han og hans to vogtere var næsten helt nede ved jorden igen. Og således for hele Bandar-flokken hoppen­de og larmende og vrælende og hylende gennem træer­nes kroner med Mowgli, deres fange.
  En tid var han bange for, at de skulle lade ham falde. Så blev han vred, men var klog nok til ikke at sætte sig til modværge, og til sidst begyndte han at tæn­ke. Først og fremmest gjaldt det om at sende besked til Baloo og Bagheera, for han vidste, at hans venner umuligt kunne holde trit med den fart, som aberne skød. Det var nytteløst at se ned, for han kunne kun se det øverste af grenene, og derfor stirrede han opad, og højt oppe i den blå luft fik han øje på Chil, glenten, svævende rundt i store kredse, mens han holdt øje med Junglen og ventede på, at nogen eller noget ville dø dernede. Chil så, at aberne bar på noget, og dalede nogle hundrede yards ned for at se, om det var noget, der var godt at æde. Han fløjtede forbavset, da han så Mowgli blive slæbt op i en trætop og hørte ham råbe glentekaldet: ”Vi er af ét blod, du og jeg.” Grenene lukkede sig over drengen, men Chil svævede videre til det næste træ i rette tid til at se det lille brune ansigt dukke op igen. ”Læg mærke til mit spor,” råbte Mowgli, ”og meld det til Baloo af Seeonee-flokken og Bagheera fra Rådsklippen!”
  ”I hvis navn, broder?” Chil havde aldrig før set Mowgli, skønt han naturligvis havde hørt om ham.
  ”Mowgli, Frøen. Menneskeungen kalder de mig. Læg mærke til mit spo-o-or!”
  De sidste ord skreg han, mens han blev svunget gennem luften, men Chil nikkede og fløj opad, ind­til han ikke så større ud end et sandskorn, og der blev han hængende og iagttog trætoppenes svajen med sine kikkertøjne, mens Mowglis eskorte for af sted.
  ”De løber aldrig langt,” sagde han og smålo. ”De fuld­ender aldrig, hvad de begynder. Altid skal de have noget nyt at more sig med, de Bandar-log. Men denne gang, hvis jeg ellers ser klart, så har de skaffet sig en ulykke på halsen, for Baloo er ingen fugleunge og jeg ved, at Bagheera kan mere end at dræbe geder.”
  Han drejede vingerne med fødderne trukket op under sig og ventede.
  Imidlertid var Baloo og Bagheera nær ved at gå ud af deres gode skind af raseri og sorg. Bagheera klatrede, som han aldrig før havde klatret, men de tynde grene knækkede under hans vægt og han faldt til jorden med kløerne fulde af bark.
  ”Hvorfor advarede du ikke menneskeungen?” brølede han til stakkels Baloo, som havde sat i et kluntet trav i håb om at indhente aberne. ”Hvad nyttede det at prygle ham halvt fordærvet, når du ikke advarede ham?”
  ”Skynd dig! Skynd dig! Vi - vi kan måske endnu indhente dem!” stønnede Baloo.
  ”Med den fart, du stiller op? En halvdød ko kunne løbe fra dig! Lovlærer - ungetæver -. Ruller du sådan af sted en mil endnu, revner du. Sæt dig ned og tænk! Læg en plan. Lad os ikke spilde tiden med at jage efter dem. Følger vi dem for tæt i hælene, lader de ham måske falde.”
  ”Arrula! Whoo! De er måske allerede blevet trætte af at bære ham og har ladet ham falde. Hvem kan stole på Bandar-log? Strø døde flagermus på mit hoved! Giv mig sorte ben at æde! Rul mig i de vilde biers boer, så at jeg bliver stukket ihjel, og begrav mig hos hyænerne, for jeg er den elendigste af alle bjørne! Arrulala! Whooa! Åh Mowgli, Mowgli! Hvorfor advarede jeg dig ikke mod Abefolket i stedet for at slå hovedet i stykker på dig? Nu har jeg måske slået så hårdt, at han har glemt dagens lektie, og så er han alene i Junglen uden mesterordene.”
  Baloo slog labberne over ørerne og rullede sig støn­nende frem og tilbage.
  ”Han kunne da i det mindste alle ordene for lidt siden,” sagde Bagheera utålmodigt. ”Baloo, du har hverken omtanke eller agtelse for dig selv. Hvad tror du, Junglen ville sige, hvis jeg, den sorte panter, rullede mig sammen ligesom Ikki, pindsvinet, og hylede?”
  ”Jeg er ligeglad med, hvad Junglen siger? Han er måske død nu.”
  ”Medmindre de lader ham falde ned fra grenene for sjovs skyld eller dræber ham på grund af en eller anden dum idé, er jeg ikke bange for menneskeungen. Han er klog og vel oplært, og han har frem for alt de øjne, som gør Junglefolket bange. Men (og det er slemt) han er i Bandar-logs magt og da de lever i træerne, frygter de ikke vore folk.” Bagheera slikkede tankefuldt sin ene forpote.
  ”Fæ, som jeg er! Åh, jeg fede, brune rodgravende fæhoved,” sagde Baloo og rullede sig op med et sæt. ”Sandt er det, hvad Hathi, den vilde elefant, siger: ”Hver har sin frygt”. De, Bandar-log, frygter Kaa, klippeslangen. Han klatrer så godt som de. Han stjæler abeungerne om natten. Deres mod­bydelige haler bliver kolde af skræk ved lyden af hans navn. Lad os gå til Kaa.”
  ”Hvad kan han gøre for os? Han tilhører ikke vor flok, for han har ingen fødder - og han har de ondeste øjne,” sagde Bagheera.
  ”Han er meget gammel og meget snild. Og frem for alt er han altid sulten,” sagde Baloo forhåbningsfuldt. ”Lov ham mange geder.”
  ”Når han én gang har ædt, sover han en hel måned. Han sover måske nu, og selv om han er vågen, foretrækker han måske selv at dræbe sine geder.” Bagheera, der ikke kendte meget til Kaa, var naturligvis noget mistænksom.
  ”Jamen i så fald, gamle jæger, kan vi to tilsammen måske få ham snakket til fornuft?” Og Baloo gnubbede sin falmede brune skulder imod pan­teren, hvorpå de travede af sted for at søge efter klippepythonen Kaa.
  De fandt ham udstrakt på en varm klippeafsats i eftermiddagssolen i færd med at beundre sin smukke nye dragt. Han havde levet noget tilbagetrukket i den sidste halve snes dage, medens han skød ham, men nu så han højst elegant ud, som han lå der med det store, stumpnæsede hoved mod jorden, snoende sit tredive fod lange legeme i fantastiske slyngninger og krumninger og slikkende sig om munden, mens han tænkte på sin kommende middag.
  ”Han har ikke ædt,” gryntede Baloo lettet, så snart han fik øje på slangens smukke brun- og gulspættede dragt. ”Vær forsigtig, Bagheera! Han er altid svagsynet, når han har skudt ham og er meget tilbøjelig til at slå.”
  Kaa var ingen giftslange - tværtimod, han foragtede giftslangerne og anså dem for kujoner. Hans styrke lå i hans favntag og når han først havde snoet sig om nogen, var der ikke mere at diskutere. ”God jagt!” råbte Baloo og satte sig på sin bagdel. Som alle slanger af hans slags var Kaa noget døv og hørte ikke straks råbet, men så rullede han sig sammen parat til at møde hvad som helst og sæn­kede hovedet.
  ”God jagt for os alle,” svarede han. ”Oho, Baloo? Hvad vil du her? God jagt, Bagheera. Mindst én af os trænger til føde. Véd I, om der er noget vildt ude? En dåhind eller blot en ung buk? Jeg er tom som en udtørret brønd.”
  ”Vi jager,” sagde Baloo i en ligegyldig tone. Han vidste, at man ikke må skynde på Kaa. Han er for stor.
  ”Så lad mig få lov til at være med,” sagde Kaa. ”Et slag mere eller mindre har ikke noget at sige for dig, Bagheera, eller for Baloo, men jeg - jeg må vente i dagevis ved en skovsti eller klatre omkring i træerne den halve nat blot for at få fat i en elendig abeunge. Uf! Grenene er ikke, som de var i mine unge dage. Det er rådne kviste og tørre pinde alt sammen.”
  ”Måske din store vægt har noget med sagen at gøre,” sagde Baloo.
  ”Jeg har en anselig længde - en anselig længde,” sagde Kaa, en smule stolt. ”Men alligevel, det skyldes de nyvoksede træer. Jeg var meget nær ved at falde ned sidste gang, jeg var på jagt, meget nær endda, for min hale lå ikke fast om træet. Og støjen vækkede Abefolket, som kaldte mig grimme navne.”
  ”Fodløse, gule jordorm,” mumlede Bagheera i skæg­get med en mine, som om han forsøgte at komme i tanker om noget.
  ”Ssss! Har de nogen sinde kaldt mig det?” sagde Kaa.
  ”Sådan noget var det, de råbte ned til os engang i forrige måned, men vi lagde ikke mærke til dem. De siger alt muligt - for eksempel, at du har mistet alle tænderne og ikke tør give dig i lag med større dyr end kid, fordi - ja, de er unægtelig skam­løse, disse Bandar-log - fordi du er bange for gede­bukkenes horn,” vedblev Bagheera blidt.
  En slange, og især en forsigtig gammel python som Kaa, viser meget sjældent, at han er vred, men Baloo og Bagheera kunne se de store svælgmuskler på begge sider af Kaas hals bølge og svulme op.
  ”Bandar-log har skiftet opholdssted,” sagde han ro­ligt. ”Da jeg kom ud i solen i dag, hørte jeg dem huje i trætoppene.”
  ”Det - det er Bandar-log, som vi følger nu,” sagde Baloo, men ordene sad næsten fast i halsen på ham, for det var første gang, så vidt han kunne huske, at nogen af Junglefolket havde indrømmet at være interesseret i abernes gøren og laden.
  ”Det er næppe nogen ringe sag, der fører to sådanne jægere - sikkert høvdinge i deres egen jungle - på Bandar-logs spor,” svarede Kaa høfligt, briste­færdig af nysgerrighed.
  ”Åh,” begyndte Baloo, ”jeg er ikke andet end Seeonee-ulveungernes gamle og undertiden meget tåbelige lovlærer og Bagheera her -”
  ”Er Bagheera,” sagde den sorte panter og lukkede sine kæber med et smæk, for han troede ikke på ydmyghed. ”Sagen er den, Kaa, at disse nøddetyve og palmebladsplukkere har stjålet vor menneskeunge, som du måske har hørt tale om.”
  ”Ikki (der, i parentes bemærket, er lidt for fræk på grund af sine pigge) fortalte mig noget om et menneskevæsen, der var blevet optaget i en ulveflok, men jeg troede ikke på det. Ikki er altid fuld af historier, som han kun kender halvvejs og fortæller meget dårligt.”
  ”Men det er sandt. Det er en menneskeunge, som der aldrig har været mage til,” sagde Baloo. ”Den bedste og klogeste og tapreste af alle men­neskeunger - min egen elev, som engang skal gøre Baloos navn berømt over hele Junglen. Og desuden, jeg - vi - elsker ham, Kaa.”
  ”Ts! Ts!” sagde Kaa, svajende frem og tilbage med hovedet. ”Jeg véd også, hvad kærlighed er. Jeg kunne fortælle historier, som -”
  ”Som bør gemmes til en måneklar nat, når vi alle har ædt og kan rose på passende vis,” brød Bagheera hurtigt ind. ”Lige nu er vor menneskeunge i Bandar-logs hænder, og vi véd, at af alle junglefolkene frygter de kun Kaa.”
  ”De frygter kun mig og de har gode grunde,” sagde Kaa. ”Sladrende, tåbelige, forfængelige - for­fængelige, tåbelige og sladrende er aberne. Men et men­neskevæsen, som er i deres hænder, er ikke heldig. De bliver kede af de nødder, de pluk­ker, og kaster dem fra sig. De slæber af sted med en gren en halv dag for at udrette et eller andet stort med den og så brækker de den itu. Det menneskevæsen er ikke at misunde. De kaldte mig også - var det ikke den gule fisk?”
  ”Orm - orm - jordorm,” sagde Bagheera, ”og også andre ting, som jeg ville skamme mig over at gentage.”
  ”Vi må minde dem om at tale godt om deres herre og mester. Ssssp! Vi må hjælpe på deres dårlige hu­kommelse. Nå, hvad vej løb de med ungen?”
  ”Junglen alene véd det. Mod solnedgangen tror jeg,” svarede Baloo. ”Vi tænkte, at du vidste det, Kaa.”

  ”Jeg? Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg tager dem, når jeg træffer dem, men jeg jager hverken efter aber eller frøer - og heller ikke efter andemad på en dam for den sags skyld. Hsss!”
  ”Op, op! Op, op! Hallo! Hallo! Se op, Baloo af Seeonee-flokken!”
  Baloo så til vejrs for at se, hvor stemmen kom fra, og fik øje på Chil, glenten, der skød ned mod jorden, mens solen skinnede på vingernes opadbøjede kanter. Det var næsten Chils sovetid nu, men han havde strejfet hen over Junglen for at søge efter Baloo og havde ikke kunnet finde ham under det tætte løv.
  ”Hvad er der?” sagde Baloo.
  ”Jeg har set Mowgli hos Bandar-log. Han bad mig sige det til dig. Jeg holdt øje med sagen og så Bandar-log føre ham over floden til De Kolde Lejer. Måske bliver de der en nat, måske ti nætter, måske en time. Jeg har bedt flagermusene holde øje med dem, så længe det er mørkt. Det er mit budskab. God jagt, alle I dernede!”
  ”Fuld kro og dyb søvn for dig, Chil!” råbte Bagheera. ”Jeg skal huske dig, næste gang jeg fælder mit bytte, og gemme hovedet til dig alene, du bedste af alle glenter!”
  ”Ikke noget at takke for. Drengen kunne mesterordet, så det var det mindste, jeg kunne gøre for ham,” og Chil kredsede igen til vejrs for at søge sin rede.
  ”Han har ikke glemt talens brug,” sagde Baloo og fniste af stolthed. ”At tænke sig, at sådan en lille fyr husker fuglenes mesterord, og det, mens han bliver slæbt af sted gennem trætoppene!”
  ”Ja, det blev banket meget hårdt ind i ham,” sag­de Bagheera. ”Men stolt af ham er jeg - og nu må vi af sted til De Kolde Lejer.”
  De vidste alle, hvor det sted var, men kun få af jungle­folkene havde nogen sinde besøgt det, for det, som de kaldte De Kolde Lejer, var en gammel, forladt by, glemt og begravet i Junglen, og dyrene bor sjældent, hvor menneskene engang har bygget. Vildsvinene gør det vel, men jægerflokkene ikke. Desuden havde aber­ne opslået deres bolig der, for så vidt de overhovedet kunne siges at have nogen fast bolig, og intet dyr med selvagtelse ville derfor nærme sig stedet, undtagen i tørketider, for da kunne der endnu findes en smule vand i de gamle, faldefærdige cisterner og vandbassiner.
  ”Det er en halv nats vej herfra med fuld fart,” sagde Bagheera, og Baloo satte et meget al­vorligt ansigt op. ”Jeg skal løbe, så rask jeg kan,” sagde han ængsteligt.
  ”Vi tør ikke vente på dig. Følg efter, Baloo. Kaa og jeg må løbe, så hurtigt benene kan bære os.”
  ”Ben eller ikke ben,” svarede Kaa kort, ”jeg kan holde trit med alle dine fire.”
  Baloo anstrengte sig for at skynde sig, men måtte snart sætte sig pustende ned og derfor overlod de det til ham at komme bagefter. Bagheera for af sted i en panters rappe trav. Kaa sagde ikke noget, men hvor meget end Bagheera skyndte sig, var den vældige python dog stadig ved siden af ham. Når de kom til en bjergstrøm, fik Bagheera forspring, fordi han sprang over den, mens Kaa svømmede, med hovedet og to fod af halsen over vandet, men på flad mark indhentede Kaa ham igen.
  ”Ved den brudte lås, der satte mig i frihed,” sagde Bagheera, da tusmørket faldt på. ”Du løber ikke dårligt!”
  ”Jeg er sulten,” sagde Kaa. ”Og desuden kaldte de mig en spættet frø.”
  ”Orm - jordorm, og gul oven i købet.”

  ”Det kommer ud på ét. Lad os skynde os,” og Kaa gled med lynets fart hen over jorden, mens hans sikre øje fandt den korteste vej at slå ind på.
  Abefolket i De Kolde Lejer tænkte slet ikke på Mowglis venner. De havde bragt drengen til den forladte by og var for øjeblikket såre til­fredse med sig selv. Mowgli havde aldrig før set en indisk by og skønt denne ikke var stort andet end en ruindynge, forekom den ham højst mærkværdig og pragtfuld. En eller anden konge havde for mange, man­ge år siden bygget den på en lille bakke. Man kunne endnu se spor af de brolagte landeveje, der førte hen til de forfaldne porte, hvor de sidste træsplinter endnu hang fast ved de slidte, rustne hængsler. Træer var voksede gennem murene, brystværnene var nedstyrtede og hensmuldrede og vilde slyngplanter hang ud af tårnvinduerne som svære, hængende guirlander. Et stort tagløst palads lå på toppen af bakken og marmorblokkene i gårdene og springvandene var rev­nede og havde røde og grønne pletter, og selv brostenene i den gård, hvor kongens elefanter havde haft bolig, var blevet skubbede til vejrs og sprængt fra hinanden af græs og unge træer. Fra paladset kunne man se række på række af tagløse huse, der udgjorde byen og som lignede en tom bikage fyldt med mørke. Man kunne se den uformelige stenblok, som havde været et gudebillede og som stod midt på en korsvej, hullerne og fordybningerne på gadehjørnerne, hvor de offentlige brønde engang havde været, og de knuste tempelkupler, overgroede af vilde figentræers kviste. Aberne kaldte dette sted for deres by og foregav at foragte Junglefolket, fordi det bor i skoven. Og dog havde de aldrig kendt bygningernes formål eller hvordan de skulle bruges. De plejede at sætte sig i en kreds i forhallen til kongens rådssal, loppe sig og lege, at de var menne­sker. Eller de løb ind og ud i de tagløse huse, samlede kalkbrokker og gamle mursten i en krog og glemte straks igen, hvor de havde gemt dem, sloges og skreg og trængte sig sammen og holdt så inde for at lege op og ned ad terrasserne i de kongelige haver, hvor de rystede rosentræerne og appelsintræerne for at se blom­ster og frugt falde ned. De undersøgte alle gangene og de mørke korridorer og de hundreder af små mørke kamre i paladset, men kunne aldrig huske, hvad de havde set og hvad ikke. Og således flakkede de om, enkeltvis, par­vis eller i hele skarer og fortalte hinanden, at nu gjorde de ligesom mennesker. De drak af cisternerne og mudrede vandet, og så kom de op at slås over det, og så for de af sted i store flokke og råbte: ”Der er ingen i hele Junglen så kloge og gode og begavede og stærke og elskværdige som Bandar-log!” Og så be­gyndte de forfra, indtil de blev kede af byen og vendte tilbage til trætoppene i håbet om, at Junglefolket ville lægge mærke til dem.
  Mowgli, der var blevet opdraget under Jungleloven, kendte og forstod ikke denne måde at leve på. Det var sent på eftermiddagen, da aberne kom slæben­de med ham til De Kolde Lejer, men i stedet for at lægge sig til at sove, som Mowgli ville have gjort efter en lang rejse, tog de hinanden i hænderne og gav sig til at danse rundt og synge deres dumme sange. En af aberne holdt en tale og fortalte sine kammerater, at Mowglis tilfangetagelse betød en ny epoke i Bandar-logs historie, for Mowgli ville lære dem at flette kviste og kæppe sammen til skærme mod vind og vejr. Mowgli tog nogle slyngplanter og begyndte at flette dem sammen og aberne forsøgte at efterligne ham, men efter nogle få minutter tabte de interessen og begyndte at trække hinanden i halen og springe hid og did på alle fire, mens de hostede.
  ”Jeg ønsker at spise,” sagde Mowgli. ”Jeg er fremmed i denne del af Junglen. Giv mig føde eller tillad mig at jage her.”
  Tyve, tredive aber sprang af sted for at hente nødder og vilde meloner til ham, men på vejen kom de op at slås, så at de tabte de fleste af frugterne, og det var for besværligt at bringe ham, hvad der var tilovers. Mowgli var sulten og øm i alle lemmer og desuden vred og han strejfede gennem den tomme by, idet han af og til udstødte Den Fremmedes Jagtråb. Men ingen svarede og Mowgli forstod, at han var kommet til et meget slemt sted. ”Alt, hvad Baloo sagde om Bandar-log, er sandt,” tænkte han. ”De har ingen Lov, intet jagtråb, ingen høvdinge - ikke andet end dum snak og små, tyvagtige hænder. Hvis jeg bliver dræbt eller sulter ihjel her, er det min egen skyld. Men jeg må forsøge på at komme tilbage til min egen jungle. Baloo vil naturligvis prygle mig, men det er bedre end at rende her og jage efter dumme rosenblade sammen med Bandar-log.”
  Men ikke så snart havde han nået byens mur, før­end aberne slæbte ham tilbage, mens de sagde ham, at han ikke vidste, hvor lykkelig han var, og kneb ham for at gøre ham taknemlig. Han bed tænderne sammen og svarede ikke, men fulgte de råbende aber til en terrasse oven for de røde vandbassiner af sandsten, der var halvt fulde af regnvand. Midt på terrassen lå der en sammenfalden sommerpavillon af hvid marmor, bygget til ære for dronninger, der havde været døde i hundreder af år. Det hvælvede tag var delvis styrtet ned og havde spærret den underjordiske korridor, som dronningerne havde brugt. Men murene stod endnu, byggede af det skønneste, hvide marmor med relieffer og prydede med agat, karneol, jaspis og lapis lazuli, og da månen steg op over bakken skinnede den på det gennembrudte stenhuggerarbejde og kastede skygger, der lignede sort fløjlsbroderi, på jorden bagved. Hvor træt, søvnig og sulten Mowgli end var, kunne han dog ikke lade være med at le, da Bandar-log begyndte at fortælle ham, tyve på én gang, hvor store og vise og stærke og elskvær­dige de var, og hvor dumt det var at ønske at forlade dem. ”Vi er store. Vi er frie. Vi er vidunderlige. Vi er det vidunderligste folk i hele Junglen! Det siger vi alle sammen, og derfor må det være sandt,” råbte de. ”Du har aldrig hørt det før, og du kan bringe vore ord tilbage til Junglefolket, så at de for fremtiden lægger mærke til os, og derfor vil vi fortælle dig, hvor fortræffelige vi er.”
  Mowgli gjorde ingen ind­vendinger og aberne samlede sig i hundredvis på ter­rassen for at lytte til de mest veltalende af flokken, der sang Bandar-logs pris, og når som helst en taler standsede af mangel på vejr, råbte de alle: ”Det er sandt! Det siger vi alle!” Og Mowgli nikkede og blinkede med øjnene og sagde ”ja”, når de rettede et spørgsmål til ham, og det løb rundt for ham ved alt dette spektakel. ”Tabaqui, sjakalen, må have bidt dem alle,” sagde han til sig selv, ”og derfor er de blevet gale. Dette er bestemt dewanee, galskaben. Mon de aldrig vil lægge sig til at sove? Nu går der en sky for månen. Hvis den sky bare var stor nok, kunne jeg forsøge at flygte i ly af mørket. Men jeg er træt.”
  Den samme sky blev også iagttaget af to gode ven­ner, der lå nede i den forfaldne grav under byens mur, for Bagheera og Kaa vidste godt, hvor farlige aberne er, når man træffer dem i stort antal, og ønskede ikke at løbe nogen risiko. Aberne indlader sig aldrig i kamp, med mindre de er hundrede mod én, og kun få i Junglen kan lide de odds.
  ”Jeg vil gå hen til den vestlige side af muren,” hvi­skede Kaa, ”og benytte mig af den skrånende jordbund til at gøre et hurtigt angreb. De vil ikke kaste sig over mig i hundredvis, men -”

  ”Jeg véd det,” sagde Bagheera. ”Gid Baloo var her. Men vi må gøre, hvad vi kan. Når den sky dér skjuler månen, springer jeg op på terrassen. De holder en slags rådslagning der om drengen.”
  ”God jagt,” sagde Kaa barsk og gled bort til vestmuren. Denne var tilfældigvis den bedst bevarede del af murene og det varede nogen tid, inden den store slan­ge kunne finde vej op over stenene. Skyen gled for må­nen og mens Mowgli tænkte på, hvad han nu skulle gøre, hørte han Bagheeras lette fjed på terrassen. Den sorte panter var kommet farende næsten lydløst og slog nu om sig - han vidste bedre end at bide - til højre og venstre mellem aberne, der sad i hundredvis rundt om Mowgli. Der lød et hyl af forskrækkelse og raseri, men idet Bagheera snub­lede over de rullende og sparkende legemer under hans fødder, råbte en abe: ”Der er kun én! Dræb ham! Dræb!” En forvirret masse af aber væltede sig bidende, kradsende, rivende og slidende hen over Bagheera, mens fem eller seks greb fat i Mowgli, slæbte ham op ad pavillonens mur og puffede ham gennem hullet i det sammenstyrtede tag. En blandt mennesker opdraget dreng ville have slået sig slemt, for der var godt femten fod ned til gulvet, men Mowgli faldt, som Baloo havde lært ham, og landede på fødderne.
  ”Bliv dér,” råbte aberne, ”til vi har dræbt dine venner, så skal vi lege med dig - hvis Giftfolket lader dig leve.”
  ”Vi er af ét blod, I og jeg,” sagde Mowgli hurtigt med slangernes mesterord. Han kunne høre det rasle og hvisle i gruset rundt om og gentog derfor mesterordet for en sikkerheds skyld.
  ”Gansssske rigtigt! Læg jer, alle slanger!” sagde en halv snes sagte stemmer. I Indien bliver enhver ruin før eller senere slangebolig og den gamle sommerpa­villon vrimlede med brilleslanger. ”Stå stille, Lille Broder, for dine fødder kan volde os fortræd.”
  Mowgli stod så roligt han kunne, kiggede ud gennem stenmønstret i muren og lyttede til den frygte­lige larm af kampen, der rasede rundt om den sorte panter - abernes hylen og vrælen, og Bagheeras dybe, hæse prusten, mens han vendte og drejede sig, begravet, som han var, under dynger af fjender. For første gang siden sin fødsel kæmpede Bagheera for sit liv.
  ”Baloo må være i nærheden. Bagheera ville ikke være kommet alene,” tænkte Mowgli og så råbte han højt: ”Til cisternen, Bagheera! Spring i cisternen! Se at nå vandet!”
  Bagheera hørte råbet, der sagde ham, at Mowgli var i sikkerhed, og det gav ham nyt mod. Tomme for tomme, under en fortvivlet kamp banede han sig vej til vandbassinerne, hvor han tavst slog om sig. Så kom Baloos tordnende krigsråb fra den forfaldne mur nærmest Junglen. Den gamle bjørn havde gjort sit bedste, men han kunne ikke komme før. ”Bagheera,” råbte han, ”Her er jeg! Jeg klatrer! Jeg iler! Ahuwora! Stenene glider under mine fødder! Vent på mig, I for­bandede Bandar-log!” Stønnende kravlede han op ad ter­rassen og forsvandt i samme øjeblik under en hær­skare af aber, men han satte sig støt ned på sin bagdel, åbnede sin favn, greb så mange han kunne mellem forlabberne og begyndte så et regel­mæssigt dask-dask ligesom en dampers skovlhjul. Et vældigt plask underrettede Mowgli om, at Bagheera havde banet sig vej til cisternen, hvor aberne ikke kunne følge ham. Panteren lå og gispede efter vejret med hovedet lige i vandfladen, mens aberne stod i tre rækker på de røde stentrin, dansende op og ned af raseri og rede til at springe løs på ham fra alle sider, dersom han krøb op for at hjælpe Baloo. Da var det, at Bagheera løftede sin dryppende hage og i sin fortvivlelse råbte slangernes mesterord og bad om hjælp - ”Vi er af ét blod, I og jeg” - for han troede, at Kaa var flygtet i det afgørende øjeblik. Selv Baloo, halvkvalt under aberne på kanten af terrassen, kunne ikke bare sig for at le, da han hørte den sorte panter bede om hjælp.
  Kaa havde netop banet sig vej op på den vestlige mur, og det med et sæt, der havde sendt en dæksten ned i graven. Nu ville han benytte sig af terrænforholdene og rullede sig sammen og så ud igen et par gange for at være sikker på, at hver fod af hans legeme var parat. Imidlertid kæmpede Baloo videre, aberne hylede rundt om Bagheera i cisternen, og Mang, flagermusen, fløj til og fra og bragte efterretningen om det store slag ud over hele Junglen, indtil selv Hathi, den vilde elefant, gav sig til at trompetere, og spredte bander af Abefolket kom springende langvejs fra gennem trætoppene for at hjælpe deres kammerater i De Kolde Lejer, og alle dagfuglene i flere miles omkreds vækkedes ved larmen af kampen. Men nu kom Kaa su­sende, rask og lige på og ivrig efter at dræbe. En python kæmper ved at slå ligeud med hovedet, og i det slag lægger den hele sit legemes kraft og vægt. Hvis du kan tænke dig en lanse, en murvædder eller en hammer på næsten en halv ton, drevet frem af en rolig og koldblodig ånd i skaftet, så kan du nogenlunde forestille dig, hvad Kaa lignede, når han kæmpede. En fire eller fem fod lang python kan slå en mand til jorden, hvis han rammer ham midt på brystet, og Kaa var, som vi véd, tredive fod lang. Han slog sit første slag midt ind i den hob, der omringede Baloo. Det blev leveret sammenbidt og uden lyd - og der var ikke brug for ét til. Aberne spredtes øjeblikkeligt under skriget: ”Kaa! Det er Kaa! Løb! Løb!”
  Mange slægtled af aber har kyst deres børn til at være artige med historier om Kaa, Nattetyven, der kunne liste sig langs med grenene uden at gøre mere støj end det voksende mos og bortføre de stærkeste aber. Gamle Kaa, der kunne se ud som en vissen gren eller en rådden træstub, og det så livagtigt, at de klogeste lod sig narre, indtil grenen greb dem. Kaa var indbegrebet af alt, hvad aberne frygtede i Junglen, for ingen af dem kendte grænserne for hans magt, ingen af dem kunne se ham ind i ansigtet og ingen var nogen sinde sluppet levende ud af hans favntag. Derfor flygtede de rædselsslagne op ad husenes mure og tage, og Baloo pustede uhyre lettet. Hans pels var meget tykkere end Bagheeras, men han havde lidt frygteligt i kampen. Og nu åbnede Kaa for første gang sin mund og udtalte ét langt hvislende ord, og aberne langt borte, der skyndte sig af sted for at komme til undsætning i De Kolde Lejer, stand­sede lamslåede af frygt, så at grenene bøjede sig og knækkede under dem. Aberne på murene og de tomme huse holdt inde med deres skrig, og i den stilhed, der i dette øjeblik herskede over hele byen, kunne Mowgli høre Bagheera springe op fra cisternen og ryste sine våde flanker. Så brød larmen løs igen. Aberne sprang højere op ad murene, hængte sig rundt om de store sten­gudebilleders halse og skreg, mens de hoppede langs med murtinderne, samtidig med at Mowgli dansede rundt inde i pavillonen, kiggede ud gennem det gennembrudte stenhuggerarbejde i muren og tudede som en ugle mellem fortænderne for at vise sin hån og foragt.
  ”Få menneskeungen ud af fælden dér, jeg kan ikke mere,” gispede Bagheera. ”Lad os tage menneske­ungen med os og gå. De angriber måske igen.”
  ”De rører sig ikke, før jeg befaler dem det. Bliv, hvor I er!” hvislede Kaa, og der var atter stilhed i byen. ”Jeg kunne ikke komme før, broder, men jeg syntes, at jeg hørte dig kalde?” Dette blev sagt til Bagheera.
  ”Jeg - jeg har måske råbt i kampens hede,” svarede Bagheera. ”Baloo, er du såret?”
  ”Jeg er ikke sikker på, at de ikke har revet mig i hundrede småbitte bjørne,” sagde Baloo og rystede alvor­ligt det ene ben efter det andet. ”Av, hvor jeg er øm! Kaa, jeg tror, vi skylder dig vort liv - Bagheera og jeg.”
  ”Ikke noget at tale om. Hvor er menneskeungen?”
  ”Her, i en fælde. Jeg kan ikke klatre op,” råbte Mowgli. Den sammenstyrtede hvælvings krumning var oven over ham.
  ”Få ham væk. Han danser ligesom Mor, påfuglen. Han træder vore unger ihjel,” sagde brilleslangerne derinde.
  ”Oho!” sagde Kaa og smålo. ”Han har venner alle vegne, den stump. Træd tilbage, menneskeunge, og kryb i ly, Giftfolk, så bryder jeg muren ned.”
  Kaa så omhyggeligt efter, indtil han fandt en misfarvet revne i marmoret, som viste ham, at her var der et svagt sted. Derpå slog han et par lette slag med hove­det for at mærke sig afstanden, og så løftede han seks fod af sit legeme op fra jorden og afleverede med fuld kraft en halv snes knusende slag. Muren styrtede sam­men i en sky af støv og murbrokker og Mowgli sprang ud gennem åbningen, styrtede hen imod Baloo og Bagheera og slog sine arme om de to store halse.
  ”Er du såret?” spurgte Baloo og omfavnede ham kærligt.
  ”Jeg er træt, sulten og temmelig forslået. Men åh, hvor de har mishandlet jer, mine brødre! I bløder!”
  ”Andre også,” sagde Bagheera, slikkende sig om munden og betragtende abeligene på terrassen og rundt om cisternen.
  ”Det gør intet, nu da du er i sikkerhed, du kæreste af alle små frøer!” klynkede Baloo.
  ”Det skal vi senere diskutere,” sagde Bagheera i en tør tone, som Mowgli slet ikke holdt af. ”Men her er Kaa, som har vundet slaget for os og hvem du skyl­der dit liv. Tak ham, som vor skik byder, Mowgli.”
  Mowgli vendte sig om og så den store pythons hoved svaje en fod over sit eget.
  ”Nå, så det er menneskeungen,” sagde Kaa. ”Hans hud er meget blød, og han ligner Bandar-log. Tag dig i agt, lille menneske, at jeg ikke engang i tusmørket, når jeg nylig har skudt ham, tager fejl af dig og en abe.”
  ”Vi er af ét blod, du og jeg,” svarede Mowgli. ”Du har frelst mit liv i nat. Mit bytte skal være dit bytte, hvis du nogen sinde er sulten, Kaa.”
  ”Mange tak, Lille Broder,” sagde Kaa, hvis øjne tin­drede af munterhed. ”Og hvad kan en så tapper jæger dræbe? Jeg vil gerne vide det, for at jeg kan følge med, næste gang du jager.”
  ”Jeg dræber ikke noget - jeg er for lille - men jeg driver gederne hen mod dem, der kan bruge dem. Når du engang bliver sulten, så kom til mig og se, om jeg ikke taler sandt. Jeg er god til at bruge disse her” - han strakte hænderne frem - ”og hvis du nogen sinde skulle blive fanget i en fælde, kan jeg måske betale den gæld, som jeg skylder dig, og Bagheera og Baloo også. God jagt for jer alle, mine herrer og mestre.”
  ”Vel talt,” brummede Baloo, for Mowgli havde takket på en nydelig måde. Pythonen lagde et øjeblik sit hoved let på Mowglis skulder. ”Et tap­pert hjerte og en høflig tunge,” sagde han. ”De vil føre dig vidt i Junglen, lille menneske. Men skynd dig nu bort med dine venner. Gå og læg dig til at sove, for månen er ved at gå ned, og hvad der nu skal ske, er det ikke værd, at du får at se.”
  Månen sank bag bakkerne, og de skælvende aber, der krøb sammen på murene og tinderne, så ud som løjerlige, rystende skygger. Baloo gik ned til cisternen for at drikke, og Bagheera begyndte at slikke sin pels, mens Kaa gled hen midt på terrassen og slog kæberne sammen med et skarpt smæk, der fik alle aberne til at stirre på ham.
  ”Månen går ned,” sagde han. ”Er der endnu lys nok til, at I kan se?”
  Og fra murene lød, med en klagende stønnen som vindens i trætoppene: ”Vi ser, Kaa.”
  ”Godt. Nu begynder dansen - Kaa's hungerdans. Sid stille og se til.” Han drejede sig to eller tre gange i en stor cirkel svajende med hovedet fra højre til venstre. Så begyndte han at lave løkker og ottetaller med sit legeme og sære ubestemte trekanter, der gled over i kvadrater og femkantede figurer og bugtende snoninger - stadig med samme fart, hverken hurtigere eller langsommere, og stadig nynnende en sagte sang. Det blev mørkere og mørkere, indtil endelig de bevægelige, bølgende ringe ikke længere kunne ses, men man hørte skællene rasle.
  Baloo og Bagheera stod som forstenede. Det brummede nede i deres struber og hårene på deres halse strittede i vejret. Mowgli så forundret til.
  ”Bandar-Log,” sagde Kaa's stemme endelig, ”kan I røre hånd eller fod uden min befaling? Tal!”
  ”Uden din befaling kan vi ikke røre hånd eller fod, Kaa!”
  ”Godt! Kom alle ét skridt nærmere til mig.”
  Abernes rækker trådte hjælpeløst nærmere, og Baloo og Bagheera gjorde i samme øjeblik modstræbende ét skridt fremad.
  ”Nærmere!” hviskede Kaa, og alle rykkede fremad.
  Mowgli lagde hånden på Baloo og Bagheera for at få dem bort og det gav et sæt i de to store dyr, som var de blevet vækkede af en drøm.
  ”Lad din hånd blive liggende på min skulder,” hvi­skede Bagheera. ”Lad den blive liggende dér, ellers må jeg vende tilbage - tilbage til Kaa. Åh!”
  ”Det er bare gamle Kaa, der laver cirkler i støvet,” sagde Mowgli, ”lad os gå.” Og de tre lod sig glide gennem et hul i muren, der vendte ud mod Junglen.
  ”Uf!” sagde Baloo, da han igen stod under de tavse træer. ”Aldrig mere vil jeg have Kaa til forbunds­fælle.” Og han rystede sig.
  ”Han ved mere end vi,” sagde den dirrende Bagheera. ”Var jeg blevet dér, ville jeg være vandret ned i hans svælg.”
  ”Den vej vil mange gå, før månen står op næste gang,” sagde Baloo. ”Han får god jagt - på sin egen manér.”
  ”Men hvad betød det hele?” spurgte Mowgli, der ikke kendte noget til en pythons magt over andre dyr. ”Jeg så ikke andet end en stor slange, som lavede løjerlige bugtninger, indtil mørket faldt på. Og hans snude var helt forslået. Hoho!”
  ”Mowgli,” sagde Bagheera vredt, ”hans snude var forslået for din skyld, ligesom mine ører og flanker og poter og Baloos hals og skuldre er forbidte for din skyld. Hverken Baloo eller Bagheera vil kunne have nogen fornøjelse af jagten i lang tid.”
  ”Det er lige meget,” sagde Baloo, ”vi har menneske­ungen igen.”
  ”Sandt nok, men han har kostet os dyrt i jagttid, sår og hår - min pels er halvt plukket ned af ryggen - og sidst men ikke mindst i ære. For husk vel på, Mowgli, at jeg, den sorte panter, blev nødt til at bede Kaa om hjælp. Og både Baloo og jeg blev så dumme som småfugle af at se hungerdansen. Og alt dette, menneskeunge, kom af, at du legede med Bandar-log.”
  ”Det er sandt, det er sandt,” sagde Mowgli bedrøvet. ”Jeg er en ond menneskeunge og min mave er tung af sorg.”
  ”Mf! Hvad siger Jungleloven, Baloo?”
  Baloo ville nødig skaffe Mowgli flere ubehageligheder, men han kunne ikke forvanske Loven og mumlede der­for: ”Anger redder aldrig for straf. Men husk på, han er meget lille, Bagheera.”
  ”Det vil jeg huske på. Men han har gjort ulykker og må have sine prygl. Mowgli, har du noget at sige til dit forsvar?”
  ”Nej. Jeg har gjort forkert. Baloo og du er sårede. Det er retfærdigt.”
  Bagheera gav ham en halv snes rap - rene kærtegn fra en panters synspunkt, de ville næppe have vækket en panterunge - men for en syvårs dreng var det så alvorlig en dragt prygl, som man vel kunne ønske at undgå. Da det var overstået, snøftede Mowgli og rejste sig op uden at sige et ord.
  ”Nå,” sagde Bagheera, ”sæt dig så op på min ryg, Lille Broder, så vil vi gå hjem.”
  En af fordelene ved Jungleloven er den, at når straffen er fuldbyrdet, er forbrydelsen glemt. Sagen nævnes aldrig sidenhen.
  Mowgli lagde sit hoved på Bagheeras ryg og sov så dybt, at han ikke engang vågnede, da panteren lagde ham fra sig ved Mutter Ulvs side i den hjemlige hule.

