Kopper og koppeindpodning

Et medicinsk-historisk tilbageblik

i hundredåret efter JENNERs første vaccination

Af

Julius Petersen

Professor, Dr. med.

København, 1896. Gyldendal.

Indskannet og redigeret af Jens Guld i 2005.

Retskrivning og grammatik er lettere moderniseret og visse ældre ord og bynavne er udskiftede med mere nutidige. Ellers er intet ændret. Een lille ordliste tilføjet. Græskkyndige må gerne se på de græske ord i teksten i afsnittet om oldtid og middelalder og eventuelt sende mig rettelser.
Al ukommerciel brug af denne tekst er absolut tilladt. Biblioteker og undervisningssektoren er pr definition ukommercielle.

7.12.2005 Jens Guld

Indhold:

Indledning

Koppesygdommen og dens ødelæggelser indtil den ældre koppeinokulations indførelse

1. Kopper i oldtiden og middelalderen.

2. Kopperne i renæssancens tidsrum.

3. Kopperne i det 17de århundrede. Koppedødsfald i det engelske kongehus.

4. Koppesygdommen i det franske kongehus i det 18de århundrede.

5. Kopperne i det habsburgske fyrstehus i det 18de århundrede.

6. Kopper i Øst- og Nordeuropa, i de herværende fyrstehuse og i de dansk-norske kolonier i det 18 århundrede. Koppernes fortsatte ødelæggelser i Europa.

Koppesygdommen og den ældre koppeinokulation

1. Inokulationens første periode.

2. Inokulationens anden periode.

3. Inokulationens tredie periode.

Koppesygdommen og vaccinationen

1. Perioden før Jenner.

2. Den jennerske periode i England.

3. Den jennerske periode uden for England.

4. Tidsrummet efter Jenner.

Litteraturhenvisninger

Ordliste

Indledning.

De store epidemiers historie kan vel altid siges at have en vis særlig interesse, og det ikke blot for en lægevidenskabelig, men også for en almindelig historisk betragtning. De har været og er fremdeles så store begivenheder, at de på forskellig og ofte meget betydningsfuld måde griber ind i den historiske udviklings gang. Og lægevidenskabeligt set turde denne del af medicinalhistorien netop have forøget interesse i vor tid, hvor bakteriologien og dens banebrydende forskningsresultater har vakt en større opmærksomhed end nogensinde for de epidemiske sygdomme både i teoretisk og praktisk henseende, både for deres natur og væsen, deres forebyggelse og deres kurative behandling.

Af disse sygdomme er der atter tre, som har spillet en særlig skrækindjagende rolle ved deres universelle udbredelse og de uhyre ødelæggelser, de har forårsaget: byldepesten, der allerede var fremtrædende i oldtiden, kopperne, der i middelalderen begyndte at åbenbare sig i deres vælde, og endelig den asiatiske kolera, der tilhører den nyere og nyeste tid og er optrådt med et sådant eftertryk, at den hurtigt har fordunklet erindringen om de to andre epidemiske svøbers ødelæggelser. De tre sygdomskategorier kunne også for så vidt siges at afløse hverandre, som pesten ubetinget er den dominerende middelalderen og renæssancen igennem, mens kopperne efterhånden træder i dens sted især i det 17de og 18de århundrede, for derpå i det 19de århundrede at tabe deres frygtelige brod og give plads for koleraen, der i de sidste menneskealdre ubestridt har ført sceptret.

Den fremragende aktuelle interesse, som knytter sig til undersøgelsen af koleraepidemiernes forhold, kan kopperne ganske vist ikke gøre krav på, da disses magt væsentligt er brudt ved indførelsen af koppeindpodning og især ved vaccinationen, hvorved afgørende grænseskel drages i koppernes historie. Men på den anden side får koppesygdommen netop ved denne mærkværdige opdagelse og i belysning deraf en vidtrækkende interesse. Det er derfor også min agt i nærværende skrift at lægge særligt eftertryk på fremstillingen af de sidste faser i koppesygdommens historie, de der knytter sig til koppeindpodningen og ganske særligt til kokoppeindpodningen og den til historiens dom fuldt hjemfaldne periode deraf: den jennerske periode. Det er tilmed netop nu - 1896 - et hundrede år siden, at Jenner foretog sin første vaccination, og der turde da være ganske særlig anledning til at fejre dette for lægevidenskaben og hele menneskeheden betydningsfulde jubilæum ved et tilbageblik på det tilbagelagte århundredes indvundne erfaringer - også af aktuelle grunde. Thi den banebrydende jennerske periode ligger altså nu så langt tilbage, at ikke få vigtige herhenhørende momenter er sunkne i glemsel, og hele rækkevidden og betydningen af Jenners opdagelse, der af læger og ikke-læger, selv i videnskabeligt udviklede kredse ofte har været og er noget uklart opfattet og omstridt, vil forhåbentlig ved et sådant orienterende tilbageblik kunne erholde en på grund af sagens overordentlige betydning højst ønskelig fornyet og retledende belysning.

Men rent bortset fra sådanne aktuelle hensyn tør selve koppesygdommens og koppeepidemiernes historie vistnok gøre krav på ikke ringe interesse. De imponerende billeder af ødelæggelse, som betegner farsotens gang, de indgribende virkninger på rigers og folkeslags skæbne, som deraf har resulteret, den forskelligartede måde, hvorpå den er optrådt, den opfattelse af sygdommens hele genese og dens behandling, som i vekslende skikkelse er fremgået af epidemiernes betragtning og af tidsalderens bærende doktriner - der således også på prægnant måde illustreres derved - alt dette turde vel være opmærksomhed værd. Og ikke mindre det dunkle, forviklede spørgsmål om sygdommens første fremkomst og dens ælde, spørgsmålet om, hvorvidt den allerede har hærget oldtidens riger eller ikke. Dette spørgsmål kan i hvert fald ikke andet end interessere historikeren og ægge hans forskelyst, og vi vil begynde det følgende, første hovedafsnit, der omhandler kopperne før inokulationens indførelse, med en kort oversigt over de foreliggende, herhenhørende forskninger og deres resultater.

Koppesygdommen og dens ødelæggelser indtil den ældre koppeinokulations indførelse

1. Kopper i oldtiden og middelalderen

Problemet om koppernes forekomst i oldtiden antog de gamle filologiske renæssancelæger i Italien at have løst i bekræftende retning, idet de ved forskning i hippokratiske og efter-hippokratiske skrifter mente at finde beskrivelse af koppesygdommen. Men deres argumenter var dog svage, og spørgsmålet har da også på ny været optaget til ihærdig undersøgelse især lige fra den tid, for noget over et århundrede siden, da den såkaldte "historiske patologi" kom til frugtbart gennembrud. Talrige lærde og omfattende arbejder derom har set lyset. Endnu før midten af forrige århundrede stod en stor strid om, hvorvidt koppesygdommen var kendt af grækerne og romerne, ført med opbydelse af stor lærdom og grundig litterær forskning henholdsvis af J.G. Hahn i Wroclaw som talsmand for en bekræftende, af den berømte Werlhof i Hannover som talsmand for den benægtende opfattelse, der nærmest gik ud på, at kopperne først holdt deres indtog i Europa med araberne eller måske først med korstogene. Werlhofs påstand blev en tid den rådende, men senere, i vort århundrede, fik Hahn virksom undsætning fra forskellige fremragende tyske og engelske epidemiologer, der alle hævdede kopperne som en udbredt oldtidssygdom. At dog hele denne lære har en mindre sikker basis og at den skarptseende Littré også her med grund har kunnet ytre tvivl, vil fremgå af følgende til de omtalte epidemiologers' og særlig til Haesers undersøgelser støttede udsigt over, hvad der i så henseende foreligger i gammel litteratur.

I Østen søger og finder vi jo den europæiske kulturs vugge. De store strømninger både af godt og ondt, der dybt har indvirket på og omformet Europa, har der deres kilde, og også de store epidemier, både byldepesten i oldtiden og koleraen i den nyere tid, har ramt os ved denne lovmæssige bevægelse mod vest. Heller ikke kopperne synes at gøre en undtagelse fra denne lov og det har da overhovedet ligget nær at søge urgamle udgangspunkter i Østens litteratur.
En af de omtalte epidemiologer, den fortjente vaccinationsforkæmper James Moore, har således villet hævde, at det af kinesiske skrifter kunne godtgøres, at sygdommen var kendt i dette rige allerede 1500 år før Kristus, men andre engelske forfattere har gendrevet ham og vist det højst usikre i angivelserne. Det samme er tilfældet med en fremsat formodning om koppernes tilstedeværelse lige så langt eller endnu længere tilbage i tiden i et andet land, hvorfra vi også med grund søger udgangspunkter for strømninger mod Europa, det gamle Ægypten. En art støttepunkt med hensyn til koppesygdommens tilstedeværelse her har man villet finde i 2den Mosebog (Eksodus) 9de kapitel, hvor Herren, som plager ægypterne med kvægsygdom, for at de skulle lade israelitterne fare, siger til Moses og til Aron: "tager eders næver fulde af aske af ovnen, og Moses skal slå den ud mod himmelen for Faraos øjne. Og den skal vorde til støv over alt Ægyptens land og det skal blive til bylder, som skal løbe ud med blegner på folket og på bæster i alt Ægyptens land". Derefter siges det, at "de tog aske af ovnen og stod for Farao, og Moses slog den ud mod himmelen, og der blev bylder, som løb ud med blegner på folket og på bæster". Dobbeltprocessen bylde-blegner kunne nemlig tydes som en koppeudvikling, og i Septuaginta gengives blegnerne med udtrykket "elcg jlnctidex". Den lærde jødiske forfatter Philo har i sin kommentar til dette sted fremstillet den ægyptiske sygdom således, at den kan minde om kopper, og Luther oversætter stedet med "böse schwarze Blattern". Imidlertid er sagen selvfølgelig højst usikker; det er jo egentlig heller ikke nogen naturlig sygdom, hvorom her er tale, men et mirakel. Dertil giver de fundne papyrusruller aldeles intet holdepunkt for antagelsen af kopper hos ægypterne, og lige så lidt kunne den ansete tysk-ægyptiske epidemiolog Pruner-Bey ved sine ihærdige forskninger i Ægypten nogensinde påvise koppelignende ar på velbevarede mumier.

Den gamle indiske litteratur er ligeledes blottet for bestemte angivelser for sit lands vedkommende. Når historieskriveren Curtius Rufus meddeler, at Alexander den Stores hær i Indien oprevedes af en "scabies contagiosa", er angivelsen også alt for ubestemt til at man deraf kan udlede noget.

Angivelserne i de hippokratiske skrifter er også som allerede nævnt højst usikre, og det er først i den romerske kejsertid i de nærmeste århundreder efter Kristus, at der efterhånden kan påvises litterære meddelelser, som på en mindre ubestemt måde synes at pege hen mod tilstedeværelse af sygdommen. I den af Philo Judæus fremsatte fortolkning af ovennævnte sted i Eksodus gives således antydninger, der virkelig kunne forstås som udtryk for, at han har besiddet positivt kendskab til kopper, idet han skildrer ægypternes sygdom som pludselige eksantemer med pusfyldte flyktæner, der bliver til sår (hlcwsix) og ledsages af betændelse, af feber og smerte. Den samtidige Plinius yder dog i sin Historia Naturalis, hvor også sygdoms-angivelser findes, antagelsen intet holdepunkt, og heller ikke Celsus giver i virkeligheden noget sådant, skønt det postuleres af de omtalte italienske renæssanceforfattere, til hvilke også vor lærde, - men i sin lærdom dog altid noget overfladiske - Thomas Bartholin afgjort slutter sig i en afhandling om koppesygdommen, idet han endog erklærer, at Celsus "tam vivis coloribus variolas depinxit, ut ovum ovo similius non sit". Det af Bartholin citerede sted fortjener imidlertid alt andet end en sådan karakteristik. Det omtaler kun i yderst ubestemte udtryk nogle "pusulæ".

Nogen bestemtere antydning af udtryk for kendskab til koppesygdommen gengives af Aetius efter pneumatikeren Herodotus, der levede ca. 100 år efter Kristus, og end mere tyder skildringen af den såkaldte antoninske eller galenske pest (2'det århundrede) på et sådant og på, at denne farsot virkelig har været kopper, skønt det dog vist er for meget sagt, når Haeser af skildringen hos Galen slutter til dennes "utvivlsomme" kendskab til kopper. Nogen tvivl i så henseende efterlader Galen, som det vil fremgå af det følgende referat af hans udtalelser.
Ifølge de gamle kronisters beretninger brød denne i sin optræden og sine virkninger frygtelige pestsygdom ud i året 165 mellem soldaterne af den romerske arme, der under den ene kejser Lucius Verus' anførsel stod i Mesopotamien for at holde parterne i skak og netop i dette år efter en langvarig belejring indtog den blomstrende by Seleucia ved Eufrat. Dette skete ved kapitulation, men ikke desto mindre udplyndredes byen - og derved opstod sygdommen. I et Apollotempel fandt de plyndrende soldater i en hemmelig gang en gylden kiste. De åbnede den og der udvikledes nu fra den giftige dunster, som kaldæerne havde forsynet den med, og som smittede og dræbte i bestandigt videre omfang. Den tilbagedragende hær førte smitten med sig og hele det romerske rige blev efterhånden hjemsøgt. I en lang årrække varede farsoten og i flere provinser bortdøde næsten hele befolkningen. Galen skal ved sygdommens udbrud i Rom være flygtet for den til Brundusium og, da denne by ligeledes blev angrebet, til sit hjemsted Lilleasien. Her rasede farsoten imidlertid voldsommere end nogetsteds og her måtte han blive og fik således den rigeste lejlighed til at iagttage sygdommen. Imidlertid greb farsoten hele tiden mere om sig også i Italien. Kejser Marcus Aurelius søgte forgæves at standse den ved at påkalde gudernes indgreb, ved at anordne en almindelig lustration og udstrakte lectisternier. Dog også selve lægevidenskaben påkaldtes af kejseren. Galen blev hentet tilbage og fulgte begge kejsere fra Rom til hæren, der var samlet ved Aquileia for at kæmpe mod markomanerne. Soldaterne bukkede imidlertid i tusindvis under for pesten og Lucius Verus flygtede igen sydefter, allerede mærket af sygdommen og ledsaget af Galen. I sin vogn på vejen til Venezia døde kejseren. Kronister angiver, at døden voldtes ved gift, således som det så hyppigt antages ved hurtig død af fyrstelige personer, men det ligger utvivlsomt nærmere at tænke på epidemien som dødsårsag.

Galen omtaler som nævnt sygdommen ret udførligt på flere steder i sine skrifter af praktisk indhold. Symptomerne var efter ham en ejendommelig føtor, der som ved anden pest ofte gik forud for udbruddet. Forskellige katarralske tilfælde med rødme i munden og øjnene, diarré, ofte sortfarvet. Den 9de dag bredte udslettet sig rask over legemet, det var pustuløst, mørkfarvet, blodigt, efterhånden optrådte skorper, der tørrede ind eller dannede sår med påfølgende ar. Når dertil kommer, at sygdommen angives hurtigt at brede sig på kontagiøs og morderisk måde, så vil det ses, at det hele passer ret godt til et billede af kopper. Selv tænker Galen ikke på en sygdom sui generis, men opfatter den kun som en form af ondartet putrid feber, en "stor, lang, vedvarende pest" (lonmh), og efter hans patogenetiske teori er eksantemet af kritisk natur, hvorfor det er heldigt, at det fremkommer så rigeligt som muligt; det må helst være stærkt blodigt for derved at få en god udrensning af det skadelige blod. Den hentørring og "askedannelse" af skorperne, hvorigennem naturen helbreder sygdommen, anviser efter Galen også den rationelle lægekunst vejen: det er udtørrende medikamenter til hvilke man må sætte sin lid. Således kommer Galen til at anbefale den samiske jord, en af oldtidens mange renommerede "terrae sigillatae", der overhovedet anvendtes meget som antidota mod gift i blodet. Som lykkelig sangvinsk terapeut er Galen sikker på sit middels virksomhed og ser i den samiske jord et ligefrem ufejlbarligt middel, der stadig helbreder, "når sygdomstilfældet kun er helbredeligt". Alene i uhelbredelige tilfælde, hvor intet hjælper, hjælper heller ikke dette middel.

Aldeles evident er det dog efter Galens skildring ikke, at pesten har været kopper, og det kan i så henseende anføres, at en af den historiske patologis betydeligste mænd, J.F.C. Hecker, efter en nøje analyse af Galens fremstilling er kommet til det resultat, at det har været en særegen, meget malign tyfusform ("typhus antiquorum"). Den differentiel-diagnostiske bestemmelse vanskeliggøres især derved, at Galen helt igennem er den doktrinære, teleologiske humoralpatolog og kun betragter sygdommen og sygdomsprocessen fra sit ensidige patogenetiske synspunkt. Sygdommens væsen er en feber, betinget i den putride forandring i blodet, og sygdomsprocessen manifesterer kun naturens bestræbelser for at uddrive materia peccans fra blodet til hudens overflade. Medens han skildrer de generelle symptomer udførligt, lægger han kun vægt på eksantemet, for så vidt som dette kommer rigeligt frem. Men hvilke anatomiske karakterer dette besidder, bekymrer han sig ikke synderligt om, og beskriver det derfor ikke nøjagtigt nok, til at man derefter med sikkerhed kan bestemme sygdommens art.

Denne mangel, der i så høj grad vanskeliggør den historiske epidemiologis forskninger, gør sig nu ikke blot gældende hos Galen, men fremdeles hele middelalderen og renæssancen igennem, ja helt ind i det 18de århundrede, og afgiver hovedgrunden til, at der med hensyn til koppesygdommens historiske påvisning har hersket og fremdeles hersker en ikke ringe dunkelhed. Den galenske pest vedvarede for øvrigt endnu efter Marcus Aurelius' død og kronisterne beretter om gift og forgiftede nåle, hvorved talløse mennesker myrdedes også under Commodus. Antagelsen af gift og planmæssig forgiftning spillede både dengang og endnu i langt senere tidsrum, ja helt ind i vor tidsalder, en fremtrædende rolle i epidemiernes historie.

Den på den antoninske pest følgende store epidemi, den cyprianske pest i det 3die århundrede, synes ikke at have været koppeepidemier, men snarere virkelig byldepest. Også den store justinianske pest i det 6te århundrede, der vistnok havde sit udgangspunkt i Afrika, synes til dels at have henhørt under denne kategori, men der optræder dog udløbere derfra både mod øst og vest, som kunne minde om kopper. Således har de historiske epidemiologer været tilbøjelige til at betragte den morderiske farsot, der i det 6'te århundredes sidste halvdel hjemsøgte den abessinske hær foran Mekka (Elefantkrigen) og tvang den til at hæve belejringen, for en koppeepidemi. I poetisk eventyrlig iklædning fremstiller arabiske forfattere begivenheden. Fra havet kom store skarer af fugle med stene i deres næb og deres kløer. Stenene kastedes rundt om ned på belejrerne, og hvem der blev truffet, måtte dø. Skyndsomst flygtede de tiloversblevne tilbage, men døde på tilbagevejen i tusindvis. Også hærens general ramtes af stenene. Han førtes med tilbage, men på vejen faldt det ene lem af ham efter det andet, tilslut også brystbedækningen om hjertet, og da måtte han dø. Synderlig solidt begrundet er den senere antagelse af farsoten som kopper ikke og den kom måske nærmest kun til orde hos arabiske forfattere af religiøse grunde, fordi koppesygdommen således var fremkommet som en Guds straf over den kristne abessinske hær, ligesom antagelsen i øvrigt også kom til at passe godt til den doktrin, der i vort århundrede med megen bestemthed fremsattes af den nævnte epidemiolog Pruner-Bey om koppernes og andre maligne infektionssygdommes almindelige urhjem i Etiopien og tilstødende lande.
Omtrent samtidig med denne begivenhed i Østen finder vi i Vesten, i Frankrig, en anden udløber af den justinianske pest, en epidemi, hvis koppenatur unægtelig er sandsynlig ifølge de foreliggende beretninger, der i øvrigt kun stammer fra gejstlige kronister. Her fremtræder også for første gang betegnelsen "variolæ" hvis etymologi er usikker; måske udtrykker ordet kun den varierede form af koppeeksantemet. Det var de frankiske riger, som i lang tid hjemsøgtes af morderiske epidemier. Disses årsag og udgangspunkt søgte de gejstlige forfattere og da især den mest fremtrædende af dem, biskop Gregor af Tours, i forskellige jærtegn, i meteorologiske og telluriske forhold af mærkværdig natur - et årsagsmoment til farsoter, som epidemiologerne i øvrigt lige til vor tid har lagt megen vægt på - ligesom også i den vilde og grusomme kamp, der dengang førtes mellem de nært beslægtede frankiske konger, og som måtte kræve sin straf. Derfor ramtes også kongeslægterne i høj grad af farsoten. Kong Chilperich var døden nær, ligeså hans spæde udøbte barn, hvilket dog reddedes ved dåben. Et ældre barn døde, skønt man gjorde alt for at helbrede det og bragte det til Soissons til den hellige Medardus' grav. Kong Guntram af Burgunds gemalinde Austragildis døde ligeledes af farsoten. Hendes lig blev så sort, som om det havde ligget på gloende kul. Før sin død forlangte hun sine tre lægers henrettelse, idet hun antog, at de havde givet hende gift. Især den ene af dem, Marileif, en jøde, var mistænkt. Og hendes begæring opfyldtes prompte af kong Guntram. Rundt om i rigerne og med frygtelig dødelighed rasede epidemien i en lang årrække. Som dens mest fremtrædende symptomer nævnes heftig feber med smerter over lænden, tyngde i hovedet og nakken samt et udbrud af pustler over hele legemet. På 12te-14de dag døde de fleste. "clades pusularis" er det navn, den hyppigst betegnes med. Men i øvrigt synes der samtidig at have raset en farsot af anden natur og rimeligvis en virkelig byldepest, der også af kronister adskilles fra hin og betegnes som "clades ingvinaria".

Det egentligt afgørende litterære vidnesbyrd om virkeligt kendskab til koppesygdommen i middelalderen finder vi dog først i de klassiske araberes skrifter og da især i et skrift af Rhazes, der systematisk behandler to hinanden nært stående feberformer med karakteristisk eksantem og giver dem betegnelser, der i de senere latinske oversættelser af hans skrifter altid gengives som variolæ og morbilli. Der kan heller ingen tvivl være om, at det er kopper og mæslinger, som således her har fundet den første nogenlunde tydelige og virkeligt lægevidenskabelige, systematiserende beskrivelse. Af denne grund har også talrige senere, epidemiologiske historikere, som allerede nævnt, villet hævde, at koppesygdommen først er kommet til Europa med araberne, i hvis riger den i hvert fald synes at have hærget i stor udstrækning, og hvorfra den også efterhånden på morderisk måde bredte sig til Afrikas negerstammer.

Arabernes store teleologiske spekulationstalent og konstruktionsevne viser sig ved faststillelsen af disse to sygdomsformers genese i et glimrende lys. Det erfaringsgrundlag, som var Rhazes givet, at både kopper og mæslinger var børnesygdomme, som tilmed særlig hyppigt ramte den tidligste alder, og at så godt som alle blev angrebet ("nullus evasit"), i forbindelse med det erfaringsfaktum, at menstruationen ophører under svangerskabet, var nok for ham til at konstruere en meget sindrig genetisk teori, der bestod så godt som uanfægtet i mange århundreder. Efter den antikke anskuelse tilbageholdtes blodet under svangerskabet i livmoderen for at tjene til fosterets ernæring, men blodet her var altid mindre rent - derfor naturens periodiske udtømmelses- og renselsesproces i menstruationen - og det måtte under svangerskabet efterhånden blive stærkt urent og altså tilføre fosteret megen usundhed, som dets organisme så måtte befri sig fra senere. Dette var naturens teleologiske hensigt med kopper og mæslinger: Hin sygdom udskilte urenhed fra de tykke bestanddele af blodet, denne fra de tynde (eller efter andre forfattere fra galden) og var derfor også oftest en noget lettere sygdomsproces. Bliver ikke al urenhed fjernet, må processen senere i livet gentages. Sker det ikke, vil en spedalskhed ofte udvikle sig af den tilbageholdte urenhed. Det er derfor særdeles glædeligt, når der viser sig et meget rigeligt og helst et blodigt eksantem. Kopper (og de dertil sig sluttende mæslinger) er altså ingen sygdom i virkelig forstand, det er egentlig kun en nødvendig fysiologisk proces, en gærings- og renselsesproces. Børnenes blod må gære ud som frugtsaften, for at de med renset konstitution kan indtræde i ynglingealderen. En påvirkning af denne lyse opfattelse kan spores lige til slutningen af forrige århundrede.

Rhazes kender dog godt sygdommens malignitet og de skæbnesvangre følger, den kan have, således den hyppige blindhed. Men en større epidemisk udbredelse, bevirket ved smitte, omtales ikke af ham. Hos de lidt senere arabere, især hovedautoriteten Avicenna fremhæves derimod smittemomentet, men uden at den genetiske doktrin derved rokkes. Smitten er kun et ferment, der har en særlig evne til at sætte blodets koppeurenhed i rask bevægelse.

Behandlingen måtte i sin rationelle deduktion af denne doktrin ikke kunne blive særligt indgribende. Af den gamle humoralpatologis hovedmidler anvendtes vel åreladninger, men kun små, kun hos ældre patienter og kun i heftige tilfælde. Brækmidler og stærke afføringsmidler anvendtes i reglen ikke og betragtedes snarest som skadelige, fordi naturens bestræbelser fra centrum ud mod periferien (hudsystemet) derved modvirkedes. De ældste arabere nøjedes i reglen med at følge Galen og bruge streng diæt og jordpræparater, især bolus armena, og kun ved siden deraf nogle lige så uskyldige vegetabilske kompositioner, hvoraf linser betragtedes som den vigtigste bestanddel. Efterhånden kom araberne dog ind på en kraftigere, drivende terapi og polyfarmaci med hidsende midler, hvoriblandt det monstrøse teriak, for derved at fremme udbruddet på huden. I samme retning skulle stærk varme i sygeværelset og streng udelukkelse af al frisk kølig luft virke. Ligeledes tilrådede de at åbne de modne pustler artificielt, når disse tøvede med spontant at åbne sig. Derved friede man organismen for længere påvirkning af pusset og undgik dannelse af dybe sår. Men perforationen skulle da foretages med en fin nål og helst af guld.

I det følgende tidsrum af middelalderen stod erfaringsvidenskaben væsentligt stille. De latinske, skolastiske arabister accepterede og repeterede de klassiske araberes doktriner uden at lægge synderlig vægt på egne iagttagelser. Nærmest kun fra folkemedicinens side, og altså i empirisk-terapeutisk henseende, kunne nye momenter komme til og måtte særlig kunne gøre sig gældende ved en sygdom som kopper, der i ekskvisit forstand blev en folkesygdom, og som sådan behandledes af folket selv. Nu er det ganske vist tvivlsomt, om koppeepidemier har spillet nogen meget fremtrædende rolle i denne tidsperiode. Den orientalske byldepest og især den forfærdelige manifestation deraf, som benævnes den sorte død, dominerede i hvert fald i så høj en grad, at den absorberede hele opmærksomheden, og de historiske patologer har måske også ret, når de mener, at den ene store epidemiske sygdom eliminerer den anden, og at således kopperne holdtes i skak under byldepestens mægtige "epidemiske konstitution".

Der foreligger dog i arabisternes skrifter vidnesbyrd om, at kopper fremdeles må have været til stede og på indgribende måde hærget i Syd- og Mellemeuropa, ja også i nord, på Island, hvis annaler giver ret bestemte beretninger derom. De nævnte nytilkomne terapeutiske momenter fra folkemedicinen kunne da også spores, om end bestemte angivelser derom nærmest må hentes af senere kilder, og om end de anvendte populære helbredelsesmidler, der for en del har deres rod i middelalderens medicina magica og medicina magnetia, ikke just fremtræder som specifikke midler alene mod kopper, men overhovedet mod heftige infektionsfebre. Til sådanne midler hører at lægge levende skrubtudser under sygesengen, idet disse dyr skulle have særlig evne til at indsuge sygdomsgiften, en egenskab, som i øvrigt også blev tilskrevet andre dyr som får, der lagdes ind i selve sengen til den syge. Allerkraftigst i så henseende antoges dog et ungt sundt menneske at virke, og var det f.eks. en prins, der blev alvorligt angrebet af kopper, tyede man til dette heroiske lægemiddel. Man tog dertil ikke alene teriak indvendig, men udviklede teriakdampe ved kulbækkener i det hermetisk lukkede sygeværelse sammen med enebærrøgninger. Drikke af hed bouillon, helst tilberedt af hugormekød, måtte yderligere hjælpe til at drive kopperne fuldstændigt frem.

Mere opmærksomhed end disse gamle terapeutiske metoder kunne fra et aktuelt synspunkt og med særligt hensyn til de overordentlig interessante meddelelser, der fra Dr. N.R. Finsens side i den allernyeste tid er fremkomne om koppeterapi, en ejendommelig kurmetode fortjene, hvilken ligeledes dukkede frem af folkemedicinen i middelalderen. Det er behandlingen med indvikling af den syge i røde tæpper og rødt omhæng om sengen. Allerede hos Marcellus Empiricus (5te århundrede), en fransk lægmand, der af kristelig kærlighed forfattede en populær lægemiddelbog, i øvrigt med særlig benyttelse af den ældre farmakolog Scribonius Largus, findes mellem andre empiriske folkemidler fremhævet de røde tøjer, der har den særlige evne at tiltrække blodet og derved virker afledende fra de indre organer til huden, således også til at fremlokke blinde hæmorroider. Både arabere (Avicenna) og flere af de senere latinske arabister genoptog hans råd og førte dem videre, men det synes dog først at være den engelske livlæge Gaddesden, der i sit kompendium Rosa Anglica (ca. 1300) bestemt præciserer metoden som tjenlig til fremkaldelse af koppeeksantemet. Efter at have givet andre terapeutiske råd om kopper og mæslinger (der også her tages sammen), siger han: "deinde capiatur scarletum rubrum et involvatur variolosus totaliter vel in panno alio rubro, sicut ego feci de nobillissimo fllio angliae, quando patiebatur istos morbos, et feci omnia circa lectum esse rubra, et est bona cura", og han føjer yderligere til, at han kurerede prinsen "sine vestigiis". Videre personlige erfaringer meddeler Gaddesden imidlertid ikke og aldeles overbevisende er hans referat heller ikke, især da flertalsudtrykket "istos morbos" - hvormed han må mene fælleskategorien "variolae et morbilli" - giver det hele en lidt ubestemt karakter. Med dette citat af Gaddesden, der er hentet fra Gruners udtog af de arabiske koppeskribenter i et samleskrift - som ved stadig at benyttes af medicinalhistorikerne har fået et vist autentisk præg - er i øvrigt udtrykkene i en udgave af Rosa Anglica i vort universitetsbibliotek ikke ganske overensstemmende. "istos morbos" findes her ikke, og der står citra vestigia (for sine vestigiis). Herefter er prinsen altså næppe blevet fri for ar ("arrene undtagne blev resultatet godt"). Med hensyn til vederheftighed har nu den gamle livlæge ganske vist ikke noget godt ry. Hans håndbog vandt nok en ikke ringe yndest og udbredelse, hvortil den kvikke fremstillingsform vistnok især bidrog. Den blev også trykt allerede i det 15de århundrede, og fra det 16de foreligger den i flere folio- og kvartudgaver. Men skriftet, der i det væsentlige kun var et plagiat af de to lidt ældre arabister Gilberts og Gordons kompendier, synes ikke at have vundet anerkendelse hos kyndige kritikere. Den særligt indsigtsfulde, lidt senere levende Guy de Chauliac, der havde hørt skriftet omtale og derfor erhvervede sig en afskrift deraf, udtaler sig hånligt om det og kalder det en "fatua rosa". Den lærde engelske medicinalhistoriker Freind, der har skrevet en grundig History of Physic, tilkender ham kun evnen til "a good judgment how far mankind could be imposed upon", og en af nutidens epidemiologiske historikere i England, Charles Creighton, istemmer fuldt denne hårde dom, betegner ham ligefrem som "an early specimen of the quack in excelsis", og sigter ham for, at han for at stille sig i relief ved hoffet som mirakeldoktor uden grund har givet sygdommen det frygtede navn variolæ samt for, at han aldeles ikke har haft andet kendskab til den efter Creightons mening den gang i England endnu ukendte koppesygdom end hvad han har læst sig til i arabiske skrifter. Heri gør man dog måske Gaddesden uret og i hvert fald har denne ved sin betoning af kurmetoden bidraget til at gøre den bekendt og anerkendt i lægevidenskabelige kredse, hvorom der senere, som vi skal se, foreligger gentagne vidnesbyrd.

2. Kopperne i renæssancens tidsrum.

I dette tidsrum, der i øvrigt på lægevidenskabens område indtræffer noget sent og først når sin blomstring i det 16de århundrede, viser den udførlige, til dels monografiske og ikke blot til gammel litteratur, men til egne oplevelser knyttede fremstilling af koppesygdommen, der med tiltagende hyppighed fremkommer især i italienske lægers skrifter, at farsoten kun alt for tydeligt lod sig mærke. Der kan under hensyntagen til alle disse beretninger næppe være tvivl om, at det er virkelige koppeepidemier, der omhandles, men derimod kan der vel være tvivl om hvorvidt den tiltagende hyppighed er virkelig eller kun tilsyneladende, så at det kun er iagttagelserne og beretningerne derom, der efterhånden bliver hyppigere og mere udtømmende. Ihvorvel dette sidste er uomtvisteligt, turde det dog være sandsynligt, som de historiske epidemiologer har antaget, at samtidig med byldepestens successive aftagen tiltager koppepesten. Og i hvert fald kommer i dette tidsrum i den nyopdagede verdensdel, Amerika, udbrud af sygdommen til syne, som viser en tiltagen og omsiggriben af den voldsomste og uhyggeligste natur, og vistnok igen ved ny overførelse af det intensive amerikanske koppevirus til moderlandet, til Spanien og til andre europæiske lande, har givet anledning til forøget indgribende hærgen af sygdommen.

Især efter at tilførslen af negerslaver til Amerika var kommet i gang, begyndte farsoten her sin hærgen. Negrene, hvis modtagelighed for kopper var særlig stor, bragte hyppigt smitten med sig. Til Montezumas store rige synes kopperne således ikke at være komne med Cortez' spanske hær, men først med en neger i Norvaez' korps, da denne general af Cubas skinsyge guvernør var sendt til Mexiko (1529) for at tilintetgøre Cortez' magt. Med rivende hurtighed bredte smitten nu død og fordærvelse over de ulykkelige indianere, der i millionvis på kort tid bukkede under for sygdommen. Det var farsoten og ikke spaniernes sværd, der affolkede de mexikanske blomstrende riger. I vild fortvivlelse flygtede indianerne fra deres byer og landsbyer til fremmede steder for at undgå den onde pestånd, der huserede mellem dem, men hele tiden bragte de kun smitten og pesten med sig og bredte den videre. Indianerne havde hidtil været ganske uberørte af koppesygdom og de måtte nu i højeste grad lide under den lov, som synes at gælde ikke blot med hensyn til denne, men også til andre infektionssygdomme, at smitten virker ganske særlig ondartet, når den første gang rammer en folkestamme, eller når denne blot i lang tid har været uberørt deraf.

Nogen aldeles bestemt påvisning af, at denne ødelæggende farsot var kopper, kan unægteligt ikke gives, og den usikkerhed i den nøjere bestemmelse af epidemiernes natur, som i det hele endnu gør sig gældende i renæssancen, forøges yderligere for koppernes vedkommende og særligt med hensyn til Amerika ved en ejendommelig sammenblanding af denne sygdom med en anden, der ligeledes optrådte som en morderisk, skrækindjagende epidemi og efter datidens almindelige opfattelse med hjemsted i Amerika. Det var syfilis, der antoges ført fra Amerika til Europa med Columbus' skibe, og som i hin periode optrådte med så voldsomme tilfælde først og fremmest i Italien og Frankrig, at sygdommen nok kunne ligne ondartede kopper i ikke ringe grad og føre til en betragtning af de to sygdomskategorier som nært beslægtede. Denne for os temmelig påfaldende opfattelse lettedes også ved den herskende humoralpatologiske doktrinarisme, der ikke tog synderligt hensyn til smittens lokale udgangspunkt, men antog, at den "putredo", der bevirkede alle sådanne farsoter, meddelte sig ved uddunstninger fra de syge og først udfoldede sin virksomhed i leveren, bloddannelsens formentlige sæde, hvorfra så giften førtes ud til hudsystemet. Det er i terminologien, at denne sammenblanding har afsat sine mest fremtrædende og forvirrende virkninger, idet først og fremmest i Frankrig den gamle koppebetegnelse "vairolle" eller "vérole" overføres på den syfilitiske epidemi. Identificeres kunne de to sygdomme imidlertid ikke og for igen at adskille dem føjede man så et bestemmende adjektiv til. Syfilis blev da kaldt "grosse vérole", kopperne "petite vérole", senere "variole", medens mæslingers blivende betegnelse blev "rougeole". Noget lignende gentog sig i andre lande. I England, hvor man havde optaget den gamle, oprindeligt fra det arabiske stammende betegnelse "pocks", fik nu kopperne navnet "small-pocks", medens syfilis, som kom til England over Frankrig, betegnedes som "the French pocks" eller "the great pocks". Også i Tyskland benyttede man ved siden af det mere odiøst klingende "Frantzoser", det uskyldige gamle koppenavn "Pocken", som betegnelse for syfilis, en terminologi, der forplantedes derfra til Norden og Danmark, hvor "pocker" (Henrik Smid skriver "paacker") altså også bliver en almindelig betegnelse for syfilis. Denne forbytning i nomenklaturen går i det 16de århundrede endnu videre. Man begyndte at betegne koppesymptomerne som "morbilli", hvorved det virvar i opfattelsen, som renæssancetiden i det hele avlede, på dette område bliver meget fremtrædende. Da kopperne senere efterhånden blev mere dominerende, bliver de i Danmark kaldt "små-pocker", en betegnelse, som derpå igen viger pladsen for "små-kopper" (eller "børne-kopper"), hvilket navn synes at være kommet til os fra Sverige ("kopper"). I Tyskland vinder i øvrigt tidligt ordet "Kindsblattern" (eller "Urschlechten") som betegnelse for kopper og "Kindsflecken" (også "Masern" eller "Röteln") for mæslinger ret almindelig hævd.

Hele det omtalte virvar, denne sammenstilling af kopper og syfilis, havde dog også sin fremmende betydning for den videnskabelige opfattelse. Derved fjernedes man i hvert fald uvilkårligt fra arabernes gamle genetiske doktrin og kom til at nærme sig den sande opfattelse af kopperne som en morderisk epidemi. Endnu langt ind i det 16de århundrede er dog den i øvrigt banebrydende epidemiolog Fracastorius, der oplevede og observerede morderiske koppeepidemier i Norditalien, ikke nået videre end til en ligefrem repetition af de arabiske læresætninger. I sit berømte skrift om de smitsomme sygdomme henfører han kopper (som sædvanlig sammen med mæslinger) til en kategori, der vel er smitsom, men ikke pestilentialsk, "fordi disse sygdomme oftest er af heldbringende natur", idet de giver en nødvendig renselse af blodet. Han skrider dog til lidt videre forsøg på differentialdiagnose mellem kopper og mæslinger. I fremstillingen af behandlingen fremhæver han, at naturen gør det allermeste, og at lægen oftest kun behøver at hjælpe til med småting. I så henseende anbefaler han blandt andet den syges indvikling i røde tæpper (pannis rubentibus). Men snart efter gør imidlertid en anden af de daværende medicinske storheder, franskmanden Fernelius, en forsker der var mere gennemtrængt af renæssancens revolutionære kritiske sans og af den rehabiliterede hippokratisme, oprør mod den arabisk-skolastiske lære og hævder, at en sygdom, der optræder på en så voldsom epidemisk måde som kopper, må være betinget i en luftinfektion (i en constitutio epidemica) og på ingen måde kan have sit væsen i en simpel fysiologisk renselsesproces. Tilmed lærte de græske klassikere, både Aristoteles og den ægte Galen (dvs. Galen endnu ikke bearbejdet af araberne), at fosteret i livmoderen i kraft af den altid rådende teleologi havde en særlig evne til at tiltrække de sunde bestanddele i moderens blod og frastøde de skadelige, og den arabiske teori passede derved så meget mindre.

Fernelius havde nu også haft rig lejlighed til at gøre erfaringer, thi i hans tid, sidste halvdel af det 16de århundrede, hærgede koppesygdommen frygteligt i hyppige epidemier ikke blot i Italien, men vistnok i lige så høj grad i Frankrig. Hen ad århundredets slutning har vi også de første nogenlunde pålidelige meddelelser om fremtrædende og morderiske koppeepidemier såvel i England, hvor den epidemiologiske historieforsker Creighton med stor flid har samlet og bearbejdet alle foreliggende data, og hvor der tydeligt, især i samfundets højere lag, viser sig en tiltagende rædsel for farsoten, som i Tyskland med de tilstødende skandinaviske lande. Hvad særligt disse sidste angår, da giver den svenske lægevidenskabelige litteratur i sidste halvdel af det 16de århundrede vidnesbyrd om, at man var begyndt at bemærke og frygte kopperne. I den første svenske håndbog i medicin, den Nyttiga lakara book, som Erik XIV's og Johan III's ansete livlæge Benedictus Olai lod trykke i 1578, og som i øvrigt til dels kun er en gengivelse af Henrik Smids danske lægebog, findes indført en beskrivelse af koppesygdommen, der er tilstrækkelig tydelig og uomtvistelig, ihvorvel forfatteren endnu er hildet i renæssancens omtalte virvar i terminologien og kalder den beskrevne sygdom for "mässling". Bestemte meddelelser om faktisk hærgende koppeepidemier på dette tidspunkt foreligger dog ikke fra Sverige, men derimod fra Danmark.
Henrik Smid, der er repræsentant for århundredets første halvdel, kender endnu intet til kopper. De af ham omtalte "paacker" er kun tilfælde af syfilis, og for så vidt der i hans bøger findes noget, der kan referere sig til kopper, går det ind under pestilensens samlebegreb. Men fra århundredets 2den halvdel foreligger der meddelelser om koppeepidemier. Især er en stor epidemi, der angives at have raset på Sjælland ved begyndelsen af året 1592 blevet historisk bekendt ved det heftige anfald af sygdommen, hvoraf den unge kong Christian og hans brødre led. "der bares tvivl om kongen skulle komme derfra med livet," siger Slange, og der anordnedes trende store bede- og fastedage for at afvende den truende ulykke. Efter 9 ugers sygdom blev kongen dog igen så frisk, at han kunne besøge Tycho Brahe på Hven. Samtidig rasede i øvrigt i Sjælland en anden pest, der synes at have været en ondartet petekkial-tyfus. Det varede imidlertid endnu længe, inden koppesygdommen i Danmark fremdroges i vor lægevidenskabelige litteratur.

3. Kopperne i det 17de århundrede. Koppedødsfald i det engelske kongehus.

Ved dette århundredes begyndelse viser der sig i Tyskland litterære fænomener, der tydeligt vidner om, at kopperne har vakt opmærksomhed og rædsel. I den højt ansete wittenbergske professor Sennerts værk De febribus har vi den første ret indgående og åbenbart på egne udstrakte erfaringer baserede skildring af sygdommen i den tyske lægevidenskabelige litteratur. Det store genetiske grundproblem går han naturligvis også udførligt ind på. Han ser godt det mindre holdbare i den arabiske doktrin, men stiller sig dog ikke skarpt mod denne. Ligesom han i patologien i almindelighed er bekendt ved sin tendens til mægling mellem de forskellige ensidige doktriner, den gamle galenisme og den nye kemiatri, således søger han også her at mægle. Han vil fuldt opretholde den arabiske koppegenese i alle de sædvanlige lettere børnetilfælde, medens de voldsomme epidemier, der bortrev både yngre og ældre, må henføres til epidemisk indflydelse. Den teleologiske indvending mod arabismen om fosterets udelukkende attraktion af sundt blod imødegår han ved at fremhæve, at når fosteret når en vis størrelse, trænger det til så meget blod, at det må tage alt med hvad det kan få, også det skadelige blod. Ved siden af denne systematisering behandler han symptomatologien med større dygtighed og empirisk selvstændighed end nogen tidligere forfatter. Det omtalte virvar i terminologien, hvorved man vendte op og ned på "variolæ" og "morbilli", rammer han også en forsvarlig pæl igennem. Størst interesse har måske dog hans diagnostiske udvikling ved at gøre opmærksom på en eksantematisk febersygdom, han gentagende har observeret, og som aldeles ikke passer ind under de to hovedkategorier kopper og mæslinger. Han skildrer på overordentlig klar og utvivlsom måde skarlagens-eksantemet - for første gang i den medicinske litteratur.

Et mere direkte vidnesbyrd om den voksende frygt, som koppernes hærgen fremkaldte rundt om hos befolkningen i Tyskland, afgiver dog en omtrent samtidig med Sennerts skrift fremkommen lille tysk pjece om kopper, forfattet af en discipel af denne universitetslærer, Gregorius Horst, selv professor i Giessen. Denne populære anvisning, Kurtzer Bericht von den Urschlechten oder Kindsblattern, der i øvrigt langtfra har den videnskabelige betydning, som Haeser mærkeligt nok vil tilkende den, har i hvert fald dog den interesse at vise, hvilken indgribende nødstilstand der havde udviklet sig, så at de højlærde professorer måtte udarbejde tyske anvisninger til befolkningens hjælp og støtte, ganske som ved de virkelige pestsygdomme. Karakteristisk er i øvrigt den lærde latiners meget ubehjælpsomme tysk ligesom også det træk, at han begynder en anvisning, affattet til hjælp og trøst for den af en frygtelig farsot ængstede og medtagne jævne befolkning, med en lærd udvikling af det altid tvivlsomme problem, om kopper var kendte af de antikke forfattere eller ikke.

I Danmark er det vor utrættelige medicinske forfatter Thomas Bartholin, der noget efter århundredets midte både i sine Acta medica og i Cista medica giver meddelelser om koppeepidemier. I førstnævnte værk refererer han præsten Debes' beretning om en epidemi, som 1651 ramte Færøerne, og som i fuldeste mål viste den voldsomhed og ondartethed, der altid har ledsaget koppeepidemier hos tidligere eller dog i lang tid uberørte folkestammer. Smitten bragtes til Færøerne af et ungt menneske fra Helsingør, hvor der netop hint år grasserede en pest, som således rimeligvis har været ondartede kopper. Ved at vaske den ankomne rejsendes tøj blev en færøsk kvinde smittet og farsoten bredte sig derefter hurtigt ud over øerne. Næsten alle beboere blev angrebne, og ligene henlå massevis ubegravede, idet ingen af frygt for smitten vovede at nærme sig dem.
Medens nu denne farsots koppenatur, om end i høj grad sandsynlig, dog ikke kan siges at være klart fastslået i de foreliggende beretninger, lader derimod Thomas Bartholins i hans Cista medica trykte og udførlige afhandling om en epidemi, han selv har iagttaget, ingen tvivl tilbage om, at det har været en koppeepidemi - altså egentlig den første bestemt konstaterede i den danske lægevidenskabelige litteratur. Det var i 1656, at der især i København rasede en sådan stor koppeepidemi, som en tid var ondartet, ledsagedes af petekkier og dræbte mange, men senere på året blev mildere.

Som de fleste af hin tids hippokratisk-galenske forfattere giver Bartholin kun en løselig redegørelse for sygdommens symptomer, men fremstillingen er dog tydelig nok til, at man ikke kan tage fejl deraf. For øvrigt er afhandlingens indhold kun af tidens sædvanlige akademisk lærde art. En del deraf har han åbenbart hentet hos Sennert. Med skolastisk lærdom drøfter han forfatternes indbyrdes afvigende meninger om forskellige spørgsmål, således det karakteristiske problem: hvorfor angriber kopperne fortrinsvis ansigtet? Årsagen søger han i galenismens sædvanlige "maligna qualitas" og ser i øvrigt heri et udtryk for Guds vise hensigt, idet straffen for overmod og forfængelighed således træder frem i ansigtet og kan være både en advarsel til den smukke om at undgå det onde og en påmindelse til den vansirede om at erhverve sig i dyder, hvad han mangler i skønhed. Spørgsmålet om koppernes genese behandler han udførligt og viser sig her som en fremskridtsmand, der afviser den arabiske teori og slutter sig til Fernelius. Særligt dvæler han ved terapien, men kun på akademisk-skolastisk maner, uden at gøre nogen som helst ny eller egen erfaring gældende. Han giver kun en lærd drøftelse af alle arabernes og arabisternes lægemidler og synes endda kun at have et mangelfuldt kendskab til disse sidste. Drøftelsen omfatter spørgsmålet om åreladninger, om afføringsmidler og de arabiske linser - hvis virkning han begrunder rationelt ved en spidsfindig teori - om pustlernes artificielle perforation og endelig om indviklingen i røde tæpper, hvilken sidste kurmetode han med vægt fremhæver som anerkendt af de store autoriteter, "magnos medicinæ proceres habet faventes". Skønt metoden oprindeligt var fremgået af den empiriske folkemedicin, holder han på den, fordi han kan forklare dens virkning rationelt - galenismens bestandige desiderat - især ved det allerede af de klassiske arabere (Avicenna) opstillede aksiom: "sangvis ruber sequitur externos colores affines", så at den røde farve, der i det hele har en irritativ virkning, således på øjnene (også hos dyr), har kraft til stærkt at fremlokke eksantemet - det, som det fra det humorale standpunkt kommer an på.

Denne af Bartholin omtalte epidemi synes at have strakt sig vidt om i Danmark-Norge. F.eks. i Norges største stad Bergen rasede den voldsomt. Efter Michel Hofnagels optegnelser døde der mange både unge og gamle deraf, og mange af de overlevende blev blinde. Den angives endnu at have vedvaret her det følgende år, ligesom overhovedet hele det følgende tidsrum synes at have været hjemsøgt af farsoten i hidtil ukendt omfang. 1658 nåede sygdommen kongehuset og Frederik III's 5 måneder gamle datter Dorothea Juliane døde i maj måned deraf. 1672 omtaler Caspar Kolichen kopperne som meget udbredte i København, 1685, herskede en morderisk epidemi på Stevns, 1689 var kopperne igen meget udbredte og dødelige i København. Professor Holger Jacobæus fortæller, at hans 6 år gamle søn var heftigt angrebet deraf og at kopperne dengang "grasserede meget og var næsten del maligne".

1694 blev hoffet igen ramt af smitten. H. Jacobæus meddeler i et brev, at kronprinsen i april måned var "syg af småkopper, dog uden fare". At sygdommen skulle have været kopper, er imidlertid, som Mansa bemærker, temmelig usandsynligt, for så vidt som han i september 1700, altså efter at være blevet konge, lå på Jægersborg heftigt angrebet af en sygdom, der bestemt angives at have været kopper. Nærmere oplysninger om kongens sygdom eller dens behandling foreligger ikke fra lægevidenskabelig side. I den omfangsrige pakke papirer angående Kong Frederiks sygdomme i rigsarkivet findes intet om dette formentlige anfald af kopper. Af de i øvrigt meget sparsomme oplysninger, der fra dette tidsrum overhovedet foreligger om koppeepidemier og koppesygdom i den danske litteratur, fremgår det, at man fremdeles væsentligt stod på det arabiske standpunkt. Behandlingen gik nemlig ud på at fremdrive eksantemet, om ikke just ved de famøse røde tøjer, så dog ved de gamle legitime "medicamina expellentia". Man ænsede endnu aldeles ikke - eller var måske endnu ubekendt med - de ganske nye og fra de traditionelle så stærkt divergerende synspunkter og maksimer, der var fremsatte af en engelsk practicus, hvis navn senere er blevet berømt som få i lægevidenskabens historie.

Endnu på det tidspunkt, da Bartholin skrev hin afhandling, uddannede sig hos den fremragende kliniker Barbeyrac i Montpellier den unge engelske læge, der havde og gennemførte den mission at kuldkaste hele den arabiske kurmetode og erstatte den med en ganske modsat. Det var Thomas Sydenham. Når man fra læsningen af alle de tidligere nævnte koppeafhandlinger og af Bartholins udvikling går over til studiet af denne engelske forskers skrifter, er det som om man pludseligt kommer ind i en ny lægevidenskabelig verden. Ingen af de ældre lærde forfattere nævnes, intet citat, heller ikke spor af den spidsfindigt rationelle begrundelse af de terapeutiske indgreb. Den spekulative filosofi og medicin nævnes i hvert fald kun i en eller anden indskudt i reglen hånlig og affejende vending. Sydenham bryder sig om intet som helst andet end sine erfaringer, på dem står han. Den stærke påvirkning af hans intime ven og studiefælle i Montpellier, empirismens filosof Locke, mærkes helt gennem. Alligevel kan Sydenham heller ikke undvære en doktrin, og han holder da egentlig kun på hippokratismens gamle humoralpatologiske, som han har tilegnet sig ved læsning af Hippokrates skrifter. For så vidt er han altså ikke forskellig fra sine samtidige. Feberen er også for ham udtryk for naturens helbredende bestræbelser, dens forsøg på at drive materia peccans ud af blodet. Men han giver dog den gamle doktrin en modifikation, idet han særligt med hensyn til kopper betoner feberens inflammatoriske karakter og dermed også nødvendigheden af, at dens alt for store ebullition dæmpes. Han kommer derved til fuldstændigt at fordømme den traditionelle hidsende behandling med varm indelukket luft og indfører i stedet et køligt regimen - en hel revolution i opfattelsen. De syge skulle efter Sydenham helst holde sig udenfor sengen, være så meget som muligt i berøring med frisk kølig luft, kun nyde lette kølende ting. Kommer der dog alt for stærke bevægelser i det inflammerede blod, må de straks dæmpes ved rigelige åreladninger og ved opium, Sydenhams første og vigtigste lægemiddel, som han endog ved truende heftig feber giver ganske små børn, dog kun et let og meget ubestandigt præparat (syr. Diacodii), hvis udmærkede virkning Sydenham løfter til skyerne, og hvis store fordel det i øvrigt nok var, at det var et temmelig indifferent middel. Sit kraftige laudanum anvender han derimod kun med varsomhed hos voksne. Også sygdommens forebyggelse lægger han vægt på og advarer imod alt for kraftig og svær kost, især køddiæt, der gør blodet for tykt og plastisk, så at inflammationen lettere tager overhånd. Derfor er kopperne særligt farlige for de velhavende, der ofte kun kan reddes ved talrige åreladninger, medens de fattige ved deres knappe diæt slipper langt bedre over dem. Symptomatologien fremstiller han med langt større klarhed og udførlighed end de fleste andre af tidens hippokratikere. I koppernes forløb sondrer han mellem to stadier: separatio (den primære feber), og expulsio (den sekundære feber). Han adskiller også bestemt to former, den konfluerende og den diskrete, og fremhæver den førstes farlighed. I prognostisk henseende fremhæver han endvidere, at kopperne i børneårene fra det 3dje år gennemgående er milde og ufarlige, medens de hos voksne igen bliver langt mere dødelige. Først og fremmest er Sydenham imidlertid epidemiologen, der søger at faststille de enkelte epidemiers ejendommeligheder, den epidemiske konstitutions veksel og forskel - og herefter må terapien især rette sig. Er man først ret blevet klar over den epidemiske konstitutions særlige forhold på et givet tidspunkt, har man deri også nøglen til den rette og ufejlbare behandling af alle derunder hørende tilfælde. Og han havde rig lejlighed til at udforske koppeepidemier, der, snart ondartede, snart forholdsvis godartede, fulgte slag i slag i London og omegn, og måske især efter at byldepesten var forsvundet med den store epidemi 1665-66 og samtidig også de maligne koldfeber-epidemier, for hvilke f.eks. Cromwell blev et offer, var bragt nogenlunde til standsning, som det synes ved den kraftige desinfektion, Londons store brand 1666 bragte til veje.

Ifølge Creightons forskninger er det også i England først fra slutningen af det 16de århundrede, at der foreligger bestemte litterære vidnesbyrd om kendskab til koppesygdommen (skrift af Kellwaye 1593). Tidligt i det 17de århundrede etableredes der i Londons sogne en virkelig dødsstatistik, og af de trykte årlige dødslister - hvoraf i øvrigt en del fra den tidlige tid er gået tabt - ligesom af andre meddelelser derom fremgår det, at der i århundredets første halvdel hyppigt døde et stort antal af kopper. For 1634 er der således noteret et antal af 1354, ja for en enkelt uge i sommeren 1628 anføres endog et antal af 58 som døde af kopper, hvad der i en by af Londons daværende størrelse (omtrent 300,000 indvånere) er meget betydeligt. Det er imidlertid især efter århundredets midte, omtrent fra restaurationen, at kopperne optræder i England og særligt i London på skrækindjagende måde. Som fremhævet af Sydenham var de velhavende og høje lag i samfundet i meget høj grad udsatte og også i fyrstehuset krævede den ofre. Den stuartske slægt er overhovedet blevet i så høj grad hjemsøgt deraf både i og udenfor England, at koppesygdommens indgribende betydning for et land også i politisk henseende derved noksom illustreres - om end ved koppediagnosens daværende usikkerhed måske ikke alle af historieskriverne angivne tilfælde uden videre tør tages til sikker indtægt for sygdommen. Det første historisk betydningsfulde dødsfald af sygdommen hos fyrstefamilien indtraf i Holland, hvor Karl I's svigersøn, den talentfulde prins Vilhelm II af Oranien, bukkede under derfor i en ung alder i 1650. Nogle år senere blev hans og Maria Stuarts søn (Vilhelm III), der endnu ikke var født ved faderens død, så heftigt angrebet af sygdommen, at lægerne mistvivlede om at redde hans liv, der dog blev frelst ved det gamle kraftige lægemiddel: sygdomsgiftens afledning og optagelse i et ungt sundt legeme. Det var en ung page Bentinck, der heltemodigt satte sit liv ind, lagde sig i sengen hos prinsen og også blev farligt angrebet af sygdommen, men overstod den og senere, da prinsen var blevet konge, fik sin rigelige belønning derfor. Vilhelms helbred fik imidlertid et blivende knæk derved. I hvert fald synes en astmatisk brystsvaghed, hvorunder han senere bestandigt led, at have sit udgangspunkt fra koppesygdommen. Og et endnu dybere, sjæleligt knæk tilføjedes ham senere af kopperne derved, at hans dronning blev bortrevet af sygdommen.