  Hvorledes frygten kom til Junglen

(1894)

  Jungleloven - som er langt den ældste lov i verden - har bestemmelser om næsten alt, hvad der kan ske for Junglefolket, så at reglerne nu er så fuldendte, som tid og sædvane kan gøre dem. Du husker nok, at Mowgli tilbragte en stor del af sit liv hos Seeonee-ulveflokken, hvor Baloo, den brune bjørn, lærte ham Loven, og da drengen blev utålmodig over de stadige befalinger, var det Baloo, som fortalte ham, at Loven var som de store lianer, fordi den falder ned over nakken af enhver og ingen kan undslippe. ”Når du har levet så længe som jeg, Lille Broder, vil du se, hvorledes hele Junglen adlyder i det mindste én Lov. Og det vil ikke være noget glædeligt syn,” sagde Baloo.
  Disse ord gik ind ad Mowglis ene øre og ud ad det andet, for en dreng, som tilbringer sit liv med at spise og sove, spekulerer ikke over noget, før det ligger lige for næsen af ham. Men et år slog Baloos ord til og Mowgli så hele Junglen adlyde én Lov.
  Det begyndte, da vinterregnen næsten helt udeblev og Ikki, pindsvinet, mødte Mowgli i et bam­buskrat og fortalte ham, at de vilde yams tørrede ud. Nu véd enhver, at Ikki er latter­ligt kræsen med sin føde og ikke vil æde andet end det allerbedste og modneste. Derfor lo Mowgli og sagde: ”Hvad vedkommer det mig?”
  ”Ikke meget lige nu,” sagde Ikki og raslede med sine pigge på en stiv, ubehagelig måde, ”men senere får vi se. Kan du endnu dykke i den dybe klippedam neden for biernes klipper, Lille Broder?”
  ”Nej. Det dumme vand er ved helt at forsvinde og jeg ønsker ikke at få hovedet slået i stykker,” sagde Mowgli, som var aldeles sikker på, at han var lige så klog som fem af Junglefolket tilsammen, hvem de så end var.
  ”Det er trist for dig. En lille revne kunne måske slippe lidt klogskab ind.” Ikki dukkede sig rask for at undgå, at Mowgli trak ham i knurhårene, og Mowgli fortalte Baloo, hvad Ikki havde sagt. Baloo så meget alvorlig ud og mumlede halvt for sig selv: ”Var jeg alene, ville jeg skifte jagtmark nu, før de an­dre begynder at tænke. Skønt - jagt blandt fremmede ender med kamp - og de kunne måske gøre min menneskeunge skade. Vi må vente og se, hvor­ledes mohwaen blomstrer.”
  Det forår blomstrede mohwa-træet, som Baloo holdt så meget af, slet ikke. De grønne og crêmefarvede voksagtige blomster dræbtes ufødte af heden og kun nogle få, ildelugtende blomster­blade faldt ned, når han stod på bagbenene og rystede træet. Og så kom den frygtelige hede krybende tom­me for tomme ind i hjertet af Junglen, farvende den gul, brun og til sidst sort. De grønne planter på kløfternes sider blev svedne af og hang som knækket ståltråd og døde, sammenkrøllede hinder. De skjulte damme svandt ind og dækkedes af mudder, bevarende det sidste fodspor på deres rand så tydeligt, som var de støbt i jern. Lianerne med de saftige stængler faldt ned fra træerne, som de klyngede sig til, og døde ved deres fod. Bambusrørene visnede og raslede, når de hede vinde blæste, og mosset skrælledes af klip­perne dybt inde i Junglen, til de var lige så nøgne og lige så varme som rokkestenene i flodsengen.
  Fuglene og Abefolket drog nordpå tidligt på året, for de vidste, hvad der ville komme, og hjortene og vildsvinene brød ind på landsbyernes afsvedne mar­ker langt borte og døde undertiden lige for øjnene af menneskene, der var for svage til at dræbe dem. Chil, glenten, blev i Junglen og blev fed, for der var mange ådsler, og aften efter aften fortalte han dyrene, der var for svage til at bane sig vej til nye jagtmarker, at solen dræbte Junglen i en udstrækning af tre dages flugt i alle retninger.
  Mowgli, som aldrig før havde kendt til rigtig hunger, måtte tage til takke med muggen, tre år gammel honning, som han skrabede ud af klippespal­ter, som bierne havde forladt - honning så sort som slåen og støvet af tørret sukker. Han jagede også efter de dybtborende maddiker under træernes bark og stjal den unge hvepseyngel fra forældrene. Alt vildtet i Junglen var blot skind og ben, og Bagheera kunne dræbe tre gange i løbet af en nat og knap nok få et helt måltid. Men vandmangelen var det værste, for skønt Junglefolket drikker sjældent, så må det drikke dybt.
  Og heden blev ved og blev ved og opsugede al fug­tighed, indtil til sidst Waingungas hovedåre var den eneste strøm, hvor en smule vand endnu løb mellem de døde bredder. Og da Hathi, den vilde elefant, som lever hundrede år og længere, så en lang, smal, blå klippe­kam ligge tør midt i strømmen, vidste han, at hans øjne hvilede på Fredsklippen, og med det samme løftede han sin snabel og udråbte Vandfreden, som hans far før ham havde udråbt den for halvtreds år siden. Hjorten, vildsvinet og bøflen gentog hæst råbet, og Chil, glenten, fløj i store kredse fjernt og nær, idet han peb og skreg budskabet.
  Efter Junglens Lov er der dødsstraf for at dræbe ved drikkestederne, når først Vandfreden er erklæret. Grun­den hertil er, at drik går forud for føde. Enhver i Junglen kan slå sig igennem på en eller anden måde, når det kun er vildt, der er mangel på. Men vand er vand, og når det kun kan fås på ét sted, ophører al jagt, mens Junglefolket går derhen for at tilfredsstille sit behov. I gode tider, når der er masser af vand, må de, der kommer ned til Waingunga - eller et hvilket som helst andet sted for den sags skyld - for at drikke, gøre det med livet som indsats, og denne risiko bidrager ikke lidt til det tiltrækkende ved nattens bedrifter. At liste sig ned til vandet så for­sigtigt, at ikke et blad rører sig. At vade ud til knæene i de brølende hvirvler, der overdøver al anden støj. At drikke, mens man skæver tilbage over den ene skulder og hver muskel er parat til den vilde rædsels første fortvivlede spring. At rulle sig på breddens sand og ven­de tilbage med våd mule og vandfyldt mave - det var noget, som alle de blankhornede unge bukke fandt en nydelse i, netop fordi de vidste, at Bagheera eller Shere Khan hvert øjeblik kunne springe løs på dem og slå dem til jorden. Men nu var denne leg om liv og død forbi og Junglefolket kom til den halvt udtørrede flod, forsultne og trætte - tiger, hjort, bjørn, bøffel og vildsvin, sammen og samlet - drak af det mudrede vand og blev stående ved det, alt for udmattede til at gå bort.
  Hjortene og vildsvinene havde strejfet om hele dagen for at søge efter noget bedre end tør bark og vis­sent løv. Bøflerne havde ingen sølepladser fundet til at køle sig i og intet grønt korn at stjæle. Slangerne havde forladt Junglen og var kommet ned til floden i håb om at fange en omflakkende frø. De snoede sig omkring våde sten og forsøgte aldrig at hugge, når en rodende svinetryne puffede dem til side. Flodskildpadderne var for længst blevet dræbt af Bagheera, den snildeste af alle jægere, og fiskene havde begravet sig dybt nede i dyndets revner. Kun Fredsklippen lå tværs over det lave vand som en lang slange og de små, trætte bølger sydede, mens de fordampede på den hede side.
  Herned kom Mowgli hver nat for at nyde godt af køligheden og selskabet. Selv de mest forsultne af hans fjender ønskede næppe drengen på det tidspunkt. Hans nøgne hud fik ham til at se magrere og elendigere ud end nogen af hans kammerater. Solen havde bleget hans hår helt hørfarvet. Hans rib­ben stod ud ligesom ribberne på en kurv, og knuderne på hans knæ og albuer - han plejede at kravle på alle fire, når han sporede efter vildt - fik hans indskrumpede lemmer til at se ud som leddede bambusstængler. Men øjet under den filtrede pandelok var koldblodigt og roligt, for Bagheera, hans rådgiver i denne strenge tid, bød ham bevæge sig roligt, jage langsomt og aldrig under nogen omstændigheder tabe fatningen.
  ”Det er onde tider,” sagde den sorte panter en gloende hed aften, ”men de får ende, hvis vi blot kan leve til enden. Er din mave fuld, menneskeunge?”
  ”Noget er der i min mave, men jeg har ingen gavn af det. Tror du, Bagheera, at regnen har glemt os og aldrig kommer igen?”
  ”Nej, ikke jeg. Vi skal atter se mohwaen stå i blomst og de små hjortekalve smækfede af frisk græs. Lad os gå ned til Fredsklippen og høre, om der er noget nyt. Sæt dig på min ryg, Lille Broder.”
  ”Det er ikke tid at bære byrder. Jeg kan endnu stå på mine ben, men - vi er sandelig ikke mæskede okser, vi to.”
  Bagheera så langs hen ad sin tjavsede, støvede flan­ke og hviskede: ”I går nat dræbte jeg en okse under åget. Så vidt er det kommet med mig, og jeg tror, at jeg ikke ville have vovet springet, hvis den havde været løs. Uf!”
  Mowgli lo. ”Ja, vi er store jægere nu,” sagde han. ”Jeg er meget tapper - jeg æder maddiker.” Og de to gik sammen gennem den knagende underskov ned til flodbredden og det netværk af revler, som floden havde efterladt, da den sank.
  ”Vandet kan ikke leve længe,” sagde Baloo, der slut­tede sig til dem. ”Se over på den anden side! Der er spor så brede som menneskenes veje.”
  På den flade slette på den anden bred var det stive junglegræs visnet, men var blevet stående efter sin død. Hjortenes og vildsvinenes spor, der alle førte ned mod floden, havde furet den farveløse slette med stø­vede kanaler gennem det ti fod høje græs, og så tid­ligt det end var, var alle de lange veje fulde af dyr, der ilede ned mod vandet. Man kunne høre hindene og kalvene hoste i det fine støv.
  Længere op ad strømmen, ved krumningen af det stillestående vand rundt om Fredsklippen, stod Hathi, den vilde elefant, Vandfredens Vogter, med sine sønner, mager og grå i måneskinnet, rokkende frem og til­bage - stadigt rokkende. Lidt neden for ham var hjor­tenes fortrop, neden for dem igen vildsvinene og de vilde bøfler og på den modsatte bred, hvor de høje træer gik ned til vandkanten, var det sted, der var forbeholdt kødæderne - tigeren, ulvene, panteren, bjør­nen og de øvrige.
  ”Vi er i sandhed under én lov,” sagde Bagheera, idet han vadede ud i vandet og så over på de tætte ræk­ker af raslende horn og skræmte øjne, mens hjortene og vildsvinene puffede hverandre frem og tilbage. ”God jagt, alle I af mit blod,” tilføjede han, og strakte sig ud i hele sin længde med den ene flanke oppe af det lave vand og sagde så, mellem sine tænder: ”Hvis Loven ikke var, ville det være en meget god jagt.”
  Hjortenes hurtige ører opfangede den sidste sætning og en forskrækket hvisken løb gennem rækkerne. ”Fre­den! Husk Freden!”
  ”Stille der, stille!” brummede Hathi, den vilde ele­fant. ”Freden varer ved, Bagheera. Det er ikke tid at tale om jagt.”
  ”Hvem skulle vide det bedre end jeg?” svarede Bagheera og vendte sine gule øjne op ad strømmen. ”Jeg er skildpaddeæder - en frøfisker. Ngaayah! Gid jeg kunne have gavn af at tygge grene!”
  ”Ja, det ønsker vi i høj grad også,” bræ­gede en ung hjortekalv, der var født samme forår og ikke syntes om situationen. Så elendige end junglefolkene var, så kunne selv Hathi ikke lade være med at klukle, mens Mowgli, der lå støttet på sine albuer i det varme vand, lo højt og piskede vandet til skum med fødderne.
  ”Vel talt, grønskolling,” spandt Bagheera. ”Når Freden er endt, skal det blive husket til gavn for dig,” og han så skarpt igennem mørket for at være sikker på at kunne kende hjortekalven igen.
  Efterhånden spredte samtalen sig op og ned langs drikkestederne. Man kunne høre de snøftende vildsvin, der trængte på for at komme til, bede om mere plads. Bøflerne, der gryntede til hinanden, mens de dinglede frem over sandbankerne og hjortene, som for­talte ynkelige historier om deres lange, trættende om­strejfen efter føde. Nu og da rettede de et eller andet spørgsmål til kødæderne på den anden side af floden, men fik kun dårlige nyheder til svar, og Junglens susende, hede vind kom og gik imellem klipperne og de raslende grene og fejede kviste og støv ud over vandet.
  ”Også menneskene dør ved siden af deres plove,” sagde en ung hjort. ”Jeg kom forbi tre mellem solnedgang og nat. De lå stille og deres okser med dem. Om kort tid ligger vi også stille.”
  ”Floden er faldet siden i går nat,” sagde Baloo. ”Åh, Hathi, har du nogen sinde set mage til denne tørke?”
  ”Den går over, den går over,” sagde Hathi og sprøjtede vand over sin ryg og sider.
  ”Vi har én her, som ikke længe kan holde det ud,” sagde Baloo, og han så på drengen, som han elskede.
  ”Jeg?” sagde Mowgli fornærmet og satte sig over en­de i vandet. ”Jeg har ingen lang pels til at skjule mine knogler, men - men hvis dit skind blev trukket af, Baloo -”
  Hathi rystede af latter ved denne tanke og Baloo sagde strengt:
  ”Menneskeunge, det passer sig ikke at sige den slags til en Lovens Lærer. Aldrig er jeg blevet set uden mit skind.”
  ”Nej, jeg mente ikke noget ondt med det Baloo, men bare at du, om man så må sige, er som en kokosnød med skal og jeg er en kokosnød uden skal. Og din brune skal -” Mowgli sad med korslagte ben og forklarede, som han plejede, sin mening med pegefingeren, da Bagheera udstrakte en blød pote og trak ham bagover ned i vandet.
  ”Det bliver værre og værre,” sagde den sorte panter, da drengen rejste sig prustende. ”Først skal Baloo flås, og nu er han en kokosnød. Tag dig i agt, at han ikke gør ligesom de modne kokosnødder.”
  ”Hvad gør de?” sagde Mowgli uden at tænke sig om, skønt det er en af de ældste vittigheder i Junglen.
  ”Slår hovedet i stykker på dig,” sagde Bagheera roligt og trak ham ned i vandet igen.
  ”Det er ikke rigtigt at lave vittigheder om din lærer,” sagde bjørnen, da Mowgli havde fået den tredje dukkert.
  ”Ikke rigtigt! Hvad kan I forlange! Den nøgne tingest løber frem og tilbage og laver abeskæmt med dem, som engang har været gode jægere, og morer sig med at ruske de bedste af os i skægget.” Således talte Shere Khan, den halte tiger, der kom hinkende ned til vandet. Han ventede et øjeblik for at nyde det røre, som hans komme vakte blandt hjortene på den anden bred. Så sænkede han sit firkantede, tjavsede hoved og begyndte at labe, mens han brummede: ”Junglen er blevet til legeplads for nøgne unger. Se på mig, menneskeunge!”
  Mowgli så eller rettere sagt gloede så uforskammet, som han kunne, og et minut efter vendte Shere Khan sig uroligt bort. ”Menneskeunge mig her og menneskeunge mig der,” knurrede han, mens han vedblev at drikke. ”Den unge er hverken menneske eller unge, el­lers ville han være blevet bange. Til næste år må jeg nok bede ham om tilladelse til at drikke. Augrh!”
  ”Den tid kan komme,” sagde Bagheera og så ham fast ind i øjnene. ”Det kan ske .... Føj, Shere Khan! Hvilken ny skændsel har du nu bragt herhen?”
  Den halte tiger havde dyppet sin hage og sine kæber i vandet og mørke, olieagtige striber flød fra dem ned ad strømmen.
  ”Menneske!” sagde Shere Khan koldblodigt, ”jeg dræbte ét for en time siden.” Han fortsatte med at spinde og brumme hen for sig.
  Dyrenes rækker kom i bevægelse og svajede frem og tilbage, og en hvisken steg op, som voksede til et råb: ”Menneske! Menneske! Han har dræbt et menneske!” Derpå så alle hen til mod Hathi, den vilde elefant, men han syntes ikke at høre noget. Hathi gør aldrig noget, før tiden er inde, og det er en af grundene til, at han lever så længe.
  ”Dræbe et menneske på et tidspunkt som dette! Var der intet andet vildt at få fat på?” sagde Bagheera foragteligt, idet han trak sig op af det besudlede vand og på kattevis rystede hver pote for sig.
  ”Jeg dræbte af lyst - ikke for at æde.” Den rædselsslagne hvisken begyndte igen, og Hathis opmærk­somme lille, hvide øje vendte sig imod Shere Khan. ”For fornøjelse,” drævede Shere Khan. ”Nu kommer jeg for at drikke og rense mig! Vil nogen forbyde det?”
  Bagheeras ryg begyndte at krumme sig som en bam­busstængel i blæst, men Hathi løftede sin snabel og talte roligt.
  ”Du dræbte af lyst?” spurgte han, og når Hathi stiller et spørgsmål, er det bedst at svare.
  ”Vist så. Det var min ret og min Nat. Du véd det, Hathi.” Shere Khan talte næsten høfligt.
  ”Ja, jeg véd det,” svarede Hathi, og efter en kort tavshed: ”Har du stillet din tørst?”
  ”For i nat, ja.”
  ”Så gå. Vandet er til at drikke og ikke til at besudle. Ingen andre end den halte tiger ville have pralet af sin ret på denne tid, da - da vi lider i fællesskab - både Menneskene og Junglefolket. Ren eller uren, gå til dit leje, Shere Khan!”
  De sidste ord gjaldede, som kom de fra en sølvtrompet, og Hathis tre sønner trådte et halvt skridt fremad, skønt det ikke behøvedes. Shere Khan luskede af uden at vove at knurre, for han vidste - hvad enhver véd - at i sidste ende er Hathi Junglens Herre.
  ”Hvad er det for en ret, Shere Khan taler om?” hviskede Mowgli til Bagheera. ”At dræbe et menneske er altid skændigt. Det siger Loven. Og dog siger Hathi -”
  ”Spørg ham. Jeg véd det ikke, Lille Broder. Men ret eller ikke ret, hvis Hathi ikke havde talt, ville jeg have taget den halte slagter i skole. At komme til Fredsklippen lige efter at have dræbt et menneske - og at prale af det - det er sjakalstreger. Desuden besudlede han det gode vand.”
  Mowgli ventede et minut for at samle mod, for ingen holdt rigtig af at tiltale Hathi direkte, og så råbte han: ”Hvad er Shere Khans ret, Hathi?” Begge bredder gentog hans ord, for hele Junglefolket er umådelig nys­gerrigt og de havde netop overværet en scene, som in­gen, undtagen Baloo, der så meget tankefuld ud, syn­tes at forstå.
  ”Det er en gammel historie,” sagde Hathi, ”en hi­storie ældre end Junglen. Vær stille langs bred­derne, så skal jeg fortælle den historie.”
  Der var puffen og skubben et minut eller to blandt vildsvinene og bøflerne, og så gryntede hjor­dernes førere, den ene efter den anden: ”Vi venter,” og Hathi trådte frem, indtil han stod næsten op til knæene i vandet ved Fredsklippen. Mager og rynket og gultandet som han var, så han dog ud som det, Junglen anså ham for - dens herre.
  ”I véd, børn,” begyndte han, ”at af alle skabninger frygter I Mennesket mest.” Der lød en indrømmende mumlen.
  ”Denne historie vedkommer dig, Lille Broder,” sagde Bagheera til Mowgli.
  ”Mig? Jeg er et medlem af Flokken - en jæger af det Frie Folk,” svarede Mowgli. ”Hvad vedkommer Men­nesket mig?”
  ”Og I véd ikke, hvorfor I frygter Mennesket?” ved­blev Hathi. ”Grunden er denne. I Junglens første tid - og ingen véd, hvornår det var - vandrede vi af Junglefolket sammen uden at nære frygt for hinanden. I de dage var der ingen tørke og blade og blomster og frugt voksede på det samme træ og vi åd ikke andet end blade og blomster og græs og frugt og bark.”
  ”Jeg er glad for, at jeg ikke fødtes i de dage,” sagde Bagheera. ”Bark duer kun til at skærpe kløer på.”
  ”Og Junglens Herre var Tha, den Første af Elefanter. Han drog Junglen op af de dybe vande med sin snabel og hvor han furede jorden med sine stødtænder, der løb floderne, og hvor han stampede med sin fod, opstod der damme med godt vand, og når han prustede med sin snabel - således - blev træerne til. Sådan skabtes Junglen af Tha og sådan blev historien fortalt mig.”
  ”Den har ikke tabt noget ved at blive genfortalt,” hviskede Bagheera, og Mowgli lo bag sin hånd.
  ”I de dage var der intet korn eller meloner eller peber eller sukkerrør, ej heller var der små hytter, således som I alle har set dem, og Junglefolket kendte intet til Mennesket, men levede sammen i Junglen og ud­gjorde ét folk. Men snart begyndte de at strides om føden, skønt der var græsning nok for alle. De var dovne. Hver ville æde, hvor han lå, som vi undertiden kan gøre det den dag i dag, når forårsregnen er rigelig. Tha, den Første af Elefanter, havde travlt med at skabe nye jungler og lede floderne til deres lejer. Han kunne ikke være alle steder og derfor gjorde han den Første af Tigre til herre og dommer over Junglen og for ham skulle Junglefolket frembære deres stridigheder. I de dage åd den Første af Tigre frugt og græs ganske som de andre. Han var lige så stor som jeg og han var meget skøn og over hele kroppen var han farvet som den gule lians blomst. Der var hverken stribe eller streg på hans skind i disse gode dage, da Junglen var ny. Hele Junglefolket kom frem for ham uden frygt og hans ord var hele Junglens Lov. I husker, den gang var vi ét folk. Og dog, en nat blev der strid mellem to bukke - en uenighed om græsningen, sådan som I nu afgør med horn og forben - og det siges, at da de to talte deres sag for den Første af Tigre, der lå mellem blomsterne, stødte en buk til ham med sine horn og den Første af Tigre glemte, at han var Junglens herre og dommer, og han sprang løs på den buk og knækkede hans hals.
  Aldrig før den nat var nogen af os død, og da den Første af Tigre så, hvad han havde gjort og blev for­vildet af blodlugten, løb han bort til sumpene mod nord, og vi af Junglefolket, som var ladt tilbage uden dom­mer, kom i kamp med hverandre. Tha hørte larmen deraf og kom tilbage. Så sagde nogle af os ét og andre noget andet, men han så den døde buk mellem blomsterne og spurgte, hvem der havde dræbt ham, og vi af Junglefolket ville ikke sige det, fordi blodlugten forvirrede os, netop som den samme lugt den dag i dag forvirrer os. Vi cirklede frem og tilbage, gjorde krumspring og skreg op og rystede på hovedet. Så befalede Tha de lavgrenede træer og de krybende lianer i Junglen, at de skulle mærke bukkens dræber, så at han kunne kende ham, og han sagde: ’Hvem vil nu være Junglefolkets herre?’ Op sprang da den Grå Abe, som lever mellem grenene, og sagde: ’Jeg vil nu være Junglens Herre.’ Hertil lo Tha og sagde: ’Lad det være sådan,’ og gik meget vred bort.
  Børn, I kender den Grå Abe. Han var den gang, som han er nu. I begyndelsen satte han et klogt ansigt op, men snart begyndte han at klø sig og springe op og ned, og da Tha vendte tilbage, fandt han den Grå Abe hængende på en gren med hovedet nedad og gørende nar af dem, der stod nedenunder. Og de gjorde til gengæld nar af ham. Og således var der ingen lov i Junglen - kun tåbetale og meningsløse ord.
  Da kaldte Tha os alle sammen og sagde: ’Den første af jeres herrer har bragt Døden ind i Junglen og den anden Skændselen. Nu er det på tide, at der kommer en Lov, og det en Lov, som I ikke må bryde. Nu skal I lære Frygten at kende, og når I har fundet ham, skal I vide, at han er jeres herre, og så skal det øvrige følge efter.’ Da sagde vi af Junglefolket: ’Hvad er Frygten?’ og Tha sagde: ’Søg, til I finder.’ Derfor drog vi frem og tilbage i Junglen og søgte efter Frygten, og det varede ikke længe, før bøflerne -”
  ”Ugh!” sagde Mysa, bøflernes fører, fra deres sandbanke.
  ”Ja, Mysa, det var bøflerne. De kom tilbage med den efterretning, at Frygten sad i en hule i Junglen og han havde ingen hår og gik på bagbenene. Så fulgte vi af Junglefolket bøffelhjorden, indtil vi kom til den hule, og Frygten stod ved dens munding og han var, som bøflerne havde sagt, hårløs og han gik på bagbenene. Da han så os, råbte han højt og hans stemme fyldte os med den frygt, som vi nu føler, og vi løb bort, trampende på hinanden og sønderrivende hinanden, fordi vi var bange. Den nat - således blev det mig fortalt - lagde vi af Junglefolket os ikke sammen, som det plejede at være vor sædvane, men hver flok drog bort for sig selv - vildsvinet med vildsvinet, hjorten med hjorten, horn ved horn, hov ved hov - lige holdt sig til lige og lå således og rystede af skræk i Junglen.
  Kun den Første af Tigre var ikke med os, for han lå endnu skjult i sumpene mod nord, og da han hørte om det væsen, vi havde set i hulen, sagde han: ’Jeg vil gå til dette væsen og knække hans hals.’ Derfor løb han hele natten, indtil han kom til hulen, men træerne og lianerne på hans vej huskede den befaling, Tha havde givet, og sænkede deres grene og mærkede ham, medens han løb, ved at trække deres fingre tværs over hans ryg, hans side, hans pande og hans kind. Hvor de rørte ham, blev der et mærke og en stribe på hans gule hud. Og de striber bærer hans børn den dag i dag! Da han kom til hulen, strakte Frygten, Den Hårløse, sin hånd ud og kaldte ham ”Den Stribede, som Kommer om Natten”, og den Første af Tigre blev bange for Den Hårløse og løb hylende tilbage til sumpene.”
  Her lo Mowgli stille med hagen i vandet.
  ”Så højt hylede han, at Tha hørte ham og sagde: ’Hvad er der i vejen?’ Og den Første af Tigre løftede sin mund op mod den nyskabte himmel, som nu er så gammel, og sagde: ’Giv mig min magt tilbage, Tha. Jeg er beskæmmet for hele Junglen og jeg er løbet bort for en Hårløs og han kaldte mig et skændigt navn.’ ’Og hvorfor?’ sagde Tha. ’Fordi jeg er tilsmurt af sum­penes dynd,’ sagde den Første af Tigre. ’Så svøm og rul dig i det våde græs, og hvis det er dynd, vil det skylles af,’ sagde Tha. Og den Første af Tigre svømmede og rullede sig og rullede sig, indtil Junglen løb rundt for hans øjne, men ikke den mindste stribe på hans skind forandrede sig, og Tha, som iagttog ham, lo. Da sagde den Første af Tigre: ’Hvad har jeg gjort, at dette skulle hænde mig?’ Tha sagde: ’Du har dræbt bukken og du har sluppet Døden løs i Junglen og med Døden er Frygten kommet, så at Junglefolket er bange for hinanden, ligesom du er bange for Den Hårløse.’ Den Første af Tigre sagde: ’De vil aldrig frygte mig, for jeg har kendt dem lige fra begyndelsen.’ Tha sagde: ’Gå og se.’ Og den Første af Tigre løb igen frem og tilbage og råbte højt til hjorten og vildsvinet og sambhuren og pindsvinet og alle junglefolkene, men de flygtede alle for ham, som havde været deres dommer, fordi de var bange.
  Da kom den Første af Tigre tilbage og hans stolthed var knækket i ham og han slog sit hoved imod jorden og sled i muldet med alle sine fødder og sagde: ’Husk, at jeg engang var Junglens Herre! Glem mig ikke, Tha. Lad mine børn erindre, at jeg engang var uden skam eller frygt!’ Og Tha sagde: ’Dette vil jeg gøre, fordi du og jeg sammen så Junglen blive skabt. Én Nat i hvert år skal det være, som det var, før bukken blev dræbt - for dig og dine børn. Hvis I møder Den Hårløse i den ene Nat - og hans navn er Menneske - da vil I ikke være bange for ham, men han skal være bange for jer, som om I var Junglens dommere og herrer over alle ting. Vis ham barmhjertighed i denne hans frygtens nat, for du har lært, hvad frygt er.’
  Da svarede den Første af Tigre: ’Jeg er tilfreds.’ Men da han næste gang drak, så han de sorte striber på sin side og han mindedes det navn, som Den Hårløse havde givet ham, og blev vred. I et år boede han i sumpene og ventede på, at Tha ville holde sit løfte. Og en nat, da Månens Sjakal (Aftenstjernen) stod over Junglen, følte han, at hans Nat var over ham, og han gik til hin hule for at møde Den Hårløse. Og da skete det, som Tha havde lovet, for Den Hårløse faldt ned for ham og lå udstrakt på jorden, og den Første af Tigre slog ham og knækkede hans ryg, for han troede, at der kun var ét sådant væsen i Junglen og at han havde dræbt Frygten. Og mens han stod og snuste til den dræbte, hørte han Tha komme fra skovene mod nord, og straks efter lød den Første af Elefanters stemme - det er den stemme, vi hører nu - ’”
  Tordenen rullede mellem de tørre, nøgne bakker, men den bragte ingen regn med sig - kun kornmod, som glimtede bag bakkekammene - og Hathi vedblev: ”Det var den stemme, han hørte, og han sagde: ’Er dette din barmhjertighed?’ Den Første af Tigre slikkede sine læber og sagde: ’Hvad betyder det? Jeg har dræbt Frygten.’ Og Tha sagde: ’Åh, blinde dåre! Du har løsnet båndene om Dødens fødder og han vil følge dit spor, til du dør. Du har lært Mennesket at dræbe!’
  Den Første af Tigre betragtede sit bytte og sagde: ’Han er, som bukken var. Der er ingen Frygt længere. Nu skal jeg atter være Junglefolkets dommer.’
  Og Tha sagde: ’Aldrig mere skal Junglefolket komme til dig. Aldrig skal de krydse dit spor eller sove i din nærhed eller følge efter dig eller græsse ved dit leje. Kun Frygten skal følge dig og byde dig adlyde med et slag, som du ikke kan se. Han skal få jorden til at åbne sig under dine fødder, få lianen til at slynge sig om din hals, få træstammerne til at vokse sammen omkring dig, højere end du kan springe, og til sidst skal han tage dit skind til at indhylle sine unger i, når de fryser. Du har ikke vist ham barmhjertighed og han vil ikke vise dig nogen.’
  Den Første af Tigre var såre dristig, for hans Nat var endnu over ham, og han sagde: ’Thas løfte er Thas løfte. Han vil ikke tage min Nat fra mig?’ og Tha sagde: ’Din ene Nat er din, som jeg har sagt, men der er en pris at betale. Du har lært Mennesket at dræbe og han er ikke tungnem.’
  Den Første af Tigre sagde: ’Han er her under min fod og hans ryg er knækket. Lad Junglen vide, at jeg har dræbt Frygten.’
  Da lo Tha og sagde: ’Du har dræbt én af mange, men du skal selv fortælle Junglen det - for din Nat er endt!’
  Og dagen kom og ud af hulens munding trådte en anden Hårløs, og han så den dræbte ligge på stien og den Første af Tigre stå over ham, og han tog en spids stok - ’”
  ”Nu kaster de med en tingest, som skærer,” sagde Ikki, der raslede nede ved flodbredden, for Ikki blev anset for ualmindelig velsmagende af gonderne - de kaldte ham Ho-Igoo - og han kendte noget til den ne­derdrægtige lille gondiske økse, der farer igennem en lysning i Junglen ligesom en guldsmed.
  ”Det var en spids stok, sådan som de anbringer i bunden af en faldgrube,” sagde Hathi. ”Og han kastede den og ramte den Første af Tigre dybt i siden. Og således skete det, som Tha havde sagt, for den Første af Tigre løb hylende frem og tilbage i Junglen, indtil han fik stokken revet ud, og hele Junglen vidste, at Den Hårløse kunne ramme langt borte fra, og de frygtede mere end før. Således skete det, at den Første af Tigre lærte Den Hårløse at dræbe - og I véd, hvor megen skade det siden har forvoldt hele vort folk - ved snaren og faldgruben og den skjulte fælde og den flyvende stok og den stikkende bremse, der kommer ud af hvid røg (Hathi mente geværet) og den Røde Blomst, som driver os ud på fri mark. Men én nat i året frygter Den Hårløse tigeren, som Tha lovede, og aldrig har tigeren gi­vet ham grund til at være mindre bange. Hvor han finder ham, der dræber han ham, i erindring om, hvorledes den Første af Tigre blev beskæmmet. Men bortset derfra vandrer Frygten frem og tilbage i Junglen ved dag og ved nat.”
  ”Ahi! Aoooh!” sagde hjortene, tænkende over, hvad det betød for dem.
  ”Og kun når der er én stor Frygt over alle, som der nu er, kan vi af Junglefolket lægge vore små bekymrin­ger til side og mødes på ét sted, sådan som vi gør nu.”
  ”Det er kun én nat, at Mennesket frygter Tigeren?” sagde Mowgli.
  ”Kun én nat,” svarede Hathi.
  ”Men jeg - men vi - men hele Junglen véd, at Shere Khan dræber et menneske to og tre gange om måneden.”
  ”Ja vist. Da springer han bagfra og vender hovedet til siden, idet han slår, for han er fuld af frygt. Hvis Mennesket så på ham, ville han løbe. Men i hans ene Nat går han åbenlyst ned til landsbyen. Han går ind mel­lem husene og stikker sit hoved ind ad døren, og menneskene falder ned på deres ansigter, cg der dræber han. Ét drab i dén Nat.”
  ”Åh!” sagde Mowgli til sig selv og trillede sig rundt i vandet. ”Nu forstår jeg, hvorfor Shere Khan bød mig se på sig. Han fik ingen glæde af det, for han kunne ikke holde sine øjne rolige, og - og jeg faldt så vist ikke ned for hans fødder. Men jeg er heller ikke noget menneske. Jeg hører til det Frie Folk.”
  ”Umm!” sagde Bagheera dybt nede i sin lodne strube. ”Kender Tigeren sin Nat?”
  ”Ikke før Månens Sjakal hæver sig over aftentågen. Undertiden falder den i den tørre sommer og undertiden i den våde regntid - denne Tigerens ene Nat. Havde det ikke været for den Første af Tigre, ville dette ikke være sket og vi ville ikke have kendt Frygten.”
  Hjortene udstødte sorgfulde grynt og Bagheeras læber krusedes af et ondskabsfuldt smil. ”Kender menne­skene denne - historie?” sagde han.
  ”Ingen kender den undtagen tigrene og vi, elefanter­ne - Thas børn. Nu har I her ved vandet hørt den, og jeg har talt.”
  Hathi dyppede sin snabel i vandet til tegn på, at han ikke havde lyst til at tale mere.
  ”Men - men - men,” sagde Mowgli, vendende sig til Baloo, ”hvorfor blev den Første af Tigre ikke ved med at æde græs og blade og træer? Han knækkede jo kun bukkens hals. Han åd ikke. Hvad førte ham til det varme kød?”
  ”Træerne og lianerne mærkede ham, Lille Broder, og gjorde ham til det stribede væsen, som vi ser. Aldrig mere ville han æde deres frugt, men fra den dag af hævnede han sig på hjortene og de øvrige græsædere,” sagde Baloo.
  ”Så du kendte historien. Hvorfor har du aldrig fortalt den?”
  ”Fordi Junglen er fuld af sådanne historier. Hvis jeg begyndte, ville der aldrig blive ende på dem. Slip mit øre, Lille Broder!”

  Tiger! Tiger!

(1893)