Heftigt og skæbnesvangert optrådte farsoten også ved selve hoffet i London. Kun nogle måneder efter restaurationen, i september 1660, blev Karl II's lovende 20årige broder, hertugen af Gloucester, farligt syg deraf. Som så ofte i hin tid var lægernes diagnose dog noget usikker, og han betegnedes, efter hvad der meddeles i kabinetssekretær Pepys' dagbøger som angrebet af "a disease between the smallpox and the measles". Efterhånden bestemte lægerne sig for antagelsen af kopper. Sygdommen forløb på den ret sædvanlige måde, at der efter eksantemets fremkomst ("the eruption came out full! And kindly") optrådte en remission, og lægerne erklærede ham for at være uden fare, men så forværredes igen tilstanden, og under ydre og indre blødninger døde han på sygdommens 10de dag - "by the great negligence of the doctors" føjer Pepys til. Denne hårde dom motiveres i en anden meddelelse om sygdomstilfældet derved, at "the physicians never gave him anything" - hvad der dog måske ikke var den sletteste behandling af ondartede kopper. Samme efterår kom kongens søster prinsesse Maria, Vilhelm af Oraniens enke, der ved sin gemals død heldigt havde undgået smitten, på besøg ved det engelske hof, og i december blev hun angrebet af kopper og døde hurtigt deraf, hvad livlægen, Dr. Frazer, også fik skylden for. Samtidig blev hendes søster prinsesse Henrietta alvorligt angrebet af sygdommen, men overstod den dog.
I de følgende år rasede koppeepidemier hyppigt med heftighed både i selve London og andre steder i England og gav Sydenham kun alt for rigelig lejlighed til at indsamle de erfaringer, han derefter gjorde frugtbringende i videnskabelig henseende. I vinteren 1667-68 greb epidemien særligt om sig. En af kongens maitresser, den skønne Frances Stewart, hertuginde af Richmond, var døden nær, men overstod dog sygdommen stærkt vansiret - hvad der i øvrigt ikke formindskede kongens kærlighed til hende.

Pepys noterer om epidemien i februar 1660: "it hardly ever was remembered for such a season for the smallpox as these last two months have been, people being seen all up and down the streets newly come out after the smallpox". Denne almindelige udbredelse til befolkningen viser noksom, at det ikke alene var de fornemme, der ramtes, men også de brede lag - som Sydenham imidlertid ikke kendte meget til. Nogen særlig stor ondartethed eller dødelighed synes der efter Pepys' ord dog ikke at have klæbet ved denne epidemi. Ofte kunne kopperne jo optræde mildt, især hos børn, og det var netop denne erfaring, der havde kunnet vedligeholde troen på den gamle arabiske doktrin om det heldbringende og nødvendige i kopperenselsen. At en sådan mild karakter ikke just var nogen sjældenhed i hin tid, fremgår også bestemt af andre, af læger forfattede samtidige beretninger om koppernes forhold i England, således af en beretning om sygdommen i Oxfordshire, forfattet af Dr. Plot, der skriver: "generally here they are so favourable and kind, that be the nurse but tolerably good, the patient seldom miscarries". Imidlertid mangler der heller ikke fra denne og følgende tid vægtige vidnesbyrd om, at kopperne ofte optrådte på morderisk måde i England, og også hoffet fik, som vi skal se, fremdeles dette til fulde at føle.

Det turde have en vis særlig interesse at dvæle noget ved disse fyrstelige koppefænomener både i England og andre lande, ikke blot fordi den morderiske sygdom ved sin hærgen i denne kreds ofte har haft en afgørende indvirkning på et riges skæbne ligesom også på fastsættelse af indgribende foranstaltninger til farsotens afværgelse, men også fordi der på en tid, hvor i øvrigt den medicinske kasuistik er så lidet behandlet i litteraturen, af sådanne celebre sygdomstilfælde ofte foreligger ret udførlige og detaljerede skildringer, der kunne være både historisk fængslende og lægevidenskabeligt belærende, idet de kaster strejflys ud over tidens hele opfattelse og standpunkt i patologisk-terapeutisk henseende, tilmed da de behandlende læger i reglen var øjeblikkets første, ledende lægeautoriteter.

I det stuartske fyrstehus vedblev kopperne at hærge. Kong Karls ældste broder og senere efterfølger, hertugen af York (Jakob II), mistede en søn deraf i en ung alder, af hvilken grund hertugens læge, den højtfortjente forsker Thomas Willis faldt i unåde. Men et langt dybere indtryk på hele nationen end denne præsumptive tronarvings død gjorde noget senere et andet dødsfald af kopper i fyrstehuset, der ramte Jakob II's datter, Vilhelm III's allerede nævnte dronning, den blomstrende, kun 34årige, højt skattede, regerende dronning Marie, en begivenhed, som engelske historieskrivere med udførlighed dvæler ved.

Macaulays fængslende pen giver deraf en pompøs og gribende skildring, der i øvrigt dog rent lægevidenskabeligt set kun yder sparsomme oplysninger og i så henseende især kun er af interesse ved at illustrere lægernes diagnostiske usikkerhed. Macaulay dvæler ved kongens modstand mod den af parlamentet vedtagne såkaldte "Triennial-bill". På engang gav han efter, hvad der meddeltes i mødet den 22de december 1694, hvilken dag kongen var kommet til Westminster. Men straks derefter tog han igen bort og ilede tilbage til Kensington, uden at holde det tilsagte taffel i Whitehall. Han var meget febrilsk og urolig og havde derfor imod sædvane givet efter. Det var en pludselig heftig sygdom hos dronningen, som havde bevirket det, og hans uro viste sig hurtigt at være alt for vel begrundet.

Efter et par dages ildebefindende optrådte om aftenen den 21de december alvorlige sygdomssymptomer. Den første kongelige livlæge Sir Thomas Millington formodede mæslinger, men den tilkaldte John Radcliffe, trods sine uslebne manerer og sin ringe teoretiske lærdom Londons daværende mest celebre læge og særlig berømt for sit geniale diagnostiske blik, udtalte straks det skæbnesvangre ord "small-pox". En heftig og ondartet koppeepidemi havde dengang allerede i nogle måneder raset i London, og nu nåede smitten dronningen. Hun modtog underretningen om Radcliffes alarmerende diagnose med sædvanlig sjælsstorhed, gav straks ordre til, at alle hendes damer og tjenere, som ej endnu havde gennemgået kopperne, øjeblikkeligt skulle forlade Kensington House, og trak sig tilbage til sine værelser, hvor hun ordnede sine papirer og derpå roligt afventede sin skæbne.

Endnu var sygdommen dog ikke tydeligt tilstede, og endnu i et par dage svævede man mellem håb og frygt. Lægerne vedblev at være uenige og fremsatte stadig nye formodninger. Sygdommen blev erklæret både for mæslinger, skarlagensfeber, pletfeber (eksantematisk tyfus) og rosen. Men efterhånden måtte alle bøje sig for Radcliffes diagnose. Dronningen var utvivlsomt angrebet af kopper af den mest maligne art. Kongen blev dag og nat ved hendes sygeseng. Denne mand, hvis hårde ansigtstræk ellers aldrig havde forrådt nogen sjælelig bevægelse, ikke engang i de mest skæbnesvangre og kritiske øjeblikke, faldt på engang fuldstændigt sammen, sønderknust af angst og sorg. "der er intet håb", udbrød han til de tilkaldte hofpræster, "jeg var den lykkeligste mand på jorden, og jeg er nu den ulykkeligste. Hun havde ingen fejl, slet ingen. I kendte hende godt, men I kan dog ikke kende hele hendes godhed, ingen uden jeg kan kende den". Kun dronningen selv vedblev at være rolig, også da hofpræsten Tenison begyndte at berede hende på døden. Hun modtog med fuldkommen ro eucharistien, fremsagde sine bønner med sikkerhed, om end med svag stemme, bad Tenison, der længe havde stået ved sengen, om endelig at sætte sig for ikke at bliver for træt, forsøgte derefter at sige nogle trøstende ord til kongen, men nu kunne hun ikke mere, og kort efter havde hun udåndet. Stor var sorgen hele landet over. Kun de mest fanatiske mellem hendes og Vilhelms fjender, hendes faders tilhængere, jacobitterne, erklærede hendes tidlige død for en Guds straf over hende, fordi hun havde forrådt sin fader, og så en Guds finger i den omstændighed, at hun var død netop 6 års dagen efter, at han havde måttet flygte fra London. Men størstedelen også af jacobitterne viste tegn på sorg. Ikke blot havde hendes daddelfri liv, hendes elskværdige optræden og hendes protestantiske trofasthed skaffet hende talrige varmtfølende venner, men hendes klogskab som kongens medregent, hendes fine takt og hele ægte engelske ånd, hvorved hun forstod at bøde på og dække sin hollandske gemals forskellige mangler, havde indgydt nationen en særlig respekt. Ingen sørgede dog over tabet af hende som kongen selv, der vedblev at leve i mindet om hende og fandt sin dybeste glæde i at udføre en filantropisk plan, hun selv havde udkastet, nemlig at bygge et stort hospital for Englands gamle og invalide søfolk. Således rejstes i de følgende år det monumentale hospital i Greenwich, som kongen i øvrigt ikke nåede at få fuldført inden sin død.

Macaulays refererede fremstilling af dronningens sygdom suppleres og korrigeres af Creighton, der synes at støtte sig til solide kilder, især til en beretning af en af de behandlende læger, Dr. Walter Harris, og som satirisk bemærker om den store historikers retorik, at "det er ikke givet os andre at skrive således", men samtidig håber, at manglen af retorik og patos "may be balanced by a gain of accuracy and correctness". Efter denne beretning tog dronningen straks, da hun følte sig ilde, gentagne store doser af et sveddrivende middel, som hendes tidligere læge, den berømte anatom og fysiolog Lower, havde anbefalet hende at bruge, så snart hun mærkede feber. Harris, som var en tilhænger af Sydenham, tilskriver dette hidsende lægemiddel den skæbnesvangre vending af sygdommen. Den 3die dag efter feberens begyndelse begyndte eksantemet at vise sig, og den 4de dag manifesterede det sig som kopper. Den 6te dag sank pustlerne imidlertid igen ind, der optrådte talrige petekkier på huden, og diagnosen blev atter noget tvivlsom for lægerne. Den 7de og 8de dag optrådte blodigt opspyt og blod i urinen, og dronningen faldt hen i en døsig tilstand. Den 9de dag døde hun under lette vildelser. Radcliffe blev først tilkaldt i sidste stadium af sygdommen og optrådte ifølge Creighton som en sædvanlig charlatanagtig mirakellæge. Han erklærede, at den skæbnesvangre vending af sygdommen (hæmorrhagiske kopper) var forårsaget ved de andre lægers fejlagtige behandling, og at han vanskeligt kunne redde patienten, men skulle forsøge, hvad der stod i hans magt. Efter denne Crightons fremstilling bliver imidlertid sygdomstilfældet tydeligt nok som hørende til de maligne hæmorrhagiske koppetilfælde.

Kun 6 år efter dronningens død ramtes fyrstehuset på ny af farsoten, således at der derved skete et afgørende indgreb i Englands fremtidsskæbne. Den senere dronning Annas og prins Jørgens ll-årige søn, det eneste af deres mange børn, der havde overlevet den spæde alder og var arving til kronen, døde af kopper (1700). I øvrigt kan diagnosen dog ikke betragtes som fuldstændig sikker og ondartede halstilfælde synes i hvert fald at have været den nærmeste dødsårsag.

Disse kalamiteter ved det engelske hof har nu tillige en direkte og ganske særlig interesse for koppeepidemiernes historie, for så vidt som de åbenbart meget væsentligt medvirkede til at bestemme den holdning, som England indtog en årrække senere, da spørgsmålet om de ondartede koppers afværgelse for alvor kom for. Den iver, hvormed det i bestandig koppefrygt levende engelske hof tidligt i det 18de århundrede greb og benyttede den tilbudte inokulation, friede det også fuldstændigt for yderligere koppekalamiteter, medens sådanne, som vi skal se, fremdeles på meget følelig måde ramte de fleste andre europæiske fyrstehuse, der ikke ville modtage det nye beskyttelsesmiddel, men som dog til sidst, overvældede af rædslen, alle måtte bøje sig og søge ly under dets skjold.

4. Koppesygdommen i det franske kongehus i det 18de århundrede.

Den franske kongeslægt blev ved det 18de århundredes begyndelse føleligt ramt af kopperne. Det første utvivlsomme offer derfor var den daværende dauphin, der i øvrigt allerede tidligere ved sine sygdomstilfælde har gjort sig berømt i medicinens historie. En heftig febersygdom, som han 18 år gammel i 1679 led af, gav nemlig anledning til, at kinabarken som lægemiddel holdt sit sejrrige indtog i Frankrig til trods for det galensk-arabiske, altid yderst konservative pariserfakultets fanatiske modstand. Da alle dettes medlemmer ikke kunne helbrede den unge prins, hvis tilstand blev bestandig mere kritisk, meldte en empiricus fra London, apotekeren Tabor, sig med et arkanum, et "pulvis sympaticus", hvis væsentlige bestanddel var kinabark, og helbredte hurtigt den syge, så at regeringen for en høj pris afkøbte ham midlet, hvorved sammensætningen snart blev bekendt og modstanden mod kinabarken blev brudt. Men 32 år derefter, da dauphinen blev angrebet af kopper, gik det ikke så heldigt.

Ifølge hertugen af Saint-Simons memoirer skal prinsen som barn have haft kopper, men kun meget let (skoldkopper?), så at han, som det også viste sig, ikke uden grund i sin ældre alder bestandig gik i rædsel for angreb af farsoten, hvad der måske også var en af grundene til, at han med sin maitresse hyppigst levede ganske tilbagetrukket og isoleret på det lille slot i Meudon. Kopperne var ved begyndelsen af det 18de århundrede meget udbredte i Paris og rundt om i Frankrig, og i foråret 1711 rasede en betydelig epidemi, der efter Saint-Simons beretning også lod sig mærke i selve Meudon. Smitten antoges han at have pådraget sig ved på en spadseretur at tale med en præst, der, som han først erfarede ved samtalen, netop gik om med dødssakramenterne til koppesyge. Rædselsslagen gik han hjem, lod sin livlæge Boudin kalde og erklærede, at nu fik han sikkert sygdommen. Allerede den næste dag følte han sig angrebet, måtte lægge sig til sengs, og den første kongelige livlæge, den gamle og som botaniker ansete Fagon, blev tilkaldt. Dauphinens søn hertugen af Bourgogne og dennes gemalinde ofrede sig ganske for den syge, skønt hin aldrig havde haft kopper og denne kun, som dauphinen, ganske let og uden ardannelse i de tidlige børneår. Også dauphinens maitresse, Mademoiselle Choin, blev trofast hos ham. Den gamle konge og Madame de Maintenon, der begge havde haft sygdommen, kom ligeledes til Meudon. Tre dage efter sygdommens begyndelse, den 12. april, brød koppeeksantemet frem, og man ventede en farlig vending, da den syge var meget korpulent og pletorisk. Men den 13de bedredes befindendet overordentligt og Fagon stillede helbredelse i udsigt - hvad der ikke just vakte megen glæde hos Saint-Simon eller andre for landets velfærd interesserede, da den syges personlige egenskaber ville gøre ham til en slet og uduelig regent. Man havde derfor også, som Saint-Simon antyder, i stilhed håbet på en tidlig apopleksi, men hertil antoges nu udsigterne at være svundne efter den grundige udrensning ved koppesygdommen. Den 14de forværredes imidlertid tilstanden pludseligt og afgørende. Dauphinen begyndte at delirere, Fagon og de andre tilkaldte fakultetsdoktorer fra Paris anvendte forgæves deres åreladninger og alle de forskellige galensk-arabiske medikamenter, og endnu samme aften hen ad midnat indtraf kollaps og død. Liget gik øjeblikkeligt i en stinkende forrådnelse og en grænseløs rædsel greb alle hoffolkene, der flygtede ud af slottet. Kun nogle kapucinere forrettede deres bønner ved liget. Dette blev ikke obduceret - ikke engang hjertet blev (som altid ellers) udtaget. Efter at være kastet i en kiste blev liget den følgende dag ført til Saint-Denis og nedsænket i den kongelige gravhvælving uden nogen som helst ceremoni. Dette var således et overordentlig malignt koppetilfælde med død i eruptionsstadiet.

Mærkeligt nok voldte tilfældet ingen smitte hos omgivelserne, skønt som nævnt flere af disse ikke havde haft kopper. Først et år efter, i 1712, hjemsøgtes den nye dauphin, hertugen af Bourgogne, og hans familie af en ligeså malign infektionssygdom, der i Madame de Maintenons måske noget apokryfe memoirer og derefter af forskellige medicinalhistorikere er blevet betegnet som kopper, men hvis natur er tvivlsom. Dette vil fremgå af følgende især på Saint-Simons memoirer baserede fremstilling, hvis udførlighed er betinget i den særlige interesse, der knytter sig til disse sygdomstilfælde både ved deres betydning i rent historisk henseende og ved den gådefuldhed, der hidtil altid har omgivet dem, og som en analyse af de givne data måske vil kunne bidrage til at sprede. Den 5te februar 1712 om morgenen fik dauphinens gemalinde, en prinsesse af Savoyen, af hertugen af Noailles en dåse med fin spansk tobak. Hun tog deraf og fandt meget behag deri. Samme aften fik hun feber med kulderystelse. Samtidig var tobaksdåsen på en uforklarlig måde fuldstændig forsvunden, hvad der straks vakte nogen mistanke. Den følgende dag følte hun sig bedre, om natten derpå fik hun voldsomme hovedsmerter, mod hvilke livlægerne forgæves anvendte gentagne åreladninger på armene og store doser opium. Den 8de dæmpedes smerterne, men feberen tiltog med døsighed og lette vildelser. Den 9de fremkom nogle pletter (marques) på huden, hvilke man håbede at kunne erklære for et begyndende mæslingeeksantem, da denne sygdom (rougeole) dengang var ret hyppig både i Paris og i Versailles. Natten til den 10de forværredes tilstanden. Eksantemet kom ikke tydeligere frem, og diagnosen fik således ingen bekræftelse. Et brækmiddel virkede godt, men frembragte ingen lettelse. Det følgende døgn blev feberen bestandigt heftigere, man frygtede en katastrofe og besluttede derfor at tale til hende om at modtage dødssakramenterne. Hun var da klar, gjorde spørgsmål om sygdommens farlighed og forlangte en skriftefader, der mistænktes for at hælde til jansenismen. Dette vakte bestyrtelse ved hoffet, men hun fik sin vilje. Efter at have skriftet længe fik hun sakramentet og den sidste olie. Livlægerne og 5 andre tilkaldte pariserdoktorer ordinerede åreladning på foden og derefter om natten et brækmiddel, der kun viste ringe virkning. Den følgende dag, den 12te, lå hun næsten hele tiden i febervildelser, og om aftenen døde hun.

Dauphinen var overvældet af sorg og holdt sig indesluttet i sine værelser. Den 13de fik man ham bort til Marly, og her bemærkedes det samme dag, at han også var virkelig syg og havde feber. Han tilbragte dagen med bønner. Efter i sin tidlige ungdom at have vist vildskab og overmod sammen med en tydelig begavelse var han nemlig derefter blevet en dybt alvorlig mand, som levede for sine pligter og sit høje kald og dertil inderligt religiøs. Den 14de erklærede han for Boudin, at han ikke kom op mere, overantvordede sig til Guds kærlighed og udtalte foragt for denne verden og al dens storhed. Den 15de og 16de forværredes tilstanden, han følte sig fortæret af en indre ild, medens legemets ydre ikke viste tegn til stærk feber, pulsen var slet og uregelmæssig. I ansigtet og lidt efter lidt over hele legemet fremkom pletter, som man nærmest mente at kunne antage for mæslingeeksantem, og med hvis rigelige fremkomst man var tilfreds. Den 17de blev tilstanden dog bestandigt betænkeligere, om aftenen forlangte han at kommunikere i al stilhed. Med denne handling tilbragte han to timer straks efter midnat, hvorefter han blev uklar, fik den sidste olie og døde om morgenen den 18de.

Den 13de var hans gemalindes lig blevet åbnet og hjertet udtaget i hele fakultetets nærværelse, den 19de blev hans eget lig underkastet den samme proces. Hjerterne førtes til Val-de-Grâce i Paris. Begge lig udstilledes derefter på den samme estrade.

Ved marts måneds begyndelse, altså 2 uger efter den nye dauphins død, blev begge dennes efterladte små sønner syge, og den 6te tog sygdommen en alvorlig vending, idet der samtidig også hos dem frembrød nogle "marques". Den ældste søn, hertugen af Bretagne, 5 år gammel og efter faderens død altså dauphin, blev imidlertid bestandigt alvorligere angrebet, og man satte sit eneste håb til, at han var stor og stærk, lovende både i legemlig og åndelig henseende. Livlægerne tilkaldte igen 5 andre fakultetsdoktorer fra Paris, han fik gentagne åreladninger og talrige kraftige galensk-arabiske medikamenter for at drive sygdomsstoffet ud, men endnu natten derpå døde han uden nogen fastslået sygdomsdiagnose.

Den yngre broder, hertugen af Anjou, der nu efter broderens død blev dauphin, var kun to år gammel og havde endnu amme. Så snart broderen var død, flyttede hertuginden af Ventadour, der havde overtaget tilsynet med de forældreløse børn, ham bort til andre værelser og unddrog ham i ikke uberettiget mistillid til lægekunsten enhver behandling af alle de lærde doktorer, så at han hverken fik noget af deres medikamenter eller blev åreladt. Derimod henvendte hun sig til grevinden af Verne, der tidligere havde fået gift i Turin og var blevet frelst fra døden ved en kraftig modgift, som hertugen af Savoyen var i besiddelse af. Denne modgift, som grevinden havde opbevaret noget af, og som netop ikke måtte anvendes sammen med åreladning, fik nu den lille hertug af Anjou. Han blev meget dårlig derefter, men overstod sygdommen, både den oprindelige og den ved modgiften påførte, og blev altså den, der arvede kronen ved sin oldefaders død i 1715 af koldbrand. Men ikke mindre end 3 dauphiner var således i løbet af nogle år bortrykkede, og de to sidste i løbet af et par uger og tilmed af en uopklaret sygdom.

Det kunne ikke være andet, end at disse pludselige, hurtigt på hinanden følgende dødsfald i februar og marts 1712, hvorved altså hele den daværende dauphins familie på den yngste søn nær blev tilintetgjort, måtte vække den største bestyrtelse og beklagelse rundt om i Frankrig og endnu i videre kredse, især da alle de tre ofre - i modsætning til den ældste i 1711 døde dauphin - var personer, om som man nærede de bedste forventninger. Tilmed var de ondartede sygdomstilfældes natur dunkel, idet den foreløbige antagelse af mæslinger stod meget usikker. Allerede ved det første dødsfald forlangte den gamle konge, der var dybt rystet ved tabet af den elskværdige og begavede prinsesse, en nøjagtig undersøgelse af liget for at komme på det rene med dødsårsagen. Obduktionen gav imidlertid ingen bestemt oplysning i så henseende, nogen "naturlig årsag" til døden kunne ikke konstateres, og begge livlæger, Fagon og Boudin, erklærede nu til kongen i nærværelse af Madame de Maintenon, at her måtte foreligge en ligefrem forgiftning. Også den meget ansete kongelige apoteker Boulduc udtalte sig i samme retning, man lagde især vægt på visse forandringer i hjernen og dens hinder. Kun den første kongelige livkirurg, Maréchal, protesterede bestemt mod denne opfattelse. Han hævdede, at aldeles ingen tydelige tegn på en gifts indvirkning var konstaterede, og kunne gøre det med særlig vægt, for så vidt som det var ham, der havde foretaget selve obduktionen. Til Saint-Simon tilstod han dog i fortrolighed, at han ikke var så aldeles vis på sin udtalelses holdbarhed, men for kongens beroligelses og for alle uberegnelige konsekvensers skyld havde han ikke villet indrømme muligheden af en sådan i hvert fald problematisk dødsårsag. I virkeligheden blev kongen, som det kunne ventes, uhyre urolig ved Fagons og Boudins erklæring og lod sig heller ikke berolige ved Maréchals modsatte forsikring. Snart sivede det uhyggelige rygte, der havde sin første støtte i tobaksdåsen, ud i Versailles og Paris, alle begyndte at hviske derom. Mistanken begyndte at vende sig mod hertugen af Orleans, og forfærdelsen blev grænseløs, da også den lille dauphins pludselige sygdom endte med døden. På ny gav kongen strenge ordrer om nøje undersøgelse af liget, og da man her fandt de samme forandringer som hos forældrene, men endnu videre fremskredne - skørhed og opløsning af alle indre organer, også af hjertet, hele blodmassen dissolut, en frygtelig stankudvikling - så erklærede Fagon og Boudin, den sidste i høje toner og denne gang positivt støttet af flere andre fakultetsdoktorer, at her evident forelå den voldsomste virkning af "un poison très subtil et très violent", der som en brændende ild - hvilken dauphinen jo også selv havde følt - havde fortæret legemets indre. Maréchal protesterede imidlertid igen mod denne tydning. Han hævdede, at de fundne forandringer ikke behøvede at være følge af en indbragt gift (poison), men ligeså godt kunne være "un venin naturel de la corruption de la masse du sang enflammé par une fiêvre ardente" (således som kopper). Ved denne korruption var også de indre organer blevet fordærvede, og han havde oftere iagttaget en lignende naturlig sygdomsproces ved undersøgelse af lig, om end ganske vist sjældent en så høj grad af dissolution som her.

Lægernes heftige disput blev til sidst ført for selve kongen og Madame de Maintenon, og Maréchal besvor kongen at tro hans forsikring og vende sig bort fra den frygtelige mistanke, som de to livlæger havde fremkaldt. Maréchal forstod ganske vist ikke, siger Saint-Simon, at veje sine ord og sine udtryk, han var noget plump, men i øvrigt i bund og grund hæderlig, retskaffen og sandhedskærlig. På ny betroede han dog Saint-Simon, at fundet ganske vist var af påfaldende art - hvorfor Saint-Simon heller ikke er fri for at nære en vis mistanke om forgiftning, kun retter han den ikke mod hertugen af Orleans, men nærmest mod wienerhoffet. Kongen lagde nu dog så megen vægt på sin tro livkirurgs udtalelser, at han, da hertugen selv henvendte sig til sin høje slægtning med tilbud om at lade sig eller dog sin kemiker Humbert arrestere i Bastillen, ikke gik ind derpå, men lod sagen dø hen. Det var imidlertid i den følgende tid en ret almindelig opfattelse både i Frankrig og andre lande, at dødsfaldene var bevirkede ved gift, som hertugen af Orleans ved sin nævnte kemiker havde ladet dauphinen og hans familie indgive. Først senere begyndte man at søge dødsårsagen i en naturlig sygdom, og da i kopper eller mæslinger - de to farsoter, som man i begyndelsen af forrige århundrede endnu var tilbøjelig til at betragte som indbyrdes nært beslægtede, således at mæslinger kun betragtedes som den lettere og mere uskyldige art. Men netop denne opfattelse gjorde det i øvrigt igen noget vanskeligt at tro på en naturlig dødsårsag i det givne tilfælde, thi diagnosen stod mæslinger nærmest, og denne sygdom regnedes altså ikke for synderlig ondartet, om den end måske nok dengang var mere ondartet end i den nyere tid - hvor den dog i øvrigt af og til har givet en høj dødelighedsprocent.

Nogen sikker afgørelse af dette lægevidenskabelige spørgsmål kan næppe træffes på basis af de foreliggende meddelelser. Afgørelsen af hvorvidt et enkelt sporadisk sygdomstilfælde er kopper eller ikke vil nu også selv for nutidens objektive undersøgelse kunne volde vanskeligheder. Til at fastholde antagelsen af mæslinger som dødsårsag er der imidlertid endnu den særlige grund, at der på hint tidspunkt både i og udenfor Frankrig synes at have hersket en netop ondartet, mæslingeagtig epidemi, en "rougeole pourprée". Det er således ret sandsynligt, at Voltaire har ret, når han mener, at dauphinfamilien er gået til grunde deraf og ikke af kopper. Men i hvert fald er memoirernes oplysninger fyldige nok til, at man tør udtale, at der her sikkert har foreligget en særlig malign infektionssygdom af "naturlig" beskaffenhed, og ikke en forbryderisk forgiftning, og at man således tør frikende hertugen af Orleans for den uhyggelige mistanke, der lige til nutiden dog stadig har klæbet ved ham. Det er ved denne kendelse i den store disput mellem livlægerne tillige en tilfredsstillelse at kunne give den af parterne ret, hvis navn står omgivet med en så smuk fortjenestens stråleglans i lægevidenskabens og særlig i den franske kirurgis historie som Maréchals, om det end må indrømmes, at han ved sit nære personlige forhold til den sigtede hertug ikke just kan kaldes et uvilligt vidne, og om end også den ene af modparterne, den gamle Fagon, ved sine fortjenester i forbindelse med Paris' Jardin du Roi også står med et godt navn i historien. Men dennes og hans kollega Boudins argumenter er dog svage, og man kan næppe værge sig mod den formodning, at de i deres kategoriske hævdelse af en forgiftning har været influerede af den tanke, derved selv at stå mere ansvarsfri i kalamiteten. En blot naturlig sygdom, kopper eller mæslinger, måtte deres lærde kunst have kunnet udrette noget imod, men overfor en forgiftning af voldsom art kunne kunsten godt være bekendt at stå afmægtig.

Et yderligere indicium for, at sygdommen ikke har været kopper, kan det utvivlsomme faktum, at hertugen af Anjou, den senere kong Louis XV, 62 år derefter døde af kopper, måske også afgive, om end efter så mange års mellemrum et nyt og et dødeligt anfald af sygdommen nok ville kunne indtræffe, for lignende tilfælde er ofte iagttagne. Men så kommer endnu dertil, at det ifølge Voltaire angives i marskal Villars' memoirer, at kongen i 1728 har været angrebet af rigtignok meget lette kopper ("petite vérole volante"). Er det rigtigt, og har dette tilfælde ikke været ganske uskyldige skoldkopper (hvad betegnelsen "volante" i øvrigt kan tyde på), bliver sygdommens koppenatur 1712 under alle omstændigheder noget usandsynlig.

Kongens dødelige koppesygdom i 1774 havde et meget typisk forløb, således som det fremgår af Corlieus skildring. Kun spørgsmålet om, hvorfra han havde hentet smitten, henstår uafgjort, idet der på hint tidspunkt ingen koppeepidemi var i eller ved Versailles. Den bekendte version om en 14årig møllerdatter, som Madame Dubarry skulle have ladet hente til den under maitressens indflydelse bestandig mere demoraliserede og uterlige konge, og som ved at være angrebet af begyndende kopper havde smittet den gamle vellystning, synes at være apokryf. Den 27. april, medens han opholdt sig i Trianon hos maitressen, indtrådte de første kuldegysninger med stærke hoved- og rygsmerter. Men man lagde ikke vægt derpå, da kongen altid reagerede stærkt ved sygdomstilfælde. Den følgende dag tiltog ildebefindendet, og hans livlæger Lemonnier og Lamartinière lod ham føre til Versailles, hvor han blev åreladt. Bordeu og dronningens livlæge Lassone tilkaldtes. Alle læger anså sygdommen for en simpel katarralsk feber. Da den optrådte med tiltagende heftighed, ordinerede de d. 29. april en ny stor åreladning og overvejede den eventuelle nødvendighed af endnu en 3die, som de dog nødigt ville bestemme sig for, fordi et ordsprog siger "une troisième saignée appelle les sacrements". De foretrak derfor foreløbigt lavementer. Dauphinen og hans brødre kom nu på kongens anmodning til ham, ligesom hans tre døtre, som derefter plejede ham med ømhed. Flere fakultetsmedlemmer blev tilkaldte til en stor fælleskonsultation, i hvilken man endnu ikke kom videre i diagnosen end til at antage en "fièvre humorale", som syntes at ville udarte til en "fièvre maligne". Ingen anede kopper førend den 30te april, sygdommens 4de dag, hvor der på engang opdagedes talrige karakteristiske pletter i ansigtet. Lægerne ordinerede da spanske fluer. Tilfældene tog stadig til, der begyndte at optræde delirier, om aftenen den 6te maj blev kongens skriftefader tilkaldt, den 7de maj om morgenen fik han dødssakramenterne, og der udstedtes en betænkelig bulletin. Kopperne begyndte at suppurere stærkt med ilde lugt. Den 10de maj indtraf døden, og liget blev skyndsomst og uden foretagelse af sektion, ganske som i århundredets begyndelse med liget af dauphinen, ført til St. Denis og nedsænket i gravhvælvingen. Louis XV er den eneste franske konge, hvis død af kopper er sikkert konstateret.

Også dette rædselsvækkende kongelige dødsfald havde den virkning, at den tidligere, vedholdende og hårdnakkede modstand mod koppeinokulationen i Frankrig dermed definitivt blev brudt.

5. Kopperne i det habsburgske fyrstehus i det 18de århundrede

Næppe har koppesygdommens hærgen i de europæiske fyrstehuse i forrige århundrede nogensinde udøvet en mere umiddelbart afgørende indflydelse på de politiske forhold end med hensyn til den store spanske arvefølgekrig, hvis indtræden og afslutning åbenbart direkte bestemtes deraf. Den deling af de spanske lande, der efter den barnløse kong Carlos II’s død syntes at ville frembyde sig som en naturlig løsning for derved at neutralisere striden mellem de to hovedarvinger, den franske konge og den tyske kejser, men som var den for bevarelsen af rigets integritet interesserede spanske konge højligt imod, søgte denne at forebygge ved at indsætte sin slægtning, den endnu mindreårige bayerske kurprins Joseph Ferdinand, til tronfølger. Og sagen var vistnok gået i orden, hvis ikke denne unge prins 1699 pludseligt var blevet bortrevet af kopperne. Nu lykkedes det Ludvig XIV at få sin sønnesøn Philip af Anjou indsat til universalarving af det spanske monarki, og derved udbrød den ødelæggende krig, hvori de fleste af Mellemeuropas og Sydeuropas stater indvikledes. Sejren tilsmilede den tyske kejsers og hans allieredes våben, og den talentfulde og energiske kejser Joseph I, der 1705 fulgte efter sin fader Leopold, var vel i stand til at udnytte den gunstige situation og afgjort ydmyge Ludvig XIV. Men da, netop som alt tegnede så overordentligt gunstigt for kejser Joseph, og som alt syntes jævnet til at sætte Spaniens krone på hans broder Karls hoved, blev han pludseligt i april 1711 voldsomt angrebet af ondartede kopper i Wien, hvor sygdommen netop var epidemisk, og døde efter 5 dages sygeleje deraf, til trods for befolkningens vedholdende bønner dag og nat i St. Stephanskirken og trods hans livlægers kraftige medikamenter og særlig den ene livlæge Stockheimers meget kraftige arkanum. Ved dette pludselige dødsfald forandredes på en gang hele situationen. Karl besteg efter sin broder den tyske og østrigske trone, og de ledende europæiske magter ville nu ikke lade ham også modtage den spanske arv. Der sluttedes fred i udlandet med det bekendte resultat, at de spanske lande deltes, medens Philip af Anjou erholdt den spanske kongekrone.

Men ikke blot politisk, også lægevidenskabeligt set frembyder kejser Josephs koppesygdom interesse, især efter hvad den intelligente engelske rejsende William Wraxall - der er bekendt i vort fædrelands historie ved sine romantiske forsøg på at rehabilitere dronning Caroline Mathilde - i sine offentliggjorte breve fra wienerhoffet har kunnet meddele derom. Wraxall fortæller, at han i samtaler med den gamle fyrst Auersperg, der havde tjent som ung page hos kejser Joseph og været tilstede under hele dennes sygdom, har erfaret, hvorledes de kejserlige livlæger behandlede koppetilfældet. De holdt den syge uafbrudt i et tætlukket rum, uden mindste adgang af frisk luft, og det skønt det var varmt forår. Under hele koppernes højdestadium blev dernæst patienten overordentligt tæt og varmt indviklet i skarlagensrøde uldtæpper for derved at lokke eksantemet helt frem. Wraxall, der var en vel instrueret, også i lægevidenskab ret kyndig mand og selvfølgelig stod på Sydenhams standpunkt, omtaler denne gammeldags behandling i de hånligste udtryk, men netop til den knytter der sig en særlig interesse.

Behandlingen åbenbarer først og fremmest det standpunkt, hvorpå Wiens medicinske fakultet og toneangivende lægevidenskab stod i begyndelsen af det 18de århundrede. Det var unægteligt et gammeldags, væsentligt det middelalderlige, arabistiske, og illustrerer således den stagnation, som var en følge af jesuitternes på hint tidspunkt fuldstændige herredømme over Wiens universitet. Den radikale eller ligefrem revolutionære Sydenham ville man selvfølgelig ikke bøje sig for. Han var jo en kætter i sin tro og tilmed fra det land, som den nidkære katolske kirke særligt hadede for dets frafald, således at endog selve Maria Theresia besvor sin søn Joseph om på sin ungdoms udenlandsrejse ikke at betræde engelsk grund. Den engelske Hippokrates prædikede nu ganske vist i lægevidenskabens praksis en så kættersk lære, at den på hint tidspunkt endnu næsten intetsteds var blevet accepteret - kun i Leiden var den store Boerhaave begyndt at slå til lyd for den - og således er de østrigske lægeautoriteters bibeholdelse af den gamle grundmurede indpakningsmetode og udestængning af frisk kølig luft just ikke bevis på noget særligt vidtgående reaktionært standpunkt. Men mere tyder det derpå, at Josephs livlæger lagde alvorlig vægt på indvikling i skarlagensrøde tæpper. Thi denne metode var kommet ganske ud af videnskabelig kurs allerede længe forinden, således at i hele det 17de århundrede næppe synderlig flere lægevidenskabelige autoriteter end Thomas Bartholin, der i sit praktiske standpunkt endnu til dels stod på arabismen, tilkendte den virkelig rationel begrundelse. Det skæbnesvangre kejserlige sygdomstilfælde er måske også omtrent den eneste lejlighed i det 18de århundrede, hvor metoden anvendes af videnskabelige lægeautoriteter, medens den som folkemedicin endnu i nogen tid synes at have bevaret sit ry. I det mindste fremhæves det i en afhandling om børnekoppers behandling af den berømte montpellierlæge Fouquet (1772), at han erindrer at have set i sin barndom, "que l'on vétissait les petits vérolés de drap écarlate et que l'on les ténait dans des rideaux de la même étoffe". Han sammenstiller denne kurmetode med folkemedicinens gamle skik at lægge et lam i sengen hos den syge, for at dets legeme skulle trække sygdomsgiften til sig. Først i vor tid er den gamle forstødte kurmetode blevet rehabiliteret ud fra ganske nye og mere holdbare rationelle forudsætninger.

Videre gik dengang koppesygdommens morderengel ikke i det habsburgske hus, og først noget længere ind i århundredet, under Maria Theresias regering, genoptog den sit hærværk. Nogle af hendes talrige børn fik kopperne i en tidlig alder. Den senere kejser fik dem i en alder af 16 år (1747) sammen med sin yngre søster Maria Christine. Han var alvorligt angrebet, men kom sig dog hurtigt. Så heldigt gik det imidlertid ikke senere, da farsoten atter angreb Maria Theresias hus. Det var i det 7de årti, at den nye og indgribende hjemsøgelse indtraf, og det første historisk betydningsfulde offer for smitsoten blev den daværende ærkehertug Josephs tilbedte gemalinde, Isabella af Parma, hvis fængslende skønhed og begavelse stråler i særlig glans i historien omgivet af romantikkens blændende skær. En ulykkelig kærligheds knugende tryk skulle hun have bragt med fra sin fædrene residens, men netop i sit sværmerisk tungsindige vemod var hun dobbelt fængslende. Sin gemals glødende kærlighed besvarede hun ikke, kun den ene svigerinde, den talentfulde ærkehertuginde Maria Christine, sluttede hun sig til i fortrolighed. Gift 1761 fik hun 1762 en datter, der i dåben kaldtes efter sin bedstemoder Maria Theresia, men heller ikke denne lykkelige begivenhed befriede hendes sindsstemning, og hun vedblev at forudsige sin snarlige død, ja synes endog i breve til sin veninde at have med bestemthed sat 1763 som sit dødsår. I sommeren dette år begyndte hun at skrante, men bedredes dog, og det blev bekendt, at hun igen var frugtsommelig. Men i november blev hun pludseligt hårdt syg. Det viste sig at være ondartede kopper, efter 3 dages sygdom aborterede hun, og 4 dage derefter var hun død i sin fortvivlede gemals arme. Dette tab satte i Josephs følelsesfulde sjæl dybe og uudslettelige spor, tilmed fik hans sorg en bitter nagende bråd derved, at han efter dødsfaldet, som det berettes, af sin søster, den afdødes fortrolige veninde, blev gjort bekendt med breve fra sin gemalinde, hvoraf det fremgik, at han i virkeligheden aldrig havde besiddet hendes kærlighed - Maria Christine menes derved at have haft den gode hensigt at ville lette hans sorg, idet tabet af den, han dog ikke havde besiddet, skulle føles som mindre smerteligt.

Få år derefter, i 1767, holdt farsoten et nyt indtog i Wiens Hofburg og denne gang et mere ødelæggende end nogensinde. Atter blev det Josephs gemalinde, der først og fremmest ramtes. Af politiske grunde var der nemlig snart efter Isabellas død, især fra Maria Theresias formående statsmand, kansleren fyrst Kaunitz' side, blevet arbejdet på at formå Joseph, der nu havde erholdt den tysk-romerske kongetrone, til at indgå nyt ægteskab. Særlig ønskeligt ansås det for at være at knytte forbindelse med det habsburgske hus' tidligere arge fjende, det i øvrigt med Habsburg i forvejen beslægtede og formående bayerske kurfyrstehus, og efter forskellige underhandlinger blev en søster til den regerende kurfyrste, Maria Josepha, datter af Maria Theresias mangeårige fjende Karl Albrecht (som tysk kejser Karl VI) og sønnedatter af Joseph I's fjende, den ligeledes af kopperne bortrevne Maximilian Emanuel, den unge habsburgers brud. Og det blev ingen misundelsesværdig lod for hende. Allerede på forhånd, ved fortidens begivenheder, mødt med en naturlig dyb uvilje fra Marie Theresia og hendes slægt og ganske særligt fra ærkehertuginde Maria Christine - der ved sin kærlighedsforbindelse med en saksisk prins ved hoffet ønskede dennes søster til Josephs brud - i sørgelig grad blottet for alle de fortrin, som havde udmærket Josephs første gemalinde, blev hun i Hofburg modtaget med den yderste kulde. Kun Maria Theresias mand, den milde, elskværdige kejser Frantz, viste hende venlighed, men han døde pludseligt kort efter hendes giftermål (1765), dog ikke af kopper, men af et apoplektisk anfald. Også til Maria Josepha knytter der sig et vist romantisk skær, der særligt er blevet udnyttet af den historiske roman. Hun skal have lidt af en ondartet smittende hudsygdom, der formodedes at være af spedalsk natur, og som hun havde pådraget sig ved opofrende pleje af en syg halvbroder, Karl Albrechts naturlige søn, hvem hun med rørende kærlighed havde sluttet sig til. På bryllupsaftenen blev hendes sygdom, som hun i skyhed havde krympet sig for at røbe for sin gemal, bekendt for denne ved en meddelelse af hans søster Maria Christine, og Josephs kulde mod hende steg derved til fuldstændig modbydelighed, samtidig med at hun nærede en voksende lidenskabelig kærlighed til ham. Kejserhoffets livlæge, den store autoritet og medicinske reformator i Østrig, hollænderen van Swieten, tog derefter den unge kejserinde under behandling og erklærede sygdommen for at være ikke en spedalsk, men en helbredelig lidelse af skorbutisk natur. Ved efterhånden at helbrede de væskende hudsår forøgede imidlertid van Swieten hendes modtagelighed for den i Wien stadig huserende koppesygdom, i hvert fald efter datidens lægevidenskabelige teori. Og denne syntes unægteligt her at stå sin prøve, for så vidt som koppesmitten snart med voldsomhed gjorde sin magt gældende over hende. I maj måned 1767 blev Marie Josepha syg af febertilfælde, og hendes svigermoder besøgte hende netop i et øjeblik, hvor lægerne skred til at foretage den ved en sådan endnu ubestemt febersygdoms begyndelse stereotype åreladning. Da den syge nu blottede sin arm, var det Maria Theresia, der først opdagede de skæbnesvangre rødlige pletter, som hun af erfaringer i sit hus godt kendte som de første tegn på kopper. En nøjere undersøgelse bekræftede fuldt diagnosen. Maria Theresia nærede den største rædsel for den frygtelige sygdom, men betvang sig, og tilskyndet af sin årvågne samvittighed, der bebrejdede hende den tidligere kulde mod den beklagelsesværdige svigerdatter, omfavnede hun den syge og gjorde hende på skånsom måde bekendt med nødvendigheden af fuldstændig isolation, især da hverken Maria Theresia selv eller de 4 af hendes børn, døtrene Elisabeth og Josepha og sønnerne Ferdinand og Maximilian havde haft kopperne.

Kejserinde Josephas sygdom tog hurtigt overhånd, og den 28de maj bortrevedes hun efter allerede et par dage forinden at have modtaget dødssakramenterne. Infektionens ondartethed viste sig også på liget ved en så hurtig opløsning og forrådnelse, at det skyndsomst, uden balsamering og uden iagttagelse af andre foreskrevne former, måtte bringes hen i kejserfamiliens gravhvælving i kapucinerkirken. Men den pludselighed, hvormed hendes død indtraf og det uheldige forhold mellem hende og hendes gemal samt hans slægt bragte det rygte i omløb mellem befolkningen, at den unge kejserinde ikke var død, men i hemmelighed ført bort til et kloster i Bayern, hvor man senere ofte mente at have set hende i nonnedragt.

Endnu langt større forfærdelse vakte det rundt om i Wien, da det endnu inden Maria Josepha døde rygtedes, at selve Maria Theresia også var blevet heftigt angrebet af den ondartede farsot, og antoges at være blevet smittet af sin svigerdatter. Maria Theresia antoges også i øjeblikket at være mere modtagelig for sygdommen end sædvanlig, da hun var medtaget af angst og uro for sin øjesten, datteren Maria Christine, der havde ægtet den nævnte prins Albert af Sachsen og efter en svær forløsning lå betænkeligt syg af barselfeber. Efter at Maria Theresia den 23de maj var blevet angrebet af en feber, mod hvilken der forgæves anvendtes gentagne store åreladninger, brød koppeeksantemet voldsomt frem natten mellem den 26de og 27de maj. Kejser Joseph, der under sin gemalindes sygdom hele tiden havde holdt sig fjern under påskud af frygt for smitteoverførelse til sin lille datter, var dag og nat i sygeværelset hos sin moder. Fyrst Kaunitz blev så dybt rystet ved hendes sygdom, at han senere aldrig kunne tåle at høre ordet "kopper" nævne. Hele den østrigske befolkning tilbad hende og angsten og uroen blev derfor overordentlig stor, især da det blev bekendt, at den syge, som hele tiden under den heftige sygdom beholdt klar bevidsthed og vedblev at beskæftige sig også med statssager, den 1ste juni efter eget forlangende fik dødssakramenterne. Kirkerne fyldtes med mennesker af enhver alder og enhver stand, alle bønfaldende om bevarelse af den elskede kejserindes liv. Og de fortsatte bønner blev hørte, den 3die juni viste der sig tegn til bedring, den 5te formåede hun med rystende hånd at underskrive et brev til sin syge datter Maria Christine, i hvilket hun underretter denne om sygdommens farlige beskaffenhed og den indtrådte gunstige vending. Den 14de juni fandt under uhyre tilstrømning en højtidelig takkegudstjeneste sted i St. Stephanskirken, snart efter ligeledes i alle andre kirker i Wien og i det hele i Østrig. Kirkefesterne vedvarede, indtil Maria Theresia første gang efter sygdommen den 22de juli viste sig offentligt og i festligt optog begav sig til St. Stephanskirken. Samme dag dekorerede hun sin højt skattede første livlæge van Swieten med kommandørkorset af Stephansordenen.

Uskadt var dog ikke Maria Theresia blevet den uhyggelige gæst kvit. Hun, som trods sine fyldte 50 år endnu fuldt havde bevaret ikke blot sin majestætiske holdning, men sin fængslende, alt overstrålende skønhed, var på engang blevet ganske ukendelig, grænseløst vansiret af dybe kopar. Hertil knytter sig da den historiske romans effektfulde skildring af den omhu, hendes kærlige søn Joseph drog for at holde hende i uvidenhed om sin uhyggelige forvandling ved at fjerne alle spejle i kejserborgens gemakker, som han i øvrigt havde ladet udstyre med glimrende pragt for derved at fængsle hendes tanke. Men længe kunne det dog ikke vare, inden hun opdagede ødelæggelsen, der det følgende år antog en endnu uhyggeligere karakter, idet hun ved at vælte med en vogn på rejsen til Presburg knuste sin næse. I sit ydre var derefter Maria Theresia kun en uhyggelig ruin.

Smitsotens hærgen i Hofburg standsede ikke dermed: Maria Christinas gemal prinsen af Sachsen blev hårdt angrebet deraf, smittet af sin svigermoder, som han sammen med svogeren Joseph trofast plejede. Han overstod dog sygdommen, og nu indtraf en pause, i hvilken hoffet med megen travlhed traf festlige forberedelser til højtideligholdelsen af den sekstenårige skønne ærkehertuginde Josephas formæling med kongen af Neapel, der tidligere havde været forlovet med den ældre søster Iohanna, som døden havde bortrevet et par år tidligere, dog ikke af kopper, men af en anden heftig feber (tyfus?). Storartede fester arrangeredes i Hofburg, da den neapolitanske konges afsending og stedfortræder hertugen af Santa Elisabetta var mødt i Wien for at fuldbyrde forlovelsen. Da blev den unge brud på engang syg den 4. oktober, straks efter at hun, modstræbende og kun givende efter for moderens bestemte ønske, havde aflagt et afskedsbesøg og forrettet sin andagt i habsburgernes gravhvælving i kapucinerkirken. Da sygdommen snart viste sig at være meget ondartede kopper, antoges hun at have pådraget sig smitte ved besøget i gravhvælvingen, hvor der fra kejserinde Maria Josephas kiste endnu udviklede sig en gennemtrængende stank. Denne formodning var dog sikkert fejlagtig, og med god grund lader L. Mühlbach i sin roman van Swieten berolige den fortvivlede Maria Theresia med den forsikring, at koppesmitten ikke kunne udfolde sine virkninger så hurtigt. Rivende tog sygdommen overhånd hos den unge ærkehertuginde og den 10de oktober modtog hun dødssakramenterne. En forbigående bedring indtrådte vel efter eksantemets fremkomst, men snart formørkedes igen udsigterne, og i suppurationsfeberen bortrevedes hun den 15de oktober. Og endnu standsede farsoten ikke sin hærgen. Fire dage efter Josephas død blev den ældre søster Elisabeth syg, umiddelbart efter at hun havde overværet en sjælemesse for den afdøde. Også hun blev heftigt angrebet, og nu hævede der sig vægtige stemmer mod den energiske åreladningsbehandling i Sydenhams ånd, som van Swieten stadig anvendte. Man ytrede på een gang mistillid til den fejrede medicinske koryfæ og klyngede sig til den yngre mere varsomme livlæge von Störck, der hidtil i samvirken med van Swieten kun havde spillet en underordnet rolle. Behandlingen blev dog væsentligt fortsat i det gamle spor, og ærkehertuginden overstod sygdommen. Hendes kraftige legeme sejrede, som den venetianske gesandt Renier siger i sine optegnelser, "både over den frygtelige sygdom og over den ulykkebringende lægebehandling". Men kun således slap hun derfra, at hun, som skal have været den allerskønneste af alle Maria Theresias skønne døtre, blev i den frygteligste grad vansiret.

Ærkehertuginde Elisabeths sygdom havde vidtrækkende virkninger for hendes hele fremtid og måtte særligt af hendes moder føles ikke blot som en stor personlig, men også som en politisk ulykke. Ved sin skønheds totale tilintetgørelse gik hun glip af de særdeles glimrende, om end ikke just tiltalende fremtidsudsigter, der netop åbnede sig for hende, da hun ramtes af den ødelæggende smitsot. Den for sine døtres anselige anbringelse altid ivrige og utrættelige Maria Theresia havde allerede i flere år i samråd med sin trofaste støtte fyrst Kaunitz været travlt optaget af giftermålsprojekter for den særligt skønne og indtagende Elisabeth. Forskellige hindringer og betænkeligheder havde imidlertid gjort sig gældende, men i 1767 var hun dog lidt efter lidt havnet i tanken om at vinde for sin datter Europas mest glimrende dronningkrone, når hun blev Louis XV's gemalinde. Det var ganske vist kun i største stilhed og med iagttagelse af særlig diskretion, at man endnu havde kunnet arbejde for realisationen af denne plan, thi kong Louis gamle, af græmmelse nedbrudte dronning, Maria Leszcynsca, levede endnu. Men hun var i tiltagende grad svagelig og hendes snarlige død imødesås. Også fra indflydelsesrig fransk side var der stemning for Maria Theresias plan og for dens realisation snarest muligt efter den gamle dronnings død. Thi man håbede, at der netop i øjeblikket var en chance for ved en så indtagende og ung brud som Elisabeth at kunne føre den ryggesløse konge tilbage til et ordentligt levned. Vel levede han fremdeles i vilde orgier, men hans erklærede og indflydelsesrige maitresse Madame de Pompadour var død et par år i forvejen, og ingen anden kvinde havde derefter indtaget denne plads hos kongen. Denne havde vist nogle bedre rørelser og igen nærmet sig sin gamle hæderlige dronning og sine ikke mindre hæderlige døtre. Han var vel allerede i 1767 begyndt at komme i forbindelse med madame Dubarry, men denne var dog endnu ikke erklæret maitresse og havde endnu ikke kunnet imponere Frankrig og verden ved sin grænseløse frækhed og sin dertil knyttede indflydelse. Og Louis XV var underrettet om ærkehertuginde Elisabeths glimrende skønhed og næppe uvillig til et ægteskab med hende, så snart dronning Maria var død. Vistnok måtte Maria Theresia som øm moder - tilmed udrustet med en så rigoristisk moralsk følelse, at hun lod etablere en kyskheds- og sædelighedskommission under jesuitisk ledelse og med vidtgående penible spejderopgaver - have dybe betænkeligheder ved at overantvorde sin unge udmærkede datter til den uhyggelige, 57årige libertiner, men kejserinden var tillige fuldt ud politiker. De politiske hensyn og dermed sammenhængende magt- og glansspørgsmål spillede for hende en så dominerende rolle, at hun kunne trænge alle de etiske og moderlige betænkeligheder tilbage. For et fyrstehus' døtre gælder jo engang en anden lov end for unge kvinder i almindelighed. Og sagen kunne jo også ses fra en anden side, som netop kunne ligge nær for Maria Theresias etiske og skrupuløse samvittighed. Ærkehertuginde Elisabeth kunne fuldbyrde en stor mission ved et sådant ægteskab, idet hun førte libertineren tilbage på dydens vej. Denne tanke var åbenbart også fremme hos Louis XV's døtre, der i 1768 efter moderens død ses ivrigt at ønske virkeliggørelsen af projektet. Og man må erindre, at demoralisationen ved det franske hof først med den grænseløst rå madame Dubarrys indtog, altså fra 1768 eller 1769, tog et håbløst omfang. Madame de Pompadour havde dog været en dame med kundskaber og dannelse og havde i sin magt over kongen og regeringen forstået at bevare en i det mindste i det ydre fin tone. Men da det i 1768 rygtedes, hvor forfærdeligt vansiret den unge ærkehertuginde var blevet - "not a trace of that beauty now remains", siger Wraxall efter at have lært hende at kende nogle år senere - trak kong Louis sig tilbage fra giftermålsplanen og gav sig Madame Dubarry fuldt i vold. Og nu oprandt den uhyggelige periode i Frankrigs historie, som så naturligt måtte føre til alle revolutionens rædsler.

Med denne ærkehertugindes sygdomsanfald ophørte endelig epidemien i Hofburg, og kun dens virkninger og følger blev endnu tilbage. På forskellig måde måtte disse gøre sig gældende og ikke blot med hensyn til ærkehertuginde Elisabeths omtalte fremtidsudsigter. Først og fremmest måtte kalamiteten øve en dyb indvirkning på selve hovedpersonen i koppedramaet, Maria Theresia, og det ikke alene på hendes ydre, men på hele hendes sjæl og sind. Svigerdatterens død med alle de nagende minder, der knyttede sig til hende, den højtelskede skønne sekstenårige datters død tilmed i det så afgørende øjeblik, da hun skulle være Neapels dronning, den anden endnu skønnere datters vansiring af sygdommen, hvorved hendes store fremtidsudsigter altså forskertsedes, og, last not least, Maria Theresias egen forfærdelige vansirende forvandling af den frygtelige sygdom - alt dette måtte virke dybt nedtrykkende på hende. Havde hun end lige fra sin højtelskede gemals pludselige død i 1765 ført et trykkende liv som den altid sørgende enke, og var hendes kvindelige forfængelighed end derved tilbagetrængt, så var den ikke udslukt. Og hendes fængslende skønhed var langt mere for hende end en tilfredsstillelse af den naturlige kvindelige forfængelighed og behagelyst, den var tillige for hende et væsentligt magtmiddel. Det var for en ikke ringe del ved selve sin glimrende personlighed, at hun havde kunnet udøve sin store magt og indflydelse. Det var først og fremmest derved, at hun havde oplevet vistnok sin største triumf som kejserinde og vistnok den største dag i sit liv, at hun, ganske vist i sine mest glimrende ungdomsår nogle og tyve år tidligere, var gået frelst ud af den afgørende krise og havde reddet sine lande og riger, da den bayerske kurfyrste Karl Albrecht (kejser Karl VII) forjog hende fra hendes hovedstad, og hun med sin lille søn søgte og fandt sin eneste og sikre tilflugt hos de ungarske magnater og stænder, dem, som habsburgerne altid havde forurettet og mishandlet, men som nu, netop fortryllede ved hendes personlige optræden i Presburg, besvarede hendes indtrængende latinske påkaldelse af bistand ved øjeblikkeligt at love "vitam et sangvinem pro majestate vestra" - og fuldt ud holdt løftet. Og hun havde jo også i den henseende hørt til de udvalgte kvinder, at hun fuldt havde bevaret sin majestætiske skønhed til det 50de år, lige til kopperne hjemsøgte hende.

Det er således forklarligt eller rettere selvfølgeligt nok, at koppesygdommens ødelæggelser i 1767 måtte virke dybt nedstemmende på hende og efterlade et vedvarende tryk på hendes sind, som gav sig et naturligt udslag i en bestandig inderligere hengivelse til religionens og kirkens trøst. Det er i så henseende særligt oplysende, hvad Wraxall, der besøgte hoffet i Wien nogle år efter koppekatastrofen, fortæller om hendes daglige liv. Hun anvender, siger han, af sit i øvrigt så arbejdsomme og fremdeles til statsanliggender anvendte liv over fem timer dagligt til religiøse øvelser og bøn. Hun overholder faste og alle dermed sammenhørende forbud så strengt som nogen karmelitermunk. I den hellige uge tilbringer hun den halve dag med andagtsøvelser. Hun er fast overbevist om, at enhver kætter er udelukket fra Guds nåde og særligt anser hun alle englændere for djævelens børn. Wraxall har set hende i marts måned ligge i tre timer, om eftermiddagen fra klokken 3 til 6, uafbrudt på knæ i St. Stephans Katedral. Ærkehertuginde Elisabeth, der stadig måtte ledsage moderen til sådanne øvelser, forsikrede, at de regelmæssigt varede så længe, at hun blev ligefrem bedøvet derved. Wraxall, der med hele sin engelske liberalisme tillige er en mand af fin åndsdannelse og intelligent forståelse af menneskehjertets krav, bøjer sig med veneration for denne oprigtige og dybe religiøse følelse samtidig med, at han selvfølgelig ikke kan sympatisere med dens stærkt bigotte udslag.

Men denne efter 1767 tiltagende religiøse fordybelse måtte have den afgørende politiske virkning, at jesuitternes magt og indflydelse konstant øgedes en bestandigt større magt og indflydelse ved hoffet og i statsanliggender, ligesom den på den anden side måtte medføre, at dissensen med hendes søn og medregent kejser Joseph blev stadig mere uddybet og ved en naturlig reaktiv indvirkning på ham drev hans fanatisk radikale tilbøjeligheder - i forvejen opfanatiserede ved hans hjertesorgs bitterhed - ud til deres yderste spids. Havde hans moder i sine senere år ikke været så bigot, var han rimeligvis i sin regentvirksomhed blevet langt mere besindig og moderat og havde ikke på så skæbnesvanger måde forløbet sig i sin despotisk-radikale omvæltningsiver. Ganske vist havde Maria Theresia altid, også i sin ungdom, været religiøst grebet og havde overhovedet altid i sin livsførelse afgivet et ophøjet etisk-religiøst forbillede til efterligning, men der viser sig dog et svælgende dyb mellem den yngre kejserinde, der indkalder den liberale katolik van Swieten, efter at hun har lært at skatte ham som sin søsters læge i Flandern, og lader ham med sin fulde samstemning knuse jesuitternes overmagt ved Wiens universitet og bringe den nye naturvidenskab og naturvidenskabelige medicin i højsædet, og så den ældre kejserinde, der mere og mere blindt overgiver sig i den jesuitiske indflydelses magt.

Også i Maria Theresias medregents sjæl måtte denne koppekatastrofe afsætte et dybt indtryk, der ligeledes ikke kunne andet end indvirke stærkt på hans hele senere sindsdisposition, om det end hos ham gav sig udslag i alt andet end i tilflugt til kirken. Den bortrevne ærkehertuginde Josepha var hans yndlingssøster, var den, som han havde sluttet sig til med særlig inderlighed efter Isabellas død. Valget af Josepha til neapolitansk kongebrud og hendes dermed følgende, blivende fjernelse fra Wien var ham derfor også egentligt et hårdt slag, og han havde selv villet ledsage hende lige til hendes nye hjem - noget, han aldeles ikke ville indlade sig på, da den yngre søster Caroline i det følgende år (1768) blev forlovet med Neapels konge og ikke som de to ældre søstre døde inden formælingen, men virkelig blev hans dronning, omtrent samtidig med, at den ældre søster Amalia forsørgedes ved en forlovelse med en anden Bourbon, med den unge hertug af Parma, der var blevet regent i en tidlig alder ved faderens, hertug Philips, død af kopper i 1765, altså to år efter datteren Isabellas død af samme sygdom. Efter tabet af sin yndlingssøster havde dog Joseph endnu sin lille datter Maria Theresia tilbage, men det var ham beskikket at tømme smertens kalk til bunden. I begyndelsen af januar 1770 blev hun syg, dog ikke af kopper, som hun nu ved inokulation var blevet sikret imod, men af lungebetændelse. Van Swieten, der havde ledelsen også af hendes behandling, anvendte sit sædvanlige heroiske middel, gentagne åreladninger. Sygdommen forværredes, den 23de januar indtraf døden, og derefter havde Joseph kun sit folk, for hvilket han også senere altid levede fuldt og helt, "non diu sed totus", som der kort og gribende står på hans ryttermonument på Josephs plads. At også dette hans sværmerisk opofrende liv kun blev til liden både og glæde, og egentlig nærmest kun til fortvivlelse både for ham selv og hans folk, fuldender det tragiske totalbillede af den ædle, tungsindige kejser. Men var således de virkninger, der i det mindste til dels kunne udledes af koppekatastrofen i Wien med alt hvad dertil slutter sig, for de hårdt ramte regenter af mørk og nedtrykkende art, befordrede de derved også en mørk og tiltagende obskurantistisk tendens i den regerende kejserindes hele optræden, så knytter der sig dog til disse tragiske begivenheder tillige et bestemt og håndgribeligt resultat i modsat retning, og det et resultat, som igen fører os tilbage fra foranstående digression til vort egentlige emne. Den skæbnesvangre hofepidemi bragte en sag til udførelse, som vel tidligere havde været under overvejelse, men altid var blevet afvist, og som utvivlsomt betegner et fremskridt og en sejr for tidens store oplysningsbestræbelser. Det var koppeinokulationens indførelse ved wienerhoffet og mellem befolkningen, en begivenhed, som vi senere skal komme tilbage til. En direkte følge af koppekatastrofen var ligeledes udstedelsen af et edikt, hvori det mod straf forbødes enhver, som havde betrådt et koppebefængt hus, i 40 dage at have nogen forbindelse med hoffet.

6. Kopper i Øst- og Nordeuropa, i de herværende fyrstehuse og i de dansk-norske kolonier i det 18de århundrede. Koppernes fortsatte ødelæggelser i Europa.

Ikke mindre end i hele det vestlige Europa hærgede i det 18de århundrede kopperne i øst, i det store russiske rige, og også her fandt farsoten vej til fyrstehuset og greb på afgørende måde ind i tronfølgen og rigets hele skæbne. Den 15årige kejser Peter II blev i januar 1730 angrebet af sygdommen. Kopperne slog godt ud, han var igen næsten rask, og man nærede med grund de bedste forventninger, da han var i den erfaringsmæssigt gunstigste alder. Men efter at han en dag var gået hen i et åbent vindue i den stærke kulde, fik han et tilbagefald, for hvilket han i løbet af få dage bukkede under til trods for sin livlæges, den ansete Dr. Laurentius Blumentrosts anstrengelser. Og hermed uddøde da pludseligt og uventet mandsstammen af slægten Romanov.

Også i Norden, i Sverige, mærkedes farsotens virkninger i fyrstehuset. I 1741 bortrevedes kong Frederiks dronning Ulrikka Eleonora deraf. Derimod gik det danske fyrstehus mærkeligt nok fri i hele det 18de århundrede. I hvert fald kan her i dette tidsrum intet dødsfald konstateres, heller ikke hos fyrstehusets små børn. Intet af dødsfaldene hos kong Frederik IV's og dronning Anna Sophies børn i en tidlig alder synes at skyldes kopper. Forholdsvis ret tidligt, omtrent ved århundredets midte, indførtes nu også koppeinokulationen ved det danske hof og borttog modtageligheden for koppesmitte. Den eneste til det danske kongehus hørende person, der i 18de århundrede ofte angives at være død af kopper, er den forviste dronning Caroline Mathilde, og hendes dødsfald af denne sygdom ville være af ganske særlig lægevidenskabelig interesse, da hun faktisk i en tidlig alder var blevet inokuleret i sit hjem (af livkirurgen Gataker), ligesom alle andre børn i det engelske kongehus i hint tidsrum. Det viser sig imidlertid, at den nævnte angivelse er fejlagtig, og at hun er bukket under for en anden akut sygdom, der efter tidens lægevidenskabelige terminologi betegnedes som "frisler" (miliaria), og måske også var en særegen, idiopatisk infektionssygdom, der nu ikke mere spiller nogen fremtrædende epidemisk rolle. Men efter symptomerne er det i øvrigt ikke usandsynligt, at det kun har været en skarlagensfeber, der ofte optræder med miliariaudslæt.

Vi møder altså her endnu den samme diagnostiske usikkerhed, som vi især ved sygdomstilfælde i det franske kongehus tidligere i århundredet har set så talende vidnesbyrd om. Ligesom ved disse tilfælde har det heller ikke med hensyn til dronning Caroline Mathildes sygdom kunnet undgås, at rygter om en forgiftning er blevet udspredt og har vundet tiltro, men med endnu langt mindre støttepunkter i de foreliggende data end for den franske dauphinfamilies vedkommende. Dette vil for lægekyndige læsere blive klart ved følgende korte referat af den danske dronnings sidste sygdom, øst af de forskellige foreliggende trykte beretninger.

I foråret 1775 herskede epidemisk i Celle en ondartet epidemi, hvis natur betegnedes som frisler. En page ved hoffet døde den 2den maj deraf, og dronningen gik ind til liget. Allerede dagen efter følte hun sig upasselig, men det ænsedes ikke, især da hun stadig var nedstemt og mørk i sindet og hyppigt talte om sin snarlige død. Den 5te maj fik hun imidlertid et stærkt feberanfald med hævelse i halsen, så at hun vanskeligt kunne tale, den følgende dag viste friseludslættet sig på armene. Den 7de maj forværredes hendes tilstand, og hendes livlæge von Leyser forlangte da den berømte Johann Georg Zimmermann tilkaldt fra Hannover. Denne indfandt sig også samme aften og anvendte forskellige lægemidler, men tilstanden blev bestandigt betænkeligere, en lungebetændelse stødte efter hans antagelse til, og den 10de maj sent om aftenen døde dronningen, efter først at have truffet forskellige dispositioner og modtaget religionens trøst af sin trofaste sjælesørger pastor Lehsen. De foreliggende beretninger giver således kun mangelfulde oplysninger, der nok peger hen imod skarlagensfeber. Noget støttepunkt for antagelsen af kopper synes i hvert fald aldeles at mangle.

Var således det danske kongehus særligt gunstigt stillet under denne ellers overalt fremtrædende koppekalamitet, så rasede dog sygdommen hyppigt og ikke sjældent voldsomt nok rundt om i kongens riger som i andre lande. Og omtales koppernes hærgen kun forholdsvis sjældent i litteraturen, så er dette vistnok til dels kun et udtryk for, at man havde vænnet sig til landeplagen og betragtede den som et nødvendigt onde, hvilket man nu engang måtte finde sig i og så vidt muligt se fra den lyse side: Den formentlig ved sygdommen bevirkede heldige renselse af organismen, som araberne så stærkt havde betonet, og som stillede kopperne i en bestemt og glædelig modsætning til enhver "pest". Ofte optrådte kopperne også virkeligt mildt, ligesom de jo overhovedet særligt var en børnesygdom. Og var end forældres kærlighed til børnene dengang vel ligeså stor som nu, hvad man dog har villet benægte, så var man i alle tilfælde med hensyn til tabet af børnene mere resigneret end nu - ved vanens magt, thi børnedødeligheden var dengang - ikke blot ved kopperne – overordentlig stor. Men fandt man sig altså med forholdsvis ro i et sådant nu engang nødvendigt dagligt onde, så måtte i hvert fald nogle forfærdelige epidemier, der i det 18de århundredes første halvdel ramte vore kolonier, og som med god grund har fået prædikat af en "pest", fremkalde overordentlig rædsel.

Den første af disse epidemier ramte Island i 1707. Her var ifølge annalerne tidligere lige fra middelalderen ret hyppigt optrådt koppeepidemier, oftere af betydelig ondartethed og med stor dødelighed, men ingen af dem når dog den store "Bola" i 1707. Ifølge Espolins annaler opstod farsoten derved, at en kiste tilhørende en mand ved navn Gisle Bjarnason, der i udlandet var død af kopper, blev ført til Ørebak på Island og derfra til hans hjem. Hans søster pakkede kisten ud og fik kopper. Hun overstod sygdommen, men smitten spredte sig nu hurtigt ud over handelspladsen og derfra videre og antog en meget farlig karakter. Også ældre, der tidligere havde haft kopper og bar ar derefter, blev angrebet på ny. Yngre mænd blev meget hyppigere og heftigere angrebne end kvinder og børn. Alle spedalske og i det hele alle svagelige og svækkede personer døde deraf, men også kraftige personer bortrevedes i overordentlig stor mængde og i regelen på 10de-14de dag af sygdommen. Alene i Skalholt bispedømme døde 12.000 mennesker, på Nordlandet 6.000, så at af Islands ca. 50.000 indvånere de 18.000 skulle være bukkede under for farsoten.
Endnu mere morderisk var den bekendte epidemi i Grønland i Hans Egedes tid. Grønlænderne viste sig i fuldeste mål at besidde de uberørte naturfolks almindelige egenskab, den at bliver ofre for koppesmitten i det mest udstrakte omfang. Næsten alle de unge grønlændere, som Egede 1731 havde sendt til uddannelse i København, døde af de koppeepidemier, som i trediverne hjemsøgte hovedstaden. De to eneste levende, der i foråret 1733 var tilbage, en dreng og en pige, bad om at måtte vende tilbage til Godthåb, og fik lov dertil, skønt de begge var meget svage efter ondartede anfald af sygdommen. Pigen døde også på rejsen til Grønland, drengen, ved navn Karl, nåede derimod levende sin hjemstavn i slutningen af maj, men vedblev at skrante og at sygne hektisk hen. Den 4de september døde også han, og først hen ad denne tid, ved slutningen af august, optrådte det første tydelige koppetilfælde i hans omgivelser hos en pige ved navn Sara, der døde efter 3 dages sygdom. Detharding, der i en disputats har behandlet den grønlandske koppepest, er tilbøjelig til at antage, at smitten hidtil havde holdt sig gemt i hans legeme og først er kommet til udbrud ved legemets forandringer hen ad døden, men rimeligere er det vel at antage, hvad i øvrigt også Detharding opfatter som muligt, at smitten har klæbet ved klædningsstykker, som ved at komme frem af deres gemme har kunnet udbrede smitten.

I september bredte da smitsoten sig med rivende hast og en uhyre dødelighed. Tidligt ramtes Egedes fremmeligste grønlænderdreng, Frederik Christian, der talte og læste godt dansk, og som tegnede til at blive en udmærket kateket til hjælp for Egede. Efter 6 dages sygdom døde han. Ikke blot i selve kolonien bortrevedes talrige grønlændere, men også rundt om i omegnen. I løbet af få måneder bortdøde næsten alle familier på Ravn øerne og Kock øerne. Ved begyndelsen af 1734 var der af 200 familier i koloniens nærhed kun omtrent 30 tilbage. Vistnok omtrent tre fjerdedele af disse egnes samtlige beboere døde af smitsoten. Egede giver grønlændernes uforsigtighed og især den omstændighed, at de blottede sig og drak koldt vand, skylden for sygdommens store dødelighed. Han og hans hustru søgte derfor også selv at våge over så mange syge som muligt og indkvarterede dem i mængde i deres egne stuer, og Gertrud Raschs i forvejen svagelige helbred svækkedes yderligere ved denne anstrengende sygepleje og bestandige nattevågen. Detharding mener at kunne konstatere det faktum, at kun de grønlændere gik fri for farsoten eller dog overstod den, hos hvilke der af en eller anden grund var en større suppuration i gang. Han fremhæver som et eksempel instar omnium en dreng med et sår i højre side, hvoraf der flød rigeligt pus. Så snart såret var blevet lukket, angrebedes han og døde.

I Norge optrådte kopperne ligeledes oftere med overordentlig voldsomhed, således døde der ifølge Pontoppidans beretning i 1749 i Bergen af kopper 528 børn, hvilket tal udgjorde den allerstørste del af de yngre aldersklasser af børn i byen. Også selve Danmark led fremdeles stærkt under smitsotens hærgen. I en dengang endnu kun mindre by som København døde i et eneste år (1769) 1.230 deraf, og i århundredets sidste halvdel efter Callisens sammentælling i det hele over 12.000. I Sverige rasede kopperne i det 18de århundrede endnu voldsommere. I de ti år ved dettes midte var ifølge Murrays undersøgelser over 91.000 mennesker blevet bortrevne deraf.
Det samlede antal af koppeofre i hele Europa i det 18de århundrede har Callisen beregnet til 45 millioner.

I århundredets første årtier var sygdommens behandling overalt endnu væsentligt den gamle arabistiske, med varme, hidsende medikamenter, udelukkelse af al frisk luft, hvad også nogle af de omtalte koppetilfælde hos fyrstelige personer illustrerer. Heller ikke i selve England ville man følge Sydenham, der overhovedet havde profeters sædvanlige skæbne, ikke at bliver respekteret i fædrelandet. Hans empiriske radikalisme, hans ringeagt for al gammel lærdom og i det hele for traditionen virkede frastødende og afskrækkende på de allerfleste. I de forskellige koppemonografier, der så lyset mod slutningen af det 17de og begyndelsen af det 18de århundrede, spores endnu ingen kendelig påvirkning af Sydenhams opfattelse.

Ganske oplysende i så henseende for Frankrigs vedkommende er et celebert koppetilfælde, som er udførligt meddelt af selve patienten, af Voltaire. Han var i en alder af 29 år (1723) meget heftigt angrebet af sygdommen under et besøg hos en ven på dennes gods i nærheden af Paris. Efter egen ordination anvendte han gentagne åreladninger, men da hans tilstand stadigt forværredes, lod hans vært hente kardinal Rohans læge de Gervasi. Og nu fortæller Voltaire, hvor overrasket, ja ligefrem rædselsslagen han straks blev ved den behandling, som denne læge instituerede, og som stod i den mest diametrale modsætning til alt, hvad han hidtil havde erfaret om koppebehandling. De Gervasi anvendte aldeles ikke varme eller hidsende medikamenter, men kun brækmidler og derefter rigelige mængder af kølende limonader, samt i det hele et let og køligt regimen, åbenbart under påvirkning af Sydenhams skrifter. Da Voltaire imidlertid opdagede, at behandlingen virkede velgørende, blev han lidt efter lidt omvendt og bagefter en lovpriser af det nye behandlingssæt, hvortil vistnok også bidrog, at det var udgået fra det af ham tilbedte land, det liberale fremskredne England. Men på dette tidspunkt, i århundredets 3die årti, var altså den sydenhamske kulde- og friskluftsbehandling endnu aldeles ikke trængt igennem i Frankrig.

Ikke længe derefter ses den imidlertid at være trængt igennem rundt om og i det mindste til dels også at være accepteret af de franske konservative læger. Og den, der især har æren for at have fremkaldt omslaget, er utvivlsomt tidens store lægevidenskabelige autoritet og koryfæ Boerhaave i Leiden. Denne gik efterhånden ind på Sydenhams terapeutiske opfattelse og fulgte hans anvisninger, om end med nogen betænkelighed med hensyn til den engelske empirikers krasse radikalisme. Da Boerhaave i flere årtier var den første toneangivende autoritet, og da mange af hans disciple, der alle fulgte mesteren, snart også opnåede autoritetsstillinger i de forskellige lande, blev således særligt med hensyn til koppebehandlingen Sydenhams terapi snart den dominerende overalt. Fra århundredets midte blev det i særlig grad tilfældet i Wien, hvor Boerhaaves disciple van Swieten og de Haën, som allerede nævnt, gjorde sig til ubetingede talsmænd derfor, i de talrige populære anvisninger til at behandle sygdommen eller undgå den, som så lyset rundt om ved århundredets midte og senere, er det stadig Sydenhams maksimer, der kommer til orde. Deres alfa og omega er at holde den syge ude af sengen og i kold frisk luft, kun give ham lette og kølige ting at nyde for ikke at hidse hans blod, ligesom også forebyggelsen især skulle tilstræbes ved en streng og frugal diæt, så at blodet kunne holdes rent og tyndt - det som efter Sydenhams mening bevirkede, at de fattige led mindre under denne farsots hærgen end de rige og fornemme.

De store løfter, som den heldige praktikus Sydenham havde ment at kunne give til bedste for de koppesyge, og de store forventninger, som også den Boerhaave'ske skole nærede derom, blev imidlertid på ingen måde opfyldte. Resultaterne af den nye behandling viste sig lidt efter lidt klart nok at være ikke ret meget bedre end af den gamle. Og netop som den store, men tillige til polemiske paradokser i høj grad hengivne kliniker de Haën med bombast havde udtalt, at kopper behandlede efter Sydenhams metode ikke mere var nogen farlig sygdom, heller ikke for de aldersklasser, for hvilke den erfaringsmæssigt havde været mest ødelæggende (små børn og gamle mennesker), og at den store dødelighed i Wien kun hidrørte fra, at lægerne ikke gennemførte metoden, indtraf de omtalte frygtelige koppekalamiteter ved wienerhoffet, just under anvendelsen af Sydenhams behandling, gennemført af selve van Swieten og de Haën. Det viste sig noksom, at lægekunsten med hensyn til den ondartede sygdom stod lige så hjælpeløs som altid.

Mange læger forlod da igen metoden og slog deres lid til forskellige ældre eller nyere specifikke midler, alle naturligvis anbefalede som ufejlbarlige af en eller anden stor lægeautoritet, som havde set mirakuløse virkninger deraf. Således kom en tid det gamle lægemiddel kamfer i stort ry som koppehelbredende, anbefalet især af Crist. Ludvig Hoffmann. Endnu mere berømt var en kort tid tjærevandet, først anbefalet af den engelske biskop og filosof Berkeley og senere afgjort støttet af en så stor lægeautoritet som Rosén af Rosenstein i Upsala. Disse midlers antagne gavnlige indvirkning søgte man selvfølgelig at begrunde rationelt ved spidsfindige deduktioner, og det var da især teorien om forrådnelsessafter (efter Hoffmann udviklede i visse bestemte "koppekirtler" i huden), og midlernes antiseptiske egenskaber, der måtte holde for. Andre læger så mirakelvirkninger af energisk anvendte brækmidler, idet de betragtede fordærvet kylus (Fr. Hoffmann) eller fordærvet galde (Woodward og andre) som årsagen til sygdommen. En neapolitansk læge anså afsondringen fra binyrerne som koppernes kilde og kom derved til at holde på kraftige svedekure, en anset læge, Clossius, anbefalede (i et skrift 1766) en meget udstrakt anvendelse af spanskflueplastre, idet disse skulle fortynde blodet og således modvirke koppesygdommens antagne farligste moment, det tykke blod - en teori, der, som vi har set, også kom til praktisk anvendelse ved kong Louis XV's dødelige koppesygdom.

Men efterhånden kom dog det fuldstændig kimæriske også i alle sådanne midlers virkning til at ligge klart for dagen. Og ikke bedre gik det på det forebyggende område, hvor man på engang igen slog sin lid til det gamle arabiske aksiom om det urene fosterblod som sygdommens årsag, og i kraft deraf ville borttage modtageligheden hos de nyfødte børn ved at udtømme blodet af navlestrengen eller ved at anvende en saltindgnidning. Trods alle sådanne forsøg hærgede dog kopperne lige voldsomt, hyppigt rent pestagtigt, udbredende død og fordærvelse til alle sider og ikke mindre i borgen end i hytten, meget ofte efterladende ofrene, for så vidt de forblev i live, svækkede, nedbrudte og blinde. Nu, da alle midler glippede, måtte lægerne rundt om i Europa vende deres blik mod en ejendommelig forebyggende metode, der længe havde været kendt og benyttet som folkemiddel i forskellige egne, og heller ikke havde været ganske ukendt for de videnskabelige læger. Det var den kunstige indpodning af koppevirus og et derved fremkaldt farefrit anfald af sygdommen. Den kølighed eller endog aversion, hvormed en meget stor del af de lærde læger tidligere havde betragtet dette empiriske middel, måtte, i det mindste lidt efter lidt, vige for en mere sympatisk holdning. Koppenøden var blevet så stor og påtrængende, at den bydende krævede hjælp, hvorfra så denne skulle komme.

Koppesygdommen og den ældre koppeinokulation

1. Inokulationens første periode

Koppeinokulationen er som folkemiddel af gammel dato. Det fremgår af pålidelige beretninger fra Orienten og fra forskellige egne af Europa, måske mest temmelig afsides liggende, at gennem lange tider havde almuen søgt og virkelig opnået ved en kunstig påførelse af kopper at sikre børnene et mildt forløb deraf og immunitet mod ny smitte, og at kloge koner og mænd drev sagen professionelt. Det gik overalt, i det mindste i Europa, under betegnelsen "at købe kopper", og var i reglen forbundet med mystiske ceremonier og besværgelser. Selve påførelsen af smitte udførtes på meget forskellig måde. I Ostindien, hvor inokulationens anvendelse går meget langt tilbage i tiden - hvad indtil langt ind i forrige århundrede var ukendt i Europa - blev operationen udført af braminerne. Ved begyndelsen af den hede årstid, da koppeepidemierne plejede at indfinde sig, drog braminerne fra hus til hus og inokulerede efter først at have pålagt objekterne nogen tids faste. Indpodningstedet var armen og efter at der var gjort en del overfladiske rids i huden med en kniv, blev der ovenpå lagt et bundt bomuldstråde, gennemtrængte med indtørret koppematerie, der var gemt fra forrige sæson og altid var taget af kunstige kopper. Den tørre lymfe opblødtes nu ved at vædes med gangesvand. De indpodede måtte endnu i fire uger fortsætte den strenge diæt, de skulle stadig opholde sig i den frie luft og bruge overgydninger med koldt vand. Koppepustlerne, hvoraf der i reglen fremkom mellem 50 og 200, blev alle åbnede, og lymfen forsigtigt trykket ud. Resultatet var overordentligt tilfredsstillende. Kun yderst sjældent opstod et farligt eller dødeligt tilfælde. I de kaukasiske lande, hvor man med iver inokulerede især pigebørn for ved en let koppesygdom hos dem at undgå de vansirende ar og således bevare deres skønhed og høje salgspris til haremerne, foretoges indpodningen blot ved stik med en nål. I Kina iførte man børnene skjorter, der var vædede med koppematerie, eller indbragte koppeskorper i deres næsebor. I Europa synes man ofte at have nøjedes med at binde et bånd, der var vædet med koppematerie eller dog have været i intensiv berøring med en koppesyg, fast om armen eller benet på den, der skulle købe kopperne, nogle steder skete dog en virkelig indpodning ved indstik eller indsnit i huden.

Vort land synes at have æren af først at have fremdraget metoden i den lærde litteratur, idet vor store lægevidenskabelige forfatter Thomas Bartholin omtaler den som kendt i Danmark. At et sådant ejendommeligt "koppekøb" har fundet sted i det 17de århundrede også hos den danske almue, fremgår tydeligt af Bartholins ytringer. Han siger: "novi certe non paucos, qui variolas sibi pretio emant", og han ved, at der er "nonnulli qui mercaturam variolarum exercent"; "inter vulgus receptum est, ut quot variolas quis desideret, totidem ab altero emat, qui variolis decumbit" og "de eventu testatur multorum experientia". Men selv tillægger Bartholin unægteligt metoden ingen reel betydning. Skønt han var sin tids barn og ligesom sine lærde samtidige fra yderst troende udgangspunkter spekulerede over sygdommes mere eller mindre mystiske påførelse eller borttagelse (medicina magnetica, transplantatio morborum), opfattede han dog denne koppeoverførelse som hørende til de rent imaginære kure, til de "errores in medicina", med hvilke den naturvidenskabelige lægekunst aldeles ingen forbindelse kan have. Og hans omtale deraf fik da heller ingen som helst praktisk betydning, hans lærde læsere opfattede fænomenerne på samme måde som han.

Det var først i begyndelsen af det 18de århundrede, at en åbenbart vel instrueret og intelligent læge i Istanbul, Timoni, græsk af fødsel, men uddannet i Oxford og Padua, fik virkelig interesse for denne side af folkemedicinen og gav sig til på indgående måde at observere de mærkelige overførelsesfænomener. Dertil var der nu også ganske særlig anledning, idet en gammel thessalierinde netop dengang drev sin indpodningskunst i Istanbul i meget stor stil og med et glimrende resultat. Mange tusinde skal hun i løbet af en del år have inokuleret - kun ikke de egentlige tyrkere, hvis prædestinationslære hindrede dem i at nyde godt af metoden - og det således, at alle blot fik et let anfald af sygdommen med sparsomt, svagt suppurerende eksantem. Hun drev sin omfattende forretning i den kølige årstid, indpodede kun sunde personer, men anvendte ingen synderlig forberedelse, og tog materialet fra lettere, ikke sammenflydende tilfælde på det tidspunkt, da pustlerne i ansigtet begyndte at tørre ind. Koppematerien til podning kom hun, efter at have udtømt den af pustlerne, i et lille, lukket glas, som hun holdt varmt ved at gemme det på sit bryst indtil anvendelsen. Hun erklærede at stå i den hellige jomfrus særlige gunst, og med mange mystisk-religiøse ceremonier foretog hun operationen, der bestod i talrige nålestik i korsform på forskellige steder af ansigtet, på hage og kinder, eller fordelte over panden, begge overarme og brystet. Indstiksstederne besmurte hun bagefter med sit koppepus.

Atter er det en skandinavisk læge, denne gang en svensk, hvem prioriteten for litterært at ville henlede det dannede Europas opmærksomhed på denne form af koppekøb egentlig tilkommer. Det er Karl XII's livlæge Skragge (adlet under navn af Skraggenstjerna), der efter slaget ved Poltava fulgte sin herre til Tyrkiet og også mandigt kæmpede ved hans side i hin mindeværdige "kalabalik" i Bender, hvor Karl med sit lille følge afslog et stort tyrkisk troppekorps' angreb på sit hus. Skragge, der var en opvakt mand med livlige interesser (i øvrigt særlig balneolog), hørte om inokulationen, satte sig i forbindelse med Timoni og fik af denne en beretning, som han straks (1713) lod Karl XII hjemsende. Meddelelsen synes at have nået Stockholm, men blev ikke publiceret og bortkom - de svenske ministre havde dengang andet at tænke på end koppekure. Men da var den græske inokulationsmetode allerede blevet bekendt gennem andre. Først da Skragge på sin tilbagerejse fra Tyrkiet i 1715 kom til Wroclaw og under et besøg hos sin herboende kollega, den kejserlige livlæge, epidemiologen Klaunig, omtalte sagen, lod denne som velmeriteret medlem af det kejserlige Academia Naturæ Curiosorum Timonis meddelelse indføre i selskabets skrifter. Timoni stod nemlig i forbindelse med den ansete læge (og geolog) Woodward i London og havde sendt ham en meddelelse, der af denne straks (1714) besørgedes optaget i Philosophical Transactions, hvorfra den igen hurtigt gik over i det dygtigt redigerede leipziger-tidsskrift Acta Eruditorum. Samtidig offentliggjorde Timoni et selvstændigt skrift om indpodningen, ligesom der også fremkom et lignende lille skrift af Pyralini, læge og venetiansk konsul i Izmir.

Disse publikationer vakte opmærksomhed. Da lord Sutton, flerårig engelsk gesandt i Istanbul, 1716 havde bragt Timonis latinske dissertation til Frankrig, blev den på foranstaltning af den da mægtige statssekretær kardinal Dubois oversat til fransk og sagen genstand for forskellige deliberationer også indenfor de medicinske fakulteter. Fakultetsdekanen i Montpellier, Boyer, udtalte sig i et votum (1717) meget anerkendende om indpodningen og ville forklare dens gunstige virkning og især den milde farefrie indvirkning af den inokulerede koppegift derved, at giften ved en sådan smittepåførelse anbringes i de ydre kødede dele, hvor betændelsen ikke er nær så farlig som i de indre organer, i hvilke giften straks udfolder sine virkninger ved den naturlige infektion. Det er imidlertid ikke bekendt, at der i Frankrig i disse år er foretaget andre inokulationer end en enkelt, som en ung tysk læge, der studerede i Paris, udførte her i 1719, og som fortjener at nævnes, særlig fordi det vistnok er den første af en læge foretaget indpodning i hele det vestlige Europa. Det var den senere som preussisk medicinalautoritet meget bekendte og ansete Johann Theodor Eller, der skred til dette dristige skridt, efter at han af en græsk medstuderende havde hørt om sagen. En forældreløs 7årig dreng, der boede hos en fattig slægtning, fik han overladt for betaling og indførte da efter nogle dages purgeren i snit på begge lår tråde med koppematerie. 3die dag derefter indtrådte febergysning, allerede 5te dag begyndte der at vise sig papler på lår og underliv, de følgende dage blev disse tydeligere og mere udbredte over legemet, enkelte optrådte også i ansigtet, 11te dag var de i fuld suppuration, hvorefter de tørrede bort under fuldstændigt velbefindende. Drengen var kun ked af kurens ophør på grund af den gode kost, han fik. Ganske mærkelig er denne inokulation ikke alene ved at være den første, der er foretaget af læger i hele det civiliserede Europa, men også derved, at den er foretaget af en preussisk læge i Paris. Thi Frankrig og Preussen var netop senere, som vi skal se, to lande, der med særlig hårdnakkethed modsatte sig inokulationens anvendelse.

Det forblev nu også, som nævnt, foreløbig ved denne ene inokulation i Frankrig. Interessen derfor gik for øvrigt ikke videre end til teoretiske overvejelser, hverken her eller i andre lande, og var altså kun af ren akademisk natur. Ingen forsøgte eller vovede praktisk at tage fat på sagen, og det blev da en energisk og højtbegavet dame, lady Mary Wortley Montague, gift med den engelske gesandt i Istanbul, der egentlig har æren af at have skaffet inokulationen praktisk borgerret inden for lægevidenskaben. I sine berømte og yderst fængslende rejsebreve ses hun 1717 at have sendt meddelelser hjem derom efter erfaringer, indsamlede i Adrianopel. Karakteristisk for tiden ytrer hun alvorlig, men heldigvis, som det viste sig, ugrundet tvivl om, hvorvidt det vil lykkes hende at få nogen engelsk læge til at gå ind på metodens anvendelse, da den ville medføre et betydeligt tab i de indtægter, lægerne havde af at behandle den naturlige koppesygdom. Endnu 1717 foretog hun det vigtige, praktiske skridt at lade sin seksårige søn inokulere af en gammel græsk kone. Denne mishandlede imidlertid barnet således med sin rustne nål, at gesandtskabslægen Maitland skød hende til side og fuldendte operationen, der havde det heldigste resultat (gav omtrent 100 kopper), hvorom han senere berettede i et skrift, det første indlæg fra en inokulationslæges hånd. Ved sin tilbagekomst til London i april 1721, hvor en ondartet koppeepidemi netop var begyndt, lod hun uden nogen forberedelse også sin datter inokulere af Maitland. Det gik ligeledes meget heldigt og dermed var det afgørende eksempel givet.

Den londonske koppeepidemi blev hen ad sommeren bestandig voldsommere og fandt også vej til kongehuset. Den ene af prinsen af Wales døtre Anne (senere formælet med Vilhelm IV af Oranien) blev meget heftigt angrebet deraf, og hendes moder, den senere dronning Caroline, der med god grund var bekymret for sine andre børn og var en decideret dame, bestemte sig til at følge lady Montagues eksempel. Den rædsel for sygdommen, som endnu var levende ved hoffet efter den forrige store epidemi i London nogle og tyve år i forvejen, da dronning Mary var blevet et offer derfor, stemte alle for at gøre det usædvanlige skridt og klynge sig til inokulationens nødanker, og også den højt ansete kongelige livlæge Sloane, Sydenhams tidligere assistent og stifteren af British Museum, var fordomsfri nok til at tilråde forsøget blot med anvendelse af nogle forudgående eksperimentelle kauteler, især for at komme på det rene med, om metoden lige så let og godt lod sig anvende under Englands klimatiske forhold som under Orientens.

Seks dødsdømte forbrydere i Newgate fængslet, tre mænd og tre kvinder af forskellig alder og konstitution, blev da stillede til inokulationslægens, Maitlands, rådighed. Man hentede frisk koppematerie fra Christs Hospital og indpodede forbryderne dermed uden anden forudgående forberedelse end et afføringsmiddel. Operationen foretoges den 20de august 1721 af Maitland i overværelse af den nævnte livlæge og forskellige andre lærde. Hver delinkvent erholdt tre små hudsår, et på begge overarme og et på højre ben, fontanellers sædvanlige anbringelsessted. I sårene dryppedes 3-4 dråber koppelymfe, og de dækkedes foreløbig med en halv valnøddeskal, som befæstedes med hæfteplaster. Bedækningen fjernedes igen efter nogle timers forløb. Diæten bestod i bygsuppe og bouillon. De første dage sporedes ingen forandring i almenbefindendet, men sårene blev hurtigt ømme og svulne i omfanget og afsondrede rigeligt pus, undtagen hos den ene forbryder, en 19 år gammel mand ved navn Richard Evans, der havde gennemgået kopperne et år tidligere i Newgate. Hos ham lægtes såret hurtigt uden suppuration. Den 23de august gentog Maitland operationen hos de fem andre, idet han frygtede for, at en enkelt indpodning ikke ville være tilstrækkelig i det engelske klima. Om natten mellem den 25de og 26de fik de alle fem ryg- og hovedsmerter, kulderystelse og derpå varmefornemmelser med rødme i ansigtet. Den følgende dag, den 27de, begyndte de sidste indsnit at vise tegn til inflammation samtidig med at de første papler viste sig, først hos de tre kvinder, derpå hos de to mænd. Hos Evans viste sig intet. Den 28de kom paplerne stærkere frem hos flere af dem, nogle af dem blev til fuldt udviklede pustler, men mange forsvandt igen uden at nå så vidt og optrådte altså som de såkaldte varioloider. Den 30te begyndte pustlerne allerede at tørre ind, den 3die september var alle sår fuldkommen tørre, og de inokulerede viste igen uforstyrret velbefindende. Den 6te september afsluttedes observationen, og de dimitteredes alle uden ar. Den foretagne 2den operation tillagde man ingen betydning, da netop den mand, hos hvem koppeeksantemet kom rigeligst frem (fangen Alcock) kun havde modtaget et enkelt lille snit den sidste gang. Endnu en syvende fange, en kvinde, inokuleredes, men efter kinesisk forskrift med opsnusning af koppeskorpe i næsen. Dennes slimhinde blev stærkt inflammeret, og tilfældet antog en heftig karakter, men hun overstod dog også sygdommen. Hos en af de indpodede kvinder anvendte man også kontraprøve, idet man bragte hende i intim berøring med et koppesygt barn, uden at derved fremkom nogen smitteudvikling. De dødsdømte forbrydere kunne i alle henseender stå sig ved at have været forsøgsobjekter. De blev til belønning benådede og kunne således have virkelig glæde af at blive immune mod koppesmitten.

Således var forløbet af disse indpodningseksperimenter, der havde en grundlæggende betydning for hele den følgende bevægelse, idet deres resultat var det afgørende for inokulationens optagelse i Englands legitime lægekunst, og idet det var første gang, at indpodningen foretoges under en gennemført kontrol af lægeautoriteter. Den her meddelte beretning derom er i øvrigt forfattet af et øjenvidne, en ung tysk doktor Boretius (senere professor i Kaliningrad), som dengang for videre studiers skyld opholdt sig i London, og som derpå udgav en dissertation derom. Beretningen om selve forsøgene og de derved anstillede iagttagelser lader nok noget tilbage at ønske i forskellige henseender og er i det hele temmelig kortfattet. Boretius er sin tids barn og dvæler åbenbart med langt dybere interesse ved koppespørgsmålets teori end ved dets rent empiriske side. Størstedelen af dissertationen optages af en dialektisk drøftelse og vurdering af de forskellige netop da aktuelle teorier om sygdommens genese. Især afvejer han mod hinanden den kemiske teori om en fermentation, hævdet af Wolgang Wedel, professor i Jena, og så den af Boerhaave fremsatte mekaniske teori med obstruktion i de små kar som årsag.

Til yderligere sikkerhed for metodens nytte og farefrihed blev endnu seks vajsenhusbørn indpodede, og først efter at også dette var gået heldigt, skred Maitland til inokulation af de unge fyrstebørn og med forønsket resultat.

Således fejrede denne hidtil med mistro og betænkelighed betragtede metode hurtigt en stor triumf og man kappedes om at hylde den både i ord og gerning. Endnu samme eftersommer lod omtrent 200 personer, mest tilhørende det engelske aristokrati, sig inokulere. En af disse, en søn af hertugen af Bridgewater, døde rigtignok kort efter indpodningen, men det blev godtgjort, at det skyldtes andre årsager end indpodningen, og dødsfaldet gjorde derfor intet skår i den nye metodes voksende kredit. Også den anden meget ansete livlæge Mead sluttede sig nu til rækken af dens tilhængere, ligeledes selve præsidenten for Royal Society, Jurin, der blev en meget ivrig apostel derfor. Inokulationens sag stod glimrende, dens position syntes sikker og uantastelig.

Men hurtigt vendte bladet sig. Næppe var året gået, før der kom alarmerende efterretninger fra New England, hvor især en læge i Boston, Boylston, med stor energi havde optaget eksemplet fra London, og under den store epidemi, der i sommeren 1721 havde bredt sig fra England over til den anden side af Atlanterhavet, havde inokuleret både sine egne og et stort antal andre børn, i alt 244. Af disse døde ikke mindre end 6 efter inokulationen - altså en dødelighed af mere end 2 procent. Og det tilbageslag i den offentlige menings opfattelse, som dette ugunstige resultat fremkaldte, forstærkedes yderligere ved inokulationsresultatet i London i 1722, hvor der af 182 indpodede døde 3, oven i købet alle tilhørende aristokratiet. Vel søgte Jurin at afkræfte den fremkomne misstemning mod den nye metodes anvendelse ved i en redegørelse i Philosophical Transactions at fremhæve, at en sådan dødelighed af hen ved et par procent var for intet at regne, da de naturlige kopper gennemsnitligt medførte en dødelighed af 7-8 procent. Og med hensyn til det mistrøstende resultat i Boston fremhævede han, at skylden nærmest måtte søges hos inokulationslægen og ikke i selve metoden. Han havde nemlig indpodet midt under en usædvanlig ondartet epidemi og i en ugunstig årstid, under den stærkeste sommervarme og tilmed havde han taget sunde og svagelige børn i flæng. I selve Boston så man imidlertid ikke sagen ganske således, stemningen vendte sig hurtigt og afgjort mod selve den dristige metode, og stadens magistrat traf i et dekret forskellige indgribende bestemmelser for at hæmme inokulationens udførelse.

Også i London blev den vakte ugunstige stemning mod inokulationen i 1722 åbenbar nok, og dens talrige principielle modstandere, der havde måttet holde sig tavse under den overvældende jubel i 1721, kom nu frem med skarpe fordømmende indlæg. Til dels var det dog fra ikke-lægekyndig side, at polemikken og fordømmelsen stærkt kom til orde. Nogle præster gik i spidsen og allerforrest præsten til St. Andrews, Massey, der fra kristeligt synspunkt rettede en bandstråle mod den nye metode, i hvilken han så et satanisk indgreb i de guddommelige prærogativer, et forsøg på at krydse forsynets vise hensigt med koppesygdommen, dette "Guds ris" der var et mægtigt middel til at fremkalde bod og omvendelse hos syndens børn. I en prædiken, som han 1722 lod trykke Against the dangerous and sinful practice of inoculation, og til hvis tekst han benyttede en passus i Jobs Bog om Satan, "der for ud og slog Job med onde sår fra fodsål til isse", fremhævede han koppesygdommen som "an useful check on the increase of vice and immorality; men have good reason to be grateful for it as among the wholesome severities ordained for offenders". Derfor bør enhver kristen strengt afholde sig derfra, "let the atheist and the scoffer, the heathen and the unbeliever inoculate and be inoculated".

Men heller ikke selve de engelske læger holdt nu deres betænkeligheder tilbage. I stærke ord advarede de mod metodens anvendelse. I en pjece af 3 læger, ligeledes offentliggjort endnu i 1722, fremhævedes det absolut uforsvarlige i således uden videre at indpode en giftig lymfe i legemet uden at have noget middel til igen at kunne befri organismen derfor, og det oven i købet med stor fare for samtidig at indføre syfilitisk og anden skæbnesvanger smitte i legemet. "inoculating surgeons ought to be cut off, as poisoners, from the professional community". En læge af særlig autoritet, Dr. Wagstaffe, fremsatte ligeledes alvorlige indvendinger, om end i en mere moderat form. Han var især betænkelig ved den smitte, som de inokulerede kopper kunne udbrede. Maitland rykkede vel frem til sin metodes undsætning i en brochure, men da han alt for dristigt ville benægte, at indpodede kopper smittede, og da dette snart blev modbevist, tabte hans indlæg en stor del af sin kredit. Heller ikke selve den højtansete Jurin formåede trods ufortrødne indlæg at hævde positionen. Da den heftige i 1721 indtrådte koppeepidemi mod sædvane vedblev at rase i flere følgende år, blev den opfattelse bestandigt almindeligere mellem både læger og ikke-læger, at inokulationen og den fra de inokulerede patienter udbredte smitte havde skylden for farsotens vedbliven - en meget alvorlig beskyldning, som det var yderst vanskeligt at afkræfte. Skønt indpodningen også i de følgende år foretoges i et ikke ganske ringe antal, blev stemningen derfor dog kendeligt køligere, især da der fremdeles derved voldtes adskillige dødsfald. 1726 blev Jurin udmattet af sin kamp og ophørte med sine redegørelser, ingen anden optog kampen, og fra dette år kan slaget betragtes som tabt og metoden som foreløbigt skrinlagt i London og i det hele i England, om der end også i den følgende tid og da især ved hoffet, hvor sympatien forholdsvis kølnedes mindst, foretoges indpodninger. Til dette afsluttende negative resultat bidrog vistnok også, at der efter den langvarige koppeepidemi ligesom tidligere fulgte en række ret fredelige år, der dæmpede rædselen for farsoten og igen lidt efter lidt gjorde befolkningen sorgløs.

Imidlertid var metoden dog også begyndt at vinde indgang udenfor England, således i Tyskland, hvor professor Abraham Vater endnu i 1721 udgav et anbefalende skrift derom og med held forsøgte metoden. I det lille fyrstendømme Anhalt-Bernburg, hvor den nævnte Eller 1722 var blevet livlæge, fik han straks vakt regentens interesse for sagen, så at flere af hofembedsmændenes børn endnu samme år blev indpodede og alle med held. Snart efter blev imidlertid Eller kaldt til Berlin for at indtage en fremskudt lærerpost ved det nyoprettede Collegium Medico-chirurgicum og samtidig fungere som hoflæge. Han måtte nu til sin sorg ganske opgive indpodningen, da den preussiske kongefamilie ikke ville tillade ham at have at gøre med koppesyge for smittens skyld, og da for øvrigt den opfattelse tidligt fattede rod i Berlin, at det var urigtigt og utilstedeligt hos et sundt menneske at fremkalde en sygdom, der kunne være farlig, og som vedkommende måske aldrig ville blive ramt af. Mens her således ingen jordbund var for metoden, vandt den hurtigt og i større udstrækning indgang i den del af Tyskland, som var nøje knyttet til England, nemlig kurfyrstendømmet Hannover. Maitland indførte selv inokulationen i dette land, idet han på kongens befaling i foråret 1724 rejste dertil for at indpode den unge prins Frederik Ludvig, de tidligere inokulerede prinsessers broder, der opholdt sig i Hannover. Også andre fornemme personer inokulerede han samtidig og alt med heldigt udfald. Den hannoveranske livkirurg Wrede lærte metoden af Maitland og udgav et skrift til forsvar derfor, ligesom også hans søn foretog flere inokulationer, især i Pyrmont, hvor badelægen, den waldeck'ske livlæge Seip desuden optrådte litterært med et indlæg for metoden. Men også denne så vel begyndte bevægelse bragtes snart til standsning. Den dengang mægtige stahlianer Daniel Gohl, der var organ for stemningen i Berlin, udtalte sit veto derimod, sekunderet af den besindige professor J.F. Bauer i Leipzig, der også stærkt fremhævede den nævnte etiske betænkelighed ved forsætligt at fremkalde en sygdom, som vedkommende individ ellers måske for altid ville gå fri. Omtrent samtidigt med metodens hendøen i England ramtes den af samme skæbne i Hannover.

I Frankrig, hvor der som omtalt allerede tidligt var vakt en vis teoretisk interesse for inokulationen, skete der i 1723 et tilløb til praktisk anvendelse deraf ligeledes under indvirkning fra England. Den franske læge de la Coste, der i nogen tid havde opholdt sig i London, lod i det nævnte år med pariserfakultetets billigelse offentliggøre et brev om sagen, stilet til den første kongelige livlæge Dodard. Heri udtaler han sig gunstigt om metoden og fremhæver tilslutningsudtalelser fra forskellige franske autoriteter, især fra 9 af de berømteste teologiske doktorer ved Sorbonne. Det fremgår også af skrivelsen, at flere af de mest ansete læger, Dodard selv, de andre livlæger Chirac og Helvetius ligesom også Astruc, dengang professor i Montpellier, nærede gunstige tanker derom. De styrende i Frankrig, regenten hertugen af Orleans og statsministeren kardinal Dubois, nærede begge radikale fremskridtssympatier og var på ingen måde til sinds at holde nye bevægelser ude. Der synes også fra disses side at være truffet forberedelser til at bringe inokulationen i gang i Paris, hvortil den nødstilstand, som den også i Paris heftige og ondartede koppeepidemi i 1723 fremkaldte, end yderligere måtte opfordre. Men inden året 1723 var til ende, var de begge døde, flere og flere ugunstige meddelelser indløb fra England, og bladet vendte sig hurtigt.

Endnu ved årets udgang fremkom der under den ansete livlæge de la Vignes forsæde i Ecole de Médecine en dissertation (An variolas inoculare nefas?), i hvilken inokulationslægerne stempledes som bedragere og bødler, inokulation som en forbrydelse. Kort efter fremkom i Paris en ny fordømmelsesdom i en anonym brochure Raison de doutes contre l'Inoculation. Forfatteren viste sig at være Dr. Philippe Hecquet, en videnskabelig læge og medlem af pariserfakultetet. Efter i sin ungdom og som læge i sin fødestad Abbeville at have ført et uroligt liv og ved sin utæmmelige stridbarhed pådraget sig pariserfakultetets fjendskab var han til sidst dog havnet som et velanset medlem af det og som fører af dets reaktionære højre. I overensstemmelse med dette sit udprægede standpunkt bekæmpede han især inokulationen af den grund, at den ingen hjemmel havde i den gamle medicin og derfor måtte afvises som uvidenskabelig. Den opfyldte heller ikke sit formål, idet den ikke kunne udrense koppematerien af legemet, og da den tilmed var i strid med forsynets vise hensigter, måtte den nærmest henregnes til den djævelske magi, hvormed det også passede, at den kom fra Tyrkiet og fra et protestantisk land. Han mener, "que cette opération ne ressembloit a rien en médecine, mais bien plutot a la magie; l'insertion etoit un remède de bonne femme". Forgæves forsøgte en pariserlæge, Noguez, at støtte inokulationen ved at publicere en oversættelse af Jurins meddelelser. Stemningen havde nu fuldstændigt vendt sig, den voksende konservative strømning beholdt overtaget, især da befolkningens panik samtidig begyndte at tabe sig ved den ondartede epidemis aftagen. Slaget var også i Frankrig fuldstændigt tabt og inokulationen snart så godt som glemt.

En enkelt litterær franskmand, en ikke-læge, var der dog, der i disse år søgte at holde liv i og gøre kraftig propaganda for den kætterske sag. Det var ingen ringere end den senere så celebre Voltaire. Ved hans egen omtalte farlige koppesygdom under epidemien i 1723 var hans tanker blevet særligt henvendt på sygdommen, og da han et par år efter havde begivet sig til England, hvor inokulationen dog fremdeles holdtes i hævd i visse intelligenskredse, blev han bekendt dermed og fremlagde sine anskuelser derom i et af sine Lettres Philosophiques. I sin sædvanlige, glimrende og raillerende fremstillingsform sammenstiller han den uforbederlige og fordomsfulde franske konservatisme med den fordomsfri og fremskridtsivrige engelske liberalisme. "il n'y a qu'un athée imbu des folies anglaises, qui puisse proposer à notre nation de faire un mal certain pour un bien incertain". Ironisk fremhæver han her netop den hovedbetænkelighed, som dog ikke ganske uden grund måtte gøre alle ikke blot konservative, men blot besindige ånder noget reserverede med hensyn til metodens anvendelse. Men Voltaire lægger selvfølgelig ingen vægt på en sådan "fordomsfuld" betænkelighed og plæderer i sit brev decideret for metoden, som han i øvrigt kun behandler på sin sædvanlige feuilletonistiske måde uden grundig indtrængen i sagens kerne. I fremstillingen af inokulationens historie dvæler han udførligt ved de unge cirkassierinders indpodning for at bevare deres skønhed for haremmerne. Med øjensynligt velbehag og i en meget pikant, det lascive strejfende fremstilling skildrer han disse småpigers hele udvikling og opdragelse, hvorved forældrene tilsigter at gøre dem fuldt tjenlige til deres fremtidige livstilling. Også i senere skrifter vender Voltaire hyppigt tilbage til inokulationsspørgsmålet, hvori han åbenbart ser et ypperligt middel til at stille obskurantismen, først og fremmest i hans eget fædreland, i gabestokken. Noget positivt opnåede han dog næppe ved sin utrættede propaganda, og hans hele agitationsmetode kan heller ikke siges at have været skikket til at styrke sagen i den besindige almenheds øjne.

Kort efter fremkomsten af Voltaires indlæg blev spørgsmålet for øvrigt igen fremdraget i Frankrig og på intet ringere sted end i Academie des Sciences, nemlig i en beretning om en rejse i Levanten, som den da endnu unge naturforsker de la Condamine i 1732 aflagde. Men det var dog kun en ganske kort og flygtig notits om inokulation i Orienten, som han her fremkom med, og den synes heller ikke at have vakt nogen opmærksomhed. Foreløbig var spørgsmålet i Frankrig i endnu højere grad end i England gået ud af dagsordenen, og da det 8 år senere på ny rejstes i den franske lægevidenskabelige litteratur, var det kun for at fraråde inokulationens anvendelse. Det var den langt mindre i lægevidenskabens end i filosofiens historie bekendte la Mettrie, der i 1740 udgav et skrift om kopperne og deres behandling og deri optager indpodningsspørgsmålet. Er la Mettrie bekendt, ja endog ligefrem berygtet for sine voldsomme polemiske tilbøjeligheder, der også i flere satiriske skrifter kom til den heftigste eksplosion mod det hyperkonservative pariserfakultet, så er han dog i dette spørgsmål for så vidt meget fredelig, som han udtrykker sig i væsentlig overensstemmelse med fakultetets gældende opfattelse og tillige i overensstemmelse med lægernes store flertal på det tidspunkt. I øvrigt har den stærke antipati, der tidligt synes at have rørt sig mellem ham og Voltaire, muligt allerede været medvirkende til at bestemme hans holdning. Han rejser forskellige også af andre fremførte teoretiske og erfaringsmæssige betænkeligheder mod den nye engelske metode - blandt andet den, at et anfald af kopper slet ikke betrygger mod nye kopper, og at mange overhovedet aldrig angribes deraf - og ender med at spørge: "hvorfor skulle man da med lyst og frivilligt bibringe sig en sygdom for at forebygge en sygdom, som man kun frygter for at angribes af, men som man slet ikke er sikker på at få, som mange går fri for, og som ikke altid beskytter mod nye anfald deraf?"

Nogen stor lægevidenskabelig autoritet kunne la Mettrie unægteligt ikke hævde for sig. Voltaire, der i øvrigt vistnok var skinsyg på ham på grund af den store yndest, Frederik II viste ham, erklærer ham endog for "sans contredit le plus mauvais médecin de la terre dans la pratique" og betegner ham hånligt som "l'athée du roi". Yderligt kåd har han kunnet være både i personlig og i litterær optræden, men han var dog uddannet som læge i datidens allerypperste skole hos Boerhaave i Leiden. Han gør sig også selv til af at være Boerhaaves kyndige discipel og har oversat flere af mesterens skrifter på fransk. Hans optræden i indpodningsspørgsmålet fik således i hvert fald et skær af at udtrykke den store Boerhaaves autoritets-kendelse. Han havde heller ikke endnu dengang ved sine nævnte satiriske overfald på pariserfakultetet eller ved sine materialistisk-filosofiske skrifter vendt hadet og afskyen mod sig og var ikke endnu af Haller blevet stemplet som et mauvais sujet, men betragtedes endnu som en ung meget hæderlig praktiserende læge i sin fødeby St. Malo. Og faktisk er det, at la Mettries indlæg fik en ikke ganske ringe betydning og blev endog på et langt senere tidspunkt taget stærkt til indtægt af inokulationens modstandere, da metoden igen havde begyndt at rejse sig efter den fordømmelse, hvortil den nu foreløbigt var hjemfalden.

Når koppeinokulationen - i hele sin daværende optræden et i høj grad sensationelt fænomen - efter et kortvarigt triumftog pludseligt igen kastedes ned fra sin trone og snart vragedes af de allerfleste, af læger og ikke-læger, så er den for så vidt derved kun undergivet de sensationelle fænomeners sædvanlige skæbne. Men sagen var dog i sit væsen af en så alvorlig betydning og rækkevidde, at den på ingen måde kan affærdiges og dens vekslende skæbne forklares alene ud fra en sådan affejende og summarisk betragtningsmåde. De mest indgående overvejelser fra lægers og ikke-lægers side havde i virkeligheden fulgt metoden og dens anvendelse, i hvert fald fra det øjeblik, den for alvor begyndte at gøre sig gældende i England. Og det var netop som resultat af disse overvejelser, at der havde optårnet sig for dem en hel række af betænkeligheder, hvoraf nogle ganske vist kun var betingede i datidens traditionelt-doktrinære opfattelse, men andre måtte siges at være velbegrundede, også fra nutidens standpunkt, og overhovedet ikke lette at blive kvit. Nogle af dem er allerede omtalte, men det turde være hensigtsmæssigt, til en så vidt muligt klar opfattelse af den da foreliggende situation og til fuld vurdering af inokulationens værd som forebyggende metode, at give et samlet overblik over alle de forskellige betænkelige momenter, der gjorde og måtte gøre sig gældende for betragtningen.