  Nu må vi gå tilbage til den første historie. Da Mowgli forlod ulvehulen efter slagsmålet med Flokken ved Rådsklippen, gik han ned til de dyr­kede marker, hvor landsbyfolkene boede, men han standsede ikke dér, fordi det var for nær ved Junglen, og han vidste, at han havde skaffet sig i det mindste én slem fjende i Rådet. Derfor skyndte han sig videre ad den ujævne vej, der løb gennem dalen, og fulgte den i jævnt trav næsten tyve mil, indtil han kom til en egn, som han ikke kendte. Her udvidede da­len sig til en stor slette, oversået med klippestykker og gennemskåret af kløfter. I den ene ende af sletten lå en lille landsby og i den anden voksede det frodige junglekrat lige ned til græsmarkerne, hvor det standsede så brat, som var det skåret af med et lugejern. Over hele sletten gik kvæg og bøfler og græssede, og da de små drenge, der vogtede kvægflokkene, så Mowgli, råbte de op og løb deres vej, mens de gule hunde, der driver omkring ved alle indiske landsbyer, gøede. Mowgli gik videre, for han var sulten, og da han kom til landsbyens indgang, så han, at den store tjørnebusk, hvormed porten blev spærret ved tusmørketid, var skubbet til side.
  ”Umph!” sagde han, for på sine natlige strejftog efter føde havde han truffet på mere end én af den slags forskansninger. ”Så Menneskene er også her bange for Junglefolket.” Han satte sig ned ved porten og da en mand kom ud, rejste han sig op, åbnede sin mund og pegede ned i den for at antyde, at han ville have mad. Manden gloede og løb så tilbage op gennem landsbyens eneste gade råbende på præsten. Præsten, som var en stor, tyk mand, klædt i hvidt og med et rødt og gult mærke i panden, gik ned til porten og sammen med ham mindst hundrede andre, som gloede og snakkede og råbte og pegede på Mowgli.
  ”De har dårlige manerer, disse menneskevæsener,” tænkte Mowgli ved sig selv. ”Kun de grå aber ville opføre sig på den måde.” Og han rystede sit lange, sorte hår tilbage og rynkede panden.
  ”Hvad er der at være bange for?” sagde præsten. ”Se mær­kerne på hans arme og ben. Det er ulvebid. Han er blot et ulvebarn, der er løbet væk fra Junglen.”
  Naturligvis havde ungerne ofte, når de legede med Mowgli, nappet ham hårdere end tilsigtet, og hans arme og ben var derfor oversåede med hvide ar. Men han var den sidste i verden, der ville have kaldt dem for bid, for han vidste, hvad et virkeligt bid ville sige.
  ”Arré! Arré!” sagde to eller tre kvinder i munden på hinanden. ”Ulvene har bidt ham, stakkels barn! Han er en køn dreng. Hans øjne skinner som den røde ild. Ved min ære, Messua, han er ikke ulig din dreng, som tigeren tog.”
  ”Lad mig se,” sagde en kvinde med tunge kobberringe om håndled og ankler og skyggede med hånden over øjnene, mens hun betragtede Mowgli. ”Ja, han er rigtignok ikke ulig. Han er tyndere, men han ligner min dreng meget.”
  Præsten var en snedig mand og han vidste, at Messua var gift med landsbyens rigeste bonde. Derfor så han en kort stund op mod himlen og sagde højtideligt: ”Hvad Junglen har taget, har Junglen givet tilbage. Før drengen til dit hus, min søster, og glem ikke at hædre den præst, der ser så dybt ind i menneskelivet.”
  ”Ved oksen, som var min pris,” sagde Mowgli til sig selv, ”al den snakken er aldeles, som om jeg endnu engang blev taget i øjesyn af Flokken! Nå, er jeg Menneske, så er jeg Menneske.”
  Mængden skiltes ad og kvinden vinkede Mowgli hen til sin hytte, der indeholdt en rødlakeret seng, en stor kornbeholder af ler med ejendommelige reliefmønstre udenpå, et halvt dusin kobberkasseroller, et billede af en hindugud i en lille alkove og på væggen et rigtigt spejl af den slags, som sælges på landsbymarkederne.
  Hun gav ham en stor skål mælk og et stykke brød, og så lagde hun sin hånd på hans hoved og så ham ind i øjnene, for hun tænkte, at det måske virkelig kunne være hendes søn, der var kommet tilbage fra Junglen, hvor tigeren havde taget ham. ”Nathoo, åh Nathoo!” sagde hun. Men Mowgli gav ikke noget tegn til, at han kendte det navn. ”Husker du ikke den gang, jeg gav dig dine nye sko?” Hun berørte hans fod - den var næsten lige så hård som horn. ”Nej,” sagde hun sørgmodigt, ”disse fødder har aldrig båret sko, men du ligner min Nathoo meget og du skal være min søn.”
  Mowgli var nervøs, fordi han aldrig før havde været under tag. Men da han betragtede stråtaget, så han, at han kunne rive hul i det når som helst, han ville væk, og han så også, at vinduet ingen kroge havde. ”Hvad nytter det at være menneske,” sagde han endelig til sig selv, ”når man ikke forstår menneskesprog? Jeg står her så tåbelig og stum, som et menneske ville være hos os i Junglen. Jeg må lære at tale deres sprog.”
  Det var ikke for morskabs skyld, at han, mens han var hos ulvene, havde lært at efterligne bukkenes skrig og de små vildsvins grynten i Junglen. Så snart Messua udtalte et ord, gentog Mowgli det næsten rigtigt og før det blev mørkt, havde han lært navnene på mange af genstandene i hytten.
  Ved sengetid opstod der en vanskelighed, for Mowgli ville ikke sove i noget, der som denne hytte i den grad lignede en panterfælde, og da de lukkede døren, sprang han ud gennem vinduet. ”Lad ham få sin vilje,” sagde Messuas mand. ”Husk på, at han aldrig før nu kan have sovet i en seng. Hvis han virkelig er sendt os i vor søns sted, løber han ikke bort.”
  Altså strakte Mowgli sig i noget langt, rent græs i udkanten af marken, men før han endnu havde lukket øjnene, puffede en blød, grå snude ham under hagen.
  ”Pyh!” sagde Gråbroder (det var den ældste af Mutter Ulvs unger). ”Dette er kun en dårlig løn for at have fulgt dig tyve mil. Du lugter af brænderøg og kvæg - allerede aldeles som et menneske. Vågn op, Lille Broder, jeg bringer nyt.”
  ”Har alle det godt i Junglen?” sagde Mowgli og omfavnede ham.
  ”Alle, undtagen de ulve, som blev svedne af den Røde Blomst. Men hør efter. Shere Khan er gået sin vej for at jage langt borte, indtil hans pels er blevet hel igen, for han blev slemt forbrændt. Og han sværger på, at når han kommer tilbage, vil han kaste dine knogler i Waingunga.”
  ”Det skal vi være to om. Jeg har også gjort et lille løfte. Men det er altid godt at høre nyt. Jeg er træt i aften, meget træt af alt det nye, jeg har oplevet, Gråbroder - men bring mig altid nyheder.”
   ”Du vil ikke glemme, at du er en ulv? Menneskene vil ikke få dig til at glemme det?” sagde Gråbroder ængsteligt.
  ”Aldrig! Jeg vil aldrig glemme, at jeg elsker dig og alle derhjemme i hulen. Men jeg vil heller aldrig glemme, at jeg blev udstødt af Flokken.”
  ”Og at du kan blive udstødt af én flok til. Menneskene er kun mennesker, Lille Broder, og deres snak er som frøernes snak i en dam. Når jeg kommer herned igen, vil jeg vente på dig i bambuskrattet ved udkanten af græsmarken.”
  I tre måneder efter den nat kom Mowgli næppe en eneste gang uden for landsbyens port, så travlt havde han med at lære menneskenes skik og brug. For det første måtte han bære et klæde rundt om lænderne, hvad der plagede ham skrækkeligt, og dernæst måtte han lære om penge, som han overhovedet ikke forstod, og om pløjning, som forekom ham nytteløs. Endvidere gjorde landsbyens småbørn ham meget vred. Heldigvis havde Jungleloven lært ham at beherske sig, for i Junglen er liv og føde af­hængig af, at man kan beherske sig. Men når de gjorde nar af ham, fordi han ikke ville lege eller sætte drager op, eller fordi han udtalte et eller an­det ord forkert, var det kun bevidstheden om, at det var usportsligt at dræbe små nøgne unger, der afholdt ham fra at tage dem og slå dem i stumper og stykker.
  Han kendte slet ikke sin egen styrke. I Junglen vidste han, at han var svag sammen­lignet med dyrene, men i landsbyen sagde folk, at han var stærk som en okse.
  Han kendte ikke til frygt, for da præsten sagde til ham, at guden i templet ville blive vred på ham, hvis han spiste præstens mangoer, tog han gudebilledet, bar det hen til præstens hus og bad præsten om at gøre guden vred, så at han kunne slås med ham. Det var en frygtelig skandale, men præsten fik den dys­set ned og Messuas mand måtte betale en masse sølv for at forsone guden.
  Endvidere havde Mowgli intet begreb om de skel, som kasteforskelle sætter mellem mennesker. Da pottemagerens æsel faldt i lergraven, trak Mowgli det op ved halen og hjalp ham med at læsse potterne på det, da han skulle til markedet i Kanhiwara. Og det var en slem skandale, for en pottemager er lavkaste og hans æsel lavere end det. Da landsbypræsten skældte ham ud, truede Mowgli ham med, at han ville sætte ham op på æslet også, så præ­sten sagde til Messuas mand, at han gjorde bedst i at finde arbejde til Mowgli hurtigst muligt. Og landsbyens oldermand sagde til Mowgli, at han skulle gå ud med bøflerne næste dag og vogte dem, mens de græssede. Ingen var gladere herover end Mowgli og samme aften gik han, fordi han så at sige var blevet udnævnt til embedsmand i landsbyen, hen for at deltage i en forsamling, der hver aften mødtes på den murede terrasse under det store figentræ. Det var landsbyens klub og oldermanden, natvægteren, barberen (der kendte al landsbysladderen) og gamle Buldeo, landsbyens jæ­ger, der ejede en gammel towermusket, samledes her for at ryge. Aber sad og pludrede i grenene over deres hoveder og under terrassen var der et hul, hvor en brilleslange boede, og han fik sin lille skål mælk hver aften, fordi han var hellig. Og de gamle mænd sad om­kring træet og talte sammen og dampede på de store hukaer (vandpiber) til langt ud på aftenen. De for­talte vidunderlige historier om guder og mennesker og spøgelser, og Buldeo fortalte endnu vidunderligere hi­storier om dyrenes liv i Junglen, indtil øjnene var nær ­ved at trille ud af hovedet på børnene, der sad uden for kredsen. De fleste af historierne handlede om dyr, for Junglen havde de altid lige uden for døren. Hjortene og vildsvinene stjal af deres afgrøde og af og til blev et menneske i tusmørket bortført af en tiger ikke langt fra indgangen til landsbyen.
  Mowgli, der naturligvis havde lidt forstand på det, de talte om, måtte gemme ansigtet i hænderne for at skjule, at han lo, mens Buldeo, med bøssen over knæene, steg fra den ene vidunderlige skrøne til den næste og Mowglis skuldre rystede af lat­ter.
  Buldeo sad og forklarede, at den tiger, der havde bortført Messuas søn, var en spøgelsestiger og at hans legeme beboedes af ånden af en ondskabsfuld gammel ågerkarl, der var død for nogle år siden. ”Og jeg véd, at det forholder sig sådan,” sagde han, ”for Purun Dass haltede altid på grund af det slag, han fik under spektaklerne, da hans regnskabsbøger blev brændt, og den tiger, jeg taler om, han halter også, som man kan se af hans ujævne spor.”
  ”Det er sandt, det er sandt, det må være sandt,” sagde gråskæggene og nikkede.
  ”Er alle disse historier sludder og vrøvl?” spurgte Mowgli. ”Den tiger halter, fordi han blev født halt - det véd alle. At tale om en ågerkarls sjæl i et dyr, der aldrig har haft så meget mod som en sjakal, er barnesnak.”
  Buldeo var et øjeblik målløs af forbavselse og oldermanden stirrede.
  ”Oho! Det er junglelømlen, er det ikke?” sagde Buldeo. ”Når du er så klog, så skulle du hellere bringe dens skind til Kanhiwara, for regeringen har sat en pris på hundrede rupier på hans liv. Og bedre endnu, hold mund, når de ældre taler.”
  Mowgli rejste sig for at gå. ”Hele aftenen har jeg ligget og lyttet,” råbte han tilbage over sin skulder, ”og med én eller to undtagelser har Buldeo ikke sagt ét sandt ord om Junglen, som ligger lige uden for hans dør. Hvorfor skal jeg da tro på historierne om de spøgelser og guder og gobliner, som han siger, at han har set?”
  ”Det er på høje tid, at den dreng kommer ud at vogte kvæg,” sagde oldermanden, mens Buldeo fnyste og snøftede af vrede over Mowglis uforskammethed.
  I de fleste indiske landsbyer er det skik, at nogle få drenge driver kvæget og bøflerne på græs tidligt om morgenen og hjem igen om aftenen. Og disse dyr, som ville trampe en hvid mand ihjel, finder sig i, at nogle børn, som næppe når dem til snuderne, tamper dem og skælder dem ud og hujer af dem. Så længe drengene holder sig i nærheden af hjorderne, er de i sikkerhed, for selv ikke en tiger vil angribe en flok kvæg. Men hvis de strejfer om for at plukke blomster eller jage efter firben, bliver de undertiden bortført. Næste morgen ved daggry red Mowgli gennem landsbygaden på ryggen af Rama, den store tyr, og de skiferblå bøfler med de lange, bagud krummede horn og de vilde øjne kom én for én ud af deres stalde og fulgte ham, og Mowgli overbeviste snart de andre børn om, at det var ham, der bestemte. Han tam­pede bøflerne med en lang, glat bambusstok og gav Kamya, en af drengene, besked om, at han skulle lade kvæget græsse for sig selv, mens han selv drog videre med bøflerne, og at han skulle passe meget på ikke at fjerne sig fra hjorden.
  En indisk græsgang er fuld af klippestykker, buske, tuer og små kløfter, imellem hvilke hjorderne spreder sig og forsvinder. Bøflerne holder sig i reglen til dammene og de sølede steder, hvor de i timevis vælter sig eller soler sig i det varme dynd. Mowgli drev dem hen til den kant af sletten, hvor Waingunga-floden bry­der frem fra Junglen. Så lod han sig glide ned af Ramas ryg og løb hen til et bambuskrat, hvor han fandt Gråbroder. ”Åh,” sagde Gråbroder, ”her har jeg ventet i mange dage. Men hvad er meningen med det kvægdriveri!”
  ”Det er en ordre,” sagde Mowgli. ”Jeg er landsbyhyrde for en tid. Hvad nyt om Shere Khan?”
  ”Han er kommet tilbage til denne egn og har længe luret efter dig. Nu er han gået bort igen, for der er sparsomt med vildt. Men han har i sinde at dræbe dig.”
  ”Udmærket,” sagde Mowgli. ”Så længe han er borte, må du eller en af brødrene sidde på den klippeblok dér, så at jeg kan se dig, når jeg kommer ud fra lands­byen. Når han kommer tilbage, så vent på mig i kløften ved dhâk-træet midt på sletten. Vi behøver ikke at vandre lige ind i gabet på Shere Khan.”
  Så udsøgte Mowgli sig et skyggefuldt sted, hvor han lagde sig ned og sov, mens bøflerne græssede omkring ham. At vogte kvæg i Indien er omtrent det dovne­ste dagdriverliv i hele verden. Kvæget driver rundt og gumler og lægger sig ned og driver af sted igen uden så meget som at brøle. De grynter blot og bøflerne siger sjældent noget, men vandrer én for én ud i mud­derpølene og arbejder sig frem i dyndet, indtil kun deres snuder og stirrende, porcelænsblå øjne viser sig på over­fladen, og der ligger de så som træstammer. Solen får klipperne til at danse i varmen og hyrdedrengene hører en glente (aldrig mere end én) skrige så højt oppe i luf­ten, at den næsten er usynlig, og de véd, at hvis de døde eller en ko døde, ville glenten suse ned og den nærmeste glente, mile borte, ville se den dykke ned og selv følge efter, og ligeså den næste og den næste igen, og næsten endnu før de var døde, ville en snes sultne glen­ter være kommet farende ud fra det tomme rum. Så sover de og vågner og sover igen, fletter små kurve af tørt græs og putter græshopper i dem eller fanger to knælere og får dem til at slås eller de laver sig et halsbånd af røde og sorte nødder fra Junglen eller iagttager et firben, der soler sig på en klippeblok, el­ler en slange, der jager en frø nede ved sumpen. Så synger drengene på de indfødtes vis lange, lange sange med en underlig vibreren i slutningen og dagen synes at vare længere end de fleste menneskers hele liv. Eller måske de bygger en borg af ler med lerfigurer af mennesker og heste og bøfler og stikker siv i men­neskenes hænder og leger, at de er konger og at figurerne er deres hære, eller at de er guder, som skal tilbedes. Så falder aftenen på og drengene kalder og bøf­lerne rejser sig fra det klæbrige dynd med lyd som serier af geværskud, og så vandrer de alle af sted i en lang række hen over den grå slette tilbage til landsbyens blinkende lys.
  Dag efter dag drev Mowgli bøflerne ud til deres sølepladser, og dag efter dag så han Gråbroders ryg en halv mils vej borte på den anden ende af sletten - hvoraf han vidste, at Shere Khan ikke var vendt tilbage - og dag efter dag lå han i græsset og lyttede til lydene rundt om og drømte om de gamle dage i Junglen. Hvis Shere Khan havde trådt galt på sin halte fod oppe i Junglen ved Waingunga, ville Mowgli have kun­net høre ham i disse lange stille morgener.
  Til sidst kom der en dag, da han ikke så Gråbroder på det aftalte sted, og han lo og drev bøflerne hen imod kløften ved dhâk-træet, som var helt dækket af gyldentrøde blomster. Der sad Gråbroder, og hvert hår på hans ryg strittede.
  ”Han har skjult sig i en måned for at gøre dig tryg. Han gik over bakkerne i går nat sammen med Tabaqui, lige i dit spor,” sagde ulven pustende.
  Mowgli rynkede panden. ”Jeg er ikke bange for Shere Khan, men Tabaqui er meget listig.”
  ”Frygt ikke,” sagde Gråbroder og slikkede sig en smule om munden. ”Jeg mødte Tabaqui ved daggry. Nu kloger han for glenterne, men han fortalte mig alt, før jeg knæk­kede ryggen på ham. Shere Khans plan er at ligge på lur efter dig ved landsbyporten i aften - efter dig og ingen anden. I øjeblikket ligger han og hviler sig i den store, tørre kløft ved Waingunga.”
  ”Har han ædt i dag, eller vil han jage mig på tom mave?” sagde Mowgli, for svaret betød liv eller død for ham.
  ”Han dræbte ved daggry - et vildsvin - og drukket har han også. Du husker nok, Shere Khan har aldrig kun­net faste, end ikke når det gælder hævn.”
  ”Åh, det fæ! Det fæ! Han er en hvalps hvalp! Han har ædt og også drukket, og han bilder han sig ind, at jeg vil vente, til han har sovet! Hvor ligger han? Hvis vi bare var en halv snes stykker, kunne vi få bugt med ham, som han ligger der. Bøflerne her vil ikke angribe ham, med mindre de får færten af ham, og jeg kan ikke deres sprog. Kan vi ikke komme på hans spor, så at de kan lugte det?”
  ”Han svømmede et langt stykke ned ad Waingunga for at sløre sporet,” sagde Gråbroder.
  ”Det har Tabaqui lært ham, det er jeg sikker på. Han ville aldrig selv have tænkt på det.” Mowgli stod med fingeren i munden og tænkte: ”Den store kløft ved Waingunga. Den munder ud i sletten, ikke en halv mil herfra. Jeg kan føre hjorden rundt gennem Junglen til den øverste ende af kløften og så lade den storme ned - men så ville han luske ud af den neder­ste ende. Den må vi spærre. Gråbroder, kan du dele hjorden for mig?”
  ”Nej, jeg måske ikke - men jeg har medbragt en klog hjælper.” Gråbroder travede bort og dukkede ned i et hul. Straks efter viste der sig et stort gråt hoved, som Mowgli godt kendte, og den varme luft fyldtes af det trøstesløseste skrig i hele Junglen - en ulvs jagthyl ved højlys dag.
  ”Akela! Akela!” udbrød Mowgli og klappede i hænderne. ”Jeg burde have vidst, at du ikke ville glemme mig. Vi har et stort stykke arbejde for os. Del hjorden, Akela. Hold køerne og kalvene for sig og tyrene og plovbøflerne for sig.”
  De to ulve løb dametur ind og ud af hjorden, som snøftende kastede hovederne i vejret og delte sig i to klumper. I den ene stod bøffelkøerne rundt om deres kalve, gloende og skrabende i jorden med fødderne, parate til at angribe ulvene og trampe livet ud af dem, hvis de blot stod stille et øjeblik. I den anden pustede og stampede tyrene og bøflerne, men skønt de så mere imponerende ud, var de langt mindre farlige, for de havde ingen kalve at beskytte. Seks mand kunne ikke have delt hjorden smukkere.
  ”Hvad nu?” stønnede Akela. ”De forsøger på at slutte sig sammen igen.”
  Mowgli sprang op på Ramas ryg. ”Driv tyrene mod venstre, Akela. Gråbroder, når vi er borte, så hold køerne sammen og driv dem ind i den nederste ende af kløften.”
  ”Hvor langt ind?” spurgte Gråbroder stønnende og pustende.
  ”Indtil siderne er højere end Shere Khan kan springe,” råbte Mowgli. ”Hold dem dér, til vi kommer.” Tyrene for af sted, drevne af Akela, og Gråbroder stoppede lige foran køerne. De styrtede løs på ham og han løb foran dem hen mod kløftens nedre munding, mens Akela drev tyrene et langt stykke til venstre.
  ”Godt gjort! Et anfald til, så er de i fuld fart. Forsigtig, Akela - forsigtig! Snapper du for meget, an­griber tyrene dig. Huyah! Det er vildere end hjortejagt. Havde du forestillet dig, at disse krea­turer kunne løbe så rask?” råbte Mowgli.
  ”Jeg har - har også jaget den slags før i mit liv,” gispede Akela i støvet. ”Skal jeg dreje dem ind i Junglen?”
  ”Ja, drej! Drej dem hurtigt. Rama er vild af raseri. Åh, hvis jeg blot kunne sige ham, hvad det er, jeg vil have ham til at gøre i dag!”
  Tyrene drejede denne gang til højre og for larmende ind i krattet. De andre hyrdedrenge, der vogtede kvæ­get to mil derfra, skyndte sig til lands­byen, så hurtigt deres ben kunne bære dem, og skreg, at bøflerne var blevet gale og var løbet deres vej.
  Men Mowglis plan var simpel nok. Alt, hvad han ønskede at gøre, var at gøre en stor omvej op ad bakken, nå kløftens øvre munding og så lade tyrene storme ned gennem den og klemme Shere Khan inde mellem tyrene og køerne. For han vidste, at når Shere Khan havde ædt sig mæt og drukket, ville han ikke være i stand til at kæmpe eller at klatre op ad kløftens sider. Nu beroligede han bøflerne ved at tale til dem, og Akela var blevet langt tilbage og tudede kun nu og da for at sætte fart i bagtroppen. Det var en meget lang omvej, for de havde ikke lyst til at komme for nær hen til kløften og advare Shere Khan. Til sidst drejede Mowgli den forvirrede hjord ud på en græsklædt plet, som skrånede stejlt ned mod kløftens øverste munding. Deroppe fra højden kunne man se ud over trætoppene ned på sletten ne­denfor, men det Mowgli studerede var kløftens sider, og han så til sin store glæde, at de var næsten lodrette og at de ranker og lianer, som hang ned ad dem, ikke kunne give en tiger fodfæste til at slippe bort.
   ”Lad dem få vejret, Akela,” sagde han og rakte hånden op. ”De har endnu ikke fået færten af ham. Lad dem få vejret. Jeg må fortælle Shere Khan, hvem det er, der kommer. Nu har vi ham i fælden.”
  Han satte hænderne for munden og råbte ned igennem kløften - det var næsten som at råbe igen­nem en tunnel - og ekkoet sprang fra klippe til klippe.
  Efter lang tids forløb hørte man som svar en mæt, lige vågnet tigers drævende, søvnige snerren.
  ”Hvem råber?” brølede Shere Khan, og en pragtfuld påfugl flagrede skrigende ud af kløften.
  ”Jeg, Mowgli! Kvægtyv, nu er det tid at gå til Rådsklippen! Ned - jag dem ned, Akela! Ned med dig, Rama!”
  Hjorden standsede et øjeblik på brinken, men Akela satte i med sit mest skingrende jagthyl og de styrtede af sted mellem hverandre, akkurat som dampere i strømhvirvler, mens sand og sten fløj dem om ørerne. Da de først var i gang, var det dem umuligt at standse, og før de endnu var kommet helt ind i kløften, lugtede Rama Shere Khan og brølede.
  ”Haha!” lo Mowgli på Ramas ryg. ”Nu forstår du meningen!” Og den stride strøm af sorte horn, skummende muler og glødende øjne hvirvlede ned gen­nem kløften, akkurat som rullesten skylles ned ad en opsvulmet flod. De svagere bøfler blev puffet ud til kløftens sider, hvor de rev slyngplanterne i stum­per og stykker. De vidste, hvad arbejde de havde for sig - en bøffelhjords frygtelige angreb, imod hvilket ingen tiger kan håbe på at holde stand. Shere Khan hørte deres hoves dundren, kom på be­nene og traskede tungt ned igennem kløften, seende fra side til side efter en flugtmulighed, men kløftens vægge var lodrette og han var nødt til at trave videre, tung af mad og drikke og oplagt til alt andet end at kæmpe. Hjorden plaskede gennem pølen, han lige havde forladt, og brølede, så at det rungede i den snævre kløft. Mowgli hørte et svarende brøl fra kløftens nederste ende, så Shere Khan gøre omkring - for tigeren vidste godt, at hvis det værste skulle ske, var det bedre at møde tyrene end køerne med deres kalve - og så trådte Rama fejl, snublede og løb videre igen over noget blødt, indtil den, efterfulgt af alle tyrene, brasede lige ind i den anden hjord, hvorved de svagere bøfler blev løftet helt op fra jorden. Tyrenes angreb førte begge hjorder ud på sletten, hvor de stangede og stampede og fnyste. Mowgli så sit snit, gled ned ad Ramas ryg og slog om sig til højre og venstre med sin stok.
  ”Rask, Akela! Spred dem! Split dem ad, ellers giver de sig til at kæmpe indbyrdes. Driv dem fra hverandre, Akela. Hai, Rama - hai! Hai, børn! hai - hai! Nu er det hele forbi.”
  Akela og Gråbroder løb hid og did og nappede bøflerne i benene, og skønt hjorden én gang drejede rundt for at fare op igennem kløften, lykkedes det dog Mowgli at få Rama til at gøre omkring, og så fulgte de andre ham ned til sølepladserne.
  Shere Khan trængte ikke til yderligere trampen. Han var død og glenterne flokkedes allerede om ham.
  ”Brødre, det var en hunds død,” sagde Mowgli og greb efter den kniv, som han nu, da han levede blandt menneskene, altid bar i en skede om halsen. ”Men han ville aldrig have vovet at kæmpe. Hans skind vil tage sig godt ud på Rådsklippen. Vi må arbejde hurtigt.”
  En menneskeopdraget dreng ville aldrig have drømt om på egen hånd at flå en ti fod lang tiger, men Mowgli vidste bedre end nogen, hvorledes skindet sidder på dyrene og hvorledes man skal få det af. Men det var hårdt arbejde, og Mowgli flænsede og sled og brum­mede en times tid, mens ulvene sad og gispede med tungen ud af halsen eller gik hen og halede i skindet, når han forlangte det. Pludselig følte han en hånd på sin skulder, og da han så op, fik han øje på Buldeo og hans musket. Børnene havde fortalt nede i lands­byen, at bøflerne havde bisset, og Buldeo var harmfuld gået ud, kun alt for ivrig efter at give Mowgli en overhaling, fordi han ikke passede ordentligt på hjorden. Ulvene trak sig ud af syne, så snart de så manden komme.
  ”Hvad er det for narrestreger?” sagde Buldeo vredt. ”Tror du, at du kan flå en tiger? Hvor har bøflerne dræbt ham? Og det er oven i købet den halte tiger og der er sat en pris på hundrede rupier på hans hoved! Nå ja - så vil vi for denne gang se gen­nem fingre med, at du lod hjorden bisse, og måske jeg vil give dig en rupi, når jeg har bragt skin­det til Kanhiwara.” Og han søgte i sit lændeklæde efter sit fyrtøj og bøjede sig ned for at afsvide Shere Khans knurhår. De fleste indfødte jægere svider en tigers knurhår for ikke at blive forfulgt af dens genfærd.
  ”Hm!” sagde Mowgli halvt ved sig selv, mens han krængede skindet af den ene forpote. ”Så du vil bringe skindet til Kanhiwara, hæve belønningen og måske give mig en rupi? Men jeg mener selv at have brug for det skind. Hov, gamling! Tag den ild væk!”
  ”Hvad er det for en måde at tiltale landsbyens bedste jæger? Det er dit held og dine bøflers dumhed, der har hjulpet dig til dette bytte. Tigeren havde nyligt ædt ellers ville han nu være tyve mil væk. Du kan ikke engang flå den ordentligt, tiggerunge, og så vover du endda at sige til mig, Buldeo, at jeg ikke må svide hans knurhår! Mowgli, jeg vil ikke give dig en eneste anna af belønningen, men derimod en ordentlig dragt prygl. Lad kadaveret ligge.”
  ”Ved oksen, som var min pris,” sagde Mowgli, som var begyndt på skulderen, ”skal jeg sidde her hele dagen og skændes med en gammel abe? Akela! Dette menneske plager mig.”
  Buldeo, som endnu stod bøjet over Shere Khans hoved, opdagede, at han pludselig lå på græsset, mens en grå ulv stod med begge forbenene på hans bryst og Mowgli flåede væk så ubekymret, som om han var ganske alene i hele Indien.
  ”Javel,” sagde han sammenbidt. ”Du har fuldstændig ret, Buldeo. Jeg får ikke en anna af belønningen. Der er gammel krig mellem denne halte tiger og mig - en meget gam­mel krig - og jeg vandt.”
  For at vise Buldeo retfærdighed, må det siges, at havde han været ti år yngre, ville han have taget kam­pen op med Akela, hvis han havde mødt ulven i skoven. Men en ulv, der adlød denne dreng, som havde en blodfejde med en menneskeædende tiger - det var ikke noget almindeligt dyr. Det var trolddom og hekseri af værste slags, tænkte Buldeo, og han undredes på, om amuletten om hans hals kunne beskytte ham. Han lå ganske stille og ventede hvert øjeblik at se Mowgli forvandle sig til en tiger.
  ”Maharaj! Store konge!” sagde han endelig med en hæs hvisken.
  ”Ja,” sagde Mowgli uden at vende hovedet, men han lo ved sig selv.
  ”Jeg er en gammel mand. Jeg vidste ikke, at du var mere end en hyrdedreng. Må jeg rejse mig og gå bort, eller vil din tjener sønderrive mig?”
  ”Gå, og fred være med dig. Men bland dig ikke i min jagt en anden gang. Slip ham, Akela.”
  Buldeo humpede af sted til landsbyen, så hurtigt han kunne, og så sig flere gange tilbage over skulderen for det tilfælde, at Mowgli skulle have forvandlet sig til et eller andet fryg­teligt. Da han nåede landsbyen, fortalte han en historie om trolddom og hekseri og fortryllelse, som fik præsten til at sætte et meget alvorligt ansigt op.
  Mowgli fortsatte sit arbejde, men det var næsten tusmørke, før han og ulvene blev færdige med at trække det store, spraglede skind af kadaveret.
  ”Nu må vi gemme skindet og få bøflerne hjem. Hjælp mig med at drive dem, Akela.”
  Hjorden marcherede af sted i tusmørket og aftentågen, og da de kom i nærheden af landsbyen, så Mowgli lys og hørte, at der blev blæst i horn og ringet med klokker i templet. Den halve landsby syntes at vente på ham ved porten. ”Det er, fordi jeg har dræbt Shere Khan,” sagde han til sig selv, men i det samme susede en byge af sten om ørerne på ham, og landsbyfolkene råbte: ”Troldmand! Ulveunge! Jungledjævel! Gå din vej! Skynd dig af sted, eller præsten forvandler dig til en ulv igen. Skyd, Buldeo, skyd!”
  Den gamle soldaterbøsse knaldede, og en ung bøffel brølede af smerte.
  ”Mere trolddom!” råbte landsbyfolkene. ”Han kan bortdreje kuglerne. Buldeo, det var din egen bøf­fel.”
  ”Hvad skal dette betyde?” sagde Mowgli forvirret, mens stenene fløj tættere.
  ”De ligner vor egen flok, disse dine brødre,” sagde Akela og satte sig roligt ned. ”Jeg tror, at hvis kug­ler har noget at betyde, så er meningen den, at de vil udstøde dig.”
  ”Ulv! Ulveunge! Gå din vej!” råbte præsten og svang en kvist af den hellige tulsi-plante.
  ”Igen? Sidste gang var det, fordi jeg var menne­ske. Denne gang er det, fordi jeg er ulv. Lad os gå, Akela.”
  En kvinde - det var Messua - løb hen imod hjorden og råbte: ”Åh, min søn, min søn! De siger, at du er troldmand og at du kan forvandle dig til et dyr, når du vil, men jeg tror det ikke. Men gå din vej, ellers dræber de dig. Buldeo siger, at du er troldmand, men jeg véd, at du har hævnet Nathoos død.”
  ”Kom tilbage, Messua!” råbte skaren. ”Kom tilbage, ellers stener vi dig!”
  Mowgli lo en lille, kort, hård latter, for en sten havde ramt hans mund. ”Løb tilbage, Messua. Dette er en af de tåbelige historier, som de fortæller om aftenen un­der det store træ. Jeg har i det mindste hævnet din søns død. Farvel, og løb rask til, for jeg vil sende hjorden hurtigere ind end de sten der. Jeg er ingen troldmand, Messua. Farvel!”
  ”Nu én gang til, Akela!” råbte han derpå. ”Bring horden ind!”
  Bøflerne var ivrige nok efter at komme ind i lands­byen. Der behøvedes derfor næppe et hyl af Akela, før­end de for som en hvirvelvind gennem porten og split­tede menneskemængden til højre og venstre.
  ”Tæl dem godt!” råbte Mowgli hånligt. ”Det kunne jo være, at jeg har stjålet en af dem. Tæl dem godt, for jeg agter ikke at vogte dem mere for jer. Lev vel, menne­sker, og tak Messua for, at jeg ikke kommer med mine ulve og jager jer op og ned ad jeres gade.”
  Han drejede om på hælen og vandrede bort sammen med Ensomme Ulv, og da han så op mod stjer­nerne, følte han sig lykkelig. ”Aldrig mere vil jeg sove i fælder, Akela. Lad os hente Shere Khans skind og gå væk herfra. Nej, vi vil ikke gøre landsbyen fortræd, for Messua var god imod mig.”
  Da månen stod op og sendte sine stråler ud over sletten, så de forfærdede landsbyfolk Mowgli, med to ulve i hælene på sig og en bylt på hovedet, trave af sted i det jævne ulvetrav, der fortærer de lange mil med ildens fart. Så ringede de med tempelklokkerne og blæste i hornene højere end nogen sinde og Messua græd og Buldeo pyntede på for­tællingen om, hvad han havde oplevet i Junglen, indtil han endte med at sige, at Akela havde rejst sig på bag­benene og talt som et menneske.
  Månen var netop ved at gå ned, da Mowgli og de to ulve nåede bakken med Rådsklippen og standsede ved Mutter Ulvs hule.
  ”De har stødt mig ud af Menneskeflokken, moder,” råbte Mowgli, ”men her kommer jeg med Shere Khans skind for at holde mit ord.”
  Mutter Ulv krøb stivbenet ud af hulen med ungerne efter sig, og hendes øjne glødede, da hun så skindet.
  ”Jeg sagde ham det den dag, da han stak hovedet og skuldrene her ind i hulen på jagt efter dig, Lille Frø - jeg sagde ham, at jægeren ville blive den jagede. Du har handlet rigtigt.”
  ”Lille Broder, du har handlet rigtigt,” sagde en dyb stemme inde i krattet. ”Der var ensomt for os i Junglen uden dig.” Og Bagheera kom løbende og lagde sig for Mowglis nøgne fødder. Så klatrede de sammen op på Rådsklippen og Mowgli bredte skindet ud over den flade sten, hvor Akela plejede at sidde, og stak det fast med fire bambuspinde og Akela lagde sig ned på skin­det og råbte, som når han i fordums tid kaldte ul­vene sammen til Rådet: ”Se jer vel for, ulve!” - aldeles som han havde råbt, da Mowgli første gang blev bragt til Rådsklippen.
  Lige siden Akela var blevet afsat, havde Flokken været uden høvding, og ulvene havde jaget og kæmpet, som de selv havde lyst. Men af gammel vane adlød de råbet. Nogle af dem var halte, fordi de var faldet i fælder, andre hinkede på grund af skudsår, atter an­dre var skabede, fordi de havde ædt dårlig føde, og mange var døde. Men alle de, der var tilbage, samledes om Rådsklippen og så Shere Khans stribede skind ligge på klippen og de vældige kløer på fødderne, der hang ud over randen.
  Da var det, at Mowgli improviserede en sang uden rim, en sang, der faldt ham i munden af sig selv, og han råbte den højt, idet han sprang op og ned på det flagrende skind og slog takten med sine hæle, indtil han var åndeløs, mens Gråbroder og Akela hylede mellem versene.
  ”Se jer vel for, ulve. Har jeg holdt mit ord?” sagde Mowgli, og ulvene bjæffede: ”Ja!” Og en skambidt ulv hylede: ”Vær vor høvding igen, Akela! Vær vor høvding igen, menneskehvalp, for vi er lede og kede af denne lovløshed og vi vil gerne være det Frie Folk igen.”
  ”Nej,” spandt Bagheera, ”sådan kan det ikke være. Når I bliver mætte, kommer galskaben måske over jer igen. Ikke for intet kaldes I det Frie Folk. I har kæmpet for friheden og den er jeres. Æd den, ulve.”
  ”Menneskeflokken og ulveflokken har begge drevet mig fra sig,” sagde Mowgli. ”Nu vil jeg jage alene i Junglen.”
  ”Og vi vil jage med dig,” sagde de fire unger.
  Og således gik Mowgli bort og jagede fra den dag af i Junglen sammen med de fire unger. Men han forblev ikke alene resten af livet, for nogle år senere blev han mand og blev gift.
  Men det er en historie for de voksne.

Junglen og landsbyen

(1894)

  Du husker nok, at efter at Mowgli havde fastgjort Shere Khans skind til Rådsklippen, fortalte han de tiloversblevne af Seeonee-flokken, at han for fremtiden ville jage alene i Junglen. Og Mutter og Fatter Ulvs fire børn sagde, at de ville jage med ham. Men det er ikke let at ændre sit liv på én gang - især i Junglen. Det første Mowgli gjorde, da den høvdingløse flok var lusket af, var at gå hjem til hulen og sove et helt døgn. Så fortalte han Mutter Ulv og Fatter Ulv så meget, som de kunne forstå, om sine eventyr blandt menneskene, og da han lod morgensolen glimte op og ned ad bladet på sin kniv - den han havde flået Shere Khan med - sagde de, at han havde lært noget. Så måtte Akela og Gråbroder forklare, hvad del de havde haft i at drive bøflerne ned gennem kløften, og Baloo arbejdede sig op ad bakken for at høre hele historien og Bagheera kradsede sig over hele kroppen af glæde over den måde, hvorpå Mowgli havde ført krigen med Shere Khan til ende.
  Det var længe efter solopgang, men ingen tænkte på at lægge sig til at sove og fra tid til anden stak Mutter Ulv hovedet i vejret og snuste dybt til­freds, når vinden medførte lugten af tigerskindet på Rådsklippen.
  ”Hvis Akela og Gråbroder ikke havde hjulpet mig,” sagde Mowgli til sidst, ”kunne jeg ikke have ud­rettet noget. Moder, moder! Hvis du bare havde set de blå okser strømme ned igennem kløften eller fare af sted gennem landsbyens port, da menneskene kastede sten efter mig!”
  ”Jeg er glad for, at jeg ikke så det sidste,” sagde Mutter Ulv stift. ”Det er ikke min skik at finde mig i, at mine unger jages bort som sjakaler! Jeg ville have ladet menneskeflokken betale en pris. Men jeg ville have skånet den kvinde, som gav dig mælk. Ja, hende alene ville jeg have skånet.”
  ”Rolig, rolig, Raksha!” sagde Fatter Ulv dovent. ”Vores Frø er kommet tilbage igen, så klog, at hans egen fa­der må slikke hans fødder, og hvad har en skramme i ho­vedet mere eller mindre at sige? Lad menneskene være.” Og Baloo og Bagheera gentog begge: ”Lad menneskene være.”
  Mowgli, som lå med sit hoved lænet til Mutter Ulvs flanke, smilede tilfreds og sagde, at for sit vedkommende brød han sig ikke om nogen sinde mere at se, høre eller lugte mennesker.
  ”Men,” sagde Akela og spidsede sit ene øre, ”hvad nu hvis menneskene ikke lader dig være, Lille Broder?”
  ”Så er vi fem,” sagde Gråbroder, idet han så rundt i forsamlingen og smækkede med sine kæber ved det sidste ord.
  ”Vi kunne måske også være med til den jagt,” sagde Bagheera med en lille bevægelse af halen og så til Baloo. ”Men hvorfor tænke på menneskene nu, Akela?”
  ”Af den grund,” svarede Ensomme Ulv, ”at da den gule tyvs skind var blevet hængt op på klip­pen, gik jeg tilbage til landsbyen langs med vort spor, trådte i mine egne fodspor, drejede til siden og lagde mig ned for at ødelægge sporet, for det tilfældes skyld, at nogen skulle følge efter os. Men da jeg havde udvi­sket sporet, så at jeg selv næppe kunne kende det igen, kom Mang, flagermusen, flyvende mellem træerne og hængte sig lige over mig. Og Mang sagde: ’Menneske­landsbyen, hvor de drev menneskeungen bort, summer som en hvepserede.’”
  ”Det var en stor sten, jeg kastede,” smålo Mowgli, der ofte havde moret sig med at kaste modne papawer ind i en hvepserede og så ile af sted til den nær­meste dam, før hvepsene kunne nå ham.
  ”Jeg spurgte Mang, hvad han havde set. Han sagde, at den Røde Blomst blomstrede ved landsbyens port og omkring den sad mennesker med bøsser. Men jeg har god grund til at vide” - og Akela skævede til de gamle ar på sin flanke - ”at når menneskene bærer bøs­ser, så er det ikke for sjov. Snart vil et men­neske med en bøsse følge vort spor, Lille Broder - hvis han ikke allerede er i færd med det.”
  ”Men hvorfor skulle han gøre det? Menneskene har drevet mig bort. Hvad vil de mere?” sagde Mowgli vredt.
  ”Du er et menneske, Lille Broder,” svarede Akela. ”Det tilkommer ikke os, de Frie Jægere, at fortælle dig, hvad dine brødre gør, eller hvorfor de gør det.”
  Han fik netop tid til at snappe sin pote tilbage, inden kniven for dybt ned i jorden, hvor poten havde ligget. Mowglis huggede hurtigere, end et almindeligt menneskeligt øje kunne følge, men Akela var en ulv, og selv en hund, som i høj grad er vanslægtet fra sine forfædre, de vilde ulve, kan vækkes op af dyb søvn ved at føle et vognhjul røre ved sin side og springe uskadt bort, før hjulet kører ham over.
  ”En anden gang,” sagde Mowgli stilfærdigt og stak kniven i skeden, ”så tal om menneskene og Mowgli i to åndedrag og ikke i ét.”
  ”Phff! Det er en skarp tand,” sagde Akela og snuste til det sted, hvor knivsbladet var faret ned i jorden, ”men dit levned blandt Menneskene har ødelagt dit øje, Lille Broder. Jeg kunne have dræbt en buk i den tid, du brugte til at hugge.”
  Bagheera sprang op, stak sit hoved så højt til vejrs, som ham kunne, snuste og blev stiv i alle led. Gråbroder fulgte hurtigt hans eksempel, holdende sig en smule til venstre for ham for at fange vinden, der blæste fra højre side, mens Akela sprang omkring halvtreds yards op mod vinden, krøb sammen og blev stiv. Mowgli så misundelig til. Hans lugtesans var så god som kun meget få menneskelige væseners, men han havde aldrig opnået en junglenæses hårfine følsomhed og de tre måneder, han havde tilbragt i den røgfyldte landsby, havde svækket hans lugtesans betydeligt. Imidlertid vædede han sin finger, gned den mod næ­sen og rejste sig op for at fange færten et stykke oppe i luften, der er den svageste, men også den pålideligste.
  ”Menneske!” snerrede Akela og satte sig ned.
  ”Buldeo!” sagde Mowgli og gjorde det samme. ”Han følger vort spor og derhenne skinner solen på hans bøsse. Se!”
  Sollyset glimtede kun en brøkdel af et sekund på den gamle muskets messingbeslag, men intet i Junglen glimter netop således - undtagen når skyerne farer hen over himlen. Da kan et stykke glimmer eller en lille dam eller blot et særlig blankt blad glimte som en heliograf. Men denne dag var skyfri og stille.
  ”Jeg vidste, at menneskene ville følge efter os,” sagde Akela triumferende. ”Ikke for intet har jeg været Flokkens fører!”
  Mowglis fire ulve sagde ikke noget, men løb ned ad bakken og forsvandt i tjørnekrattet som en muldvarp smelter ned i en græsplæne.
  ”Hvor skal I hen uden ordre?” råbte Mowgli.
  ”Tys! Før middag kommer vi trillende med hans hjerneskal,” svarede Gråbroder.
  ”Tilbage! Tilbage og vent! Mennesker æder ikke mennesker!” skreg Mowgli.
  ”Hvem var en ulv for et øjeblik siden? Hvem stødte med kniven efter mig, fordi jeg mente, at han var menneske?” sagde Akela, mens De Fire gnavent vendte tilbage og lod sig falde ned på jorden.
  ”Skal jeg give grunde for alt, hvad jeg vælger at gøre?” sagde Mowgli rasende.
  ”Det var Mennesket, der talte Mennesket!” mumlede Bagheera i skægget. ”Netop sådan talte menneskene rundt om kongens bure i Oodeypore. Vi af Junglefolket véd, at Mennesket er den klogeste af alle skabninger. Men hvis vi stolede på vore ører, måtte vi tro, at han var den dummeste af alle.” Så tilføjede han med høj stem­me: ”Menneskeungen har ret heri. Menneskene jager i flok. At dræbe én er dårlig jagt, når vi ikke véd, hvad de andre vil gøre. Kom, lad os se, hvad dette men­neske vil os.”
  ”Vi kommer ikke,” snerrede Gråbroder. ”Jag alene, Lille Broder. Vi véd, hvad vi vil! Nu kunne vi allerede have været på vej med hans hjerneskal.”
  Mowgli havde med bølgende bryst og tårefyldte øjne set fra den ene til den anden af sine venner. Nu trådte han frem, faldt på det ene knæ og sagde: ”Véd jeg ikke, hvad jeg vil! Se på mig!”
  De så usikkert på ham og når de tog øjnene til sig, råbte han atter og atter, at de skulle se på ham, indtil hårene rejste sig på kroppen af dem og de skælvede i hvert lem, medens Mowgli stirrede og stirrede.
  ”Nå,” sagde han, ”Hvem er føreren af os fem?”
  ”Du er føreren, Lille Broder,” sagde Gråbroder og slikkede Mowglis fod.
  ”Så følg mig,” sagde Mowgli, og De Fire fulgte ham med halerne mellem benene.
  ”Det kommer der af at leve sammen med mennesker,” sagde Bagheera og luskede efter dem. ”Nu er der mere i Junglen end Jungleloven, Baloo.”
  Den gamle bjørn sagde intet, men tænkte meget.
  Mowgli gled lydløst gennem Junglen vinkelret på Buldeos kurs, indtil han ved at skille krattet ad kunne se den gamle mand komme travende med bøssen på skulderen langs det to dage gamle spor.
  Læseren husker nok, at Mowgli havde forladt landsbyen med den tunge byrde af Shere Khans skind på skuldrene, mens Akela og Gråbroder travede bagefter, så at sporet var meget tydeligt. Snart efter kom Buldeo til det sted, hvor Akela, som man véd, var gået tilbage og havde udvisket sporet. Så satte han sig ned, hostede og gryntede og strejfede rundt om og ind i Junglen til begge sider for at finde det igen, og hele ti­den var han ikke et stenkast borte fra dem, der iagttog ham. Ingen kan være så lydløs som en ulv, når han ønsker at være uhørt, og Mowgli kunne komme og gå som en skygge, skønt ulvene syntes, at han bevæ­gede sig meget klodset. De omringede den gamle mand, som en skare marsvin omringer en damper i fuld fart, og talte fuldstændig ubekymret sammen hele ti­den, for deres sprog bevægede sig i dybere toner, end et uøvet menneskeligt øre kan opfatte. (Den anden ende af skalaen begrænses af Mangs, flagermusens, høje piben, som såre mange mennesker slet ikke kan høre. I disse høje oktaver ligger fuglenes, flagermusens og insekternes sprog).
  ”Dette er bedre end at dræbe,” sagde Gråbroder, medens Buldeo bukkede sig og spejdede og pustede. ”Han ser ud som et svin, der har forvildet sig i Junglen ved floden. Hvad siger han?” Buldeo mumlede rasende.
  Mowgli oversatte. ”Han siger, at hele bander af ulve må have danset omkring mig. Han siger, at han aldrig i sit liv har set et sådant spor. Han siger, at han er træt.”
  ”Han skal få lov til at hvile sig, før han følger sporet videre,” sagde Bagheera koldblodigt, mens han gled bag en træstamme under den blindebuk, de legede. ”Hvad er det, den magre fyr nu vil gøre?”
  ”Spise eller blæse røg ud af sin mund. Mennesker skal altid bruge munden,” sagde Mowgli. Og de tavse iagttagere så den gamle mand stoppe og tænde en vandpibe, og de lagde nøje mærke til tobakslugten, mens han dampede, for at de om nødvendigt kunne være sikre på at genkende Buldeo selv i den mør­keste nat.
  En lille gruppe kulsviere kom ned ad stien og standsede naturligvis for at snakke med Buldeo, hvis ry som jæger var kendt mindst tyve mil væk. De satte sig alle ned og røg, og Bagheera og de andre rykkede nærmere og så på, mens Buldeo begyndte at fortælle historien om Mowgli, djævlebarnet, fra først til sidst, med løgn og omkostninger. Hvorledes det i virkeligheden var ham selv der havde dræbt Shere Khan og hvorledes Mowgli havde forvand­let sig til en ulv og kæmpet med ham hele eftermidda­gen og så havde forvandlet sig til en dreng igen og forhekset Buldeos bøsse, så at kuglen var drejet af og havde dræbt en af Buldeos egne bøfler, mens han sigtede på Mowgli. Og hvorledes landsbyen, der vidste, at han var den tapreste jæger i Seeonee, havde sendt ham ud for at dræbe dette djævlebarn. Men imidlertid havde landsbyen fået fat i Messua og hendes mand, som utvivlsomt var dette djævlebarns forældre, havde spærret dem inde i deres egen hytte og ville snart pine dem for at få dem til at tilstå, at de var heks og troldmand, hvorpå de ville blive brændt.
  ”Hvornår?” sagde kulsvierne, for de ville meget gerne være til stede ved den ceremoni.
  Buldeo sagde, at intet ville blive gjort, før han vendte tilbage, for landsbyfolkene ønskede, at han først skulle dræbe jungledrengen. Så ville de gøre kål på Messua og hendes mand og dele deres jord og kvæg. Messuas mand ejede nogle ualmindeligt smukke bøfler. Det var en fortjenstfuld gerning at dræbe troldmænd, mente Buldeo, og folk, som adopterede ulvebørn fra Junglen, var sikkert nok troldmænd af værste slags.
  Men, sagde kulsvierne, hvad ville der ske, hvis englænderne hørte om det? Englænderne, havde de hørt, var et fuldstændig vanvittigt folkefærd, som ikke lod brave bønder dræbe hekse i fred.
  Åh, sagde Buldeo, landsbyens høvding ville rapportere, at Messua og hendes mand var døde af slangebid. Det var alt sammen arrangeret og det drejede sig nu kun om at dræbe ulvebarnet. De havde vel ikke tilfæl­digvis set noget til en sådan skabning?
  Kulsvierne så sig ængsteligt om og takkede deres stjerner for, at de ikke havde set ham. Men de tvivlede ikke på, at en så tapper mand som Buldeo ville finde ham, hvis nogen kunne. Solen stod nu temmelig lavt på himlen, og de tænkte, at de ville gå ned til Buldeos landsby og se den onde heks. Buldeo sagde, at skønt det var hans pligt at dræbe djævlebarnet, kunne det ikke falde ham ind at lade en skare ubevæbnede mænd vandre alene gennem Junglen, hvor de hvert øjeblik kunne være udsatte for at møde ulvedjævlen, hvis han ikke eskorterede dem. Han ville derfor ledsage dem og hvis troldmandens barn skulle vise sig - nå ja, så skulle de få at se, hvordan den bedste jæger i Seeonee behandlede den slags væsener. Brahminen, sagde han, havde givet ham en amulet, som fuldstændigt beskyttede mod den skabning.
  ”Hvad siger han? Hvad siger han? Hvad siger han?” gentog ulvene hvert øjeblik, og Mowgli oversatte Buldeos ord, indtil han kom til heksehistorien, som gik en smule over hans forstand, og så sagde han, at manden og kvinden, der havde været så venlige imod ham, var fanget i en fælde.
  ”Sætter mennesker fælder for mennesker?” spurgte Gråbroder.
  ”Det siger han. Jeg forstår det ikke. De er alle sammen vanvittige. Hvad har Messua og hendes mand med mig at gøre, at de skulle sættes i en fælde derfor? Og hvad er al den snak om den Røde Blomst? Det må jeg undersøge. Hvad de end har i sinde at gøre med Messua, så vil de ikke gøre det, før Buldeo kommer tilbage. Og derfor -” Mowgli faldt i dybe tan­ker, mens hans fingre legede med knivens fæste og Buldeo og kulsvierne særdeles tappert marcherede af i gåsegang.
  ”Jeg iler tilbage til menneskene,” sagde Mowgli endelig.
  ”Og de der?” spurgte Gråbroder og kastede hungrige blikke efter kulsviernes brune rygge.
  ”Syng dem hjem,” svarede Mowgli med et grin. ”Jeg ønsker ikke, at de skal være ved landsbyporten før mørkningen. Kan I holde på dem?”
  Gråbroder blottede sine hvide tænder med en foragtelig grimasse. ”Vi kan jage dem rundt i en kreds ligesom tøjrede geder - hvis jeg kender menneskene ret.”
  ”Det behøves ikke. Syng en smule for dem, så at de ikke føler sig ensomme på vejen - og, Gråbroder, sangen behøver ikke at være af den allerbehageligste slags. Gå med dem, Bagheera, og hjælp dem med at synge. Når natten falder på, så mød mig ved lands­byen - Gråbroder véd hvor.”
  ”Det er ingen let jagt at arbejde for en menneskeunge. Hvornår skal jeg få sovet?” sagde Bagheera gaben­de, skønt hans øjne viste, at han var henrykt over mor­skaben. ”Og jeg skal synge for nøgne mennesker! Nå, lad os forsøge.”
  Han sænkede sit hoved, så at lyden kunne løbe langs med jorden, og brølede et langt, langt: ”God jagt!” - et midnatsråb, som nu om eftermiddagen var rædsomt nok til at begynde med. Mowgli hørte det brumme, stige, synke og dø hen i et slags uhyggeligt hvin bag hans ryg, og han lo ved sig selv, mens han løb gennem Junglen. Han kunne se kulsvierne trykke sig sammen i en klump og gamle Buldeos bøsseløb vifte som et bananblad hele kompasset rundt. Så udstødte Gråbroder råbet: ”Ya-la-hi! Ya-laha!” som ulvene bruger, når de driver nilghaien, den store blå ko, foran sig, og det syntes at komme fra selve verdens ende, nærmere og nær­mere, indtil det brød brat af med et vræl. De andre tre svarede, indtil selv Mowgli ville have svoret på, at det var hele Flokken, der skrålede, og så istemte de alle Junglens prægtige morgensang, med alle de tremulanter og kruseduller og roulader, som en ulv med basstemme kan hitte på.
  Ingen gengivelse kan give et begreb om, hvor virkningsfuld den var, eller om den bjæffende hån, som De Fire lagde i hver eneste tone, da de hørte træerne knage, mens mændene skyndsomst klatrede op i grenene og Buldeo begyndte at fremsige besværgelser og trylleformularer. Så lagde de sig ned og sov, for som alle, der lever af deres egne anstrengelser, holdt de på metode og system, og ingen kan arbejde godt uden søvn.
  Imidlertid travede Mowgli af sted med en fart af ni mil i timen, glad over at finde, at han kunne løbe så godt efter alle disse dovne måneder blandt menneskene. Det eneste, han tænkte på, var at få Messua og hendes mand ud af fælden, hvad det nu ellers var for en, for han havde en indgroet mis­tillid til fælder. Senere, lovede han sig selv, ville han betale sin gæld til hele landsbyen.
  Det var tusmørke, da han fik øje på de græsmarker, han huskede så godt, og dhâk-træet, hvor Gråbroder havde ventet på ham den morgen, han dræbte Shere Khan. Hvor vred han end var på hele menneskeracen og menneskesamfundet, følte han dog, at noget steg op i halsen på ham og fik ham til at snappe efter vejret, da hans øjne faldt på landsbyens tage. Han lagde mærke, til, at alle menneskene var gået ualmindelig tid­ligt hjem fra markerne, men at de, i stedet for at til­berede deres aftensmad, havde samlet sig i en klynge under landsbyens store træ, hvor de snakkede og råbte.
  ”Mennesker skal altid stille fælder for menne­sker, ellers er de ikke tilfredse,” sagde Mowgli. ”For to nætter siden gjaldt det Mowgli - men den nat synes at være sket for mange regntider siden. I nat gælder det Messua og hendes mand. I morgen, og i mange følgende nætter, er det Mowglis tur igen.”
  Han krøb langs med murens yderside, indtil han kom til Messuas hytte, hvor han kiggede gennem vinduet ind i værelset. Der lå Messua, kneblet og bundet på hæn­der og fødder, åndende med besvær og stønnende. Hen­des mand var bundet til det broget malede sengested. Hyttens dør, der vendte ud til gaden, var lukket i, og tre eller fire mennesker sad udenfor med ryggen lænet imod den.
  Mowgli kendte landsbyfolkenes sædvaner og skikke ret godt. Han sagde til sig selv, at så længe de kunne spise, snakke og ryge, ville de ikke foretage sig andet. Men så snart de var mætte, ville de begynde at blive farlige. Buldeo ville komme inden længe, og hvis hans eskorte havde gjort sin pligt, ville han have en meget interessant historie at berette. Derfor sprang Mowgli ind ad vinduet, bøjede sig over manden og kvinden, skar remmene over, tog kneb­lerne ud af munden på dem og så sig om i hytten efter noget mælk.
  Messua var halvt fra forstanden af smerte og frygt (hun var blevet pryglet og stenet hele formiddagen), og Mowgli lagde sin hånd på hendes mund netop tidsnok til at forhindre hende i at skrige. Hendes mand var kun forvirret og vred og sad og pillede støv og snavs ud af sit forrevne skæg.
  ”Jeg vidste - jeg vidste, at han ville komme,” hulkede Messua endelig. ”Nu véd jeg, at han er min søn,” og hun trykkede Mowgli til sit hjerte. Indtil det øjeblik havde Mowgli været fuldstændig rolig, men nu begyndte han at skælve over hele kroppen, og det forbavsede ham umådeligt.
  ”Hvad er disse remme til? Hvorfor har de bundet dig?” spurgte han efter en stunds tavshed.
  ”For at dræbe os, fordi vi har taget dig til os som en søn - hvad ellers?” sagde manden gnavent. ”Se! Jeg bløder.”
  Messua sagde intet, men det var hendes sår, som Mowgli så på, og de hørte ham skære tænder, da han så blodet.
  ”Hvis værk er dette?” sagde han. ”Der bliver en pris at betale.”
  ”Hele landsbyens værk. Jeg var for rig. Jeg havde for meget kvæg. Derfor blev hun og jeg til hekse, da vi gav dig ly.”
  ”Jeg forstår det ikke. Lad Messua fortælle historien.”
  ”Jeg gav dig mælk, Nathoo. Husker du det ikke?” sagde Messua frygtsomt. ”Fordi du var min søn, som tigeren tog, og fordi jeg elskede dig så inderligt. De sagde, at jeg var din moder, moder til en djævel, og derfor værdig til døden.”
  ”Og hvad er en djævel?” sagde Mowgli. ”Døden har jeg set.”
  Manden så mørkt op, men Messua lo. ”Se!” sagde hun til sin mand, ”jeg vidste - jeg sagde jo, at han ikke var nogen troldmand! Han er min søn - min søn!”
  ”Søn eller troldmand, hvad hjælper det os?” svarede manden. ”Vi er så godt som døde allerede.”
  ”Dér går vejen til Junglen” - Mowgli pegede gennem vinduet. ”Jeres hænder og fødder er fri. Gå nu.”
  ”Vi kender ikke Junglen, min søn - det ved du,” begyndte Messua. ”Jeg tror ikke, at jeg kunne gå langt.”
  ”Og mændene og kvinderne ville snart være efter os og slæbe os tilbage igen,” sagde manden.
  ”Hm!” sagde Mowgli og kildrede sig i håndfladen med spidsen af sin kniv. ”Jeg har intet ønske om at skade nogen i denne landsby - endnu. Men jeg tror ikke, de vil standse jer. De får snart andet at tænke på. Aha!” Og han løftede sit hoved og lyttede til støjen af stemmer og fødder udenfor. ”De har endelig ladet Buldeo komme hjem?”
  ”Han blev sendt ud i morges for at dræbe dig,” udbrød Messua. ”Mødte du ham?”
  ”Ja - vi - jeg mødte ham. Han har en historie at fortælle, og mens han snakker, er der tid til at gøre meget. Men først vil jeg finde ud af, hvad de har i sinde. Tænk på, hvor I vil gå hen, og sig mig det, når jeg kommer tilbage.”
  Han sprang ud af vinduet og løb igen langs med den udvendige side af landsbyens mur, indtil han kom in­den for hørevidde af mængden rundt om peepul-træet. Buldeo lå på jorden, hostende og stønnende, og hver eneste af skaren udspurgte ham. Hans hår var faldet ned over hans skuldre, huden var skrabet af hans hæn­der og ben af at klatre op i træerne og han kunne næppe tale, men han havde en levende følelse af sin stillings betydning. Fra tid til anden sagde han noget om djævle - syngende djævle - hekseri og fortryllelse - netop nok til at give de omstående et begreb om, hvad der endnu skulle komme. Så forlangte han vand.
  ”Bah!” sagde Mowgli. ”Vrøvl og snak og snak og vrøvl! Menneskene er Bandar-logs frænder. Nu må han vaske sin mund med vand og så må han blæse røg og når alt det er gjort, har han stadig sin historie at fortælle. De er et meget kloge, de mennesker. De vil ikke lade nogen blive tilbage for at passe på Messua, før de har proppet deres ører med Buldeos historier. Og - jeg bliver lige så doven som de!”
  Han rystede sig og sneg sig tilbage til hytten. Netop som han var ved vinduet, følte han en tunge røre ved sin fod.
  ”Moder,” sagde han, for han kendte den tunge, ”Hvad gør du her?”
  ”Jeg hørte mine børn løbe syngende gennem skoven, og jeg fulgte ham, jeg elskede højst. Lille Frø, jeg vil gerne se den kvinde, som gav dig mælk,” sagde Mutter Ulv, helt våd af duggen.
  ”De havde bundet hende og ville dræbe hende. Jeg har skåret båndene over og hun vil nu med sin mand gå gennem Junglen.”
  ”Jeg følger med. Jeg er gammel, men endnu ikke tandløs.” Mutter Ulv stillede sig på bagbenene og kiggede gennem vinduet ind i hyttens mørke.
  Et øjeblik efter lod hun sig lydløst falde ned igen, og alt, hvad hun sagde, var: ”Jeg gav dig din første mælk. Men Bagheera har ret, Menneske søger Menneske i sidste ende.”
  ”Nok muligt,” sagde Mowgli med et meget ubehageligt udtryk i ansigtet. ”Men i nat er jeg meget langt fra det spor. Vent her, men lad hende ikke se dig.”
  ”Du var aldrig bange for mig, Lille Frø,” sagde Mutter Ulv, idet hun trak sig tilbage ind i det høje græs og skjulte sig, som hun så vel forstod.
  ”Og nu,” sagde Mowgli muntert, idet han igen svang sig ind i hytten, ”nu sidder de alle rundt om Buldeo, der fortæller om uskete ting. Når han er fær­dig med at snakke, siger de, at de ganske sikkert vil gå herhen med den Røde - med ild og brænde jer begge. Og så?”
  ”Jeg har talt med min mand,” sagde Messua. ”Kanhiwara er tredive mil herfra, men i Kanhiwara kan vi måske finde englændere -”
  ”Og hvilken flok er de?” sagde Mowgli.
  ”Jeg véd ikke. De er hvide, og det siges, at de regerer hele landet og ikke tillader folk at brænde eller slå hinanden uden rettergang. Hvis vi kan nå derhen i nat, vil vi leve. Ellers dør vi.”
  ”Så lev da. Intet menneske får lov til at passere portene i nat. Men hvad er det, han gør?”
  Messuas mand lå på knæ og gravede i jorden i den ene krog af hytten.
  ”Det er hans smule penge,” sagde Messua. ”Andet kan vi ikke tage med os.”
  ”Nå, javel - det tøjeri, der går fra hånd til hånd uden at blive varmere. Har man også brug for det uden for dette sted?” sagde Mowgli.
  Manden gloede vredt på ham. ”Han er et fæ og ingen djævel,” mumlede han. ”For pengene kan jeg købe en hest. Vi er alt for forslåede til at kunne gå langt og inden en time vil hele landsbyen være efter os.”
  ”Jeg siger dig, at de ikke vil være efter jer, før jeg tillader det. Men en hest er en god ide, for Messua er træt.” Manden rejste sig og bandt sine sidste rupier ind i sit lændeklæde. Mowgli hjalp Messua ud gennem vinduet og den kølige natteluft forfriskede hende, men Junglen så meget mørk og frygtelig ud i stjerneskær.
  ”I kender vejen til Kanhiwara?” hviskede Mowgli.