Ganske naturligt måtte der hos mange læger, og netop blandt de videnskabelige, allerede på forhånd let røre sig en vis aversion mod inokulationen, der ikke alene var frembåret af ukyndig empirisme, men oven i købet, i det mindste til dels, var forbundet med en frastødende magi. Dertil kom, at inokulationens heldige indvirkning kun vanskeligt kunne forklares rationelt, hvad alle galenister på forhånd måtte kræve for at anerkende den. Vi har allerede set, at Bartholin fra dette synspunkt forkastede den. Endvidere måtte metoden nødvendigt synes lægerne utilfredsstillende, da den ikke passede sammen med de da gældende doktriner om koppesygdommens genese og væsen. De kunstige koppers ofte rent rudimentære form, deres milde forløb med svag pusteldannelse og ringe suppuration kunne ikke medføre den grundige "udrensning", som efter den teleologiske opfattelse var koppesygdommens kerne og betingede dens antagne meget gavnlige virkning. Man kunne derfor heller ikke antage, at de artificielle kopper ydede den garanti mod gentagne anfald af sygdommen, som de naturlige - en apriorisk antagelse, som fandt empirisk bestyrkelse, for så vidt som det virkelig af og til konstateredes, at der kortere eller længere tid efter en indpodning med positivt resultat igen viste sig modtagelighed for koppesmitte. Man måtte vel indrømme, at erfaringerne fra Orienten syntes meget slående, men antog samtidig, at dette var betinget i klima og levevis, især den lette diæt, der ikke gav uheldigt "flogistisk" koppeblod som i Occidenten. Erfaringerne fra hine egne kunne efter en sådan opfattelse slet ikke overføres på disse. I øvrigt stod for alle de sangvinske terapeuter - og den allerstørste del af terapeuterne har altid været sangvinikere - den nye sydenhamske kurmetode dengang i en sådan glans og betragtedes som så ufejlbarlig, at derved egentlig den væsentligste grund til at ty til inokulationen måtte betragtes som bortfaldet.

Til de omtalte betænkeligheder og indvendinger, der omfatter de mere doktrinære sådanne, slutter sig nu flere andre, der havde en solidere begrundelse. Efter nogle års forsøg med inokulationen var det blevet sikkert nok fastslået, at den ikke var farefri, men at endog gennemsnitligt omtrent 2 procent døde deraf, og resultatet var for så vidt ikke synderligt bedre end ved de godartede epidemier af naturlige kopper, især hos sunde børn. Faren ved kopper var overhovedet størst for de svagelige, de mindre sunde konstitutioner. Det samme var imidlertid tilfældet ved kunstig påførelse af sygdommen, hvorfor det stadigt indskærpedes kun at inokulere sunde. Men derved indsnævredes i høj grad indpodningens gavnlige betydning, for det var netop særligt de svagelige, som skulle have været sikrede mod naturlig koppesmitte. Man frygtede endvidere for, ved inokulationen tillige at kunne påføre objekterne anden skæbnesvanger smitte, en frygt, som ikke var ugrundet især i hin tid, hvor syfilis var en så overordentlig udbredt sygdom.

Endnu var der en meget alvorlig og velbegrundet betænkelighed, der ganske vist i den første tid ikke trådte stærkt frem, om den end begyndte at røre sig allerede 1723, da Dr. Wagstaffe gav inokulationen skyld for den usædvanligt langvarige epidemi i London. Det var frygten for den ved indpodningerne udbredte og vedligeholdte koppesmitte. Erfaringen havde tidligt måttet henlede opmærksomheden herpå, og Maitlands hasarderede benægtelse stod ikke længe uanfægtet. Man lagde dog foreløbig ingen stor vægt på denne erfaring, da man på dette tidspunkt overhovedet ikke bekymrede sig meget om smittespørgsmålet ved kopper, ihvorvel de allerfleste var enige om, at sygdommen i det mindste under visse tilfælde kunne volde smitte. I rent teoretisk-doktrinære overvejelser ville man unægtelig stundom kategorisk benægte smitten. Når man imidlertid i vor stærkt kontagionistiske periode ofte med en vis medlidenhed eller hån ser tilbage på ældre tiders ligegyldighed for smitte, så turde det måske være på sin plads her at indskyde den bemærkning, at en sådan mangel på hensyntagen til smitten, især ved en sygdom som kopper, dog måske til dels havde sin kilde i en god sund sans, der ikke helt er til at kimse ad. Man må nemlig vel erindre, at kopper dengang var en i ordets fuldeste forstand endemisk sygdom, og smitten derfor så godt som overalt og altid tilstede, om end de egentlige epidemier optrådte med mellemrum. Ved en sådan generel udbredelse af sygdommen var smitten selvfølgelig ikke til at undgå, og alle forsøg i den retning måtte være temmelig kimæriske. Enhver, der havde en tilstrækkelig grad af modtagelighed derfor, måtte tidligt eller silde rammes, og der var således på tider, hvor kopperne viste sig godartede, egentlig ingen stor anledning til at søge at undgå dem - hvorved man kun meget udsatte sig for at blive angrebet deraf på en anden tid, hvor de var ondartede og faren således meget større. Det var derfor både forklarligt og forsvarligt, at man ofte tog sagen med stor ro, når der ikke ved en pludselig morderisk epidemi var særlig fare tilstede. Ihvorvel en instinktmæssig, overvældende rædsel for en opdukkende morderisk epidemi, menneskeligt og psykologisk forklarligt nok, oftere fremtrådte også hos de ældre generationer - flugten fra pesten er i så henseende tilstrækkelig illustrerende - så kan der dog i hine tider som en ret fremtrædende egenskab hos befolkningen konstateres en vis fatalistisk resignation og karakterstyrke, der vel for en del kun var bevirket af vanens store magt, af alvorlige epidemiers daværende hyppighed, men som måske ikke tager sig helt ilde ud, sammenstillet med den gennemgående fejhed, der følger med nutidens permanente og alle rimelige grænser overskridende smittepanik. Endnu i forrige århundrede, kun noget senere hen, kom imidlertid smittespørgsmålet ved kopper som nævnt frem med vægt, og da gjorde også den dertil knyttede betænkelighed med hensyn til inokulationen sig i høj grad gældende, hvad vi i det følgende skal se.

En anden unægtelig heller ikke ubegrundet betænkelighed, men af en ganske anden art, synes at have rørt sig hos nogle af lægerne. Der foreligger i litteraturen antydninger deraf, om end denne betænkelighed efter sin natur nærmest måtte røre sig i al stilhed. Den gik nemlig ud på, at koppeinokulationen, især ved dens eventuelle videre udbredelse og under forudsætning af dens beskyttende indvirkning, i kendelig grad ville formindske lægernes indtægter, for hvilke koppebehandling til visse var af stor betydning. At lægerne af denne grund ville modsætte sig inokulationen, antog jo lady Montague på forhånd som givet, og skønt hendes frygt i så henseende viste sig meget overdrevet, er det nok muligt, at den ikke var ganske grundløs, og at f.eks. de tre engelske lægers nævnte filippika ikke var uberørt af sådanne motiver. Det er efter alt at dømme og særligt med henblik på hin tids hele tankesæt, i hvilket også de egoistiske rørelser havde en egen umiddelbar og ubetvungen karakter, ikke usandsynligt, at en sådan frygt har indvirket ret afgørende hos adskillige læger til at kølne sympatien for inokulationen og hæmme dens indgang.

Ved siden af de omtalte forskellige betænkeligheder, der nærmest måtte røre sig hos selve lægerne, var der endnu andre fremme, som måtte indvirke også på den ikke-professionelle del af samfundet og netop særligt stærkt på denne. Der var således først og fremmest det afgørende principielle spørgsmål, nærmest af ligefrem etisk natur, om det overhovedet var forsvarligt at påføre mennesker en ikke ufarlig sygdom, da der dog altid kunne være en vis mulighed for, at de ellers aldrig ville blive smittede og angrebne af kopper, og da sygdommen i dens naturlige opståen dog også ofte viste sig af en meget mild karakter - lige så mild som ved indpodning. Denne principielle indvending søgte man vel at imødegå med det ret plausible svar, at muligheden for overhovedet at undgå kopper faktisk var meget ringe, men betænkeligheden vedblev dog alvorligt at gøre sig gældende i mange og netop i særlig intelligente, filosofisk udviklede kredse, hvorom vi i det følgende vil se tydelige vidnesbyrd. En anden etisk-human betænkelighed, den nemlig, at metodens anvendelse vanskeligt ville kunne komme samfundets store masse til gode, men nærmest kun ville have betydning for det gunstigt stillede mindretal, kom vel ikke tydeligt til orde under inokulationens skildrede første fase, men derimod med vægt senere, under det 18de århundredes fremskridende humane udvikling og opfattelse, der også førte til, at lægerne begyndte at tænke på samfundets stedbørn, medens de tidligere, og især da alle de fremragende og toneangivende læger, kun havde haft deres klientel i den fornemme og velhavende del af samfundet og kun havde tænkt på denne. Endelig - last not least - må fremhæves den fra kristeligt udgangspunkt af teologer rejste betænkelighed, som vi allerede har set fyldigt illustreret, og som i øvrigt med særlig styrke rørte sig i de katolske lande, hvor inokulationen som udgået fra muhamedanske lande og derefter fra det af papisterne særligt forhadte protestantiske England gennemgående betragtedes med meget ugunstige øjne. Efterhånden fik dog inokulationen, som vi skal se, væsentlig støtte netop hos gejstligheden, og det ikke blot i protestantiske, men til dels også i katolske lande, ja endog selve den hellige stol tog metoden under sine beskyttende vinger.

Resultatet af alle de nævnte, lidt efter lidt fremtrædende og til sidst samvirkende betænkeligheder blev da, at inokulationen i en længere årrække og egentlig lige fra 1726 til 1746 - altså i 20 år - var skrinlagt i Europas lande.

2. Inokulationens anden periode.

For så vidt som inokulationen i dette dvale-tidsrum dog var i live og vedligeholdtes, var dens fristeder foruden Orienten, hvor den fremdeles dyrkedes på sædvanlig vis, især i den nye verdensdel, Amerika. Til Brasiliens nordlige provins, Para, kom koppesmitten i 1738 og anrettede som altid hos et uberørt naturfolk forfærdelige ødelæggelser. I den del af provinsen, som en portugisisk missionær Carma havde inddraget under sin virkekreds, bortdøde i kort tid næsten halvdelen af befolkningen, og i sin fortvivlelse greb han da til at forsøge inokulationen, til hvilken han i øvrigt kun havde et meget overfladisk kendskab gennem en artikel i en europæisk avis. Andre missionærer i nabodistrikterne fulgte dristigt hans eksempel, og efter meddelelser af de la Condamine, som nogle år derefter berejste disse egne og foretog sine berømte gradmålinger til bestyrkelse af Newtons teori om jordens figur, havde missionærerne haft et glimrende held med deres resolutte foretagende.

Også i Nordamerika rasede kopperne heftigt i denne i Europa ret fredelige periode. I hvert fald var der i trediverne i en del af Ny-England, i Carolina, en stor og meget ondartet epidemi, i anledning af hvilken man igen i sin nød tyede til inokulationen. Resultatet var her dog ikke fuldt tilfredsstillende, idet adskillige dødsfald stødte til, men det grundige skrift, som Kirckpatrick udgav derom 1743, bidrog dog til igen at hæve inokulationens sunkne kredit i Gammel-England. Kirckpatrick påviste i dette skrift, at inokulationen frembragte sande kopper, at lymfen fra de kunstige kopper også var fuldt tjenlig til ny inokulation, endvidere at tandperioden ikke, som man tidligere antog, var til hinder for operationens foretagelse. Endelig fastslog han indsnit i overarmen som den bedste indpodningsmetode. Da ondartede koppeepidemier tilmed igen i begyndelsen af fyrrerne optrådte i større udstrækning rundt om i England, rejste der sig under denne nødstilstand igen en stemning for at ty til den længe forsmåede eller dog uænsede indpodning, og en energisk og behjertet gejstlig, biskop Maddox af Worcester, stillede sig nu i spidsen for bevægelsen. Under hans forsæde trådte 1746 et selskab sammen for at virke for inokulationens udbredelse i London. Man søgte nu at stille metoden på en fastere og mere uangribelig fod ved at tage hensyn til forskellige af de rejste indvendinger og især at gøre faren mindre ved at anvende en meget omhyggelig forberedende kur inden operationen - hvorved man særligt kunne bygge på den omtalte, i Ostindien af braminerne benyttede indpodningsmetode, der ved denne tid var begyndt at blive bekendt i England. Ligeledes indså man nu nødvendigheden af at lade befolkningens ugunstigt stillede masse i større udstrækning end tidligere få adgang til beskyttelsen, ligesom man også nu mente at måtte tage hensyn til smitten fra de kunstige kopper. Man indrettede derfor tre særskilte huse til modtagelseslokaler, et til forberedelseskuren, der varede 4-5 uger, et til optagelse af de inokulerede efter udbruddet og et tredie til optagelse af syge med naturlige kopper. 1752 indrettedes et større forberedelseshus med 130 senge. Resultatet viste sig også bedre end tidligere. Af i alt 1.809 personer (derimellem 300 voksne), som inokuleredes 1746-52, døde kun 6, altså kun 1/3 procent. Kirurgen i Londons hittebørnshospital havde af 186 inokulationer kun haft et enkelt dødsfald. Ja den kongelige livkirurg Ramby havde ikke haft et eneste dødsfald ved mere end et tusinde inokulationer, foretagne i årene 1747-52. Vel fremkom der også i disse år enkelte fjendtlige skrifter mod inokulationen fra teologisk side, men de slog denne gang ikke igennem, og biskop Maddox besteg selv prædikestolen - og netop den samme prædikestol, hvorfra Massey tidligere havde udslynget sin bandstråle - for i en udførlig tale og med afgørende virkning at forsvare inokulationen. Den første kongelige livlæge Mead tog nu decideret parti for inokulationen i et dygtigt skrift (1747), ligesom det vistnok også var på hans initiativ, at prinsen af Wales' børn, både den senere engelske konge George III og den senere danske dronning Caroline Mathilde, blev inokulerede af livkirurgen.

Fra England forplantede bevægelsen sig nu hurtigt til Holland, hvor jordbunden var noget forberedt for inokulationen hos de ledende læger, idet den altdominerende hollandske autoritet i lægevidenskabelige spørgsmål Boerhaave i de sidste udgaver af sin Kodex (aforismerne) i Aphorisme 1403 indsatte den anbefalende linie: "prophylaxis insitiva videtur satis certa tutaque". Ganske vist var det kun i princippet og i teorien, at Boerhaave stillede sig således, i praksis var han bestandigt reserveret og havde indtil sin død i 1738 hverken selv inokuleret eller foranlediget sine disciple til at gøre det. I sine akademiske forelæsninger over aforismerne havde han altid indskrænket sig til at konstatere de tilsyneladende gunstige erfaringer, der forelå fra Orienten og England, men samtidigt fremhævet nødvendigheden af fortsatte iagttagelser, ja han havde, efter sin ganske vist fanatisk inokulationsfjendtlige og derfor på dette punkt lidet vederheftige discipel de Haëns beretning, i de sidste år af sit liv udtalt sig bestandig køligere om spørgsmålet - hvad der i øvrigt får en vis grad af sandsynlighed ved den holdning, der indtoges af hans tro discipel la Mettrie, som netop nød hans undervisning i hans sidste leveår. Men en tilskyndelse til at forsøge metoden lå der i hvert fald i den nævnte trykte aforisme, og det var også netop en af hans disciple, Tronchin fra Geneve, bosat i Amsterdam som en meget anset læge og præsident for det derværende lægekollegium, der brød isen, og da en ondartet koppeepidemi i 1748 begyndte at rase i Amsterdam, og hans ene søn blev meget betænkeligt angrebet deraf, inokulerede den anden søn med held. Derefter foretog han også flere andre indpodninger, men nogen stor udbredelse fik metoden dog foreløbigt ikke; betænkelighederne derimod havde endnu et for stort råderum hos mange hollandske læger og hos befolkningen.

I de følgende år begyndte inokulationen at komme i gang i Geneve, hvor en af de højeste øvrighedspersoner gav eksemplet, og hvor lægerne Guyot og Butini virkede derfor både praktisk og litterært. Den sidste udgav en lille meget hensigtsmæssig og formålstjenlig håndbog i hele inokulationens teori og praksis, hvilken slog godt an og blev oversat i flere sprog, også på dansk, som vi senere skal se. Ligeledes begyndte inokulationen omtrent ved århundredets midte at komme i gang i Italien i Livorno indført af engelske købmænd og i Kirkestaten ved en læge Peverini, der dristigt, men uden noget uheld, indpodede også mange svagelige børn, ja ikke engang veg tilbage for at anvende til inokulation lymfen fra et barn, der var død af ondartede konfluerende kopper. Medens genevelægen betjente sig af incisionsmetoden, anvendte den italienske læge stik med en nål.

Det er dog først året 1754, der kan betegnes som det egentlige gennembrudsår i metodens anvendelse rundt om i Europa, og det er især en enkelt mand, hvem fortjenesten derfor tilfalder. Det var den allerede nævnte de la Condamine, der slet ikke var læge men alene naturforsker og naturvidenskabsmand, og som sådan især ved sine omfattende forskerrejser og sine gradmålinger i Sydamerika en celebritet med stor anseelse i alle videnskabelige og intelligente kredse og medlem af de videnskabelige akademier rundt om i Europa:. Endnu på sin første rejse i Orienten som ung mand var hans opmærksomhed som omtalt blevet henledt på koppeinokulationen, men det var dog især på hans senere store rejse i Sydamerika, og efter at han med forfærdelse havde lært koppernes frygtelige hærgen mellem de indfødte stammer at kende, at han gjorde det til en livsopgave at virke for inokulationens almindelige udbredelse og at slå alle indvendinger til jorden.

I akademiets offentlige forsamling den 24de april 1754 fremstod han og læste en omfattende Mémoire sur l'inoculation de la petite vérole, der meget hurtigt og i udvidet form kom i trykken i selvstændige udgaver. Hans grundige, udtømmende behandling af emnet - der stiller hans agitation i en karakteristisk modsætning til Voltaires - hans varme overbevisning ikke mindre end hans fuldendte fremstillingsform og hans berømte navn gjorde stor virkning. Hans alfa og omega i argumentationen er i øvrigt det matematiske synspunkt, påvisningen af den så overordentlig ringe risiko ved inokulationen, hvorefter dødeligheden nu kun var knap 1/2 procent, i sammenligning med den store dødelighed ved de naturlige kopper. I tilslutning dertil beregner han, at hvis inokulationen tidligt var blevet almindeligt indført i Frankrig, ville der i de sidste 30 år være blevet bevaret næsten en million mennesker, som landet nu havde mistet. Det var netop til de distingverede kredse, at han særligt henvendte sig, og det var i disse, hans argumenter især slog igennem. De la Condamine benyttede også fuldt ud sine gode forbindelser med statsmænd og fremragende videnskabsmænd i de forskellige lande, henvendte sig personligt til dem og nødte dem til at vise sagen interesse, enten de så på forhånd ville eller ikke. Således kom det, at der endnu i den samme sommer, i det mindste til dels som følge af de la Condamines optræden, rundt om begyndte at røre sig et overordentligt liv i spørgsmålet; det ene land ville ikke stå tilbage for det andet.

Hvor inokulationen allerede i forvejen var i gang, foretoges den nu med dobbelt iver, således i Geneve, hvortil Tronchin netop var vendt tilbage, efter at have opgivet sin virksomhed i Amsterdam. I Lausanne tog inokulationen fart på grund af en ung læge, der kort i forvejen havde nedsat sig der; det var den senere så bekendte Tissot. Som ung medicinsk student havde han gennemlevet en morderisk koppeepidemi i Montpellier og derved fået en dyb mistillid til den gamle drivende og hidsende kurmetode, som endnu var i brug rundt om i Frankrig. Da han nogle år efter nedsatte sig i Lausanne og her igen mødte en koppeepidemi, indførte han Sydenhams kølende og sedative kurmetode og havde held med sig. Han havde dog ikke større tillid dertil, end at han samtidig begyndte at virke for inokulationen; netop 1754 fremkom et større skrift af ham derom, hvori han for første gang viste den glimrende stilistiske evne, der senere skaffede ham en fremragende, ja uovertruffen plads som populær lægevidenskabelig forfatter. Hans L'inoculation justifiée blev med en den gang ukendt fart udbredt rundt om og læst og gjorde et overordentligt indtryk, støttende og supplerende de la Condamines indlæg. Først og fremmest indvirkede Tissots bog på selve Schweiz, hvor man rundt om skred til foretagelse af inokulationer. I Italien fortsatte Peverini med held sine indpodninger i Toskana, og især i Livorno tog inokulationen nyt opsving, særlig efter de la Condamines indtrængende henvendelse til den toskanske regering. En fornem italiensk dame, grevinden af Buffalini, blev stærkt grebet og overbevist af de la Condamines skrift og skred modigt til selv at inokulere alle sine børn, da en morderisk koppeepidemi i sommeren 1754 angreb Rom, i hvis nærhed hendes gods var beliggende. Med indstik ved nål foretog hun operationen, der forløb meget heldigt. Bagefter inokulerede hun talrige bønderbørn. Også den pavelige regering, til hvem de la Condamine ligeledes henvendte sig, begyndte at stille sig venligt til spørgsmålet.

I selve inokulationens moderland, England, synes den franske naturforskers optræden at have givet sagen nogen forøget kredit; en officiel erklæring, som 1754 udfærdigedes af the Royal College of Physicians i London, og hvori inokulationen ubetinget sanktioneredes, er næppe uberørt af de la Condamines redegørelse, skønt man i øvrigt i England stillede sig hånligt overfor alt fransk og kun betragtede Frankrig som obskurantismens hjemsted. de la Condamine beklager sig selv over englændernes "prévention nationale, qui leur fait présumer d'avoir un siècle d'avance sur le reste de l'Europe en matière de raisonnement". Liv var der i hvert fald i 1754 i inokulationsspørgsmålet i London. Kirckpatrick publicerede en ny forøget og til kongen dediceret udgave af sit tidligere værk, som således yderligere støttede indpodningen, og den i London bosatte hollandske læge Maty demonstrerede inokulationens betydning ved at indpode sig selv med negativt resultat, idet han nemlig havde haft de naturlige kopper. Samtidigt tog sagen nyt opsving i Hannover, hvor livlæge von Berger i Celle i øvrigt allerede i flere år havde virket derfor og inokuleret med held både i de fornemme kredse og blandt befolkningen, tilskyndet dertil af Mead. Nu var det den berømte livlæge Werlhof i Hannover, som støttede sagen ved sin autoritet og ved selv at foretage indpodninger; blandt andre inokulerede han i 1754 tre fyrstelige personer, som ikke endnu havde haft de naturlige kopper. Resultatet var tilfredsstillende. I Göttingen, hvor Haller inden sin bortrejse derfra 1753 havde udtalt sig for inokulation, begyndte den unge, højtansete professor Roederer at virke derfor og foretage indpodninger. Også i Holland, hvor inokulationen igen var ophørt, begyndte der i 1754 på ny at komme liv i sagen, og her var det især en evangelisk præst, der i et velskrevet indlæg søgte at slå alle de fra kristeligt synspunkt rejste indvendinger af marken.

I Frankrig, de la Condamines eget fædreland, viste hans agitation vistnok den svageste indvirkning, i hvert fald i den første tid. Der skete i hele året 1754 i Frankrig intet forsøg på inokulation, og kun en enkelt ung fakultetsdoktor, Macquart, dristede sig til i en tese, forsvaret i Les Ecoles de Médecine, teoretisk at støtte indpodningen og imødegå forskellige angreb. Derimod havde de la Condamines agitation en eklatant indvirkning på et land, der snart efter blev en provins af Frankrig, men endnu dengang var selvstændigt, nemlig Lorraine. Den daværende hertug, Stanislavs Leszinsky, Louis XV's svigerfader, gjorde straks skridt til inokulationens indførelse i landet, efter at det medicinske kollegium i Nancy havde afgivet en gunstig erklæring derom i tilslutning til de la Condamines skrift.

Også Norden blev kendeligt påvirket af de la Condamines agitation. I Sverige, hvor den store medicinske autoritet Rosén i Upsala tidligt interesserede sig for sagen, havde der i 1753 vist sig nogle svage rørelser i inokulationsspørgsmålet, men uden effektivt resultat. I eftersommeren 1754 slog den begyndte bevægelse pludseligt ud i handling, idet den da indflydelsesrige kongelige sundhedskommission, der var oprettet en del år i forvejen, nærmest på grund af frygten for byldepestens fornyede indfald, fik sat igennem, at en ung lovende læge, David Schultz, med kongelig understøttelse sendtes til London for at gøre et nærmere studium af inokulationen. Sundhedskommissionen lod ligeledes samtidig publicere et lille populært skrift Om koppors ympande, hvis hensigt var at stemme opinionen gunstigt. I det fjerne Finland slog de la Condamines agitation mere umiddelbart an. Provinciallæge Haartman i Åbo, en i det hele fortjent mand, som senere blev medicinsk professor ved det derværende gymnasium, skred i november 1754 til at foretage flere heldige inokulationer, især hos professorbørn; han formåede også andre provinciallæger ligesom også præster til at anvende metoden.

En endmere kendelig og ganske direkte indvirkning havde de la Condamines optræden i Danmark. Den nye minister J.H.E. Bernstorff var udrustet ikke alene med gode videnskabelige indsigter, men med en dyb respekt for videnskaben og særligt for den sidste tids imponerende udvikling i naturvidenskaberne. En forsker som de la Condamine, hvem han tilmed kendte personligt fra sit ophold i Paris, bøjede han sig dybt for, og det var derfor ganske naturligt, at han, efter at have gjort sig bekendt med den franske Mémoire, straks skrev til dens forfatter med tak derfor og med den tilføjelse, at han deraf var blevet overbevist om inokulationens ubetingede berettigelse. Bernstorff viste det også hurtigt i gerning, lod endnu samme sommer en indpodningslæge hente til København fra London for at inokulere sin 18årige gemalinde, Charitas Emilia von Buchwald, der også selv naturligt nok var ivrig for at sikre sig bevarelsen af sin ungdommelige skønhed. Når imidlertid de la Condamine i en senere mémoire i akademiet triumferende har fremhævet, at hun blev inokuleret "tres heureusement", så viser denne angivelse, at endog den store franske videnskabsmand nu er blevet så meget agitator, at han er en større ven af partiet end af sandheden. Thi geheimerådinde Bernstorffs inokulation gik i virkeligheden alt andet end heldigt. Hun blev meget alvorligt angrebet af konfluerende og ardannende kopper. Man søgte imidlertid at redde inokulationens ære ved at fastslå, at de ondartede kopper ikke var fremkaldte af indpodningen, men af naturlig koppesmitte, idet det oplystes, at det hus, hvori hun var henflyttet for at inokuleres, var inficeret af sygdommen.

Men når koppeinokulationen således som en direkte og umiddelbar følge af de la Condamines optræden holdt sit indtog i København, så må det dog fremhæves, at jordbunden i forvejen også her var beredt, og at den nye oplysningsbevægelse, som holdt sit afgørende indtog i Danmark omtrent ved århundredets midte netop under Bernstorffs og A.G. Moltkes ægide og derfor med sit hovedstøttepunkt i hofkredsen, også havde søgt at virke for inokulationen allerede før 1754 og ladet litterære anvisninger derom publicere. Endnu i 1739 var metoden i øvrigt blevet drøftet teoretisk i vor lærde lægevidenskabelige litteratur i en akademisk disputation af den flittige professor Detharding om den omtalte morderiske koppeepidemi, som 1733 ved et dansk skib påførtes grønlænderne. I afsnittet om sygdommens profylakse fremhæver han først som det afgørende hovedpunkt at undgå den smitte, hvorved efter hans ganske korrekte opfattelse sygdommen alene forplantes, og udtaler sig derpå meget gunstigt og kyndigt om den da stærkt anfægtede eller uænsede inokulation - hvad der fortjener særligt at fremhæves som et vidnesbyrd om den gamle ikke synderligt anerkendte professors selvstændige opfattelse. Det heldige forløb af de artificielle kopper antager han væsentligt betinget af, at disse fra første færd kunne behandles med et gennemført "providum regimen". Nogen praktisk anvendelse af metoden tænker han unægteligt aldeles ikke på, han er den gammeldags, skolastiske lærde, der benytter den foreskrevne årlige disputation til rent akademisk at behandle spørgsmålet. Men i 1753 udkom et populært, på dansk skrevet agitationsindlæg for indpodningen, nemlig en oversættelse af det omtalte, kort forinden publicerede skrift af genevelægen Butini, og den danske oversætter eller udgiver var den kort i forvejen af Bernstorff indkaldte unge göttingerdoktor J.J. von Berger, en af Hallers reformivrige disciple, der straks som livlæge fik en fremskudt tillidspost ved det danske hof. Som en søn af den omtalte hannoveranske livlæge von Berger havde han allerede i arv modtaget en varm sympati for koppeinokulationen og søgte nu at virke for dens indførelse i København.

I fortalen til dette skrift, der blev de danske inokulatorers nærmeste ledetråd, og som også ved at gengive tidens fremherskende opfattelse om spørgsmålet fortjener en nærmere omtale, fastslår udgiveren straks som sin "virkelige overbevisning, at man ved koppernes indpropning kand redde mange medborgeres liv" og appellerer ikke alene til "publici bifald, men håber endog, at indpropning i dette land skal understøttes og befordres af en højere hånd ved nyttige og til denne hensigt nødvendige anstalter og indretninger" - et håb, som han med en vis vægt kunne udtale ved sin hofstilling. Forfatteren lægger vægt på at kunne forklare indpodningens heldige virkning og forudskikker derfor et kapitel om de sædvanlige småkoppers natur, hvori den nye tids videnskabelige opfattelse kommer til orde. Småkopperne er epidemiske (dvs. afhængige af en vis beskaffenhed af luften) og smitsomme, men kun for dem, som ikke før har haft sygdommen. "småe-koppernes gift virker da ikke, uden formedelst et slags materie, som den træffer alleneste i deres legemer, som ikke har haft dem tilforn. Man kalder denne materie småe-koppernes tønder."

"Dette tønder tilbringes ved fødselen: det gør intet ondt i legemet af sig selv, det virker ikke deri, uden når de epidemiske og smitsomme ureenligheder har befængt det, og har bragt det i bevægelse, da det udryddes og udtømmes såvel, at der ikke bliver mere noget spor tilbage der af, når man eengang haver havt småe-kopperne. Denne materies bestemte sæde er ikke bekendt; man ved imidlertid, at det er ikke i de circulerende væsker, og at det må opholde sig i en af legemets faste deele. Beviset derpå er, at den materie kand forblive fast i legemet, indtil en meget vidt henleden alder; uden at alle de forandringer, som den er underkastet, være sig i sundheden, være sig i sygdommen, kand i nogen måde forandre det i så lang tid."

"Når småe-koppernes tønder engang er oppustet ved den epidemiske og smitsomme ureenlighed, bevæger den sig og blander sig med væskernes massa. Den danner der en syggørende materie, af en merkelig skarphed, som man harr kaldet småe-koppe-materien; hvilken frembringer en feber, som ikke lader af, førend den feberagtige bevægelse haver skilt denne materie fra blodet, og har bragt den ved et slags crisin ind i hudens glandulas. Det er den første periodus af kopperne, som man kalder ebullitionen eller opkogelsen."

I det næste afsnit viser forfatteren, at de artificielle pustler er virkelige kopper, de kan smitte ganske som disse, de virker ved indpodning ganske som disse, forskellen er kun, at man ved indpodningen bringer giften gennem et sår direkte ind i blodet, medens vejen ved de naturlige kopper går gennem lungen og maven. Foruden denne fordel ved de indpodede kopper er der flere andre, som afhandles udførligt i de følgende afsnit, der egentlig giver den udtømmende rationelle begrundelse af inokulationens gavnlige virkning, som man længe havde sukket efter. Fordelene består for det første i "omstændighedernes udvælgelse": man kan vælge sig den gunstigste alder (5-15 år), kan sikre sig sunde objekter og passe den bedste årstid, nemlig den tempererede. Man kan benytte en heldig epidemisk konstitution, hvor der overhovedet ikke hersker ondartede sygdomme, og hvor selve småkopperne er godartede; dette er især tilfældet ved begyndelsen og ved afslutningen af en koppeepidemi. Man kan endvidere undgå alle fejl i selve de artificielle koppers behandling, idet man aldrig kan miskende sygdommen. Men ved siden af denne heldige "udvælgelse" frembyder indpodning endnu ganske særlige fordele. Udfloddet af den producerede koppematerie går her særdeles let for sig, idet kun en del deraf sætter sig i hudpustlerne, medens al den øvrige baner sig vej gennem de åbne indpodningssår; deraf kommer det, at de artificielle kopper kun er få, aldrig konfluerende og altid kun let suppurerende, tilmed da omstændighedernes udvælgelse samtidig bevirker, at materien i sig selv er mindre skarp. At erfaringen fuldt har bekræftet disse teoretiske slutninger, viser forfatteren. Dernæst; han gendriver de forskellige fremkomne indvendinger og hævder, at "til det almindelige bedste bør indpropningen indføres".

Dennes hele metode fremstiller han derpå udførligt. Idet han begynder med forberedelsen til indpodningen fremhæver han på ny omstændighedernes udvælgelse, foreskriver - særligt hvis man vil inokulere voksne, "der ikke er i en så bekvem tilstand som børn" - nogen tids streng diæt, regelmæssig purgeren, åreladninger ved tilstedeværende pletorisk konstitution. Derimod omtaler han ikke anvendelsen af medikamenter under forberedelseskuren, noget, som ellers var almindeligt, og da især kalomel, der stærkt anbefaledes af Rosén. Med hensyn til selve operationsteknikken slutter han sig nærmest til den i England fastslåede metode: udvendig på begge overarme gøres et hudrids af en tommes længde og deri indlægges tråde, der er imbiberede med koppevæske, ovenpå disse lidt tørt charpi, noget plaster, et kompres og et bind. Man kan også i stedet for snit fjerne huden ved et lille spanskflueplaster, men denne metode er dog mindre god. Podningsmaterien kan tages enten af naturlige eller af artificielle kopper, men altid af godartede, adskilte og først, når pustlerne i ansigtet er tørre, omtrent ved 9de dag efter udbruddet, ved hvilket tidspunkt friske blegner på armene eller benene vil kunne benyttes. Materien må ikke gemmes alt for længe, hvorvel den også kan holde sig virksom i måneder. De imbiberede tråde bliver liggende i sårene et par dage. 5te dag efter indpodningen begynder armsårene at blive røde og hævede i randen, 7de dag begynder der feber, hvorefter kopperne viser sig, i reglen først ved sårene, men derefter spredte over legemet. Et par dage efter ophører feberen, og patienten befinder sig vel, medens kopperne hurtigt tørrer uden betydeligere suppuration. Kun for at man kan være sikker på tilbørlig udrensning, er flittig purgeren og eventuelt åreladning fremdeles tilrådeligt.

Dette danske skrift var nærmest beregnet på at stemme den jævne befolkning gunstigt for inokulationen; adresseavisen søgte snart derefter ved notitser fra udlandet at påvirke folkestemningen i samme retning. Særligt til de dannede og fornemme henvendte sig det af kronprinsens dygtige lærer Mallet i forening med en anden fransk og i øvrigt temmelig usolid litterat, des Roches de Parthenay, ved samme tid påbegyndte tidsskrift Mercure Danois, der altså stod i nært forhold til hofkredsen, og som uafbrudt meddelte referater fra udlandet om indpodningens lykkelige resultater.

Den første praktiske virkning af den ved Butinis skrift fremkaldte inokulationsbevægelse viste sig hurtigt, dog ikke i hovedstaden, men i en afsides landsdel, i Ribeegnen, og det var tilmed ingen læge, der gav signalet. I Hjortelund sogn var der en energisk præst Thun, der nogle år senere brød banen som kvægpestinokulator, og som i begyndelsen af 1754 uforfærdet indpodede alle sine 6 børn og det "med den allerønskeligste succes". Den første egentlige læge, som inden for den danske konges territorier foretog koppeinokulationen, var også en provinsmedikus, fysikus Johan Christian Fabricius i Tønder, en meget virkelysten og energisk slesviger, der blandt andet ses livligt at have beskæftiget vort Collegium Medicum med henstillinger og reformforslag, og som senere kom i fremskudt hovedstadsstilling som overmedikus ved Frederiks Hospital og medlem af det danske videnskabernes selskab. I juni 1754 foretog han heldige inokulationer på sine to sønner, hvoraf den ene var den senere så berømte entomolog. Den anden, der senere kastede sig over lægevidenskaben, blev i øvrigt også offentligt bekendt ved sin eksalterede begejstring for Struensee og ved sin deraf følgende deportation til Christiansø. Fysikus Fabricius udførte operationen ved anbringelse af flueplaster på læggene, hvilket han erklærer for sin egen originale opfindelse. Om disse og flere andre indpodninger indsendte han en afhandling - Observationes de exemplis variolarum insitarum - til optagelse i den da påtænkte fortsættelse af Collegium Medicums begyndte Acta Medica, som imidlertid aldrig så lyset.

Disse i afsides landsdele foretagne indpodningsforsøg vakte dog ingen videre opmærksomhed og det blev den reformatoriske hofkreds i København, der fik æren af at sætte sagen i kraftig gang efter de givne impulser fra de la Condamine. Det følgende år, 1755, tog bevægelsen en bestandig raskere fart fremdeles under von Bergers ledelse. Ikke blot blev adskillige indpodede, og derimellem især ældre børn af fornemme familier, således grev Schmettaus tre børn, men von Berger lod også litteraten Lodde publicere en oversættelse af de la Condamines Mémoire. Den indlededes med en dedikation til patronen for Collegium Medicum, i hvilken der indtrængende appelleredes til kollegiets virksomme bistand til sagens fremme herhjemme. Nu var inokulationen i så høj grad lyst i kuld og køn af de ledende regeringskredse, at fakultetets og kollegiets dekan, Buchwald, der hidtil havde stillet sig køligt til den af den tyske livlæge importerede metode, men som ikke manglede evne til at rette sig efter forholdene, i sin censur på skriftet anerkendende udtaler, at "ved dette skrift vorder bevist, at småkoppernes indpodning er nyttig til at conservere mange menneskers liv, følgelig agtes og denne oversættelse rosværdig, som desårsag med største føje tillades ved trykken at vorde disse nordiske rigers indvånere til manges frelse meddelt". Men sin tilbagetrukne holdning bevarede dog Buchwald fremdeles og kollegiet, sundhedsplejens øverste og selvskrevne autoritet, blev derfor, som dets forhandlingsprotokol udviser, fremdeles stående fuldstændig udenfor sagen, til hvis fortsatte fremgang derimod von Berger utrætteligt viede sig.

På hans forestilling foretoges nu et vigtigt skridt, idet kongen i august lod indrette to små huse i København til foretagelse af inokulation efter engelsk mønster. I hvert hus var der plads til 6 børn. Det ene var bestemt til forberedelsen og indpodningen, det andet til behandlingen af den fremkaldte koppesygdom. Anstalten styredes af von Berger og hofkirurg Wohlert, men da hins tid var stærkt optaget, blev det medicinske tilsyn derved overdraget til den unge Dr. Friis Rottbøll, der med megen interesse begyndte at omfatte inokulationsspørgsmålet, hvad der ligeledes var tilfældet med hans begavede studiekammerat Jensenius. Inokulationen havde således også vundet den indfødte, unge medicinske intelligens for sig. Ved slutningen af det følgende år foretog Rottbøll den sædvanlige store studierejse og hans funktion ved indpodningsanstalten blev da overdraget til Dr. Bertram, en især som fødselshjælper og medlem af jordemoderkommissionen bekendt læge. Men at Rottbøll også på rejsen viede sagen sin særlige opmærksomhed, har han noksom vist ved sit efter hjemkomsten udgivne skrift om småkopperne, der er det danske litterære hovedmonument om koppeinokulationen og i det følgende skal blive genstand for nærmere omtale.

Samtidig begyndte flere læger privat at indpode børn i København. Særlig iver i så henseende viste den nævnte unge Dr. Jensenius, en mand, der havde levende interesse for alle nye bevægelser. Han kastede sig over inokulationen og indrettede i sin bolig en privat anstalt for indpodning af aristokratiske børn. I 1759 led imidlertid denne hans virken et alvorligt knæk. Han havde da optaget tre af grev A.G. Moltkes børn i sit hus til koppeindpodning. Alt gik godt, og børnene var igen fuldkommen raske, da en heftig epidemi af skarlagensfeber optrådte i byen og på Frederiks Hospital, ved hvilket Dr. Jensenius var ansat. Han blev selv angrebet deraf og mener at have smittet den unge grev Julianus Moltke, der døde efter et par dages sygdom, hvad den offentlige mening med urette gav den forudgående inokulation skylden for. Jensenius vedblev imidlertid med iver at foretage indpodninger, også efter 1761 at være fratrådt hospitalet. Han erklærer indtil 1764 at have inokuleret i alt 140 personer.

I provinserne optrådte ligeledes uforfærdede inokulatorer. Foruden de allerede nævnte pastor Thun og Dr. Fabricius udmærkede sig i så henseende især en ung, ved tyske universiteter uddannet mediciner Georg Vilhelm Barfoed, der en tid boede hos præsten Wöldike i Gunderup ved Ålborg og i løbet af et år indpodede et par hundrede børn og voksne uden noget uheld. Medens han var i færd med udarbejdelsen af en inauguraldissertation om sit virke, døde han. I Norge optoges sagen af en kirurg Wasmuth i Trondheim, en meget foretagsom, men som det synes temmelig ubændig personlighed. Ved dristig indpodning af ganske små børn havde han et par dødsfald, som dog ikke forskrækkede ham. Han vedblev at udfolde en stor inokulationsvirksomhed uden at bryde sig synderligt om den af de fleste besindige læger stærkt tilrådede forberedelse. I et udførligt brev til sin chef, generaldirektør Simon Krüger, gjorde han i 1757 nærmere rede for sin omfattende virksomhed, og i 1767 gav han i et i Danske Posttidender trykt brev en ny meddelelse.

Men medens således metoden vandt en vis udbredelse i fjerne egne af rigerne, gik det kun meget småt med den under lovende auspicier oprettede kongelige anstalt i København. I det første års tid, medens Rottbøll forestod den, blev dog 28 børn indpodede, men derefter tiltog befolkningens uvillighed til at benytte den i den grad, at der i de følgende 3 år i det hele kun indpodedes 22. Der viste sig her et under beslægtede forhold almindeligt iagttaget, psykologisk interessant fænomen: Medens befolkningen nærede sympati for koppeoverførelsen, så længe den tilhørte den rene folkemedicin og bestod i de halvt mystiske "koppekøb", fik den en voksende mistillid dertil fra det øjeblik, indpodningen optrådte under officiel og videnskabelig autoritet, reguleret af dannede læger. I sit tilbageblik på anstaltens virksomhed fremhæver Rottbøll de store vanskeligheder, man til trods for altid heldige resultater havde at kæmpe imod. "Man havde stor møje med løfter og små foræringer at overtale fattige folk til at afgive deres børn og måtte således belønne dem oven i købet for den betydelige tjeneste, man gjorde dem i at frelse deres afkom".

Da skred von Berger i 1760 til en over begge riger opsigtsvækkende handling, af hvilken han med grund kunne vente et omslag i befolkningens stemning. Med assistance af Wohlert og Jensenius inokulerede han, efter behørig forberedelse i 18 dage, den 10de juni 1760 rigernes store håb, den 12årige kronprins Christian, på begge arme, og efter von Bergers foreliggende detaljerede beretning forløb den påførte koppesygdom på en så heldig og normal måde, at den fuldt kan tjene som paradigma på vel udførte indpodningskure. Den 6te dag begyndte der at optræde feber, som igen ophørte den 9de dag samtidig med fremkomsten af nogle koppepapler, først ved såret på venstre arm, derpå spredte over ansigtet og andre legemsdele. I det hele fremkom 36 kopper, der kun til dels afgav sparsomt pus, medens indsnittene på armene suppurerede rigeligt. Fra den 10de dag var der fuldstændigt velbefindende, fra den 16de dag var kronprinsen hele dagen oven senge. Den 21de dag, den 1ste juli, ophørte den strengere diæt, da han fik kødsuppe. Den 22de juli var såret på venstre arm lægt, den 10de august ligeså såret på højre arm. Den 15de udskrevedes patienten og den med yderste forsigtighed gennemførte kur havde således, forberedelsen iberegnet, taget en tid af 84 dage.

Men ikke engang dette imponerende eksempel vakte befolkningen af dens træge uvilje mod den nye udenlandske opfindelse og i hele foråret og sommeren lykkedes det ikke, til trods for alle bestræbelser, at få et eneste barn indlagt i inokulationshuset. Et uheld, som von Berger samtidig havde ved inokulationen af en ung enke, der under koppeudbruddet fik vedholdende maniakalske delirier, som først fuldt ophørte ved en kur hos hofråd Werlhof i Hannover flere måneder efter, bidrog yderligere til at bringe metoden i miskredit i København. Forgæves forsøgte von Berger at holde sit inokulationshus i live ved et sidste middel. I eftersommeren 1760 offentliggjorde han en proklamation, en "sidste indbydelse fra indpodningshuset", hvori han i stærke farver udmaler de naturlige koppers farlighed og de kunstiges farefrihed, udtaler sin forbavselse over at der i København ikke findes forældre, "welche ihre Kinder vor der täglich über sie schwebenden Gefahr durch das so augenscheinlich heilsame Mittel der Einpropfung bewahren und dadurch Sr. Königl. Majestät so vielen Unterthanen erhalten würden". Han tilbyder nu publikum for sidste gang denne kongelige nåde med den tilføjelse, at hvis ingen forældre derefter melder sig, vil anstalten blive lukket. Men den jævne, københavnske befolkning lod sig ikke rokke af sin træghed, den havde lige så ringe sans for den importerede tyske oplysnings velsignelser som det nationale medicinske fakultet og det lille kongelige inokulationshus i København afsluttede ved mikkelsdag 1760 sit hensygnende liv og blev definitivt lukket.

Således ser vi i Danmark den samme skæbne ramme inokulationen som tidligere ved dens første optræden i England. Først triumferer den, båret oppe af en stærk stemning, der dog hurtigt viser sig kun at være af en kunstigt oparbejdet eller kun forbigående karakter - ofte med ikke-læger som hovedtalsmænd - og hurtigt slår over i sin modsætning. Nogen varig tilslutning formår den ikke at vinde. Men ikke alene i Danmark gik det således, også rundt om i de andre lande, hvor den samtidig holdt sit indtog, var dens skæbne omtrent af samme art, således i vort naboland Sverige. Rosén af Rosenstein søgte her af al magt at virke for sagens fremme, de gunstige erfaringer fra Finland støttede hans bestræbelser, der især rettedes mod Upsala og Stockholm, og i 1755-56, endnu før David Schultz' tilbagekomst og hans publikation af en tidssvarende anvisning til Koppors ympande, udfoldedes forskellige bestræbelser for at få sagen i god praktisk gænge, blandt andet ved indsamling af pengemidler til en indpodningsanstalt i Stockholm. Og Sverige havde sin lady Montague eller marchese Buffalini i friherreinde Catharina de Geer af den gamle berømte slægt Ribbing og gift med den ansete naturforsker Carl de Geer, en mand, der også måtte være særlig påvirkelig af de la Condamines agitation. Førend nogen anden af aristokratiet havde vovet det, skred friherreinden til indpodning af sine børn, mellem hvilke var den senere bekendte politiker Carl de Geer. C.G. Tessin lod til minde om denne begivenhed slå en medalje med indskrift "ob infantes civium suec. felici ausu servatos". Rosén ville selv samtidig give et slående eksempel til efterfølgelse ved at inokulere sine egne børn. Men begge hans døtre døde som følge af indpodningen (april 1756), hvad der selvfølgelig måtte vække den højeste grad af bestyrtelse og uvilje mod den nye metode, så at bevægelsen hurtigt igen døde hen. Linné siger derom i et brev til Sauvages: "inoculatio variolarum fervide incipit institui apud nostrates, sed mortuis duabus filiabus collegæ mei d. Rosen, fere sufflaminata fuit tota".

I de la Condamines fædreland begyndte også inokulationen efterhånden at komme i gang som følge af hans og Tissots agitationsskrifter. I 1754 skete vel endnu intet væsentligt, men i 1755 skred et medlem af pariserfakultetet Hosty, efter et ophold i London for at lære indpodningen nærmere at kende, til at foretage operationer i Paris, og nogle af de daværende indflydelsesrige personer, især brødrene Turgot, viste sagen særlig interesse. Selv et alvorligt uheld, som ramte Dr. Hostys inokulationer, idet en 14årig pige døde derefter, formåede ikke at knække bevægelsen, som tværtimod i 1756 fik forøget fart derved, at selve hertugen af Orleans, ligesom sine forfædre mere fremskridtsvenlig end den regerende kongelige linie, bestemte sig til at lade sine to børn, en søn og en datter, indpode. Den ansete inokulator Tronchin blev efter livlæge Senacs råd i den anledning tilkaldt fra Geneve og foretog operationen med meget heldigt resultat den 12te marts. Under Tronchins ophold i Paris blev endvidere flere medlemmer af aristokratiet med held indpodede, derimellem flere voksne damer, som var ivrige efter at bevare deres skønhed. Voltaire udtrykte i et versificeret brev til Tronchin sin henrykkelse over dennes dygtige optræden for inokulationen. Også til provinserne bredte bevægelsen sig og både børn og damer blev indpodede. I Lyon undlod imidlertid 3 af byens smukkeste damer at lade sig inokulere, idet deres læge bestemt frarådede dem at gøre det. De døde alle tre af kopper og har således, som de la Condamine siger, "payé de leur vie le mauvais conseil, qu'on leur a donné". Den nævnte fremgang varede imidlertid kun kort. Læger - derimellem endog en, som tidligere havde været en afgjort velynder af inokulationen og selv praktiseret den, et medlem af pariserfakultetet Cantwell - optrådte nu i brochurer imod den og fremhævede den alt for store fare, der var forbundet dermed. De mente, at man skulle slå sin lid til den kurative behandling og holdt særligt på tjærevandet som et ufejlbarligt middel. Man anerkendte vel de la Condamines menneskekærlige hensigt, men lagde samtidig ikke skjul på, at han, der ikke var læge og aldrig havde udøvet inokulationen selv, men kun havde rent teoretisk kendskab dertil, ikke kunne have øje for de praktiske betænkeligheder derved og overhovedet aldeles ikke var kompetent til at føre ordet i dette rent lægevidenskabelige spørgsmål. Skønt meget fremragende lægevidenskabelige autoriteter i Frankrig hen ad årtiets slutning med bestemthed udtalte sig for inokulationen, således Sauvages i sin verdensberømte Nosologia methodica, hendøde dog ved denne tid igen den forbigående vakte interesse derfor.

Også i de lande, hvor inokulationen allerede før 1754 var i gang, således i Holland, kan spores en lignende kortvarig opgående bevægelse i de følgende år. I 1756 udgav lægeselskabet i Rotterdam en redegørelse, der udtaler sig på den gunstigste og mest anbefalende måde om den nye metode, som nu var blevet praktisk prøvet i udstrakt målestok. Men derefter spores intet tegn til nogen varme for sagen, tværtimod synes en tiltagende mathed at gøre sig gældende og vistnok her under indflydelse af den samme opfattelse, der samtidig begyndte at mærkes i selve inokulationens gamle hjemsted England. Da den unge svenske læge David Schultz i 1754 kom til London for at gøre sig bekendt med inokulationen, fandt han metoden dyrket i stor udstrækning både i de forskellige indpodningshospitaler og af kirurgerne rundt om i de private familier. Men den vidtløftige forberedelseskur, som nu i den engelske inokulations 2den fase - i modsætning til den 1ste - betragtedes som et aldeles nødvendigt element, begyndte snart i høj grad at trætte publikum, og den måtte jo også bevirke, at kun et forholdsvis meget ringe antal kunne modtages årligt i indpodningshusene, så at altså det moment, som man med rette lagde bestandigt større vægt på, en almindelig udbredelse af metodens anvendelse, aldeles ikke kunne ske fyldest. Denne alvorlige mislighed førte således til en fornyet kølig stemning i England, men her dog ikke til inokulationens fornyede skrinlæggelse. De praktiske englændere kasserede den nye inokulationsmetode, men de slog sig snart efter på en anden og en mere ekspedit, hvad vi i det følgende skal se.

Medens inokulationen i Schweiz indtil 1754 nærmest kun havde fundet udbredelse i den sydvestligste del af landet, begyndte den i årene derefter at vinde kredit også i andre egne, båret frem og støttet af meget fremragende lægeautoriteter. I Bern gav den store Haller, der allerede tidligere i Göttingen havde vist sympati derfor, det afgørende eksempel ved at indpode sin egen datter, og i Basel foretog omtrent ved samme tid den berømte Bernoulli operationen på sine to sønner. Den ældste af disse, dengang en ung student, viste efter lykkeligt at have overstået indgrebet sin erkendtlighed ved i en latinsk dissertation på universitetet at holde en lovtale derover. Men også her blev det dog kun en forbigående opblussen, ingen vedvarende fremgang.

Denne hurtige hendøen eller dog afslappelse af den i 1754 så kraftigt og lovende rejste bevægelse har nu for så vidt intet påfaldende, som det altid lige fra inokulationens første indførelse viste sig at være dens skæbne at vinde medgang og anerkendelse for snart igen at tabe den og skrinlægges, trykket under vægten af de altid på ny fremtrædende betænkeligheder. Men disse kom dog denne gang frem på en anden måde end tidligere, fremførte af en af de daværende største og i øjeblikket mest fejrede lægeautoriteter - som ellers oftest havde stillet sig ret sympatiske til sagen. Det var Wiens berømte kliniker de Haën, som på een gang udsendte en bandstråle, der i vide kredse virkede knusende. Den habsburgske kejserstad havde hidtil forholdt sig passivt afvisende til inokulationen, hvad der i og for sig allerede meget havde hæmmet sagens fremgang, thi den tidligere i lang tid stagnerende lægevidenskab i Wien var ved århundredets midte på engang blevet toneangivende, efter at den af Maria Theresia indkaldte berømte læge van Swieten havde fået jesuitternes hidtil dominerende indflydelse ved universitetet trængt tilbage og derefter gennemført afgørende reformer og havde fået fremragende kræfter, derimellem først og fremmest sin gamle studiekammerat og ven fra Leiden, de Haën, ansatte i medicinske professorposter. Det var derfor også naturligt nok, at de la Condamine i sin ihærdige agitation havde haft blikket særligt fæstet på Wien og ved gentagne personlige henvendelser til van Swieten søgt at overvinde dennes betænkeligheder. Til sidst synes også den østrigske stormand at have ladet sig overtale. I hvert fald citerer de la Condamine et brev fra ham, skrevet i februar 1757, i hvilket der stilles offentlige forsøg med koppeindpodning i Wien i udsigt. Men kun nogle måneder senere fremkom de Haëns indlæg og derefter var der ikke mere tale om nogen indpodning i Wien, lige så lidt som andre steder i det tyske rige, hvor en sådan også havde været på tale. Virkningen af de Haëns skrift, der fra latin hurtigt blev oversat på forskellige sprog, var overordentlig.

Det var dog just ikke ved fremførelse af nye og slående argumenter, men egentlig kun ved forfatterens autoritet, at den store virkning fremkom. Det var væsentligt kun en del af de allerede tidligere fremsatte indvendinger, han førte i ilden. Han kalder også selv skriftet Quæstiones sæpius motæ super methodo inoculandi variolas og formen er altså for så vidt forsigtig, som han kun fremsætter sine indvendinger som spørgsmål og erklærer, at han gerne vil overbevises om at have taget fejl. Imidlertid er hans heftige uvilje imod inokulationen tydelig nok bagved den forsigtige form og den fanatismens ild, den ubegrænset rådende subjektive sympati og antipati, hvormed han i sit udbredte forfatterskab hyppigt behandler de lægevidenskabelige spørgsmål, mangler heller ikke her. Det er især fire hovedindvendinger eller kvæstioner, han i sit skrift dvæler ved. Den første er den teologiske tvivl, om indpodningen er tilladt efter de guddommelige love. Fanatisk katolik, som han i høj grad var, kommer han, ganske som de engelske protestantiske præster, til et benægtende resultat, idet han især gør gældende, at det er formasteligt at ville foregribe forsynets straffedomme og bestemmelse med epidemiernes hærgen, ligesom han også fremhæver, at menneskets liv er et betroet gods, som det ingen ret har til frivilligt at sætte på spil. Hans næste hovedkvæstion er, om inokulationen redder flere liv, end der sker ved at lade naturen råde for de naturlige kopper - for øvrigt dog ved lægekunstens hjælp. Denne er det tilladeligt at anvende. Ved her på ægte agitatorisk vis til sammenstilling at tage den højeste konstaterede dødelighed ved indpodning og den laveste ved de naturlige kopper forstår han at fremkalde et skin af, at den naturlige koppesygdom er mindre farlig end den kunstigt fremkaldte. Han hævder, at det især er tilfældet, når lægerne vil behandle kopperne med Sydenhams kurmetode, for hvilken han nærer en ubegrænset begejstring. Den tredie hovedkvæstion er, om det er sikkert, at så godt som alle mennesker får de naturlige kopper tidligt eller sent. Dette vil han på ingen måde indrømme, tværtimod fremdrager han rigtignok meget usikre erfaringer, som skulle bevise det stik modsatte. Den fjerde hovedkvæstion er, om det er sikkert, at inokulationen beskytter for resten af livet mod kopper. Dette benægter han ligeledes kategorisk. Menneskene får efter hans påstand hyppigt de naturlige kopper to gange og ligeså de naturlige efter de kunstige. Han belægger sin protest med kendsgerninger, men viser sig også her kun som den talentfulde agitator ved især at fremhæve og udførligt at fremstille et enkelt tilfælde, der i og for sig og for en nøgtern betragtning egentlig må veje lidt, men som er særdeles vel egnet til rent instinktmæssigt at slå igennem og gøre umiddelbar effekt. Det angår nemlig en datter af Timoni (Cocana Timoni), af selve den orientalske læge, hvem indførelsen af indpodning i Europa skyldes. Denne datter, som faderen selvfølgelig havde søgt at sikre mod den dræbende sygdom ved indpodning, døde ikke desto mindre af kopper en del år derefter. De Haën kan ikke tænke sig noget mere slående og sønderknusende bevis for inokulationens værdiløshed og ser en virkning af nemesis deri, at det netop er Timonis egen datter, der skal afgive illustrationen.