  De nikkede.
  ”Godt. Husk på ikke at være bange. Og I behøver ikke at haste. Kun - kun vil der måske blive en smule sang i Junglen bag jer og foran jer.”
  ”Tror du, vi ville have vovet en nat i Junglen for noget mindre end udsigten til at blive brændt? Det er bedre at blive dræbt af dyr end af mennesker,” sagde Messuas mand. Men Messua så på Mowgli og smilede.
  ”Jeg siger jer,” vedblev Mowgli, akkurat som om han var Baloo, der for hundrede gang gentog en gammel junglelov for en uopmærksom unge, ”jeg siger jer, at ikke en tand i Junglen vil blotte sig mod jer, at ikke en lab i Junglen vil løfte sig mod jer. Hverken menneske eller dyr vil standse jer, før I får Kanhiwara i sigte. Der vil blive holdt vagt over jer.” Han vendte sig hur­tigt til Messua og sagde: ”Han tror mig ikke, men du vil tro mig?”
  ”Javist, min søn. Menneske, ånd eller ulv fra Junglen, jeg tror dig.”
  ”Han bliver bange, når han hører mit folk synge. Du vil vide og forstå. Gå nu og gå langsomt, for der er ingen grund til hast. Portene er lukkede.”
  Messua kastede sig hulkende for Mowglis fødder, men han løftede hende meget hurtigt op, mens en gysen ris­lede igennem ham. Så hang hun om hans hals og over­øste ham med alle de velsignelser, hun kunne komme i tanker om, men hendes mand så mørkt ud over sine marker og sagde: ”Hvis vi når Kanhiwara og jeg får englæn­derne i tale, så skal jeg føre sådan en retssag mod brahminen og gamle Buldeo og de andre, at denne landsby bliver til skind og ben. De skal komme til at betale mig dobbelt skadeserstatning for mine udyrkede marker og ufodrede bøfler. Jeg vil have fuld retfærdighed.”
  Mowgli lo. ”Jeg véd ikke, hvad retfærdighed er, men - kom næste regntid og se, hvad der er tilbage.”
  Så gik de bort hen imod Junglen, og Mutter Ulv sprang frem fra sit skjulested.
  ”Følg dem!” sagde Mowgli, ”og sørg for, at hele Junglen får at vide, at disse to er fredede. Råb engang, jeg vil gerne have fat i Bagheera.”
  Det lange, lave hyl steg og faldt og Mowgli så Messuas mand fare sammen og vende om, halvvejs tilbøjelig til at løbe tilbage til hytten.
  ”Fremad!” råbte Mowgli muntert, ”jeg sagde jo, at der måske ville blive sang. Det råb vil følge jer lige til Kanhiwara. Det er Junglens lejde.”
  Messua trak sin mand med sig og mørket skjulte dem og Mutter Ulv i samme øjeblik, som Bagheera viste sig næsten lige for Mowglis fødder, skælvende af den nat­lige fryd, som gør Junglefolket vildt.
  ”Jeg skammer mig over dine brødre,” sagde han knurrende.
  ”Hvad? Sang de ikke yndigt for Buldeo?” spurgte Mowgli.
  ”Alt for godt! Alt for godt! De fik endog mig til at glemme min stolthed, og, ved den brudte lås, der satte mig i frihed, jeg vandrede syngende gennem Junglen, som om det var forår og jeg var ude for at bejle! Hørte du os ikke?”
  ”Jeg var efter andet vildt. Spørg Buldeo, om han syntes om sangen. Men hvor er De Fire? Jeg ønsker ikke, at en eneste af Menneskeflokken forlader lands­byen i nat.”
  ”Hvad behov er der så for De Fire?” sagde Bagheera med glødende øjne, mens han løftede fødderne skiftevis fra jorden og spandt højere end nogen sinde. ”Jeg kan holde på dem, Lille Broder. Skal vi endelig til at dræbe? Sangen og synet af menneskene, der klatrede op i træ­erne, har gjort mig meget oplagt dertil. Hvem er Mennesket, at vi skulle bryde os om ham - den nøgne, brune graver, den hårløse og tandløse, den jordæder? Jeg har fulgt ham hele dagen - midt på dagen, ved højlys dag. Jeg drev ham, som ulvene driver bukke. Jeg er Bagheera! Bagheera! Bagheera! Som jeg nu danser med min skyg­ge, således dansede jeg med de mennesker. Se!” Den store panter sprang, som en killing springer efter et vissent blad, der hvirvles af sted over dens hoved, slog til højre og til venstre i den tomme luft, der peb under slagene, faldt lydløst ned og sprang atter og atter op igen, medens hans spinden og brummen tog til lige­som dampens støj i en dampkedel. ”Jeg er Bagheera - i Junglen - i natten, og min styrke er i mig. Hvem kan afbøde mit slag? Menneskeunge, med ét slag af min pote kunne jeg slå dit hoved så fladt som en død frø i den varme tid.”
  ”Så slå da!” sagde Mowgli i landsbyens dialekt, ikke i junglesproget, og disse menneskeord fik Bagheera til at standse pludseligt med kroppen kastet bagover, så at bagbenene dirrede under ham, og hovedet lige i højde med Mowglis. Igen stirrede Mowgli, som han havde stirret på de oprørske ulvehvalpe, stift ind i de berylgrønne øjne, indtil det røde lys bag deres grønne slukkedes som et blinkfyr, når man ser det tyve mil borte ude i rum sø, indtil øjnene sænkede sig og det store hoved med dem - sænkede sig dybere og dybere, og den røde tunge skrabede som en rasp på Mowglis vrist.
 ”Broder - broder - broder!” hviskede drengen og lod sin hånd glide roligt og let langs halsen og hen ad den tungt åndende ryg. ”Rolig, rolig! Det er nattens skyld og ikke din.”
  ”Det var nattelugten,” sagde Bagheera angrende. ”Denne luft råber højt til mig. Men hvordan ved du det?”
  Naturligvis er luften rundt om en indisk landsby fuld af allehånde lugte, og for ethvert dyr, som får næsten alle sine tanker ind gennem næseborene, er lugt lige så berusende, som musik og narkotiske midler er for menneskelige væsener. Mowgli kælede for panteren nogle få minutter endnu, og den lagde sig ned ligesom en kat foran ilden, med poterne trukket ind under bry­stet og øjnene halvt lukkede.
  ”Du tilhører Junglen og tilhører dog ikke Junglen,” sagde han til sidst. ”Og jeg er kun en sort panter. Men jeg elsker dig, Lille Broder.”
  ”De er meget længe om deres snak under træet,” sagde Mowgli uden at tage notits af panterens sidste ord. ”Buldeo må have fortalt mange historier. De skulle snart komme for at slæbe kvinden og hendes mand ud af fælden og kaste dem i den Røde Blomst. De vil finde fælden sprængt. Hoho!”
  ”Nej hør,” sagde Bagheera. ”Nu har feberen forladt mit blod. Lad dem finde mig i fælden! Få vil have lyst til at forlade deres huse efter at have mødt mig. Det er ikke første gang, jeg har været i et bur, og jeg tænker ikke, at de vil binde mig med reb.”
  ”Ja, men vær klog,” sagde Mowgli og lo, for han begyndte at føle sig lige så dumdristig som panteren, der nu gled ind i hytten.
  ”Puh!” gryntede Bagheera. ”Dette sted stinker af mennesker, men her er netop sådan en seng, som de gav mig at ligge på i kongens bure i Oodeypore. Nu læg­ger jeg mig ned.” Mowgli hørte sengegjordene knage un­der det store dyrs vægt. ”Ved den brudte lås, der gjorde mig fri, de vil mene, at de har fanget storvildt! Kom her og sæt dig ved siden af mig, Lille Broder. Sammen vil vi give dem god jagt!”
  ”Nej, jeg har en anden tanke i min mave. Menneskene skal ikke vide, hvad del jeg har haft i legen. Jag du på egen hånd. Jeg ønsker ikke at se dem.”
  ”Lad gå,” sagde Bagheera. ”Ah, nu kommer de!”
  Forhandlingerne under peepul-træet i den anden ende af landsbyen var blevet mere og mere larmende. De endte nu under vilde hyl og mænd og kvinder kom farende op ad gaden, svingende køller, bambusstokke, segle og knive. Buldeo og brahminen var i spidsen for skaren, men de andre var lige i hælene på dem og skrålede: ”Heksen og troldmanden! Lad os se, om gloende mønter kan få dem til at bekende! Svid hyt­ten af over hovederne på dem! Vi skal lære dem at huse ulvedjævle! Nej, tæv dem først! Fakler! Flere fakler! Buldeo, varm bøsseløbet!”
  De havde lidt vanskelighed med dørklinken. Døren var blevet meget omhyggeligt spærret, men hoben rev den af hængslerne og faklernes lys strømmede ind i værelset, hvor Bagheera lå udstrakt på sengen lige så lang han var, med de korslagte poter skødesløst hængende ud over sengens ene ende, sort som helvede og frygtelig som en dæmon. Der blev et halvt minuts for­færdet tavshed, mens de forreste i skaren med vold og magt banede sig vej tilbage fra tærskelen, og i det sam­me løftede Bagheera sit hoved og gabede - indstude­ret, omhyggeligt og demonstrativt - sådan som han ville gabe, hvis han ville fornærme en ligemand. Læberne trak sig tilbage og opad, den røde tunge krum­mede sig, underkæben sank og sank, indtil man kunne se halvvejs ned i det hede svælg, og de kæmpemæssige hjørnetænder viste sig over gummerne, indtil de klappede sammen igen med en lyd, som når et pengeskabs stållåse smækker i. I næste øjeblik var gaden tom. Bagheera var sprunget tilbage gennem vinduet og stod ved Mowglis side, mens en hylende og skrålende mal­strøm af mennesker kravlede og tumlede mellem hver­andre i deres rædselsslagne hastværk for at nå deres hytter.
  ”De rører sig ikke, før dagen kommer,” sagde Bagheera roligt. ”Og nu?”
  Eftermiddagssøvnens stilhed syntes at være faldet over landsbyen, men da de lyttede, kunne de høre lyden af tunge kornkister, der blev slæbt hen over lergulve og stillet op imod døre. Bagheera havde fuldstændig ret. Landsbyen ville ikke røre sig før daggry. Mowgli sad stille og tænkte, og hans ansigt blev mørkere og mørkere.
  ”Hvad har jeg gjort?” sagde Bagheera og rejste sig og sleskede for ham.
  ”Kun godt. Hold nu øje med dem til dagen gryr. Jeg vil sove.” Mowgli løb sin vej ind i Junglen, lagde sig på en klippeblok og sov og sov hele da­gen, indtil natten igen faldt på.
  Da han vågnede, lå Bagheera ved hans side og der lå en nydræbt buk for hans fødder. Bagheera så nys­gerrigt til, mens Mowgli flåede bukken med sin kniv, spiste og drak, og vendte sig om med hovedet støttet i hånden.
  ”Manden og kvinden kom indenfor synsvidde af Kanhiwara,” sagde Bagheera. ”Din moder bad Chil bringe den besked tilbage. De fandt en hest endnu før midnat, den samme nat de blev befriede, og red rask af sted. Er det ikke godt?”
  ”Det er godt,” sagde Mowgli.
  ”Og din menneskeflok i landsbyen rørte sig ikke, før solen stod højt på himlen i morges. Så åd de deres føde og løb hurtigt tilbage til deres huse.”
  ”Så de tilfældigvis dig?”
  ”Måske. Jeg rullede mig i støvet uden for landsbyens indgang ved daggry og sang måske lidt for mig selv. Nu, Lille Broder, er der intet mere at gøre. Kom og jag med mig og Baloo. Han har fundet nye bisværme, som han gerne vil vise dig, og vi ønsker dig alle tilbage igen ligesom i gamle dage. Aflæg det blik, som gør selv mig bange. Manden og kvinden bliver ikke kastet i den Røde Blomst og i Junglen går alt godt. Har jeg ikke ret? Lad os glemme Menneskeflokken.”
  ”De skal blive glemt - om kort tid. Hvor græsser Hathi i nat?”
  ”Hvor han behager. Hvem kan svare for Den Tavse? Men hvorfor? Hvad kan Hathi gøre, som vi ikke kan?”
  ”Byd ham og hans tre sønner komme til mig her.”
  ”Men sandelig, Lille Broder, det er ikke - det er ikke sømmeligt at sige ’Kom’ og ’Gå’ til Hathi. Husk, han er Junglens Herre, og før Menneskeflokken for­andrede blikket i dit ansigt, lærte han dig Junglens mesterord.”
  ”Det er lige meget. Nu har jeg et mesterord, som tvinger ham. Byd ham komme til Mowgli, Frøen, og hvis han ikke straks lytter til, hvad du har at sige, så byd ham komme, på grund af plyndringen af markerne ved Bhurtpore.”
  ”Plyndringen af markerne ved Bhurtpore,” gentog Bagheera to eller tre gange for at være sikker på at huske det. ”Jeg går. I værste tilfælde bliver Hathi vred, og jeg vil give en måneds jagt for at høre et mester­ord, som tvinger Den Tavse.”
  Han gik bort og lod Mowgli sidde og støde rasende med sin kniv i jorden. Mowgli havde aldrig i sit liv set menneskeblod, førend han havde set og - og hvad der for ham betød mere - lugtet Messuas blod på remmene, hvormed hun var bundet. Og Messua havde været god imod ham og, for så vidt han kendte noget til kærlighed, elskede han Messua så oprigtigt, som han hadede resten af menneskeheden. Men hvor dyb en afsky han end nærede mod dem, deres snak, deres grusomhed og deres fejhed, kunne han dog ikke for nogen pris, som Junglen kunne byde ham, bringe sig selv til at tage et menneskeliv og få den frygtelige blodlugt i sine næsebor igen. Hans plan var langt mere ligefrem og langt mere grundig og han lo sagte ved tanken om, at det var en af de historier, som gamle Buldeo plejede at fortælle om aftenen under peepul-træet, som havde givet ham idéen.
  ”Det var et mesterord,” hviskede Bagheera i hans øre. ”De græssede nede ved floden og lystrede, som var de okser. Se, der kommer de!”
  Hathi og hans tre sønner kom gående på deres sædvanlige lydløse måde. Flodens dynd var endnu fugtigt på deres sider, og Hathi tyggede tankefuldt på den grønne stamme af et ungt pisangtræ, som han havde revet op med sine stødtænder.
  Men hver linje i hans vældige krop viste Bagheera, som kunne se, hvad der lå for næsen af ham, at det ikke var Junglens Herre, der talte til en menneskeunge, men én, der var bange, som trådte frem for én, der ikke var det. Hans tre sønner kom rullende side om side bag ved deres far.
  Mowgli løftede næppe hovedet, da Hathi bød ham: ”God jagt”. Han lod ham stå og svaje og rokke og skifte fødder i lang tid, før han talte, og da han endelig åbnede munden, var det til Bagheera og ikke til elefanterne.
  ”Jeg vil fortælle en historie, som jeg har hørt af den jæger, I jagede i dag,” sagde Mowgli. ”Historien om en elefant, gammel og klog, som faldt i en fælde, og den spidse pæl i faldgruben flængede ham fra lidt over hælen til skulderbladet og efterlod et hvidt mærke.” Mowgli udstrakte sin hånd, og idet Hathi drejede sig, viste måneskinnet et langt, hvidt ar på hans skifergrå side, som om han havde fået et slag af en glø­dende pisk. ”Menneskene kom for at tage ham op af faldgruben,” vedblev Mowgli, ”men han sønderrev sine reb, for han var stærk, og gik bort, indtil hans sår var lægt. Så kom han i sin vrede om natten til jægernes marker. Og nu husker jeg, at han havde tre sønner. Dette skete for mange, mange regntider siden, og meget langt borte - på markerne ved Bhurtpore. Hvad blev der af de marker næste høst, Hathi?”
  ”De blev høstede af mig og mine tre sønner,” sagde Hathi.
  ”Og af den pløjning, som følger efter høsten?” sagde Mowgli.
  ”Der var ingen pløjning,” sagde Hathi.
  ”Og af menneskene, som lever af jordens grønne korn?” sagde Mowgli.
  ”De drog bort.”
  ”Og af hytterne, som menneskene sover i?” sagde Mowgli.
  ”Vi rev tagene i stykker og Junglen opslugte murene,” svarede Hathi.
  ”Og hvad så mere?” sagde Mowgli.
  ”Så meget god jord, som jeg kan gennemvandre i to nætter fra øst til vest, og fra nord til syd, så meget, som jeg kan gennemvandre i tre nætter - alt det tog Junglen. Vi slap Junglen løs over fem landsbyer. Og i de landsbyer, på deres jorder, deres græs­gange og deres muldrige kornmarker, er der nu til dags ikke ét menneske, som får sin føde fra jorden. Således hændte det, at markerne ved Bhurtpore blev plyndrede, hvilket jeg og mine tre sønner gjorde. Og nu spørger jeg, menneskeunge, hvordan har du fået det at vide?” sagde Hathi.
  ”Et menneske fortalte mig det. Og nu ser jeg, at selv Buldeo kan tale sandt. Det blev gjort godt, Hathi med det hvide ar. Men anden gang skal det blive gjort bedre, fordi der er et menneske til at lede det. Du kender den menneskefloks landsby, som har udstødt mig? De er dovne, ufornuftige og grusomme. De bruger deres mund for meget og dræber ikke for at æde, men for fornøjelse. Når de har ædt sig mæt, kan de finde på kaste deres egen slags i den Røde Blomst. Det har jeg set. Det vil ikke være godt, hvis de lever her længere. Jeg hader dem!”
  ”Så dræb,” sagde den yngste af Hathis tre sønner, idet han rev en dusk græs op, daskede den mod sine forben og kastede den bort, mens hans små røde øjne skottede fra den ene side til den anden.
  ”Hvad gavn har jeg af hvide knogler?” svarede Mowgli vredt. ”Er jeg en ulveunge, at jeg skulle lege i solen med et blodigt hoved? Jeg har dræbt Shere Khan og hans skind rådner på Rådsklippen, men - men jeg véd ikke, hvorhen Shere Khan er gået og min mave er endnu tom. Nu vil jeg tage, hvad jeg kan se og føle. Slip Junglen løs på landsbyen, Hathi!”
  Bagheera gøs og dukkede sig. I værste tilfælde kunne han tænke sig et rask stormløb ned ad landsbyens gade, et slag til højre og venstre ind i menneskemængden, eller et snedigt overfald på menneskene, mens de pløj­ede i tusmørket - men denne plan til med fuldt over­læg at udslette en hel landsby fra menneskers og dyrs synskreds, den forskrækkede ham. Nu forstod han, hvor­for Mowgli havde sendt bud efter Hathi. Ingen anden end den længelevende elefant kunne udkaste planen til og gennemføre en sådan krig.
  ”Lad dem løbe, som menneskene løb fra markerne ved Bhurtpore, indtil regnvandet er den eneste plov, der furer deres marker, og regnens plasken på de tykke blade lyder i vore ører i stedet for deres tenes snurren - indtil Bagheera og jeg søger leje i brahminens hus og bukken drikker af cisternen bag templet! Slip Junglen løs, Hathi!”
  ”Men jeg - men vi har ingen strid med dem, og stor smertes røde raseri er nødvendigt, før vi kan rive de hytter over ende, hvor menneskene sover,” sagde Hathi og rokkede tvivlrådig frem og tilbage.
  ”Er I de eneste græsædere i Junglen? Driv jeres folk ind! Lad hjorten og vildsvinet og nilghaien hjælpe jer. I behøver ikke at vise en håndsbred af jeres skind, før markerne står nøgne. Slip Junglen løs, Hathi!”
  ”Og ingen vil blive dræbt? Mine stødtænder var røde, da jeg plyndrede markerne ved Bhurtpore, og jeg vil nødig mærke den lugt igen.”
  ”Jeg heller ikke. Jeg ønsker ikke engang, at deres ben skal ligge på vor rene jord. Lad dem gå og finde et nyt leje. Men de må ikke blive her! Jeg har set og lugtet blodet af den kvinde, som gav mig føde - den kvinde, som de ville have dræbt, hvis jeg ikke havde været. Kun lugten af det friske græs på deres dørtrin kan fjerne den lugt. Den brænder i min mund. Slip Junglen løs, Hathi!”
  ”Ah!” sagde Hathi. ”Således brændte arret af pælen i mit skind, indtil vi så deres landsbyer forsvinde under forårsplanterne. Nu forstår jeg. Din krig skal være vor krig. Vi vil slippe Junglen løs.”
  Mowgli havde næppe tid til at få vejret igen - han rystede over hele kroppen af raseri og had - førend stedet, hvor elefanten havde stået, var tomt, og Bagheera betragtede ham rædselsslagen.
  ”Ved den brudte lås, der satte mig i frihed!” sagde den sorte panter endelig. ”Er du det nøgne lille væsen, som jeg lagde et godt ord ind for hos Flokken, dengang verden var yngre? Junglens Herre, når min styrke svækkes, så læg du et godt ord ind for mig - for Baloo - for os alle! Vi er unger i sammenligning med dig! Knækkede kviste under din fod! Hjortekalve, som har forvildet sig bort fra deres hind!”
  Tanken om Bagheera som en forvildet hjortekalv overvældede Mowgli fuldstændig, og han lo og snappede efter vejret og klukkede og lo igen, indtil han måtte springe i en dam for at få sig selv til at holde op. Og så svømmede han omkring og dykkede ned og op mellem måneskinnets striber ligesom sin navne, frøen.
  Imidlertid havde Hathi og hans tre sønner vendt sig, én mod hvert af verdenshjørnerne, og vandrede i tavs­hed ned gennem dalene en mil borte. De van­drede videre og videre, to dages march - det vil sige mere end tres mil - gennem Junglen. Og hvert af deres skridt, hver svajning af deres snabler, blev bemærket og diskuteret af Mang og Chil og Abefolket og alle fuglene. Så begyndte de at græsse og græssede ganske roligt i en uges tid eller så. Hathi og hans sønner er som Kaa, klippepythonen, de har aldrig hastværk, før hast er nødvendig.
  Da den uge var gået, løb et rygte gennem Junglen - og ingen vidste, hvordan det var opstået - om at man kunne finde bedre føde og vand i den og den dal. Svinene - som naturligvis vil gå til verdens ende for et godt måltid - var de første til at marchere af i flokke og trave hen over klipperne og efter dem fulgte hjortene og så de små vilde ræve, som ernærer sig af hjordernes døde og døende. De bredskuldrede nilghaier vandrede parallelt med hjortene og efter nilghaierne kom de vilde bøfler fra sumpene. Den mindste lille ting kunne have standset de spredte, omflakkende hjorder, der græssede og strejfede om og drak og græssede igen. Men når som helst, der blev alarm, viste der sig en eller anden, som beroligede dem. Snart var det Ikki, pindsvinet, der kom med nyheder om god føde blot et lille stykke læn­gere fremme, snart var det Mang, der skreg muntert og fløj baskende med vingerne ned gennem en lysning i Junglen for at vise, at den var tom, eller Baloo med munden fuld af rødder, der kom vraltende klodset ned langs en skræmt række dyr og halvvejs skræmte og halvvejs opmuntrede dem til­bage på den rette vej. Såre mange af dyrene brød ud af geledderne og løb tilbage eller tabte interessen for sagen, men såre mange vedblev at gå fremad. Efter en halv snes dages forløb var situationen følgende: Hjortene, vildsvinene og nilghaierne vandrede rundt og rundt i en cirkel med otte, ti mils radius, og kødæderne strejfede rundt om dens periferi. Og cirklens centrum var landsbyen og rundt om landsbyen stod kornet i færd med at modnes, og ude på kornmarkerne sad menneskene på, hvad de kalder machans - platforme, fremstillede af bambusstænger anbragte på fire pæle lige­som de flade tage, hvorfra man skræmmer duer - for at holde fugle og andre tyve væk. Og så blev der ikke mere kælet for hjortene. Kødæderne var lige i hælene på dem og drev dem fremad og indad.
  Det var en mørk nat, da Hathi og hans tre sønner kom listende ud af Junglen og knækkede machan’ernes stivere med snablerne, og de faldt som knækkede skarn­tydestængler, og mændene, som trimlede ned fra dem, hørte elefanternes dybe strubelyde. Så brød fortrop­pen af hjortenes forvirrede hærskarer frem og strømmede ud over landsbyens græsgange og pløjemar­ker. De skarphovede, rodende vildsvin fulgte efter og hvad hjortene skånede, ødelagde vildsvinene. Fra tid til anden opskræmtes hjorderne af ulvehyl, og så stormede de fortvivlede frem og tilbage, trådte den unge byg under fødder og brød vandingsgrøfternes kanter ned. Før daggry ophørte imidlertid trykket udefra på ét sted. Kødæderne havde trukket sig tilbage og ladet en vej mod syd fri, og flok efter flok af hjorte for af sted. Andre, som var dristigere, gemte sig i krattet for at fuldende deres måltid næste nat.
  Men værket var næsten færdigt. Da landsbyfolkene næste morgen så ud over markerne, så de, at deres afgrøder var til­intetgjorte. Det betød døden, hvis de ikke drog bort, for de levede år ud og år ind kun fra hånden og i munden. Da bøflerne blev drevet ud for at græsse, fandt de sultne dyr, at hjortene havde raseret græsmarkerne, og derfor vandrede de ind i Junglen og slog sig sammen med deres vilde kammerater. Og da tusmørket faldt på, fandtes de tre eller fire ponyer, som landsbyen ejede, liggende i deres stalde med knuste hoveder. Kun Bagheera kunne have slået sådanne slag og kun Bagheera kunne have fundet på den uforskammethed at slæbe det sidste kadaver ud på åben gade.
  Landsbyfolkene havde ikke mod til at tænde bål på markerne den nat, og derfor gik Hathi og hans tre sønner og sankede efter, hvad der endnu var tilovers, og hvor Hathi har sanket efter, er der ikke mere at sanke. Menneskene besluttede at leve af deres opsparede sæde­korn, indtil regntiden var forbi, og så tage arbejde som tjenestefolk, indtil de kunne indvinde, hvad der var spildt. Men medens kornhandleren tænkte på sine velfyldte kornkurve og på de høje priser, som han ville få for dem, ødelagde Hathis skarpe stødtænder hjørnet af hans lerhytte og knuste de store vidjekurve, der var tættet med kogødning og indeholdt det kostbare korn.
  Da dette sidste tab blev opdaget, var det braminens tur til at tale. Han havde bedt til sine egne guder uden at få svar. Måske, sagde han, havde landsbyen, uden at vide af det, fornærmet en eller anden af Junglens guder, for det var hævet over enhver tvivl, at Junglen var imod dem. Derfor sendte de bud efter høvdingen for den nærmeste flok omflakkende gonder - små, kloge og meget mørkhudede jægere, der boede dybt inde i Junglen og hvis forfædre nedstammede fra Indiens ældste folkeslag, landets oprindelige beboere. De diskede op for gonden med, hvad de havde, og han stod på ét ben med buen i hånden og to eller tre giftige pile stukket fast i håret, der var samlet i en knude på issen, mens han så halvt forskrækket og halvt foragteligt på de bange landsbyfolk og deres ødelagte marker. De spurgte ham, om hans guder - de gamle guder - var vrede på dem, og hvilke ofre de skulle frembære. Gonden sagde intet, men tog en ranke af karela’en - den plante, der bærer de bitre, vilde græskar - op fra jorden og bandt den tværs over tempeldøren, lige for ansigtet af det stirrende, røde hindugudebillede. Han vinkede i retning af vejen til Kanhiwara og gik tilbage til sin jungle og iagttog Junglefolket vandre gennem den. Han vidste, at når Junglen har sat sig i bevægelse, kan kun hvide mænd gøre sig håb om at forandre dens retning.
  Det var unødvendigt at spørge, hvad han mente. Det vilde græskar ville vokse, hvor de havde tilbedt deres gud, og jo før de bragte sig selv i sikkerhed, desto bedre.
  Men det er vanskeligt at få en landsby til at skifte plads. De blev der, så længe de endnu havde sommerføde, og de forsøgte at samle nødder i Junglen, men skygger med gloende øjne iagttog dem og rullede sig for deres fødder endog midt om dagen og når de forskrækkede løb tilbage til deres mure, kunne de se barken på de træstammer, som de havde passeret for ikke fem minutter siden, stribet og sønderrevet af en stor potes kløer. Jo mere de holdt sig til deres landsby, desto dristigere blev de vilde dyr, der tumlede sig og brølede på græsgangene nede ved Waingunga. De fik ikke repareret bagmurene i de tomme stalde, der vendte ud mod Junglen, vildsvinene trampede dem ned og slyngplanterne med de forvredne rødder fulgte efter, deres skud snoede sig hen over den nyerhvervede grund og det stride græs begyndte at spire mellem slyngplanternes ranker. De ugifte mænd løb først bort og udspredte den efterretning, at landsbyen var dødsdømt. Hvem kunne kæmpe, sagde de, mod Junglen eller Junglens guder, når selv landsbyens brilleslange havde forladt sit hul på plad­sen under peepul-træet? Og således svandt deres ringe samkvem med yderverdenen ind, efterhånden som fod­stierne tværs over den åbne mark blev færre og mere udviskede. Og Hathis og hans tre sønners natlige trom­peteren ophørte at forurolige dem, for de havde intet mere, der kunne stjæles. Afgrøden over jorden og sæden i jorden var blevet taget fra dem. De yderste marker begyndte allerede at se ud, som om de aldrig havde været dyrkede, og det var på tide at overgive sig til englændernes godgørenhed i Kanhiwara.
  Men efter indfødtes sædvane opsatte de afrejsen fra dag til dag, indtil regntidens begyndelse overraskede dem og de hullede tage lod vandet strømme ind og man måtte vade i mudder til op over anklerne på græsmarkerne og hele den grønne plantevækst spirede voldsomt i vejret efter sommerens hede. Så vadede de ud - mænd, kvinder og børn - gennem morgenens blændende, varme regn, men gjorde ganske naturligt holdt og vendte sig om for at kaste et afskedsblik på deres hjem.
  De hørte, da den sidste belæssede familie vandrede ud gennem porten, et brag af faldende bjælker og stråtage bag ved murene. De så en blank, slangeagtig, mørk snabel løfte sig et øjeblik og adsplitte den fugtige tækkehalm. Snabelen forsvandt, og der lød et nyt brag efterfulgt af et vræl. Hathi havde været i færd med at plukke tagene af hytterne, som mennesker plukker åkander, og en tilbagespringende bjælke havde hakket ham i snabelen. Det var hvad der manglede, for at få ham til at bruge sin fulde styrke, for af alle dyrene i Junglen er den opirrede vilde elefant den mest ødelæggelseslystne. Han sparkede bag­ud til en lervæg, som styrtede sammen og smeltede hen til gult mudder i skylregnen. Så snurrede han rundt og hvinede og for ned igennem de snævre gader, lænende sig mod hytterne til højre og venstre, splittende de skrøbelige døre og knusende tagskæggene. Og hans tre sønner rasede bagefter ham, som de havde raset, da de plyndrede markerne ved Bhurtpore.
  ”Junglen vil opsluge disse skaller,” sagde en rolig stemme midt i ødelæggelsen. ”Det er ydermurene, som skal ned,” og Mowgli, med regnen strømmende ned ad nøgne skuldre og arme, sprang tilbage fra en mur, der sank sammen som en træt bøffel.
  ”Hver ting til sin tid,” stønnede Hathi. ”Oh, mine stødtænder var røde ved Bhurtpore! Til ydermuren, børn! Med hovedet! På én gang! Nu!”
  De fire puffede side om side. Ydermuren bøjede sig, revnede og faldt, og landsbyfolkene så, stumme af rædsel, ødelæggernes vilde, lertilsmurte hoveder i murbreschen. Så flygtede de, husvilde og modløse, ned gennem dalen, medens deres landsby, ødelagt, væltet og trampet under fødder, styrtede sammen bag dem.
  En måned efter var stedet en høj, fuld af små fordybninger og dækket af en blød, grøn, ung plante­vækst, og ved regntidens slutning stod Junglen i yppig frodighed på det sted, der mindre end et halvt år før havde været under ploven.

Kongens ankus

(1894)

  Kaa, den store klippepython, havde skudt ham for måske to hundrede gang siden sin fødsel og Mowgli, som aldrig glemte, at han skyldte Kaa sit liv for dén nats arbejde i De Kolde Lejer, som du måske husker, gik hen for at lykønske ham. At skyde ham gør altid en slange fortrædelig og nedslået, indtil det nye skind begynder at se blankt og smukt ud. Kaa drev aldrig mere spot med Mowgli, men som de andre junglefolk anså den ham for Junglens Herre og bragte ham de nyheder, som en py­thon af hans størrelse naturligvis fik at høre. Hvad Kaa ikke vidste om Midterjunglen, som de kaldte det - det liv, der rører sig nær ved jorden eller under den, livet under sten, i huler og i træstammer - det kunne stå skrevet på det mindste af hans skæl.
  Den eftermiddag sad Mowgli midt imellem Kaa's store ringe og følte på flagerne og stumperne af det gamle skind, som, hullet og sammenkrøllet, lå mellem klip­perne, sådan som Kaa havde strøget det af sig. Kaa havde særdeles høfligt slynget sig ind under Mowglis bre­de, nøgne skuldre, så at drengen i virkeligheden sad i en levende lænestol.
  ”Om det så er skællene over øjnene, så er de der,” sagde Mowgli sagte, mens han legede med det gamle skind. ”Sært nok at se det, der har dækket ens hoved, ligge for ens fødder.”
  ”Ja, men jeg har ingen fødder,” sagde Kaa, ”og da det er hele mit folks sædvane, finder jeg det ikke sært. Føles dit skind aldrig gam­melt og stramt?”
  ”I så tilfælde går jeg hen og vasker mig, Fladhoved. Men det er sandt, at jeg i den varme tid har ønsket, at jeg kunne skyde mit skind af mig, uden at det gjorde ondt, og løbe omkring uden skind.”
  ”Jeg vasker mig og skifter også skind. Hvordan ser den nye dragt ud?”
  Mowgli lod sin hånd løbe ned over de skrå tern på den uhyre ryg.
  ”Skildpaddens ryg er hårdere, men ikke så spraglet,” lød hans dom. ”Frøen, min navne, er mere spraglet, men mindre hård. Din dragt er meget smuk at se på - som tegningen i en liljes mund.”
  ”Den trænger til vand. Et nyt skind får aldrig sin fulde farve før det første bad. Lad os gå hen og bade.”
  ”Jeg vil bære dig,” sagde Mowgli, og han bøjede sig leende ned for at løfte den midterste del af Kaa's store krop, netop der hvor den var tykkest. Et menneske kunne lige så godt have forsøgt at løfte et to-fods vandrør og Kaa lå rolig og pustede af tavs fornøjelse. Så begyndte deres sædvanlige aftenleg. Drengen, der var stolt af sin store styrke, og klippepythonen i sit pragtfulde nye skind tørnede sammen i brydekamp - en prøve for øjet og for musklerne. Naturligvis kunne Kaa have knust et dusin Mowglier, hvis han havde taget fat for alvor. Men han legede forsigtigt og slap ikke en tiendedel af sin styrke løs. Så snart Mowgli var blevet stærk nok til at kunne tåle lidt hård medfart, havde Kaa lært ham denne leg, og den gjorde hans lemmer smidige, bedre end noget andet kunne. Undertiden kunne Mowgli stå indviklet næsten til halsen i Kaa's bugtende ringe, kæmpende for at få den ene arm fri og gribe den i struben. Så løsnede Kaa lidt efter lidt sit tag, og Mowgli forsøgte med sine rappe fødder at standse den vældige hale, der slyngedes bagud, ledende efter en klippe eller en træstub. Så rokkede de frem og tilbage, hoved mod hoved, hver ventende på at se sit snit til at få overtaget over modstanderen, indtil den skønne, plastiske gruppe smeltede sammen til et virvar af sortgule ringe og kæmpende ben og arme. ”Nu, nu! nu!” sagde Kaa og gjorde så rappe udfald med sit ho­ved, at selv Mowglis hurtige hånd ikke kunne afbøde dem. ”Se nu! Nu rører jeg dig her, Lille Broder! Og her, og her! Er dine hænder blevet stive? Her igen!”
  Legen endte altid på samme måde - med et sikkert, ligeud rettet slag af slangehovedet, som slog drengen til jorden. Mowgli kunne aldrig lære at undgå dette lynsnare puf, og, som Kaa sagde, det var nytteløst forsøge at undgå det.
  ”God jagt!” gryntede Kaa til sidst og som sædvanlig blev Mowgli slynget et halvt dusin yards, gispende og leende. Han rejste sig med hænderne fulde af græs og fulgte den kloge slange til hans yndlingsbadested, en dyb, kulsort dam, omgivet af klipper og gjort interessant af druknede træ­stubbe. Drengen gled på junglemaner lydløst ned i vandet og dykkede, kom lydløst op på over­fladen igen, lagde sig på ryggen og lå med armene under nakken og så på månen, der steg op over klipperne, mens han pjaskede med fødderne i vandet, hvor månen spillede på det. Kaa's firkantede hoved skar som en ragekniv gennem vandet og lagde sig til hvile på Mowglis skulder. Så lå de stille og nød det kølige vand.
  ”Det er herligt,” sagde Mowgli endelig søvnigt. ”På denne tid af aftenen, husker jeg, lagde menneskene sig ned på hårde træstykker inden i en fælde af ler, og efter omhyggeligt at have lukket den friske luft ude trak de mugne tæpper op over deres tunge hoveder og sang grimme sange gennem næsen. Det er bedre i Junglen.”
  En brilleslange kom hurtigt glidende ned over en klip­pe, drak, bød dem: ”God jagt!” og forsvandt igen.
  ”Sssh!” sagde Kaa, som om han pludselig var kommet i tanke om noget. ”Så Junglen giver dig alt, hvad du nogen sinde har ønsket, Lille Broder?”
  ”Ikke alt,” sagde Mowgli og lo. ”Ellers ville der være en ny og stærk Shere Khan at dræbe hver måned. Nu kunne jeg dræbe ham med mine egne hænder uden at behøve at bede bøflerne om hjælp. Og jeg har også ønsket, at solen ville skinne midt i regntiden og at skyerne ville skjule solen i højsommeren. Og desuden, når jeg går med tom mave, ønsker jeg altid, at jeg havde dræbt en ged, og jeg har aldrig dræbt en ged uden at ønske, at det var en buk, og jeg har heller aldrig dræbt en buk uden at ønske, at det var en okse. Men den slags ønsker har vi alle.”

  ”Har du ingen andre ønsker?” spurgte den store slange.

  ”Hvad mere kan jeg ønske mig? Jeg har Junglen og Junglens venskab! Gives der mere mellem solopgang og solnedgang?”

  ”Brilleslangen sagde -” begyndte Kaa.

  ”Hvad for en brilleslange? Han, der forsvandt for et øjeblik siden, sagde intet. Han var på jagt.”

  ”Det var en anden.”

  ”Har du meget at gøre med Giftfolket? Jeg går af vejen for dem. De bærer døden i deres fortand og det er ikke godt - for de er så små. Men hvad er det for en, du har talt med?”

  Kaa rullede langsomt i vandet ligesom en damper i høj sø. ”For tre eller fire måner siden,” sagde han, ”var jeg på jagt i De Kolde Lejer - et sted du nok husker. Og det dyr, jeg jagede, flygtede skrigende forbi dammene og hen til det hus, hvis mur jeg engang brød ned for din skyld, og løb ned i jorden.”

  ”Men folket i De Kolde Lejer lever ikke i huler.” Mowgli vidste, at Kaa talte om Abefolket.

  ”Dette dyr levede ikke, men forsøgte at leve,” svarede Kaa og spillede med tungen. ”Han løb ind i en meget dyb hule. Jeg fulgte efter, dræbte ham og sov. Da jeg vågnede, gik jeg videre.”

  ”Under jorden?”

  ”Ja netop. Til sidst traf jeg en hvidhætte (en hvid brilleslange), der talte om ting, som jeg ikke kendte til og viste mig mange ting, som jeg aldrig før havde set.”

  ”Nyt vildt? Var det god jagt?” Mowgli vendte sig hurtigt om på siden.

  ”Det var ikke vildt og det ville have ødelagt alle mine tænder. Men hvidhætten sagde, at et menneske - og han talte som en, der kendte den race - at et men­neske ville give livsånden i sit bryst for det blotte syn af de ting.”

  ”Lad os se på dem,” sagde Mowgli. ”Jeg husker nu, at jeg engang var menneske.”

  ”Rolig, rolig! Hastværk dræbte den gule slange, der åd solen. Vi to talte sammen under jorden, og jeg talte om dig og nævnte, at du er menneske. Så sagde hvidhætten (han må være så gammel som Junglen): ”Det er længe siden, jeg har set et menneske. Lad ham komme og han skal få alle disse ting at se. For den mindste af dem ville såre mange mennesker give deres liv.”

  ”Det må være nyt vildt. Og alligevel, Giftfolket fortæller os ikke, når der er vildt ude. Det er et uvenligt folkefærd.”

  ”Det er ikke vildt. Det er - det er - jeg kan ikke sige, hvad det er.”

  ”Lad os gå derhen. Jeg har aldrig set en hvidhætte, og jeg har også lyst til at se de andre ting. Har han dræbt dem?”

  ”Det er alt sammen døde ting. Han siger, at han er deres vogter.”

  ”Aha! Som en ulv bevogter byttet, han har bragt til sit leje. Lad os gå.”

  Mowgli svømmede i land, rullede sig i græsset for at tørre sig, og så begav de to sig af sted til De Kolde Lejer, den forladte by, som du måske har hørt om. På dette tidspunkt var Mowgli ikke spor bange for Abefolket, men Abefolket var meget bange for Mowgli. Deres flokke var imidlertid på togt i Junglen og derfor lå De Kolde Lejer tomme og tavse i måneskinnet. Kaa viste vej op til dronningernes pavillon, som stod på terrassen, gled hen over murbrokkerne og dykkede ned ad den halvt opfyldte trappe, som fra pavillonens midtpunkt fører ned under jorden. Mowgli udstødte slangeråbet - ”Vi er af ét blod, I og jeg” - og fulgte efter på hænder og knæ. De kravlede et langt stykke vej ned ad en skrånende korridor, der gjorde adskillige drejninger og krum­ninger, og til sidst kom de til et sted, hvor roden af et stort træ, der voksede tredive fod over deres hoveder, havde sprængt en svær sten ud af muren. De krøb ind gennem hullet og befandt sig i en stor hvælving, hvis kuppelformede loft også var blevet sprængt af trærødder, så at nogle få lysstriber faldt ned i mørket.

  ”Et trygt leje,” sagde Mowgli og rejste sig på sine sikre fødder, ”men alt for afsides til, at man kan besøge det hver dag. Og hvad er her så at se?”

  ”Er jeg intet?” sagde en stemme midt i hvælvingen, og Mowgli så noget hvidt bevæge sig og fik lidt efter lidt øje på den vældigste brilleslange, han nogen sinde havde set - et dyr, næsten otte fod lang, hvis hud på grund af hans liv i mørket var bleget som gammelt elfenben. Selv brilletegningen på hans udspilede nakkehud var falmet og bleggul. Hans øjne var røde som rubiner og alt i alt var han et vid­underligt syn.

  ”God jagt!” sagde Mowgli, som medbragte sine gode manerer, som han medbragte sin kniv. Og den forlod ham aldrig.

  ”Hvad nyt fra staden?” sagde den hvide brilleslange uden at besvare hans hilsen. ”Hvad nyt fra den store, den muromkransede stad - staden med de hundrede ele­fanter, de tyve tusind heste og de utallige kvæghjorder - staden, hvor tyve kongers konge hersker? Jeg bliver døv hernede og det er længe siden, jeg hørte deres krigstrommer.”

  ”Junglen er over vore hoveder,” sagde Mowgli. ”Af ele­fanter kender jeg kun til Hathi og hans sønner. Bagheera har dræbt alle hestene i én landsby, og - hvad er en konge?”

  ”Jeg sagde dig det,” sagde Kaa venligt til brille­slangen, ”jeg sagde dig for fire måner siden, at din stad ikke længere er.”

  ”Staden - den store skovens stad, hvis porte bevog­tes af kongens tårne, kan aldrig gå til grunde. De byggede den, før min faders fader krøb ud af ægget, og den skal stå endnu, når mine sønners sønner er så hvide som jeg. Salomdhi, søn af Chandrabija, søn af Viyeja, søn af Yegasuri, byggede den i Bappa Rawals dage. Hvis kvæg er I?”

  ”Sporet er tabt,” sagde Mowgli og vendte sig til Kaa. ”Jeg forstår ikke hans tale.”

  ”Jeg heller ikke. Han er meget gammel. Fader til alle brilleslanger, her er kun Junglen, og således har det været lige fra begyndelsen.”

  ”Men hvem er da han” sagde den hvide brilleslange, ”som sidder her foran mig, uforfærdet, uden at kende kongenavnet og talende vort sprog med menneskelæ­ber? Hvem er han med kniven, han som er kyndig i slan­gernes tungemål?”

  ”Mowgli kaldes jeg,” var svaret. ”Jeg er fra Junglen. Ulvene er mit folk og Kaa her er min broder. Fader til alle brilleslanger, hvem er du?”

  ”Jeg er vogteren af kongens skat. I de dage, da min hud var mørk, byggede Kurrun Raja stenhvælvin­gen over mig, for at jeg skulle dræbe dem, der kom for at stjæle. Så sænkede de skatten ned i hvælvingen, og jeg hørte mine herrers, braminernes, sang.”

  ”Hm!” sagde Mowgli ved sig selv. ”Jeg har allerede haft med én bramin at gøre, den gang jeg var blandt menneskene, og - jeg ved, hvad jeg ved. Der sker ondt her om lidt.”

  ”Fem gange siden den tid, da jeg blev vogter, er stenen blevet løftet, men altid for at nedsænke mere og aldrig for at bortfjerne noget. Der gives ikke rigdomme mage til disse - det er hundrede kongers skatte. Men det er meget længe siden, stenen blev rørt, og jeg tror, at min stad har glemt mig.”

  ”Der er ingen stad. Der oppe ser du rødderne af de store træer, der sprænger stenene fra hverandre. Træer og mennesker vokser ikke på samme sted,” trængte Kaa ind på ham.

  ”To eller tre gange har mennesker fundet vej her­ned,” svarede den hvide brilleslange vildt, ”men de sagde ikke noget, før jeg kom over dem, mens de famlede i mørket, og så skreg de kun lidt. Men I kommer med løgn, menneske såvel som slange, og vil have mig til at tro, at min stad ikke længere er til og at min vagt er endt. Mennesker ændrer sig kun lidt i årenes løb. Men jeg forandrer mig aldrig! Indtil det øjeblik, da stenen løftes, og braminerne stiger ned, synger de sange, som jeg kender, fodrer mig med varm mælk og fører mig tilbage til lyset igen - indtil da er jeg - jeg - jeg og ingen anden vogter kongens skat! Staden er død, siger I, og her er træernes rødder? Bøj jer da og tag, hvad I vil. Jorden har ingen skatte som disse. Menneske med slangetunge, hvis du kan vende levende tilbage ad den vej, du kom ind ad, vil småkongerne være dine tjenere!”

  ”Jeg har atter tabt hans spor,” sagde Mowgli køligt. ”Kan en sjakal have gravet sig så dybt ned og bidt denne store hvidhætte? Han er helt sikkert gal. Alle Brilleslangers Fader, jeg ser intet her at tage væk.”

  ”Ved solens og månens guder, dødens galskab er over drengen!” hvislede brilleslangen. ”Før dine øjne lukker sig, vil jeg vise dig denne gunst. Se dig om og se, hvad mennesker aldrig før har skuet!”

  ”I Junglen gør man vel i ikke at tale om at vise Mowgli en gunst,” sagde drengen mellem tænderne. ”Men i mørket er alt anderledes, véd jeg. Jeg vil se mig om, hvis du ønsker det.”

  Han stirrede med opspilede øjne rundt i hvælvingen og løftede så en håndfuld af noget skinnende op fra gulvet.

  ”Oho!” sagde han, ”dette ligner de tingester, menneskene leger med. Men disse her er gule og de andre var brune.”

  Han lod guldmønterne falde og trådte fremad. Hvæl­vingens gulv var begravet under et fem eller seks fod tykt lag af guld- og sølvmønter, der var trillet ud af de poser, hvori de oprindelig havde ligget, og i løbet af de mange år var metallet sunket sammen til en kom­pakt masse som sandet på strandbredden ved ebbe­tid. Oven på og under mønterne, stikkende op imellem dem, som vrag stikker op af sandet, lå juvel­besatte elefant-howdaher af drevet sølv, beslået med plader af udhamret guld og prydede med karfunkler og turkiser. Der var palankiner og bærestole for dron­ninger med rammer og stolper af sølv og emalje, nefrithåndtag på stængerne og ravringe til gardinerne. Der var guldlysestager, hvis arme var behængte med gennemborede smaragder, der dirrede på armene; der var fem fod høje bille­der af glemte guder i sølv med juveløjne; der var brynjer af stål, indlagte med guld og forsynede med frynser af medtagne og misfarvede perler; der var hjælme, hvis kamme var smykkede med dueblodsrubiner; der var skjol­de af lakeret træ, skildpaddeskal og næsehornshud, med skjoldknapper af guld og besatte med smaragder på randen; der var dynger af sværd, dolke og jagtknive med diamanter på fæstet; der var gyldne offerskåle og skeer og transportable altre, som aldrig ses under åben himmel. Der var bægre og armbånd af jade, der var røgelseskar, kamme, krukker til parfume, henna og øjenpulver, alt af drevet guld; der var næseringe, armringe, hovedbånd, fingerringe og gjorde uden tal. Der var livbælter, syv fingre brede, bedækkede med firkantede diamanter og rubiner og trækasser med tre­dobbelt jernbeslag, hvis træ var smuldret hen til støv, så at man så dynger af uslebne safirer, opaler, katøjesten, rubiner, diamanter, smaragder og granater.

  Den hvide brilleslange havde ret. Denne skat, det udvalgte bytte fra århundreder af krig, plyndring, handel og beskatning var af uberegnelig værdi. Alene mønterne var ubetalelige, for slet ikke at tale om de kostbare sten. Vægten af guldet og sølvet alene kunne beløbe sig til to eller tre hundrede tons. Enhver indfødt hersker i Indien har den dag i dag, hvor fattig han end er, en skat, som han stadig forøger, og skønt det nu og da med lange mellemrum hænder, at en eller anden oplyst fyrste sender fyrre eller halvtreds vognlad­ninger sølv af sted for at ombytte dem med statspapirer, så beholder de fleste deres skatte og kundskaben om dem strengt for sig selv.

  Men Mowgli forstod naturligvis ikke, hvad alt dette betød. Knivene interesserede ham lidt, men de faldt ikke så godt i hånden som hans egen, og derfor kastede han dem fra sig igen. Til sidst fandt han noget virkelig interessant liggende foran en howdah, der var halvt begravet mellem mønterne. Det var en tre fod lang ankus eller pigkæp til at drive elefanter med - den lignende nærmest en kort bådshage. Duppen var en eneste rund, strålende rubin, og de første otte tommer af skaftet var tæt besatte med uslebne turkiser, så at hånden fandt godt fæste. Neden for dette stykke var der et bånd af jade med et blomstermønster omkring, men bladene var af smaragder og blomsterne var rubiner indlagt i den kolde, grønne sten. Resten af skaftet var massivt elfenben, mens spidsen og krogen var af stål med indlagte guldbilleder forestillende indfangning af elefanter. Og det var disse billeder, der tiltrak Mowgli, som kunne se, at de havde noget at gøre med hans ven Hathi den Tavse.

  Den hvide brilleslange var fulgt tæt efter ham.

  ”Er det ikke værd at ofre sit liv for at se dette?” sagde han, ”har jeg ikke vist dig stor velvilje?”

  ”Jeg forstår ikke,” sagde Mowgli. ”Disse ting er hårde og kolde og på ingen måde gode at spise. Men denne her” - han løftede ankusen - ”vil jeg gerne tage med mig for at se den i solen. Du siger, at det alt sammen tilhører dig. Vil du give mig denne, så vil jeg bringe dig frøer at spise?”

  Den hvide brilleslange ligefrem rystede af ondskabs­fuld glæde. ”Ja vist vil jeg give dig den,” sagde den. ”Alt, hvad her er, vil jeg give dig - indtil du går bort.”

  ”Men jeg går nu. Dette sted er mørkt og koldt og jeg vil gerne tage den tjørnespidse tingest med til Junglen.”

  ”Se ned for din fod! Hvad ligger dér?”

  Mowgli tog noget hvidt og glat op. ”Det er et menne­skes hjerneskal,” sagde han roligt. ”Og her er to til.”

  ”De kom for mange år siden for at tage skatten bort. Jeg talte til dem i mørket og så lå de stille.”

  ”Men hvilken brug har jeg for det, du kalder skatten? Hvis du vil give mig ankusen og lade mig tage den med mig, er det god jagt. Hvis ikke, er det også god jagt. Jeg kæmper ikke med Giftfolket og jeg har desuden lært din floks mesterord.”

  ”Her er kun ét mesterord, og det er mit!” Kaa for frem med funklende øjne. ”Hvem bød mig bringe mennesket hid?” hvislede den.

  ”Det var visselig mig,” læspede den gamle brilleslange. ”Det er længe siden, jeg har set et menneske og dette menneske taler vort sprog.”

  ”Men du talte ikke om at dræbe ham. Hvorledes kan jeg vende tilbage til Junglen og sige, at jeg har ført ham i døden?” sagde Kaa.

  ”Jeg taler ikke om at dræbe, før det er tid. Med hensyn til om du skal vende tilbage eller ikke, så ser du hullet i muren. Stille, fede abedræber! Jeg behøver kun at berøre din hals, så vil Junglen aldrig mere se dig. Aldrig er et menneske kommet hertil og gået levende bort igen. Jeg er vogteren af skatten i kongens stad!”

  ”Men, hvide mørkeorm, jeg siger dig, at der er hverken konge eller stad! Junglen er rundt omkring os!” råbte Kaa.

  ”Skatten er her endnu. Men ét kan gøres. Vent en stund, Kaa fra Klipperne, og se drengen løbe. Her er plads til en stor leg. Livet er godt. Løb frem og tilbage en stund og leg, dreng!”

  Mowgli lagde roligt sin hånd på Kaa's hoved.

  ”Den hvide ting har hidtil haft at gøre med mennesker af Menneskeflokken, men han kender ikke mig,” hvi­skede han. ”Han har forlangt denne jagt. Lad ham få den.” Mowgli havde holdt ankusen med spid­sen mod jorden. Han kastede den hurtigt og den ramte lige bag den store slanges nakkehud og nag­lede ham til jorden. Som et lyn kastede Kaa sig over den bugtende krop og lammede den fra hals til hale med sin vægt. De røde øjne glødede, og det seks tommer lange hoved, der var frit, huggede rasende til højre og venstre.

  ”Dræb ham!” sagde Kaa, da Mowgli førte hånden til kniven.

  ”Nej,” svarede han og trak sin kniv. ”Jeg vil aldrig mere dræbe undtagen for at skaffe føde. Men se her, Kaa!” Han greb slangen i nakken, vristede mun­den op på den med bladet af sin kniv og viste de fryg­telige gifttænder i overkæben, der lå sorte og ind­skrumpede i gummen. Den hvide brilleslange havde over­levet sin gift, som slanger undertiden gør.
  ”Thuu” (den er tørret ind, ordret oversat: en rådden træstub), sagde Mowgli. Og han gav Kaa et vink om at trække sig tilbage, tog ankusen ud og satte den hvide brilleslange i frihed.

  ”Kongens skat trænger til en ny vogter,” sagde han alvorligt. ”Thuu, du har ikke handlet vel. Løb frem og tilbage og leg, Thuu!”

  ”Jeg er beskæmmet. Dræb mig!” hvislede den hvide brilleslange.

  ”Der har været for megen snak om at dræbe. Nu går vi. Jeg tager den tjørnespidse tingest med mig, Thuu, fordi jeg har kæmpet med dig og overvundet dig.”

  ”Se da vel til, at den tingest ikke til sidst dræber dig. Den er Døden! Husk, den er Døden! Der er nok i den tingest til at dræbe menneskene i hele min stad. Du vil ikke beholde den længe, junglemenneske, ej heller han, som tager den fra dig. De vil dræbe og dræbe for dens skyld! Min styrke er tørret ind, men ankusen vil gøre mit arbejde. Den er Døden! Den er Døden! Den er Døden!”

  Mowgli kravlede gennem hullet ud i korridoren og det sidste, han så, var den hvide brilleslange, der ra­sende huggede med sine uskadelige gifttænder efter de gyldne ubevægelige gudeansigter, der lå på gulvet, og hvislede: ”Den er Døden!”

  De var glade for atter at nå ud i dagens lys og da de var kommet tilbage til deres egen jungle og Mowgli lod ankusen stråle i morgensolen, var han næsten lige så fornøjet, som hvis han havde fundet et bundt nye blomster til at pynte sit hår.

  ”Den er klarere end Bagheeras øjne,” sagde han henrykt og drejede rubinen rundt. ”Jeg vil vise ham den. Men hvad mente Thuu med at tale om Døden?”

  ”Jeg véd det ikke. Men jeg er bedrøvet til min alleryderste halespids over, at han ikke fik din kniv at føle. Der er altid ondskab i De Kolde Lejer, både over og under jorden. Men nu er jeg sulten. Vil du med på morgenjagt?” sagde Kaa.

  ”Nej. Bagheera må se denne tingest. God jagt!” Mowgli dansede af sted, mens han svingede den store ankus og af og til standsede for at beundre den, indtil han kom til den del af Junglen, som Bagheera holdt sig mest til, og fandt ham drikkende efter et kraftigt måltid. Mowgli fortalte ham alle sine eventyr fra først til sidst og Bagheera snusede nu og da til ankusen. Da Mowgli kom til den hvide brilleslanges sidste ord, spandt Bagheera bifaldende.

  ”Talte hvidhætten altså om noget, der er?” spurgte Mowgli rask.

  ”Jeg blev født i kongens bure i Oodeypore, og i min mave har jeg nogen kundskab til menneskene. Såre mange mennesker ville dræbe tre gange på én nat blot for den dér røde sten.”

  ”Men den sten gør den tung i hånden. Min lille skinnende kniv er bedre, og - se! Den røde sten er ikke god at spise. Hvorfor ville de da dræbe?”

  ”Mowgli, gå hen og sov. Du har levet blandt menneskene og -”

  ”Jeg husker det. Menneskene dræber, ikke fordi de jager, men for tidsfordriv og fornøjelse. Vågn op igen, Bagheera. Hvortil blev denne tjørnespidse tingest lavet?”

  Bagheera åbnede sine øjne halvt - han var meget søvnig - og blinkede ondskabsfuldt med dem.

  ”Den blev lavet af menneskene til at stikke Hathis sønner i hovedet med, så at blodet vælder ud. Jeg har set magen til i Oodeypores gader uden for vore bure. Den tingest har smagt blodet af mange af Hathis slags.”

  ”Men hvorfor stikker de elefanterne i hovedet?”

  ”For at lære dem Menneskeloven. Da menneskene hver­ken har kløer eller tænder, laver de disse tingester - og dem, der er værre.”

  ”Altid blod, når jeg kommer menneskene nær eller blot de ting, som de har lavet,” sagde Mowgli med væmmelse. Han var ved at blive lidt træt af ankusens vægt. ”Havde jeg vidst dette, ville jeg ikke have taget den. Først var det Messuas blod på remmene og nu er det Hathis. Jeg vil ikke have den mere. Se her!”

  Ankusen fløj funklende af sted og begravede sin spids i jorden tredive yards borte, inde mellem træerne. ”Nu er mine hænder rensede for Døden,” sagde Mowgli og gned hænderne på den friske, fugtige jord. ”Thuu sagde, at Døden ville følge mig. Han er gammel og hvid og gal.”

  ”Hvid eller sort, død eller liv, nu går jeg hen for at sove, Lille Broder. Jeg kan ikke jage hele natten og hyle hele dagen som visse folk.”

  Bagheera gik sin vej til et jagtleje, han kendte, to mil derfra. Mowgli klatrede roligt op i et bekvemt træ, bandt tre eller fire lianer sammen, og i løbet af kortere tid end vi har brugt til at fortælle det, lå han og svajede i en hængekøje, halvtreds fod over jorden. Skønt Mowgli ikke havde noget sær­ligt imod stærkt dagslys, fulgte han dog sine venners skik og brugte det så lidt som muligt. Da han vågnede blandt de meget højrøstede folk, som lever i træerne, var det atter tusmørke og han havde drømt om de smukke sten, som han havde kastet bort.

  ”Jeg vil i det mindste se på tingesten igen,” sagde han og lod sig glide ned ad en lian til jorden, men Bagheera var kommet ham i forkøbet. Mowgli kunne høre ham snøfte i halvmørket.

  ”Hvor er den tjørnespidse tingest?” råbte Mowgli.

  ”Et menneske har taget den. Her er hans spor.”

  ”Nu skal vi se, om Thuu talte sandhed. Hvis den spidse tingest er Døden, vil det menneske dø. Lad os følge sporet.”

  ”Dræb først,” sagde Bagheera. ”Tom mave gør øjet usikkert. Mennesker går meget langsomt og Junglen er våd nok til at bevare det svageste fodspor.”

  De jagede og dræbte deres bytte, så snart de kunne, men det varede alligevel næsten tre timer, før de fik endt deres måltid og drukket og igen bøjede sig over sporet. Junglefolket véd, at man intet vinder ved ikke at unde sig madro.

  ”Tror du, at den spidse tingest vil vende sig om i mandens hånd og dræbe ham?” spurgte Mowgli. ”Thuu sagde, at den var Døden.”

  ”Vi får det at se, når vi finder ham,” sagde Bagheera, der travede af sted med hovedet sænket mod jorden. ”Det er en-fod (han mente, at der kun var spor af ét menneske) og tingestens vægt har trykket hans hæl dybt ned i jorden.”

  ”Hai! Det er klart som sommerlyn,” svarede Mowgli, og de slog over i rask sporetrav, idet de fulgte mærkerne af de to bare fødder ind og ud mellem måneskinnets striber.

  ”Nu løber han hurtigt,” sagde Mowgli. ”Tæerne er udspilede.” De kom over en strækning mosegrund. ”Men hvorfor drejer han af her!”

  ”Vent!” sagde Bagheera og sprang med et pragtfuldt sæt så langt frem, som han kunne. Det første, man skal gøre, når et spor bliver uforståeligt, er at springe fremad og ikke efterlade sine egne forstyrrende fodspor på jorden. Da Bagheera landede, vendte han sig om mod Mowgli og råbte: ”Her er et andet spor, som møder ham. Det er en mindre fod, der har sat dette andet spor, og tæerne krummer indad.”

  Mowgli løb nu hen til ham og betragtede sporet. ”Det er foden af en gondisk jæger,” sagde han. ”Se, her slæbte han sin bue hen over græsset. Det er grunden til, at det første spor drejede så hurtigt til side. Store Fod skjulte sig for Lille Fod.”

  ”Rigtigt!” sagde Bagheera. ”Lad os nu tage hver sit spor for ikke at udslette mærkerne ved at krydse hin­andens vej. Jeg er Store Fod, Lille Broder, og du er Lille Fod, gonden.”

  Bagheera sprang tilbage til det oprindelige spor og Mowgli bøjede sig over den vilde lille skovmands ejendommelige spor med de indadkrummede tæer.

  ”Nu,” sagde Bagheera, og krøb skridt for skridt langs med fodsporene, ”jeg, Store Fod, drejer til side her. Nu skjuler jeg mig bag en klippe og står stille uden at flytte mine fødder. Råb dit spor, Lille Broder.”

  ”Nu kommer jeg, Lille Fod, hen til klippen,” sagde Mowgli løbende langs sit spor. ”Nu sætter jeg mig ned ved foden af klippen, støtter mig på min højre hånd og lader min bue hvile mellem mine tæer. Jeg venter længe, for mærkerne af mine fødder er dybe her.”

  ”Jeg med,” sagde Bagheera skjult bag ved klippen. ”Jeg venter og støtter spidsen af den tjørnespidse tingest mod en sten, den glider af, for her er en ridse i stenen. Råb dit spor, Lille Broder.”

  ”Én - to kviste og en tyk gren er knækkede her,” sagde Mowgli dæmpet. ”Hvordan skal jeg nu forklare det? Aha! Det er klart nu. Jeg, Lille Fod, går min vej og tramper omkring og gør støj, så at Store Fod kan høre mig.” Han fjernede sig skridt for skridt fra klippen ind mellem træerne og hævede stemmen, efterhånden som han kom længere bort og nærmede sig et lille vandfald. ”Jeg går langt bort, derhen hvor støjen af det faldende vand overdøver støjen af mine skridt, og her venter jeg. Råb dit spor, Bagheera, Store Fod!”

  Panteren havde set sig om i alle retninger for at se, hvor Store Fods spor førte bort fra klippen. Så råbte han:

  ”Jeg kommer på knæene forbi klip­pen og slæber den tjørnespidse tingest efter mig. Da jeg ikke ser nogen, løber jeg. Jeg, Store Fod, løber hurtigt. Sporet er klart. Lad hver følge sit. Jeg løber!”

  Bagheera for af sted langs det tydelige spor og Mowgli fulgte gondens skridt. I nogen tid var der stille i Junglen.

  ”Hvor er du, Lille Fod?” råbte Bagheera. Mowglis stemme svarede, ikke halvtreds yards til højre for ham.

  ”Um!” sagde panteren med en dyb brummen. ”De to løber side om side og kommer hinanden nærmere!”

  De løb endnu en halv mil, stadig omtrent i sam­me afstand fra hinanden, indtil Mowgli, hvis hoved ikke var så langt nede ved jorden som Bagheeras, råbte: ”De er mødtes. God jagt - se! Her stod Lille Fod med sit knæ støttet mod en klippeblok - og derhenne ligger Store Fod.”

  Ikke tredive fod foran dem lå liget af en mand fra en landsby i omegnen på nogle klippestykker med en lang gondisk pil med små fjer ind gennem ryggen og ud gennem brystet.

  ”Var Thuu så gammel og så gal, Lille Broder?” sagde Bagheera stilfærdigt. ”Her er én død i det mindste.”

  ”Lad os gå videre. Men hvor er elefantblodsdrikkeren - tornen med det røde øje?”

  ”Lille Fod har den måske. Nu er det igen en-fod.”

  Sporet af en enkelt, let og hurtigt løbende mand, der bar en byrde på venstre skulder, fortsatte rundt om en lang, lav udløber fra bjergene og hvert fod­spor på det tørre græs syntes for de sporendes skarpe øjne så tydeligt, som var det presset ind i glødende jern.

  Ingen af dem talte, førend sporet endte ved asken af et lejrbål i en bjergkløft.

  ”Igen!” sagde Bagheera og standsede så brat, som var han blevet forvandlet til sten.

  Liget af en lille vissen gond lå med fødderne i asken, og Bagheera så spørgende på Mowgli.

  ”Dette blev gjort med en bambusstok,” sagde drengen efter at have kastet et blik på liget. ”Jeg har brugt sådan en mod bøflerne, da jeg tjente blandt men­neskene. Alle Brilleslangers Fader - jeg er ked af, at jeg spottede ham - kendte den race vel, hvad jeg burde have vidst. Sagde jeg ikke, at menneskene dræber for tidsfordriv?”

  ”Javist, de dræbte for de røde og blå stens skyld,” sagde Bagheera. ”Husk, jeg har været i kongens bure i Ooedeypore.”

  ”En, to, tre, fire spor,” sagde Mowgli, der bøjede sig ned over asken. ”Fire spor af mænd med fodtøj. De går ikke så hurtigt som gonder. Hvad ondt havde den lille skovmand gjort dem? Se, her har de stået alle fem og talt sammen, før de dræbte ham. Bagheera, lad os vende om. Min mave er tung i mig, og dog danser den op og ned som en drosselrede på enden af en gren.”

  ”Det er ikke god jagt at forlade vildtet, mens det løber. Kom med!” sagde panteren. ”Disse otte fødder med sko på er ikke gået langt.”

  Der blev ikke talt mere i en hel time, mens de fulgte det brede spor af de fire mænd med sko på fødderne.

  Det var nu klart, varmt dagslys og Bagheera sagde: ”Jeg lugter røg.”

  ”Mennesker er altid ivrigere efter at æde end efter at løbe,” svarede Mowgli, der travede af sted mellem de lave buske i krattet, som de gennemsøgte. Bagheera, der løb lidt til venstre for ham, udstødte en ubeskrivelig strubelyd.

  ”Her er én, som aldrig mere vil æde,” sagde han. En bylt spraglede klæder lå i en klump under en busk og rundt om var der spildt mel.

  ”Dette er igen gjort med bambusstokken,” sagde Mowgli. ”Se! Det hvide støv er menneskenes føde. De har taget byttet fra ham her - han bar deres mad - og ladet ham ligge som bytte for Chil, glenten.”

  ”Det er den tredje,” sagde Bagheera.

  ”Jeg vil gå til Brilleslangernes Fader og bringe ham friske, store frøer at æde, til han bliver fed,” sagde Mowgli til sig selv. ”Denne elefantblodsdrikker er Døden selv - men jeg forstår det stadig ikke!”

  ”Kom med!” sagde Bagheera.

  De var ikke gået en halv mil længere, da de hørte Ko, kragen, synge en dødssang i toppen af en tamarisk, under hvis skygge tre mænd lå. Et halvt udbrændt bål røg midt i kredsen og over det stod en jernplade med en sort og forbrændt kage af usyret brød. Tæt ved bålet lå den rubin- og turkisbesatte ankus og strålede i solskinnet.

  ”Tingesten arbejder hurtigt, her ender alt,” sagde Bagheera. ”Hvorledes døde disse, Mowgli? Der er hver­ken mærke eller sår på nogen af dem.”

  En beboer af Junglen lærer af erfaring lige så meget om giftige planter og bær, som mange lærde dok­torer véd. Mowgli snuste til røgen, der steg op fra bålet, brækkede en stump af det brændte brød af, smagte på den og spyttede den ud igen.

  ”Dødsæblet,” hostede han. ”Den første må have put­tet det i maden til disse, som dræbte ham, efter først at have dræbt gonden.”

  ”Sandelig god jagt! Drab følger hastigt på drab,” sagde Bagheera.

  ”Dødsæblet” kalder man i Junglen pigæblet eller daturaen, den gift, man i hele Indien har nærmest ved hånden.

  ”Hvad nu?” sagde panteren. ”Skal du og jeg nu dræbe hinanden for denne rødøjede morders skyld?”

  ”Kan den tale?” hviskede Mowgli. ”Fornærmede jeg den, da jeg kastede den bort? Mellem os to kan den ikke stifte ufred, for vi attrår ikke, hvad menneskene attrår. Hvis vi efterlader den her, vil den ganske be­stemt blive ved med at dræbe menneske efter menneske så hurtigt, som nødder falder ned i blæsevejr. Jeg elsker ikke menneskene, men selv jeg ønsker ikke, at de skal dø seks i én nat.”

  ”Hvad gør det? De er kun mennesker. De dræbte hinanden og var veltilfredse,” sagde Bagheera. ”Den første lille skovmand jagede godt.”

  ”De er alligevel unger og unger vil drukne sig selv for at kunne bide i måneskinnet på vandet. Skylden var min,” sagde Mowgli, der talte, som om han havde slugt alverdens visdom. ”Jeg vil aldrig mere bringe fremmede ting ind i Junglen - ikke om de så er så smukke som blomster. Denne” - han tog forsigtigt fat på ankusen - ”skal tilbage til Brilleslangernes Fa­der. Men først må vi sove, og vi kan ikke sove i nær­heden af disse sovende. Og vi må begrave ham, for at han ikke skal gå bort og dræbe seks til. Grav mig et hul under det træ.”

  ”Men, Lille Broder,” sagde Bagheera, idet han gik hen til det udpegede sted. ”Det er ikke bloddrikkerens skyld. Fejlen ligger hos menneskene.”

  ”Det er lige meget,” sagde Mowgli. ”Gør hullet dybt. Når vi vågner, vil jeg grave ham op og bringe ham tilbage.”

                   * * *      * * *       * * *

  To nætter efter, mens den hvide brilleslange lå og sørgede i hvælvingens mørke, beskæmmet, plyndret og alene, blev den turkisbesatte ankus slynget ind gennem hullet i muren og faldt klirrende ned på guldmønterne, der dækkede gulvet.

  ”Alle Brilleslangers Fader,” sagde Mowgli, der pas­sede godt på at holde sig på den anden side af muren, ”skaf dig et ungt og friskt medlem af dit eget folk til at hjælpe dig med at bevogte kongens skat, så at al­drig mere noget menneske slipper levende herfra.”

  ”Aha! Den kommer altså tilbage. Jeg sagde, at denne tingest var Døden. Hvordan går det til, at du endnu er i live?” mumlede den gamle brilleslange, idet han kærligt bugtede sig omkring ankusen.

  ”Ved oksen, jeg blev købt for, jeg véd det ikke! Den tingest har dræbt seks gange på én nat. Lad ham aldrig mere slippe ud.”

De røde hunde

(1895)

  Efter at Mowgli havde taget hævn over landsbyen, begyndte den behageligste del af hans liv. Han havde den gode samvittighed, der kommer af at have betalt sin gæld, og alle i Junglen var hans venner og også en lille smule bange for ham. Alt, hvad han gjorde og så og hørte, når han vandrede fra det ene junglefolk til det andet, med eller uden sine fire følgesvende, kunne give stof til mange, mange fortællinger, hver af dem lige så lang som denne. Man vil således al­drig få at høre, hvordan han traf den sindssyge elefant fra Mandla, der havde dræbt toogtyve okser, som trak elleve vogne læssede med sølvmønter til finanshovedkassen, og spredte de skinnende rupier ud over den støvede landevej; ej heller, hvordan han kæm­pede med Jacala, krokodillen, en hel lang nat i sumpene mod nord og knækkede sin flåkniv på dyrets rygpanser; eller hvordan han fandt en ny og læn­gere kniv om halsen på en mand, der var blevet dræbt af et vildsvin, og hvordan han forfulgte vildsvinet og dræbte ham som tak for kniven; eller hvordan han under den store hungersnød kom ind mellem en flok omflakkende hjorte og nær var blevet trampet ihjel af den vilde hjord; eller hvordan han frelste Hathi den Tavse fra at styrte ned i en faldgrube med en spids pæl på bunden og hvordan han næste dag selv blev fanget i en meget snedig leopardfælde og hvordan Hathi bræk­kede de tykke træbjælker oven over ham i stumper og stykker; hvordan han malkede de vilde bøfler ude i sumpen, og hvordan - -

  Men vi må fortælle én historie ad gangen. Fatter og Mutter Ulv var døde, og Mowgli havde trillet en stor klippeblok hen for hulens munding og grædende sunget dødssangen over dem; Baloo var blevet meget gammel og stiv, og selv Bagheera, hvis nerver var stål, og hvis muskler var jern, var en anelse længere om at dræbe end før. Akela var ikke længere grå, men snehvid af alderdom. Man kunne tælle hans ribben og han bevægede sig så stift, som var han af træ, og Mowgli dræbte vildt til ham. Men de unge ulve, børnene af den opløste Seeonee-flok, trivedes og øgedes i antal, og da de var en fyrretyve stykker høvdingeløse, velskabte ulve på fem år, sagde Akela til dem, at de burde slå sig sammen, lyde Loven og vælge en høvding, som det sømmede sig for det Frie Folk.

  Dette var en sag, som Mowgli ikke blandede sig i, for, som han sagde, han havde ædt sure frugter og kendte træet, der bar dem. Men da Phao, søn af Phaona (hans fader var Grå Sporhund, der levede, den gang Akela var høvding), kæmpede sig frem til høvdingværdigheden, således som Jungleloven byder, og da de gamle råb og de gamle sange igen begyndte at gjalde i den stjerneklare nat, gik Mowgli til Rådsklippen for gamle minders skyld. Når han talte til Flokken, lyttede de, til han havde talt ud, og sit sæde havde han ved Akelas side på klippen oven for Phao. Det var dage med god jagt og god søvn. Ingen fremmed havde lyst til at gøre indfald i de skove, der tilhørte Mowglis folk, som de kaldte Flokken, og de unge ulve blev fede og stærke og mange ulve blev bragt til flokeftersyn. Mowgli overværede altid et sådant eftersyn, for han huskede den nat, da en sort panter havde fået Flokken til at optage en nøgen, brun unge, og det langtrukne råb: ”Se jer vel for, ulve”, fik hans hjerte til at skælve af sælsomme følelser. Til enhver anden tid gennemstrejfede han Junglen vidt og bredt med sine fire brødre og smagte, så og befølte nye ting.

  En aften i tusmørket, da han løb i jævnt trav gen­nem skoven for at bringe Akela halvdelen af en buk, som han havde dræbt, mens De Fire luntede bag­efter ham og nappede og puffede hverandre en smule af lutter livsglæde, hørte han et skrig, som han ikke havde hørt siden de onde dage, da Shere Khan levede. Det var, hvad man i Junglen kalder fial - det forfærdelige skrig, en sjakal udstøder, når han jager bag en tiger, eller når et stort drab skal til at ske. Hvis man kan forestille sig en blanding af had, triumf, frygt og fortvivlelse, med en slags hånlatter løbende igennem det hele, så kan man gøre sig en idé om det fial-råb, der nu steg og sank og skælvede og sitrede langt borte på den anden side af Waingunga. De Fire begyndte at rejse børster og knurre. Mowglis hånd for op til hans kniv og han standsede som forstenet.
  ”Ingen stribet ville vove at jage her,” sagde han endelig.

  ”Det er ikke varselsskriget,” sagde Gråbroder. ”Det er en eller anden stor kamp. Hør!”

  Igen brød skriget frem, halvt hulkende og halvt leende, som om det kom fra menneskelige læber. Mowgli trak vejret dybt og for så af sted til Rådsklippen, ind­hentende forskellige ulve af Flokken, der skyndte sig samme vej. Phao og Akela lå sammen oppe på klippen, og neden for dem sad de andre med hver nerve an­spændt. Mødrene og ungerne galoperede af sted til de­res lejer, for når fial-råbet lyder, bør de svage søge ly.

  De kunne intet høre ud over Waingungas skvulpen ude i mørket og aftenvindenes susen i trætoppene, før pludselig en ulv tudede ovre på den anden side af flo­den. Det var ikke en af Flokken, for de befandt sig alle ved Rådsklippen. Hylet gik over i en langtrukken, fortvivlet bjæffen: ”Dhole!” lød det, ”dhole! dhole! dhole!” Få minutter efter hørtes der trætte fødder på klipperne og en mager ulv med røde strimer på flankerne, den højre forpote ubrugelig og flaben hvid af fråde, sprang ind i kredsen og kastede sig gispende for Mowglis fødder.

  ”God jagt! Hvem er din høvding?” sagde Phao al­vorligt.

  ”God jagt! Jeg er Won-tolla,” var svaret. Han mente dermed, at han var en ensom ulv, som jagede på egen hånd for sig selv, sin mage og sine unger og havde sit leje et eller andet afsides sted. Won-tolla bety­der enegænger eller - en, der ikke tilhører nogen flok. Han lå nu og stønnede, så at de kunne se hjertet ban­ke i ham.

  ”Hvem er ude?” sagde Phao, for det er hele Junglens spørgsmål, når de hører fial-råbet.

  ”Dholerne, dholerne fra Dekkan - de røde hunde, morderne! De kom nordpå fra Dekkan, idet de sagde, at der var ryddet for vildt dér, og de dræber hvad de møder. I begyndelsen af denne måned havde jeg fire nære - min mage og tre unger. Hun ville lære un­gerne at jage på sletterne og skjule sig i græsset for at overfalde bukken, som skik og brug er hos os ude i det åbne land. Ved midnatstide hørte jeg dem alle tude på hjortens spor. Ved daggry fandt jeg dem liggende stive i græsset - alle fire, I Frie Folk, alle de fire, der var mine! Så søgte jeg min blodret og fandt dholerne.”

  ”Hvor mange var der?” sagde Mowgli, og hele flokken knurrede dybt ned i struberne.

  ”Det véd jeg ikke. Tre af dem dræber aldrig mere, men til sidst fik de overhånd og jog mig som en buk. På tre ben jog de mig. Se her, Frie Folk!”

  Han strakte sit lemlæstede forben frem. Det var mørkt af stivnet blod. På hans sider var der frygtelige bid og hans strube var forreven og forkradset.

  ”Æd,” sagde Akela og rejste sig op fra det kød, som Mowgli havde bragt ham. Løsgængeren kastede sig for­sulten over det.

  ”Dette skal ikke blive jer til tab,” sagde han yd­mygt, da han havde stillet sin værste sult. ”Hjælp mig blot til lidt af min styrke igen, Frie Folk, så skal jeg jage! Mit leje var fuldt for en måned siden. Nu er det tomt og blodgælden er endnu ikke helt betalt.”

  Phao hørte hans tænder knuse et lårben og brum­mede bifaldende.

  ”Vi får brug for de kæber,” sagde han. ”Havde dholerne deres unger med sig?”

  ”Nej. Det var røde jægere alle sammen. Fuldvoksne hunde, stærke og kraftige, selvom de æder firben i Dekkan.”

  Hvad Won-tolla havde sagt, betød så meget som, at dholerne, de røde, vilde hunde fra Dekkan, havde i sinde at kæmpe, og ulvene vidste godt, at selv en tiger afstår sit bytte til dho­lerne. De farer lige igennem Junglen og hvad de træffer på deres vej, river de i stumper og stykker. Skønt de ikke er så store og heller ikke halvt så snilde som ulvene, er de dog meget stærke og meget talrige. Dholerne kalder sig for eksempel ikke en flok, førend de er hundrede i tal, hvorimod fyrre ulve udgør en ret anselig flok. Mowgli var på sine vandringer også kommet til udkanten af Dekkans højtliggende, græsklædte stepper og der havde han ofte set de ubekymrede dholer sove og lege mellem de små fordybninger og tuer, hvor de har deres lejer. Han hadede og foragtede dem, fordi de ikke lugtede som det Frie Folk, fordi de ikke boede i huler, og frem for alt, fordi de havde hår mellem tæerne, hvad han selv og hans venner ikke havde. Men han vidste, hvor frygtelig en jagende dhole-flok er, for det havde Hathi fortalt ham. Selv Hathi går af vejen for dem, og indtil de er dræbte eller indtil byttedyrene er for fåtallige, standser de ikke.

  Akela kendte også noget til dholerne, for han sagde roligt til Mowgli: ”Det er bedre at dø med sin flok end høvdingløs og alene. Det bliver en god jagt og - min sidste. Men menneskene lever længe og du har endnu såre mange nætter og dage for dig, Lille Broder. Gå mod nord og søg skjul og hvis nogen ulv er i live, efter at dholen er draget forbi, så skal han bringe dig efterretning om kampen.”

  ”Nå,” sagde Mowgli helt alvorligt, ”skal jeg gå til sumpene og fange småfisk og sove i et træ, eller skal jeg bede Bandar-log om hjælp og æde nødder, mens Flokken kæmper hernede?”

  ”Det er kamp til døden,” sagde Akela. ”Du har aldrig truffet dholerne - de røde dræbere. Selv den stribede -”

  ”Aowa! Aowa!” sagde Mowgli beroligende, ”én stribet abe har jeg dræbt og i min mave er jeg sikker på at Shere Khan ville have efterladt sin mage som hundeæde, hvis han havde lugtet en dhole-flok tre bakker væk. Hør nu: Der var en ulv, som var min far, og der var en ulv, som var min mor, og der var en gammel grå ulv (ikke alt for klog og nu er han hvid), som var min fader og min moder. Og derfor” - han hævede stemmen - ”derfor si­ger jeg, at når dholerne kommer og hvis dholerne kom­mer, vil Mowgli og det Frie Folk være ét på dén jagt. Og jeg siger ved oksen, som Bagheera købte mig for i gamle dage, hvilket I af Flokken ikke husker - jeg siger, og må Træerne og Floden høre og huske det, hvis jeg glemmer det - jeg siger, at denne min kniv skal være som en hjælpende tand for Flokken, og jeg tror ikke at den er sløv. Dette er mit givne ord.”

  ”Du kender ikke dholerne, menneske med en ulve­tunge,” råbte Won-tolla. ”Jeg ønsker kun at klare min blodgæld, inden de river mig i stykker. De vandrer lang­somt fremad og dræber alt, hvad de træffer på. Men i løbet af to dage kan jeg få en smule styrke tilbage og så vender jeg mig igen imod dem for at betale min blodgæld. Hvad jer angår, Frie Folk, så er mit råd, at I går nordpå og lader jer nøje med ringe føde en stund, indtil dholerne er borte. Der bliver intet kød på denne jagt.”

  ”Hør bare på enegængeren!” sagde Mowgli leende. ”Frie Folk, vi bør gå nordpå og grave firben og rot­ter ved flodbredderne, for at vi ikke tilfældigvis skal træffe på dholerne. De skal have lov til at dræbe alt vildtet på vore jagtgrunde, mens vi ligger i skjul nordpå, indtil det behager dem at give os vort eget igen. De er hunde og hunde­hvalpe - røde, gulmavede, huleløse og med hår mellem tæerne! De kaster seks eller otte unger ad gangen ligesom Chilkai, den lille springrotte. Ja vist, Frie Folk, vi bør løbe væk og tigge folkene nordpå om affaldet fra deres døde kvæg! I véd, hvad ordsproget siger: ’Nordpå er der utøj, sydpå er der lus.’ Vi er Junglen. Så vælg da, vælg! Det bliver en god jagt! For Flokken - for hele Flokken - for lejet, for jagten i Junglen og på fri mark, for magen, som jager hinden, og for den lille hvalp i hulen vil vi kæmpe - kæmpe - kæmpe!”

  Stammen svarede med et eneste dybt, rungende bjæf, der gav genlyd i natten som et faldende træ. ”Vi vil kæmpe!” råbte de.

  ”Bliv hos de andre,” sagde Mowgli til De Fire. ”Vi får brug for hver eneste tand. Phao og Akela må træffe forberedelser til slaget. Jeg går for at tælle hundene.”

  ”Det bliver din død!” råbte Won-tolla og rejste sig halvt over ende. ”Hvad kan sådan en hårløs ud­rette mod den røde hund? Husk på, at selv den stri­bede -”

  ”Du er i sandhed enegænger,” råbte Mowgli til­bage, ”men det kan vi tale om, når dholerne er døde. God jagt til jer alle!”

  Han skyndte sig bort ud i mørket, vild af ophidselse og uden at se, hvor han satte sine fødder, og følgen heraf blev ganske naturligt, at han snublede og faldt, så lang han var, over de store bugtninger af Kaa, der lå på lur ved en hjortesti nede ved floden.

  ”Ksscha!” sagde Kaa vredt. ”Er det en manér at støje sådan og ødelægge min nattejagt - tilmed når vildtet er livligt?”

  ”Nej, jeg dummede mig,” sagde Mowgli og rejste sig. ”Jeg søgte faktisk efter dig, Fladhoved, men hver gang vi mødes, er du en armslængde længere og tyk­kere end sidst. Du har ikke din lige i hele Junglen, vise, gamle, stærke og skønne Kaa.”

  ”Hvor fører nu dette spor hen?” Kaa’s stemme var venligere. ”Det er mindre end en måned siden, at en menneskepurk med kniv kastede sten efter mit hoved og råbte slemme abeord efter mig, fordi jeg lå og sov i en lysning.”

  ”Ja, og skræmte hjortene bort i alle retninger og Mowgli var på jagt og dette Fladhoved her var alt for døv til at høre ham fløjte og give hjortene fri passage,” svarede Mowgli roligt og satte sig ned mellem de bro­gede ringe.

  ”Og nu kommer den samme menneskepurk til Fladhoved med blide, indsmigrende ord og fortæller ham, at han er vis og stærk og skøn, og det gamle Fladhoved tror på det alt sammen og laver en stol af sine bugt­ninger til den stenkastende menneskepurk, og ... sidder du nu godt? Kunne du hvile så godt hos Bagheera?”

  Kaa havde som sædvanlig snoet sig til en slags mage­lig hængekøje for Mowgli. Drengen strakte hånden ud i mørket og trak den smidige, runde hals til sig, indtil Kaas hoved hvilede på hans skulder, og så fortalte han ham alt, hvad der var hændt i Junglen den aften.

  ”Klog er jeg måske,” sagde Kaa, da han var færdig, ”men sikkert er det, at jeg er døv. Ellers ville jeg have hørt fial-råbet. Det er intet under, at græsæderne er urolige. Hvor mange dholer er der?”

  ”Jeg har endnu ikke set dem. Jeg skyndte mig til dig. Du er ældre end Hathi. Men, Kaa,” her vendte og drejede Mowgli sig af ren glæde, ”det bliver en god jagt! Få af os får den næste måne at se.”

  ”Hugger du til i denne sag? Husk på, at du er menneske, og husk på, at Flokken har udstødt dig. Lad ulvene bakse med hundene: Du er et menneske.”

  ”Nødderne fra i fjor er muld i år,” sagde Mowgli. ”Sandt nok er jeg menneske, men i nat har jeg sagt, at jeg er ulv. Jeg har kaldt Floden og Træerne til vidne derpå. Jeg er en af det Frie Folk, Kaa, indtil dholerne er borte.”

  ”Frie Folk,” brummede Kaa. ”Frie tyveknægte! Du har altså bundet dig selv ind i dødsknuden på grund af mindet om døde ulve! Dette er ingen god jagt.”

  ”Jeg har givet mit ord. Træerne véd det, Floden véd det. Før dholerne er borte, er jeg ikke løst fra mit ord.”

  ”Ngssh! Det forandrer alle spor. Jeg havde tænkt mig at tage dig med til sumpene mod nord, men et ord - selv et ord af en lille, nøgen, hårløs menneskepurk - er et ord. Og nu siger jeg, Kaa -”

  ”Tænk dig vel om, Fladhoved, at du ikke også binder dig selv ind i dødsknuden. Jeg behøver ikke dit ord, for jeg véd godt -”

  ”Lad så være da,” sagde Kaa. ”Jeg giver ikke noget ord, men hvad har du i sinde at gøre, når dholerne kommer?”

  ”De må svømme over Waingunga. Det var min me­ning at møde dem på sandbankerne med min kniv og med Flokken bag mig. Sådan kunne vi måske med stik og stød få dem til at dreje ned ad strømmen eller køle deres struber en smule.”

  ”Dholerne lader sig ikke dreje og deres struber er hede,” sagde Kaa. ”Når den jagt er forbi, vil der hver­ken være menneskepurk eller ulveunge tilbage, men kun tørre knogler.”

  ”Alala - dør vi, så dør vi. Det bliver en herlig jagt. Men min mave er ung og jeg har ikke set mange regntider. Jeg er hverken klog eller stærk. Har du en bedre plan, Kaa?”

  ”Jeg har set hundrede og atter hundrede regntider. Før Hathi skiftede sine mælketænder, var mit spor i støvet stort. Ved det Første Æg, jeg er ældre end mange træer og har set alt, hvad Junglen har gjort.”

  ”Men dette er ny jagt,” sagde Mowgli. ”Aldrig før har dholerne krydset vort spor.”

  ”Hvad der er, har været. Hvad der kommer, er blot et tilbagekommende glemt år. Vær tavs, mens jeg tæller mine år.”

  I over en time sad Mowgli mageligt mellem klippepythonens ringe og legede med sin kniv, medens Kaa, med hovedet liggende ubevægeligt på jorden, tænkte på alt, hvad han havde set og lært siden den dag, da han krøb ud af ægget. Lyset i hans øjne syntes at sluk­kes, så at de så ud som matte opaler, og af og til gjorde han et lille, stift udfald med hovedet til højre og venstre, som om han jagede i søvne. Mowgli blundede roligt, for han vidste, at intet er så godt som søvn før en jagt, og han havde vænnet sig til at kunne sove til enhver tid på dagen eller natten.

  Så følte han Kaa svulme og blive tykkere under sig, medens den vældige klippepython pustede sig op og hvislede med en lyd som et sværd, der trækkes af en stålskede.

  ”Jeg har set alle de svundne årstider,” sagde Kaa endelig, ”og de store træer og de gamle elefanter og klippernes nøgne og skarpe spidser, førend mosset groe­de. Lever du endnu, menneskeunge?”

  ”Månen er lige gået ned,” sagde Mowgli. ”Jeg forstår ikke -”

  ”Hssch! Jeg er atter Kaa. Jeg vidste, at det kun varede en kort stund. Nu går vi ned til floden og jeg vil vise dig, hvad der skal gøres ved dholerne.”

  Som en pil gled han ned mod Waingungas hoved­strøm og dykkede med Mowgli ved sin side ned i vandet lidt oven for Fredsklippen.

  ”Nej, svøm ikke, jeg har travlt. Læg dig på min ryg, Lille Broder.”

  Mowgli slog sin venstre arm om Kaas hals, holdt den højre tæt ind til kroppen og strakte sine fødder stift ud. Så skød Kaa op mod strømmen, som han alene kunne, med en fart, så at vandet sydende skummede hen over Mowglis hals og hans fødder blev skyllede frem og tilbage af den malstrøm, som klippepythonens piskende sider frembragte. En mil eller to oven ­for Fredsklippen flyder Waingunga i en snæver kløft af marmorklipper, der hæver sig firs til hundrede fod i vejret, og strømmen løber så rask som en mølleå mellem og over en mængde hæslige rev. Men Mowgli bekymrede sig ikke om vandet, for der var meget lidt vand i denne ver­den, der kunne have forvoldt ham et øjebliks frygt. Han be­tragtede begge sider af kløften og snuste uroligt, for der var en sursød lugt i luften, der meget lignede lugten af en stor myretue på en varm dag. Instinktmæssigt lod han sig glide ned i vandet og løftede kun hovedet for at trække vejret, og Kaa lagde sig for anker ved at slå sin hale to gange rundt om en klippeblok i vandet og holdt Mowgli i en af sine bugtninger, mens vandet strømmede hurtigt forbi.

  ”Dette er Dødens Sted,” sagde drengen. ”Hvad skal vi her?”

  ”De sover,” sagde Kaa. ”Hathi viger ikke for Den Stribede, men både Hathi og Den Stribede går af vejen for Dholen, og Dholen, siges der, går ikke af vejen for noget. Men hvem går klippernes Lille Folk af vejen for? Sig mig, Junglens Herre, hvem er i virkeligheden Junglens Herre?”

  ”Disse her,” hviskede Mowgli. ”Det er Dødens sted. Lad os gå.”

  ”Nej, se dig godt for nu, mens de sover. Det er ganske, som det var, da jeg ikke var længere end din arm.”

  Kløftens revnede og forvitrede klipper havde, lige siden Junglen blev til, tjent som bolig for klip­pernes Lille Folk - Indiens travle, hidsige, sorte, vilde bier - og som Mowgli vel vidste, intet dyrs spor kom nærmere til dette sted end en halv mil. I århundreder havde det Lille Folk bygget og sværmet i disse spalter, plettet det hvide marmor med gammel honning og gjort deres vokskager høje og dybe i de mørke huler, og hverken menneske eller dyr, hverken ild eller vand havde nogen sinde forstyrret dem. Begge sider af kløften var i hele deres længde behængte med, om man så må sige, sorte, flimrende fløjlsgardiner, og Mowgli lod sig synke ned i vandet, mens han betragtede dem, for de var i virkeligheden sammenklumpede masser af millioner af sovende bier. Der var andre klumper og guirlander og tingester, der lignede trøskede træstubbe, siddende fast på klippefladen. Det var de gamle bi­kager fra tidligere år eller nye byer, der byggedes i den skyggefulde, vindskærmede kløft. Vældige masser af svampet, råddent stof var trillet ned eller havde sat sig fast mellem de træer og slyngplanter, der voksede på klippefladen. Mens Mowgli lyttede, hørte han mere end én gang en honningfyldt bikage glide raslende ned et eller andet sted i de mørke spalter, derpå en summen af vrede vinger og den spildte honnings langsomme dryp, dryp, dryp, mens den flød af sted, indtil den gled over en klippekam og sivede ned ad kvistene. Der var en lille, sandet strand, knap fem fod bred, på den ene flodbred, og på den lå i høje dynger utallige års affald. Her lå døde bier, droner, skarn, gamle bikager, vinger af omstrejfende møl og biller, der havde vovet sig herind for at stjæle honning - alt sammen forvandlet til store hobe af det fineste, sorte støv. Blot den skarpe lugt af det var nok til at forskrække enhver, der ikke havde vinger og som vidste, hvad det Lille Folk var.