Det er også betegnende, at de la Condamine, som i en ny mémoire søger at imødegå og afkræfte de Haëns argumenter, lægger ganske særlig vægt på spørgsmålet om Timonis datter. Han meddeler, at det har været ham yderst magtpåliggende at få sagen oplyst, og at han derfor har henvendt sig gentagne gange, men forgæves, til en søn af Timoni, som han kendte fra sit ophold i Istanbul, ligesom også til flere gesandter og andre af hans forbindelser der. Han har imidlertid ikke erfaret andet til redning for indpodningens kredit, end at den unge pige ikke var blevet inokuleret af faderen, der kun, før han tiltrådte en rejse, på hvilken han døde, gav ordre til foretagelse af inokulationen, og at det således ikke er sikkert, at hun virkelig har været inokuleret. Også de Haëns andre indvendinger imødegår de la Condamine udførligt og det er tydeligt nok, at dette stridsskrift fra Wien volder ham megen og heller ikke ugrundet bekymring. Vel fik han hjælp fra forskellige sider, således fra Tissot, der i et udførligt fransk brev til de Haën imødegår denne, men i øvrigt indrømmer han i modsætning til de la Condamine, at Cocana Timoni var blevet indpodet af faderen og havde haft kunstige kopper, men ikke desto mindre 20 år efter, da hun plejede sine inokulerede små halvsøskende, var blevet smittet af disse og døde af sygdommen. Ligeledes optrådte den ansete læge Tralles i Wroclaw i et udførligt skrift mod de Haën - for øvrigt med megen moderation og indrømmelse af ulemper ved inokulationen - ja også fra København, fra en af de af Bernstorff indkaldte filantropiske oplysningsapostle, hofpræsten Joh. Andr. Cramer, fremkom i Der nordische Aufseher en ret kraftig imødegåelse, der også oversattes og udgaves særskilt på dansk. Men ligesom selve disse talrige modindlæg i og for sig vidner om den store opmærksomhed, de Haëns skrift havde vakt, og den store betydning, man tillagde det, således var deres virkning kun ringe. Deres tydeligste følge var et nyt på fransk skrevet og særlig mod Tissot rettet fulminant indlæg fra de Haën (Réfutation de l'inoculation), hvori han ikke blot i en mere kategorisk form end tidligere fastholder sine indvendinger, men også begrunder dem nøjere og fremfører nye, deriblandt den, som vejede bestandigt tungere og var så vanskelige at afkræfte, at indpodning ved sin smitte vedligeholdt og udbredte koppesygdommen. Han citerer og støtter sig til talrige litterære modstandere af inokulationen, mellem hvilke han også tæller sin store lærer Boerhaave - der i mundtlig forelæsning skulle have tilbagekaldt den på tryk givne anerkendende udtalelse - ligesom forskellige af mesterens disciple, således la Mettrie, hvem de Haën trods sit brændende had til de materialistiske filosoffer her behandler med særlig agtelse som en kampfælle, han kan tage til indtægt, medens han samtidig udøser sin galde over Voltaires Lettres philosophiques, som Tissot havde omtalt rosende på grund af det deri givne indlæg for inokulationen. De Haëns overlegne dialektik, hans store agitatoriske evne og den fanatismens ild, som også her førte hans pen, viste sig så mægtig, at hele inokulationen ved hans optræden egentlig fik et banesår. Indpodningsanstaltens fiasko i København kan for en del føres tilbage til samme årsag. Kun i Italien, hvor ganske usædvanlig morderiske koppeepidemier rasede i årtiets sidste år og nødstilstanden således var meget stor, klyngede man sig med en vis iver til indpodningens nødanker, og den ansete læge Sarcone, som i epidemien havde mistet de to af sine tre børn og været nær ved at miste også det tredie, blev talsmand derfor. Men i øvrigt sank indpodningens aktier dybt ved det 6te årtis slutning, for anden gang synes dens rolle næsten at være udspillet.

3. Inokulationens tredie periode.

Trangen til et beskærmelsesmiddel mod den frygtelige koppesygdom var dog alt for stor, og de velgerninger, inokulationen havde medført, alt for iøjnefaldende, til at den med nedgangen ved det 6te årtis slutning definitivt skulle være skrinlagt. Den rejste sig tværtimod snart igen, ligesom efter den første tilsyneladende skrinlæggelse, ja på en endnu langt fyldigere og mere virkningsfuld måde. Det var først i denne efter 1760 optrædende 3die fase, at inokulationen nåede sin fulde glans og sin udelte anerkendelse - ganske vist heller ikke denne gang af blivende varighed.

Endnu i året 1760 viser der sig pludselig et nyt liv i spørgsmålet, og det i et af de lande, som hidtil kun havde vist sig i meget ringe grad modtagelig for indpodningens velsignelser, nemlig i Frankrig. Den nye og raske bevægelse var unægtelig kun en enkelt mands værk og han kunne foreløbig ikke glæde sig ved nogen officiel tilslutning. Hans hensynsløse optræden æggede tværtimod i høj grad til modstand eller dog til at kalde gamle betænkeligheder på ny til live. Han blev heller ikke fuldt forstået af sin samtid, thi han var en forsker, der udrustet med nye ideer og nye videnskabelige synspunkter tog fat på sagen. Men netop ved dette sidste moment, hans virkeligt videnskabelige opfattelse og forskning, hævede han sig op over massen af inokulatorer og agitatorer, der kun havde de rent praktiske synspunkter for øje.

Denne i koppeindpodningens historie mærkelige personlighed, der således turde fortjene en udførligere omtale, var en ung toskansk læge Angelo Gatti, professor ved Pisas universitet. Han havde under et ophold i Grækenland lært inokulationen at kende, havde derefter praktiseret den i Italien og blandt andet med held indpodet en søn af en fransk gesandt. På vejen til England kom han hen ad slutningen af 1760 til Paris, hvor han i forvejen havde forbindelse med den radikale encyklopædistiske kreds, der selvfølgelig forholdt sig sympatisk til inokulationen som til alle nye reformbevægelser. Især stod han i venskabsforhold til baron Holbach, hvis børn han begyndte med at indpode. Da dette gik heldigt, meldte der sig efterhånden en mængde børn til indpodning, og han forblev da i Paris. Den stærkt simplificerede indpodningsmetode, han benyttede, især med forbigåelse af al præparation og alle de kauteler, som man havde anset for fornødne eller dog hensigtsmæssige, og overhovedet hans hensynsløse optræden bragte imidlertid snart en stemning op mod ham i Paris endog hos inokulationens venner af den ældre skole. Dertil kom, at hans inokulation adskillige gange slog fejl, så at der bagefter indtrådte kopper med dødeligt udfald - hvorved han pådrog sig et misligt skær af charlatanen - og at nogle af hans patienter, der ville gøre propaganda for hans nye metode og ville vise, hvilket ubetydeligt indgreb det hele var, ugenert gik om på offentlige steder med deres indpodede kopper og således gav grundet anledning til frygt for smitteudbredelse, hvad der også stærkt blev gjort gældende. Især fremhævede man, at koppeepidemien i Paris i 1762 med uformindsket udbredning vedvarede meget længere end ellers, nemlig hele den påfølgende vinter, hvor Gatti foretog talrige indpodninger, Han bekymrede sig heller ikke om den gamle forskrift kun at foretage operationen i den tempererede årstid. Om ham og hans virksomhed opstod der i det hele en meget forbitret kamp. Hans stridsfæller tilhørte væsentligt det unge radikale parti, hans modstandere det gamle konservative, men dette sidste var det mægtigste og beholdt foreløbig overtaget. Det fik 1763 gennemført en arrêt ved parlamentet, i hvilken indpodning i Paris og Versailles med forstæder "du ressort de la cour" indtil videre forbydes, ligesom det overhovedet forbydes enhver inokuleret person at færdes offentligt i 6 uger efter indpodningen. Tillige overdrages til det medicinske fakultet det hverv i samråd med det teologiske fakultet at udarbejde en betænkning over spørgsmålet for at komme til en definitiv afgørelse af, hvorledes regeringsmyndighederne skulle stille sig til dette ikke blot hygiejnisk, men også etisk vigtige spørgsmål. Dette givne pålæg førte nu til endeløse overvejelser og tvistigheder i de altid stridbare fakulteter.

Således var det første resultat af Gattis energiske propaganda alt andet end opmuntrende for ham og hans venner. Disse søgte nu kraftigt at remonstrere mod den trufne afgørelse og mellem inokulationens stridsmænd stillede Voltaire sig igen frem i første række, som sædvanlig med skarpe satiriske indlæg, der især gik ud over parlamentets generalprokurør Omer Joly de Fleury - en mand, der som den ængstelige konservatismes villige redskab hyppigt er genstand for Voltaires sarkasmer. "vi håber," således slutter han sit indlæg, "at der vil blive fastsat dødsstraf for inokulationen, således som de medicinske fakulteter undertiden har villet det i mindre tilfælde". de la Condamine måtte selvfølgelig også igen frem på arenaen og publicerede velskrevne og veltalende indlæg i form af to udførlige breve til Dr. Maty i London, i hvilke han istemmer Voltaires klager over den grænseløse uvidenhed i Frankrig, kun i en alvorligere, mindre provokerende form end denne.

Langvejs fra, fra det nordlige Tyskland eller rettere fra det sydlige Danmark, fremkom snart efter (1765) en grundig og udførlig filippika mod det franske parlaments dekret og mod de Haëns omtalte indlæg. Den kom fra den i göttinger-skolen og særligt af Roederer opdragne læge Philipp Gabriel Hensler, dengang fysikus i Segeberg, men publiceredes anonymt under titlen Briefe über das Blatternbelzen, dem Parlamente von Paris gewidmet. I ægte gammeltysk bred form, men dog ikke uden ild og verve påviser han det uberettigede i modstanden mod indpodningen, hvis velsignelsesrige virkninger han med omstændelig benyttelse og citation af alle inokulationens litterære forsvarere udmaler.

Gatti selv rykkede samtidig frem til undsætning for sin betrængte sag. Endnu før fremkomsten af parlamentsdekretet søgte han i et brev til sin og Montesquieus ven, Augustin Roux, Dr. régent i pariserfakultetet og udgiver af Journal de médecine, i en uforbeholden og klar fremstilling at forsvare sin optræden som inokulator, og snart efter (1764) udgav han i Bruxelles et større skrift Reflexions sur les prejugés, qui s'opposent aux progrès et à la perfection de l'inoculation - et skrift, som det er en nydelse at læse ved dets ligeså fyrige og veltalende som klare fremstillingsform, dets begejstring for inokulationens sag og dets hele selvstændige, overlegne og ægte videnskabelige syn på sagen, hvorved det hæver sig højt op over den samtidige inokulationslitteratur, men hvorved det tillige forøgede misstemningen og forbitrelsen mod ham og hans indpodningsmetode, især da det i sin kritik og polemik mod den samtidige lægevidenskab og mod lægerne ofte benytter meget aggressive og udfordrende udtryk og hensynsløst blotter både videnskabens og standens brøst. Skriftets hele karakter gør det værdigt til lidt nærmere omtale.

Dets første afsnit omhandler fordomme angående koppesygdommens natur og heri påviser han i en knusende kritik og ganske i vort århundredes videnskabelige ånd, at den dengang endnu gældende antagelse af et præeksisterende koppestof i organismen, der også kunne komme til udfoldelse uden påførelse af smitte ved en fermentationsproces (endog van Swieten var endnu tilbøjelig til at antage det), er aldeles ubegrundet og uholdbar, og at alle kendsgerninger - det eneste, man i medicinen bør bøje sig for - afgjort fastslår, at sygdommen kun opstår ved smitte, at den er en ubetinget kontagiøs sygdom og intet andet. Det andet afsnit omhandler fordomme angående indpodningsmetoden og viser især det meningsløse i den vidtløftige præparation, i særdeleshed da man ingen anelse har om, hvorledes man skal præparere organismen på heldig måde til modtagelse af indpodningsvirus. Han indpoder ligesom i Østerland ganske uden forberedelse og passer kun på at vælge sunde børn. Han anvender altid frisk virus og har haft de letteste inokulationstilfælde og i det hele de bedste resultater af virus, som er taget af indpodede. Derved kommer han nu til fremsættelse af den geniale hypotese om at svække virus ved at lade det passere gennem flere indpodede mennesker, så at det derved kunne blive en mindre farlig sygdomsgift. Den gængse indgribende behandling af de indpodede - ligesom af de naturlige kopper - med åreladninger, purgeren, flueplastre osv. hudfletter han og hævder, at det er lægernes "kunst", som ofte fremkalder en dødelig vending, medens alt ville forløbe let og heldigt, når det blot ganske blev overladt til naturens egen hjælp. Den uhildede iagttagelse viser noksom, at det, som det kun kommer an på, er "l'art de ne pas nuire, cet art, qui est la partie la plus fine et la plus importante dans la médecine".

I det følgende afsnit, om fordommene mod inokulationen, begrundede i frygten for derved at udbrede smitte, giver han ligeledes glimrende prøver på sit stilistiske og dialektiske talent, men hans opgaves vanskeligheder springer dog her kun alt for tydeligt i øjnene og hans fremstilling overbeviser ikke. Hans vigtigste argument er også kun det, der ganske vist har sin vægt, at overfor koppesygdommens stadig store og almindelige udbredelse kan det ingen væsentlig betydning have, om der foruden de naturlige koppesyge tillige findes nogle inokulerede, hvis smittende evne han i øvrigt ikke tør benægte. Skriftets sidste afsnit omhandler de fordomme, der er begrundede i antagelsen af, at kopperne, som påstået af la Mettrie, de Haën og andre, er en sygdom, der hyppigt rammer det samme individ flere gange, og at indpodningen derfor ingen virkelig beskyttelse kan afgive og mindst den af ham anvendte metode, der fremkalder usædvanlig lette tilfælde. Mod denne betragtning hævder han, at hans indpodninger har vist sig fuldt betryggende (hvad de dog næppe var), og at påstanden om koppernes gentagne optræden hos et individ i regelen beror på en fejltagelse og forveksling med sygdomstilfælde, der ikke er virkelige kopper, således især med "pétite verole volante" (skoldkopper). I nogle afsluttende udtalelser ("Conclusion") resumerer han sin udvikling, taler med veltalenhed og varme inokulationens sag og appellerer til alle velsindedes, alle menneskevenners støtte. Han betoner, at ligesom det overhovedet er fra lægerne, at de anskuelser, der rører sig hos publikum, altid må have deres oprindelse, således er det også fra lægerne, at modstanden mod inokulationen kommer. I en udvikling, der ikke er smigrende for hans kolleger, fremhæver han den uklare, af egennyttige motiver påvirkede tankegang, den ulyst til at acceptere alle nye, reformatoriske og brud med gammel slendrian indførende synspunkter, som ifølge ham er karakteristisk for lægernes store flertal. Han slutter med i begejstrede udtryk at forudsige, at inokulationen som en af lægekunstens største og velsignelsesrigeste opdagelser dog til sidst vil sejre over al ildesindet modstand.

Et end mere talende vidnesbyrd om hvilket fremskudt videnskabeligt standpunkt Gatti indtager, er et andet tre år senere (1767) af ham publiceret skrift Nouvelles réflexions sur la pratique de l'inoculation. Heri giver han en videnskabens senere udviklingsstandpunkt udtrykkende lære om den ved indpodningen fremkaldte lokale og primære infektion og den først senere derfra udgående sekundære infektion med universelt eksantem. Han forlanger og foreslår en radikal reform i hele den da endnu almindelige indpodningsmetode. Den vidtløftige, unyttige og ofte direkte skadelige præparation vil han fuldstændigt have afskaffet, ligesom indpodninger ved store incisioner, hvis antagne nytte, at lette udfloddet af koppematerien, han erklærer for en kimære, der kun har sin grund i gamle aprioriske doktriner og aldeles ikke i virkelige iagttagelser. Som i Østerland vil han kun indpode med simple nålestik under overhuden. Den traditionelt vidtløftige behandling af de inokulerede drager han ligeledes i dette skrift skarpt til felts imod. Kun et køligt regimen i Sydenhams ånd med ophold i frisk luft anbefaler han. I det hele hylder han ubetinget Sydenhams lære, der jo også hvilede på en eksklusiv empirisme med forkastelse af alle aprioriske doktriner. For også at kunne holde inokulationsstedet køligt anbefaler han at vælge det bløde parti mellem tommel- og pegefinger, idet man ved at anbringe hånden i koldt vand da kan moderere den med indpodningen følgende betændelse, og idet hudens frihed for spænding tillige er en fordel. Han har foretaget nogle inokulationer på dette sted og iagttaget, at de primære indpodningskopper da udviklede sig senere og med mindre reaktion end ellers, ligesom også den herfra udgåede sekundære infektion med universelt udbrud optrådte på en meget mild måde. Overhovedet går den bestræbelse som en rød tråd gennem hele skriftet at gøre inokulationen til en så simpel, ligefrem og farefri sag som muligt, så at den ikke behøvede at foretages af læger, men kunne udføres af mødre og ammer og derved, ganske som det allerede var skik i Østerland, kunne vinde den almindelige udbredelse, hvoraf dens virkelige samfundsnytte efter hans klare opfattelse bestemt var betinget, men som hidtil aldrig var nået. Herved kommer han selvfølgelig i skarp opposition til alle de professionelle indpodningslæger og i en "Conclusion", hvormed også dette skrift ender, går han da løs på disse med en hensynsløshed og bitterhed, der ikke står tilbage for hans anfald på lægerne i almindelighed i hans forrige skrift, efter at have oprullet et fængslende billede af, hvorledes alt burde være, og hvorledes det forhåbentlig engang vil blive, fortsætter han: "Men denne tid er endnu fjern. Alt det, vi her har bekæmpet, er for meget i pagt med publikums fordomme og med lægernes materielle interesse til at man snart skulle kunne vente en forandring deri. Lægernes interesse er for nøje knyttet til den hele præparation, til den vidtløftige indpodningsmetode og til den traditionelle behandling. Det er i deres interesse, at inokulationen ikke bliver en så simpel og let sag, at alle kan udføre den, det er i deres interesse, at den betragtes som noget, der kræver stor omhu og store indsigter. Lægerne vil fremdeles gøre præparationen til en væsentlig del af inokulationen og vil netop tilegne den æren for det store fortrin, som de indpodede kopper har frem for de naturlige. De vil præparere eller dog lade som om de præparerede, de vil vedblive at forlange suppurerende sår, fordi disse fordrer indpodningslægens tilsyn og hjælp endnu i nogle uger efter endt sygdom, ligesom præparationen i nogle uger før dens indtræden, thi de har udbytte af den tro, at der hører meget arbejde og megen videnskab til udførelse af inokulationen. Indpodningslægen har udbytte af, at den påførte sygdom snarere er noget for alvorligt end noget for let. Jo mere man har udstået, desto dybere indtryk gør erindringen om den undgåede fare, og desto sikrere er også patientens erkendtlighed mod lægen. I det hele taget erholder en læge ingen tak af den syge for at have undladt at tilføje ham noget ondt. Hvis en oplyst læge overlader en sygdom, som helbredes af sig selv, til naturens hjælp, takker den syge naturen og ikke lægen. Derimod, dersom man har benyttet kunstens hjælp, hvor svagt og besynderligt og uheldigt eller unyttigt lægemidlet end har været, så tror man dog at skylde hjælpen og den læge, som har administreret midlet, den opnåede helbredelse. Heri ligger den slette medicins styrke, det er dette, som endnu for lang tid vil opretholde en slet indpodningsmetode".

Det er klart, at Gatti ved en sådan voldsom og udfordrende optræden måtte støde de allerfleste fra sig og erhverve sig endnu flere fjender, end han havde i forvejen. En del af intelligensen sympatiserede måske med ham og forstod berettigelsen af hans kritik og klarheden i hans videnskabelige opfattelse, således blandt andre den fremragende Peter Camper i Holland. Men det var dog altid kun et ringe mindretal og den raske fremgang, som inokulationen viser hen ad slutningen af det 7. årti kort efter offentliggørelsen af Gattis skrifter, kan utvivlsomt heller ikke henføres til disse, men derimod åbenbart nok til en samtidig engelsk bevægelse, der ikke i videnskabelig, men i praktisk henseende har nære berøringspunkter med den af Gatti tilstræbte afgørende reform, idet den nemlig også gik ud på en simplere indpodningsmetode med stik og med udeladelse af den vidtløftige præparation, hvis hæmmende indvirkning på det, der dog først af alt skulle tilstræbes, inokulationens almindelige udbredelse, bestandig måtte træde klarere for dagen. Det var den i indpodningens historie særligt berømte engelske kirurgfamilie Suttons indpodningsmetode.

Optrådte Gatti som idealisten, så var derimod de nævnte engelske kirurger fuldstændige forretningsmænd, der kun ville skabe og også skabte en for dem overordentlig indbringende virksomhed som inokulatorer. Allerede i halvtredserne havde Robert Sutton, en aldeles ulærd kirurg, i Debenham i grevskabet Suffolk begyndt en indpodningsforretning, der havde held med sig og snart antog store dimensioner, især efter at hans tre sønner og en svigersøn var blevet participanter deri. Det var dog især den ældste søn, Daniel Sutton, der efter at have skilt sig fra faderen som inokulator fik et verdensry. Han havde sin centralstation først i Ingatestone i Essex, fra 1767 i selve London, men udbredte efterhånden sin virksomhed til alle egne af England, ja også til fastlandet ved udsendte assistenter og agenter. Sutton holdt efter god gammel forretningsskik sin metode hemmelig og hans assistenter måtte i så henseende aflægge en højtidelig ed, men lidt efter lidt sivede dog hemmeligheden ud og det viste sig da, at bortset fra nogle temmelig intetsigende medikamenter og overholdelsen af en ret streng diæt bestod metoden væsentligt kun i det samme som Gatti havde plæderet for, nemlig lette hudstik med frisk, tyndtflydende lymfe, fortrinsvis tage hos indpodede, køligt regimen og i øvrigt alt overladt til sig selv. Det var imidlertid dog først, da den ansete londonerlæge kvækeren Thomas Dimsdale havde antaget metoden og samtidig gjort den bekendt i et dygtigt skrift (1767), at den fandt tilslutning hos den mere aristokratiske del af lægestanden. Men nu begyndte en æra for inokulationen, mere glimrende end nogensinde før. I løbet af få år stod den Sutton-Dimdale'ske metode, som den nu kaldtes, ikke alene med ubestridt autoritet rundt om i England, men også rundt om på fastlandet vandt den indgang, og heldet fulgte den fremdeles i uformindsket grad.

Ganske særlig celeber blev Dimsdale i 1768 ved en kaldelse til Rusland for at inokulere kejserinde Katharina og hendes søn storfyrst Paul. Kejserinden havde aldrig haft kopperne og var især i erindringen om kejser Peters død deraf i 1730 stadig i frygt for at blive angrebet af sygdommen, men havde dog hidtil været så stærkt påvirket af de mod inokulationen fremsatte betænkeligheder, at hun ikke havde kunnet bekvemme sig til at underkaste sig den. Hendes mistillid dertil var også blevet bestyrket af den preussiske konge, hvem Voltaire ikke havde kunnet omvende. Frederik II synes i så henseende at have lyttet mere til la Mettrie, som i det omtalte skrift om koppesygdommen tidligt (1740) havde udtalt sig mod inokulationen. Overhovedet synes ifølge medicinaldirektør Ellers fremstilling den anskuelse, at det var utilstedeligt at påføre et sundt menneske en sygdom, som kunne være livsfarlig og som vedkommende måske aldrig ville bliver ramt af, tidligt at have rodfæstet sig i Berlin og i det hele taget i Preussen. Vi skal senere se, at den hen ad århundredets slutning endnu gjorde sig gældende i Preussen og netop da med særlig autoritet.

Det var først, da baron Tscherkessow i tresserne havde vundet indflydelse hos kejserinden, at hendes betænkeligheder blev overvundne. Tscherkessow havde studeret medicin i England og viste lægevidenskaben megen interesse. Det var på hans initiativ, at det russiske medicinalkollegium 1763 blev grundet, og han arbejdede derefter for indførelsen af inokulationen i riget og henledte Katharinas opmærksomhed på den ansete Dimsdale. Skønt Frederik II i brev til kejserinden på ny frarådede hende at indlade sig på inokulationen og fremhævede faren derved, indkaldte hun dog Dimsdale og besluttede sig til ved at begynde med sin egen inokulation at give riget et ophøjet eksempel til efterfølgelse. Dimsdale indfandt sig og inokulerede 12te oktober 1768 den 40årige kejserinde. Den 20de og 21de fremkom spredte pustler. Den 1ste november indpodedes hendes 14årige søn, hos hvem pustler optrådte den 9de. Alt gik særdeles heldigt og Katharinas glæde og lettelse, da det hele var overstået, fremlyser noksom af et brev, hun efter at være blevet helbredt sendte Voltaire. Fra denne havde hun modtaget nogle af hans værker og hun meddeler ham nu, at hun havde besluttet at vise sin taknemmelighed derfor ikke i ord, men ved en handling, som er nyttig og særlig behager ham, nemlig ved at indføre inokulationen i sit rige. Og hun fortæller ham da, at hun slet ikke har været syg derefter eller behøvet at ligge til sengs, men daglig har kunnet både gå ud og varetage statsforretninger. "C'etait bien la peine de faire tant de bruit pour une pareille bagatelle et d'empêcher les gens de se sauver la vie si aisement et si gaiement". I en tilføjet fin kompliment oplyser hun Voltaire om, at hun på egen hånd har forøget de få medikamenter, som Dimsdale har ordineret hende, med nogle af særlig udmærket kvalitet, nemlig med læsningen af Voltaires skrifter L'Ecossaise, Candide, L'Ingenu, l'Homme aux 40 ecus, La Princesse de Babylone - efter læsningen deraf har hun ikke været i stand til at føle det mindste ildebefindende! En årlig takkefest blev indstiftet til minde om kejserindens og storfyrstens heldige inokulation og derefter kom turen til grev Gregorij Orloff, der overstod sygdommen lige så let. Det blev nu en modesag hos det russiske aristokrati at lade sig inokulere.

Ingen, hverken læger eller præster, vovede selvfølgelig her at rejse nogen modstand og Dimsdale udfoldede en stor og stadig lige heldig virksomhed, organiserede udførelsen af indpodning i de kejserlige opdragelsesanstalter både i St. Petersborg og Moskva, hvorhen han også blev sendt, og hvor den fra Wien indkaldte læge ved vajsenhuset v. Mertens bistod ham. Endnu samme år fik Dimsdale en offentlig indpodningsanstalt oprettet i residensstaden, i hvilken der inokuleredes hver måned og hvor man, for at sikre sig tilstrømning, belønnede de indlagte børns forældre med pengegaver. Også til provinserne udbredtes inokulationen, først og fremmest til Østersølandene, hvor der i øvrigt i Lifland allerede tidligere (1756) var foretaget talrige indpodninger af en energisk læge Schulin. Offentlige anstalter oprettedes rundt om i riget, ja selv i Irkutsk i Sibirien (1772), og præster og habile lægmænd oplærtes til inokulatorer. Dimsdale rejste tilbage til sit fædreland overvældet med et honorar, med gaver og æresbevisninger, som næppe nogen læge før eller efter ham har opnået. Han erholdt 10.000 pund sterling i honorar, 200 pund i rejseomkostninger, kostbare portrætter af kejserinden og storfyrsten, barontitel, statsrådsrang og en livlæges værdighed samt endelig en årlig pension af 500 pund, som ikke alene gjaldt livsvarigt for ham selv, men også skulle nydes af hans søn. I øvrigt blev han endnu engang senere, nemlig i 1781, kaldet som inokulationslæge til Rusland for at indpode Pauls børn Alexander og Konstantin, hvilket ligeledes gik meget heldigt, ligesom inokulationen overhovedet stadig gik sin uforstyrrede gang i Rusland. Også efter sin hjemkomst til England blev Dimsdale meget æret. Han blev således medlem af Royal Society og virkede fremdeles for fremme af inokulationen, hvis flor nu endelig syntes sikret.

Det mest afgørende tegn på den Sutton-Dimsdale'ske metodes mægtige evne til at skaffe inokulationen sejr er dog vistnok det, at den endog formåede at bryde de tilsyneladende uovervindelige skranker, som hidtil havde holdt inokulationen fuldt udestængt fra den store kejserstad ved Donau, hvis afvisende holdning havde så meget mere at betyde, som den fra århundredets midte i øvrigt stod som et fremskudt centrum for den nye naturvidenskabelige medicins arbejde og fremskridtsbevægelse, takket være netop van Swietens energiske og frugtbringende bestræbelser. Men det er således forklarligt nok, at inokulations-agitatorerne stadig havde deres misfornøjede øjne henvendte på Wien og søgte at bevirke et omslag i de herværende ledendes holdning. Vi har allerede set de la Condamines bestræbelser i så henseende og heller ikke den ufortrødne Voltaire sparede sit krudt, men lod sine blodige sarkasmer regne ned over van Swieten, hvem han, meget med urette, betegnede som inkarnationen af bornert obskurantisme.

Der bestod nu også mellem Voltaire og van Swieten et fjendskab, som gik videre end blot til inokulationens område. Van Swietens moderate liberalisme måtte på grund af de vanskelige forhold ved kejserhoffet have en særlig forsigtig karakter og strakte sig i hvert fald ikke så vidt, at han på nogen måde kunne sympatisere med den frivole Voltaires skrifter. Disse var derfor genstand for en ret hidsig forfølgelse fra den wien'ske stormands side, hvis indflydelse i hans egenskab af præses for det medicinske fakultet og bestaltet censor for den naturvidenskabelige og filosofiske litteratur ikke begrænsedes til de egentlig lægevidenskabelige territorier. En af Voltaires sædvanlige satiriske pamfletter, publiceret 1765, og betitlet De l'horrible danger de la lecture, sigter til konfiskationen af hans skrifter og fremhæver van Swietens uheldige behandling af koppesyge ved hoffet. Muftien af det ottomanske rige udsteder i sit Dumhedens Palads et dekret, i hvilket hans livlæge, "der allerede har dræbt fire ophøjede personer i den ottomanske familie, og som er mere interesseret end nogen anden i at forebygge al indførsel af kundskab i riget, får fuldmagt til at gribe og bagbinde enhver ny ide, der måtte vise sig ved stadens porte". Endnu flere år senere (1771) vender Voltaire i sin begejstrede hymne til den danske konge Christian VII - verdens største regent som den der havde givet pressefrihed - tilbage til den samme hån mod van Swieten, der betegnes som "Apostat d'Hippocrate" og tiltales således:

Tu peux bien empécher tes malades de vivre
Tu peux les tuer tous, mais non pas un bon livre.

For så vidt som Voltaire ved sådanne indlæg virkelig tilsigtede at omstemme opinionen og van Swieten til gunst for nye synspunkter og for inokulationen, opnåede han sikkert alt andet end hensigten. Ganske grundløs var hans blodige satire unægtelig ikke og uviljen mod inokulationen hang tydeligt nok noget sammen med den almindelige uvilje mod de fra det protestantiske England og fra de franske encyklopædister - til hvilke også Gatti nærmest hørte - kommende oplysnings- og reformstrømninger. Den bigotte opfattelse af inokulationen som et formasteligt indgreb i Guds prærogativer spillede også ligefrem med. I den ortodokst fanatiske katolik de Haëns omtalte filippika mod inokulationen mærkes alt dette tydeligt nok - skønt han inkonsekvent som altid ved siden deraf forgudede englænderen Sydenhams medicinske lære - og kejserinde Maria Theresia led åbenbart under sådanne anfægtelser. Mindst betydning havde sådanne motiver for selve van Swieten, om han end nok stod under en vis indflydelse af sin energiske hollandske studiekammerat de Haën og om han end som magthaveren i videnskabelige anliggender måtte bære hovedskylden for, hvad der skete. Men hans afvisende holdning mod inokulationen var dog ikke uden en bedre, en mere videnskabelig begrundelse.

I et lille skrift om koppesygdommen, som han, nærmest til brug for kejserfamilien, lod trykke omtrent samtidig med Voltaires nævnte angreb, og som senere indlemmedes i sidste (5te) bind af hans omfattende kommentarer til Boerhaave's aforismer, søger han udførligt at begrunde sin holdning i inokulationsspørgsmålet (i kommentaren til aforisme nr. 1403, i hvilken Boerhaave udtaler sig teoretisk til gunst for inokulationen). Van Swieten refererer her de statistiske undersøgelser om koppedødelighed, som han har kunnet anstille i Wien, og er kommet til det resultat, især på basis af undersøgelser i de forskellige skoler og opdragelsesanstalter, at gennemsnitsdødeligheden - i denne unægtelig begunstigede aldersklasse - ikke har været meget mere end l procent (l:89), hvoraf han med ret god grund mener at kunne slutte, at der ingen anledning er til at instituere indpodning, der i sin tidligere anvendelse havde givet en næsten lige så stor dødelighed. Han slutter sig således i dette hovedpunkt ganske til sin ven de Haën og fremhæver i øvrigt de af meget ansete iagttagere, således Gaubius i Leiden, meddelte tilfælde af farlig koppesygdom, opståede efter inokulation. Han gør endvidere opmærksom på det utvivlsomme faktum, at et menneske i mange år ikke er modtagelig for koppesmitte og så pludselig angribes deraf. Inokuleres han nu ikke netop i denne periode, men tidligere, altså på en tid, hvor dispositionen mangler, slår indpodningen ikke an og nytter således ikke. Han lægger endvidere megen vægt på den mulige fare for overførelse af andre farlige sygdomme sammen med koppeindpodning. De efter hans formening ret hyppige tilfælde af gentagne anfald af naturlige kopper hos samme individ er for ham ligeledes en stor anstødssten, de indpodede koppers farlige smittende evne ligeså. Og med hensyn hertil gør van Swieten særlig opmærksom på det uheldige i inokulatorernes forskrift om, at man, for at sikre sig gode resultater, helst må indpode på de tider, hvor der ingen koppeepidemi hersker - det er netop under en epidemi, at der er brug derfor, til andre tider vil det være alt for uforsvarligt at indføre et sådant farligt smittestof, hvad der også, som van Swieten oplyser, var blevet forbudt af autoriteterne forskellige steder i Europa. Alle disse anførte grunde har tilsammen tagne haft så stor betydning for ham, at han hidtil (indtil 1765) ingensinde har tilrådet nogen at lade sig indpode. Men han havde således med god grund været genstand for alle ivrige inokulatorers uvilje og ved hans store videnskabelige autoritet var hans optræden et langt udenfor Østrigs grænser virkende, indpodningen hæmmende moment.

Men da han nogle år efter (1772) udgav sit nævnte 5te og sidste bind af kommentarerne, forsynede han det med en fortale, af hvilken det fremgår, at han har forandret signalerne. Han meddeler heri, at han, da han nedskrev sin ovenfor omtalte argumentation, endnu ikke kendte den Sutton-Dimsdale'ske metode, hvis fordele og usædvanlig gunstige resultater han fuldt anerkender. Tillige fremhæver han, at han netop ved at være blevet bekendt med Dimsdales behandling af indpodede kopper og forskellige senere modifikationer deraf overhovedet er kommet til den allerede tidligere omtalte forandrede erkendelse, at enhver indgribende behandling af koppesygdommen var ikke blot overflødig, men ligefrem skadelig, og at man stod sig bedst ved at overlade det hele til naturens egen kraft.

Det var de i forrige afsnit skildrede rystende kalamiteter ved wienerhoffet i 1767, der havde medført denne forandring i van Swietens holdning, ligesom de ved hoffet og i det hele hos publikum havde medført en dyb mistillid til den af ham instituerede behandling. Disse momenter havde ligefrem tvunget ham til at opgive sin modstand mod koppeinokulationen, altså om ikke med så mod hans vilje, ligesom de havde tvunget hans fanatiske fælle de Haën til nu at tie stille og samtidig også havde afvæbnet kejserindens religiøse betænkeligheder og bragt hende til i utålmodighed at længes efter og klynge sig til det tidligere afviste redningsanker. At van Swieten nærmest kun nødtvungent gav efter for den pludselige stærke inokulationsstrømning, fremgår deraf, at det ifølge den wien'ske kirurg Rechbergers fremstilling kostede de læger, som benyttende denne strømning eller drevne af den endnu i vinteren 1767-68 beredte sig til at foretage indpodninger, ikke ringe vanskeligheder at erholde van Swietens samtykke dertil. Men disse læger optrådte også med stor dristighed, for så vidt som de særlig sigtede på at inokulere ganske spæde børn, noget som man vel tidligere andetsteds havde udført, men dog i det hele havde betragtet som temmelig voveligt. Det var især den wienske fysikus Maximilian Locher, som nu med megen energi kastede sig over denne dristige metode, assisteret af den nævnte kirurg Rechberger, læge ved vajsenhuset og ved hospitalet St. Marx, og desuden virksomt støttet både af den tilsynshavende ved disse stiftelser, den højtansete livkirurg von Leber (særlig bekendt som "Folterarzt" og som den, ved hvis menneskekærlige bestræbelser torturen blev afskaffet i Østrig) og af den ikke mindre ansete livmedicus von Störck. Denne, et fattigt vajsenhusbarn, som van Swieten havde taget sig af, havde med rette hurtigt vundet en fremragende stilling, var designeret til van Swietens efterfølger i alle dennes høje stillinger og havde ved sin tilkaldelse til kejserinden under hendes koppesygdom i det almindelige omdømme fået æren for at have frelst hendes liv. Tidligt var han trådt i et skarpt modsætningsforhold til sin lærer de Haën, også i inokulationsspørgsmålet, og benyttede nu, da van Swietens modstand var afvæbnet, sin indflydelsesrige stilling til fordel for Lochers og Rechbergers forsøg. Især denne sidste fortsatte dem med stor iver hele foråret 1768 hos mindre og til dels spæde børn både i og udenfor sit vajsenhus, senere også hos ældre børn og voksne, og stadig med afgjort held, skønt den metode, han anvendte i det mindste i begyndelsen, ikke var den nye Sutton-Dimsdale'ske. Han fulgte vel denne deri, at han lod de inokulerede stadig opholde sig i frisk luft, men han indpodede ved snit og ikke ved de små hudstik. Der var dengang ingen kopper i Wien, hvorfor han måtte købe lymfen i dyre domme. I vajsenhuset blev i øvrigt 6 nyfødte børn smittede af de inokulerede, men overstod alle godt sygdommen.

Ved disse gunstige resultater var kejserinden blevet bestyrket i den tanke, der lige fra efteråret 1767 havde måttet påtvinge sig hende, at vove forsøget med en indpodning af dem af hendes børn, der endnu ikke havde haft koppesygdommen. Hun eller hendes vedblivende hovedrådgiver van Swieten fordristede sig dog ikke at betro sig til de nye wiener-inokulatorer, men de henvendte sig til selve den engelske hovedmand Sutton. Denne forlangte imidlertid et så enormt honorar for at gøre en inokulationsrejse til Wien, at kejserinden ikke troede at turde gå ind derpå, og ved henvendelse til den engelske livlæge Sir John Pringle, der som alle fremragende engelske læger var en fuldtro ven af inokulationen, blev hvervet overtaget af den hollandske, men i London naturaliserede læge og plantefysiolog Ingenhousz, der som inokulator var en discipel af Dimsdale. Han kom til Wien i eftersommeren 1768 samtidig med Dimsdales ankomst til St. Petersborg og efter at have aflagt en tilfredsstillende prøve på sin kunst ved heldigt at inokulere 65 fattige børn skred han den 10de september til at foretage operationen på de to unge og endnu af kopper uberørte ærkehertuger Ferdinand og Maximilian samt kejser Josephs datter, den lille Maria Theresia. I den største spænding og uro fulgte ikke blot kejserinden og Joseph, men hele hoffet, ja hele Wien, denne begivenheds gang. Og alt gik ganske efter ønske. Den 15de september optrådte nogen feber hos dem alle, den 18de viste de første koppepapler sig, nogle dage senere indtrådte pustlernes suppuration, den 29de begyndte de at tørre ind. Hele tiden bevægede patienterne sig til alles forbavselse i det frie. Med de kejserlige børns koppelymfe blev igen talrige andre børn indpodede. Efter kurens fuldførelse blev et højtideligt takke-Te Deum afsunget i slotskapellet i Schönbrunn og stor var især kejserindens glæde, hvilket også gav sig udtryk i, at hun indbød alle de inokulerede fattige børn til Schönbrunn den 5te oktober og her i slottets store riddersal personlig med sine børn beværtede dem på det mest glimrende.

Nu gik det i Wien omtrent som i St. Petersborg. Alle og først og fremmest de fornemme kappedes om at lade sig eller dog børnene inokulere. Endnu samme vinter lod kejserinden, hvis iver for den hidtil forhadte metodes indførelse pludselig var blevet overstrømmende, på lystslottet Hetzendorf i nærheden af Schönbrunn indrette en kuranstalt, i hvilken fornemme familier med deres børn hvert forår optoges til inokulation af de kejserlige livlæger von Störck og Leber. Den danske gesandt von Bachoffs børn var mellem dem, der blev indpodede. Efter Caroline Pichlers vidnesbyrd var opholdet her af kejserinden indrettet på overordentlig tiltalende vis og lignede et behageligt kurliv ved et badested. Maria Theresia kørte selv daglig derover fra Schönbrunn, holdt øje med alt og foranstaltede muntre fester for børnene. Fra Wien rejste Ingenhousz, efter at være blevet udnævnt til kejserlig hofråd og livlæge, videre til Firenze for her, efter Maria Theresias ønske, at inokulere hendes søn storhertug Leopold, der ikke havde haft kopperne og som også beredvilligt gik ind på at lade operationen foretage, hvilket ligeledes her lykkedes fuldstændigt. Omtrent samtidig begyndte der også andre steder i Italien en ny æra for inokulationen, især bevirket ved hertug Philip af Parmas død af kopper i Alessandria i juli 1765. Skyndsomst var Tronchin blevet hentet til Parma for at inokulere den unge infant Ferdinand og hans søskende og fra dette øjeblik kom der fart i inokulationen rundt om i Italien, hvor også den Sutton-Dimsdale'ske metode vandt indgang. I Venezia udstedtes ligefrem påbud om hurtig indpodning af alle hittebørn. I Wien fortsatte den nævnte kirurg Rechberger i de følgende år koppeindpodningen med megen energi og anvendte fra 1769 den rene Sutton-Dimsdale'ske metode. Han var også noget mere end en almindelig routinier, hvad han har bevist i sit her benyttede skrift Vollständige Geschichte der Einimpfung der Blattern in Wien (1788), i hvilket han ikke blot giver meget omhyggelige referater af sine talrige indpodninger, men tillige meddeler forskellige kontrolforsøg og sammenlignende forsøg med indpodninger fra naturlige og fra kunstige koppeblegner. Han mente at kunne konstatere, at også i tilfælde, hvor anslaget kun optrådte rent lokalt (som den senere anvendte vaccine) bevirkede indpodningen immunitet mod koppesmitte. De fleste inokulationer foretog han i den tempererede årstid, i for- og eftersommeren, i velhavende familiers haver, i hvilke børnene derpå for en stor del opholdt sig under sygdommens forløb. Yderligere fremgang fik sagen, da den gamle de Haën var død (1776) og Maximilian Stoll ved von Störcks hjælp havde erholdt hans fremskudte kliniske stilling i det medicinske fakultet. Stoll nærede en varm interesse for inokulationen, lod Rechberger indpode begge sine små børn - hvad der gik heldigt, skønt de ligesom Stoll selv begge var svagelige - og fik i 1770 i den gamle "Strudelhof" indrettet et virkeligt indpodningshospital inde i Wien, i hvilket Rechberger skulle give klinisk undervisning i metodens udøvelse. Kejser Joseph gav 1787 anstalten en yderligere udvidelse, så at den i højere grad end tidligere kunne komme de fattige til gode, og også Stolls efterfølger Reinlein interesserede sig meget derfor. Således havde inokulationen endelig fået fodfæste i Wien.

Også i Frankrig gjorde den nye engelske inokulationsæra, fra 1768 altså støttet fra den østrigske residens, sig kendeligt gældende. Dekretet af 1763 og den deri påbudte fakultetsundersøgelse gav kun anledning til endeløse tvistigheder i det altid stridbare fakultet. Mange af de ansete fakultetsmedlemmer stod vel på inokulationens side og en væsentlig støtte erholdt de i 1766 ved Tronchins overflyttelse til Paris som livlæge for hertugen af Orleans, der fremdeles var en velynder af inokulationen. Men modstandernes indvendinger lod sig dog ikke let afvise og da især ikke den indvending, som Gattis optræden havde bragt så stærkt i forgrunden, faren for smitteudbredelse fra de kunstige kopper. Et skrift af Rast, professor ved fakultetet i Lyon, slog i så henseende stærkt igennem, idet han ved benyttelse af Londons dødslister hævdede, at inokulationen havde medført en større dødelighed af kopper. I samme retning gik et skrift af den senere berømte botaniker Paulet. Men i slutningen af tresserne forandredes dog stemningen til gunst for inokulationen, hvad der fandt et tydeligt udtryk i, at kongen uden at afvente afslutningen af fakultetets stridigheder i 1769 gav Gatti tilladelse til at foretage inokulationen i militærskolen, hvorved dekretet af 1763 vel ikke hævedes, men dog led en væsentlig indskrænkning. Kort efter udkom et skrift af det ansete fakultetsmedlem Gardane, Le secret des Suttons devoilé, der dediceredes til den 1ste kongelige livlæge Lieutaud, den berømte anatom, og i hvilket det påvistes, at Suttons hemmelige indpodningsmetode var den simpleste sag af verden og udmærket godt kunne praktiseres af enhver lægmand. Gardane plæderer da, ganske som Gatti, for ved hjælp af denne simple metode at give inokulationen den videste udbredelse.

Nogen afgørende fremgang fik dog inokulationen ikke førend kong Louis' pludselige død af kopper i foråret 1774. Derved opstod også her en panisk skræk, først og fremmest ved selve hoffet, og uanset det endnu ikke formelt hævede dekret skred man overalt til indpodninger, idet selve den nye konge og hans brødre gav eksemplet og i nærværelse af livlæge Lieutaud blev inokulerede af dronning Maria Leszczynskas mangeårige, ansete livlæge de Lassone, der i Academie des Sciences i juli samme år gav beretning derom. I den følgende tid foregik inokulationen ret hyppigt og uforstyrret såvel i Paris som det øvrige Frankrig. Nogen særdeles stor udbredelse nåede metoden vel aldrig i dette land, men elsasseren Dr. Goetz gjorde dog i århundredets sidste årtier gode affærer i denne praktik i Paris. I 1780 indpodede han Louis XV's søster og i 1792 også samtlige prinser og prinsesser ved hoffet i Turin. De første franske lægeautoriter stillede sig nu i reglen gunstigt til metoden og ved århundredets slutning foreligger der i så henseende et talende litterært vidnesbyrd i en populær anvisning til koppernes bekæmpelse og forebyggelse, som udgaves i Cairo på fransk med arabisk oversættelse af den højtansete Desgenettes, generallæge for Napoleons armé i Ægypten, i anledning af en her udbrudt voldsom koppeepidemi. Han begynder med at fremhæve, at kopperne ikke mere volder så store ødelæggelser som tidligere i Europa, fordi man der nu bedre forstår at behandle dem og fordi inokulationen, som man har overtaget fra Orienten, i høj grad har formindsket sygdommens farer. Han ender med den stærke udtalelse, at inokulationen har reddet millioner af mennesker i Europa fra at dø af kopper. Dens nytte er "à jamais consacrée, et elle n'a plus pour adversaires que des insensés". I afhandlingens slutning giver han detaljeret anvisning til foretagelse af indpodningen og anbefaler mærkeligt nok ikke den engelske stikmetode, som dog var den, der altid brugtes i Orienten, men snit eller anlæggelse af et flueplaster. I indtrængende ord lægger han divanets medlemmer på sinde at virke for inokulationens udbredelse til held for Ægyptens befolkning. Således endte århundredet altså i Frankrig - det land, hvor modstanden mod inokulationen havde været så overordentlig vedholdende - med en sådan erklæring fra en af landets allerførste læger om, at ingen andre end vanvittige nu var metodens modstandere.

Også i Holland øvede den nye engelske æra sin fremmende indflydelse og den, der her nu trådte i spidsen for bevægelsen, var en videnskabsmand af høj rang, Peter Camper, der ikke kritikløst optog alle de Sutton-Dimsdale'ske maksimer, men søgte at rense dem for slaggerne og gøre dem mere frugtbringende ved at underkaste dem en indgående kritisk prøvelse. I sit på hollandsk i 1770 publicerede skrift, senere (1774) i omarbejdet form udgivet på latin som en af akademiet i Toulouse prisbelønnet afhandling, klager Camper i øvrigt endnu over inokulationens forholdsvis ringe fremgang og over de hindringer, som stadig rejste sig derimod ved uvidenhed, ved religiøse og andre fordomme ligesom også ved lægernes skammelige pengebegærlighed, der ikke vil undvære behandlingen af talrige koppesyge. De nævnte fordommes magt tabte sig dog i det ottende årti mere og mere, hvortil også mosaiske lærdes optræden i Holland synes væsentligt at have bidraget. Som følge af en stor koppeepidemi i Haag hen ad slutningen af det syvende årti optog en af de derværende jødiske lærde Abraham Hamburg inokulationsspørgsmålet til drøftelse fra et religiøst, talmudistisk synspunkt og kom til det resultat, at det i betragtning af koppernes store udbredelse og farlighed var forsvarligt og rigtigt at anvende beskyttelsesmidlet, selv om den sygdom, som indpodningen voldte, i enkelte tilfælde kunne bevirke døden. Han fremdrager en slående parallel i åreladningen, der også i enkelte tilfælde kan medføre farlige tilfælde, men som dog enhver uden nogen betænkelighed underkaster sig. Denne lære docerede han for sine talrige trosfæller i Haag, men det skrift, han forfattede derom, så dog foreløbig ikke lyset, idet Moses Mendelssohn, til hvis gennemsyn og bedømmelse han sendte manuskriptet, lagde dette ad acta, rimeligvis fordi Mendelssohn delte de i Preussen fremherskende og af Kant betonede betænkeligheder med hensyn til koppeindpodningen. Først 16 år senere (1785), da der var sket et vist omslag i Preussen, lod Mendelssohns yngre disciple det komme i trykken. Skriftet har interesse ikke alene ved sit jødisk-religiøse forsvar for inokulationen, men også fordi forfatteren ved sine forbindelser med fjerne egne kan give meddelelser om indpodningsmetoder, der ikke var synderligt i kurs i det civiliserede Europa. Således omtaler han som noget almindeligt hos jøderne i Nordafrika, at man fyldte et koppesygt barns hænder med rosiner og lod det beholde dem et kvarters tid, hvorefter man lod et sundt barn spise dem. Ligeledes var det i enkelte egne skik ligefrem at blande koppematerien i en drik og give vedkommende børn denne ind - en metode, der i øvrigt sikkert var farlig, især når den indgivne dosis var noget stor. En bonde ved Magdeburg angives engang at have dræbt sit barn ved denne kurmetode. Preussen var, som allerede nævnt, det land i Europa, der vedblivende indtog den allermest reserverede holdning i inokulationsspørgsmålet. Men da Suttons metode begyndte at blive bekendt og bevægelsen som følge heraf rundt om begyndte at tage fart, forplantede den sig dog så meget ind over den preussiske grænse, at man (1765) skred til nogle frygtsomme forsøg dermed i selve Berlin. Det var ministeren von der Horst, som gav eksemplet og fik to af sine børn indpodede af den berømte anatomiske professor Joh. Fr. Meckel, der i øvrigt ikke anvendte den Sutton'ske metode, men lod børnene på gammeldags arabisk vis ligge varmt tildækkede, skønt det var den hede sommertid. Begge børnene døde, vel næppe uden skyld fra den anvendte kurmetodes side. Et lige så mistrøstigt resultat fik den højt ansete berlinerlæge Muzel, da han kort efter indpodede 6 børn ligeledes tilhørende en aristokratisk familie (von Graeben). De tre børn døde, de tre andre overstod sygdommen med nød og næppe og med vansirende ar. Den mistro, der på forhånd havde hersket til metoden også mellem Berlins læger, fik herved kun alt for rigelig næring og forøgede selve kongens uvilje derimod. Alt indstilledes, og et fremragende medlem af Preussens øverste medicinalkollegium, den som medicinal-historisk forfatter fortjente Moehsen, udtrykte stemningen i Berlins lægekredse, idet han udgav en række indlæg mod inokulationen.

Imidlertid blev dog den fra England udgående bevægelse og måske især virkningen af det i Wien og andetsteds indtrufne totale omslag for mægtigt, til at det ikke også til sidst skulle udøve en kendelig indflydelse på Berlin og Preussen og særlig på aristokratiet. Da en engelsk indpodningslæge Baylies, der gjorde sig til af at være discipel af Dimsdale og desuden kunne dokumentere sig som en lægevidenskabsmand af en vis litterær anerkendelse, i begyndelsen af halvfjerdserne med held foretog inokulationer i Dresden, fik den fornemme brandenborgske adelsmand Arnim-Boytzenburg lyst til at forsøge metoden, især for at bevare sin eneste søn mod ondartet koppesmitte. Han rejste til Dresden, blev heldigt inokuleret tilligemed sønnen og agiterede ivrigt for sagen efter sin tilbagekomst til Berlin. Dette førte da til, at Baylies efter opfordring fra forskellige sider 1774 drog til Berlin, hvor han vel mødte nogen modstand fra medicinalkollegiets side, men hvor kong Frederik på engang viste sympati for indpodningen eller for Baylies, måske fordi denne var en af Londons lægesamfund udstødt mand. Kongen tog ham i beskyttelse, ja gjorde ham endog til titulær livlæge og gav ham derved autorisation til al praksis.

Baylies tog nu rask fat på indpodningen, men havde just ikke held med sig - en ond stjerne syntes fremdeles at hvile over foretagendet i Berlin. Flere af hans indpodede fik kort efter de naturlige kopper endog i ondartet form, hvad der især dokumenteredes af Muzel, hvis mistro til inokulationen ikke var blevet formindsket og som åbenbart også nærede en dyb personlig mistillid til den engelske læge. Denne gav sig nu også forskellige blottelser i sin optræden. Da 14 provinciallæger på kongens befaling var blevet samlede i Berlin for af Baylies at lære den Sutton-Dimsdale'ske indpodningsmetode ved kliniske øvelser på vajsenhusets talrige børn, mislykkedes det hele og den ene provinciallæges dagbog over det givne kursus, som er blevet bevaret, synes klart at vise den engelske inokulators charlataneri. Samtidig blev Berlins læger også bekendte med, at Baylies just ikke for sin dyds skyld var blevet udstødt af Londons lægeverden og derfor havde måttet fortrække. Men til trods for disse ikke tillidsvækkende egenskaber eller måske netop på grund deraf viste Frederik II ham en bestandig varmere interesse og beholdt ham hos sig som sin livlæge lige til hans død, der indtraf omtrent samtidig med kongens. At han var et godt hoved, bevidnes også fra flere sider. Han skal ved sin første audiens have vundet kongen ved på dennes bemærkning om, at han vel kun havde formået at erhverve sig så mange kundskaber ved at ombringe mange mennesker, kvikt svarede: "Ikke så mange som deres majestæt!"

Nogen fremmende indflydelse på indpodningen i Preussen synes dog Baylies' optræden at have haft. I hvert fald blev den indført i ikke ganske ringe omfang i århundredets to sidste årtier, idet efterhånden flere af Berlins lægeautoriteter begyndte at stille sig sympatisk til den, til dels vistnok særligt påvirkede af Hufeland i Weimar. Således den både som læge og filosof ansete Marcus Herz, der skønt jøde ved sin begavelse og måske end mere ved sit ægteskab med den noksom bekendte og berømte Henriette Herz vandt en stor indflydelse i Berlins elitekredse. At også den højtansete preussiske gejstlige og statistiker Süssmilch varmt udtalte sig for indpodningen, er et yderligere vidnesbyrd om, at den endelig i disse årtier begyndte at vinde anerkendelse i den intelligente opinion. "man ist zur Einpropfung verpflichtet", siger Süssmilch, "man kann kein Mensch, kein Vater, kein Patriot, kein Christ sein, wenn man sein Kind, seine Mitmenschen nicht einpropfen lasst". Indpodningen i Preussen fik dog aldrig nogen autorisation eller direkte støtte fra de offentlige myndigheders side, men beholdt en fuldstændig privat karakter.

Det var ligeledes den nye engelske inokulationsæra, som bragte noget liv i den i Sverige tidligere kun svagt fremtrædende bevægelse. Vel kom den store iver for befolkningens tilvækst, som de svenske myndigheder i forrige århundrede stadig var besjælede af, lige fra første begyndelse koppeindpodningen til gode og man var på ingen måde ligegyldig over det uhyggelige faktum, at kopperne i Sverige bortrev gennemsnitligt omtrent 10.000 børn årligt, men dog kom man først i 1766 så vidt, at en lille indpodningsanstalt med plads til 20 patienter ad gangen kunne åbnes i Stockholm og i den følgende tid fulgte andre efter i flere af de større provinsbyer. Frimurerordenen var herved kraftigt medvirkende. Statsmanden grev Carl Gustaf Tessin viste i disse år levende interesse for sagen, men hans indflydelse var ikke mere af nogen større betydning og egentlig fart kom der dog ikke i bevægelsen. Dronningen, den dygtige og energiske Lowisa Ulrika, var som en søster af Preussens konge vistnok også kølig overfor spørgsmålet.

Inokulationens første virkelige triumfdag i Sverige var den 9de marts 1769, på hvilken dag kronprins Gustav og kronprinsesse Sophia Magdalena - der mærkeligt nok ikke var blevet indpodet i København sammen med broderen kronprins Christian - samt prins Friedrich Adolph og prinsesse Sophia Albertina underkastedes denne operation. Inokulatorerne, Rosén von Rosenstein og David Schulz, var jo begge opdragne i den ældre operationsmetode og benyttede derfor dels incision, dels flueplaster, men for øvrigt fulgte man Sutton og Dimsdale og lod patienterne gå oppe i frisk kølig luft. Alt gik efter ønske med let feber, som varede fra 6te til 9de dag, da et sparsomt koppeudbrud kom til syne. Det heldige resultat fejredes af landets digtere med dithyrambiske udbrud, ligesom ved en akademisk fest i Upsala med tale af den lærde anatomiske professor Jonas Sidrén og en kirkelig takkefest i Stockholm, ved hvilken alle medlemmer af Collegium Medicum var nærværende og ombar kollektbækkener, hvorved et betydeligt beløb indsamledes til støtte for den nye indpodningsanstalt. Schulz fik af stænderne til belønning bevilget en betydelig donation og ophøjedes i adelsstanden under navnet Schulz von Schulzenheim.

Den forøgede tiltro til indpodningen og den fremgang deri, som resulterede af denne pompøse begivenhed, var imidlertid kun af forbigående natur. Indpodningsanstalten, som man i længere tid uden at nære nogen betænkelighed lod være forenet med Stockholms på Schulz' initiativ rejste fødselsstiftelse, havde vel i nogle år ret god tilstrømning af patienter, men i firserne aftog tilgangen mere og mere, og det havde heller ingen kendelig virkning, at kong Gustav III i 1783 med samme pomp som ved sin egen indpodning i 1769 lod operationen foretage på sin søn den 5årige kronprins Gustav Adolf. Anstalten førte en bestandig mere hensygnende tilværelse, så at der var tale om at lukke den og blot derefter foretage indpodninger i børnenes hjem. Dette turde man dog ikke gå ind på af hensyn til smitten og anstalten bestod som sådan indtil begyndelsen af vort århundrede, da vaccinationens indførelse gjorde den overflødig.

Udviklingen i Danmark-Norge var i dette tidsrum ganske analog med den skildrede i Sverige. I de nævnte år efter 1760 skete der især i København fremdeles nogle private indpodninger, men nogen livlig interesse for sagen spores ikke, skønt Rottbøll, der fuldt havde bevaret sin iver derfor, netop i disse år kort efter sin hjemkomst fra sin store studierejse optog spørgsmålet til grundig videnskabelig drøftelse og som medlem af videnskabernes selskab debuterede i dettes skrifter med en udførlig afhandling derom, der fortjener opmærksomhed, idet den ved sin virkelig videnskabelige behandling rager op over massen af datidens inokulationslitteratur, om den end ikke som Gattis lidt senere udkomne skrifter har kunnet emancipere sig fra en noget gammeldags doktrinær, teoretiserende betragtningsmåde. Rottbølls afhandling har titlen Forsøg til en ny grundlære om koppernes indpodning samt anhang om indpodningens historie i Danmark og Norge. Afhandlingens første kapitel er et forsvar for indpodningen og i det følgende kapitel behandler han de tidligere teorier om årsagen til indpodningens erfaringsmæssigt faststillede fænomener og virkninger: De milde, farefri symptomer og den opnåede immunitet og efter en grundig kritik deraf giver han i et tredje kapitel, afhandlingens kærnepunkt, et originalt og velgrundet "forsøg til en ny indpodningslære".

I sin kritik af de tidligere gængse teorier dvæler han først ved den forberedelse, hvorved man præparerede organismen til modtagelse af koppegiften. Uden at benægte betydningen deraf viser han, at sagens kernepunkt dog ikke kan søges heri. Flere inokulatorer både fra ældre og nyere tid havde haft fuldt gunstige resultater uden nogen som helst sådan forberedelse. Andre forfattere havde lagt hovedvægten på valget af sunde børn i passende alder, af den bedste årstid og i det hele af et i henseende til den epidemiske konstitution gunstigt tidspunkt, og i forbindelse dermed på hele den lejlighed til fra første færd at gennemføre i koppesygdommens behandling et heldigt "providum regimen". Men også denne antagelse modbevistes af talrige foreliggende erfaringer, som han udførligt gør rede for. Andre forfattere havde set fordelene ved de kunstige kopper deri, at indpodningen forrettedes på yderlemmerne langt fra hjernen og de andre vigtige indre organer. Denne formening kunne han afvæbne blot ved at henvise til den kinesiske metode. Den almindeligst herskende teori om årsagen til inokulationens heldige virkninger var imidlertid den, at man gennem de gjorte indsnit på en særlig hensigtsmæssig måde befriede organismen for den "usundhed", som ellers ophobede sig i blodet og antoges at betinge koppesygdommens heftighed og farlighed.

Denne gamle hoveddoktrin om rigelig udtømmelse af uren materie som det afgørende for indpodningens heldige virkning kan den kritiske Rottbøll ikke finde fyldestgørende. Allerede dens udgangspunkt, at "al den usundhed, som drives ud af legemet ved kopperne, har været der før", erklærer han for fejlagtig. Han henviser til datidens største kliniske autoriteter, Sydenham, Boerhaave, Fr. Hoffmann og Mead, som netop har lært, at eksantemerne afformes af den foregående og medfølgende feber. "de er ved den medfølgende febers ild og den deraf flydende fordærvelse avlede og frembragte". Til denne af Sydenham først formulerede, af de andre nævnte klinikere derefter optagne og af Rottbøll godkendte doktrin knytter der sig i øvrigt en uklarhed og inkonsekvens, thi når feberen kan være så fordærvelig, kan den ikke tillige opretholdes som naturhelbredelsens "instrumentum felicissimum", hvad dog Sydenham gør i kraft af sit hippokratiske grundstandpunkt. Men det taler unægtelig til fordel for hans iagttagelsesevne, at han til trods for sin hippokratisme kunne se det betænkelige ved en voldsom feber. Den "urenhed", den "bekvemhed", "den frugtbare jordbund at spire i", som ganske vist altid må være til stede forud, for at kopper kan udvikles, og som "for den meste tid forsvinder ved en eneste anstikkelse", må selvfølgelig uddrives, indrømmer Rottbøll. Men han mener tillige, at dette netop kan ske lettere og bedre ved en "liden og mild feber", som følger med de kunstige kopper, og som ikke fremkalder kramper i alle "fraskilningsgangene", således som den heftige feber, men tillader urenheden at passere let og umærkelig igennem. Perspirationen kan her virke så kraftigt, at der til udskillelse af det tiloversblevne "grove" kun behøves et lille antal kopper. "Utallige sammenløbende kopper rense ej legemet så godt som få adskilte". Indpodningen virker således vel ved en udrensning, men udfloddet af en mængde purulent materie af hudsnittene eller koppepustlerne er ikke det afgørende, således som alle tidligere hippokratikere havde påstået. Rottbøll modbeviser direkte denne antagelse ved at påpege, at alle de lette tilfælde, hvor podningssnittene hurtigt lukker sig uden afsondring af pus og hvor der dog kun udvikler sig få koppepustler, viser en ikke mindre sikker beskyttende virkning end de andre. Et endnu mere afgørende modbevis har han i henvisningen til den kinesiske indpodningsmetode.

Rottbøll lægger derimod hele vægten på selve forholdet af det indpodede virus. Han tror i så henseende, at kvantiteten allerede kan spille nogen rolle, at den meget ringe mængde indpodede virus i og for sig må indvirke mildere på den smittede organisme end den store mængde virus, som ved de naturlige kopper, hvor smitten sker gennem den koppesvangre luft, trænger ind i organismen ad alle de forskellige veje. Men især lægger han dog vægt på kvalitetsdifferens i koppegiften. Han antager, at den del heraf, som er den flygtigste og skarpeste, uddunster gennem huden og gennem den runde overflade af koppevesiklerne. Det er denne uddunstning, der opfylder de syges luftkreds med den bekendte, ominøse lugt. Men den del af giften, som bliver tilbage i pustlerne, den mindre flygtige, er formildet ved amalgamation med fede partikler i blodet og væskerne og bliver ved sin forbliven i de bolnende pustler end yderligere fedtblandet og formildet. Det er således med en formildet, svækket virus, at indpodningerne foretages, og heri ligger, efter Rottbølls anskuelse, grunden til det milde, farefri forløb af de kunstige kopper, til den milde feber, "hvilken ved en mådelig bevægelse udbringer den meste part af den avlede koppegift gennem afførings- og fraskillingskanalerne, og udkaster det øvrige, som på denne måde ej vil lade sig uddrive, ved et ringe antal kopper". Han viser, at denne teori er den eneste, der fyldestgørende kan forklare alle fænomener, og han forudser med en vis profetisk gave, at en sådan præventiv inokulation med svækket, "tæmmet" virus må kunne anvendes også ved andre infektionssygdomme, mellem hvilke han eksempelvis nævner vandskræk. I § 44 i hans forsøg til en ny indpodningslære udtaler han sig således:
"Skulde videre erfaringer og nøjagtige prøver og undersøgninger i fremtiden bekræfte, at indpodningens væsentlige fordel består deri, at den smittende materie er formildet, således som jeg i det foregående har stræbt at vise, så får lægekunsten ved denne min grundlære en betydeligere tilvækst, end man skulle indbilde sig. Denne videnskab har hidindtil enten allene bemøjet sig med at helbrede sygdommene, når de har begyndt at ytre sig i legemet, eller og arbejdet på at udrydde den bekvemgørende årsag, førend den blev i stand til at udruge sygdommen; men hvad den påførende angår, da har kunsten i de allerfleste tilfælde, haft lidet over samme at sige, og i de smitsomme syger, hvor der lå mest magt på at tæmme dem, aldeles intet. En blot hændelse, et lykkeligt indfald af et vildt og ulærdt folk, har udvidet kunstens grænser, og underkastet et flygtigt smittende væsen lægernes herredom; hvo skulle vel drømt om, at sådant et væsen, som frit svæver i luften, og ved at befænge, dræber så mange mennesker, skulle således lade sig tæmme og behandle, at lægerne kan bære det i deres lomme, og efter behag frembringe hos hvem de ville, en for den meste tid uskyldig og mild sygdom, som for eftertiden gør dem sikre for al videre anfald. Som sådan en begivenhed fortjener at sætte en nye tidspunkt i lægekrøniken, så er det lægernes omsorg og umage værdigt, at de søge på så god grund at opføre en større og vidtløftigere bygning; og er det da at formode, at, som de har underkastet sig koppesmitten, vil de med tiden og komme efter at tæmme og svække andre smitter, og derved udvide kunstens grænser, frelse en mængde af deres medborgere, og skaffe sig selv et udødeligt navn".

Disse Rottbølls profetiske udtalelser fortjener opmærksomhed. Er end hans "nye grundlære" ikke fuldt original, idet også tidligere forfattere og allerede Timoni havde antydet lignende tanker ved at fremhæve "venena quo subtiliora eo pejora", er Rottbøll end stærkt påvirket af tidens hippokratisme og har han end ikke præciseret den bakterielle genese, heller ikke i den grove skikkelse af contagium vivum, ("insekter"), hvorunder datidens forskere på basis af mikroskopien formulerede den, så tør han dog som en tidlig antyder af og forløber for nutidens pasteurske æra siges at være al anerkendelse værd og egentlig at have indtaget en mere fremskudt plads i dette vigtige, videnskabelige spørgsmål end nogen samtidig forsker.

For at gøre sin afhandling tilgængelig for større kredse udgav han den som et selvstændigt skrift med dedikation til gehejmerådinde Bernstorff, med oplysende populære tilføjelser og især med tillæg af et helt afsnit om "de naturlige koppers lægemåde, til tjeneste for dem, som i mangel af erfarne medici tvinges til at være deres egne og andre familiers læge". Men den ved udgivelsen tilsigtede indvirkning på almenheden opnåedes ikke. Stemningen vedblev at holde sig ugunstig med hensyn til indpodningen og flere besindige og kyndige læger sluttede sig til oppositionen. Til denne svingning måtte først og fremmest den omstændighed bidrage, at den nye, opsigtsvækkende bravurmetode selvfølgelig med særlig forkærlighed blev dyrket og eksploiteret af de mest aktive, de hensynsløst og ukritisk fremstormende læger. Den nævnte kirurg Wasmuth, der bragte metoden i livlig gang i Norge, tilhørte utvivlsomt denne lægestandens lidt terrible kategori, fra hvilken de aristokratiske medici måtte tage afstand. Snart rykkede disse frem til aktiv modstand, da nogle norske præster, følgende Wasmuths eksempel tog fat med endnu større raskhed og voldte adskillige dødsfald af små børn. 1765 indkom der fra de to medici i Bergen, stadsfysikus Büchner og Dr. Pape, til kancelliet en fulminant klage over en "kvaksalver", en ivrig præst, der havde gjort sig bekendt ved talrige indpodninger i sin landkreds og som nu med sin biskops tilladelse og på stiftamtmandens direkte opfordring inokulerede i staden, da dens to læger ikke ville give sig af dermed. Ved den vedblivende gunstige stemning for inokulationen i de danske (tyske) regeringskredse i København fik klagen dog ikke medhold og kancelliet resolverede, i øvrigt i samstemning med generalprokurørens betænkning, at den skulle "henlægges".

Men viste der sig således i tresserne tydelige tegn til misstemning mod inokulationen hos de videnskabelige læger i Norge, så blev den til gengæld ved denne tid støttet fra samme side i rigernes sydligste landsdel, i Holsten. To unge og talentfulde holstenske fysici, Struensee i Altona og Hensler i Segeberg, to i hele deres livsanskuelse og færd diametrale modsætninger, mødtes dog i varm sympati for denne sag. Skønt Struensee som purung doktor kun havde erholdt sit embede ved nepotisme, ved faderens indflydelse hos den danske regering, og skønt hans urolige og nydelseslystne færd ikke lod ham fordybe sig synderligt i alvorlige medicinske reformspørgsmål, så var hans sympati i så henseende sikkert ikke betydningsløs. Han var dog indehaver af Holstens største og mest anselige fysikat, hans glimrende personlighed og intime forbindelser med provinsens aristokratiske familier skaffede ham indflydelse og i sin ejendommelig pikante, populære medicinske publicistvirksomhed - som han i øvrigt snart opgav, "fordi der intet kom ud deraf" - fremhævede han oftere inokulationens betydning. Men lå det ikke for den skeptisk-urolige Struensee at arbejde meget for sagen, så var hans samtidige kollega Hensler til gengæld helt igennem en energisk alvorsmand. I sine 1765-66 offentliggjorte, allerede omtalte Briefe über das Blatterbelzen, dem Parlamente von Paris gewidmet slog han et kraftigt og effektivt slag for indpodningen og hans energiske agitation fik forøget vægt ved den omstændighed, at han efterhånden blev Bernstorffs fornemste medicinske tillidsmand og i så henseende endog distancerede von Berger.

Det var dog også i Danmark den nye æra, der bragte forøget liv i spørgsmålet, og især forplantelsen af den engelske inokulation til den toneangivende kejserstad ved Donau synes at have haft en afgørende virkning, der fik sit første fremtrædende og celebre udslag i, at von Berger i juni 1869 på Fredensborg inokulerede den 15årige arveprins Frederik, ligeledes med det heldigste resultat. Men det givne eksempel virkede i langt videre udstrækning. Man fik nu i København dristighed til at arbejde hen mod oprettelsen af en lignende anstalt som i Wien, hvorved man tillige kunne standse den spredte indpodning i selve staden og neutralisere den bestandig stærkere frygt for smitteudbredelse som følge deraf. At den store sag hurtigt fremmedes, skyldtes vistnok fornemmelig den unge, nytilkomne kraft Struensee, der i sin bestandig mere indflydelsesrige hofstilling på engang blev initiativets meget resolutte mand. Men i dette spørgsmål fandt han i øvrigt fuld tilslutning og medvirkning hos de toneangivende medicinske autoriteter ikke blot udenfor men også indenfor selve fakultetet. De virkelig ledende kræfter indenfor fakultetet var nu den indkaldte Kratzenstein, der efter Buchwald havde erholdt det normerede medicinske professorat, Rottbøll, der virkede som Lodberg-Friis' vikar, og Christian Johan Berger, der nød voksende anseelse som professor artis obstetriciæ og i øvrigt snart efter skulle gøre sig bekendt også i landets politiske historie som Struensees kun alt for tro medhjælper og ven. Alle disse tre var varme tilhængere af inokulationen og Rottbøll måtte jo endog betragtes som dens særlige hovedstøtte, skønt hans interesse åbenbart efterhånden absorberedes af botanikken.

Af livlægerne var den gamle Piper en ubetydelig mand og von Berger var indtil Struensees ankomst den, på hvem lægeforretningerne i den kongelige familie hovedsagelig hvilede, og som var i besiddelse af fortrinlig autoritet. Særdeles resolut initiativ var han måske næppe i besiddelse af - det havde Struensee forud for ham - men hans vedvarende sympati for inokulationen er hævet over al tvivl. Det samme gjaldt for selve regeringens medlemmer, på hvem efterretningerne fra wienerhoffet tilmed måtte have en opildnende virkning. A.G. Moltke havde jo noksom vist sin levende tillid til sagen ved at lade sin egen børneflok inokulere og en bestyrkende indvirkning på ministeren måtte udøves af hans protegé og læge, den ivrige inokulator Jensenius, der netop ved denne tid var avanceret til hofmedikus og justitsråd. Endelig måtte en særdeles voldsom og dødelig koppeepidemi, som netop i 1769 efter et par meget fredelige år angreb hovedstaden, stemme sindene til villigt at søge inokulationen, i hvert fald som nødanker. Denne epidemi var vistnok også den nærmeste anledning til arveprinsens inokulation. Forholdene var således i øjeblikket særlig gunstige for en efterligning af den store wien'ske indpodningsæra. Man gik dog i denne sag meget besindigt frem, idet man begyndte med at nedsætte en kommission, hvis konklusion i øvrigt ikke kunne være tvivlsom, da medlemmerne alle var ivrige venner af sagen. Man savner dog mellem dem Rottbøll, et vidnesbyrd om at regeringens mangeårige afvisende holdning overfor det medicinske fakultet fremdeles bestod.

Under 13de oktober 1769 befalede kongen de tre etatsråder, livlæge von Berger, livlæge Struensee og kasserer ved kongens partikulærkammer G. Linde samt justitsråd, hofmedikus Jensenius at sammentræde i en kommission "for at tage i overvejende og give betænkning om en indleveret plan til en stiftelse for børnekoppernes indpodning at anlægge, med videre". Kommissionen var ikke længe om at komme til sin afgørelse og kongen fik "af sådan deres betænkning refereret, at en offentlig inoculationsanstalt er en højst nyttig, ja næsten fornøden sag, for at frelse såmange menneskers liv, som ellers formedelst denne sygdom bliver opofrede; at indpodningen er her i landet et noksom forsøgt middel, som skikker sig meget for climatet, ligesom og publici tillid nu er henvendt til dette middel, men at dog smitten efter inoculationen er mere frygtet og anklaget til koppernes vedligeholdelse i København, end sagen i sig fortjener; hvorfor det må ansees som en billig agtelse for publici sikkerhed eller roelighed, at indpodnings-anstalten anlægges udenfor staden, og at herefter ingen inoculation tillades i København, men at de alle må skee uden for, dog med den fuldkomne frihed, at enhver kan lade det skee, hvor han vil, og ved hvilke medicis og chirurgis som enhver har fortroelighed til, ja end ydermere være dem, som betale for sig i indretningen, tilladt at lade deres sædvanlige medicum eller chirurgum komme, og conjunctim med indretningens medico fuldføre inoculations-couren".

På denne af inokulationens ivrige venner forfattede indstilling, der dog tillige viser, hvilke indrømmelser frygten for den ved inokulationen propagerede koppesmitte nu fordrede, reskriberede kongen i en resolution af 1ste december samme år, i hvilken han bifaldt kommissionens betænkning og approberede følgende plan for anlæggelsen og virksomheden af et nyt inokulationshus:
"til sådan indretning til børnekoppernes indpodning måe, for det første, leies 2 jævnsides mådelige bygninger, hvoraf det ene kunne anvendes til præparationen og den anden til inoculationen, og derved tillige haves en have eller fri plads at promenere udi. I denne indretning skal på gangen intages 32 fattige børn, som omsonst skal inoculeres, og imidlertid nyde fri kost, klæder, medicamenter og opvartning, samt 16 af borgerlig og middelmådig stand, som på så tålelige vilkår måe forhjelpes til inoculationen under hjelp af stiftelsen, at de dertil bliver opmuntrede, og altså ikke videre skulle erlægge for indpodningen, logis, kost, opvartning etc. med 2 à l rdlr. ugentlig, men måe selv klæde sig; hvilket udgør da et antal på gangen af 48 personer, som, når beregnes noget over 4 uger til hver omtale, kan omtrent årlig udbringe 11 inoculations-gange, og altså bliver i stiftelsen årlig ongefær 500 personer inoculerede. I lige måde skal og denne stiftelse strække sig til stederne omkring København, og Københavns amt heller ikke derfra være udelukt, så at årlig på amtet kunne inoculeres 100 personer på deres opholdssted med fri indpodning og medicamenter, som kunne blive et betydeligt eksempel til efterfølgelse på andre steder; dog må herved iagttages al muelig forsigtighed imod smitte for dem, som ikke indpodes. Og, som erfarenhed har noksom bestyrket, at enhver årsens tid er dertil bekvem, så dog, for at afværge al muelig vanheld og mislykke fra inoculationen, bør den stedse herefter sålænge standse og udsættes, som der mærkes epidemier af sprinkel, skarlagen, meslinger, hvid friisel, hvilke let indfinde sig, såvel med de naturlige som konstige kopper, og føre en uvedkommende farlighed med sig, som ikke bør tilregnes den egentlige inoculation".

Endvidere tilsiger kongen stiftelsen sin særlige protektion og lover den 4000 rigsdaler årlig i 5 år, ligesom han også stiller i udsigt en senere videre udførelse af sagen, således at der kunne "indføres en fri inoculation over hele Sjælland". Endelig beordres inokulationshusets bestyrelse årlig at indsende en beretning om virksomheden til det danske kancelli.

Kommissionen begyndte nu at søge efter passende husrum til anstalten og bestemte sig for Bakkehuset, der netop var til salg. Købet deraf blev dog ikke approberet, idet A.G. Moltke i skrivelse til kommissionen betegnede det valgte sted som alt for smittefarligt for det nære Frederiksberg Slot, hvor hoffet ofte opholdt sig. Kommissionen beordredes at søge et andet sted og valget faldt da på gården Solitude udenfor Nørreport. Denne ejendom med tilhørende vænge købtes i februar 1770 af general Haxthausen for 9.600 rigsdaler, idet der i approbationsskrivelsen fra A.G. Moltke forudsættes, at vænget igen kunne sælges for 3.000 rigsdaler. Samtidig bestemtes det af kongen lovede årlige tilskud at skulle reparteres således, at 2.000 rigsdaler afholdtes af direktionen for de fattiges væsen, 2.000 rigsdaler af tårnpengene (en skat på bestallinger for rangspersoner, oprindelig bestemt til genopbyggelse af Frue Kirke og tårn), som i de foregående år samtlige havde været tilståede Frederiks Hospital. Efter forløbet af de 5 år skulle der årlig fradrages 350 rigsdaler af tårnpengene, indtil beløbet var gået ned til 1.000 rigsdaler, som anstalten fremdeles skulle nyde godt af, så længe tårnpengene indkom.

Medens den købte gård i foråret 1770 med fart indrettedes og monteredes til kuranstalt, gav Struensee nationen et dristigt eksempel til opmuntring og efterfølgelse ved den 2den maj at indpode kronprins Frederik i en alder af kun lidt over 2 år, altså på det efter den almindelige hippokratiske opfattelse farlige tidspunkt, hvor dentitionsindflydelse endnu måtte gøre sig gældende. Operationens udfald var imidlertid heldigt og tilfredsstillende, og livlægen belønnedes med udnævnelse til konferensråd. Om kronprinsens sygdom og behandling foreligger der ingen hverken trykt eller skreven beretning og efterbehandlingen har Struensee vistnok til dels overladt til Christian Johan Berger, idet det kongelige pars og Struensees rejse til hertugdømmerne gik for sig i midten af juni, og Berger samtidig ansattes som kongelig livlæge med det særlige hverv at våge over kronprinsen. Inokulationen er måske en af de sidste egentlige lægeforretninger, Struensee har udført. Efter denne tid blev han jo i bestandig højere grad optaget på anden måde.

Under 23de maj fremkom der fra de 4 kommissionsmedlemmer, von Berger, Struensee, Linde og Jensenius , en offentlig meddelelse om, at anstalten var færdig til at tages i brug, og en redegørelse for dens hele indretning og arbejdsplan. Der var plads til 16 betalende og 32 fattige. Af hine var der igen to klasser: De fornemme, der havde eneværelse og kunne betale efter behag, og middelstanden, som skulle betale 2 rigsdaler ugentlig, og som anbragtes i mindre fællesstuer med egen indgang. De betalende kunne præpareres hjemme og derved nøjes med et kortere ophold i anstalten, de fattige fik alt frit. Der optoges patienter både fra København og provinserne i en alder fra 3 til 50 år. Anstalten skulle holdes åben hele året, da enhver årstid var tjenlig, kun ikke de tider, hvor der herskede epidemier af sprinkler, skarlagensfeber, mæslinger, frisler og blodgang. En medikus skulle føre det overordnede tilsyn, en kirurg skulle bo på anstalten og stadig være om de syge. Kosten skulle være udmærket og plejen kærlig. Brave borgerenker skulle være stuekoner. For at følge andre hovedstæders eksempel og for at skaffe de syge fortrinlige hygiejniske betingelser var anstalten henlagt udenfor byen i landlige omgivelser, hvorved man også imødekom folks frygt for smitte fra anstalten - skønt en sådan frygt i øvrigt erklæredes for ugrundet. Overensstemmende med reskriptet af 1ste december 1769 måtte de betalende lade sig behandle af deres egen læge. "Anstalten har ingen privilegium uden deri, at den af kongens nåde kan gøre det ganske omsonst for trængende og bære den største del af omkostningerne for de fleste betalende". Derpå gendriver proklamationen de religiøse betænkeligheder, idet der henvises til Maddox og Cramer. Inokulationens gavnlighed og farefrihed fremhæves og Danmarks klima erklæres for heldigt. Der henvises til de heldige indpodninger af kejserlige og kongelige personer og til ligefremme påbud om indpodning af børn og især af hittebørn, forskellige steder i udlandet - i København skulle derimod alt gå frivilligt, "man beder instændig om at komme, men befaler ikke". Præparationen ville man altså fremdeles bibeholde og accepterede således foreløbig ikke den egentlige Sutton'ske metode.

Jensenius, hvis inokulationsiver endnu ikke var kølnet, overtog selv det medicinske tilsyn ved anstalten. Som kirurg ansattes Backhausen, en mand, der havde en vis anseelse og havde nydt særlig kongelig protektion, for så vidt som han på offentlig bekostning, sammen med medicinerne Abildgaard og H. Møller havde studeret veterinærvidenskab hos Bourgelat i Lyon og efter sin hjemkomst havde haft det tillidsmandat at foretage inokulationer mod kvægpesten. Den 14de juni 1770, samtidig med Struensees bortrejse, åbnedes anstalten for publikum.

For at holde interessen for anstaltens virksomhed vågen, offentliggjorde Jensenius efter to måneders forløb en meddelelse derom i adresseavisen. I den da forløbne tid havde anstalten i alt haft 27 personer i kur, deraf 2 fornemme og 16 sædvanlige betalende. Alt var gået heldigt. Indpodningsmaterien blev altid taget fra inokulerede, da der hele sommeren ikke var forekommet tilfælde af naturlige kopper i København. Men samtidig rasede en meget ondartet epidemi i Sydsjælland, hvad der på en ejendommelig måde blev skæbnesvangert for anstalten og nødte Jensenius til kort efter sin første meddelelse at offentliggøre en ny til beroligelse for publikum. En frisk og sund 2årig pige fra Storehedinge (Juliane Hoffmeier) blev af frygt for epidemien sendt til København for at inokuleres. Efter at være blevet præpareret i byen i 16 dage blev hun den 8de august modtaget i Solitudegården og indpodet. Kopperne begyndte at vise sig den 16de august, men antog derefter en ondartet karakter. Til trods for den omhyggeligste behandling og tilkaldelsen af autoriteten von Berger døde barnet den 22de august. Dette uheld vakte megen sensation i København, og om end Jensenius i sin udførlige fremstilling af sygdomstilfældet søgte at give en hos det tilsyneladende sunde barn latent "ondartet disposition" skylden og indtrængende "appellerede til publikums rette forståelse", begyndte folk at tro, at den nye kuranstalt i stedet for liv voldte død og fordærvelse og var et hjemsted for de "sorte kopper". "Det ligger i den menneskelige natur," siger Callisen i sine Physisk-medicinske betragtninger i anledning af denne antagelse, "at enkelte ulykkelige hændelser almindeligen gøre et mere levende indtryk end tusinde lykkelige erfaringer". I årets 4 sidste måneder standsede tilgangen til anstalten i den grad, at der i det hele kun meldte sig 4 personer til optagelse.

Heller ikke i de første måneder af 1771 viste der sig nogen synderlig tilgang og anstaltens virksomhed var således meget langt fra at nå det tilsigtede og i reskriptet af 1ste december 1769 normerede omfang og Jensenius ophørte også ganske med at give meddelelse om sit inokulationshus i dagspressen. I 1771 var København som det foregående år så godt som fuldstændig fri for kopper og det var da naturligt, at man følte sig tryg og aldeles ikke tilbøjelig til at pådrage sig sygdommen forsætligt. De ganske enkelte tilfælde, der i årets løb viste sig, fik smitte fra anstalten skyld for og måske heller ikke med urette. Utålmodig over denne træghed i anstaltens virksomhed søgte Struensee at bringe større fart deri ved nye foranstaltninger. Han var uden tvivl misfornøjet med anstaltens direktion, af hvilken han selv ved sin fortsatte ophøjelse havde måttet udtræde og som vistnok heller ikke var i besiddelse af særlig energi. Ved en kongelig resolution af 15de maj 1771 bestemte han, at anstalten skulle lægges ind under Frederiks Hospital, således at også anstalten skulle sortere under hospitalets nye overdirektion, som havde hans særlige mandatarius, den nyudnævnte livlæge Christian Johan Berger, til sin ledende mand, og som viste sin energi ved uden skrupler at kuldkaste de vigtigste bestemmelser i hospitalets fundats. Anstaltens udgifter skulle herefter afholdes af hospitalets kasse, hvilken bestemmelse direktionen for de fattiges væsen resolut benyttede til straks at frasige sig indbetalingen af det i tidligere reskripter fastsatte bidrag af 2.000 rigsdaler til anstaltens drift. Endelig befaledes det i resolutionen af 15de maj, at hittebørnene i den nye opfostringsstiftelse (i hvis direktion Christian Johan Berger ligeledes var den ledende mand) skulle inokuleres i anstalten og herved kunne anstalten unægtelig efterhånden opnå en rigelig tilgang. Thi den ifølge kongelig befaling i Jordemoderhusets søndre kælderfag i marts 1771 anbragte kasse til henlæggelse blev meget stærkt benyttet. Blot i de 4 første dage, hvor den var i brug, henlagdes der 24 børn deri, idet mødrene regelmæssig ved udgangen af jordemoderhusets port på denne nemme måde befriede sig fra deres besværlige spæde.

Imidlertid vovede man dog næppe, end ikke under Struensees og Christian Johan Bergers regime, at overgive de spæde kassebørn til inokulation. Man måtte vente med disse til de blev noget ældre, og der blev i hele året 1771, som den til kancelliet fra anstaltens direktion afgivne indberetning viser, i det hele kun indpodet i det højeste hen ved 200 fattige børn, deri altså også ældre hittebørn iberegnede. M. Saxtorph, der i foråret 1771 overtog tilsynet med Fødselsstiftelsen og med udlevering af hittebørn, angiver i årets løb at have sendt 163 sådanne til Solitude og disse børn udgjorde altså i hvert fald hovedkontingentet, om end den forsigtige Jensenius har afvist en del af dem. Af betalende indlagdes i hele året kun 7 - et tydeligt vidnesbyrd om, at inokulationshuset ikke nød særlig tillid. Da slog også Struensee hånden af sin anstalt, som befolkningen nu engang ikke ville benytte. Han fik den tanke at fremme inokulationen ved stik imod reskriptet af 1ste december 1769 ganske at frigive den inde i byen.

I denne sag optrådte han dog fremdeles besindigt og udbad sig betænkning fra Collegium Medicum, i hvilket i øvrigt Christian Johan Berger som et særlig indflydelsesrigt medlem kunne udøve en effektiv pression til bedste for ministerens planer. Under 6te januar 1772 fik kollegiet en skrivelse fra det kongelige kabinet, hvori forespurgtes, om ikke "det forbud, at indpode kopper heri staden, uden skadelige følger kunne ophæves". Efter at have indhentet erklæring fra inokulationshusets direktion (von Berger, Linde, Jensenius), formulerede kollegiet sit svar, der begynder med at fremhæve lægernes både her og i udlandet stærkt dissentierende mening om dette spørgsmål og derefter meddeler, at direktionens erklæring, som betegner en frigivelse af indpodningen inde i byen som afgjort skadelig og betænkelig, er blevet tiltrådt af 3 af kollegiets medlemmer (livlæge Piper, stadsfysikus Wandler og hofmedikus Tode), medens derimod 3 andre (foruden Christian Johan Berger også Rottbøll og Kratzenstein) sluttede sig til kabinettets henstilling og ville have indpodningen inde i byen frigivet. Disse fremhæver, at forældrene er uvillige til at sende deres børn ud til anstalten og at det er vanskeligt at finde passende privathuse til indpodning udenfor byen. Endvidere gør de gældende, at anstalten i virkeligheden ikke er isoleret fra byen, at især dens læger færdes rundt i København og i deres klæder kunne medføre smitte og at man derfor heller ikke behøver at tage det så nøje med en mulig smittefare ved fri indpodning i byen. De mener overhovedet, at det er "bedre så tidligt som muligt at lade børnene overstå denne fare end at udsætte dem derfor senere, hvor de har forårsaget forældrene stor omsorg og omkostninger", og ser i denne betragtning en grund til ikke at gribe alt for hæmmende ind med hensyn til smitteoverførelse ved inokulationen.

Efter modtagelsen af dette svar ville Struensee sikkert have frigivet inokulationen i København og derved i høj grad reduceret sin anstalts betydning. Men hans og Christian Johan Bergers fald indtraf i de samme dage og dermed var dette spørgsmål stillet i bero. Det der nu forelå og også i det væsentlige hurtigt udførtes, var at genoprette status quo ante med hensyn til Frederiks Hospital og inokulationsanstalten. Hospitalet blev igen i overensstemmelse med sin smukke fundats vidt åbnet for den københavnske, uformuende borgerstand, dets kirkerum blev renset for alle de veneriske syge, som Struensee og Berger havde anbragt der og dets forbindelse med Solitudegården igen løst. I reskript af 10de december 1772 tilkendegaves, at "Inoculationsanstalten fra tilkommende nytår af skal adskilles fra Friedrichs Hospital, hvorimod de 2000 rigsdaler, som denne anstalt årlig i 5 år har været tillagt af det danske lotteri, igen dertil skal udbetales, for så vidt de fastsatte 5 år ej endnu er udløbne. I øvrigt skal direktionerne for Friedrichs Hospital, Plejeanstalten og Inoculationsanstalten sammentræde og med hinanden overlægge, hvorvidt og hvorledes inoculationsanstalten endnu kunne conserveres" - en tilføjelse, der viser, at denne institution, der jo også var en af Struensees skabninger, ikke stod særdeles højt i kurs hos de nye regeringsmyndigheder. Dens virksomhed fortsattes vel de følgende år og dens pekuniære basis betryggedes indtil videre ved yderligere tilskud af statens midler, men tilbagegang kan dog stedse spores. Af betalende indlagdes hvert år kun meget få og tallet af fritliggende nåede efter 1772 - efter hvilket år der ikke mere sendtes hittebørn til inokulationshuset, idet forordningen derom annuleredes - ingensinde synderligt over 100 årligt, skønt en ny betydelig koppeepidemi i København i årene 1773-75 igen måtte sætte forøget skræk i befolkningen.

Udenfor anstalten begyndte der, da koppeepidemien i foråret 1773 blussede op i København, at komme en, som det synes, ret livlig privat indpodning i gang. Thi vel var en sådan forbudt inde i byen, men under en epidemi var man næppe meget ivrig for at overholde forbudet. Hoffet overholdt det heller ikke, men lod inokulationen foregå på Christiansborg, og von Berger gav et lignende, dristigt eksempel, som Struensee tidligere med kronprinsen, idet han i en meget tidlig alder indpodede både kronprinsesse Louisa Augusta og landgreve Karls 3 børn, hvoraf det ældste var Frederik VI's senere dronning Maria Sofie Frederikke. Efter inokulationen blev børnene flyttet fra Christiansborg til Rosenborg, hvor de alle heldigt gennemgik sygdommen. I provinserne, hvor inokulationen kunne foregå frit, synes den også at være kommet i tiltagende flor. I hvert fald var det tilfældet i Holsten, hvor den fremdeles støttedes af Hensler, der ikke alene ved sin videnskabelige dygtighed og hæderlighed, men også ved sin nøje forbindelse med A.P. Bernstorff og Reventlowerne nåede en bestandig større autoritet og af kongen hædredes med udnævnelse til arkiater og derefter til professor ved Kiels universitet.

Også i Norge foregik fremdeles en livlig indpodning og vel var det som tidligere især kirurger og lægmænd, der bar sagen frem, men medici begyndte dog at komme med. Særlig interesse i så henseende frembød forholdene i Norges vigtigste stad, det gamle, ærværdige, kosmopolitiske Bergen. Den tidligere herværende inokulationsmodstander, den lærde fysikus Büchner, medlem af det kejserlige Leopoldinske akademi, tog, da staden i 1771 (som sædvanlig efter 7 års fri mellemrum) hjemsøgtes af en koppeepidemi, selv inokulationen i sin hånd, virkede også senere derfor og udgav endelig i 1778 efter det derværende "nyttige selskabs" opfordring en rigtignok anonym indpodningsanvisning, i hvilken han oven i købet med megen anerkendelse fremhæver den velsignelsesrige virksomhed af de gejstlige "kvaksalvere", som han tidligere havde erklæret åben krig. I et senere historisk tilbageblik på hele inokulationsbevægelsen i Bergen, som han som gammel emeritus og tilbagevendt til sin fødeby fremkom med i det derværende videnskabsakademi, søger han at forsvare og forklare sin tilsyneladende frontforandring. Han giver sin afdøde kollega, Dr. Papes "Zorn und Hitze" skylden for inokulationskrigen i begyndelsen af tresserne og forsikrer, at han selv stadig optrådte i den bedste forståelse med den indkaldte præst Lunds beskytter, stiftamtmand Cicignon. Et særlig slående vidnesbyrd om indpodningens tiltagende medbør i Bergen er det imidlertid, at selv den hidsige kamphane Pape måtte bekvemme sig til at træde ind i inokulatorernes rækker. Under epidemierne 1775 og 1783 indpodede han talrige børn. Også Dr. Monrad, der adjungerede Büchner under dennes senere svagelighed, viste megen iver for inokulationen, ja han voldte endog Bergen en epidemi derved, at han i en koppefri periode indpodede sine egne små børn med materie fra København og derefter gik om og smittede sine klienter i byen. Virksommere end medici var dog præsterne og ganske særligt udmærkede sig provst Krogh i Davigen i Nordfjord, der personligt og ved hjælp af uddannede assistenter i 1771-72 indpodede i alt 512 voksne og børn (med 2 dødsfald).

I København var det rimeligvis netop forbudet mod indpodningen, der virkede fremmende og på ny styrkede befolkningens tillid til den. Efterhånden greb denne lovovertrædelse så stærkt om sig, at det blev fundet nødvendigt ved en plakat af 12te juni 1776 på ny at indskærpe forbudet. I motiverne til denne udtales, at "endskønt koppeindpodningsanstalten til publici sikkerhed og rolighed er anlagt udenfor København og tillige befalet, at ingen inoculationer måtte tillades i København, men at de alle skulle ske udenfor, dog med den fuldkomme frihed, at enhver kunne lade det ske, hvor han ville og ved som medicis og chirurgis, som enhver havde fortrolighed til; have dog adskillige, såvel medici som chirurgi i begyndelsen vel på en skjult måde, men i afvigte års sommer ganske åbenbar indpodet kopperne i staden, hvoraf adskillig uorden rejser sig og koppe-grassationen bestandig vedligeholdes; hvorfore til sligt i fremtiden at forekomme", følgende befales: "sålænge ingen epidemi af børnekopper i København befindes, skal det i alt have sit forblivende ved stiftelsen for indpodningsanstalterne, alt under vedbørlig straf for dem, som herimod måtte handle; hvormed politimesteren skal have nøje indseende; men når sådan epidemi i byen grasserer, kan det vel tillades det i visse tilfælde med mueligste varsomhed at indpode, dog ikke uden at Collegium Medicum dertil efter befindende omstændigheder forud giver sit minde, hvilket da straks skal tilkendegives det Danske Cancelli".

Men heller ikke dette påbud til fordel for inokulationshusets privilegium formåede at bringe større liv til veje. Anstalten var nu engang dødsdømt i den offentlige mening og sygnede i de følgende år bestandig mere hen. Collegium Medicum ses heller ikke at have udfoldet nogen som helst anstrengelse for overensstemmende med plakaten at hæmme al indpodning udenfor anstalten. Kollegiets korrespondanceprotokol indeholder i de følgende år intet ord om inokulationsvæsenet. Da der i slutningen af halvfjerdserne og i firserne stadig var koppeepidemier i København, mente man vel også med grund og uden ulydighed mod forordningen at kunne se gennem fingre med den fortsatte, private indpodning, der dog heller ikke synes at være blevet foretaget med særlig iver fra lægernes side. De fremragende indpodningsapostle von Berger, Rottbøll og Jensenius var blevet gamle. Den yngre lægegeneration viste vel højagtelse for inokulationen og f.eks. i en anmeldelse af Büchners skrift betegnes den af Tode som et "herrliches Rettungsmittel". Og denne forfatter er trods sit polemiske naturel altid i alle vigtigere spørgsmål så rettroende, at hans udtalelser tør betragtes som et barometer for den i øjeblikket fremherskende opfattelse. Men sympatien for inokulationen var dog hos de ledende overvejende af akademisk natur og gav sig ikke stærke udslag i handling. Heller ikke udenfor inokulationshuset foregik der nogen meget livlig koppeindpodning fra de videnskabelige lægers side.

Under inokulationshusets bestandigt mere hensygnende tilværelse begyndte man at drage nogen nytte af institutionen på anden måde end efter den oprindelige bestemmelse. Man benyttede pladsen til optagelse af fattige med naturlige kopper - hvorved man i øvrigt endnu dog ikke særligt tilstræbte isolation. Men den dødsdom, der tydeligt nok allerede var fældet over den, var der så meget mere grund til virkelig at eksekvere, som anstalten var et godt aktiv til megen anden brug både ved sine gode bygninger med tilhørende grund og ved den kapital af 9.000 rigsdaler, som direktionen på grund af den ringe benyttelse af institutionen havde kunnet opspare af de årlige indtægter. En sådan anledning til at drage virkelig nytte af inokulationshuset meldte sig, da enkedronning Juliane Marie i 1782 købte en grund i Amaliegade ved siden af Frederiks Hospital, for at indrette den til fødselsstiftelse. Den til overvejelse af denne sags ordning under 11te november 1782 nedsatte kongelige kommission kom nemlig til det resultat, at fødselsstiftelsen burde forenes med en plejestiftelse, hvor de nyfødte børn kunne anbringes i nogen tid, inden de kom ud hos plejeforældre, og på indstillingen herom resolveredes under 23de april 1783 i et kongeligt reskript, at inokulationshuset måtte bruges dertil og gøres bekvemt ved forskellige udvidelser, ligesom også anstaltens årlige indkomster og den kapital, som direktionen "ved god husholdning" havde oplagt, skulle anvendes til den nye plejestiftelses bedste - "dog at medicus og andre til inoculationen antagne betjente fremdeles lønnes af indtægterne, indtil de andensteds fra kunne nyde erstatning". Denne resolution blev meddelt inokulationsanstaltens direktører i en kancelliskrivelse af 24de maj 1783 og i en ny sådan af 6te september samme år fik de ordre til at aflevere anstaltens bygning, inventarium og kassebeholdning til den angående accouchements-anstalten nedsatte kommission. Således var inokulationshuset på Solitudegården ophævet og dødt efter 13 års ikke særdeles frugtbringende virksomhed.

Den landlige smukke gård blev dog ikke taget i brug som plejestiftelse. Ved nærmere overvejelser kom kommissionen til det resultat, at ombygningen ville være forbundet med alt for store bekostninger, ligesom også, at driften af en sådan stiftelse ville blive langt billigere, når den kunne lægges i fødselsstiftelsens umiddelbare nærhed. Man bestemte sig således til at købe en ledig tomt ved siden af fødselsstiftelsen og på denne at opføre en bygning til en plejestiftelse, idet man ved salg af Solitudegården skaffede de fornødne midler til veje. Men fuldstændigt brød man dog ved den trufne ordning ikke staven over koppeinokulationen. I det vigtige reskript af 23de marts 1787, hvori kommissionens forskellige forslag endeligt approberes, udtales i 6te post, at man vil være betænkt på at sørge for, at der enten i øverste etage af selve plejestiftelsen, eller "om dertil findes udveje, i en liden særskilt bygning i haven bliver gjort anstalt til at kunne der i behøvende tilfælde eller når børnekopperne skulle grassere, lade inokulere". Som i Sverige og andetsteds havde man ingen betænkelighed ved en sådan kombination af en plejestiftelse for spæde børn og inokulationsanstalten og antog, at den ikke ville medføre væsentlig større smittefare end den, der også var forbundet med det tidligere inokulationshus, "hvis beliggenhed formedelst dets nærhed ved hovedstaden og dets betjentes daglige nærværelse i samme, hvor lægen selv opholdt sig, var ikke bedre eller tjenligere til denne anstalt end det allerunderdanigst foreslagne sted må blive". En sådan lille bygning til inokulation blev også i 1792 opført i fødselsstiftelsens baghave, men den synes aldrig at være blevet brugt efter sit oprindelige øjemed. Inokulationen havde som offentlig institution nu udspillet sin rolle. Det var væsentligt kun nogle kirurger, og i særdeleshed den energiske Frederik Christian Winsløw, der endnu dyrkede metoden, medens dog den egentlig ledende kirurgiske autoritet, den forsigtige Callisen, forholdt sig meget reserveret, ligesom det var tilfældet med de fleste medici.

I princippet fastholdt man vel fremdeles indpodningens berettigelse og f.eks. autoriteten Frederik Ludvig Bang giver i sin i 1789 publicerede Praksis medica udførlige anvisninger til korrekt gennemførelse af denne kur. Men inokulationens smittefare afholdt dog de fleste københavnske læger fra at praktisere den og sensationelle begivenheder i halvfemserne var vel skikkede til at fremholde denne fare. Det er allerede omtalt, at den adjungerede fysikus Monrad, en af Bangs kære, mangeårige disciple, i sin store indpodningsiver voldte Bergen en, dog ikke ondartet, koppeepidemi. Endnu værre gik det den islandske landfysikus Jon Svensson, der formodentlig ved sin forbindelse med Norge var blevet en ivrig inokulator og synes at have benyttet Büchners gammeldags metode. Til indpodning i en fjern egn afsendte han en lukket flaske, hvori var gemt nogle tråde gennemtrukne med koppematerie. Denne åbnede budet af nysgerrighed og undersøgte de mærkelige tråde. 8 dage derefter blev dette bud angrebet af kopper, smitten bredte sig videre og der udviklede sig en betydelig, meget dødelig epidemi. Denne begivenhed måtte vække så megen mere sensation i moderlandet, som regeringen netop kort i forvejen havde truffet omfattende foranstaltninger for at sikre denne ø, der flere gange var blevet hjemsøgt af meget morderiske koppeepidemier, mod indførsel af ny smitte. Sådanne hændelser kunne ikke stemme sindene venligere mod inokulationen og vistnok er den til trods for de vedvarende koppeepidemier ikke ret hyppigt blevet foretaget i København i århundredets sidste årti.

Denne inokulationens skæbne i Norden er nu igen et ret tro spejlbillede af dens endelige skæbne i almindelighed. Heller ikke i denne dens sidste og tilsyneladende så glimrende fase formåede den i længden at hævde sig, at afvæbne de altid ulmende betænkeligheder, der vel for en tid syntes at trænges tilbage, men kun for så igen at melde sig med fornyet styrke. Metodens uundgåelige og skæbnesvangre skyggesider trådte på ny og kun alt for tydeligt frem. Mellem de store, toneangivende kulturlande er Frankrig mærkeligt nok det land, hvor inokulationen i århundredets sidste årtier går forholdsvis sin mest uforstyrrede gang. Det synes, som om den uafbrudte voldsomme modstand og skarpe kritik, for hvilken den altid tidligere og i højere grad end i noget andet land havde været genstand, efterhånden havde udtømt sine kræfter og var blevet mat. Men overalt ellers mærkes modstanden igen at røre sig. I Wien, hvor inokulationen endelig i 1768 havde vundet den mest afgørende sejr og havde installeret sig på den solideste måde, vågnede dog snart igen frygten for smitte fra de indpodede. Man kunne allerede påvise smitten fra den afsidesliggende anstalt i Hetzendorf og i endnu højere grad ved Rechbergers senere anstalt indenfor voldene, ligesom ved de i private huse foretagne inokulationer. Kejser Joseph kom selv til erkendelse af det utilfredsstillende i metoden og gav derfor inden sin død ordre til i det store Krankenhaus at genoptage de gamle, på arabernes doktrin hvilende forsøg med udtømmelse af det "urene" blod af navlestrengen og med indgnidning af de nyfødte børns hud med salt - forsøg, der også optoges i andre lande, både i Tyskland og Danmark, men lige så lidt som tidligere viste nogen virkning til afværgelse af den skæbnesvangre sygdom. I begyndelsen af halvfemserne så man sig i Østrig endog foranlediget til at udstede lignende påbud, som var emanerede i enkelte andre lande, om kun at foretage inokulation i Wien og i provinserne på tider, hvor kopperne herskede, og dermed var inokulationen som almindelig forebyggende metode i virkeligheden dødsdømt.

Heller ikke den sejr, som inokulationen under påvirkning fra Wien endelig havde vundet i Preussen, blev uanfægtet. Den afgørende etiske betænkelighed, som allerede tidligt havde gjort sig særlig gældende her, antagelsen af det uforsvarlige og uberettigede i at påføre et menneske en sygdom, der kunne medføre døden og som vedkommende måske ellers aldrig ville blive ramt af, kom hen ad århundredets slutning frem på ny, rejst ikke af læger, men af den store tænker og etiker Immanuel Kant. I Metaphysische Anfangsgründe der Tugendlehre (1797), i første afsnit af den etiske elementærlære ("von der Selbstentleibung") fremsætter han i spørgsmålsform nogle kasuistiske problemer angående tilladeligheden af at vove sit liv for forskellige hensyns og formåls skyld og derimellem også det følgende: "wer sich die Pocken einimpfen zu lassen beschliesst, wagt sein Leben aufs ungewisse, ob er es zwar thut um sein Leben zu erhalten, und ist sofern in einem weit bedenklicheren Fall des Pflichtgesetzes als der Seefahrer, welcher doch wenigstens den Sturm nicht macht, dem er sich anvertraut, statt dessen jener die Krankheit, die ihn in Todesgefahr bringt, sich selbst zuzieht. Ist also die Pockeninoculation erlaubt?"

Spørgsmålet giver han intet bestemt svar på, men senere trængte det sig på ham igen udefra. Han blev nemlig især efter fremkomsten af hans rets- og dydslære i stor udstrækning benyttet som samvittighedsrådgiver i alle mulige vanskelige livsproblemer. I året 1800 får han således anmodninger om at sige sin bestemte mening angående inokulationens tilladelighed fra professor Juncker i Halle og fra en ung greve Fabian Dohna, der ønskede sin brud indpodet, men efter Kants udtalelser i dydslæren havde fået betænkeligheder. Af den sidstes brev til Kant fremlyser det, hvor stor tænkerens autoritet var. Den unge greve mener vel, at indpodningen nok må være tilladelig, "da man dog vover sit liv for noget endnu mere uvist, når man lader det komme an på at smittes af en mere ondartet gift, til en farligere tid og uforberedt". Men Kants udtalelser har dog gjort ham meget usikker og han bønfalder indstændigt om et bestemt votum: "schonen sie mich nicht, ich will wissen ob ich geirrt habe". Kants svar er ikke bekendt, men på en af hans sædvanlige huskesedler findes følgende bemærkning: "den rette brug af sådanne heroiske midler (som indpodningen) kan ikke dikteres af det enkelte menneske, men af forsynet, som med forsæt synes at have villet have krig og børnekopper for at indskrænke menneskenes store formerelse", og han tilføjer, at med hensyn til kopperne er indpodning tilladelig, når den udføres og påbydes af regeringen, idet den da er uundgåelig og følgelig tilladt for den enkelte - et ræsonnement, der, som referenten (professor Bohn) fremhæver, ikke svarer til Kants principielle etiske standpunkt, for sådanne motiver kunne vanskeligt gøre en etisk forkastelig handling til en tilladt. Men Kants bekendte affældighed i de sidste år havde på hint tidspunkt begyndt at gøre sig gældende og har vistnok også været medvirkende i denne udtalelse ligesom i den ugunstige dom, han kort efter lod den nye vaccination blive til del.

Hvad der imidlertid mest af alt vidner om betydningen af den fornyede reaktion mod indpodningen, som begyndte at røre sig i århundredets sidste årtier, er de videnskabelige lægers holdning i selve England, det land, som ikke blot havde haft æren af at gå i spidsen for indpodningen i Europa, men også havde frembragt den nye æra, der syntes at gøre metoden langt mere frugtbringende og daddelfri end tidligere. Netop da inokulationen i England i de sidste årtier syntes at være ved at nå det store mål, den for at få virkelig betydning for samfundet måtte tilstræbe, en almindelig udbredt anvendelse, kom betænkelighederne igen frem med voksende styrke. Den alvorlige bebrejdelse rejstes mod selve den sutton'ske metode, at de meget lette tilfælde, som denne fremkaldte hos de inokulerede, ikke ydede nogen virkelig beskyttelse mod koppesmitte. Ansete læger dokumenterede dette ud af deres egne observationer, således livkirurg Bromfield, som derfor vendte tilbage til den ældre mere indgribende indpodningsmetode - hvorved han i øvrigt voldte kong Georg III's yngste søns død. Hovedbetænkeligheden mod inokulationens anvendelse var dog fremdeles frygten for smitteudbredelse. Selve den celebre hovedmand for den nye metode, den altid besindige, overlegne Dimsdale løftede sin advarende røst mod de overalt i by og på land uden kauteler foretagne indpodninger, hvorved smitten vedligeholdtes og udbredtes, og pådrog sig derved de hensynsløse, ukritisk fremstormende inokulatorers forbitrelse.

Men der var til visse grund til advarsler, thi hvad var enderesultatet for samfundet af alle de udfoldede energiske bestræbelser? En del af samfundet var ved inokulationen blevet skærmet mod koppefaren, men det var dog fremdeles kun det begunstigede mindretal, det samme, som havde været i stand til at undgå byldepesten ved flugt, men som tidligere ej havde kunnet undgå de allestedsnærværende kopper, der smittede de fornemme nok så let som de ringe. Totalresultalet af bestræbelserne set fra et videre humant-hygiejnisk standpunkt var således just ikke tilfredsstillende, ja en meget kyndig epidemisk hygiejniker, kong Georg III's livlæge William Heberden, der anstillede en indgående undersøgelse herom ved århundredets slutning, udtrykker sit resultat i følgende lige så slående og som nedslående udtalelse: "Efter at koppeinokulationen har været i brug i England fra begyndelsen af det 18de århundrede og nu i mange år har været almindelig antagen af hele middelstanden og de højere lag i samfundet, bliver det et interessant emne at undersøge ved et tilbageblik på det sidste hundrede år, hvilken indvirkning et så betydeligt indgreb har haft på dødeligheden af denne sygdom. Men hvor velsignelsesrig end inokulationen har vist sig at være for individerne, eller måske endog for selve nationen, viser dog dødslisterne uimodsigeligt, at der i London er død flere mennesker af kopper efter indførelsen af denne praksis. De fattige, som kun har ringe omsorg for at bevare deres liv udover erhvervelsen af deres daglige brød, udgør en meget stor del af menneskeheden. Deres fordomme er stærke og ikke lette at overvinde ved fornuftgrunde. Idet således inokulationen af de velhavende vedligeholder en bestandig kilde til infektion, bliver mange andre, som enten ikke kunne eller ikke ville antage den samme metode, uophørligt udsatte for smitten. Og faren forøges yderligere ved den ubesindige måde, hvorpå man i den senere tid indpoder, idet det er blevet skik at sende patienterne ud i fri luft på ethvert stadium af sygdommen, uden noget hensyn til deres naboers sikkerhed. Derved sker det, at inokulationen, der med rette anses for et af de største fremskridt indenfor lægekunsten, dog medfører talrige ofre for det, man nu kalder den naturlige koppesygdom. Dette må altid blive en hindring for at gøre en stor by til sæde for inokulationen, indtil denne kan praktiseres universelt mellem alle samfundslag. Af hvert tusind døde i mortalitetslisterne udgjorde det antal, som henførtes til kopper, i de første 30 år af århundredet, førend inokulationen kunne have haft nogen kendelig indflydelse, 75, men i det samme antal år hen ad århundredets slutning er det steget til 95". En anden samtidig engelsk forfatter (James Moore) slutter sin udførlige History of the Smallpox med at konstatere ganske det samme: En kendelig tiltagen af koppedødsfald i løbet af det 18de århundrede, idet han endnu dertil fremhæver, at ved siden af det uhyre og voksende antal dødsfald af farsoten var der den store mængde mennesker, der vel overlevede den, men blev vansirede, blinde, svækkede og nedbrudte på forskellig måde. At også antallet af disse var i tiltagende, antager han for givet, om det end ikke statistisk kan bevises. Så mistrøstigt var resultatet af koppeindpodningen efter kompetente forskeres undersøgelser.

De aktive englændere gav sig dog ikke den onde skæbne i vold eller lagde hænderne i skødet. De søgte at finde nye udveje til at afværge eller dog mildne koppernes ødelæggelser. Nogle søgte deres tilflugt i reformer af den gængse kurative koppebehandling eller i nye kurmetoder. Men ved siden af sådanne hastigt opdukkende og lige så hurtigt forsvindende udslag af den gamle, dog altid evigt unge terapeutiske tillidsfuldhed kom der i århundredets sidste årtier med tiltagende styrke synspunkter frem, der på grundlag af ganske nye betragtningsmåder brød staven over inokulationen i dens hidtidige skikkelse og som har særlig interesse, især fordi de tillige betegner et brud med den da endnu almægtige hippokratisme. Repræsentanterne for disse synspunkter var i deres anskuelser så langt forud for deres tid, at de uforståede til dels blev martyrer derfor - de stod i slutningen af forrige århundrede egentlig på nutidens standpunkt. Deres direkte og mest påviselige indvirkning måtte således i øjeblikket indskrænke sig til den, at de ved deres klare kritik borttog grunden under den traditionelle form for inokulation, men de sigtede langt videre.

Den første af disse pionerer for den nye retning i England var Haygarth. Som læge i Chester samlede han erfaringer om de uheldige sider ved den sædvanlige private, planløse og spredte inokulation og forlangte, at en sådan, hvis principielle gavnlige betydning han i øvrigt fuldt anerkendte, for at blive til gavn for samfundet måtte indordnes under et bestemt, af sundhedsmyndighederne fastsat regulativ med omfattende kauteler, så at smitteudbredelsen kunne hindres. Den måtte kun foretages til bestemte tider under offentlig kontrol og med iagttagelse af fuldstændig isolation. Samtidig skulle den foretages på alle, i hvert fald af den unge slægt. Derved ville de naturlige koppers hyppighed stadig aftage og optrædende tilfælde deraf måtte ligeledes straks isoleres. Som resultat af sine omfattende iagttagelser og undersøgelser fastslog han, at koppesmitten var af væsentlig fasthængende art og luften i hvert fald kun infektiøs i ringe afstand, idet dilutionens virkninger hurtigt gjorde sig gældende. Således var det efter hans mening let at beherske smitten ved isolationsforanstaltninger, ved særlige koppehospitaler (kontumatsanstalter) og desinfektion af alt, som var kommet i berøring med de syge. Et hovedmoment var en strengt gennemført renlighed - den meste smitte ville hindres ved "cleanliness alone, which the instinct of nature suggests and social habits improve".