  Kaa svømmede op mod strømmen, indtil han kom til en sandbanke for enden af kløften.

  ”Her ligger, hvad de har dræbt i år,” sagde han. ”Se!”

  På banken lå skeletterne af et par unge hjorte og en bøffel. Mowgli kunne se, at hverken ulv eller sjakal havde rørt knoglerne, som lå i deres naturlige orden.

  ”De kom inden for linjen, de kendte ikke Loven,” mumlede Mowgli, ”og det Lille Folk dræbte dem. Lad os gå, før de vågner.”

  ”De vågner ikke før daggry,” sagde Kaa. ”Nu skal jeg fortælle dig noget. En jaget buk sydfra, som ikke kendte Junglen, kom engang for mange, mange regntider siden hertil med en ulveflok i hælene. Blind af frygt sprang han ned deroppefra, og flokken fulgte efter, for de var ophidsede og blinde af jagten. Solen stod højt og det Lille Folk var talrigt og meget vredt. Der var også mange af ulveflokken, der sprang ned i Waingunga, men de var døde, inden de nåede vandet. Og de, som ikke sprang, døde også på klipperne deroppe. Men bukken overlevede.”

   ”Hvordan det?”

   ”Fordi han kom først og sprang, inden det Lille Folk opdagede ham, og lå i floden, da de samlede sig for at dræbe. Stammen, der fulgte efter, blev fuldstændig til­intetgjort af det Lille Folk.”

  ”Og bukken levede?” gentog Mowgli langsomt.

  ”Han døde i det mindste ikke den gang, skønt ingen afventede hans spring for med en stærk krop at holde ham oven vande, sådan som et vist gammelt, tykt, døvt, gult Fladhoved ville vente på en menneskepurk - ja, om så alle Dekkans dholer var efter ham. Hvad tænker du på?” Kaa's hoved lå på Mowglis våde skulder, og hans tunge spillede ved drengens øre. Der var en lang tavs­hed, førend Mowgli hviskede:

  ”Det er at trække Døden i skægget, men - Kaa, du er i sandhed den viseste i hele Junglen.”

  ”Det har mange sagt. Ser du, dersom dholerne altså følger efter dig -”

  ”Det skal jeg nok få dem til. Hoho! Jeg har mange små torne under min tunge til at prikke deres skind.”

  ”Hvis de følger efter dig, ophidsede og blinde og med øjnene kun rettede mod din ryg, så vil de, der ikke dør deroppe, søge til vandet enten her eller længere nede, for det Lille Folk vil rejse sig og falde over dem. Nu er Waingunga en forslugen strøm, og da de ikke har nogen Kaa til at holde dem oppe, vil de overlevende blive ført ned til sandbankerne ved Seeonee-flokkens lejer og dér kan din flok gribe dem i struben.”

  ”Ahai! Eowawa! Noget bedre kunne ikke udtænkes, om man så spekulerede, til regnen falder i den tørre tid. Løbet og springet, det er alt, hvad der endnu er at gøre. Nu vil jeg lade dholerne se mig, for at de kan følge mig lige i hælene.”

  ”Har du set på klipperne deroppe? Fra landsiden?”

  ”Nej, det havde jeg glemt.”

  ”Så gå og se på dem. Det er et slemt terræn, undermineret og kløftet og fuldt af huller. Et eneste fejltrin af dine klodsede fødder vil gøre ende på jag­ten. Se, jeg forlader dig her og for din skyld vil jeg give Flokken besked, så at de ved, hvor de skal vente dholerne. For mit vedkommende er jeg ikke ét kød med nogen ulv.”

  Når Kaa ikke syntes om en bekendt, kunne han være ubehageligere end nogen anden af Junglefolket, måske med undtagelse af Bagheera. Han svømmede med strømmen og lige over for Fredsklippen traf han Phao og Akela, der stod og lyttede til de natlige lyde.
  ”Hssch, hunde!” sagde han muntert. ”Dholerne kommer ned ad strømmen. Er I ikke bange, kan I dræbe dem på bredden.”

  ”Hvornår kommer de?” sagde Phao. ”Og hvor er min menneskeunge?” tilføjede Akela.

  ”De kommer, når de kommer,” sagde Kaa. ”Vent og se. Hvad angår din menneskeunge, hvis ord du har taget og derved udsat for døden, så er din menne­skeunge hos mig, og når han ikke allerede er død, så er det ikke din skyld, din affarvede hund! Vent her på dholerne og vær glad for, at menneskeungen og jeg er på din side.”

  Igen for Kaa op ad strømmen, lagde sig for anker midt i kløften og så op til klipperanden. Lidt efter så han Mowglis hoved vise sig mod stjernerne. Så lød der en susen i luften og det skarpe plask af et legeme, der falder i vandet med fødderne nedad - og i næste minut lå dette legeme sikkert i en af Kaa's bugt­ninger.

  ”Det er ikke noget spring at tale om, selv om natten,” sagde Mowgli roligt. ”Jeg har før sprunget dobbelt så langt for morskabs skyld, men det er et slemt sted deroppe - lutter lave buske og dybe kløfter, alle sammen fulde af det Lille Folk. Jeg har stablet store sten op ved siden af tre kløfter. Dem sparker jeg ned, mens jeg løber, og så vil det Lille Folk hæve sig i vrede bag mig.”

  ”Det er mennesketale og menneskelist,” sagde Kaa. ”Du er klog, men det Lille Folk er altid arrigt.”

  ”Nej, i tusmørket går alle vinger fjernt og nær til hvile for en stund. Jeg vil lege med dholerne i tusmørket, for dholerne jager bedst om dagen. Nu er de i færd med at følge Won-tollas blodspor.”

  ”Chil forlader ikke en død okse, ej heller dholerne et blodspor,” sagde Kaa.

  ”Så vil jeg lave dem et nyt blodspor - af deres eget blod, hvis jeg kan, og give dem skarn at æde. Venter du her, Kaa, til jeg kommer med mine dholer?”

  ”Ja, men hvis de dræber dig i Junglen, eller hvis det Lille Folk dræber dig, før du kan springe i flo­den?”

  ”Når morgendagen kommer, jager vi morgendagens bytte,” sagde Mowgli med et jungleordsprog. ”Når jeg er død, er det tid at synge dødssangen. God jagt, Kaa.”

  Han tog armen bort fra klippepythonens hals og lod sig flyde ned gennem kløften ligesom en træstamme i en opsvulmet flod. Så svømmede han ind til bredden, hvor han fandt lavt vand, og lo højt af lutter lykke. Der var intet, Mowgli holdt mere af end, som han selv sagde, ”at trække Døden i skægget” og lade Junglefolket føle, at han var deres mester. Han havde ofte med Baloos hjælp røvet honning fra bisværme i hule træer og han vidste, at det Lille Folk hader lugten af vilde løg. Derfor plukkede han et lille bundt af disse, bandt dem sammen med en snor af bark og fulgte derpå Won-tollas blodspor omtrent fem mil mod syd, alt imens han småleende betragtede træerne med hove­det på siden.

  ”Mowgli, Frøen, har jeg været,” sagde han ved sig selv, ”Mowgli, Ulven, har jeg sagt, at jeg er. Nu må jeg blive Mowgli, Aben, før jeg bliver Mowgli, Bukken. Til sidst bliver jeg Mowgli, Mennesket. Ho!” og han lod sin tommel­finger glide langs med knivens atten tommer lange blad.

  Won-tollas spor med de talrige mørke blodpletter løb gennem en skov med tykke træer, der voksede tæt ved siden af hverandre. Skoven strakte sig mod nordøst og blev gradvist tyndere og tyndere, indtil den ophørte omtrent to mil fra biernes klipper. Mellem de sid­ste træer og de lave buske på biernes klipper var der åben mark og næppe dækning nok til at skjule en ulv. Mowgli travede af sted under træerne, beregnende af­standen fra gren til gren og af og til klatrende op ad en stamme for at gøre et prøvespring fra ét træ til et andet, indtil han nåede den åbne mark, som han stu­derede meget omhyggeligt en hel time. Så gjorde han omkring, begav sig tilbage til Won-tollas spor, hvor han havde forladt det, satte sig til ro i et træ på en fremspringende gren omtrent otte fod fra jorden, hængte sit løgbundt på en solid knast og sad stille og hvæssede sin kniv på sin fodsål, mens han sang for sig selv.

  Kort før middag, mens solen brændte hed, hørte han lyden af fødder og lugtede den afskyelige stank af dhole-koblet, der kom travende ubarmhjertigt ad Won-tollas spor. Set fra oven ser den røde dhole ikke halvt så stor ud som en ulv, men Mowgli vidste, hvor stærke dens fødder og kæber var. Han iagttog høvdingens spidse, rødbrune hoved, der snuste til sporet, og bød ham: ”God jagt!”

  Bæstet så op og dets kammerater gjorde holdt bag­ ham - snese og atter snese af vilde hunde, brede over forlemmerne, med nedhængende haler, smalle hof­ter og blodige munde. Dholerne er som regel et meget tavst folkefærd og selv i deres egen jungle udmærker de sig ikke ved gode manerer. Der måtte være hele to hundrede samlede dernede, men Mowgli kunne se, at høvdingen snuste ivrigt til Won-tollas spor og søgte at få flokken til at drage videre. Det kunne aldrig gå an. I så tilfælde ville de nå lejerne ved højlys dag, og Mowgli havde i sinde at holde dem tilbage her under træet til tusmørket.

  ”Hvem har givet jer lov til at komme her?” sagde Mowgli.

  ”Alle jungler er vor jungle,” var svaret, og den dhole, der gav det, blottede sine hvide tænder. Mowgli så ned med et smil og udstødte en fortræffelig efterligning af den skarpe, snadrende lyd, som Chikai, springrotten fra Dekkan, giver fra sig, hvormed meningen var at sige dholerne, at han ikke anså dem for bedre end Chikai. Ban­den sluttede sig straks sammen rundt om træstammen, og høvdingen gøede som rasende og kaldte Mowgli en abekat. Til svar strakte Mowgli sit ene nøgne ben ned og vrikkede med tæerne lige over høvdingens hoved. Det var tilstrækkeligt og mere end tilstrækkeligt til at gøre koblet dumrasende. De, der har hår mellem tæerne, holder ikke af at blive mindet om det. Mowgli trak foden til sig, da høvdingen hoppede op efter den, og sagde blidt: ”Hund, røde hund! Vend tilbage til Dekkan og æd firben. Gå til din broder Chi­kai, hund, hund, røde, røde hund! Du har hår mellem alle tæerne!” Og han bevægede på ny sine tæer.

  ”Kom ned, eller vi sulter dig ud, hårløse abe,” hylede flokken, og det var netop, hvad Mowgli ønskede. Han lagde sig ned langs grenen med kinden mod bar­ken og den højre arm fri og fortalte flokken, hvad han tænkte og vidste om dem, deres manerer, deres sædvaner, de­res mager og deres hvalpe. Der gives ikke i hele verden mere ondskabsfulde og bidende ord end det sprog, som Junglefolket anvender til at vise hån og foragt. Tænker man sig om, er det let at fatte, hvorfor det må være sådan. Som Mowgli havde sagt til Kaa, så havde han mange små torne under sin tunge og lidt efter lidt ophidsede han dholerne fra tavshed til knurren, fra knurren til hyl, og fra hyl til et hæst, savlende, vanvittigt raseri. De forsøgte på at besvare hans drillerier, men en hvalp kunne ligeså godt have forsøgt at hamle op med Kaa, når han var vred, og hele tiden holdt Mowgli sin højre hånd parat og hans fødder klemte sig tæt sammen om grenen. Den store, rødbrune høvding var mange gange hoppet op i luften, men Mowgli vo­vede ikke at risikere et fejlgreb. Til sidst gav raseriet høvdingen uhyre kræfter, og han sprang en syv, otte fod i vejret. I samme øjeblik for Mowglis hånd frem som en slange og greb ham i nakken, mens grenen rystede under den pludselige vægt og Mowgli nær var blevet re­vet ned. Men han holdt fast, og tomme for tomme halede han dyret, der hang som en druknet sjakal, op på grenen. Så greb han sin kniv med venstre hånd, afskar den røde, buskede hale og slyngede dholen tilbage til jorden. Mere behøvedes ikke. Dholer­ne ville nu ikke følge Won-tollas spor videre, før de havde dræbt Mowgli eller Mowgli havde dræbt dem. Han så dem sætte sig ned i kredse med en skælven i bagbenene, der betød at de ville blive der, og derfor klat­rede han op til en højere gren, satte sig mageligt til rette og faldt i søvn.
  Tre, fire timer senere vågnede han og talte flokken. De var der alle, tavse og ubevægelige, med øjne, der skinnede som stål. Solen var ved at gå ned. Om en halv times tid ville klippernes Lille Folk have endt dagens arbejde og som man véd, slås dholerne ikke godt i tusmørket.

  ”Jeg behøvede ikke sådanne trofaste vogtere,” sagde han, idet han rejste sig op på grenen, ”men jeg skal huske det. I er ægte dholer, men efter min mening ligner I hinanden alt for meget. Og derfor vil jeg heller ikke give den store firbensæder hans hale tilbage. Er du ikke tilfreds, røde hund?”

  ”Jeg vil flå din mave ud,” hylede høvdingen og bed i træstammen.

  ”Åh nej, tænk dig lidt om, kloge dekkanrotte. Der kommer nu mange kuld af små, haleløse hunde med hudløse røde halestumper, som gør ondt, når sandet er varmt. Vend hjem, hund, og fortæl, at en abe har tilredt dig sådan. Vil I ikke? Nå, kom så med mig, så skal jeg gøre jer meget kloge.”

  Han sprang på abevis over i det næste træ og derfra videre, og flokken fulgte efter med løftede, ivrige hoveder. Af og til lod han, som om han faldt, og så trimlede hele flokken imellem hverandre i deres hast­værk efter at komme til at rive ham ihjel. Det var et sælsomt syn - drengen med kniven, der skinnede i den nedgående sols stråler, som faldt sparsomt ind mellem grenene, og de tavse hunde med de ildrøde pelse, som i tætpakket flok fulgte efter ham nedenfor. Da han nåede det sidste træ, tog han sine løg og indgned sig omhyggeligt over det hele, mens dholerne hylede af hån. ”Abe med ulvetunge, bilder du dig ind, at du kan skjule din fært for os?” skreg de. ”Vi føl­ger dig til døden.”

  ”Tag din hale,” svarede Mowgli og kastede den til­bage i den retning, hvorfra han var kommet. Stammen løb instinktivt efter den. ”Og følg mig så - til døden!”

  Han havde ladet sig glide ned ad træstammen og fløj af sted med vindens fart på sine bare fødder mod bi­ernes klipper, før dholerne forstod, hvad han ville gøre.

  De udstødte et eneste dybt hyl og satte efter ham i den langstrakte, udholdende galop, der i læng­den kan indhente hvad som helst, der kan løbe. Mowgli vidste, at deres fart var meget langsommere end ulvenes, ellers ville han aldrig have risikeret et løb på to mil lige for øjnene af dem. De var sikre på, at drengen til sidst ville blive deres bytte, og han var sikker på, at han kunne føre dem, hvorhen han ville. Alt, hvad han be­kymrede sig om, var at holde dem tilstrækkeligt hidsige til at forhindre, at de drejede af for tidligt. Han løb med jævne og spændstige skridt, den haleløse høvding ikke fem yards bagefter og efter ham igen hele flokken i en lang række på næsten en kvart mil, vanvittige og blinde af raseri og mordlyst. Mowgli bedømte afstanden til hundene ved hjælp af lyden og sparede på kræfterne til løbet hen over selve biernes klipper.

  Det Lille Folk havde lagt sig til at sove ved tus­mørkets begyndelse, for på denne årstid var der ingen sentblomstrende planter, men da Mowglis første fodtrin gav genlyd på den underminerede grund, hørte han en lyd, som om hele undergrunden summede. Da løb han, som han aldrig før havde løbet, sparkende en - to - tre stenhobe ned i de mørke, sødtduftende kløfter, hørte et brøl som havets brølen i en klippehule, så ud af øjenkrogene, hvorledes luften blev mørk bag ham, så Waingunga-strømmen dybt nede og et fladt, rudeformet hoved i vandfladen, sprang fremad af alle kræfter, følte den haleløse dhole snappe efter sig midt i luften og faldt med fødderne forrest i sikker­hed ned i floden, åndeløs og triumferende. Ikke ét stik havde han fået, for lugten af løgene havde standset det Lille Folk netop de få sekunder, han var iblandt dem. Da han kom op til vand­fladen igen, følte han, at Kaa's ringe understøttede ham, og så en mængde tingester, der kom susende ud over klipperanden - tilsyneladende store masser af sammenklumpede bier, der faldt som blylodder. Men før en sådan klump rørte vandet, fløj bierne til vejrs og kroppen af en dhole hvirvledes ned ad strømmen. Oven ­over dem kunne de høre de rasende, korte hyl, der druk­nede i en tordenlignende, brølende lyd - larmen af klippernes Lille Folks vinger. Nogle af dholerne var faldet ned i kløften, der stod i forbindelse med de un­derjordiske huler, og her fnøs og kæmpede og snappede de mellem de nedstyrtende bikager, indtil de endelig som lig blev løftede op på de sværme af bier, der hævede sig under dem, blev kastede ud af et eller andet hul i kløftens overflade og trillede ned på de sorte affalds­dynger. Andre af dholerne sprang for kort og blev hæn­gende i kløftens træer, hvor deres omrids helt udslettedes af bierne, der styrtede sig over dem. Men størstedelen af dem styrtede sig, vanvittige af stikkene, i floden, og, som Kaa sagde, Waingunga var en for­slugen strøm.

  Kaa holdt Mowgli oven vande, indtil drengen havde fået vejret igen.

  ”Det er ikke værd at blive her,” sagde han. ”Det Lille Folk er i sandhed blevet vækket. Kom!”

  Mowgli svømmede ned ad floden med kniven i hånden og dykkede så ofte, han kunne.

  ”Langsomt, langsomt!” sagde Kaa. ”Én tand dræber ikke hundrede, med mindre det er en brilleslan­ges. Mange af dholerne søgte hurtigt til vandet, da de så det Lille Folk rejse sig.”

  ”Så meget desto mere arbejde er der altså for min kniv. Puh, hvor det Lille Folk følger os!” Mowgli dyk­kede igen. Vandfladen var helt dækket af bier, der summede vredt og stak alt, hvad de fandt.

  ”Ingen har nogen sinde tabt noget ved tavshed,” sagde Kaa, ”og du har hele den lange nat for dig til jagten. Hør dem hyle!”

  Næsten halvdelen af flokken havde set den fælde, som deres kammerater var faldet i, og havde gjort en skarp drejning til siden og styrtet sig i vandet fra de stejle bredder neden for kløften. Deres rasende skrig og deres trusler mod ”abekatten”, der havde bragt skændsel over dem, blandede sig med hylene og skrålene fra dem, som det Lille Folk straffede. At forblive i land var døden og alle dholer vidste det. Flokken blev ført af sted med strømmen ned til de dybe strømhvirvler ved Fredsklippen, men selv her fulgte det vrede Lille Folk dem og tvang dem til at dykke igen. Mowgli kunne høre den haleløse høvdings stemme befale folket at gå på og dræbe alle ulve i Seeonee. Men han spildte ikke sin tid med at lytte.

  ”Nogen dræber i mørket bag os!” bjæf­fede en dhole. ”Vandet her er blodigt!”

  Mowgli havde dykket som en odder, trukket en kæm­pende dhole ned under vandet, før han kunne åbne munden, og mørke, olieagtige ringe hævede sig, mens liget skød op i vandfladen og lagde sig på siden. Dholerne forsøgte på at gøre omkring, men strømmen rev dem med sig, det Lille Folk surrede dem om hovederne og ørerne og de kunne høre Seeonee-flokkens udfor­drende tuden blive lydeligere og dybere i det voksende mørke forude. Igen dykkede Mowgli, igen forsvandt en dhole under vandet og kom op som lig, og igen brød støjen løs blandt de bageste, idet nogle hylede, at det var bedst at gå i land, andre råbte til deres høvding, at han skulle føre dem tilbage til Dekkan, og atter andre opfordrede Mowgli til at vise sig og lade sig dræbe.

  ”De kommer til kampen med to sind og mange stem­mer,” sagde Kaa. ”Nu må dine brødre dernede besørge resten. Det Lille Folk er i færd med at vende om for at sove og jeg går også min vej. Jeg er ikke ét kød med nogen ulv. Farvel, Lille Broder, og husk at dholer bider lavt.”

  En ulv kom løbende på tre ben langs med bred­den, hoppede frem og tilbage, lagde sig ned på siden, skød ryg og spjættede op i luften med fødderne, som om han legede med sine unger. Det var Won-tolla, løs­gængeren, og han sagde ikke et ord, men blev ved med sin uhyggelige leg ved siden af dholerne. Disse havde nu været længe i vandet og svømmede trætte, for deres pelse var gennemblødte og tunge og deres buskede haler lige så fulde af vand som svampe. De var så trætte og udmattede, at de også tav stille og iagttog de to skinnende øjne, der bevægede sig med dem på bredden.

  ”Dette er ingen god jagt,” sagde endelig en af dholerne.

  ”God jagt!” svarede Mowgli, der hævede sig dristigt op ved dyrets side og jog sin lange kniv ind bag dets skulder, mens han i det samme tog et kraftigt svømme­tag for at undgå dets dødssnappen.

  ”Er du dér, menneskehvalp?” sagde Won-tolla oppe fra bredden.

  ”Spørg de døde, enegænger,” svarede Mowgli. ”Er in­gen af dem kommet ned ad strømmen? Jeg har fyldt disse hundes gab med skarn, jeg har narret dem ved højlys dag og deres høvding mangler halen, men her er endnu nogle få til dig. Hvor skal jeg drive dem hen?”

  ”Jeg vil vente,” sagde Won-tolla. ”Jeg har natten for mig.”

  Nærmere og nærmere lød Seeonee-ulvenes bjæffen: ”For Flokken, for hele Flokken vil vi kæmpe!” og til sidst drev en krumning af floden dholerne frem mellem sandbankerne og revlerne ved Seeonee-lejerne.

  Så indså de deres fejltagelse. De burde være gået i land en mil højere oppe ad floden og have styrtet løs på ulvene på tør mark. Nu var det for sent. Bredden var tæt besat med glødende øjne, og der hørtes ikke en lyd i Junglen, når undtages det skrækkelige fial-råb, der ikke havde tiet siden sol­nedgang. Det var, som om Won-tolla lokkede for dem, at de skulle komme i land. ”Omkring og gå på!” kom­manderede dholernes høvding, og hele flokken styr­tede ind mod land, plaskende og pjaskende gennem det lave vand, så at Waingungas overflade blev hvid af skum og store bølger skyllede ind mod bredderne lige­som bovbølgerne fra en båd. Mowgli fulgte stikkende og skærende efter, mens dholerne stormede i tæt skare op på flodbredden.

  Så begyndte den lange kamp, og de kæmpende bølgede og flokkedes og samledes og spredtes hid og did på det blodige, fugtige sand, over og mellem træernes sam­menfiltrede rødder, gennem og blandt buskene, ind og ud mellem græstuerne - for selv nu var dholerne to mod én. Men de havde at gøre med ulve, der kæmpede for alt det, der gjorde dem til en flok, og ikke blot med Flokkens tætbyggede, bredbrystede, hvidtandede jægere, men også med lahinierne med de vilde øjne, hunulvene, der kæmpede for deres afkom, og hist og her endog med en årgammel ulv, hvis pels endnu var halvt ulden, og som sled og bed ved moderens side. En ulv, må du vide, springer sin modstander i struben eller snapper efter hans flanke, hvorimod en dhole foretrækker at bide efter maven, og da nu dholerne kæmpede for at komme op af vandet og derfor måtte løfte hovedet, havde ulvene fordelen. På tørt land gik det derimod ud over ulvene, men både i vandet og på land gik Mowglis kniv frem og tilbage uden ophør. De Fire havde kæmpet sig frem til undsætning for ham. Gråbroder krøb sammen mellem drengens knæ og beskyttede hans mave, mens de andre dækkede hans ryg og sider eller stillede sig over ham, når en springende, hylende dhole havde kastet sig ind mod hans sikre knivsblad og slået ham til jorden. Hvad resten angår, så var det én sammenfiltret forvirring - en tæt sammenklynget, frem og tilbage-svajende mængde, der bevægede sig fra højre til venstre og fra venstre til højre langs med flodbredden og lang­somt drejede sig rundt om sit eget midtpunkt. Et sted kunne man se en høj hæve sig som en boble i en malstrøm, briste som en boble og udsende en fire, fem lemlæstede hunde, der alle stræbte efter at komme tilbage til midtpunktet. Et andet sted så man en enkelt ulv slæbe af med to eller tre dholer, der tyngede den ned med deres vægt, eller der viste sig en årsgammel unge, som blev holdt oprejst af trykket fra si­derne, skønt han var blevet dræbt i begyndelsen af kampen, medens hans moder, vanvittig af dumpt raseri, trillede sig snappende og bidende rundt. Og midt i den tætteste kamp stod måske en ulv og en dhole, som, for­glemmende alt andet, blev ved at manøvere om hvem af dem der først kunne få hold på modstanderen, ind­til en fremstormende, hylende, kæmpende bande fejede dem til side. Én gang kom Mowgli forbi Akela, der havde en dhole hængende ved hver flanke, og hvis næsten tandløse kæber lukkede sig over en tredjes lænder; og én gang så han Phao med tænderne i en dholes strube slæbe det modstridende dyr af sted, for at årsungerne kunne gøre det af med ham. Men størstedelen af striden var en blind stormen frem og tilbage og kæmpen i mørket, biden, snublen, tumlen, bjæffen, støn­nen og skubben rundt, og virvar over og under og rundt ­om og foran og bag ham.

  Efterhånden som natten gik, blev den omdrejende bevægelse hurtigere. Dholerne var udmattede og bange for at angribe de stærkere ulve, skønt de endnu ikke vo­vede at flygte. Men Mowgli følte, at enden var nær og nøjedes med at lemlæste sine fjender. Årsungerne blev dristigere. Der var tid til at trække vejret og nu var undertiden knivens blinken tilstrækkelig til at få en dhole til at bøje af.

  ”Kødet er næsten gnavet til be­net,” gispede Gråbroder, der blødte af en snes sår.

  ”Men benet er ikke knækket endnu,” svarede Mowgli. ”Eowawa! Sådan bærer vi os ad i Junglen!” Og det røde knivsblad for som et lyn langs flanken af en dhole, hvis hofter var skjulte under en ulv, der klyn­gede sig fast til den.

  ”Mit bytte!” snøftede ulven gennem sine sammen­knebne næsebor. ”Lad mig om ham!”

  ”Er din mave endnu tom, løsgænger?” spurgte Mowgli. Won-tolla var frygtelig tilredt, men hans greb hav­de lammet dholen, så at han ikke kunne vende sig om og tage det op med ham.

  ”Ved oksen, som var min pris,” råbte Mowgli med en bitter latter, ”det er den haleløse!” Og det var ganske rigtigt den store, rødbrune høvding.

  ”Det er uklogt at dræbe unger og lahinier,” ved­blev Mowgli filosofisk og tørrede blodet bort fra sine øjne, ”med mindre man også dræber løsgængeren, og jeg tænker, at denne Won-tolla dræber dig.”

  En dhole sprang til for at hjælpe sin høvding, men endnu før dens tænder havde fundet Won-tollas flan­ke, sad Mowglis kniv i hans strube og Gråbroder be­sørgede resten.

  ”Sådan gør vi i Junglen,” råbte Mowgli.

  Won-tolla sagde ikke et ord, men hans kæber luk­kede sig tættere og tættere om dholens rygrad, mens livet ebbede ud. Dholen fik krampe, hans hoved sank til jorden, og han lå stille. Won-tolla sank sammen over ham.

  ”Ha! Blodgælden er betalt,” sagde Mowgli. ”Syng sangen, Won-tolla.”

  ”Han jager aldrig mere,” sagde Gråbroder, ”og Akela har også længe været tavs.”

  ”Benet er knækket!” tordnede Phao, Phaonas søn. ”De flygter! Dræb, dræb resten, I Frie Folks jægere!”

  Dhole efter dhole luskede bort fra de mørke, blodige sandbanker ad floden til, ind i den tætte jungle, op ad strømmen eller ned ad strømmen, overalt, hvor de fandt vejen fri.

  ”Gælden! Gælden!” råbte Mowgli. ”Betal gælden! De har dræbt Ensomme Ulv! Lad ingen hund slippe bort!”

  Han fløj ned til floden med kniven i hånden for at standse de dholer, der ville søge til vandet, men i det samme hævede Akelas hoved og forben sig fra en høj af ni dræbte fjender, og Mowgli faldt på knæ ved Ensomme Ulvs side.

  ”Sagde jeg ikke, at det ville blive min sidste kamp?” gispede Akela. ”Det har været en god jagt. Og du, Lille Broder?”

  ”Jeg lever og har dræbt mange.”

  ”Ja. Men jeg dør, og jeg ville - jeg ville gerne dø hos dig, Lille Broder.”

  Mowgli lagde det frygteligt forbidte hoved på sine knæ og slog sine arme om den sønderflængede hals.

  ”Der er gået lang tid siden de gamle dage, da Shere Khan levede, og en menneskeunge rullede sig nøgen i støvet,” stønnede Akela.

  ”Nej, nej, jeg er ulv. Jeg er ét kød med det Frie Folk,” udbrød Mowgli. ”Det er ikke med min gode vilje, at jeg er menneske.”

  ”Du er menneske, Lille Broder, fostersøn. Du er et menneske, ellers var Flokken flygtet for dholerne. Mit liv skylder jeg dig, og i dag har du frelst Flokken, som jeg engang frelste dig. Husker du det? Al gæld er nu betalt. Gå til dit eget folk. Jeg siger dig igen, mit øjes øje, denne jagt er endt. Gå til dit eget folk.”

  ”Aldrig vil jeg gå. Jeg vil jage alene i Junglen. Det har jeg sagt.”

  ”Efter sommeren kommer regntiden og efter regn­tiden kommer foråret. Gå tilbage, før du bliver drevet bort.”

  ”Hvem vil drive mig?”

  ”Mowgli vil drive Mowgli. Gå tilbage til dit folk. Gå til Menneskene.”

  ”Når Mowgli driver Mowgli, vil jeg gå,” svarede Mowgli.

  ”Der er ikke mere at sige,” sagde Akela. ”Lille Broder, kan du hjælpe mig på benene? Også jeg var det Frie Folks høvding.”

  Meget forsigtigt og blidt fjernede Mowgli ligene og løftede Akela op på benene med armene om ham. Ensomme Ulv trak vejret dybt og istemte så dødssangen, som det sømmer sig for en flokhøvding at synge, når han dør. Efterhånden som han sang, blev hans stemme stærkere og stærkere, den steg og rungede vidt ud over floden, indtil han kom til det sidste! ”God jagt!” Da rev Akela sig et øjeblik løs fra Mowgli, sprang op i luften og faldt død tilbage på sit sidste og frygteligste bytte.

  Mowgli sad med hovedet sunket ned på knæene, lige­gyldig for alt andet, mens de ubarmhjertige lahinier indhentede og fældede de sidste af de adsplittede dholer. Lidt efter lidt døde skrigene hen, og ulvene vendte til­bage, hinkende af de stivnede sår, for at tælle deres døde. Femten af flokken og et halvt dusin lahinier lå døde ved floden, og af de andre var ikke én sluppet uden skrammer. Mowgli sad ubevægelig lige til det kolde daggry. Da endelig Phaos våde, røde snude lagde sig i hans hånd, trådte han til side og viste ham Akelas magre krop.

  ”God jagt!” sagde Phao, som om Akela endnu le­vede, og så drejede han hovedet over sin forbidte skul­der og sagde til de andre: ”Hyl, hunde! En ulv er død i nat!”

  Men af hele dholeflokken, af alle de to hundrede kamplystne vilde hunde, som pralede af, at alle jungler var deres jungle og at intet levende væsen turde holde stand imod dem, kom ikke en eneste tilbage til Dekkan med den besked.

  Forårsløb

 (1895)

  To år efter den store kamp med de røde hunde og Akelas død må Mowgli have været hen ved sytten år gammel. Han så ældre ud, for fysiske anstrengelser, god føde og et bad, når som helst han følte sig en smule varm eller snavset, havde givet ham styrke og størrelse langt forud for hans alder. Han kunne hænge i en gren med den ene hånd en halv time i træk, når en eller anden anledning førte ham op i træerne. Han kunne standse en ung buk midt i løbet, gribe den i hornene og kaste den om på siden. Han kunne endog vælte de store, blå vildorner, som levede i sumpene nordpå. Junglefolket, der tidligere havde frygtet ham på grund af hans forstand, frygtede ham nu på grund af hans styrke og når han vandrede stilfærdigt omkring i sine egne forretninger, rensede den blotte hvisken om hans komme skovstierne for ham. Og dog var hans blik altid blidt. Selv når han kæmpede, flammede hans øjne aldrig, som Bagheeras gjorde. De fik kun et mere og mere ivrigt og anspændt udtryk, og det var noget, som selv Bagheera ikke kunne forstå.

  Han spurgte Mowgli om grunden, og drengen lo og svarede: ”Når jeg forfejler mit bytte, bliver jeg vred. Når jeg må gå med tom mave i to dage, bliver jeg meget vred. Taler mine øjne så ikke?”

  ”Munden er sulten,” sagde Bagheera, ”men øjnene si­ger intet. Jage, spise, svømme, altid det samme - ligesom en sten er en sten både i vådt og tørt vejr.” Mowgli skottede do­vent til ham under sine lange øjenhår og som sædvan­lig lod panteren hovedet synke. Bagheera kendte sin herre og mester.

  De lå højt oppe på skrænten af en bakke ved Waingungas bred og morgentågen bølgede neden under dem i hvide og grønne slyngninger. Efterhånden som solen steg, forvandledes tågen til en boblende sø af rødt guld, forsvandt lidt efter lidt og lod de vandrette stråler sende deres striber hen over det tørre græs, på hvil­ket Mowgli og Bagheera hvilede. Det led mod enden af den kolde årstid, bladene og træerne så falmede og luvslidte ud, og når vinden blæste, lød der en tør, raslende susen gennem Junglen. Et lille blad klaprede som rasende mod en kvist, som et enkelt blad i en hvir­velvind altid gør. Denne lyd vakte Bagheera, som ind­snuste morgenluften med en dyb, hul prusten, kastede sig om på ryggen og slog med forpoterne efter det flagrende blad over hans hoved.

  ”Året vender,” sagde han. ”Junglen skrider fremad og Den Ny Tales tid er nær. Bladet deroppe véd det. Det er herligt.”

  ”Græsset er tørt,” svarede Mowgli og rev en tot op. ”Selv Forårsøje” (det er en lille bægerformet, klæbrig, rød blomst, der snor sig ind og ud mellem græsstråene), ”selv Forårsøje har ikke åbnet sig endnu, og ... Bagheera, er det passende for den sorte panter sådan at ligge på ryggen og tjatte med poterne i luften, som om han var en vildkat?”

  ”Aowh!” sagde Bagheera, der syntes at tænke på andre ting.

  ”Jeg siger, er det passende for den sorte panter sådan at mimre og pruste og hyle og rulle sig? Husk på, vi er Junglens Herrer, du og jeg.”

  ”Ja, du har ret. Jeg hører, menneskeunge.” Bagheera trillede hurtigt rundt og satte sig over ende med sine tjavsede sorte flanker fulde af støv. (Han var net­op i færd med at fælde sin vinterpels.) ”Vi er i sand­hed Junglens Herrer! Hvem er så stærk som Mowgli? Eller hvem er så klog?” Der var en ejendommelig dræ­ven i hans stemme, der fik Mowgli til at vende sig om for at se, om den sorte panter måske gjorde grin med ham, for junglesproget har mange ord, der siger ét, men mener noget andet. ”Jeg sagde, at vi utvivlsomt er Junglens Herrer,” gentog Bagheera. ”Har jeg handlet galt? Jeg vidste ikke, at menneskeun­gen ikke længere ligger på jorden. Flyver han måske?”

  Mowgli sad med albuerne støttede på knæene og så ud over dalen, der badede sig i dagens lys. Et eller an­det sted i skovene neden for dem prøvede en fugl med hæs og uklar stemme de første toner af sin forårssang. Det var kun en svag skygge af den høje kvidren, som han senere på året ville istemme, men Bagheera hørte det.

  ”Jeg sagde, at Den Ny Tales tid er nær,” brummede pan­teren og baskede med halen.

  ”Jeg hører,” svarede Mowgli. ”Bagheera, hvor­for ryster du over hele kroppen? Solen er varm.”

  ”Det er Ferao, den røde spætte,” sagde Bagheera. ”Han har intet glemt. Nu må jeg også forsøge at erindre min sang.” Og han begyndte at spinde og brum­me hen for sig, idet han gang på gang utilfreds begyndte forfra.

  ”Der er intet vildt ude,” sagde Mowgli dovent.

  ”Lille Broder, er begge dine ører tilstoppede? Det er intet jagtråb, men den sang, hvormed jeg modtager Den Ny Tales tid.”

  ”Nå, den havde jeg glemt. Jeg får det tidsnok at mærke, når Den Ny Tales tid kommer, for så løber du og de andre bort og lader mig alene,” svarede Mowgli i en temmelig heftig tone.

  ”Jamen, Lille Broder,” begyndte Bagheera, ”det er da ikke altid, at vi -”

  ”Jeg siger, at det gør I,” sagde Mowgli og slog vredt ud med pegefingeren. ”I løber bort, og jeg, som er Junglens Herre, bliver nødt til at vandre om alene. Hvordan gik det ikke i fjor, da jeg fik lyst til at plukke det søde græs på men­neskenes marker? Jeg sendte et bud - jeg sendte dig! - til Hathi og bød ham komme den og den nat og plukke de søde stængler til mig med sin snabel.”

  ”Han kom også to nætter senere,” sagde Bagheera og krøb en smule sammen, ”og plukkede flere af de lange, søde stængler, du havde lyst til, end nogen menneskeunge kunne æde i alle regntidens nætter tilsam­men. Det var ikke min skyld.”

  ”Han kom ikke den nat, jeg sagde. Nej, han havde travlt med at rende gennem dalene i måneskinnet og trompetere og brøle. Hans spor var så bredt som tre elefanters, for han ville ikke skjule sig mellem træerne. Han dansede i måneskinnet uden for menneskenes huse. Jeg så ham dér, og dog ville han ikke komme til mig. Og jeg er Junglens Herre!”

  ”Det var Den Ny Tales tid,” sagde panteren, bestandig meget ydmyg. ”Måske, Lille Broder, kaldte du ham ikke med et mesterord dengang? Lyt til Ferao og vær glad!”

  Mowglis dårlige humør syntes at være gået over. Han lå på ryggen med sit hoved på armene og øjnene luk­kede. ”Jeg véd ikke - bryder mig heller ikke om det,” sagde han søvnigt. ”Lad os sove, Bagheera! Min mave er tung i mig. Lad mig hvile mit hoved på dig.”

  Panteren lagde sig ned igen med et suk, for han kunne høre Ferao indøve og atter indøve sin sang til foråret, Den Ny Tales tid, som de kalder det.

  I en indisk jungle glider årstiderne næsten umærke­ligt over i hinanden. Der synes kun at være to, den våde og den tørre. Men ser man nøje til, uden at agte på regnskyllene og støvskyerne, finder man dem alle fire, vekslende i deres regelmæssige orden. For­året er den vidunderligste af dem alle, for det skal ikke dække en bar, nøgen jordbund med nye blade og blom­ster, men bortjage og nedrive alle de halvgrønne laser, som den milde vinter har ladet hænge og leve, og det skal få den delvist påklædte, gamle jord til igen at føle sig ung og frisk. Og dette gør det så godt, at der i hele verden ikke er noget forår, som kan måle sig med Junglens forår.

  Der kommer en dag, da alt er træt og selve den duft, der driver i den tunge luft, er gammel og slidt. Man kan ikke forklare dette, men man føler det. Så kommer der en anden dag. For øjet er intet ændret, men duften er frisk og herlig. Junglefolkets knurhår skælver ind til rødderne og de­res vinterpelse falder af i lange, pjuskede tjavser. Så falder der måske en smule regn og alle træerne og buskene og bambusrørene og mosserne og planterne med de saftfyldte blade vågner, så at man næsten kan høre dem vokse, og nat og dag lyder gennem det hele en dyb summen. Og det er forårets lyd - en vibre­rende susen, som hverken er bier eller vandfald eller vinden i trætoppene, men den varme, lykkelige verdens glædesnynnen.

  Indtil dette år havde Mowgli altid frydet sig over denne forandring af årstiderne. Det var i reglen ham, der så det første Forårsøje nede mellem græsstråene og den første banke af forårsskyer, der ikke ligner noget andet i Junglen. Hans stemme kunne høres på alle fugtige, stjernebelyste, hastigt groende steder, hvor han hjalp de store frøer med deres korsange eller gjorde nar af de små forvirrede ugler, som tuder i de klare forårsnætter. Ganske ­som hele Junglefolket valgte han foråret til sine strejf­tog. Han løb da, blot for at have glæden af at fare gennem den varme luft, tredive, fyrre eller halvtreds mil eller mere i tiden mellem tusmørket og morgenstjernens opgang og kom tilbage, pustende og leende og pyntet med blomster fra fremmede skove. De Fire fulgte ham ikke på disse vilde løb gennem Junglen, men gik til de andre ulve for at synge i kor med dem. Junglefolket har meget travlt om foråret og Mowgli kunne høre dem grynte og skrige og pibe, alt efter deres art. Deres stemmer lyder ganske anderledes end på de andre årstider, og det er én af grundene til, at de kalder foråret Den Ny Tales tid.

  Men det forår var hans mave en anden, som han sagde til Bagheera. Lige siden bambusskuddene blev brunplettede, havde han set frem til den morgen, da duftene ville ændre sig. Men da morgenen kom og Mor, påfuglen, skinnende i bronze og blåt og guld, udråbte det højt over alle de tågede skove og Mowgli åbnede sin mund for at sende råbet videre, døde ordene på hans læber og der kom en følelse over ham, som begyndte ved hans tæer og endte i hans hår - en følelse af ren og skær elendighed, og han betragtede sine fødder om­hyggeligt for at være sikker på, at han ikke havde trådt på en torn. Mor udråbte den nye duft, de andre fugle stemte i og fra klipperne nede ved Waingunga hør­te han Bagheeras hæse skrig - en mellemting mellem en ørns skrig og en hests vrinsken. Bandar-log hy­lede og hoppede omkring i de knoppende grene over hans hoved - og der stod Mowgli, og luften i hans bryst, der skulle besvare Mors råb, slap ud i små gisp, som hans ulyksalighed aftvang ham.

  Han stirrede omkring sig, men han kunne kun se de spottende Bandar-log, der kilede af sted mellem grenene, og Mor, som dansede på skrænterne nedenunder med halen udspredt i al dens pragt.

  ”Duften er blevet frisk,” skreg Mor. ”God jagt, Lille Broder! Hvorfor svarer du ikke?”

  ”God jagt, Lille Broder!” fløjtede Chil, den røde glente, og hans mage, der i fællig slog ned. De to passerede så tæt forbi Mowglis næse, at en tot hvide dun faldt af.

  En let forårsregn - elefantregn kaldes den - drev hen over Junglen i et bælte på en halv mils bredde, efterladende de nye blade våde og nikkende bag sig, og forsvandt i en dobbelt regnbue og en sagte, rullende torden. Forårets summen brød ud et øjeblik og døde så atter, men alle i Junglen syntes at give lyd på én gang - alle undtagen Mowgli.

  ”Jeg har ædt god føde,” sagde han til sig selv. ”Jeg har drukket godt vand. Ej heller brænder min strube og skrumper ind, som den gjorde dengang, jeg bed i den blåplettede rod, som Oo, skildpadden, fortalte mig, var god føde. Men min mave er tung, og jeg har talt meget hårdt til Bagheera og til andre, Junglens folk og mit folk. Og snart er jeg varm og snart er jeg kold og snart er jeg hverken varm eller kold, men vred over, jeg véd ikke hvad. Huh! Det er på tide at løbe en tur! I nat vil jeg passere bakkerne. Ja, jeg vil løbe et forårsløb til sumpene nordpå og tilbage igen. Jeg har taget mig det alt for let med jagten i den senere tid. De Fire skal med mig, for de er ved at blive så fede som hvide maddiker.”

  Han kaldte, men ikke én af De Fire svarede. De var langt uden for hørevidde i færd med at synge forårssangene - Månesangen og Hjortevi­sen - sammen med Flokkens ulve, for i forårstiden gør Junglefolket ikke stor forskel på nat og dag. Han udstødte det korte, bjæffende råb, men det eneste svar, han fik, var en spottende mjaven fra den lille plettede vildkat, der listede sig ind og ud mellem grenene på jagt efter fuglereder. Af den grund rystede han over hele kroppen af raseri og han trak sin kniv halvt ud af skeden. Og så satte han næsen meget højt i sky, skønt ingen kunne se ham, og spankulerede barsk ned ad bakken med løftet hage og sænkede øjenbryn. Men ikke en eneste af hans folk spurgte ham hvorfor, for de havde allesammen for travlt med deres egne sager.

  ”Ja,” sagde Mowgli til sig selv, skønt han i sit hjerte vidste, at det var grundløst. ”Når de røde dholer kommer fra Dekkan, eller den Røde Blomst dan­ser mellem bambusrørene, så løber hele Junglen hylende til Mowgli og kalder ham store elefantnavne. Men nu, fordi Forårsøje blomstrer og Mor har lyst til at vise sine bare ben i en forårsdans, bliver Junglen lige så gal som Tabaqui ...  Ved oksen, som var min pris, er jeg Junglens Herre, eller er jeg ikke? Stille! Hvad har I at gøre her?”

  Et par af Flokkens unge ulve kom galoperende ned ad en sti, søgende efter en åben plads til at slås på. (Læseren husker måske, at Jungleloven forbyder slagsmål på steder, hvor hele Flokken kan se det). Deres nakkehår strittede som ståltråd og de bjæffede og forsøgte begge at få første tag i modstanderen. Mowgli sprang til, greb de fremstrakte struber, én i hver hånd, idet han forventede at kunne kaste dyrene bagover, som han ofte havde gjort i leg og på jagt. Men han havde aldrig før blandet sig i en forårskamp. De to sprang fremad, slog ham over ende og uden at spilde et ord på ham, for de løs på hinanden og trillede rundt på jorden sammen.

  Mowgli var på benene næsten før han faldt. Hans kniv og hans hvide tænder var blot­tede og i det øjeblik kunne han have dræbt dem begge uden anden grund end den, at de sloges, når han ønskede dem rolige, på trods af at Loven giver enhver ulv fri ret til at slås. Han dansede rundt om dem med sænkede skuldre og skælvende hånd, parat til at aflevere et dobbelt stød, så snart kampens første virvar var forbi, men mens han ventede, syntes styrken at vige bort fra hans legeme, knivspidsen sæn­kede sig, han stak våbenet i skeden og så til.

  ”Jeg har bestemt ædt gift,” sukkede han til sidst. ”Siden den tid, da jeg splittede rådsforsamlingen ad med den Røde Blomst - siden den gang, jeg dræbte Shere Khan, har ingen af Flokken kunnet kaste mig over ende. Og disse her hører endda til Flokkens ringeste ulve, kun små jægere. Min styrke har forladt mig, jeg dør snart. Åh Mowgli, hvorfor dræber du ikke dem begge?”

  Slagsmålet fortsatte, indtil den ene ulv løb bort, og Mowgli sad alene på den oprodede, blodige jord og be­tragtede snart sin kniv, snart sine arme og ben, mens en følelse af ulyksalighed, som han aldrig før havde kendt, skyllede hen over ham som vand over en træstamme.