Haygarth stiftede i Chester en forening, der efter disse principper skulle virke til koppernes udryddelse, og vedblev også på tryk at virke for sin store plan - men uden megen fremgang, skønt han dog hurtigt fik nogle tilhængere både i England og i Tyskland, her således en bekendt litterær jødisk læge i Schlesien Abraham Zadig. Men i det hele kunne man vanskeligt gå ind på denne tankegang. Omend man ofte kaldte en koppeepidemi "pestis variolosa", fastholdt man dog bestandig en væsentlig distinktion imellem en pestsygdom strikte og kopper. Man indrømmede vel og det bestandig mere uforbeholdent, at også disse sidste opstod under indflydelse af et smitstof, men koppesygdommens hovedkarakter så man dog - i modsætning til egentlig pest - deri, at der foregik en heldbringende udrensning af tilstedeværende skadelige stoffer i organismen. Kopperne var således på en vis måde et virkeligt gode og i hvert fald et nødvendigt onde, som man helst måtte underkaste sig. Fra dette hippokratiske grundstandpunkt forargedes man over en synsmåde, der uden videre ville have kopper behandlede som virkelig pest eller spedalskhed med streng afspærring og anbringelse af de syge i kontumatsanstalter.

Særlig stærkt kom denne hippokratisk-konservative stemning til udbrud mod to tyske læger, der hen ad århundredets slutning ligesom den allerede nævnte Zadig optog Haygarths ideer og gjorde det til deres livsopgave at bringe dem til gyldighed. Det var Johann Christian Wilhelm Juncker, professor i Halle, og Bernhard Christoph Faust, livlæge hos greven af Schaumburg-Lippe. Den mest fremragende af disse to er Juncker, en i hele sin optræden storslået personlighed og en ligefrem martyr for sin overbevisning. Efter at han kun 27 år gammel i 1788 var blevet professor i praktisk medicin og dermed var kommet ind i udstrakt lægevirksomhed, trak han sig i 1794 ganske tilbage derfra for fuldt at kunne anvende sine kræfter på den opgave, han havde sat som sit livs mål: Menneskenes befrielse fra koppesygdommens ødelæggelser. Allerede 1792 begyndte han udgivelsen af en række voluminøse skrifter: Gemeinnützige Vorschläge und Nachrichten über das Verhalten der Menschen in Rücksicht der Pockenkrankheit. Hans fremstilling trætter ved en overvældende ordrigdom og bredde og lidenskabens uro kommer bestandigt i højere grad til syne, men hans retorik er ofte, f.eks. i beskrivelsen af koppernes ulykkesbringende virkninger, overordentlig gribende, og i selve hans Vorschläge overraskes vi ved at finde netop de foranstaltninger skarpt betonede, hvormed nutiden har væbnet sig i kampen mod infektionssygdommene. Rundt om i by og på land skulle der oprettes særlige, strengt isolerede koppehospitaler, ganske som det var blevet udført ved pest og spedalskhed. Strenge politibestemmelser skulle hindre smittens udbredelse fra private huse og især skulle der gennemføres obligatorisk anmeldelse af alle sådanne syge. For så vidt de skulle have tilladelse til at blive i hjemmet, burde der sættes plakat på husdøren med angivelse af tilstedeværende smitsom sygdom, sygeværelserne skulle ligge isolerede og deri alt fjernes, hvortil smitten kunne formodes særlig at hæfte. Kyndige sygeplejere, hvis berøring med omverdenen måtte undgås, skulle stadig være til stede, for at familiens sunde medlemmer kunne undgå smitte. Desinfektion skulle gennemføres, især i form af yderste renlighed og vask af alle genstande. Lægerne skulle især vaske sig. Inokulation erkender han som ret formålstjenlig, men kun når den udføres med den sikreste garanti mod smitteudbredelse, og han fordømmer den derfor fuldt i dens tidligere skikkelse. Fra sit rene standpunkt, der går løs på alle koppetilfældes radikale udryddelse, må han overhovedet stille sig køligt til inokulationen, langt køligere end Haygarth. Han plæderer for oprettelse af et "gemeinschaftlicher Rath der deutschen Aerzte", som skal tage den store menneskekærlighedens sag i sin hånd. Efter at han havde fundet tilslutning hos en del tyske læger, ophørte han (1796) med udgivelsen af Vorschläge, hvoraf der i alt publiceredes 3 bind, og påbegyndte samtidig et Archiv für Aerzte und Seelsorger wider die Pockennoth - et organ for de samlede koppeudryddere, som udkom i tvangfrie, voluminøse hæfter (bind). I alt udkom der i årene 1796-1800 7 sådanne, i hvilke han blandt andet også meddeler det skrækindjagende resultat, baseret på møjsommelige sammentællinger, at der alene i Nordtyskland i hvert af årene 1794-96 var død hen ved 70.000 mennesker af kopper.

Imidlertid kom han snart i åben krig med størstedelen af lægerne og det af autoriteterne. Ikke blot måtte disse frastødes af hans i yderst skarp form fremsatte antihippokratiske lære om koppernes patogenetiske forhold og af hans dertil knyttede absolutte, for tidsånden paradoksale, praktiske fordringer, men de blev tilmed i høj grad provokerede af ham, der i sin lidenskabelige hensynsløshed både i Vorschläge og i Arkivet insinuerede, at modstanden mod ham hos lægerne havde sin rod i deres havesyge, ja at de forsætligt udbredte koppesmitten. Man riposterede da ved at underlægge hans agitation egoistiske motiver og han blev efterhånden igen forladt af de fleste, der opildnede af hans begejstring i begyndelsen havde sluttet sig til udryddelseskrigen. Bøjet under krænkelserne og udmattet af sit febrilske og overanstrengende agitationsarbejde døde denne medicinske revolutionsmand pludselig i 1800 i en alder af kun 39 år, efter at han dog forinden havde haft den tilfredsstillelse at opleve vaccinationens morgenrøde, som han i sit arkiv hilste med jubel. Ikke engang døden standsede hans kaldsfællers forfølgelse. Hans egen fakultetskollega, den store medicinalhistoriker Kurt Sprengel, der hildet i en hippokratisk vitalisme manglede den fulde forståelse af eksakte bestræbelser, har i sit store litteraturværk flere år efter hans død rejst ham en skamstøtte, hvis uret først nutiden er i stand til at vurdere.

En trofast medkæmper erhvervede han sig dog, men ganske vist kun en mand af forholdsvis ringere personlig kvalitet, den nævnte livlæge Faust i Bückeburg. Denne var en af oplysningstidens utrættelige, skrivelystne, populariserende læger, en tysk Tode, der uafbrudt bombarderede publikum med alle mulige, mere eller mindre gode diætetisk-hygiejniske råd. Et hovedmiddel til at gøre menneskene "besser und glücklicher" så han i, at benklæder bæres oppe af seler og ikke af bånd eller remme omkring livet (disse skulle udøve en uheldig indvirkning især på seksualorganerne), og om dette emne forfattede han et skrift, som han besørgede oversat på de forskellige større kultursprog, ja endog i 1792 fik forelagt den franske nationalforsamling. Rimeligvis var det også hans ide, at et forslag om koppers udryddelse i 1798 af Juncker og ham i forening pompøst blev forelagt den politiske kongres i Rastadt, der, lidet virksom også på de punkter, den efter sin plan skulle behandle, selvfølgelig ikke tog sig af et sådant fjerntliggende, lægevidenskabeligt spørgsmål. Men i øvrigt forstod Faust at føre agitationen på en mere praktisk måde end sin sværmeriske kampfælle. Han fik i begyndelsen af halvfemserne den tanke at udgive en Gesundheits-Katechismus zum Gebrauche in den Schulen und beim häuslichen Unterricht - så gammel er bestræbelsen for at indføre sundhedslære i skoleundervisningen - og bogen, der var affattet på sædvanlig måde i letfattelige spørgsmål og svar, gjorde overordentlig lykke. Endnu i 1830 udkom et nyt, tysk oplag (det 11te), den blev oversat i de fleste sprog, på dansk fik vi 1794 to forskellige oversættelser deraf lige efter hinanden, den første, ordret oversatte, besørget af den flittige medicinske litterat Dr. N. Bötcher, den anden, selvstændigt omarbejdede, udgivet af Tode.

Et fremtrædende afsnit i bogen er spørgsmålene om koppeinokulationen og om koppesygdommens udryddelse. Om hin fremhæver han som Juncker, at den i sin tidligere form er fremgået af den absolut urigtige tro, at kopperne er et nødvendigt, uundværligt onde, hvilket det altså blot gælder om at gennemgå så lempeligt som muligt. Han benægter kategorisk, at kopperne på nogen måde skulle kunne tjene til legemets renselse. Sygdommen opstår kun ved et smitstof og vel må der være en disposition hos vedkommende individ til stede, men hermed forholder det sig kun som et hus, der har en vis disposition til at brænde. Ligesom dette kun kan ske ved dets berøring med et brændende legeme og ligesom vi på enhver måde søger at beskytte det mod ildsvåde, således bør vort forhold også være overfor koppegiften, og da denne ikke er flygtig, men klæber ved pusset, kunne vi vogte os for den. Et bevis herfor er, at en epidemi aldrig eksploderer pludseligt, men lidt efter lidt udbreder sig fra sit bestemte udgangspunkt hos enkelte individer. I en lang række spørgsmål og svar indskærper han i Haygarths og Junckers ånd alle de afspærrings- og desinfektionsforanstaltninger, der må træffes for at bringe den skadelige sygdom til at ophøre. I sin danske oversættelse udelod Tode imidlertid hele dette afsnit, idet han i sin medicinske rettroenhed forholder sig bestemt afvisende overfor de nye kontagionisters kætterske ideer. I fortalen til oversættelsen siger han lakonisk: "Hofrådens ideer om koppernes udryddelse har jeg ikke indrykket, da sligt er alt for forhadt til at antages og iværksættes".

Også dette energiske forsøg på at knuse farsoten strandede og måtte strande. Radikalt at udrydde koppegiften, med eller uden anvendelse af indpodning, måtte snart vise sig at være en kimære. Var det umuligt at inokulere efter den tidligere metode i sådant omfang og i det hele således, at det tilstræbte opnåedes derved, så var det samme tilfælde lige så fuldt efter de af Haygarth givne omfattende forskrifter, der ikke med virkning kunne gennemføres mod en sygdom med en så universel udbredelse og en så stor smitsomhed som kopper, og som desuden på forhånd overalt mødtes med en stor animositet.

En anden udvej, som man var slået ind på for at nå et mere tilfredsstillende resultat, var den kunstige svækkelse af indpodningslymfen, hvorved der skulle kunne opnås ikke alene farefrihed, men også en i det mindste tilnærmelsesvis smittefrihed. Vi har set, at allerede Gatti og Rottbøll var stærkt optagne af denne tanke og at den førstnævnte mente at have realiseret den ved sine lette podestik med lymfe af indpodede kopper. Også Sutton sigtede bestemt på det samme og ville hævde, at hans patienter, hvis indpodninger kun fremkaldte ganske få og små koppepustler, ikke voldte kendelig smitte. Men denne ringe smittefarlighed opnåedes ganske vist kun på bekostning af metodens effektive sikkerhed, så at mange fik mistillid til benyttelsen af de kunstige koppers lymfe. Man forsøgte da på forskellige andre måder at præparere koppelymfen, så at den med bevarelse af sin forebyggende kraft dog kunne vise farefrihed og så vidt muligt tillige smittefrihed.

Interessante forsøg i denne retning er foretagne på et meget afsides sted af en fuldstændig autodidakt lægmand, bonden John Williamson på Shetlandsøerne. Efter autentiske meddelelser har denne mand uden noget uheld i halvfjerdserne og firserne indpodet flere tusinde øboere, mellem hvilke ondartede koppeepidemier i en årrække havde voldt megen ulykke. Podningsmateriens virulens svækkede han ved en meget ejendommelig procedure. Efter at have udsøgt sig god væske hos et sundt individ tørrede han den i tørverøg og gravede den derpå ned i jorden, bedækket med kamfer. Han gemte materien særdeles længe, undertiden 7-8 år, inden han brugte den. Inokulation foretog han uden nogen forberedelse og på en meget primitiv måde med en lille kniv af sit eget fabrikat Snitsåret på armen dækkede han blot med et kålblad og sygdommen lod han forløbe uden behandling med medikamenter. Det fremhæves, at inokulationen altid slog an og til regelmæssig tid. Denne ejendommelige praktis blev imidlertid først bekendt i England efter vaccinationens opdagelse og blev rimeligvis derved ikke genstand for nøjere undersøgelse.

En lyst og trang til sådan eksperimentel forskning med inokulationsmaterien kommer i denne periode, hvor en stor utilfredshed med den hidtidige indpodningsmetode trængte sig mere og mere frem, ligeledes til syne hos videnskabelige læger. Således i inokulationens udvalgte land, vor sydligste provins, Holsten. Den under Henslers ægide livligt fortsatte indpodning fandt hen ad århundredets slutning videre støtte hos en ung, nyansat medicinsk professor i Kiel, den ansete naturvidenskabsmand Pfaff, og også han eksperimenterede med lymfen i samme retning som den shetlandske bonde. Han anvendte nemlig dels lymfen på sædvanlig måde i frisk tilstand, dels tørret og gemt i nogle uger, og han mente at kunne konstatere, at denne sidste lymfe virkede både mildere og langsommere. Det meget sparsomme eksantem kom først frem 10de-12te dag. Af flere hundrede indpodede børn havde han intet dødsfald, skønt der imellem var både spæde og svagelige. Han priser derfor også inokulationen og udtaler sin glæde over den holstenske befolkning, der endnu er ivrig for at få operationen foretaget, "hvad der ikke mere er tilfældet i Tyskland". I den her fremkomne bevægelse for at få kopperne radikalt udryddede ser han kun "en kimærisk plan, hvis udførelse er fjern som den evige fred". Da han i 1799 nedskriver dette i den mismodige overbevisning, at koppeepidemier ikke kunne udryddes eller forebygges, aner han ikke, at den opdagelse, som dog åbner udsigt til at forvandle kimæren til virkelighed, allerede er sket, at det brændende pium desiderium, effektiv indpodning uden al smittefare, virkelig var blevet realiseret, ja han aner eller ænser i hvert fald ikke, at på det samme gods, hvor han foretager en stor del af sine eksperimenter, har en lægmand, skolelærer Plett, allerede gjort heldige forsøg med lymfe fra koyvere.

Dette var netop betydningen af vaccinationen, at dens beskyttende indpodning med lokalpustler ikke alene var farefri, men også fuldkommen smittefri, og derved var det, at den blev i stand til at fortrænge den gamle indpodningsmetode, der for at adskille den fra vaccinationen nu almindeligt betegnedes som variolation, og som således i de fleste kulturlande hurtigt blev stillet ganske i skygge, ja blev betragtet som en forbryderisk metode, som det under streng straf blev forbudt at udøve. Denne hårde fordømmelse kan vel ikke siges at være umotiveret, men den gamle metode havde dog egentlig fortjent et bedre eftermæle. Thi det var dog den, der havde brudt banen, uomtvisteligt havde bevist, at koppernes ondartede hærgen kunne afværges og fastslået det store grundprincip, som al forebyggende indpodning mod infektionssygdomme, også Pasteurs banebrydende nutidsvaccinationer, bestandigt har støttet sig til. Så betydningsfuld som Jenners vaccinationsmetode har været i praktisk henseende, så var den dog, som vi i det følgende afsnit skal se, i virkeligheden ikke andet end en ny modifikation af den gamle indpodning - en modifikation, som måske igen vil blive erstattet, ja til dels allerede kan siges at være blevet erstattet af andre modifikationer, alle hvilende på den gamle inokulations altid aktuelle, uforgængelige princip.

Koppesygdommen og vaccinationen

1. Perioden før Jenner.

Ligesom den gamle inokulation stammede også vaccinationen fra folkemedicinens umiddelbare empiri. Landbefolkningen i forskellige lande både i og udenfor Europa havde i forrige århundrede hist og her gjort den erfaring, at en koppelignende sygdom, der især viste sig på køernes yver, havde en mærkelig beskyttende virkning, så at personer, som var beskæftigede med malkning af sådanne køer, ofte ikke var modtagelige for smitte fra menneskets kopper, når de først havde pådraget sig et udslet på hænder og arme ved berøring af det syge yver. Denne kvægsygdom synes lige fra meget gammel tid at have hersket ret hyppigt i mere eller mindre udbredte epizootier, undertiden af ret ondartet karakter, men det var dog først efter midten af århundredet, at landbefolkningen efter indførelsen af koppeinokulationen, hvis podepustler i størrelse og hele udseende havde megen lighed med kokopperne, begyndte at iagttage den koppelignende sygdom hos køerne nærmere og at få en fast tro på kokoppesmittens nævnte beskyttende evne.

Mellem de steder, hvor denne kvægsygdom optrådte særlig hyppigt, var nogle grevskaber i Sydengland. Og her, i Dorsetshire, foretoges da også det første bekendte, bevidste forsøg på efter den ældre inokulations mønster at give beskyttelse mod menneskekopper ved kunstig indpodning fra et koyver. Det var en intelligent forpagter Benjamin Jesty, der har æren af at være banebryderen. Selv var han tidligere tilfældigt blevet smittet af en ko og var derefter aldrig blevet angrebet af menneskekopper. Han havde to malkepiger i sin tjeneste, om hvem det samme var tilfældet. Da i foråret 1774 en koppeepidemi udbrød i hans egn og de der boende læger begyndte at anvende den sædvanlige sutton'ske inokulation, faldt det ham pludseligt ind, at han vistnok selv kunne give sin kone og sine to sønner, som ikke havde haft kopperne, den fornødne beskyttelse mod den truende smitte ved at tage væske fra yveret af en syg ko. Han førte dem hen til en nabogård, hvor køerne netop var angrebne af disse koppelignende tilfælde, og foretog operationen på armene med en nål. Indpodningen slog stærkt an på dem alle tre, men sønnerne kom let over vaccinationen, hvorimod hustruens arm blev sæde for en betydelig inflammation og et heftigt feberanfald fik hun også, så at en læge måtte tilkaldes. Jestys dumdristighed ved at indføre en sådan "bestial disorder" i den menneskelige organisme fremkaldte en storm af forbitrelse mod ham fra hans naboer, men hustruen kom sig dog snart og viste sig derefter uimodtagelig for koppesmitte, hvad der også var tilfældet med den ene søn. Hos den anden søn slog derimod omkring 15 år senere en sædvanlig inokulation (variolation) foretaget af en læge godt an.

Ingen fulgte Jestys eksempel, især fordi operationen havde voldt alarmerende komplikationer, og hans eksperiment blev ikke bekendt i videre kredse førend langt senere, da Jenner havde slået til lyd for den nye metode, og den engelske lægevidenskabelige verden som følge deraf levende beskæftigede sig med dette vigtige problem.

Den næste, der som Jesty genialt og dristigt skred til dette vaccinationseksperiment, var ligeledes en lægmand, en ung holstensk skolelærer, Peter Plett. Også i forskellige egne i Holsten var kokopperne en ret hyppig sygdom og også her, ligesom i øvrigt flere steder i det nordlige Tyskland, mente man at have gjort den samme erfaring om deres beskyttende evne som i Sydengland. Plett havde set læger foretage inokulationer på børn. Han havde tillige i den egn, hvor han havde opholdt sig som huslærer hos en hollænderiforpagter (Schönweide i Wagrien), ofte hørt malkepiger omtale den af dem tilfældigt erhvervede beskyttelse mod kopper og da han i 1791 som huslærer hos en forpagter Martini på Hesselburg under godset Wittenberg iagttog den koppelignende sygdom hos køerne samtidig med, at virkelige kopper begyndte at optræde hos befolkningen, fik han den indskydelse at beskytte Martinis børn ved at indpode fra et koyver. Forældrene ville ikke tillade ham at foretage operationen, men gjorde ham dog den indrømmelse at lade børnene gnide deres hænder på yveret. Dette viste imidlertid ingen virkning og han fik da i al hemmelighed tre af børnene, 2 piger (som var bange for at blive vansirede af kopper) samt en dreng, Carl (senere ejer af Williamsborg ved Vejle), til at underkaste sig indpodningen. Han gik ned i kostalden, udsøgte en smuk koppeaglig pustel, åbnede den med en pennekniv, lod væsken løbe ud på en træspån, gik tilbage til skolestuen, ridsede børnenes hud mellem tommel- og pegefinger og gned lymfen ind. 3 dage efter optrådte betændelse på indpodningsstedet med påfølgende udvikling af tydelige koppepustler. Forældrene opdagede nu det hele, men da alt gik godt og børnene efter et forbigående ildebefindende igen blev raske, fik han tilgivelse. Og da der 2 år efter i egnen optrådte en ondartet koppeepidemi, gik disse 3 børn ganske fri, medens deres ikke-indpodede søskende blev heftigt angrebne.

Heller ikke dette forsøg ænsedes eller blev kendt i videre kredse, førend Jenners kokoppevaccination havde vundet indgang også i Holsten. Da anstillede det medicinske fakultet i Kiel nøjere efterforskninger, hvoraf det fremgik, at befolkningen rundt om i denne landsdel, hvor også selve den gamle inokulation vedblev at dyrkes med iver og tillidsfuldhed, længe havde anset kokoppesmitte for at beskytte mod virkelige kopper og at blandt andre en forpagter Jensen på Bockhorst omtrent lige så tidligt som Plett havde gjort lignende heldige forsøg. Plett, der på sine ældre dage levede som en fattig skolelærer i Stackendorf i Schönberg kirkesogn, blev da omsider også ænset og formået til at meddele den anførte beretning, som blev trykt i "Schleswig-holst. Provinzialber." for 1815. Men havde Holstens lærde læger i tide været opmærksomme på denne folkeerfaring, så kunne måske Danmark have fået æren for vaccinationens indførelse i stedet for England - hvad der også kunne være blevet tilfældet med den ældre inokulation, hvis Thomas Bartholin ikke i sin store lærdom havde stemplet metoden som henhørende under de folkelige "errores in medicina".

Også Frankrig har rejst prioritetskrav med hensyn til vaccinationens opdagelse. Autentiske beretninger om foretagne indpodningsforsøg i dette land forud for Jenner foreligger dog ikke, og der har ikke kunnet oplyses mere, end at en koppelignende sygdom hos køer, hvis tilfældige overførelse til mennesker beskyttede mod virkelige kopper, længe havde været kendt i Sydfrankrig, især i egnen omkring Montpellier, under navnet "picot", og at en engelsk læge, Pew, der omtrent 1780 opholdt sig i Montpellier, først skulle have gjort sine kolleger i hjemmet og måske også selve Jenner bekendt med denne erfaring - hvorfor franske læger (særlig Husson) dristigt ville hævde "l'origine vraiment française" for vaccinationen.

Utvivlsomt var det dog især i England, at også læger tidligt var opmærksomme på denne ejendommelige kosygdoms formentlige beskyttende indvirkning, og såvel Joseph Adams i sit skrift om Morbid Ooisons (1795) som Beddoes i Queries Respecting Inoculation (1795) omtaler det interessante spørgsmål. Men de synes i øvrigt nærmest tilbøjelige til i kokoppelymfen kun at se en art kemisk modgift mod menneskekopper og ikke at ville betragte kvægsygdommen som en virkelig koppesygdom, nært beslægtet med menneskets og netop derfor i stand til at give immunitet. Den ansete koppelæge Woodville er i sin ufuldførte History of Inoculation (1796) dog noget mere tilbøjelig til at ville drage denne slutning, men det var først Edward Jenner, som, ganske vist med sine væsentlige udgangspunkter i den rent folkelige opfattelse, uden betænkning skred til at indføre denne hypotese i videnskaben, lige så dristigt og ihærdigt som genialt at kæmpe for og hævde dens berettigelse og ved hjælp af den at forklare den gådefulde beskyttende virkning af sin vaccination. Såvel herved som ved at afgive det virkelige udgangspunkt for den hele nye vaccinationsæra får Jenners første, den 14de maj 1796 foretagne, indpodning af lymfe fra en kokoppepustel en uendelig meget større banebrydende og historisk betydning end de andre førnævnte foretagne forsøg - hvor meget end enkelte ældre og nyere engelske vaccinationsforfattere, i en overraskende hidsig bestræbelse for at nedsætte deres kollega og landsmand Jenners af andre højt lovpriste fortjeneste, har villet give den brave forpagter i Dorsetshire hovedæren.

2. Den Jennerske periode i England.

For fuldt ud at kunne vurdere videnskabelige arbejders og videnskabelige opdagelsers hele betydning er det uimodsigeligt af vigtighed ikke alene kritisk at undersøge disse, således som de foreligger udviklede og givne af ophavsmanden, men også så vidt muligt om selve dennes videnskabelige personlighed, om hans kompetence, soliditet og vederheftighed at kunne komme til en bestemt dom. Det er derfor ikke blot fra historisk-biografisk, men også fra et rent naturvidenskabeligt synspunkt forklarligt nok, at vaccinations-forfatterne hyppigt med udførlighed har dvælet ved Jenners personlighed. Her møder os imidlertid de mest modstridende domme. Og om disse end stadig ses at være påvirkede af vedkommende forfatteres mening om selve vaccinationens betydning og værd, af deres tillid eller mistillid til dens beskyttende evne mod koppesygdommen, så er divergenserne i dommen om hans personlighed dog så store, at det uvilkårligt må forbavse. Medens nogle, og utvivlsomt de fleste, fremstiller ham ikke blot som en af menneskehedens største velgørere, men som næsten overjordisk stor og ædel, fri for enhver fejl og svaghed, har andre derimod, som allerede ovenfor antydet, ikke alene i en ret naturlig reaktion mod denne overdrevne panegyrik påvist hans menneskelige svagheder, men fremstillet ham som en upålidelig, ja i sin litterære og videnskabelige færd ligefrem bedragerisk person, hvis eneste talent viste sig i at forstå med snild dialektik at dække over sine urigtige angivelser og stikke verden blår i øjnene. Det er dog især kun en enkelt nutidsforfatter, der går så vidt i nedsættende bedømmelse, nemlig den i øvrigt af de britiske epidemiers historie fortjente og ovenfor ofte citerede Charles Creighton, hvis talentfulde pen har nedladt sig til at skrive et rent tendentiøst smædeskrift over denne lægestandens fejrede koryfæ. Men også andre engelske forfattere af en vis litterær anseelse og betydning udtaler sig om end med mere moderation i samme retning, idet de som Creighton støtter sig til en mængde sammenstillede og analyserede data og kildeundersøgelser af en tilsyneladende ikke lidet overbevisende vægt. Dette fænomen kan nu sikkert til dels forklares som et udslag af den moderne nye skarpt kildekritiske retning i historieskrivningen, der ubønhørligt omstyrter så mange af forfædrenes gudebilleder og med stolt selvfølelse ser ned på den ældre tids ukritiske lovtaler, dens naive dityramber.

At en ensidig kritisk retning i sin selvfølelse og begejstring for kritikken heller ikke er sikker mod at begå overgreb, turde imidlertid være både menneskeligt og noget nær selvfølgeligt og hvad særligt den divergerende historiske bedømmelse af Jenner angår, turde sandheden som så ofte ligge noget nær i midten. Dette vil forhåbentlig fremgå af den følgende orienterende fremstilling af Jenners liv og virksomhed, der støtter sig til alle de foreliggende data.

Edward Jenner fødtes 17de maj 1749 i den lille by Berkeley i Gloucestershire - hvor kokopper hyppigt herskede som epizooti - og var søn af byens præst. 8 år gammel blev han underkastet koppeinokulation, altså før den sutton'ske æra og på et tidspunkt, hvor præparationen spillede en meget stor rolle. Den varede for hans vedkommende hele 6 uger, i hvilket tidsrum han blev åreladt, udrenset ved afføringsmidler, holdt på meget streng diæt og desuden fyldt med en drik, der skulle virke fortyndende på blodet. Derpå blev han flyttet til et af de da indrettede snævre og ubehagelige indpodningslokaler og her stuvet sammen med talrige andre inokulerede, der alle var mere eller mindre alvorligt syge af de kunstige kopper. Han selv slap over det uden farlige tilfælde, men vedblev dog længe derefter at skrante, hvorved han naturligt fik en misstemning mod variolationen. 14 år gammel kom han i lære hos den velansete kirurg Ludlow i Sodbury ved Bristol og skal i denne læretid, der varede 6 år, have fået sin opmærksomhed henledt på kokoppernes beskyttende evne ved en udtalelse af en bondekone, der søgte lægehjælp hos Mr. Ludlow og hvis sygdomstilfælde førte tanken hen på kopper: "I cannot take that disease, for I have had cow-pox". Efter læretidens udløb kom han til London som elev og medhjælper ("house pupil") hos den store kirurg og anatom John Hunter, til hvem Ludlow stod i bekendtskabsforhold, og her fik Jenner lejlighed til at knytte forbindelse med flere unge, senere berømte videnskabsmænd og til selv at få impulser til videnskabelige undersøgelser. Tilbagevendt til sin fødeby, hvor han praktiserede som læge, vedblev han at stå i brevveksling med Hunter, der åbenbart havde fattet megen godhed for sin elev og som hyppigt modtog forsendelser af indsamlede og til dels undersøgte naturalier fra ham til brug for sin komparativ-anatomiske forskning. Af bevarede breve fremgår det også, at Jenner var meget ærgerrigt fremadstræbende og især bestræbte sig for at blive medlem af Royal Society ved Hunters og andre formående London-bekendtskabers hjælp. En til selskabet indsendt afhandling om gøgen og især om gøgeungens mærkelige udviklingsforhold forskaffede ham virkelig denne store udmærkelse (1789), skønt arbejdet næppe vidner om nogen fremtrædende forskerevne og i den nyere tid er blevet meget hårdt bedømt. Det havde imidlertid for sin tid så megen interesse, at det kunne vinde bifald hos en naturhistorisk autoritet som Blumenbach. Et par år efter, da han ved sin lægepraksis og ved en lille arv havde fået en sum penge tilovers, erhvervede han sig et medicinsk doktordiplom fra det gamle universitet i St. Andrews.

Den mærkelige sygdom hos køerne, som i England almindeligt gik under betegnelsen "cow-pox" og som var meget hyppig i Gloucestershire og som ved at volde blegner på malkepigernes hænder tilsyneladende ofte forhindrede smitte af menneskekopper, var under hans virksomhed i Berkeley stadig genstand for hans opmærksomhed og overvejelse. Ved de hyppige inokulationer, han som andre engelske læger foretog, mødte han af og til en immunitet, som vedkommende gav tidligere smitte med kokopper skylden for, og han drøftede lejlighedsvis spørgsmålet med sine nabokolleger. 1788 tog han en tegning af en malkedrengs hånd med kokopper og foreviste den i London for sin ven Sir Everard Home og andre. Men når hans panegyriske biograf John Baron, ligesom senere Choulant, John Simon og flere andre, for at stille hans skrupuløse grundighed og forskerenergi i det rette relief, fremhæver, at han lige fra midten af halvfjerdserne var optaget af de mest indgående og møjsommelige forskninger, først og fremmest eksperimentelle, over spørgsmålet, så har dette intet støttepunkt i de virkeligt foreliggende data så lidt som i hans senere offentliggjorte skrifter.

Hans første egentlige eksperiment er det senere så verdensberømte, vaccinationen af den 8årige dreng James Phipps den 14. maj 1896. Det foretoges ikke, som senere ofte antaget og angivet, fra en pustel på et koyver, men fra en malkepige Sara Nelmes hånd, på hvilken ved smitte fra koen en smuk koppeblegn havde udviklet sig i en rift, fremkaldt ved en torn. På drengens overarm indpodede han lymfen efter at have gjort to lette hudrids af en halv tommes længde, på samme måde som han plejede at foretage den sædvanlige koppeinokulation. Til hans glæde udviklede der sig i hudridsene pustler, der havde en afgjort lighed med de inokulationskopper, som han ellers fremkaldte, og han fik herved både sin tillid til kokoppernes beskyttende evne og sin antagelse af nært slægtskab mellem menneske- og kokopper bestyrket. Til forskel fra de sædvanlige inokulationskopper optrådte der kun omkring drengens kokopper en ret stærk rosenagtig rødme, der imidlertid snart tabte sig, idet koppeblegnen tørrede ind til skorpedannelse. Processen forløb uden andet ildebefindende end ømhed i axillen, især den 7de dag, og en kuldegysning med appetitløshed og hovedpine den 9de dag. Forsøg på videre forplantning af den her udviklede lymfe til andre børn foretog han ikke. For at forvisse sig om vaccinens smittefrihed lod han drengen ligge i seng sammen med børn, der ej havde haft kopper og som heller ikke nu smittedes af kokopperne, og for at vinde sikkerhed for drengens uimodtagelighed for menneskekopper, inokulerede han ham den påfølgende 1ste juli, altså kun 6 uger efter vaccinationen, med lymfe fra en frisk blegn hos en koppesyg. Indpodningen viste til Jenners glæde ej anden indvirkning end den hudirritation, som han kendte fra inokulation hos sådanne, der tidligere havde gennemgået kopperne. Denne således påviste immunitet var unægtelig, som Jenner selv siger i en meddelelse derom i et brev til sin ven Dr. Gardner, "the most delightful part of the story".

På grundlag af dette eksperiment og med tilføjelse af nogle tilfælde, hvor han med negativt resultat havde forsøgt den sædvanlige koppeinokulation, idet vedkommende havde haft kokopper ved smitte fra køer, forfattede han en opsats, hvori han fastslog kokoppernes sikre beskyttende evne, begrundet i deres nære slægtskab med menneskekopperne, og indsendte den i foråret 1797 til Royal Society til optagelse i selskabets Transactions. Den blev imidlertid afvist af censuren og tilbagesendt Jenner med et venligt råd om ikke at kompromittere sig ved sådanne løse meddelelser. Man må nu også indrømme selskabet, at hans bevismateriale var meget spinkelt. Men Jenner lod dog ikke derved sagen falde. Efter at have omarbejdet afhandlingen og tilføjet nogle yderligere eksperimenter foretagne i foråret 1798, da der under fugtigt vejr udviklede sig en ny epizooti hos heste og kvæg, lod han den offentliggøre som en særskilt brochure. Således udkom ved slutningen af juni 1798 det lille skrift, som har opnået et verdensry og en praktisk betydning større end de allerfleste andre.

Det bærer titlen: An Inquiry into the Causes and Effects of the Variolæ Vaccinæ, a Disease, Discovered in some of the Western Counties of England, particularly Gloucestershire, and Known by the Name of the Cow Pox og er dediceret til forfatterens ven Dr. Parry i Bath. Jenner omtaler heri først en ejendommelig koppelignende udslætssygdom hos hesten "the grease", i hvilken han ser kilden til koens koppesygdom, idet karlene efter at have været i berøring med heste malker køerne og derved påfører disse sygdommen, den såkaldte cow pox. Herfra går den da igen over til mennesker ved malkning, når der er rifter på disses hænder. Han beskriver nu sygdommen således, som han har iagttaget den især hos malkepiger. Der udvikler sig runde blegner med inflammation i omkredsen, med fordybning i midten og en blålig farve. Lymfekarrene angribes og der opstår svulst i axillen, pulsen bliver hurtig, der viser sig kuldegysninger, mathed, hovedpine og brækning. Disse tilfælde vedvarer i regelen et par dage, hvorefter befindendet bliver godt, idet samtidig koppeblegnerne tørrer ind og danner skorpede sår, der heler meget langsomt. Ved fingrenes berøring med ansigtet kan der udvikle sig lignende blegner, men i øvrigt fremkommer der aldrig noget eksantem på andre steder af legemet. Kokoppesmitten virker kun rent lokalt. Sygdommen går således fra hesten, hos hvem den har sin kilde, over til koen, hvor den får en mere udpræget koppelignende karakter og en kraftigere smittevirkning, og derfra over til mennesket. Og her viser kokopperne sig "so extremely singular, that the person, who has been thus affected, is for ever after secure from the infection of the small pox; neither exposure to the variolous effluvia, nor the insertion of the matter into the skin, producing this distemper".

Denne dristige og afgørende hovedslutning rykker han således frem med straks i skriftets begyndelse, idet han derefter søger at dokumentere den ligesom i det hele den forudskikkede fremstilling ved referat af 23 iagttagne tilfælde. De fleste af disse er sådanne, hvor vedkommende i tidligere tid, nogle for over 30 år tilbage, har været smittede af heste- eller kokopper og derefter har vist sig immune mod menneskekopper, også ved en variolation, som Jenner med negativt resultat foretog på 16 af de i skriftet nævnte personer. Casus nr. 16 er den allerede nævnte malkepige Sarah Nelmes, fra hvem lymfe til drengen James Phipps blev taget 14de maj 1796. Dette hans første og grundlæggende tilfælde af artificiel vaccination refererer han, således som det ovenfor er gengivet, som casus nr. 17, idet han i skriftet yderligere tilføjer, at drengen atter senere gentagne gange blev inokuleret med menneskekopper uden nogen virkning.

Dernæst meddeler han nye eksperimenter, som han har foretaget i foråret 1798, da sygdommen på ny optrådte i hans nærhed. Det første af disse forsøg (casus nr. 18) er foretaget med en 5 års dreng John Baker, hos hvem han indpodede lymfe fra hånden af en karl, der var blevet smittet af en hest. Det indtrådte ildebefindende og de udviklede indpodningsblegner viste lignende karakterer som efter indpodning af kokoppelymfe, dog var alt mindre udpræget. Slutresultatet kunne imidlertid ikke konstateres, idet drengen blev angrebet af en "contagious fever" i det arbejdshus, hvor han var anbragt.

Det følgende casus (nr. 19) har igen en grundlæggende betydning, idet han her for første gang har foretaget en indpodning direkte fra et koyver. Vaccinationen foretoges 16de marts 1798 på en 5 års dreng, William Summers, med et enkelt stik, og forløbet var væsentligt det samme som hos James Phipps. Endnu mere banebrydende bliver dette forsøg derved, at Jenner forplantede lymfen fra drengens koppeblegn videre til andre børn, altså derved inaugurerer den fortsatte anvendelse af humaniseret lymfe, en opfindelse, der udelukkende er Jenners fortjeneste. Den 28de marts, altså først 12 dage efter vaccinationen af Summers, vaccinerede han herfra en 8 års dreng William Pead, der fik en karakteristisk vaccine udviklet, og fra hvilken han igen den 5te april indpodede flere børn og voksne, stadig kun med et enkelt stik af en lancet. Indpodningen slog godt an, men der optrådte hos flere en temmelig intensiv rosen omkring pustlerne, som han dæmpede ved applikation af kviksølvsalve, en kurmetode, han havde lært at anvende ved lignende tilfælde under inokulation af menneskekopper. Hos det ene af disse børn, en 7 års pige Hannah Excell, der af vanvare havde fået 3 stik af lancetten, udviklede der sig særligt smukke koppepustler, der ganske lignede indpodede menneskekopper, hvorfra de kun adskilte sig ved ikke som disse hurtigt at blive purulente. Fra Hannah vaccinerede han igen den 12te april 4 børn. Det ene af disse var hans egen 11 måneder gamle søn Robert, hos hvem imidlertid intet anslag indtrådte. Hos de andre udvikledes gode pustler og fra det ene barn, den 5årige Mary Read, indpodedes en 7 års dreng J. Barge. Datoen er ikke angivet, men vaccinationen forløb, så vidt det kan skønnes af det korte og mangelfulde referat, på sædvanlig tilfredsstillende måde. Gennem 5 generationer havde Jenner således påvist anslag af kokoppelymfen.

Til referatet af disse heldige vaccinationer føjer Jenner den selvsikre udtalelse, at kontrolforsøg med variolation efter vaccinationen har han anset for overflødige, da immuniteten i forvejen af ham er fastslået. Kun på en enkelt, Summers, har han til prøve inokuleret menneskekopper og med ganske negativt resultat, hvad hans nevø kirurgen Henry Jenner også har konstateret hos børnene William Pead og Barge.

Den følgende del af skriftet er viet til forskellige betragtninger. Han hævder på ny, at hestekopper (the grease) sikkert er urkoppen, men beklager dog samtidig, at han har været forhindret i at opklare spørgsmålet ved eksperimenter. Som en genial forløber for nutidens bakteriologi antyder han, at koppevirus må have den ejendommelige egenskab, at det under forskellige forhold kan forstærkes eller svækkes, idet kokopper kun kan beskytte mennesker mod virkelige kopper, fordi det er det samme virus, der blot optræder i svækket styrkegrad. Derfor har han også kaldt kokopperne "variolæ vaccinæ". Til denne teori ledtes han ikke ved eksperimenter - det har han mærkeligt nok ikke givet sig tid til at foretage - men åbenbart ved den gamle koppeinokulations udtalte bestræbelse for at svække indpodningsvirus. Han gør endvidere - med tilknytning til, hvad variolationens nyere udøvere også havde fremhævet - opmærksom på, hvor vigtigt det er at benytte god og ren lymfe, især en sådan, der ikke endnu er blevet stærkt purulent eller er gået i dekomposition. Er dette tilfældet, volder den ondartet inflammation, men ingen beskyttelse mod kopper. Ligeså fremhæver han - fremdeles i overensstemmelse med den gamle metodes inokulatorer - faren ved at stikke eller incidere for dybt ned i huden, hvorved der ligeledes let opstår heftige betændelser. Iagttagelsen af disse sikkerhedsregler både ved variolation og vaccination anser han for langt væsentligere til sikring af et godt resultat end den stærkt fremhævede efterbehandling med kold luft og koldt vand.

I afhandlingens slutning fremhæver han i veltalende ord de store fordele, som hans vaccination frembyder sammenlignet med den ældre variolation. Den første er i modsætning til den anden en aldeles farefri og smittefri metode og dertil lige så sikker og betryggende som denne. Han hævder at have grundet sit reformforslag på eksperimenter. Imidlertid indrømmer han dog tillige, at "conjecture has been occasionally admitted in order to present to persons, well situated for such discussions, objects for a more minute investigation". Han slutter med at udtale håbet om, at hans undersøgelser må tjene til menneskehedens vel.

Skriftet, der tillige var udstyret med smukke plancher og især med en god afbildning af kokopperne på Sarah Nelmes hånd, vakte en ualmindelig opmærksomhed. Der rørte sig på dette tidspunkt en udbredt og bestandig stigende utilfredshed med den gamle inokulationsmetode, man længtes overalt efter en ny og bedre og opmærksomheden var allerede i forvejen henvendt på de mærkelige kokopper og på den mulighed, at indpodning med disses lymfe kunne benyttes i stedet for ægte koppelymfe. Imidlertid var dog mænd med videnskabelig indsigt og kritik ikke blinde for de unægtelig temmelig store svagheder i skriftets hele bevisførelse.

Det egentlig eksperimentelle grundlag, hvorpå han byggede sine dristige slutninger om livsvarig immunitet mod koppesygdommen, var i virkeligheden alt for usikkert. De personer omkring i landsbyerne, hvis immunitet mod menneskekopper han havde påvist, og som efter deres angivelse skulle have været smittede af kokopper, kunne måske i hin tid, hvor menneskekopper var en næsten uafbrudt tilstedeværende sygdom, godt uden bagefter at vide det i børneårene have haft et let anfald af denne sygdom og skylde den - og ikke kokopperne - deres immunitet. Hans egne forsøg med indpodning af kokopper var alt for få og ufuldkomment gennemførte, således især hans kontrolinokulationer med ægte koppevirus ofte foretagne alt for hurtigt efter vaccinationen til at have nogen afgørende betydning. Hans vaccinationer af børn var oven i købet på den enkelte nær først foretagne i foråret 1798 umiddelbart før skriftets offentliggørelse, og de lidet udtømmende referater af dem bærer et tydeligt hastværkspræg, der svækker tilliden. Sin hypotese om hestekopper som den urform, hvoraf de andre udviklede sig, udkaster han ganske uden eksperimentel begrundelse og heller ikke den geniale (senere af andre beviste) hovedteori om alle koppeformers patogenetiske identitet har han gjort noget egentligt forsøg på at begrunde ved de eksperimenter, der dog skulle synes at ligge meget nær for, således især indpodning af koppevirus fra mennesker på køer. Hvad der således savnes i solid grundvold, erstatter han unægtelig på en vis måde ved hele skriftets fremstillingsform, hvis tone er overordentlig troværdig og tillidsvækkende, men tvivlen måtte dog let hos kritiske videnskabsmænd vinde rum.

Da Jenner i anledning af sit skrifts trykning i sommeren 1798 var kommet til London, medbringende kokoppelymfe fra sit hjem, var det ham også vanskeligt at formå nogen af hovedstadens lægeautoriteter til at foretage forsøg dermed. Endelig fik han dog den ansete kirurg Cline ved St. Thomas hospital til at vaccinere et barn, der led af hofteskade. Cline foretog vaccinationen på selve hoften i håb om derved at udøve en gavnlig afledende virkning på den tilstedeværende ledbetændelse. Indpodningen slog an, men forsøg på at forplante lymfen videre på andre børn mislykkedes, og Cline synes ikke at have været stemt for at foretage videre forsøg. De kritiske betænkeligheder og indvendinger, som Jenners skrift havde vakt, kom nu også inden årets udgang til fyldigt udtryk i et ret omfangsrigt skrift af Pearson, en anset videnskabsmand og medicus ved St. Georges hospital. Pearson er aldeles ingen modstander af tanken om at lade den gamle variolation blive erstattet af vaccinationen, tværtimod nærer også han på forhånd lyse forventninger om den af Jenner foreslåede reform, ligesom han indleder sit skrift med at fremhæve Jenners fortjeneste. Men alle de nævnte svage punkter i begrundelsen har han et åbent øje for og søger derfor at sætte de fremkomne problemer under mere indgående debat, idet han, som selv ikke har praktiseret på landet og ikke kender kokopperne af selvsyn, med stor energi hurtigt har fået indsamlet et meget betydeligt materiale ved henvendelse til læger og andre rundt om i de egne, hvor epizootien hyppigt herskede. På grundlag heraf forkaster han nogle af Jenners påstande, således især dennes løst begrundede, men ganske vist af den folkelige opfattelse i Gloucestershire støttede antagelse af koppernes oprindelse fra hesten, medens han i øvrigt kommer til det hovedresultat, at der er al grund til at fortsætte forsøgene med kokoppeindpodning.

Medens Pearson i sit skrift overvejende viser sig som den teoretiske lærde og ikke har optaget spørgsmålet til selvstændig eksperimentel prøvelse, var der samtidig andre, der optog denne allernærmest liggende side af sagen, som Jenner selv havde ladet ligge brak. Således en kirurg i Manchester William Simmons, der både inokulerede lymfe fra hestekopper på børn og ægte koppelymfe på køer, men bestandig fik rent negativt resultat, hvad der også var tilfældet med lignende forsøg, foretagne af Colemann, professor ved veterinærskolen. Disse forsøgsresultater kunne jo ikke andet end virke svækkende på Jenners hele teori og samtidig fik han et andet stød, der vel i og for sig ikke var af stor betydning, men dog fik vægt ved den videnskabelige autoritet, som ophavsmanden nød. Det var den af naturvidenskaben i det hele så fortjente og også som inokulator særlig i de østrigske lande celebre Ingenhousz, der i sommeren 1798 opholdt sig i Sydengland som gæst hos mæcenen lord Lansdowne og her havde lejlighed til at indsamle oplysninger om kokoppernes forhold. Han blev således bekendt med flere tilfælde, hvor smitte deraf aldeles ikke havde vist nogen beskyttelse mod menneskekopper, og rejser derfor indvendinger i et brev til Jenner, hvem han alvorligt advarer imod for rask at antage en doktrin, "which may do great mischief should it prove erroneous". Engelske læger rykkede samtidig frem med lignende erfaringer og Jenner måtte da ruste sig til nyt og bedre forsvar for sin indpodnings værd.

Således fremkom i foråret 1799 hans 2det skrift Further Observations on the Variolæ or Cow Pox, som ligeledes er dediceret til Dr. Parry med udtalelser af glæde over den interesse for sagen, som hans forrige skrift har vakt. Han udtaler også håbet om, at den fortsatte undersøgelse af spørgsmålet må foregå "with that calmness and moderation, which should ever accompany philosophical researches". Sine påstande og slutninger i sit forrige skrift opretholder og forsvarer han med megen energi og dialektisk dygtighed. De tilfælde, hvori kokoppelymfen ikke har vist sin beskyttende virkning, afgiver i virkeligheden aldeles intet modbevis, idet indpodningen utvivlsomt her er foretaget med "spurious cow-pox". Hvad han i sit første skrift kun ganske let og forbigående havde antydet om forskellige arter af udslæt på koyveret, udvikler han her vidtløftigt og med stor styrke. Ved siden af de ægte (true, ægte) kokopper findes ofte pustler, der vel ligner disse, men aldeles ikke er af den specifikke koppekarakter. Men nogen tydelig og bestemt anvisning til, hvorledes man virkelig skal kunne adskille disse to arter kokopper, giver han ikke. Hovedsummen af hans fremstilling går egentlig kun ud på den circulus vitiosus, at hvad der beskytter, er "true", og hvad der ikke beskytter, er "spurious". Ved siden af denne kilde til fejlslag, som alle vaccinatorer indskærpes til vel at bemærke, er der dog endnu en anden hyppig og lige så vigtig, nemlig benyttelsen af kokoppelymfen på et urigtigt tidspunkt og især for sent, så at pustlerne er blevet purulente og indholdet er begyndt at dekomponere. Han henviser til ganske lignende erfaringer, gjorte af den gamle metodes inokulatorer, og betoner den store vigtighed af at tage væsken af de endnu klare blålige blegner på et tidligt udviklingsstandpunkt.

Også sin teori om hestekopperne (the grease) som kilde til kokopperne søger han at opretholde mod Pearsons og andres kritik, men her er han dog blevet meget mere usikker og indrømmer muligheden af fejlslutning, idet han til dels vil dække sig bag sine landmænd i Gloucestershire, hos hvem den opfattelse, han har gjort gældende, var almindelig udbredt. I øvrigt fremhæver han, at man ikke må forlange mere af kokoppesmitte end af ægte koppesmitte. Heller ikke denne virker sikkert beskyttende hos alle mennesker. Man har utvivlsomme tilfælde af gentagne anfald af koppesygdom hos det samme individ, noget man vel efter Heberdens påvisning af skoldkopperne som en selvstændig koppeform havde draget i tvivl - han har uden videre henført de koppetilfælde, der ramte et menneske 2den gang, til skoldkopper - men som dog uimodsigeligt var faktiske. I slutningen nævner Jenner flygtigt nogle vaccinationsforsøg, netop foretagne af den ansete overlæge ved koppe- og inokulationshospitalet i London, Woodville, og som kunne synes at tyde på, at kokoppelymfen virkede noget anderledes og mere infektiøst i London end ude på landet, idet mange af Woodvilles indpodede ikke fik de typiske, rent lokale kokopper, men et universelt virkeligt koppeudslæt med talrige pustler.

Woodville, der allerede i sin 1796 udkomne History, som nævnt, havde vist sig at være opmærksom på spørgsmålet, var straks efter fremkomsten af Jenners første skrift med megen iver begyndt at anstille undersøgelser angående kokopperne til dels i forbindelse med Pearson og da han i begyndelsen af 1799 havde erholdt lymfe fra syge køer i nærheden af London, var han skredet til forsøg med børn i sit inokulationshospital. De angivne resultater deraf meddelte han i et samme år udkommet skrift, hvis hovedkonklusion altså betydeligt divergerede fra Jenners: Kokoppeindpodningen kunne hyppigt fremkalde virkelige koppetilfælde, der altså også smittede. Den frembød overhovedet ingen væsentlig fordel frem for den gamle inokulation.

Måtte denne holdning fra en af de største engelske koppeautoriteters side være pinlig nok for Jenner, så blev dette ikke den eneste alvorlige modgang, der mødte ham i 1799, som i det hele blev et for hans store planer meget betænkeligt og meget uroligt år. Principielle og fanatiske modstandere trådte frem på arenaen og søgte i tale og skrift at vække rædsel og afsky for hans indpodning med ukendte produkter af dyresygdomme. Man kunne på ingen måde gå ind på Jenners geniale ide om kokopperne som en svækket modifikation af menneskekopperne og ville i lymfen fra koyveret se en ondartet, patologisk, "ikorøs" væske, der kunne fremkalde uberegnelige sygdomme hos de indpodede børn. Og selv om dette ikke skulle være tilfældet, så måtte man dog frygte for en betænkelig dyrisk indvirkning på børnene af kolymfen. Der sattes i London pamfletter i omløb med kolorerede afbildninger af indpodede børn, hvis hud var bedækket med ondartede sår og i hvis pande der optrådte horndannelse.

Det udbredte tidsskrift Gentleman's Magazine gjorde sig i 1799 til hovedorgan for sådanne fanatiske angreb på Jenner i prosa og vers og havde som medicinsk medarbejder en ret anset og journalistisk talentfuld londonerlæge Dr. Moseley. Denne, der var en ivrig dyrker af den gamle inokulationsmetode og allerede derved som mange andre læger fjendtlig mod en denne metode fortrængende ny indpodning, indskrænkede sig ikke til en guerillakrig i tidsskriftet, men optrådte omtrent samtidig med større agitationsindlæg i særskilte skrifter. Han fører også heri den slagfærdige journalists effektfulde pen, glimrer ved en blanding af skarp satire, af verve og varme, og kunne herved ikke andet end gøre et vist indtryk. Hans argumenter er i sig selv oftest ikke meget vægtige og hans filippika minder ikke lidt om de fanatiske angreb, der et par menneskealdre tidligere rettedes mod variolationen. I drastiske træk skildrer han den fremkomne "cowmania" og de skrækkelige følger og ondartede sygdomme, som denne "lues bovilla", denne "bestial humour" vil forårsage hos børnene, og mellem hvilke skrofulosen vil være en af de mindste. Men ved siden deraf bruger han dog også et noget solidere skyts, dokumenterer vaccinationens usikkerhed ved en ret omfattende kasuistik, det allerede er lykkedes ham at samle, og hvorved han kommer til den ikke ubegrundede slutning, at indpodningen med kokopper i hvert fald kun kan have en kortvarig beskyttende virkning ("only for a time"). Han kritiserer hånligt Jenners dristige spådom om livsvarig immunitet og hævder, at dette kan alene den gamle inokulation yde. "inoculation has disarmed the small pox of it's terror" - det har den ydet fuldt ud, idet inokulation efter Suttons metode er farefri og i det hele fri for alle de misligheder, der oprindeligt klæbede ved den. Lige så lidt som mange andre af datidens læger vil han altså anerkende Jenners hypotese om kokopperne som virkelige "variolæ vaccinæ", men ser i kolymfen kun et giftigt produkt, der ligesom andre gifte nok forbigående kan borttage modtageligheden for infektionssygdomme. I Moseleys fodspor fulgte nu snart flere andre, således en gammel londonerlæge Rowley, ligeledes en ivrig koppeinokulator, der i fanatisk ilterhed endog overgik Moseley, og en kirurg Birch, der udtalte sig med en i det hele bedre overvejet og forholdsvis moderat skepsis, og som ved sin stilling som livkirurg hos Prinsen af Wales var en ret farlig modstander. Et af Birchs argumenter mod vaccinationen er i øvrigt det samme, som var blevet indvendt mod variolationen, nemlig at det var betænkeligt således at gribe ind i forsynets vise bestemmelser, idet koppernes massedrab af børn hindrede skæbnesvanger overbefolkning og hungersnød.

Men endnu større afbræk end disse vaccinationens ligefremme fjender truede dens tidligste og vigtigste ven Pearson med at volde Jenner, for så vidt som denne i sin til visse vel begrundede ærgerrighed forventede at blive og at vedblive at være den nye indpodningsæras fører og leder. Samtidig med, at Pearson begyndte at foretage talrige vaccinationer i London, arbejdede han uden derom at underrette Jenner (hvem han i sit tidligere skrift dog ubetinget havde hyldet som den fortjente opdager) med kraft på at organisere indpodning i større stil ved oprettelsen af et vaccinationsinstitut under sin ledelse, fra hvilket den pearson'ske lymfe så skulle udsendes til ind- og udland. Som den ansete videnskabsmand i hovedstaden anså han sig åbenbart for mere kaldet end den afsides boende landlæge til at overtage ledelsen af den vigtige sag. Og endnu inden året 1799 var til ende, havde han virkelig nået sit mål, idet han fik stiftet en "Original Vaccine Pock Institution" på engelsk vis med mange fornemme som "governors" og under protektion af kongens 2den søn, hertugen af York. Først efter at alt således var bragt i orden, henvendte han sig til Jenner og tilbød ham at blive blot et af de "korresponderende medlemmer" af instituttet.

Så snart Jenner erfarede disse intriger, indså han klart faren og skyndte sig ind til London, hvor han foreløbigt tog ophold. Og her udfoldede han nu så megen resoluthed og diplomatisk taktik, at han hurtigt fik overtaget over sin rival. Han fik forskellige indflydelsesrige stormænd til at interessere sig for sin sag, fik ved disses hjælp også hertugen af York påvirket til Pearsons ugunst, så at hertugen trådte tilbage fra sit patronat for det nydannede institut. Ved sine fornemme beskytteres hjælp opnåede Jenner endog at få adgang både til Prinsen af Wales og til selve kongen, der nådigt tilsagde ham sin protektion. Han fik dertil det mandat at udarbejde planer til en ny og bedre vaccinationsanstalt end Pearsons, særlig bestemt til indpodning af den fattige befolkning. Med ægte kokoppelymfe, som han erholdt fra sit hjem, foretog han talrige vaccinationer på adelige herresæder i Londons nærhed, og også i så henseende havde han held med sig. Hans vaccine viste sig at være langt bedre end den, Pearson samtidig anvendte.

Ved en sådan medbør kunne Jenner tage sig alle de nærgående angreb fra Moseley og fæller let. Deres fanatiske overdrivelser lå klart nok for dagen og desuden var almenheden ikke blind for, at de angribende læger var inokulatorer af den gamle skole og derfor måske nok fægtede lige så meget for deres egen sag og deres materielle interesser som for sandheds opklaring. Derimod var Woodvilles optræden af så stor betydning, at den nødigt måtte stå uimodsagt. Og Jenner rykker da særlig af hensyn til denne vægtige, saglige modstander hurtigt (1800) frem med sit 3die vaccinationsskrift A Continuation of Facts and Observations Relative to the Variolæ Vaccinæ or Cow Pox. Heri påviser han med held, at Woodvilles afvigende resultater af kokoppeindpodningen ikke skyldes selve den anvendte kokoppelymfe, men vistnok kun den omstændighed, at virkelig koppesmitte har spillet med ind, da indpodningerne blev foretagne i et koppehospital, hvor en sådan smitte altid var tilstede i overflødighed, og, især da der meget ofte er foretaget kontrolvariolationer blot ganske få dage efter vaccinationen, så at infektionen fra begge kilder har kunnet udvikle sig omtrent samtidigt. Ved denne plausible argumentation afvæbnede han også Woodville, der i et følgende indlæg indrømmede det usikre i sine tidligere slutninger og viste sig som en oprigtig tilhænger af den nye indpodningsmetode, hvad han fremdeles vedblev at være.