  Han dræbte tidligt den aften og spiste kun lidt for at være i god form til sit forårsløb. Og han holdt sit måltid alene, fordi hele Junglefolket hav­de travlt med at synge eller slås. Natten var fuldstæn­dig klar. Alle grønne planter syntes at have foretaget en måneds vækst siden daggry. Grenen, som havde båret gule blade dagen før, dryppede saft, når Mowgli knækkede den. Mosset krøllede sig dybt og varmt sammen over hans fødder, det friske græs havde ingen skarpe kanter og alle Junglens røster klang som én dyb harpestreng anslået af månen - Den Ny Tales fuldmåne, der udgød sit lys over klipper og damme, lod det glide ind mellem træstammerne og lia­nerne og sive ned mellem de utallige blade. Hvor ulykke­lig end Mowgli følte sig, sang han dog højt af den rene­ste fryd, medens han satte i løb. Det var nærmest som at flyve, for han havde valgt sin vej ned ad den lange skråning, der fører gennem det inderste af Junglen ned til sumpene mod nord, og jordbunden var så elastisk, at hans skridt ingen genlyd gav. Et menneske opdra­get af mennesker, ville have snublet utallige gange i det skuffende månelys, men Mowglis muskler, øvede som de var af årelang erfaring, bar ham af sted som en fjer. Når en rådden træstamme eller en skjult sten gled under hans fod, undgik han uden anstrengelse at falde - ja, uden at tænke over det - og standsede ikke sin fart et øjeblik. Når han blev træt af at gå på jorden, greb han som en abe fat i den nærmeste lian og svævede snarere end kravlede op i de tynde grene, hvor han så fulgte abestierne i træerne, indtil han var ked af det og atter lod sig glide til jorden i en lang bue ned gennem bladene. Der var stille, varme hulninger omgivne af våde klipper, hvor han knap kunne ånde for natblomsternes tunge dufte og lianernes bristende knopper. Der var mørke alléer, hvor måneskinnet faldt i striber så regelmæs­sige som de ternede marmorplader på gulvet i et kirke­skib. Der var tykninger, hvor de unge skud nåede op til hans bryst og omfavnede hans talje. Der var bakketoppe, oversåede med klippeblokke, hvor han sprang fra sten til sten hen over de forskrækkede små ræves lejer. Langt borte kunne han høre det svage chug-drug fra et vildsvin, der hvæssede sine hugtænder på en træstamme, og han ville træffe på det store dyr, der rev og flåede i træets bark, mens dets mund dryppede af fråde og dets øjne glødede som ild. Eller han ville gå efter lyden af raslende horn og en hvæ­sende grynten og kom så forbi et par rasende sambhurer, der vaklede frem og tilbage med sænkede hoveder, mens blodet, sortfarvet i måneskinnet, løb ned ad dem. Eller han hørte ved en brusende flods vadested Jacala, krokodillen, brøle som en tyr. Eller han forstyrrede en indfiltret knude af giftfolk, men før de kunne nå at hugge, var han langt borte, hen over de glinsende sten, og dybt inde i Junglen igen.

  Således løb han, undertiden råbende, undertiden syngen­de for sig selv, den lykkeligste skabning i hele Junglen den nat, indtil duften af blomsterne sagde ham, at han var nær ved sumpene, og de lå langt hinsides hans fjerneste jagtmarker.

  Her ville nu igen et menneskeoplært menne­ske være sunket i til op over ørerne, før han havde gjort tre skridt, men det var, som om Mowglis fød­der kunne se, og de førte ham fra tue til tue og fra det ene stykke gyngende fast grund til det andet, uden at han behøvede at bruge sine øjne. Han løb ud til midten af sumpen, skræmmende ænderne op under løbet, og satte sig på en mosklædt træstamme, der hang ned i det sorte vand. Der var liv i sumpen rundt om ham, for om foråret sover fuglene meget let, og ska­rer af dem kom og gik hele natten. Men ikke én tog nogen notits af Mowgli, der sad blandt de høje siv, nynnende sange uden ord og undersøgende sine hårde, brune fodsåler for at se, om han havde trådt torne op i dem. Al hans elendighed syntes at være blevet efterladt i hans egen jungle, men just som han var i færd med at begynde en sang, kom den tilbage igen, ti gange værre end før. Og for at gøre ondt værre var månen ved at gå ned.

  Denne gang blev Mowgli forskrækket. ”Den er også her!” sagde han halvhøjt. ”Den har fulgt mig.” Og han så over sin skulder for at se, om ”Den” stod bag ved ham. ”Der er ingen her.” Den natlige lyd i mosen vedblev, men aldrig talte en fugl eller et dyr til ham og den nye følelse af elendighed voksede.

  ”Jeg har bestemt ædt gift,” sagde han i rædselslagen tone. ”Jeg må uforvarende have ædt gift og nu forlader min styrke mig. Jeg var bange - og dog var det ikke mig, der var bange - Mowgli var bange, da de to ulve sloges. Akela, eller selv Phao, ville have bragt dem til tavshed. Men Mowgli var ban­ge. Det er det sikre tegn på, at jeg har ædt gift ... Men hvad bryder de sig derom i Junglen? De synger og hyler og slås og løber i flokke i måneskinnet, mens jeg - Hai-mai! Jeg dør her i sumpene af den gift, jeg har ædt.” Han havde så ondt af sig selv, at han næsten græd. ”Og så,” vedblev han, ”så finder de mig liggende i det sorte vand. Nej, jeg vil gå tilbage til min egen jungle og dø på Rådsklippen, og Bagheera, hvem jeg elsker, vil måske - hvis han ikke har for travlt med at skrige nede i dalen - holde vagt en liden stund over resterne af mig, for at ikke Chil skal behandle mig, som han behandlede Akela.”

  En stor, varm tåre faldt ned på hans knæ, og så ulykkelig han end var, følte han sig dog lykkelig over, at han var ulykkelig - hvis læseren kan forstå en så bagvendt lykke. ”Som Chil, glenten, behand­lede Akela,” gentog han, ”den nat, da jeg frelste Flokken fra de røde hunde.” Han sad rolig en stund og tænkte på Ensomme Ulvs sidste ord, som du naturligvis husker. ”Akela sagde mange tåbelige ting til mig, før han døde, for når vi dør, bliver vi så underligt forstyrrede. Han sagde... Alligevel, jeg hører til i Junglen!”

  Ophidset ved erindringen om kampen på Waingungas bred råbte han de sidste ord højt og en vild bøffelko, der lå mellem sivene, sprang op på knæene og snøftede: ”Menneske!”

  ”Uf!” sagde Mysa, den vilde bøffel (Mowgli kunne høre ham vende sig i dyndet), ”det der er ikke noget menne­ske. Det er bare den hårløse ulv af Seeonee-flokken. I nætter som denne løber han omkring.”

  ”Uh!” sagde koen og lod igen hovedet synke for at græsse videre, ”jeg troede, at det var et menneske.”

  ”Jeg siger nej. Mowgli, er der fare?” brølede Mysa.

  ”Mowgli, er der fare?” råbte dren­gen spottende tilbage. ”Det er alt, hvad Mysa tænker på. Er der fare? Men hvad bryder I jer om Mowgli, der går omkring i Junglen om natten og passer på?”

  ”Som han skriger op,” sagde koen.

  ”Sådan skriger de,” svarede Mysa foragteligt, ”som river græsset op, men ikke forstår sig på at æde det.”

  ”For mindre end dette,” stønnede Mowgli ved sig selv, ”for mindre end dette ville jeg i forrige regntid have prikket Mysa op fra hans søleplads og redet ham gennem mosen med en grime af siv.” Han strakte hånden ud for at brække et siv af, men trak den tilbage med et suk. Mysa fortsatte med at tygge drøv og det lange græs raslede, hvor koen græssede. ”Jeg vil ikke dø her,” sagde Mowgli vredt. ”Mysa, som er af samme blod som Jacala og vildsvinet, ville se det. Lad os gå over på den anden side af sumpen og se, hvad der dér sker. Aldrig har jeg løbet et sådant forårsløb - både varmt og koldt. Op, Mowgli!”

  Han kunne ikke modstå fristelsen til at liste sig mellem sivene hen til Mysa og prikke ham med spidsen af sin kniv. Den store tyr for dryppende op fra sin søleplads som en eksploderende bombe, mens Mowgli lo, til han måtte sætte sig ned.

  ”Nu kan du sige, at den hårløse ulv af Seeonee-flokken har vogtet dig, Mysa,” råbte han.

  ”Ulv! Dig” fnyste tyren og stampede i dyndet. ”He­le Junglen véd, at du vogtede tamkvæg - at du har været en menneskeunge som de, der skråler op i støvet nede ved kornmarkerne. Du skulle være af Junglefolket! Hvilken jæger ville have krøbet som en slange omkring blandt iglerne og have beskæmmet mig i min kos påsyn som en dum spøg, som en sjakalspøg? Kom op på fast grund, så skal jeg - skal jeg” ... Og Mysa skummede om mulen, for Mysa har næsten det allerværste sind i Junglen.

  Mowgli betragtede tyren med rolige øjne, mens han pustede og blæste. Da han kunne skaffe sig ørenlyd for det plaskende mudder, sagde han: ”Hvad er det for en menneskeflok, der bor her ved sumpene, Mysa? For mig er dette ny jungle.”

  ”Så gå nordpå,” brølede den vrede tyr, for Mowgli havde prikket temmelig dybt. ”Det var en nøgen kohyrdes spøg. Gå og fortæl dem om det i landsbyen ved sumpens ende.”

  ”Menneskene bryder sig ikke om junglehistorier. Jeg tror heller ikke, Mysa, at en rift mere eller mindre i dit skind vil interessere. Men jeg vil gå ned og se på den landsby. Det vil jeg. Vær nu rolig! Det er ikke hver nat, at Junglens Herre kom­mer for at vogte dig.”

  Han trådte ud på den gyngende grund på kanten af sumpen, vel vidende, at Mysa ikke ville angribe ham dér, og løb af sted, leende ved tanken om bøffeltyrens vrede.

  ”Min styrke har dog ikke helt forladt mig,” sagde han. ”Giften er måske ikke trængt ind til benet. Der sidder en stjerne der lavt nede.” Han betragtede den gennem sine halvt lukkede hænder. ”Ved oksen, som var min pris, det er den Røde Blomst - den Røde Blomst, som jeg lå ved siden af, før - før jeg kom til den første Seeonee-flok! Nu jeg har set den, vil jeg slutte løbet.”

  Mosen endte i en bred slette, hvorfra et lys blin­kede. Det var længe siden, Mowgli havde bekymret sig om menneskene og deres gerninger, men denne nat drev skæret af den Røde Blomst ham fremad.

  ”Jeg vil se,” sagde han, ”som jeg engang gjorde og jeg vil se, om menneskene har foran­dret sig.”

  Forglemmende, at han ikke længere var i sin egen jungle, hvor han kunne gøre, hvad han ville, vandrede han skødesløst hen over det dugvåde græs, indtil han kom til den hytte, hvorfra lyset skinnede. Tre eller fire hunde gav sig til at gø, for det var i udkanten af en landsby.

  ”Hm!” sagde Mowgli og satte sig lydløst ned efter at have udstødt en dyb ulveknurren, der fik køterne til at tie. ”Hvad der skal ske, det sker. Mowgli, hvad har du mere at gøre ved Menneskeflokkens lejer?” Og han gned sig over munden ved tanken om, at en sten havde ramt ham dér for år tilbage, den gang den anden menneskeflok drev ham bort.

  Hyttens dør åbnedes og en kvinde stod på tærske­len og kiggede ud i mørket. Et barn græd, og kvinden sagde over sin skulder: ”Sov. Det var bare en sjakal, der vækkede hundene. Det er snart morgen.”

  Mowgli, der sad i græsset, begyndte at ryste, som om han havde feber. Han kendte den stemme, men for at være ganske sikker i sin sag, råbte han blidt: ”Messua! Åh Messua!” Og han var forbavset over, at han huskede menneskesproget.

  ”Hvem kalder?” spurgte kvinden med en dirren i stem­men.

  ”Har du glemt?” sagde Mowgli, og hans strube var tør.

  ”Hvis det er dig, hvad navn gav jeg dig så?” Hun havde trykket døren halvt til og knugede hånden mod brystet.

  ”Nathoo! Ohé, Nathoo!” svarede Mowgli, for, som man nok husker, var det navnet, Messua havde givet ham, da han første gang kom til Menneskeflokken.

  ”Kom, min søn!” råbte hun, og Mowgli trådte ind i lysskæret og vendte sit blik mod Messua, den kvinde, der havde været god imod ham og hvis liv han havde frelst fra Menneskeflokken for så lang tid siden. Hun var blevet ældre og hendes hår var gråt, men hendes øjne og stemme havde ikke ændret sig. På kvindevis ventede hun, at Mowgli ville være, som da hun sidst så ham, og hendes øjne vandrede forbløffet fra hans bryst op til hans hoved, som rørte ved dørens øverste karm.

  ”Min søn,” stammede hun - og så sank hun ned for hans fødder: ”Men det er ikke længere min søn. Det er en skovgud! Ahai!”

  Som han stod der i olielampens røde lys, stærk, høj og skøn, med det lange, sorte hår bølgende ned over skuldrene, kniven dinglende om halsen og hovedet kranset med en guirlande af hvide jasminer, kunne man let have antaget ham for en eller anden vild gud fra en junglelegende. Barnet, der lå og blundede i en vugge, for op og skreg af skræk. Messua vendte sig om for at berolige ham, mens Mowgli stod og så på vandkruk­kerne, gryderne, kornkisten og alle de andre ejendele, som han nu mindedes så godt.

  ”Hvad vil du have at spise eller drikke?” hviskede Messua. ”Alt her er dit. Vi skylder dig vort liv. Men er du ham, jeg kaldte Nathoo, eller er du en gud?”

  ”Jeg er Nathoo,” svarede Mowgli. ”Jeg er meget langt borte fra mit eget sted. Jeg så dette lys og gik herhen. Jeg vidste ikke, at du var her.”

  ”Efter at vi var kommet til Kanhiwara,” sagde Messua frygtsomt, ”ville englænderne have hjulpet os mod de landsbyfolk, der ville brænde os. Husker du det?”

  ”Jeg har sandelig ikke glemt det.”

  ”Da den Engelske Lov havde gjort sig rede, gik vi til disse onde menneskers landsby, men den var ikke mere at finde.”

  ”Dét husker jeg også,” sagde Mowgli med dirrende næ­sebor.

  ”Min mand tog derfor tjeneste som markarbejder, og da han var stærk, tjente han til sidst så meget, at vi kunne købe os en smule jord her. Den er ikke så frugtbar som vor gamle gård, men vi behøver ikke meget, vi to.”

  ”Hvor er han - den mand, der gravede i støvet og var bange den nat?”

  ”Han døde for et år siden.”

  ”Og han dér?” Mowgli pegede på barnet.

  ”Det er min søn, som blev født for to regntider siden. Er du en gud, så skænk ham Junglens bevågenhed, så at han kan være lige så sikker blandt dit - dit folk, som vi var den nat.”

  Hun løftede barnet op, som havde glemt sin frygt og strakte hænderne ud for at lege med kniven, der hang på Mowglis bryst. Mowgli skød de små fingre meget forsigtigt til side.

  ”Og er du Nathoo, som tigeren bortførte,” ved­blev Messua med gråd i halsen, ”så er han din yngre broder. Giv ham en ældre broders velsignelse.”

  ”Hai-mai! Hvad kender jeg til, hvad du kalder vel­signelse? Jeg er hverken en gud eller hans broder, og - moder, moder, mit hjerte er tungt i mig.” Han rystede, mens han satte barnet ned på jorden.

  ”Det er rimeligt nok,” sagde Messua og fik travlt med gryderne. ”Det kommer der af at løbe omkring i sum­pene ved nattetide. Du har bestemt fået en heftig feber på halsen.” Mowgli smilede en smule ved tan­ken om, at noget i Junglen skulle volde ham fortræd. ”Jeg vil tænde ild og så skal du drikke varm mælk. Kast den jasminkrans bort, dens duft er trykkende i så lille et rum.”

  Mowgli satte sig mumlende ned med ansigtet i hæn­derne. Alle slags sælsomme følelser, som han aldrig før havde haft, gennemstrømmede ham, præcis som om han var blevet forgiftet. Og han følte sig svimmel og lidt syg. Han drak den varme mælk i lange slurke, mens Messua af og til klappede ham på skulderen, ikke helt sikker på om han var hendes søn Nathoo fra gamle dage eller en anden vidunderlig jungleskabning, men glad ved at føle, at han i det mindste var kød og blod.

  ”Søn,” sagde hun endelig, med øjne der strålede af stolthed, ”har nogen fortalt dig, at du er den skønneste af alle mænd?”

  ”Ha?” sagde Mowgli, for han havde naturligvis al­drig hørt den slags. Messua lo blidt og lykkeligt. Udtrykket i hans ansigt var svar nok for hende.

  ”Så jeg er den første? Ja, det er passende, at en moder som den første fortæller sin søn sådanne gode nyheder, skønt det sjældent hænder. Du er såre skøn. Aldrig har jeg set din lige.”

  Mowgli drejede hovedet og forsøgte at se sig selv ned ad ryggen og Messua lo igen så længe, at Mowgli, uden at vide hvorfor, kom til at le med, og barnet løb fra den ene til den anden og lo også.

  ”Nej, du må ikke gøre nar ad din bror,” sagde Messua til barnet og trak ham ind til sig. ”Når du er halvt så smuk som han, vil vi gifte dig med en konges yngste datter og så skal du ride på store elefanter.”

  Mowgli forstod kun ét ord af tre af denne snak, men den varme mælk gjorde ham søvnig efter hans lange lø­betur og derfor rullede han sig sammen og faldt straks i dyb søvn. Messua skød håret til side fra hans øjne, kastede et tæppe over ham og var lykkelig. På junglevis sov han resten af natten og hele den næste dag, for hans instinkt, der aldrig sov fuldstæn­digt, sagde ham, at der intet var at frygte. Han vågnede til sidst med et sæt, der fik hytten til at ryste, for tæppet, som var gledet op over hans ansigt, havde fået ham til at drømme om fælder, og dér stod han kampklar med hånden på kniven og de rullende øjne tunge af søvn.

  Messua lo og satte aftensmåltidet for ham. Det var kun nogle få kager af groft mel, bagte over den ry­gende ild, noget ris og en klump sure, syltede tamarinder - netop nok til at stille hans sult, indtil han kunne få dræbt et stykke vildt. Duften af duggen ude over mosen gjorde ham sulten og urolig. Han ønskede at blive færdig med sit forårsløb, men barnet ville absolut sidde på hans arm, og Messua mente, at hans lange, blåsorte hår burde kæmmes. Så hun kæmmede ham og sang dertil, sang tossede små børneviser og snart kaldte hun Mowgli sin søn, snart bad hun ham give barnet noget af sin magt over Junglen. Hyttens dør var lukket, men Mowgli hørte en velkendt lyd udenfor og så forfærdelsen i Messuas ansigt, da en stor grå pote viste sig under døren og Gråbroder udstødte et dæmpet, angergivent hvin af ængstelse og frygt.

  ”Ud med dig og vent! I kom ikke, da jeg kaldte,” sagde Mowgli på junglesproget uden at dreje hove­det, og den store grå pote forsvandt.

  ”Bring ikke dine - dine tjenere med dig,” stammede Messua. ”Jeg - vi har altid levet i fred med Junglen.”

  ”Det er kun fred,” sagde Mowgli og rejste sig. ”Tænk på den nat på vejen til Kanhiwara. Der var snese af dem, foran dig og bag. Men jeg ser, at selv om foråret glemmer Junglefolket ikke altid. Moder, jeg går.”

  Messua trådte ydmygt til side - han var i sandhed en skovgud, mente hun - men idet han strakte hånden ud mod døren, fik moderkærligheden hende til atter og atter at slå sine arme om Mowglis hals.

  ”Kom tilbage!” hviskede hun. ”Søn eller ikke søn, så kom tilbage, for jeg elsker dig - og se, han sørger også.”

  Barnet græd, fordi manden med den blanke kniv gik sin vej.

  ”Kom tilbage,” gentog Messua. ”Nat og dag står denne dør dig åben.”

  Det arbejdede i Mowglis hals, og hans stemme lød fremtvungen, da han svarede: ”Ja, jeg kommer tilbage.”

  ”Og nu,” sagde han, da han skød den glade ulvs ho­ved bort fra tærskelen, ”har jeg en lille høne at plukke med dig, Gråbroder. Hvorfor kom I ikke, alle fire, da jeg kaldte for længe siden?”

  ”For længe siden? Det var i går nat. Jeg - vi - vi sang de nye sange i Junglen, for Den Ny Tales tid er kommet. Husker du ikke?”

  ”Jo vist, jo vist!”

  ”Og så snart sangene var forbi,” vedblev Gråbroder alvorligt, ”fulgte jeg dit spor. Jeg løb fra alle de andre og fulgte dig i firspring. Men, Lille Broder, hvad har du gjort? Ædt og sovet hos Menneskeflokken?”

  ”Var I kommet, da jeg kaldte, var dette aldrig sket,” sagde Mowgli og løb meget raskere til.

  ”Og hvad skal der nu ske?” sagde Gråbroder.

  Mowgli skulle lige til at svare, da en ung, hvidklædt pige kom hen ad en sti, der førte til udkanten af landsbyen.

  Gråbroder forsvandt øjeblikkeligt ud af syne og Mowgli trak sig lydløst ind i det høje korn på marken. Da de grønne stængler lukkede sig sammen foran hans ansigt og han forsvandt som et spøgelse, var han hende så nær, at han næsten kunne have rørt ved hende med sin hånd. Pigen skreg, for hun troede at have set en ånd, og så udstødte hun et dybt suk og gik videre. Mowgli skilte kornet ad med hånden og så efter hende, til hun var ude af syne.

  ”Nu? Det véd jeg ikke,” sagde han og sukkede lige­ledes. ”Hvorfor kom I ikke, da jeg kaldte?”

  ”Vi følger dig - vi følger dig,” mumlede Gråbroder og slikkede Mowglis hæl. ”Vi følger dig altid undtagen i Den Ny Tales tid.”

  ”Og ville I følge mig til Menneskeflokken?” hvi­skede Mowgli.

  ”Fulgte jeg dig ikke den nat, da vor gamle flok udstødte dig? Hvem vækkede dig, da du lå ude på marken?”

  ”Ja, men igen?”

  ”Har jeg ikke fulgt dig i nat?”

  ”Ja, men atter og atter, og måske mange gange, Gråbroder?”

  Gråbroder tav. Så brummede han hen for sig: ”Den sorte panter talte sandt.”

  ”Hvad sagde han?”

  ”Mennesket søger til sidst til Menneskene. Og Rasha, vor moder, sagde -”

  ”Det samme sagde Akela den nat, da vi kæmpede med de røde hunde,” mumlede Mowgli.

  ”Det samme sagde Kaa, som er klogere end alle vi andre.”

  ”Og hvad siger du, Gråbroder?”

  ”De jog dig bort én gang med onde ord. De sårede din mund med sten. De sendte Buldeo ud for at dræbe dig. De ville have kastet dig i den Røde Blomst. Du, og ikke jeg, har sagt, at de er onde og ufornuftige. Du og ikke jeg - jeg følger mit eget folk - slap Junglen løs over dem. Du og ikke jeg sang sange imod dem, bitrere end selv vor sang mod de røde hunde.”

  ”Jeg spørger dig, hvad siger du?”

  De talte, mens de løb. Gråbroder galoperede af sted en stund uden at svare, så sagde han: ”Menneskeunge - Junglens Herre - Rakshas søn - min broder - selv om jeg måske en kort tid om foråret kan være glemsom, så er dit spor dog mit spor, dit leje er mit leje, dit bytte er mit bytte, og din sidste kamp er min sidste kamp. Det siger jeg for de tre. Men hvad vil du sige til Junglen?”

  ”Det var godt tænkt. Har man byttet i sigte, bør man ikke tøve, før det er dræbt. Gå forud og kald dem alle sammen til Rådsklippen. Der vil jeg fortælle dem, hvad der ligger i min mave. Men måske kom­mer de ikke - måske glemmer de mig på grund af Den Ny Tales tid.”

  ”Har du da intet glemt?” snerrede Gråbroder til­bage, idet han slog over i løb, og Mowgli fulgte tankefuldt efter.

  På enhver anden årstid ville nyheden have kaldt hele Junglen sammen med strittende nakkehår, men nu var de optagne af at jage og slås og dræbe og synge. Fra den ene til den anden løb Gråbroder og råbte: ”Junglens Herre vender tilbage til Menneskene! Kom til Rådsklippen!” Og det glade, ivrige folk svarede kun: ”Han kommer nok tilbage i sommervarmen. Regntiden vil drive ham til hans leje. Kom og syng med os, Gråbroder.”

  ”Men Junglens Herre vender tilbage til Menneskene,” gentog Gråbroder.

  ”Eee--yoawa? Nå, men er Den Ny Tales tid måske mindre glæ­delig af den grund?” svarede de. Og da Mowgli derfor med tungt hjerte kom vandrende op mellem de velkendte klippeblokke til stedet, hvor han var blevet optaget i Flokken, fandt han kun de fire ulve, Baloo, der næsten var blind af alderdom, og den tunge, koldblodige Kaa, der havde snoet sig om Akelas tomme sæde.

  ”Her ender altså dit spor, menneskeunge?” sagde Kaa, da Mowgli kastede sig ned med ansigtet i hæn­derne. ”Råb dit råb. Vi er af ét blod, du og jeg - menneske og slange.”

  ”Hvorfor blev jeg ikke dræbt af de røde hunde?” hulkede drengen. ”Min styrke har forladt mig, men det er ikke på grund af gift. Ved dag og ved nat hører jeg et dobbelt trin på mit spor. Når jeg vender mit hoved, er det, som om nogen i samme øjeblik har skjult sig for mig. Jeg går hen og ser bag ved træerne, men han er der ikke. Jeg kalder og ingen sva­rer, men det er, som om nogen lytter og ikke vil svare. Jeg lægger mig ned, men finder ikke hvile. Jeg løber mit forårsløb, men bliver ikke rolig deraf. Jeg bader, men køles ikke. Jeg væmmes ved at dræbe, men har ikke lyst til at slås uden at dræbe. Den Røde Blomst er i min krop, mine knogler er vand - og - jeg véd ikke, hvad jeg véd.”

  ”Hvorfor tale derom?” sagde Baloo langsomt og vendte sit hoved mod Mowgli. ”Akela sagde nede ved floden, at Mowgli ville jage Mowgli tilbage til Menneskeflokken. Jeg sagde det. Men hvem lytter nu til, hvad Baloo siger? Bagheera - hvor er Bagheera i nat? - han véd det også. Det er Loven.”

  ”Da vi mødtes ved De Kolde Lejer, menneskepurk, vidste jeg det,” sagde Kaa med en lille bevægelse af sine vældige ringe. ”Mennesket søger i sidste ende Menne­sket, selv om Junglen ikke udstøder ham.”

  De Fire så på hinanden og på Mowgli, forvirrede, men lydige.

  ”Junglen udstøder mig altså ikke?” stammede Mowgli.

  Gråbroder og de tre andre knurrede rasende og be­gyndte: ”Så længe vi lever, skal ingen vove --” men Baloo afbrød dem.

  ”Jeg lærte dig Loven. Mig tilkommer det at tale,” sag­de han, ”og skønt jeg ikke kan se klipperne for min fod, ser jeg dog langt. Lille Frø, følg dit eget spor, red dit leje hos dit eget folk og flok og blod. Men hvis du trænger til fod eller tand eller øje, eller et bud, der skal bringes hurtigt ved nattetide, da husk, Junglens Herre, at Junglen er din, når du kalder på den.”

  ”Midterjunglen er også din,” sagde Kaa, ”og det er intet ringe folk.”

  ”Hai-mai, brødre,” råbte Mowgli og løftede hulkende armene. ”Jeg véd ikke, hvad jeg véd. Jeg vil ikke gå, men jeg drages af sted ved begge fødder. Hvordan kan jeg forlade disse nætter?”

  ”Løft dit hoved, Lille Broder,” sagde Baloo. ”Der er ingen skændsel ved denne jagt. Når honningen er ædt, forlader vi den tomme bikage.”

  ”Når hammen er skudt af,” sagde Kaa, ”kan vi ikke krybe ind i den igen. Det er Loven.”

  ”Lyt du, der er mig kærest af alle,” sagde Baloo. ”Her er hverken ord eller vilje til at holde dig tilbage. Løft dit hoved! Hvem tør modsige Junglens Herre? Jeg så dig lege med de hvide småsten derhenne, da du var en lille frø. Og Bagheera, som købte dig for en ung, nydræbt okse, så dig også. Af dem, der tog dig i øjesyn den gang, er vi to alene tilbage, for Raksha, din moder, er død ligesom din fader. De gamle ulve af Flokken er længe døde. Du véd, hvorhen Shere Khan gik, og Akela døde i kampen med dholerne, hvor også den nye Seeonee-flok ville være død, hvis de ikke havde haft din visdom og styrke til hjælp. Gamle knogler er alt, hvad der er tilbage. Det er ikke længere menneskeungen, der beder sin flok om forlov, men Junglens Herre, som forandrer sit spor. Hvem tør modsige Mennesket?”

  ”Men Bagheera og oksen, som var min pris,” sagde Mowgli. ”Jeg ville ikke -”

  Han blev afbrudt af et brøl og en bragen i krattet nedenfor, og Bagheera, let, stærk og frygtelig som altid, stod foran ham.

 ”Derfor,” sagde han og strakte sin dryppende højre forpote frem, ”derfor kom jeg ikke. Det var en lang jagt, men nu ligger han død nede i krattet - en toårig okse - den okse, der skænker dig friheden, Lille Broder. Nu er al gæld betalt. Hvad resten angår, er Baloos ord mine.” Han slikkede Mowglis fod.

  ”Husk, at Bagheera elskede dig,” råbte han og sprang bort. Og ved bakkens fod råbte han igen længe og højt: ”God jagt på det nye spor, du Junglens Herre! Husk, at Bagheera elskede dig.”

  ”Du har hørt det,” sagde Baloo. ”Der er intet mere at sige. Gå nu, men kom først hen til mig. Vise Lille Frø, kom hen til mig!”

  ”Det er tungt at skyde ham,” sagde Kaa, mens Mowgli hulkede og hulkede med hovedet mod den blinde bjørns side og armene om hans hals, mens Baloo svagt for­søgte på at slikke hans fødder.

  ”Stjernerne blegner,” sagde Gråbroder og snuste i morgenvinden. ”Hvor skal vi søge leje i dag? For fra nu af følger vi nye spor.”

I skoven
(1893)

  Af alle de hjul, som drejer sig i det indiske regeringsmaskineri, er intet vigtigere end Forstdepartementet.

  Hele Indiens nybeplantning ligger i dette departe­ments hånd - eller vil komme til at ligge der, når regeringen engang får råd til at anvende penge derpå. Departementets folk kæmper mod flyvesand og vandrende klitter, anbringer vidjegærder på siderne og dæmmer op foran dem og søger at holde deres toppe fast med marehalm og hurtigt voksende nåletræer efter alle gældende regler fra skovakademiet i Nancy. De er ansvarlige for alt tømmeret i statsskovene på Himalaya, så vel som for de nøgne bjergsider, hvor monsunregnen frembringer øde kløfter og uhyggelige hulveje - hver revne en mund, som råber højlydt om, hvad skødesløshed kan forvolde. De eksperimenterer med hele hærskarer af uden­landske træer og lokker eukalyptustræer til at slå rødder for muligvis at udrydde malariaen. I slettelandet er det deres vigtigste pligt at påse, at brandlinjerne i skovene vedligeholdes, så at de, når tørken kommer og kvæget sulter, kan lade landsbyfolkenes hjorder græsse i skovene og give folkene selv lov til at samle kvas. De kap­per og styner træerne og stabler de afhuggede grene op til brændsel langs med de jernbanelinjer, hvor der ikke brændes kul. De udregner indtægten af deres plantager med fem decimaler; de spiller læger og jordemødre for Øvrebirmas vældige teakskove, de østlige junglers gummi og Sydens galæbler og de hindres altid i deres bestræbelser af pengemangel. Men da en forstmands forretninger fører ham langt bort fra de slagne landeveje og de civiliserede steder, lærer han at blive klog på mere end forstbotanik. Han lærer at forstå sig på Junglens folk og styrelse; han lærer at tage det op med tigre, bjørne, leoparder, vilde hunde og alle slags hjorte, og det ikke én eller to gange efter langvarig jagt, men atter og atter under udøvelsen af sin pligt. Han tilbringer megen tid i sadlen eller under sit telt, mens han tilser nyplantede træer og omgås uslebne skovridere og lang­skæggede jægere - indtil de skove, der bærer spor af hans omhu, til gengæld sætter deres præg på ham og han glemmer at synge de uartige franske viser, som han lærte i Nancy, og bliver tavs som kratskovens tavse væsner.

  Gisborne af Forstdepartementet havde været fire år i tjenesten. I begyndelsen var han over­ordentlig henrykt over den, fordi den gav ham lej­lighed til bevægelse i fri luft til hest og gav ham myndighed. Senere hadede han den inderligt og ville have givet et års gage for en måneds selskabsliv, sådan som det kan findes i Indien. Da denne krise var overstået, fik sko­vene atter magt over ham og han lærte at være tilfreds med at tjene dem, med at gøre sine brandlinjer længere og bredere, med at iagttage den nye plantnings lysegrønne skær stikke af mod det ældre løv, med at opmudre de tilstoppede strømme, med at følge og hjælpe skoven i dens sidste kamp, hvor den tyndede ud og standsede i det høje græs. Af og til på en stille dag lod han dette afbrænde, og hundreder af dyr, som havde deres hjem derinde, styrtede da frem ved højlys dag, fordrevne af de blege flammer. Senere rykkede skoven frem over den sværtede jordbund med regelmæssige rækker af unge træer, hvilket syn gav Gisborne tilfredsstillelse. Hans bungalow, en stråtækt, hvidkalket hytte med to værelser, lå i den ene ende af den store skov med udsigt ud over den. Han holdt ikke nogen have, for skoven nåede lige op til hans dør med et bambuskrat, og fra sin veranda kunne han ride direkte ind i den uden at behøve en kørevej.

  Abdul Gafur, hans tykke muhamedanske hus­hovmester, sørgede for hans mad, når han var hjemme, og tilbragte resten af sin tid med at sladre med den lille skare indfødte tjenere, hvis hytter lå bag ved bungalowen. Der var to stald­karle, en kok, en vandbærer og en fejemand - det var det hele. Gisborne rensede selv sine geværer og holdt ingen hund. Hunde skræmmer vildtet og han holdt af at være i stand til at sige, hvor undersåtterne i hans rige plejede at drikke, når månen stod op, æde ved daggry og ligge skjult i dagens hede timer. Skovridderne og forstbetjentene boede i små hyt­ter langt borte i skoven og viste sig kun, når en af dem var blevet såret af et omstyrtende træ eller et vildt dyr. Ellers var Gisborne alene.

  Om foråret plejede skoven ikke at få ret mange nye blade, men lå tør hen, urørt af årstiden, og ventede på regn. Kun lød der da flere kaldende skrig og brøl i de rolige nætters mørke. Han hørte larmen af et kæmpeslagsmål mel­lem tigrene, de hovmodige bukkes brølen eller den stadige støj af en gammel orne, der hvæssede sine hugtænder på en træstamme. Da lagde Gisborne sit kun lidt brugte gevær bort, for han syntes, at det var en synd at dræbe. Om sommeren, i den frygtelige hede i maj, når skoven dirrede i den varme dis, holdt Gisborne udkig efter den første svage antydning af røghvirvler, som afslørede en skovbrand. Så kom regn­tiden brusende, skoven forsvandt for hans øjne i lumre tåger og de store dråber trommede natten igennem på de brede blade. Der lød støj af rindende vand og af saftige grønne grene, der knagede i blæsten, og lynene dannede hele mønstre på himlen bag det tætte virvar af blade, indtil solen igen brød frem og skoven stod dampende i varmen under den renvaskede himmel. Derpå fik heden og den påfølgende tørre kulde alt igen til at blegne og få tigerfarve. Således lærte Gisborne sin skov at kende og var såre lykkelig. Hans gage udbetaltes hver måned, men han havde meget lidt brug for penge. Sedlerne ophobede sig i skuffen, hvor han gemte sine breve fra hjemmet og sin fænghætteisætter, og når han brugte nogle af dem, var det for at gøre indkøb i den botaniske have i Calcutta eller for at betale enken efter en skovrider en understøttelse, som den indiske rege­ring aldrig ville være gået med til.

  Løn er godt, men hævn er også nødvendig, og han hævnede sig, når han kunne. En særlig mindeværdig aften kom et bud, åndeløs og gispende, for at melde, at en forstbetjent var fundet liggende død ved bredden af Kanye-floden, med den ene side af hovedet knust, som havde det været en æggeskal. Ved daggry drog Gisborne ud for at opsøge morderen. Det er kun rejsende og nu og da unge officerer, som verden kender som store jægere. Forst­mænd udfører deres shikar (jagt) som en del af arbejdet og ingen hører om det. Gisborne gik til fods til drabsstedet. Han fandt enken hylende over liget, der lå på en båre, mens to eller tre mænd undersøgte fodsporene i den fugtige jord. ”Det er Den Røde", sagde en af mændene. ”Jeg vidste, at han før eller senere ville blive manddræber, men der er sik­kert vildt nok, selv til ham. Det her har han gjort af ren og skær ondskab."

  ”Den Røde har sit leje mellem klipperne bag­ ved sal-træerne," sagde Gisborne. Han kendte den mistænkte tiger.

  ”Ikke nu, Sahib, ikke nu. Han strejfer sikkert rasende hid og did. Husk, at det første drab altid er tredobbelt drab. Vort blod gør dem vanvittige. Måske er han bag ved os i dette øjeblik, mens vi taler."

  ”Måske er han gået til den nærmeste hytte," sagde en anden. ”Den er kun fire kos borte. Wallah! Hvem er det?"

  Gisborne vendte sig om ligesom de andre. En mand kom gående ned langs flodens udtørrede leje. Bortset fra lændeklædet var han nøgen, men han bar en krans af den hvide, krybende snerles duskede blomster på sit hoved. Så lydløst bevægede han sig hen over småstenene, at selv Gisborne, som var vant til de indfødte jægeres sagte gang, blev overrasket.

  ”Tigeren som dræbte," begyndte han uden hilsen, ”er gået hen for at drikke, og nu ligger han og sover under en klippeblok på den anden side af bakken der.” Hans stemme var klar og klokkeren, fuldstændig forskellig fra de ind­fødtes sædvanlige piben, og da han løftede hove­det op mod solskinnet, kunne hans ansigt have tilhørt en engel, der havde forvildet sig ind i skovene. Enken holdt op med at hyle over liget og stirrede med store øjne på den fremmede, hvorefter hun genoptog sin pligt med dob­belt styrke.

  ”Skal jeg vise Sahiben vej?" spurgte han ligefremt.

  ”Hvis du er sikker i din sag - " begyndte Gisborne.

  ”Vist er jeg sikker. Det er kun en time siden, at jeg så ham, den hund. Det er for tidligt for ham at æde menneskekød. Han har endnu et dusin friske tænder i sit ondskabsfulde hoved."

  Mændene, der havde ligget bøjede over fodsporene, luskede ganske sagte bort af frygt for, at Gisborne skulle opfordre dem til at gå med ham, og den unge mand smålo ved sig selv.

  ”Kom, Sahib," udbrød han, drejede sig om og begyndte at gå i forvejen.

  ”Ikke så rask! Jeg kan ikke holde trit med dig," sagde den hvide mand. ”Stop lidt. Dit ansigt er nyt for mig."

  ”Det kan godt være. Jeg er først for nylig kommet til denne skov."

  ”Fra hvilken landsby?"

  ”Jeg er ikke fra nogen landsby. Jeg kom derovrefra.” Han udstrakte armen mod nord.

  ”Altså sigøjner?"

  ”Nej, Sahib. Jeg er en mand uden kaste og for den sags skyld også uden fader."

  ”Hvad kalder folk dig?"

  ”Mowgli, Sahib. Og hvad er Sahibens navn?"

  ”Jeg er opsynsmand over denne rukh (skov) - Gisborne er mit navn."

  ”Hvad? Holdes der tal på træerne og græsstråene her?"

  ”Netop - for at sigøjnerfyre som du ikke skal stikke ild på dem."

  ”Jeg! Ikke for nogen pris ville jeg volde Junglen skade. Den er mit hjem."

  Han vendte sig om mod Gisborne med et uimodståeligt smil og løftede hånden advarende.

  ”Nu må vi være lidt stille, Sahib. Der er ingen grund til at vække den hund, skønt han sover tungt nok. Måske ville det være bedst, om jeg gik alene i forvejen og drev ham med vinden ned mod Sahiben."

  ”Allah! Hvornår er det blevet skik, at en nøgen mand driver tigre hid og did som kvæg?" udbrød Gisborne, helt bestyrtet over mandens dumdristighed.

  Mowgli lo atter sagte. ”Godt, så følg med mig og skyd ham på din egen manér med din store engelske riffel."

  Gisborne fulgte i sin førers spor, snoede og vendte sig, krøb og kravlede og gik foroverbøjet og led alle junglejagtens mange kvaler. Han var purpurrød og sveddryppende, da Mowgli endelig bød ham løfte hovedet og kigge over en blålig, solstegt klippe­blok tæt ved en lille bakkepøl. Ved vandkanten lå tigeren nok så mageligt udstrakt, i færd med dovent at slikke sin kolossale forpote og albue ren. Han var gammel, gultandet og temmelig skabet, men i den indramning og belysning alligevel et imponerende syn.

  Gisborne var ingen tåbelig sportsmand, når det drejede sig om mandædere. Bæstet var et skadedyr, som burde udryddes snarest muligt. Han ventede lidt for at få vejret igen, støttede geværet mod klippeblokken og fløjtede. Dyret drejede langsomt hovedet, ikke tyve fod fra bøssens munding, og Gisborne plan­tede sine kugler forretningsmæssigt, den ene bag ved skulderen og den anden lidt under øjet. På den afstand kunne de svære knogler ikke stå sig imod de eksploderende kugler.

  ”Nå, skindet var under alle omstændigheder ikke værd at tage," sagde han, mens røgen trak bort og dyret lå sprællende og gispende i dødskampen.

  ”En hund har fået en hunds død," sagde Mowgli roligt. ”Der er virkelig intet på det ådsel, som er værd at tage."

  ”Knurhårene. Vil du ikke skære knurhårene af?" spurgte Gisborne, der vidste, hvor megen pris skovriderne sætter på den slags ting.

  ”Jeg? Er jeg en luset shikarri (jæger) fra Junglen, at jeg skulle lege med en tigers flab? Lad ham ligge. Dér kommer hans venner allerede."

  En glente dalede ned fra luften og peb sking­rende, mens Gisborne tog de tomme patronhylstre ud og tørrede sveden af sit ansigt.

  ”Men når du ikke er shikarri, hvorfra har du da dit kendskab til tigrene?" spurgte han. ”Ingen sporsøger kunne have gjort det bedre."

  ”Jeg hader alle tigre," svarede Mowgli kort. ”Lad Sahiben give mig sin bøsse at bære. Arré, den er meget smuk! Hvor går Sahiben nu hen?"

  ”Til mit hus."

  ”Må jeg gå med? Jeg har aldrig set det indre af en hvid mands hus."

  Gisborne vendte tilbage til sin bungalow og Mowgli vandrede lydløst af sted foran ham, mens hans brune hud glinsede i solskinnet.

  Han stirrede nysgerrigt på verandaen og de to stole, som stod på den, befølte mistænksomt persiennerne af kløvet bambus og trådte indenfor, idet han hele tiden så sig tilbage. Gisborne rullede en af persiennerne ned for at holde solen ude. Raslende gled den ned, men næsten før den havde berørt verandaens flisegulv, var Mowgli med et spring faret tilbage og stod nu med bølgende bryst på den åbne plads foran huset.

  ”Det er en fælde," sagde han hurtigt.

  Gisborne lo. ”Hvide mænd sætter ikke fælder for mennesker. Du er sandelig en ægte junglebo."

  ”Nu ser jeg," sagde Mowgli. ”Den har hverken kroge eller springfjedre. Jeg - jeg har aldrig set sådan noget før i dag."

  Han trådte indenfor på tåspidserne og stir­rede med store øjne på møblementet i de to værelser. Abdul Gafur, som dækkede bord til frokosten, betragtede ham med dyb modvilje.

  ”Så megen ulejlighed for at få noget at spise og så megen ulejlighed for at kunne lægge dig, efter at du har spist!" sagde Mowgli med et grin. ”Vi gør det bedre i Junglen. Men det er højst vidunderligt. Der er såre mange kost­bare ting her. Er Sahiben ikke bange for at blive bestjålet? Jeg har aldrig set så vidunderlige ting.” Han stirrede på et støvet messingfad fra Benares, der var anbragt på en skrøbelig hylde.

  ”Kun en tyv fra Junglen ville finde på at stjæle her," sagde Abdul Gafur og satte en taller­ken fra sig med stort rabalder. Mowgli spilede øjnene op og stirrede på den hvidskæggede muhamedaner.

  ”I mit land skærer vi halsen over på gede­bukkene, når de bræger for højt," svarede han muntert. ”Men vær blot rolig. Jeg går min vej."

  Han drejede sig om og forsvandt ind i skoven. Gisborne så efter ham med en latter, som endte i et lille suk. Forstmanden havde ikke meget andet at more sig med end sit daglige arbejde, og denne skovens søn, der syntes at kende tigre, som andre folk kender hunde, kunne have skaffet ham adspredelse.

  ”Han er en ganske mærkværdig fyr," tænkte Gisborne. ”Han ligner illustrationerne i det klassiske leksikon. Bare jeg kunne have gjort ham til bøssebærer. Der er ingen fornøjelse ved at gå på jagt alene og den knægt kunne være en fuldendt shikarri. Jeg gad vide, hvad i alverden han er for en."

  Samme aften sad Gisborne på verandaen i stjerneskæret og røg og spekulerede. En røgsky steg op fra pibehovedet og idet dens krusninger drev bort, opdagede han Mowgli, der sad med kors­lagte arme på kanten af verandaen. En ånd kunne ikke være kommet glidende mere lydløst. Det gav et sæt i Gisborne og han tabte piben.

  ”Der er ingen mennesker at tale med derude i skoven," sagde Mowgli. ”Derfor kom jeg her.” Han tog piben op og rakte Gisborne den.

  ”Nå," sagde Gisborne efter en lang pause. ”Hvad nyt i skoven? Har du fundet nok en tiger?"

  ”Nilghaierne skifter græsgang, som de plejer at gøre ved nymåne. Vildsvinene er nede ved Kanye-floden for at æde, fordi de ikke vil æde sammen med nilghaierne, og en af deres søer er blevet dræbt af en leopard i det høje græs nede ved vandet. Mere véd jeg ikke."

  ”Og hvordan véd du alt dette?" spurgte Gisborne, idet han lænede sig frem og stirrede ind i de to øjne, der strålede i stjerneskæret.

  ”Hvordan skulle jeg være uvidende derom? Nilghaierne har deres sædvaner og skikke, og ethvert barn véd, at vildsvinene ikke vil græsse sammen med dem."

  ”Det véd jeg ikke noget om," sagde Gisborne.

  ”Tsk! Tsk! Og du er - efter hvad mændene i hytterne fortæller mig - opsynsmand over hele denne rukh!" Han lo ved sig selv.

  ”Du kan sagtens snakke og fortælle børnehistorier," svarede Gisborne, ærgerlig over hans fnisen. ”Det er let at sige, at dette og hint går for sig ude i skoven, når ingen kan modsige det."

  ”Hvad den dræbte so angår, så skal jeg vise dig knoglerne i morgen," svarede Mowgli med største ro. ”Og med hensyn til nilghaierne - dersom Sahiben vil blive siddende ganske stille, skal jeg drive en nilghai her forbi, og ved at lytte nøje til støjen kan Sahiben høre, hvor­fra nilghaien kommer."

  ”Mowgli, Junglen har berøvet dig forstanden!" udbrød Gisborne. ”Hvem kan drive en nilghai?"

  ”Stille - sid stille. Nu går jeg."

  ”Vorherre bevares, manden er spøgelse!" ud­brød Gisborne, for Mowgli var forsvundet i mørket og der lød ingen fodtrin. Sko­ven lå med sine store, fløjlsbløde krumme linjer i de utallige stjerners usikre lys - så stille, at det svageste vindpust i trætoppene hørtes som et suk af et roligt sovende barn. Abdul Gafur klir­rede med tallerkener i køkkenhytten.

  ”Vær stille dér!" råbte Gisborne, hvorpå han satte sig til at lytte, som den mand kan, der er vant til skovens stilhed. For at bevare selvagtelsen i sin ensomhed, plejede han at klæde sig om til middag, og nu knirkede hans stive, hvide skjortebryst, når han trak vejret, indtil han drejede sig en smule i sto­len. Derefter begyndte tobakken i hans noget snavsede pibe at snakke og han lagde piben fra sig. Nu var alt stille bortset fra nattevinden.

  Langt, langt borte lød gennem det dybe mørke et ganske svagt ekko af en ulvs langtrukne hyl. Så var alt tyst igen - i timevis, syntes det. Endelig, da Gisborne havde mistet al følelse i benene under knæene, hørte han noget, der lød som en bragen i krattet langt borte. Han var ikke sikker på at have hørt rigtigt, førend lyden gen­tog sig flere gange.

  ”Det kommer fra vest," mumlede han, ”der er et eller andet dyr på benene.” Støjen blev stærkere - brag fulgte på brag og kom nærmere spring for spring - og til sidst hørte han den stønnende grynten af en forfulgt nilghai, der flygter i panisk rædsel uden at bryde sig om hvorhen.

  En skygge kom styrtende ud mellem træstam­merne, snurrede rundt, drejede sig atter om, gryn­tede og for med dundrende hovslag på den nøgne jordbund op imod ham - så nær, at han næsten kunne røre ved den med hånden. Det var en nilghai-tyr, der dryppede af dug, med slyngplanter filtrede ind i manken og med øjnene skin­nende i lyset fra huset. Dyret standsede ved synet af manden og flygtede bort langs skovbrynet, indtil det forsvandt i mørket. Den første tanke, som for gennem Gisbornes forvildede hjerne, var, at det var en skam at trække skovens store blå okse således frem til beskuelse - at jage den af sted midt om natten, når den burde have haft ro.

  Så sagde en rolig stemme, mens han stod og stirrede:

  ”Han kom fra vandet, hvor han var hjordens fører. Han kom fra vest. Tror Sahiben mig nu, eller skal jeg bringe hele hjorden herhen, for at han kan tælle den? Sahiben er denne rukhs herre."

  Mowgli sad igen på verandaen, hans åndedræt var en smule hurtigere end før. Gisborne så på ham med åben mund. ”Hvordan gik det til?" spurgte han.

  ”Sahiben så det. Tyren blev drevet, som en bøffel bliver. Ho! Ho! Han har en nydelig historie at fortælle, når han kommer tilbage til sin hjord."

  ”For mig er det et nyt trick. Kan du da løbe så hurtigt som en nilghai?"

  ”Sahiben har set det. Dersom Sahiben nogen­sinde ønsker yderligere underretning om vildtets bevægelser, så er jeg, Mowgli, her. Denne rukh er god, og jeg vil blive her."

  ”Så bliv da, og trænger du nogensinde til et måltid, skal mine tjenere give dig det."

  ”Ja, jeg holder meget af kogt føde," svarede Mowgli hurtigt. ”Ingen kan sige, at jeg ikke spiser kogt og stegt, så vel som nogen anden mand. Jeg vil komme for at få det måltid. Og nu lover jeg til gengæld, at Sahiben skal sove sikkert i sit hus om natten, og at ingen tyv skal bryde ind og bære hans rige skatte bort."

  Her endte samtalen med Mowglis pludselige bortgang. Gisborne blev længe siddende og røg og resultatet af hans tanker var, at han i Mowgli endelig havde fundet det ideal af en skovfoged og forstbetjent, som han og Departementet altid søgte efter.

  ”Jeg må se at få ham i regeringens tjeneste på en eller anden måde. En mand, der kan drive nilghaier, må kende mere til skoven end halvtreds andre. Han er et vidunder - en lusus naturae - men forstbetjent skal han blive, hvis han blot vil gå med til at leve på ét sted," sagde Gisborne.

  Abdul Gafurs mening om Mowgli var mindre gunstig. Ved sengetid betroede han Gisborne, at fremmede fra Gud véd hvor efter al sandsynlighed var tyve af profession og at han for sit personlige vedkommende aldeles ikke satte pris på nøgne kasteløse, der ikke havde levemåde nok til at tiltale hvide folk på passende vis. Gisborne lo og bød ham gå til sin bolig, og Abdul Gafur trak sig brummende tilbage. Senere ud på natten fandt han årsag til at stå op og banke sin tretten år gamle datter. Ingen kendte grunden til striden, men Gisborne hørte skrigene.

  De følgende dage kom og gik Mowgli som en skygge. Han havde slået sig ned med sin ucivili­serede husholdning i skovbrynet tæt ved bungalowen og når Gisborne kom ud på verandaen for at få et pust kølig luft, kunne han undertiden se ham sidde i måneskinnet med panden støttet på knæene eller ligge udstrakt langs en gren, tæt trykket ind imod den ligesom et natligt rovdyr. Så tilråbte Mowgli ham en hilsen og bad ham sove roligt, eller også sprang han ned og gav sig til at fortælle vidunderlige historier om skovens dyr og deres levevis. En gang vandrede han ind i stalden og man fandt ham betragtende hestene med dyb interesse.

  ”Det," sagde Abdul Gafur med eftertryk, ”er et sikkert tegn på, at han en skønne dag vil stjæle en af dem. Hvis han vil leve i nærheden af dette hus, hvorfor tager han da ikke hæderligt arbejde? Men nej, han van­drer frem og tilbage som en løs kamel og for­drejer hovedet på tosserne og får tåberne til at snakke dumt.” Så Abdul Gafur gav Mowgli barske ordrer, når de mødtes, bød ham hente vand og plukke fjerkræ, og Mowgli lo muntert og adlød.

  ”Han har ingen kaste," sagde Abdul Gafur. ”Han vil gøre hvad som helst. Pas på, Sahib, at han ikke gør for meget. En slange er en slange og en sigøjner fra Junglen er en tyv alle sine dage."

  ”Ti nu stille," sagde Gisborne. ”Jeg lader dig ave din egen familie, hvis der ikke er for megen støj, fordi jeg kender dine sæder og skikke. Men du kender ikke mine skikke. Manden er utvivlsomt lidt skør."    

  ”Meget lidt skør," svarede Abdul Gafur. ”Men vi får se, hvad enden bliver."

  Nogle få dage senere blev Gisborne nødt til at tage en tre dages tur ud i skoven i forretnings­anliggender. Abdul Gafur, der var tyk og gammel, fik lov til at blive hjemme. Han holdt ikke af at overnatte i skovarbejdernes hytter og havde en tilbøjelighed til i sin herres navn at opkræve skatter i form af korn, olie og mælk hos dem, der havde dårligt råd til den slags godgørenhed. I det tidlige daggry red Gisborne af sted, en smule ked af at hans skovmenneske ikke havde givet møde på verandaen for at ledsage ham. Han syntes om ham - kan kunne lide hans styrke, hurtighed og lydløshed og hans åbne smil, der var så let at fremkalde, af hans ukendskab til alle formaliteter, ceremonier og høflighedsbeviser, og af den barnlige måde, hvorpå han fortalte sine historier (som Gisborne nu troede på) om hvad vildtet foretog sig i skoven. Efter en times ridt gennem den grønne skov hørte han en raslen bag sig og et øjeblik efter travede Mowgli ved hans stigbøjle.

  ”Vi har tre dages arbejde for os," sagde Gisborne, ”derovre blandt de nye træer."

  ”Godt," svarede Mowgli. ”Det er altid godt at pleje unge træer. De giver ly, hvis dyrene lader dem være i fred. Vi kommer til at jage vildsvinene bort igen."

  ”Igen? Hvad mener du?" spurgte Gisborne smilende.

  ”Åh, de rodede og gravede blandt de unge sal-træer i nat og jeg drev dem bort. Det var derfor, at jeg ikke kom til verandaen i morges. Vildsvinene burde aldeles ikke komme i denne del af skoven. Vi må se at holde dem neden for Kanye-flodens kilder."

  ”Ja, hvis man kunne drive skyerne sammen i hjorder, kunne man også gøre det. Men, Mowgli, hvis du, som du siger, er hyrde for dyrene her i skoven uden betaling eller løn -"

  ”Det er Sahibens rukh," sagde Mowgli og så hurtigt op.

  Gisborne nikkede tak og ved­blev: ”Men ville det ikke være bedre at arbejde for regeringen og få løn? Der er pension efter lang tjeneste."

  ”Jeg har tænkt på det," sagde Mowgli, ”men skovarbejderne bor i hytter med lukkede døre, og de ligner alt for meget fælder til, at jeg kan synes om dem. Men jeg har tænkt -"

  ”Ja, tænk nu rigtig over det, så kan vi siden tales nærmere ved. Vi gør holdt her og spiser frokost."

  Gisborne steg af hesten, tog sin frokost frem fra sine hjemmelavede saddelposer og så, hvor­ledes den hede dag gled frem over skoven. Mowgli lå i græsset ved siden af ham og stirrede op i luften.

  Lidt efter sagde han med en doven hvisken: ”Sahib, er der givet ordre til at tage den hvide hoppe ud af stalden i dag?"

  ”Nej, hun er fed og gammel og desuden en smule halt. Hvorfor?"

  ”Fordi hun bliver redet nu, og ikke langsomt, ad vejen, der fører til jernbanen."

  ”Vrøvl, det er to kos herfra. Du har for­modentlig hørt en spætte."

  Mowgli løftede armen for at skygge for sine øjne.

  ”Vejen fra bungalowen gør en stor krumning. Det er ikke mere end højst én kos i fugleflugt og lyden flyver med fuglene. Skal vi se ad?"

  ”Hvilke narrestreger! At løbe en kos i en sådan hede, blot for at finde grunden til en støj i skoven!"

  ”Hesten er Sahibens hest. Det var blot min mening at få den herhen. Hvis hun ikke er Sahibens hest, er det lige meget. Hvis hun er det, kan Sahiben gøre, hvad han vil. Sikkert er det, at hun bliver redet hurtigt."

  ”Og hvordan vil du få hende herhen, gale men­neske?"

  ”Har Sahiben glemt det? På samme måde, som jeg fik nilghaien til at komme."

  ”Nå, så løb da, når du er så ivrig."

  ”Åh, jeg løber ikke!" Han løftede hånden for at påbyde tavshed, og stadig lig­gende på ryggen råbte han tre gange med en gurglen, som var ny for Gisborne.

  ”Hun kommer," sagde han så. ”Lad os vente i skyggen.” De lange øjenvipper lukkedes over de sælsomme øjne og Mowgli døsede hen i morgenens stilhed. Gisborne ventede tålmodigt. Det var tydeligt nok, at Mowgli ikke var rigtig klog, men alligevel var han så underholdende en led­sager, som en ensom forstmand kunne ønske sig.

  ”Ho! Ho!" sagde Mowgli dovent med lukkede øjne. ”Han er faldet af. Godt! Først kommer hoppen og derefter manden.” Han gabede og Gisbornes hingst vrinskede. Tre minutter efter kom Gisbornes hvide hoppe, med saddel og tømme, men uden rytter, farende ind i lysningen, hvor de sad, og skyndte sig hen til sin kammerat.

  ”Hun er ikke ret varm," sagde Mowgli, ”men i denne hede kommer hun let i sved. Om lidt får vi hendes rytter at se, for en mand løber langsommere end en hest - især når han tilfældigvis er en tyk, gammel mand."

  ”Allah! Dette er djævelens værk," udbrød Gisborne og sprang op, for han hørte et hyl inde fra Junglen.

  ”Vær rolig, Sahib. Der hænder ham ikke noget. Men også han vil sige, at det er djævelens værk. Aha! Lyt nu! Hvem er det?"

  Det var Abdul Gafurs stemme, som i den yderste rædsel anråbte ukendte væsener om at skåne ham og hans grå hår.

  ”Jeg kan ikke røre mig ét eneste skridt længere," vrælede han. ”Jeg er gammel og har tabt min turban. Arré! Arré! Men jeg vil løbe. Sandelig, jeg vil skynde mig. Jeg vil ile! Åh, I Afgrundens Djævle, jeg er muslim!"

  Krattet åbnede sig, og ud af det styrtede Abdul Gafur, uden turban, uden sko, med flagrende skærf, dynd og græs i de knyttede hænder, og purpurrødt ansigt. Han fik øje på Gisborne, hylede på ny og kastede sig udmattet og skælvende for hans fødder. Mowgli så til med et blidt smil.

  ”Dette er ingen spøg," sagde Gisborne alvor­ligt. ”Manden ser ud, som om han skulle dø, Mowgli."

  ”Han dør ikke. Han er kun forskrækket. Han havde heller ikke behøvet at løbe så hurtigt."

  Abdul Gafur stønnede og rejste sig op, rystende over hele kroppen.

  ”Det var hekseri - hekseri og djævelskab!" hulkede han og famlede med hånden inde på brystet. ”Til straf for min synd er jeg blevet pisket gennem skoven af djævle. Alt er ude med mig. Jeg angrer. Tag dem, Sahib!" Han rakte en rulle snavset papir frem.

  ”Hvad betyder dette, Abdul Gafur?" sagde Gisborne, skønt han allerede vidste, hvad svaret var.

  ”Sæt mig i fængsel - sedlerne er der alle sammen - men luk mig godt inde, så at djævlene ikke kan slippe med ind. Jeg har syndet mod Sahiben og mod hans salt, som jeg har spist. Og hvis ikke de forbandede skovdjævle havde været, kunne jeg have købt jord langt borte og levet i fred alle mine dage.” Han slog panden mod jorden af lutter fortvivlelse og ærgrelse. Gisborne talte de sammenrullede pengesedler. Det var hele hans opsamlede gage for de sidste ni måneder - de penge, som han gemte i skuffen med brevene fra hjemmet og fænghætteisætteren. Mowgli holdt øje med Abdul Gafur og lo lydløst hen for sig. ”Sahiben behøver ikke at sætte mig op på hesten igen. Jeg skal følge ganske roligt hjem med Sahiben og så kan han sende mig under bevogtning til fængslet. Regeringen giver mange år for denne forbrydelse," sagde hushovmesteren tvært.

  Et ensomt liv i skoven ændrer mange anskuelser om meget.   

  Gisborne stirrede på Abdul Gafur og tænkte på, at han var en særdeles flink tjener og at en ny hushovmester måtte oplæres fra grunden i husets skikke og selv i bedste tilfælde ville være et nyt ansigt og en ny tunge.

  ”Hør nu, Abdul Gafur," sagde han. ”Du har begået stor synd og fuldstændig mistet dit gode navn og rygte. Men jeg tror, at dette kom pludseligt over dig."

  ”Allah! Jeg har aldrig før attrået pengene. Det onde greb mig i struben, mens jeg betragtede dem."

  ”Det vil jeg også tro. Gå altså tilbage til mit hus, og når jeg vender hjem, vil jeg sende et bud til banken med pengene, og så taler vi ikke mere om den sag. Du er for gammel til at blive sat i fængsel og din familie er uden skyld."

  Abdul Gafur svarede kun med en hulken mel­lem Gisbornes ugarvede ridestøvler.

  ”Jeg bliver altså ikke jaget bort?" spurgte han.

  ”Vi får se. Det vil afhænge af din fremtidige opførsel. Sæt dig op på hoppen og rid lang­somt hjem."

  ”Men djævlene! Skoven er fuld af djævle."

  ”Lige meget, min fader. De gør dig ingen fortræd, medmindre du er ulydig mod Sahibens befalinger," sagde Mowgli. ”I så tilfælde vil de måske drive dig hjem - som nilghaien blev drevet."

  Abdul Gafur tabte underkæben og han gloede på Mowgli med åben mund, mens han bandt sit skærf.

  ”Er det hans djævle? Hans djævle? Og jeg havde tænkt på at vende tilbage og skyde skylden på denne troldkarl!"

  ”Det var godt fundet på, men før man op­stiller en fælde, må man først overveje størrelsen af det vildt, som kan gå i den. Jeg tænkte ikke andet, end at en mand havde taget en af Sahibens heste. Jeg vidste ikke, at det var meningen at gøre mig til tyv i Sahibens øjne, ellers ville mine djævle have slæbt dig herhen ved benene. Det er endnu ikke for sent."

  Mowgli rettede et spørgende blik mod Gisborne, men Abdul Gafur vraltede skyndsomst hen til den hvide hoppe, kravlede op på ryggen af hende og galopperede af sted, så at skovvejen gav drønende genlyd bag ved ham.

  ”Det var klogt gjort," sagde Mowgli. ”Men han falder af igen, hvis han ikke holder fast i manken."

  ”Nu er det på tide, at du fortæller mig, hvad alt dette betyder," sagde Gisborne en smule strengt. ”Hvad er dette for en snak om dine djævle? Hvorledes kan mennesker drives hid og did i skoven ligesom kvæg? Svar!"

  ”Er Sahiben vred, fordi jeg har reddet hans penge?"

  ”Nej, men der er noget underligt ved alt dette, som jeg ikke synes om."

  ”Meget vel. Hvis jeg nu rejste mig og gik tre skridt ind i skoven, kunne ingen - ikke engang Sahiben - finde mig, før jeg selv ville. Ganske som jeg nødigt vil gøre dette, så vil jeg nødigt fortælle. Vær tålmodig en stund, Sahib, så skal jeg en dag vise dig det alt sammen, for hvis du vil, skal vi engang gå på hjortejagt sammen. Der er ingen djævel­skab i sagen. Der er kun det, at jeg kender sko­ven så godt, som en mand kender arnen i sit hus."

  Mowgli talte, som man taler til et utålmodigt barn. Gisborne var forbløffet, skuffet og temmelig ærgerlig. Han svarede ikke, men stirrede på jorden og tænkte. Da han så op, var skovmennesket borte.

  ”Det er ikke godt," sagde en rolig stemme inde fra tykningen, ”at venner bliver vrede på hin­anden. Vent til i aften, Sahib, når luften er blevet kølig."

  Således overladt til sig selv - så at sige forladt midt i skoven - bandede Gisborne, hvorefter han brast i latter, steg til hest og red videre. Han besøgte en skovarbejders hytte, beså et par ny plantager, gav nogle ordrer angående afbrændingen af noget tørt græs og begav sig til sidst på vej til en lejrplads, som han selv havde udvalgt sig - en dynge sønderrevne klippeblokke, dækkede af et simpelt tag af grene og blade, ikke langt fra Kanye-flodens bredder. Det var tus­mørke, da han fik sit hvilested i sigte, og skoven var i færd med at vågne til nattens tyste, grådige liv.

  Et lejrbål flammede på bakketoppen og vinden førte duften af et fortræffeligt middagsmåltid med sig.

  ”Um!" sagde Gisborne, ”det er i hvert fald bedre end koldt kød. Det eneste menneske, man kan forvente at træffe her, er Müller, som for tiden officielt inspicerer Changamanga-skoven. Jeg går ud fra, at det er grunden til, at han er her i mit distrikt."

  Den kæmpemæssige tysker, der var overhove­det for alle Indiens skove - øverste forst­mand fra Birma til Bombay - havde den vane at flagre som en flagermus fra sted til sted uden mindste varsel og stadig at vise sig netop der, hvor man mindst ventede ham. Han havde den teori, at uventede inspektioner, opdagelsen af mangler og en mundtlig røffel var uendelig meget bedre end en langvarig korrespondance, som måske endte med en skriftlig, officiel reprimande - hvilket engang i fremtiden kunne skade vedkom­mende forstmands karriere. Eller som han selv forklarede det: ”Hvis jeg blot snakker med mine drenge som en gammel tysk onkel, så siger de: ’Det er bare den forbandede gamle Müllers vrøvl,’ men så bærer de sig bedre ad en anden gang. Men dersom min tykhovedede sekretær skriver og siger, at Hr. Generalinspektør Müller ikke ser sig i stand til at forstå dit og i høj grad må beklage dat, så nytter det for det første ikke noget, fordi jeg ikke selv er der, og for det andet kunne det fæ, som bliver min efterfølger, finde på at sige til mine flinkeste drenge: ’Aha, du har fået hug på hovedet af min forgænger!’ Jeg siger Dem, alt det officielle papirnusseri får ikke træerne til at gro!"

  Müllers dybe stemme lød ud fra mørket på den anden side af bålet, mens han bøjede sig over sin yndlingskoks skulder. ”Ikke så meget sauce, du Belials barn! Worcester-sauce er krydderi, ikke dyppelse. Se goddag, Gisborne! Jeg kan desværre kun byde Dem en tarvelig middag. Hvor er Deres lejr?" Og han trådte frem for at trykke den unge mands hånd.

  ”Jeg er lejren," svarede Gisborne. ”Jeg vidste ikke, at De var her i nærheden."

  Müller betragtede den unge mands smukke skikkelse. ”Godt! Det er meget godt! Én hest og noget koldt køkken. Sådan gjorde jeg også, da jeg var ung. Men kom nu her og spis til middag sammen med mig. I forrige måned tog jeg til hovedkvarteret for at lave min rapport. Jeg har skrevet det halve af den - ho! ho! - og resten har jeg overladt til mine sekre­tærer og er selv redet ud på en tur. Regeringen er skør med de rapporter. Det sagde jeg også til vicekongen i Simla."

  Gisborne smålo ved erindringen om de mange historier, der var i omløb om Müllers sammen­stød med de allerøverste embedsmænd. Han havde frisprog i alle regeringens kontorer, for som forst­mand havde han ikke sin lige.

  ”Hvis jeg nogensinde finder Dem, Gisborne, siddende i Deres bungalow i færd med at udruge rapporter til mig om plantagerne, i stedet for at ride omkring mellem plantagerne, forflytter jeg Dem og anbringer Dem midt i Bikaneer-ørkenen. Så kan De beplante den. Jeg er led og ked af rapporter og penneskubberi, når vi bør bruge tiden på at gøre vort arbejde."

  ”Der er ikke megen fare for, at jeg skulle spilde tid med udarbejdelsen af min årlige ind­beretning. Jeg hader den lige så inderligt som De."

  Derefter gled samtalen over til faglig snak. Müller havde nogle spørgsmål at stille og Gisborne nogle befalinger og vink at modtage og så var middagen færdig. Det var det mest civili­serede måltid, Gisborne havde spist i flere måneder. Müller fandt sig ikke i, at hans kok blev generet i sit arbejde af den geografiske afstand til butikker, og dette middagsbord, der blev dækket i urskoven, begyndte med små stegte ferskvandsfisk og endte med kaffe og cognac.

  ”Ah!" sagde Müller til sidst med et suk af til­fredshed, idet han tændte en cigar og lod sig falde tilbage i sin slidte feltstol. ”Når jeg skriver rap­porter, er jeg fritænker og ateist, men her ude i skoven er jeg kristen og også hedning.” Han slikkede velbehageligt på enden af sin cigar, lod hænderne falde ned på knæene og stirrede frem for sig mod de halvt udviskede omrids af den dunkle skov, hvorfra der lød en mængde svage lyde; en knækken af kviste så sagte som bålets knitren bag ham, en raslen og sukken af grene, som havde bøjet sig under dagens hede, men som nu rettede sig ud igen i den kølige natteluft, den uafladelige brusen af Kanye-floden, og af og til en dyb brummen ovre fra de græs­klædte sletter hinsides bakkekammen.

  Müller blæste en tyk røgsky fra sig og be­gyndte at snakke med sig selv og citere Heine.

  ”Ja, det er prægtigt. Prægtigt. ’Ja, jeg gør mirakler, og, bei Gott, de bliver til noget'. Jeg husker dengang, da skoven herfra og helt ned til de dyrkede marker ikke var højere end op til knæene, og i tørkens tid åd kvæget knogler fra dødt kvæg over det hele. Nu er her atter træer. De er blevet plantede af en fritænker, som véd, hvilke årsager der frembringer hvilke virkninger. Men træerne dyrker de gamle guder - 'og de kristnes guder hyler ynkeligt'. De kan ikke leve i sko­ven, Gisborne."

  En skygge bevægede sig inde på en af ride­stierne. Nu trådte den frem i stjerneskæret.

  ”Det er sandt, hvad jeg siger. Tys! Der kom­mer selve Faunus for at hilse på generalinspek­tøren. Himmel, hvilken guddom! Se engang!"

  Det var Mowgli med sin krans af hvide blom­ster på hovedet og en halvt afskrællet gren i hånden - Mowgli, meget mistænksom over for skæ­ret fra bålet og rede til at flygte tilbage til krattet ved den mindste anledning.

  ”Det er en af mine venner," sagde Gisborne. ”Han søger nok efter mig. Ohe, Mowgli!"

  Müller fik næppe tid til at gispe, før Mowgli stod ved Gisbornes side og udbrød: ”Det var ikke rigtigt af mig at forlade dig. Jeg gjorde galt deri, men den gang vidste jeg ikke, at magen til ham, som døde her ved flo­den, ledte efter dig. Havde jeg vidst det, ville jeg ikke være gået min vej. Hun har fulgt dit spor fra højderne derovre, Sahib."

  ”Han er ikke rigtig klog," sagde Gisborne. ”Han taler om alle dyrene her omkring, som var de hans bedste venner."

  ”Naturligvis - naturligvis. Hvis Faunus ikke ved, hvem skulle så vide?" sagde Müller alvorligt. ”Men hvad er det, han siger om tigre - denne gud, som kender Dem så godt?"

  Gisborne tændte sin cigar på ny, men før han var færdig med sin fortælling om Mowgli og hans bedrifter, var den brændt helt op til hans overskæg. Müller lyttede uden at afbryde.

  ”Det er ikke galskab," sagde han til sidst, da Gisborne havde beskrevet, hvorledes Abdul Gafur var blevet jaget af sted. ”Det er aldeles ikke galskab."

  ”Hvad er det da? Han forlod mig noget ophidset i morges, fordi jeg bad ham fortælle, hvordan han bar sig ad. Jeg tror, fyren er besat på en eller anden måde."

  ”Nej, der er ingen besættelse, men det er højst vidunderligt. I reglen dør de som unge - den slags mennesker. Og De siger, at Deres tyveknægt af en tjener ikke sagde, hvad der havde drevet hesten af sted - og nilghaien kunne naturligvis ikke tale.”

  ”Nej - men for fanden, der var intet. Jeg lyttede, og jeg kan høre det meste. Både tyren og manden kom ganske simpelt styrtende, vanvittige af frygt."

  Müller svarede ikke, men målte Mowgli fra top til tå med øjnene og vinkede ham nærmere. Mowgli trådte nærmere, som en buk, der har lugtet jægerens spor.

  ”Intet ondt vil ske," sagde Müller på de indfødtes sprog. ”Stræk armen ud."

  Han lod hånden glide ned til albuen, befølte den og nikkede. ”Det tænkte jeg nok. Og så knæet." Gisborne så ham føle på knæskallen og smile. Derefter faldt Müllers blik på et par lyse ar lige over Mowglis ankel.

  ”Dem fik du, da du var ganske lille?" spurgte han.

  ”Ja," svarede Mowgli med et smil. ”Det var venskabstegn fra de små. Denne Sahib véd alt," tilføjede han, henvendt til Gisborne. ”Hvem er han?"

  ”Det får du at vide senere, min ven. Sig mig nu, hvor er de?" sagde Müller.

  Mowgli pegede mod alle fire verdenshjørner.

  ”Nå, og du kan drive nilghaier? Se! Derhenne står min hoppe tøjret. Kan du bringe hende til mig uden at skræmme hende?"

  ”Om jeg kan bringe hoppen til Sahiben uden at skræmme hende!" gentog Mowgli med lidt lydeligere stemme, end han plejede. ”In­tet er lettere, forudsat at hendes ben ikke er bundne."

  ”Løs tøjret ved hendes hoved og ben," råbte Müller til sin rideknægt. Næppe var det gjort, før hoppen - en stor, sort australier - slog med nakken og spidsede øren.

  ”Forsigtigt! Jeg vil ikke have hende drevet ud i skoven," sagde Müller.

  Mowgli stod rolig, belyst af bålet. Hans skik­kelse lignede aldeles den græske gud, som så ofte beskrives i romanerne. Hoppen vrinskede, løftede det ene bagben, opdagede, at hun var fri for tøjret, løb hurtigt hen til sin herre og lagde hovedet på hans bryst.

  ”Hun kom af sig selv. Det kan mine heste også gøre," udbrød Gisborne.

  ”Føl, om hun sveder," sagde Mowgli.

  Gisborne lagde hånden på dyrets flanke. Den var fugtig.

  ”Det er nok," sagde Müller.

  ”Det er nok," gentog Mowgli, og en klippe­blok bag ved ham kastede genlyden af hans ord tilbage.

  ”Det er helt uhyggeligt, ikke sandt?" sagde Gisborne.

  ”Nej, kun vidunderligt - højst vidunderligt. Forstår De det endnu ikke, Gisborne?"

  ”Nej, jeg må tilstå, at jeg ikke gør det."

  ”Godt, så vil jeg ikke sige Dem det. Han siger, at han en dag vil vise Dem, hvad det er. Det ville altså ikke være smukt af mig, hvis jeg fortalte Dem det. Men jeg forstår ikke, at han er i live. Hør nu efter, du." Müller vendte sig til Mowgli og talte atter de indfødtes sprog. ”Jeg er overhovedet over alle sko­vene i hele Indien og mange andre hinsides det sorte vand. Jeg véd ikke, hvor mange mand jeg har under mig - måske fem tusind, måske ti. Hvad du har at gøre, er dette: Ikke mere vandre frem og tilbage i skoven og jage dyrene for din fornøjelses skyld eller for at vise din magt, men tage tjeneste under mig, der repræsenterer rege­ringen i alle sager, som vedrører skovene, og bo i denne skov som forstbetjent; drive landsbyfolke­nes geder bort, når der ikke er givet befaling til, at de skal have lov at græsse i skoven; at give dem adgang, når der er givet befaling om det; nedlægge vildsvin og nilghaier, hvad du er i stand til, når der bliver for mange af dem; underrette Gisborne Sahib om, hvordan og hvor tigrene færdes, og hvilket vildt der findes i skovene; slå alarm ved enhver skovbrand, for det vil du kunne gøre hurtigere end nogen anden. For dette arbejde vil du få din løn udbetalt i sølv hver måned, og senere, når du har hustru og kvæg og måske børn, får du pension. Hvad er dit svar?"

  ”Det er netop, hvad jeg -" begyndte Gisborne.

  ”Min Sahib talte i morges til mig om en sådan tjeneste. Jeg har tænkt over sagen hele dagen, mens jeg vandrede alene omkring, og mit svar er dette: Hvis jeg tager tjeneste, bliver det i denne skov og ikke i nogen anden, hos Gisborne Sahib og ikke hos nogen anden."

  ”Godt, lad det være således. Om en uge kommer den skriftlige ordre, hvori regeringen med sin ære garanterer for pensionen. Derefter bygger du din hytte, hvor Gisborne Sahib befaler det."

  ”Jeg var netop i begreb med at tale derom," sagde Gisborne.

  ”Jeg behøvede ikke at få det fortalt, da jeg så manden. Der vil al­drig blive mage til skovfoged. Han er et mirakel. Jeg siger Dem, Gisborne, det vil De nok selv en skønne dag komme til at indrømme. Hør nu: Han er broder til hvert eneste dyr i hele skoven!"

  ”Jeg ville være roligere ved det, hvis jeg blot kunne forstå ham."

  ”Det kommer. Jeg siger Dem, at kun én eneste gang i min tid i tjenesten - og det er tredive år - har jeg truffet en dreng, der begyndte, som denne mand begyndte. Og han døde. Undertiden finder man den slags mennesker omtalt i folketællingsrap­porterne, men de dør allesammen. Denne mand lever og han er en anakronisme, for han er ældre end både jernalderen og stenalderen. Se på ham! Han hører hjemme i begyndelsen af mennneskehedens historie - han er Adam i Edens Have og nu mangler vi blot en Eva! Nej! Han er ældre end det eventyr, ganske som skoven er ældre end guderne. Gisborne, jeg er hedning i bund og grund!"

  Hele resten af den lange aften sad Müller og dampede og dampede og stirrede og stir­rede ud i mørket, mens hans læber mumlede talrige citater og hans ansigt bar præg af dyb undren. Så trak han sig tilbage til sit telt, men kom snart ud igen i sin majestætiske lyserøde nat­dragt, og de sidste ord, som Gisborne i midnattens dybe stilhed hørte ham henvende til skoven, var et vers, der blev afleveret med uhyre højtide­lighed. Derefter sagde han:

  ”Men nu véd jeg, at hvad enten jeg er hedning eller kristen, vil jeg aldrig lære skovens inderste væsen at kende!"

                          *     *     *

  En uge efter ved midnatstid stod Abdul Gafur, askegrå i ansigtet af raseri, ved fodenden af Gisbornes seng og bød ham hviskende vågne op.

  ”Op, Sahib!" stammede han. ”Op og tag dit gevær med. Min ære er tilintetgjort. Op og dræb, før nogen ser det!"

  Den gamle mands ansigt havde forandret sig i den grad, at Gisborne gloede dumt.

  ”Det var derfor, at denne kasteløse fra Junglen hjalp mig med at polere Sahibens bord. Hentede vand og plukkede høns. De er løbet deres vej sammen til trods for alle de bank, jeg gav hende. Og nu sidder han blandt sine djævle og drager hendes sjæl ned i Helvede. Op, Sahib, og følg med mig!"

  Han stak et gevær i hånden på den halvvågne Gisborne og slæbte ham ud på verandaen.

  ”De er derovre i skoven, ikke et bøsseskud fra huset. Følg sagte med mig."

  ”Men hvad er det? Hvad er der i vejen, Abdul?"

  ”Mowgli og hans djævle. Og min datter," svarede Abdul Gafur.

  Gisborne fløjtede og fulgte efter sin fører. Han forstod, at Abdul Gafur ikke for intet havde tævet sin datter om natten og at Mowgli ikke for intet havde hjulpet til i husholdningen, hjulpet en mand, hvem hans egen magt - hvori den nu bestod - havde overbevist om tyveri. Og et frieri i skoven går raskt.

  Der lød fløjtespil inde i skoven, som om det kunne have været en omflakkende skovguds sang, og da de kom nærmere, kunne de høre en mumlen af stemmer. Stien endte i en lille halvkredsformet lysning omgivet dels af højt græs, dels af træer. Midt i lysningen på en omstyrtet træ­stamme, med ryggen til iagttagerne og armen om halsen på Abdul Gafurs datter, sad Mowgli med en ny blomsterkrans på sit hoved og spillede på en simpel bambusfløjte, til hvis klang fire store ulve dansede højtideligt på bagbenene.

  ”De er hans djævle," hviskede Abdul Gafur. Han holdt et bundt patroner i hånden. Dyrene standsede ved en langtrukken, dirrende tone fra fløjten, lagde sig ned og lå stille, gloende på pigen med deres stirrende, grønne øjne.

  ”Se der," sagde Mowgli og lagde fløjten fra sig. ”Er der noget at være bange for her? Jeg sagde dig jo, min tapre lille pige, at der ikke var grund til frygt, og du troede mig. Din far sagde - åh, gid du kunne have set din fader blive drevet af sted ligesom nilghaien! - din far sagde, at de var djævle. Og ved Allah, som er din gud, det undrer mig ikke, at han troede det."

  Pigen lo en lille munter latter og Gisborne hørte Abdul skære sine få tænder. Dette var al­deles ikke den unge pige, som Gisborne af og til havde set ud af øjenkrogen, når hun listede omkring uden for huset, tilsløret og tavs. Det var en anden - en fuldmoden kvinde. Knoppen var sprunget ud i løbet af en nat, ganske som en orkidé kan udfolde sine blomster i én eneste time i fugtig og varm luft.

  ”Men de er mine legekammerater og mine brødre, børn af den moder, som gav mig die, således som jeg fortalte dig henne bag køkkenet," vedblev Mowgli. ”Børn af den fader, som lå mellem mig og kulden fra hulens indgang, da jeg var et lille nøgent barn. Se" - en ulv løftede sit grå ho­ved og slikkede Mowglis knæ - ”min broder véd, at jeg taler om dem. Ja, dengang jeg var et lille barn, var han en unge og rullede sig med mig på jorden."

  ”Men du har sagt, at du er menneskefødt," kurrede pigen og trykkede sig tættere ind til hans skulder. ”Du er født af mennesker?"

  ”Sagt! Jeg véd, at jeg er født af mennesker, fordi mit hjerte er i din varetægt, min lille elskede.” Hendes hoved sank ned på Mowglis bryst. Gis­borne rakte hånden advarende i vejret for at standse Abdul Gafur, på hvem det yndefulde syn aldeles intet indtryk gjorde.

  ”Men ikke desto mindre var jeg ulv blandt ulve, indtil der kom en dag, da Junglefolket bød mig gå, fordi jeg var menneske."

  ”Hvem bød dig gå? Dette ligner ikke ægte mennesketale."

  ”Dyrene selv. Du vil nok aldrig tro min fortælling, min lille elskling, men sådan skete det. Junglens dyr bød mig gå, men disse fire fulgte med mig, fordi jeg var deres broder. Derpå blev jeg kvæghyrde blandt menneskene, hvis sprog jeg havde lært. Ho! Ho! Hjorderne måtte betale skat til mine brødre, indtil en kvinde - en gammel kvinde, min elskede - en nat så mig lege med mine brødre ude på marken. Så sagde de, at jeg var besat af djævle og jog mig bort fra landsbyen med knipler og sten, og mine fire brødre fulgte hemmeligt efter mig. Det var dengang, at jeg lært at spise kogt føde og tale kækt. Fra landsby til landsby gik jeg, mit hjertes elskede, snart som kvæghyrde, snart som bøffel­røgter, snart som sporjæger, men ingen vovede at løfte en finger mod mig to gange.” Han bøjede sig ned og klappede en af ulvene på hovedet. ”Gør du nu som jeg. Der er hverken ondskab eller trolddom i dem. Ser du, de kender dig."

  ”Skovene er fulde af alle slags djævle," sagde pigen gysende.

  ”Løgn. Barnesnak," svarede Mowgli tillidsfuldt. ”Jeg har ligget i skovene, når dug­gen faldt, i stjerneskær og mørke nætter, så jeg véd. Junglen er mit hus. Skal en mand være bange for sine tagbjælker eller en kvinde for sin mands arne? Bøj dig ned og klap dem."

  ”De er hunde og urene," mumlede hun, idet hun bøjede sig fremad med bortvendt hoved.

  ”Først når den forbudne frugt er spist, mindes vi Loven!" sagde Abdul Gafur bittert. ”Hvorfor vente så længe, Sahib? Dræb!"

  ”Tys, du. Lad os høre, hvad der er sket," svarede Gisborne.

  ”Det var ret," sagde Mowgli og lagde atter armen om pigens liv. ”Hunde eller ikke hunde, de har fulgt mig gennem tu­sind landsbyer."

  ”Og hvor var dit hjerte den gang? Gennem tusind landsbyer, siger du. Du har set tusind piger. Jeg, der - der ikke længere er mø, har jeg dit hjerte?"

  ”Hvad skal jeg sværge ved? Ved Allah, som du taler om?"

  ”Nej, sværg ved dit eget liv, så er jeg ­tilfreds. Hvor var dit hjerte i de dage?"

  Mowgli lo en smule. ”I min mave, for jeg var ung og altid sulten. Derfor lærte jeg at jage og følge vildtets spor og sendte mine brødre hid og did som en konge sine hærskarer. Derfor drev jeg nilghaien af sted for den tåbelige unge sahib og den store tykke hoppe for den store tykke sahib, da de betvivlede min magt. Jeg kunne lige så let have drevet mændene selv af sted. Selv i dette øjeblik" - han hævede stemmen en smule - ”selv i dette øjeblik véd jeg, at din fader og Gisborne Sahib står bag ved mig. Nej, løb ikke bort, for om der så var ti mand, vovede de ikke at gå et skridt fremad. Skal jeg, ihukommende at din far har banket dig mere end én gang, give en befaling og atter jage ham rundt gennem skoven?"

  En af ulvene rejste sig og viste tænder. Gis­borne følte Abdul Gafur skælve. Et øjeblik efter var han alene og den tykke gamle mand benede af sted ned ad stien.

  ”Nu er Gisborne Sahib alene tilbage," sagde Mowgli, stadig uden at vende sig om. ”Men jeg har spist Gisborne Sahibs brød og vil snart træde i hans tjeneste, og mine brødre skal være hans tjenere, jage vildtet for ham og bringe ham bud. Gem dig nu i græsset."

  Pigen flygtede, det høje græs lukkede sig bag hende og den ulv, som fulgte efter for at våge over hende, og Mowgli vendte sig om med sine tre vasaller og mødte Gisborne, der trådte frem.

  ”Det er hele trolddommen," sagde Mowgli og pegede på de tre ulve. ”Den tykke sahib vidste, at vi, som er opfostrede blandt ulve, i lang tid kryber på albuerne og knæene. Han følte på mine arme og ben og opdagede derved sandheden, som du ikke kendte. Er det så vidunderligt, Sahib?"

  ”Ja, det er langt vidunderligere end trolddom. Det var altså dem, der drev nilghaien af sted?"

  ”Ja, og de ville drive Djævelen selv, hvis jeg befalede dem det. De er mine øjne og mine fødder."

  ”Så pas på, at Djævelen ikke har et dob­beltløbet gevær hos sig. Dine djævle har endnu noget at lære, for de står i række bag hverandre, så at to skud kunne dræbe dem alle tre."

  ”Åh, men de ved, at de bliver dine tjenere, så snart jeg er skovfoged."

  ”Skovfoged eller ikke skovfoged, Mowgli, du har voldet Abdul Gafur stor skam. Du har vanæret hans hus og gjort hans ansigt sort."

  „Hvad det angår, blev hans ansigt sort, da han tog dine penge, og det blev sortere, da han for lidt siden hviskede til dig, at du skulle dræbe en ubevæbnet mand. Jeg vil selv tale med Abdul Gafur, for jeg er i rege­ringens tjeneste med pension. Han skal ordne brylluppet med de ritualer, der passer ham, eller også kommer han atter til at løbe. Jeg vil tale med ham i morgen tid­lig. Og for øvrigt har Sahiben sit hus og dette er mit. Det er atter på tide at lægge sig til at sove, Sahib."

  Mowgli vendte sig om, forsvandt i det høje græs og lod Gisborne stå alene tilbage. Skov­gudens vink var ikke til at misforstå og Gisborne vendte tilbage til sin bungalow, hvor han fandt Abdul Gafur, et bytte for raseri og frygt, frådede på verandaen.

  ”Stille, stille," sagde Gisborne og rystede ham, for han så ud, som om han var ved at få et slagtilfælde. ”Müller Sahib har gjort manden til skovfoged, og du véd, at det ender med en pension og at det er regeringens tjeneste."

  ”Han er kasteløs - en mlech - en hund blandt hunde - en ådselæder! Hvilken pension kan opveje det?"

  ”Allah véd det, men du har jo hørt, at ulykken er sket. Har du måske lyst til at udbasunere den for alle de andre tjenere? Sørg hel­lere for, at der er shadi i en fart, så vil pigen gøre ham til muslim. Han er meget smuk. Kan det undre dig, at hun tyede til ham, sådan som du pryglede hende?"

  ”Sagde han noget om, at han ville jage mig med sine dyr?"

  ”Sådan forekom det mig. Er han troldmand, så er han i det mindste en meget stærk én."

  Abdul Gafur tænkte sig om. Så kastede han sig for Gisbornes fødder og, forglem­mende at han var en muslim: ”Du er bramin! Jeg er din ko! Bring sagen i orden og red min ære, hvis den kan reddes!"

  For anden gang i nattens løb begav Gisborne sig ud i skoven og råbte på Mowgli. Svaret kom højt oppe fra et træ og ikke i en underdagnig tone.

  ”Tal sagte," sagde Gisborne og så op. ”Der er endnu tid til at fratage dig dit embede og jage dig og dine ulve. Pi­gen må vende tilbage til sin faders hus for i nat. I morgen kan I holde shadi efter muhamedanernes lov, og så kan du føre hende bort med dig. Bring hende nu tilbage til Abdul Gafur."

  ”Jeg hører.” Der lød en mumlen af to rådslående stemmer oppe mellem bladene. ”Og vi adlyder - for sidste gang."

*    *     *

  Et år efter kom Müller og Gisborne ridende gennem skoven, mens de talte fag. De kom ud blandt klipperne ved Kanye-floden og Müller var et lille stykke forud for Gisborne. I skyggen af et tjørnebuskads lå et nøgent, brunt lille barn og sprællede og fra krat­tet lige bag ham kiggede et gråt ulvehoved frem. Gisborne fik netop tid til at slå Müllers gevær i vejret og kuglen for pibende op mellem grenene over deres hoveder.

  ”Er De gal?" buldrede Müller. ”Se dér!"

  ”Jeg ser," svarede Gisborne roligt. ”Moderen er et eller andet sted i nærheden. Nu vækker De hele koblet!"

  Buskene åbnede sig atter og en utilsløret kvinde trådte frem og greb hurtigt barnet.

  ”Hvem skød, Sahib?" råbte hun til Gisborne.

  ”Denne sahib. Han havde glemt din mands folk."

  ”Glemt? Det kan godt passe, for vi, som lever sammen med dem, glemmer helt, at de er fremmede. Mowgli fisker nede ved floden. Vil Sahiben tale med ham? Kom frem, I uopdragne dyr! Kom frem fra buskene og hils på sahiberne."

  Müllers øjne blev større og større. Han sprang ned af sin stejlende hoppe, mens fire ulve kom frem fra Junglen og samlede sig logrende omkring Gisborne. Moderen stod med barnet på armen og sparkede dem til side, når de strejfede hendes bare fødder.

  ”De havde fuldstændig ret med hensyn til Mowgli," sagde Gisborne. ”Jeg havde i sinde at fortælle Dem alt dette, men jeg er blevet så vant til disse fyre i løbet af det sidste års tid, at jeg helt glemte det."

  ”Åh, ingen undskyldninger!" sagde Müller. ”Det gør ikke noget. Gott im Himmel! 'Og jeg gør mirakler - og de bliver til noget!'"

Noter

  Byggede den i Bappa Rawals dage - Dvs. i det ottende århundrede e.kr. Bappa Rawal var en historisk person.
 

  De kristnes guder hyler ynkeligt - Fra Heines digtsamling Buch der Lieder.
 

  Du har aldrig truffet dholerne - de røde dræbere - Rent faktisk lever de vilde hunde og ulvene sort set fredeligt med hinanden. Men det bliver historien selvfølgelig ikke dårligere af.
 

  Hvad Bandar-log tænker nu, vil hele Junglen senere tænke - De liberale i den engelske by Manchester havde sloganet: What Manchester thinks today England will think tomorrow. De engelske liberale elskede ikke det engelske imperium og de liberale i Manchester elskede det mindre end det. Imperialisten Kipling hadede dem af et godt hjerte.

    For at bevare selvagtelsen i sin ensomhed - Englænderne i kolonitidens Indien havde for skik at klæde sig om til middagen også selv om de var ene mand til bords.

  Hai-mai - Betyder egentlig ”Åh, moder”, men kan også bruges i andre betydninger.

    Hvis Mennesket så på ham, ville han løbe - Tigre er forsigtige dyr og angriber derfor sjældent forfra. En måde at undgå angreb af tigre er at bære en maske på baghovedet. Tigeren ser, hvad den tror er øjne, og lader ofte være med at angribe.
 

  Kos : Længdemål. Varierede ganske som milene i Europa, men er i Junglebogen halvanden engelsk mil eller 2,4 kilometer.

  Lusus naturae - Lusus er latin og betyder ”leg”. Udtrykket kan nærmest oversættes som ”naturens spøg” eller ”naturens lune.”

  Mlech - En kasteløs.

  Mohwa-træet - Indisk skovtræ. Blomsterne er spiselige og mennesker spiser dem også.

  Nancy - Berømt fransk skovakademi. England havde ikke et sådant akademi, så de indiske forstfolk blev sendt til Frankrig.
 

  Nilghai - En indisk antilopeart.

  Sambhur - En slags asiatisk elg.

  Tudede som en ugle - I Europa anses uglen for at være klog, men i Indien anses den for at være dum.

  Var min fader og min moder - Angloindisk udtryk som betyder noget i retning af ”den der holdt hånd om mig og hånden over mig”.