I øvrigt indeholder dette Jenners korte skrift intet væsentligt nyt. De meddelte "facts and observations" er kun bestyrkende gentagelser af, hvad han tidligere har anført, men her især hentede fra andre lægers erfaringer. At give en udførligere apologi for vaccinationen med hensyn til Moseleys og andre inokulatorers angreb nedlod han sig ikke selv til, derimod lod han samtidig med publikationen af sit eget skrift sin brodersøn og medhjælper, kirurgen Henry Jenner rykke frem med en sådan under titlen: An Adress to the Public on the Advantages of Vaccine Inoculation, with the Objections to it Refuted. Kokoppeindpodningens store fordele fremfor variolationen fremhæves her udførligt: Den sidstnævnte sætter ofte latente sygdomsspirer (som skrofulose) i bevægelse. Kokoppevaccinen har ingen sådan mislig indvirkning, men viser tværtimod ofte en gavnlig indvirkning på konstitutionen. Variolationen giver flygtigt smitstof, kokoppevaccine aldrig. Variolationen er ofte betænkelig at anvende hos mindre børn af svag konstitution og i tandperioden, kokoppevaccinen er altid farefri og har aldrig haft dødeligt udfald til følge. Variolationen giver altid et universelt udslet med påfølgende ardannelse og med forskellige udtalte og lægebehandling krævende sygdomssymptomer, kokoppevaccinen forløber med et forbigående ildebefindende, der kan skøtte sig selv. Beskyldningen for, at der med kokopperne indpodes en uhyggelig "bestial humour" gendriver han ved at fremhæve koen som det sundeste og renligste af vore husdyr. Dens kød og mælk nydes jo også daglig. Han henviser endvidere til farbroderens sandsynlige hypotese om, at kokopperne er virkelige kopper i deres oprindelige "unadulterated state", dvs. fra før de er blevet "contaminated" ved at passere gennem en af sygdomsstof mættet menneskelig organisme. Beskyldningen for, at kokoppernes beskyttelse er usikker, imødegår han ved som farbroderen at henvise til de uægte kokopper. Dette vanskelige punkt, forskellen mellem ægte og uægte kopper på køernes yver, søger han da også at opklare, men hans anvisninger i så henseende er lige så svævende som farbroderens.

Var 1799 et trangt år for Edward Jenner, så fik han fuld oprejsning i 1800. Den gunstige vind vedblev at blæse. At han nu betragtede sin position som sikret, fremgår også af den stolte dedikation til selve kongen, som han tør anbringe på en ny udgave af sine to tidligere skrifter, som han udgav i 1800 sammen med det 3die skrift. Han udtaler deri, at han ikke skulle have vovet at henvende sig til sin konge ved 1ste udgave, men nu er forholdet et andet: "subsequent experiments, instituted not only by myself but by men of the first rank in the medical profession, have now confirmed the truth of the theory, which I first made known to the world". Fra nu af var Jenners liv egentlig et fortsat triumftog og de angreb, han fremdeles fra enkelte sider blev genstand for, bidrog kun til at give hans triumf så meget mere relief. Når hans panegyriske biografer ynder at fremstille ham som en martyr, der uafbrudt måtte lide bitre krænkelser for vaccinationens hellige sag, så svarer dette meget lidt til det virkelige forhold. Hoffet og aristokratiet, hele den fornemme og indflydelsesrige del af samfundet viste han en usædvanlig dygtig evne til at vinde for sig og også størstedelen af de ansete videnskabsmænd i og udenfor lægernes kreds tog snart hans parti, idet der fremkom bestandig sikrere erfaringer om, at landbefolkningens antagelse af kokoppernes beskyttende evne, som Jenner med så stor energi havde gjort sig til videnskabelig talsmand for, virkelig var begrundet. Et udtryk af videnskabens anerkendelse blev ham endnu i 1800 til del, idet han under et besøg i Oxford blev modtaget med megen udmærkelse og komplimenteret af universitetets vicekansler. Endnu i slutningen af samme år vandt vaccinationen officiel position, idet den indførtes i den engelske marine på admiralitetslægen Dr. Trotters forslag. Og man tillagde sagen så stor betydning, at man i den anledning lod præge og tilsende Jenner en mindemedalje med indskriften: "Alba nautis stella refulsit". Hvad der dog vistnok mest af alt medvirkede til at styrke vaccinationens sag, det var, hvad vi i det følgende nærmere skal se, den voksende tilslutning fra fastlandet, som allerede i 1800 tydeligt kom til syne og som i 1801 gav sig et så anseligt udtryk som et medlemsdiplom fra det højtansete Videnskabernes Selskab i Göttingen, tildelt efter selve Blumenbachs forslag. Således kunne Jenner allerede i slutningen af 1801 optræde som international celebritet, idet han sendte en "Account" rundt til udenlandske lægeautoriteter og officielle videnskabelige institutioner, således også til det franske nationalinstitut, der allerede havde vist vaccinationen interesse, og som også tilstillede ham en smigrende takkeskrivelse, udfærdiget af instituttets sekretær Cuvier. I sin i øvrigt kun ganske få sider omfattende Account tilsigter Jenner åbenbart at fastslå i hovedtræk for efterverdenen og historien, hvad han har udrettet, hvorledes han har udrettet det og hvorledes han overhovedet vil have sin gerning bedømt.

Han begynder med at fremhæve, at han har været optaget af forskninger over spørgsmålet i omtrent 25 år - i hvilken anledning også den gamle foretagsomme belgiske professor Burggraeve, den "dosimetriske metodes" bekendte opfinder, i 1875 fejrede vaccinationens hundredårs jubilæum ved udgivelsen af et pompøst og voluminøst festskrift i kvart: Monument à Edward Jenner. De forskninger, Jenner anstillede ifølge sin Account, gik især ud på at komme på det rene med, om smitte af kokopperne virkelig beskyttede. Han fandt da spørgsmålet at være af "a complex and intricate nature", idet de smittede i mange tilfælde dog var modtagelige for variolation. Til sidst overvandt han dog dette "great obstacle", idet han kom til det resultat, at der ved siden af "true" også fandtes "spurious" cowpox og det var de sidste, der ikke beskyttede. Men nogen egentlig anvisning til, hvorledes de to former af kokopper skulle adskilles og erkendes, giver han heller ikke her. Efter at have - ifølge sin forsikring - fuldt klaret denne vanskelighed, optårnede der sig en anden for ham. Heller ikke "the true cowpox" viste sig nemlig altid at beskytte. Og dette gav "a painful check to my fond and aspiring hopes". Men han stolede på, at "the operations of nature are generally uniform" og derfor "resumed the labours with redoubled ardour". Og derved fik han også denne store vanskelighed klaret. Han opdagede, at det - ganske som tilfældet var ved inokulation med menneskekopper - kun var på et vist tidligt trin i de ægte kokoppers udvikling og før de var gået over i en "degenerated state" at de virkede beskyttende. Det var ikke nok, at kokoppepustlerne endnu var limpide (hvad de længe vedblev at være), derfor kunne de godt have mistet deres specifikke egenskaber. Mangel på opmærksomhed for dette hovedpunkt forklarede de fejlslag, som mange vaccinatorer havde erholdt og hvorved kokopperne aldeles uden grund hist og her var komne i miskredit. Dernæst skildrer han, hvorledes den (unægtelig meget nærliggende) tanke slog ham, at man måtte kunne indpode kokopperne ganske på samme måde, som man plejede at gøre det med menneskekopper, og hvorledes han i meget lang tid gik febrilsk og ventede på en lejlighed til at vove forsøget. Endelig lykkedes det ham med den lille James Phipps, hvis indpodning han kort gør rede for, idet han tilføjer den nye oplysning, at drengen atter i 1801 med negativt resultat var genstand for en inokulation mod menneskekopper. Han nævner dernæst kort de videre forsøg i 1798, som han har meddelt i sin første afhandling, henviser til sine fortsatte publikationer i 1799 og 1800 og slutter så med en stolt og veltalende sejrshymne. Nu er overvunden og forsvunden al den "distrust and scepticism, which naturally arose in the minds of medical men, on my first announcing so unexpected a discovery". Han angiver antallet af de i de forløbne 3 år vaccinerede i ørigerne til omtrent 100.000 personer, medens antallet på det europæiske fastland og i de andre verdensdele er uberegneligt. "and it now becomes too manifest to admit of controversy, that the annihilation of the small pox, the most dreadful scourge of the human species, must be the final result of this practise".

Med denne lille koncise og mesterligt affattede kundgørelse for samtid og eftertid ophører Jenners egentlig grundlæggende forfatterskab. Ser vi hen til det i de fire afhandlinger (1798 - 1801) nedlagte egentlige videnskabelige indhold, så må det indrømmes, at de skarpe domme, der er fældede derover af de omtalte nutidskritikere, ikke er ganske ubegrundede. De ikke ringe videnskabelige svagheder i hans hovedafhandling, hans Inquiry fra 1798, har vi allerede dvælet ved. Dets videnskabelige fortjeneste går næppe synderligt videre end til opstilling af den geniale og i sit princip overordentlig vigtige, men uden noget forsøg på virkeligt bevis formulerede hypotese om koppeformernes identitet og så hans faktiske og praktisk meget betydningsfulde påvisning af de humaniserede kokoppers evne til fortsat forplantning. Hans påfølgende supplerende skrifter er nærmest kun advokatoriske indlæg uden strengere videnskabelig karakter.

Men set fra advokaturens eller agitationens synspunkt viser hans afhandlinger utvivlsomt en fremragende dygtighed. Hele fremstillingen er ligeså klar som tillidvækkende og overbevisende, de forskansninger, hvormed han omgiver sin lære og sine påstande, således den dialektiske doktrin om "true" og "spurious" cowpox, er så snildt anlagte, at de egentlig er uindtagelige, og den faste tro på sagens verdensbetydning, som overalt kommer til orde, afvæbner alle tvivl og indvendinger. Ganske vist har både ældre og yngre modstandere af ham også villet mistænkeliggøre ham på dette hovedpunkt og insinuerer, at han i virkeligheden ikke besad denne faste tro på vaccinationen. De har som støtte derfor fremhævet det utvivlsomme og på forhånd unægteligt overraskende faktum, at han, da det gjaldt om at beskytte hans egen søn mod ondartet koppesmitte, greb til anvendelsen af den gamle variolation og ikke til vaccination. Men sammenhængen hermed er dog den, at han i 1798 havde vaccineret den pågældende lille søn Robert uden anslag, således som det meddeles i hans Inquiry, og i følge hans venners fremstilling - der må stå til troende - blev variolationen det følgende år kun foretaget, fordi faderen i det øjeblik, hvor barnet uformodet blev udsat for koppesmitten ved et besøg hos en nærboende læge, ingen kokoppelymfe havde ved hånden.

Ved siden af denne store agitatoriske og dialektiske evne er det hans rent praktiske syn, der er hans styrke. Han nærer åbenbart kun en nødtørftig interesse for sagens teoretiske og rent videnskabelige side, hans bestræbelser er stadig fortrinsvis eller udelukkende rettede mod den praktiske anvendelse til bedste for menneskeheden. Ved en sådan åndsretning, der ganske optages af bestræbelsen for det nyttige, vil man overhovedet ikke kunne vente eller forudsætte tillige at finde en særlig videnskabelig fordybelse. Det er kun hos ganske enkelte naturforskere af allerhøjeste rang, således som Pasteur, at begge sider findes lige mægtigt udviklede, og til sådanne sublime ånder hører Jenner unægtelig ikke. Men han havde altså netop de evner, der krævedes for at sætte en ny sag i gang, og han havde held med sig. Han var en lykkelig Aladdin, thi de slutninger, han drog, de løfter, han dristigt gav uden egentlig at have noget solidt grundlag at bygge på, viste sig i hovedsagen at være rigtige og holdbare og da han tilmed er den første, der med lægevidenskabelige forudsætninger tog sig for at undersøge og udrede kokoppernes mærkelige, af den jævne landbefolkning groft empirisk antagne egenskaber, tør hans pågældende skrifter trods deres mangler ustridigt betegnes som grundlæggende og hans første planmæssige vaccination, den 14de maj 1796, bliver en af de store mærkedage for lægevidenskaben.

Jenners følgende sejrsbane var vel nok af og til formørket af mindre forbigående skyer. Men disse havde næppe anden betydning end at lade sollysets glans og herlighed så meget mere effektfuldt falde over ham. Året 1802 begyndte med afsendelser af adresser til ham fra lægeselskaber både i London og i provinserne, affattede i de mest smigrende udtryk. Og samme år kunne han allerede føle sig så sikker på at betragtes som nationens velgører, at han ikke tog i betænkning at henvende sig til parlamentet om en nationaldonation. Regeringen stillede sig yderst imødekommende og forelagde hans andragende (hvormed hans omtalte Account fulgte som bilag) for parlamentet, der til sagens prøvelse nedsatte en komité, hvis formand blev Jenners særlige ven admiral Berkeley. Komiteen skred i øvrigt til sit værk med en meget hæderlig grundighed og afæskede en stor mængde bekendte og ansete læger deres vota. Og her viste det sig noksom, hvor stor en indgang vaccinationen havde vundet netop indenfor de sagkyndiges kreds. Det overvejende flertal af de adspurgte - og derimellem alle læger af virkelig autoritet - anerkendte ubetinget kokoppernes pålidelige beskyttende evne og lod Jenner vederfares den højeste ros. Den højt ansete patologiske anatom Baillie fremhævede i varme udtryk Jenners ærlighed, åbenhed og uselviskhed, så at han aldeles ikke havde tænkt på at gøre det hele til pengespekulation. I de tider havde det unægteligt heller ikke ligget fjernt at gøre et lukrativt arkanum af opdagelsen. Kun enkelte bekendte læger, således Jenners bestemte modstandere Moseley og Birch, som også rådspurgtes, udtalte sig selvfølgelig bestemt imod. Også den af Jenner overvundne og i sine forhåbninger skuffede Pearson stillede sig nu i rækken af modstanderne, ikke fordi han underkendte selve vaccinationen, for hvis fremme han fremdeles ivrigt virkede i sit institut, men fordi han aldeles ikke ville indrømme, at Jenners virke for sagen fortjente en sådan belønning. Sit til komiteen afgivne votum udgav Pearson derpå i udvidet skikkelse som en særskilt mod Jenner rettet brochure og hans og de andre modstanderes argumenter havde den virkning, at den Jenner oprindeligt tiltænkte sum af 20.000 pund ved afstemningen i underhuset nedsattes til det halve - hvad der også, især for hin tid, måtte betragtes som en meget respektabel donation.

Til denne sag knyttede Pearson i øvrigt et ganske interessant efterspil, hvorved først forpagter Jestys dristige forsøg hen ved 30 år tidligere blev bekendt for almenheden. Ved de udstrakte forbindelser, som Pearson i vaccinationens interesse havde knyttet til læger og præster i de egne, hvor kokopper særlig herskede, var han også blevet bekendt med den nu gamle forpagters bedrift og fik den tanke at skyde den gamle frem som den, der egentlig havde hovedæren som koppeindpodningens virkelige opfinder og derfor i højere grad end Jenner var værdig til en nationalbelønning - en opfattelse, som Jesty ikke var uvillig til at tiltræde. For at fejre denne på demonstrativ måde lod Pearsons institut ham hente til London, hvor hans portræt blev malet og en autentisk beretning om hans dåd og de motiver, som ledede ham dertil, blev redigeret af instituttets komité og nedlagt i dets arkiv. Men hovedøjemedet, at gøre ham til Jenners farlige konkurrent og på dennes bekostning erhverve ham en donation, mislykkedes fuldstændigt. Jenners position var dengang blevet alt for mægtig. Jesty blev snart igen glemt, dog står på hans ligsten den historiske notits, at han var "the first person, that introduced the cow-pox by inoculation". Chookshank, som i sit omtalte historiske værk har givet foranstående autentiske beretning, har i sin tilslutning til Pearsons mening som titelbillede anbragt Jestys portræt (og ikke Jenners), men gør sig i øvrigt skyldig i den påfaldende historiske fejltagelse at lade det være ikke Pearsons institut, men selve det Jenner'ske selskab for vaccinationens udbredelse, som skulle have foreviget Jesty og hans bedrift.

Indstiftelsen af dette anselige selskab, "The Royal Jennerian Society for the extermination of the small-pox", hvortil Jenner allerede forlængst havde udarbejdet planen, blev det næste store skridt til befæstelsen af vaccinationen under Jenners ledelse og foregik i begyndelsen af året 1803. Den senere berømte kliniker Joseph Frank, søn af den endnu mere berømte Peter Frank, der fra første øjeblik havde været en varm tilhænger af vaccinationen, opholdt sig netop i dette år på sin store studierejse i London og har i sine udførlige beretninger derfra også skildret dette kongelige selskabs pompøse iscenesættelse under protektorat af hertugen af Clarence, med talrige fornemme bidragydende "governors" og talrige ikke mindre fornemme directors udenfor lægestanden. De daglige forretninger skulle udføres af et lægekyndigt råd, hvis præsident Jenner var. Den første store, Frank imponerende begivenhed i selskabet var karakteristisk nok afholdelsen af en glimrende banket den 17. maj til ære for Jenner, hvis fødselsdag det var. Talrige toasts for fødselsdagsbarnet, overstrømmende af ros og smiger både på prosa og på vers, var igen festens glanspunkt. Og som en direkte fortsættelse af denne dityrambiske hyldest fik han straks efter diplomet som Londons æresborger, overrakt ham i en pragtfuld gulddåse, ligesom også en guldmedalje fra "Medical Society" i London. Det Jennerske selskab arbejdede dog også kraftigt for selve sagens fremme og indrettede i et i Salisbury Square købt hus en centralstation, hvor der skulle vaccineres gratis hver søgnedag fra kl. 10 til 15, ligesom der også ekspederedes lymfe til brug udenfor London. Den vaccinerende læge fik bolig i stationen. Desuden indrettedes i alt 13 filialer, som var åbne 4 gange ugentlig fra kl. 9.30 til 11. De indpodede blev det pålagt at møde derefter hver anden dag, for at forløbet og resultatet nøje kunne kontrolleres. Selskabet lod endvidere udarbejde og mellem publikum uddele en praktisk og virkningsfuld, sammenlignende oversigt i tabellarisk form over de forskellige egenskaber, symptomer og følger, som var de fremtrædende henholdsvis ved selve koppesygdommen, ved variolationen og ved vaccinationen. Den sidstes store fordele fremtrådte herved i et overordentligt klart lys.

Men heldig i sin virksomhed var selskabet dog på ingen måde. Havde Jenner vist et stort praktisk talent som agitator for sagen, så røbede han derimod som instituttets leder aldeles intet sådant. Selve valget af vaccinationslægen var så uheldigt som muligt. Denne, en kvæker Dr. Walker, viste sig at være en meget uregerlig person, som tilmed, hvad senere autentiske oplysninger har godtgjort, ingen tillid havde til kokoppelymfen og derfor, så ofte lejlighed gaves, lod den være urørt og i stedet anvendte den gamle inokulationsmetode med ægte koppepus, som han kun fortyndede med vand for at gøre virkningen mildere og mere kokoppelignende. Da Jenner til sidst fik ham afskediget, ansattes en ung irsk læge, der vel ikke gjorde sig skyldig i noget sådant ligefremt falsum, men var højst skødesløs i sin færd. Resultaterne af instituttets indpodninger blev således alt andet end tilfredsstillende. En i 1805 udbrudt heftig koppeepidemi i London, af hvilken også adskillige vaccinerede ramtes, voldte forøget uro. En højrøstet og tiltagende misstemning mod vaccinationen udbredtes blandt publikum og den gamle tro på variolationen styrkedes. En reaktion i så henseende, en voksende sympati netop på grund af variolationens forkætring fra vaccinationens venners side, kom til orde også hos ikke få læger, der var tilbøjelige til at handle som Dr. Walker, selv om de ikke var professionelle og derved pekuniært interesserede dyrkere af den ældre inokulationsmetode. Forgæves søgte Jenner at udvirke et direkte forbud mod den sig bestandigt mere udbredende anvendelse af variolation, forgæves søgte hans selskab ved en komiteberetning at berolige den offentlige mening og han selv i et journalindlæg at forklare de mange fejlslag i sit instituts vaccinationer ved en "herpetisk diatese", dvs. en sygelig tilstand i huden, der fandtes hos ikke få mennesker og som skulle hindre den tilbørlige resorption af indpodningslymfen. Mistroen hos folkets bredere lag til Jenner og hans metode vedvarede, især i hovedstaden, støttet af nogle af lægerne, hos hvem den ikke usædvanlige menneskelige svingning fra højstemt entusiasme til yderlig skepsis også gjorde sig gældende. "it is about London" siger Jenner i et brev 1806, "that the venom of these deadly serpents chiefly flows". Og da der midt under hele denne bevægelse igen (1807) kom et forslag ind for parlamentet om at give Jenner en ny nationaldonation på 20.000 pund, antog forbitrelsen mod ham i London en så heftig karakter, at han risikerede ligefrem molest og derfor alvorligt opfordredes til at forlade byen, hvor han havde taget fast bopæl.

Det er unægteligt påfaldende under en sådan sagernes stilling at se et forslag om en ny meget betydelig donation komme frem i parlamentet og end mere påfaldende er det at se det blive vedtaget, om end kun mod en stor minoritet. Men sagen var jo den, at en stor del af befolkningen dog var på Jenners parti og havde fået tiltro til hans indpodning. Og det var netop fremdeles den indflydelsesrige del, dertil også regnet de ansete engelske læger, som ved denne lejlighed igen gav ham det fuldeste tillidsvotum. Og hans velynder lord Petty, der indbragte forslaget, ville på ingen måde have det vedtaget ved en overrumpling, men foreslog tillidsfuldt at henvende sig til Londons Royal College of Physicians om en udtalelse og at lade forslagets skæbne være betinget af den dom, som dette kollegium måtte fælde over vaccinationen.

Kollegiet afgav en overordentlig velskreven og udførlig besvarelse, undertegnet af dets præsident Lucas Pepys. Skrivelsen konstaterer, at vaccinationen allerede har vundet stor udbredelse, endvidere, at den har været genstand for de nøjeste og mest udstrakte undersøgelser fra kompetent side og at den vel ikke har vist sig absolut beskyttende, men dog så sikker, som man overhovedet kan være berettiget til at vente det af nogen som helst menneskelig opfindelse, ligesom også de enkelte påviste tilfælde af kopper efter fuldbyrdet vaccination har haft en påfaldende mild karakter. Indpodningens farefrihed og smittefrihed betones, fremkomne meddelelser om ondartede og uhørte sygdomme, fremkaldte derved, har ved nøjere efterforskning vist sig fuldstændig ugrundede. I det hele tilbagevises de også af læger fremførte udtalelser mod vaccinationen som blottede for virkelig grund. Den fra enkelte sider fremsatte formodning om, at vaccinationen kun skulle beskytte for et kortere tidsrum, afviser skrivelsen med henvisning til, at ingen fremkomne kendsgerninger bekræfter en sådan antagelse, der "heller ikke ville have nogen analogi i den hele natur". Vaccinationens værd erklæres for at være så sikkert bevist, som man kan vente det efter en observationstid af kun 8 år og som et sådant spørgsmåls natur tilsteder. Skrivelsen ender derfor med at anbefale at træffe foranstaltninger, hvorved den udenfor koppeepidemier altid sorgløse befolkning på så bekvem måde som muligt og uden nogen bekostning kan blive indpodet. Udtalelser ganske i samme retning fremkom fra alle de andre store lægeselskaber i England, til hvilke Londons kollegium havde henvendt sig i så henseende. Royal College of Physicians i Edinburgh havde tilmed kort forinden (1806) ydet Jenner en særlig anerkendelse ved at udnævne ham til æresmedlem - en hædersbevisning, som kollegiet holdt i høj pris ved at tilstå den meget sjældent.

Efter sådanne autoritetserklæringer bliver parlamentets bevilling af en stor ny donation dog ret forklarlig. Man tog sig imidlertid også på anden måde af vaccinationens sag og fulgte Royal Colleges’ påmindelse om en ny og bedre organisation af indpodningen end den hidtidige. Og endnu i 1808 blev da det i sit hele virke meget mangelfulde, rent private Jennerske selskab erstattet af en statsinstitution, The National Vaccine Establishment, der skulle administreres af det medicinske og det kirurgiske lægekollegium i London. Spidserne heri skulle fungere som direktører med en ret anselig gage, i hvilken omstændighed den mod vaccinationen hadefulde Creighton ser grunden til den iver, hvormed College of Physicians og dets præsident rykkede frem med deres anbefalende votum. Jenner, som ikke var medlem af kollegiet, blev således stillet noget udenfor og skønt man høfligt indrømmede ham også at benævnes "director", trak han sig dog krænket tilbage og tog derefter igen fast bopæl i sin fødestavn. Ydre udmærkelser - der for ham åbenbart også var af meget højt værd - vedblev han imidlertid i den følgende tid fremdeles at være genstand for, ikke blot fra udlandet, som i høj grad hædrede ham, men også fra sit fædreland. 1813 erholdt han doktordiplomet fra Oxford, omtrent samtidig modtog han udnævnelse som physician extraordinary to the king og da i 1814 de store allierede suveræner besøgte London, stededes han som en af landets mest celebre sønner til audiens hos dem. I øvrigt henlevede han de følgende år roligt i Berkeley, kun af og til opskræmt af opdukkende koppeepidemier, der også angreb vaccinerede, eller - hvad der afficerede ham stærkest - af koppetilfælde hos fornemme personer, som han selv havde vaccineret. Han forstod dog stadig som tidligere at bortræsonnere mistanken om, at vaccinationen kun var et usikkert våben mod koppesygdommen. Når han ved indpodninger, foretagne af ham selv, ikke kunne søge tilflugt til sin sædvanlige forskansning, en mangelfuldt foretaget vaccination, når der heller ikke hos vedkommende objekter var nogen "herpetisk konstitution" at opdage og de indtrådte koppetilfælde var for alvorlige til at kunne henføres til skoldkopper - noget man i tillid til den ældre Heberdens faststillelse af varicellerne som en fra egentlige kopper forskellig sygdom (1767) hyppigt tog sin tilflugt til - så havde han dog altid sin sidste udvej til dækning i en så stærkt fremtrædende "varioløs diatese", at en vaccination aldrig kunne være tilstrækkelig til at borttage den. Og denne dækning var ikke så dialektisk svævende som andre af hans forsvarsgrunde unægteligt var, den var af solid, faktisk natur og sikkert påvist allerede længe før vaccinationens fremkomst, som tilstedeværende i det mindste hos enkelte mennesker. Der var jo for længst sikkert og utvivlsomt konstateret sådanne tilfælde, hvor et udtalt anfald af naturlig koppesygdom eller en variolation med fuldt positivt resultat ikke forhindrede nyt anfald af sygdommen. Og Jenner, der fra første færd ved sin teori havde ladet sin vaccination fremtræde som en art variolation, kun i modificeret form, kunne derfor med god grund og med styrke fremhæve, hvad vi også har set ham gøre, at hans indpodning umuligt kunne yde større beskyttelse mod naturlig koppesygdom end den gamle variolation. Den ydede den samme beskyttelse og på ingen måde nogen mindre, - dette var og blev Jenners standpunkt og således fastholdt han fremdeles principielt sit oprindelige forjættelsesfulde tilsagn "for ever" lige til sin død efter et apoplektisk anfald 26. januar 1823. Han døde i den samme lyse tro og urokkelige tillid til vaccinationens sag, som bestandig havde besjælet ham, som sikkert havde udgjort hans egentlige og store indsats i sagen og hovedsageligt bidraget til at skaffe ham sejren over alle vanskeligheder og hindringer.

3. Den Jennerske periode udenfor England.

De vanskeligheder og uheld, der mødte Jenner under hans ihærdige agitation for vaccinationens udbredelse og anerkendelse i England, var imidlertid, som vi har set, af ikke ringe betydning og det er vistnok meget tvivlsomt, om det var lykkedes ham at vinde sin afgørende sejr, hvis han ikke hurtigt havde erholdt en stor og mægtig støtte udenfor sit fædreland. Det var udlandets holdning, som utvivlsomt slog hovedet på sømmet. Vel mødte sagen også her nogen modstand, men den fik dog ingen som helst betydning overfor den varme tilslutning, den iver og tillige den dygtighed og soliditet, hvormed sagen mange steder i udlandet - i en vis lys modsætning til forholdet i England – blev båret frem, og det på et meget tidligt tidspunkt. I Junckers tidligere omtalte arkiv optrådte livlæge Faust endnu i 1798 med en begejstret bebudelse af den nye æra, som Jenner var ved at indlede.

Som på forhånd rimeligt og som tilfældet havde været med variolationen, blev Hannover det første sted på fastlandet, hvor vaccinationen vandt indgang. Allerede tidligt i foråret 1799 begyndte hofkirurg Strohmeyer (den berømte kirurgiske professors fader) sammen med sin ven og kollega Ballhorn at foretage talrige heldige indpodninger i byen Hannover med lymfe sendt fra Jenner og Pearson. Da der i 1800 udbrød en ondartet koppeepidemi i Hannover og befolkningen så, at de vaccinerede børn modstod sygdomssmitten, medens andre i mængde bukkede under, blev tilliden til den nye metode snart befæstet. De medicinske professorer i Göttingen med den berømte fødselslæge Osiander i spidsen blev varme talsmænd derfor og under ledelse af den kirurgiske professor Arnemann oprettedes i 1801 et privat institut til gratis indpodning, hvilket blev stærkt benyttet, ligesom også de medicinske studenter ved universitetet opdroges til sympati for indpodningen og senere bidrog til at udbrede den rundt om i Tyskland. 1801 modtog Jenner som allerede nævnt det anselige medlemsdiplom fra videnskabernes selskab i Göttingen, hvilket bidrog ikke lidet til at give ham relief i hans hjemstavn.

Kun nogle uger efter Hannover kommer Wien. Det var, som om den østrigske hovedstad, der havde været sidst i rækken til at antage variolationen, nu ville rehabilitere sit lægevidenskabelige renommé ved at gå i spidsen. En ung i øvrigt i Geneve født wienerlæge, de Carro, fik i april 1799 lymfe på en tråd fra Pearson og indpodede dermed først sine egne og sin ansete kollega Ferros sønner. Indpodningen slog dog ikke an, men med en i maj modtagen ny sending ægte kokoppelymfe fik han godt anslag og disse børn afgav stammen til den humaniserede lymfe, som derefter anvendtes i Wien. Uden vanskeligheder blev dog vaccinationens indtog ikke i Wien. Ferros ene søn blev kort efter angrebet af menneskekopper og derved blev faderen fjendtligsindet mod metoden. Dette var af så megen større betydning, som Ferro i sin egenskab af 1ste stadsfysikus i Wien og snart derpå direktør for medicinalvæsenet havde megen autoritet og indflydelse. Til ham sluttede sig oven i købet Wiens daværende første børnelæge, Dr. Gölis. I virkeligheden blev der også lagt vaccinationen forskellige hindringer i vejen, men da en nedsat kommission under forsæde af den gamle celebritet Peter Frank havde udtalt sig gunstigt derom, da Frank selv ved forelæsninger derover yderligere agiterede for sagen og en indtrådt heftig koppeepidemi i Wien samtidig vakte megen uro, gav autoriteterne 1801 tilladelse til at vaccinere i Allgemeines Krankenhaus. Indpodningen slog her godt an og 15 sådanne børn viste sig 6 uger efter ved en foretaget kontrolprøve med variolation fuldkommen immune. Nu blev selve kejserens børn vaccinerede og for indpodning med "Schutzpocken", som de derefter hyppigst benævnedes i Tyskland, oprettedes der endnu samme år i Wiens Findelanstalt et Hauptinstitut - den første statsanstalt for vaccination. Snart efter offentliggjordes flere dekreter, der gjorde en foretaget vaccination til betingelse for at opnå begunstigelser som optagelse i kejserlige undervisningsanstalter og lignende, altså indførte en indirekte vaccinationstvang, idet samtidig variolationen, mod hvilken der som omtalt allerede tidligere var truffet indskrænkende bestemmelser, blev fuldstændig forbudt i Wien og i 1803 i hele Østrig. De Carro satte sig i forbindelse med Jenner og andre af vaccinationens forkæmpere i de forskellige lande og virkede ivrigt for dens fortsatte udbredelse ved afsendelse af lymfe også til fjerne lande, således til Orienten og Indien. Ved siden af den fra England modtagne lymfe, som gennem mange års forplantning på børn viste sig bestandig lige kraftig, anvendte han også med meget held en lymfe af hestekopper ("equine"), der stammede fra Norditalien. Den til Indien sendte og her fremdeles forplantede lymfe var netop en sådan "equine", hvorved han således gav et praktisk bevis på hestekoppernes nære slægtskab med kokopperne. Sammen med de Carro virkede en anden yngre læge, den italienskfødte Aloisio Careno med iver for sagen, oversatte Jenners skrifter til latin og udgav i 1801 til brug for befolkningen en praktisk vaccinations-katekismus.

Også til Nordamerika kom vaccinationen endnu i 1799. Lægen Waterhouse i Massachusetts indpodede med lymfe fra Pearson sine egne 7 børn og derefter talrige andre. I 1801 kom der lymfe fra Jenner selv til forskellige steder i Nordamerika og derefter gik indpodningen rask for sig.

Inden udgangen af året 1800 nåede vaccinationsbevægelsen så godt som alle lande, men samtidig begyndte også dens modstandere livligt at røre sig og i dette og det følgende år stod der mange steder en hidsig kamp, dog således, at sagens venner overalt fik og beholdt overtaget. Særlig betydning fik en række forsøg foretagne i vinteren 1800-01 i Frankfurt am Main af den berømte anatom hofråd Sömmerring i forening med en yngre læge, Dr. Lehr. I modsætning til Jenner og de fleste andre vaccinatorer gik de frem med megen videnskabelig stringens. De indpodede 14 børn efter at have fået sikkerhed for, at de ikke havde haft de naturlige kopper - hvad der dengang ofte kunne være vanskeligt at få fuldt opklaret. Efter at vaccinerne var afløbne, blev disse børn anbragte i et værelse sammen med et barn, der led af udprægede naturlige kopper på højdepunktet af suppurationsstadiet. Med en fra dette barn tagen frisk koppematerie blev de alle inokulerede under iagttagelse af megen omhu og under kontrol af et antal læger, som derefter vedblev at observere børnene i flere uger sammen med de to vaccinatorer og til slut medunderskrev forsøgsprotokollen. Variolationen gav hos alle børn kun en rent lokal og aborterende pusteldannelse og vaccinationens immuniserende kraft var således uimodsigeligt bevist.

Modstanden mod vaccinationen udeblev dog heller ikke her og ordførerne derfor var to af stadens læger, Dr. Joh. Val. Møller, der mente at kunne slå fast ad ræsonnementets vej, at kokopperne intet slægtskab havde med menneskekopperne og derfor ikke kunne beskytte mod disse, og især Dr. Ehrmann, der har et navn i litteraturhistorien især som æstetisk og satirisk forfatter ligesom også ved sin nære personlige forbindelse med Goethe. Som vaccinationsbekæmper hæver han sig dog ikke over de engelske fanatikere eller særlig over Moseley, hvem han ligner både i stilistisk sving og i de ligeså løse som voldsomme beskyldninger mod vaccinationen. Hans i 3 hæfter udkomne kampskrift Ueber den Kuhpockenschwindel, bei Gelegenheit der abgenöthigten Vertheidigung gegen die Brutalimpfmeistere den Hrn. Hofr. Sömmerring und den Hrn. Dr. Lehr var så hensynsløs og injurierende i sin polemik, at det medførte en proces. Ved sine urimelige overdrivelser blev denne bekæmpelse betydningsløs og afvæbnede sig selv.

En noget vægtigere modstand mødte vaccinationen i Preussen, hvor forsøgene dermed begyndte tidligt, lige ved begyndelsen af 1800, nærmest ved den nære forbindelse, som hertugen af Yorks preussiske soldatertjeneste og hans ægteskab med en preussisk prinsesse havde etableret mellem den engelske og den preussiske fyrstefamilie. Prinsesse Louise af Preussen, gift med fyrst Radziwill, fik endnu i slutningen af 1799 fra sin søster hertuginden af York sendt lymfe fra det dengang under hertugens protektion stående Pearson'ske institut og den bekendte livlæge Heim ("der alte Heim") gjorde forsøg dermed i begyndelsen af det følgende år. Han fik dårligt anslag hos de indpodede børn, men en ny sending lymfe fra Jenner selv lykkedes bedre og vaccinens beskyttende kraft bekræftedes ved påfølgende variolationsforsøg. Heim, der allerede i sin ungdom af sin fader, der var præst i Sachsen-Meiningen, havde hørt beretninger om de her hyppige kokoppers mærkelige egenskaber, blev nu meget gunstigt stemt for vaccinationen, men da han havde glemt at indsamle lymfe fra børnene, måtte videre forsøg i Berlin indstilles, indtil der i oktober samme år kom ny vaccine fra Jenner til den engelskfødte livlæge Brown. Med denne lymfe opnåedes et udmærket anslag og den blev da stammen til hele den påfølgende, rask fortsatte indpodning i Berlin.
Nu rejste imidlertid modstanderne sig og hovedanføreren derfor var den ved sine medicinske og filosofiske indsigter, men dog måske endnu mere ved sit ægteskab med den celebre Henriette Herz til Berlins elitekredse hørende jødiske læge Marcus Herz. Netop fordi hans modstand var af betydning, havde vaccinationens venner anfaldet ham med megen heftighed og stadig yndet at fremstille hans modskrift som både uværdigt og vanvittigt. I så henseende har man dog gjort den gamle og brave filosofiske læge nogen uret. Skriftet bærer præg af hans i Kants skole udviklede og til sidst af den nye naturfilosofi påvirkede spekulative fordybelse og sammen dermed også af den kant'ske filosofis og den erfarne læges kritiske, reale syn. Han fremsætter ikke få skarpsindige bemærkninger, ligesom hans fremstilling i det hele taget må siges at være af en ret tiltalende, om end på ingen måde af overbevisende karakter. Unægteligt har han på forhånd mod kokoppeindpodningen en aversion, der af og til bringer ham til at bruge stærke udtryk. Allerede hans skrifts titel: Ueber die Brutalimpfung peger i denne retning, skønt han for øvrigt i fortalen til en senere udgave fralægger sig enhver odiøs betydning af ordet og kun derved vil betegne den dyriske lymfe i modsætning til variolationens humane. Han går ud fra, at denne gamle inokulationsmetode, af hvilken han er en varm tilhænger, nu har nået et overordentlig tilfredsstillende standpunkt, så at det er uforsvarligt at forlade den for at prøve et dyrisk stof, der endnu i sit væsen er fuldstændig ukendt og som fremstiller sig som en af en dyresygdom fremgået "jauche", der ikke ses at have nogen analogi med menneskekopper og måske vil kunne volde store ulykker. Der er derved lidet at vinde, men meget at tabe. Han drøfter i almindelighed betingelserne for berettigelsen til at foretage forsøg med mennesker, fremhæver, at de, når der ej er særlig nød på færde, må være uskadelige og fornuftigt begrundede. Og for uden videre at tro på forsøg af andre, må man kende disse eksperimentatorers personlige egenskaber og vederheftighed og den engelske læge Jenner kender han i forvejen intet til. Dennes påstand om livsvarig beskyttelse ved kokopperne fremsættes uden skygge af bevis, tværtimod foreligger der allerede ret talrige erfaringer, der beviser det modsatte. Herz rejser også tvivl om sandheden af Jenners forsikring, at han har forsket i spørgsmålet i 25 år, inden han bringer det offentligt frem. Hvorledes har Jenner, spørger Herz, kunnet tie så længe, når det gjaldt faststillelse af en sådan overordentlig velgerning for menneskeheden, hvorfor har han ikke til sagens hurtigere opklaring søgt bistand hos andre? Herz har dyb mistro til Jenner og advarer sine kolleger mod deres sædvanlige sangvinske lettroenhed, deres tilbøjelighed til uden videre at antage alt nyt. Til slut fremhæver han, at koppenøden er hævet ved variolationen, og det, der nu tiltrænges, ikke er udforskning af nye forebyggende midler, men af sygdommens nøjere patologi.

Skriftet havde en ikke ringe virkning, men dog kun af forbigående natur. Gunstige erfaringer om vaccinationen ophobede sig mere og mere og den upartiske, alsidige Hufeland, nu Berlins første toneangivende lægeautoritet, der i begyndelsen også havde forholdt sig reserveret og i sin journal udtalt en frygt for, at vaccinationen kunne "nærme mennesket til dyret i den fysiske organisation og medføre en patologisk tilnærmelse", slog snart om og blev en ivrig talsmand for den nye metode, hvis position i Preussen derved meget støttedes. Dertil kom, at det preussiske Ober-Medicinal-Kollegium, der indtagende en neutral holdning i 1801 på kongelig befaling havde udsendt et cirkulære til alle medicinal- og sanitetskollegier i riget med pålæg til lægerne om at indsende beretninger angående foretagne vaccinationsforsøg, i den følgende tid fra 71 medici og 36 regimentskirurger modtog så gunstige udtalelser derom, at det i en ny skrivelse 1802 kunne fastslå, at Jenners opdagelse var af betydelig værd og derfor indskærpede embedslægerne at anbefale den nye indpodningsmetode. Endnu samme sommer lod kongen sine livlæger Hufeland og Brown vaccinere sin yngste søn, den senere konge og kejser Wilhelm I, og ved årets slutning oprettedes et offentligt vaccinationsinstitut i Berlin under Hufelands overledelse og med Dr. Bremer som indpodningslæge. Garnisonsbørn og børn fra offentlige stiftelser gaves der ligefrem befaling til at vaccinere, da befolkningen foreløbig viste temmelig lunkenhed. I sit skrift om vaccinationen i Berlin (1804) klager Bremer meget herover ligesom også over, at forældre efter foretaget indpodning af børn ikke opfyldte pålægget om at komme tilbage med dem 8de dag derefter, så at han måtte lokke dem ved uddeling af en smuk vaccinationsmedalje, han ved privat pengehjælp havde ladet forfærdige. Overfor denne lunkenhed og sorgløshed ser Bremer ikke andet middel end indførelse af virkelig vaccinationstvang, men derom var der dog foreløbig ikke tale i Preussen så lidt som i de fleste andre lande. Ligesom i Østrig nøjedes regeringen med i forskellige reglementer at lette vaccinationens udførelse for befolkningen og indføre en mild indirekte tvang. Dog gik man i 1810 så vidt, at man ved udbrud af koppeepidemi påbød en direkte, ved politiet gennemført vaccinationstvang, ligesom man samtidig indførte en streng karantænemæssig behandling af koppesyge med husspærring - en foranstaltning, som man tidligere, da Juncker agiterede derfor, på ingen måde havde villet gå ind på, men som nu, da der var håb om koppernes udryddelse ved vaccinationens hjælp, også mere naturligt frembød sig.

Det vigtige middel til at skaffe noget nyt indgang, en af begejstring båren ligefrem agitatorisk virksomhed derfor, udeblev heller ikke i Tyskland. 1802 fremtrådte den ansete professor Hecker i Erfurt med et skrift betitlet: Die Pocken sind ausgerottet!, hvori han proklamerer, at dette store hidtil forgæves tilstræbte mål nu vel ikke er ganske nået, men dog er let at nå. Skriftet giver i øvrigt et grundigt og pålideligt (ved nærværende udarbejdelse ofte benyttet) referat af hele den indtil da fremkomne vaccinationslitteratur og er for så vidt kun til dels af agitatorisk indhold, dette er derimod fuldt tilfældet med en 1804 udkommen brochure af den utrættelige livlæge Faust, Junckers overlevende staldbroder, et dityrambisk Zuruf an die Menschen, i hvilket han udtrykker sig således om Jenners første vaccination: "der 14. May wird von allen Völkern gefeyert - dieser heilige Tag ist allen Völkern aller Zungen, Religionen und Welttheile das Fest der Menschheit - am 14. May sey und ist Friede - an diesem Tage geht mit der Sonne Freude um die Erde - an diesem Tage sind wir Menschen ein Geschlecht - und danken Gott". Supplerende og støttende denne ildfulde agitation optrådte samtidig flere tyske læger med beretninger om vaccinationens vidunderlige virkninger. Derved var ikke blot kopperne forebyggede, men tillige indgroede kroniske sygdomme blevet helbredte, ja en Dr. Schmidt beretter endog om et blindt barn, der blev seende som følge af indpodningen.

Under sådanne kraftige impulser var der også en enkelt stat i Tyskland, som meget tidligt og førend man i noget andet land i eller udenfor Tyskland endnu vovede at tænke på ligefremme tvangsforanstaltninger til foretagelse af vaccination, skred til sådanne. Det var Bajren, hvor der i 1807 offentliggjordes en streng tvangslov, der under straf af høje bøder påbød hvert barns vaccination inden det fyldte første leveår. Og loven kom ikke alene til at gælde på papiret, men blev gennemført i praksis og med det glimrende resultat, at Bajren i den følgende tid, da alvorlige koppeepidemier igen begyndte at rase rundt om, kun i meget ringe grad hjemsøgtes deraf.

Frankrig, der havde rejst en så stor modstand mod den ældre inokulation, modtog fra første øjeblik vaccinationen med begejstring. Man greb så meget ivrigere efter dette nye nødanker, som der her - ligesom næsten overalt i Europa - ved århundredets slutning rasede morderiske koppeepidemier. Den til England emigrerede hertug af la Rochefoucauld sendte i begyndelsen af 1800 vaccine fra Pearson til sin ven Thourot, direktør for Ecole de Médecine, og på dennes initiativ udnævnte førstekonsulen en Comité Central de Vaccine, der straks skred til forsøg og i den følgende tid beholdt sagen i sin hånd. Den modtagne lymfe slog imidlertid dårligt an og Woodville blev da samme sommer indkaldt for at foretage indpodninger. Han blev ved pasvanskeligheder opholdt i Boulogne og denne by blev herved det første sted i Frankrig, som kom til at nyde godt af den nye indpodning - hvad en senere oprejst statue af Jenner minder om. Snart nåede dog Woodville Paris og fortsatte sine i Boulogne heldigt begyndte vaccinationer. Der indrettedes dertil et særligt hospital, hvor børnene kunne plejes og observeres under vaccinens forløb, og komiteen organiserede hurtigt vaccinationsanstalter rundt om i de større franske byer. Ganske uden modstand var vaccinationens indførelse dog heller ikke her. To ældre læger, Vaume og Verdier, rettede heftige angreb mod den nye metode. Deres argumenter var de samme som fremførtes af angribere i England og Tyskland og blev uden vanskelighed gendrevne af Husson, komiteens energiske sekretær, og af den lærde Moreau de la Sarthe, senere professor i medicinens historie ved fakultetet. Napoleon selv interesserede sig levende for vaccinationen og udstedte i 1809 et dekret, der ordnede og lettede dens udbredelse og som i et langt tidsrum vedblev at gælde, ligesom han også senere skyndte sig at lade sin søn blive indpodet i 1811. Krigens forstyrrelse hindrede dog den fulde udfoldelse af de fredelige vaccinationsbestræbelser og den nedsatte komité, der kom til at stå under det medicinske akademis overtilsyn, synes også med hensyn til stringens og akkuratesse at have ladet en del tilbage at ønske. Trods al begejstring for sagen afgav Frankrig intet mønster i så henseende, lige så lidt som vaccinationens hjemstavn England.

Fra Frankrig forplantedes bevægelsen siden til Spanien og dette land udførte for vaccinationens udbredelse en bedrift, der ikke blot i sin tid med rette imponerede hele verden og utvivlsomt var meget væsentligt medvirkende til at stemme det engelske parlament gunstigt for bevillingen af Jenners fornyede donation, men også fuldt fortjener at bemærkes af nutid og fremtid. Under ledelse af kongens livkirurg Balmis udsendte regeringen et skib til udbredelse af vaccinationen i alle rigets oversøiske besiddelser. Foruden Balmis var der ombord flere doktorer samt under særlig varetægt af en forstanderinde for et hittebørnshospital 22 børn, der ikke havde haft kopper og som var bestemte til på rejsen successivt at vaccineres, den ene fra den anden, for at kunne bringe frisk lymfe til de fjerne verdensdele. Skibet gik under sejl fra Coruna den 30te november 1803. Den første station, hvor der vaccineredes, var de Kanariske øer, den næste Porto Rico, den tredie Caracas. I La Guayra delte ekspeditionen sig. En del af den gik videre ind i Sydamerika, en anden del sejlede til Havana og derfra til Yucatan. Her delte man sig igen og drog dels til Guatemala, dels til selve Mexico. Efter at vaccinationen overalt her var sat i gang og organiseret, indskibede Balmis sig med en del af ekspeditionen i Acapulco for at sejle til Filippinerne, igen medtagende fra Ny-Spanien til successiv indpodning 26 børn, fremdeles under varetægt af den nævnte forstanderinde, der på mønsterværdig måde sørgede for dem.

Med vaccinationens indførelse på Filippinerne var rejsens fastsatte plan gennemført for Balmis' vedkommende, men han lagde nu sammen med øernes generalkaptajn videre store planer, som også derefter realiseredes. Under mange vanskeligheder fik han vaccinationen indført på de fleste større øer i det østindiske øhav, gik derfra til Macao og Kanton, hvor det ved imødekommenhed både af de portugisiske og kinesiske autoriteter ligeledes lykkedes ham at vinde indgang, da hans friske vaccine viste sig meget virksom - medens englændernes forudgående bestræbelser med gemt og ved det indiske kompagnis skibe tilført vaccine var mislykkede. Med et portugisisk skib vendte Balmis omsider tilbage, idet han på vejen endnu forsynede St. Helena med vaccine, og ankom til Lissabon d. 15de august 1806.

Den for Sydamerika bestemte afdeling af ekspeditionen under ledelse af Dr. Salvani sejlede op ad Magdalenefloden, men led skibbrud. Alle ombordværende, deri indbefattet vaccinationsbørnene, blev dog reddede, og under store besværligheder og med foretagelse af indpodning overalt, hvor der var lejlighed, fortsattes rejsen, indtil man til sidst nåede Santa Fe, hvor vaccinationen sattes i gang med stor højtidelighed. Det samme var senere tilfældet, da ekspeditionen ankom til Lima og Guayaquil. Overalt tog de spanske myndigheder sig med iver af sagens udførelse og organisation, og resultatet var, at kopperne i den følgende tid, i modsætning til tidligere tider, blev en meget sjælden sygdom i disse vidtstrakte lande. Spanierne har ved dette ligeså gigantiske som filantropiske foretagende, som Husson i sin beretning derom træffende siger, afsonet den brøde, de i det 16de århundrede begik ved at påføre Mellem- og Sydamerikas folkestammer kopperne i deres mest morderiske form.

Italien indtager en glimrende og fremskudt stilling i arbejdet for vaccinationens faststillelse, anerkendelse og udbredelse. Bevægelsens utrættelige, begejstrede hovedbærer i dette land Luigi Sacco, født i Milano, er med god ret blevet kaldet "Italiens Jenner", og står i virkeligheden over den engelske celebritet især i videnskabelig energi og opofrende arbejde for sin store livssags fremme. Det var velfortjent, da de norditalienske stæders municipalråd lod slå en medalje til hans ære med indskriften Sic Morbus Morbo Curatur, og da man en menneskealder efter hans død rejste ham et monument i det hospital, til hvilket han som primarlæge længe var knyttet, i Milanos Spedale Maggiores gård med indskriften ”Medico insigne, primo inoculatore del vaccino in Lombardia". Så snart Sacco i 1799 var blevet bekendt med Jenners arbejde, tog han øjeblikkeligt fat på sagens nærmere undersøgelse, fandt samme forår talrige kokopper hos køer i Lombardiet og foretog indpodninger hos børn med det heldigste resultat. Han begyndte med at vaccinere sig selv, da han aldrig havde haft kopper, og foretog bag efter variolation som kontraprøve med negativt resultat. Det første skrift om sine vaccinationsforsøg udgav han 1801 og vedblev fremdeles i en årrække ikke blot at virke for metodens udbredelse i Norditalien og tilstødende lande, men også at foretage udstrakte eksperimentelle undersøgelser til nærmere faststillelse af de forskellige dyrekoppers egenskaber og særlig deres forhold til menneskekopper. Jenners hypotese fik herved i det hele en betydningsfuld bestyrkelse. Også med fårekopper (ovine) foretog han heldige indpodninger på børn. Ved menneskekoppers indpodning på køer lykkedes det ham dog ikke at fremkalde typiske kokopper. Samtidig med Sacco virkede en engelsk læge Marshall, der straks havde sluttet sig til Jenner, for vaccinationens fremme i Napoli, hvor sagen virksomt støttedes af kongen, og hvor der i øvrigt tidligt (fra 1810), og meget tidligere end noget andet sted, af Galbiati på systematisk måde anvendtes ren animal vaccine.

I det østlige og nordlige Europa vandt vaccinationen ligeledes hurtigt indgang. Enkekejserinde Maria Feodorovna fik en levende interesse derfor og i efteråret 1801 påbegyndtes indpodninger i Moskvas hittebørnshospital med lymfe fra Jenner. Det første vaccinerede barn fik navnet "Vaccinof" til minde om metodens indførelse, og kejserinden sendte Jenner en kostbar ring til belønning. Snart efter gaves befaling til at indpode alle hittebørn i de store byer og endnu i 1802 udkom et dekret, der påbød vaccinationens indførelse overalt i riget. Dette var imidlertid ikke let at bringe til virkelighed i det uhyre og kun halvt civiliserede rige og de i den følgende tid foretagne spredte og mangelfulde vaccinationer kunne ikke forebygge koppeepidemier, der vedblev at hærge rundt om i Rusland.

Danmark kom hurtigt med i bevægelsen. En række yngre veludrustede videnskabsmænd, der havde en livlig og varm interesse for alle lægevidenskabelige og naturvidenskabelige fremskridt, og hvis organ var det nye af C.G. Rafn redigerede tidsskrift "Bibliothek for Fysik, Medicin og Oekonomi", blev straks opmærksomme på Jenners optræden, og endnu i 1798 fremkom i Bibliothek'et den første meddelelse derom. Foruden Rafn og Erik Viborg var det især den tidligere ivrige inokulator kirurgen Winsløw og de medicinske læger Herholdt, P. Scheel, N. Jacobsen og S. Jacobi, der virkede for at gøre den nye indpodningsmetode bekendt og prøvet, skønt foreløbig ikke uden stadige uheld. I december 1800 bragte botanikeren Hornemann vaccine med hjem fra London. Abildgaard og Viborg foretog forsøg med indpodning deraf på koyveret, men opnåede ikke anslag. Disse veterinærforskere søgte også ivrigt, men forgæves, efter ægte kokopper i Holsten, hvor sygdommen hyppigt var konstateret. I foråret 1801 erholdt Scheel fra hofråd Hellwag i Eutin kokoppelymfe på tråde og indpodede dermed et af Rafns børn, men det slog også fejl. Først i sommeren 1801 lykkedes det Winsløw at få vaccinationen i heldig gang hos etatsråd de Coninck på Dronninggård ved hjælp af en lille plet lymfe på en glasplade, som pastor Monod, de Conincks svigersøn, havde været så heldig at erholde fra Jenner. Winsløw indpodede hermed, bistået af distriktskirurg Holzkamm i Hirsholm, 5 børn, hvoraf de to fik typiske kokopper - det ene var pastor Monods eget barn - og den herved indvundne lymfe blev da stamme til hele den følgende, hurtigt sig udbredende indpodning i Danmark. Fra samme egn i Nordsjælland udgik også (1801) det første særskilte danske skrift om "mælkekopperne" og deres anvendelse til at forebygge menneskekopper, forfattet af en ikke-læge, distriktskirurg Holzkamms ven, kirkesanger Johan Petersen i Hirsholm.

Winsløw vaccinerede samme sommer 80 børn med heldigt resultat og foretog på flere af dem bagefter variolation uden anslag. Også de andre nævnte læger foretog samtidig talrige indpodninger og Herholdt gjorde tillige forsøg med retrovaccination fra et barn til en ko og frembragte kokopper på yveret, hvis lymfe igen gav godt anslag hos børn. I september 1801 trådte en større kreds af læger sammen, derimellem alle de ovennævnte, for ved forenede kræfter at få det vigtige spørgsmål nøjere undersøgt. Livlæge Guldbrand blev foreningens præsident, Jacobsen dens vicepræsident, Herholdt dens sekretær. Dens virksomhed gik imidlertid snart over til en regeringskommission, der 14. oktober 1801 nedsattes på indstilling af Collegium Medicum, og som kom til at bestå af livlægerne Aaskow og Guldbrand, den kirurgiske generaldirektør Callisen samt Winsløw og Viborg. Kommissionen skulle "indhente og samle alle de til vaccinationen tjenlige oplysninger og undersøge og overveje de anstillede forsøg". Den udfoldede også i den følgende tid en ivrig og utrættelig virksomhed.

Allerede under 15. december samme år var kommissionen i stand til på grundlag af det indsamlede materiale i en indberetning til kancelliet at slå fast, at "vaccinationen i det mindste for en tid afværger smitten af de naturlige kopper". Kommissionen mener derfor, at befolkningen må opmuntres til at foretage vaccinationen og at almuen i København bør indpodes gratis ved en dertil ansat læge (regimentskirurg Stebuss foreslås), medens den samtidig afviser tanken om, "at hans majestæts visdom vil nogensinde ved befalinger eller tvangsmidler forpligte til at underkaste sig vaccinationen". Da der samme vinter i København udbrød en ondartet koppeepidemi, der bortrev mange børn, blev den foreslåede offentlige vaccination straks bragt til udførelse. Efter bekendtgørelse i adresseavisen foretog Stebuss søndag den 28. februar kl. 4 i det kirurgiske akademis bygning under kommissionens tilsyn de første offentlige indpodninger, som derefter regelmæssigt fortsattes fra barn til barn, først hver 9de eller 10de dag, senere (fra 1804) hver 8de dag, og som alle lykkedes særdeles godt, takket være Stebuss' store omhu og akkuratesse. Herom og om en særlig til brug i provinserne udarbejdet trykt underretning afgav kommissionen ved årets udgang beretning til kongen og var nu så bestyrket i sin tro på vaccinen, at den i tilslutning til Jenner tør udtale sin fuldkomne forvisning om, at indpodningen for bestandig sikrer mennesket mod smitte af børnekopper, en forvisning, som kommissionen gentager i det følgende års beretning, idet den tillige styrker tilliden til sin erklæring ved at fremhæve, at den fra først af stillede sig skeptisk til sagen (særligt var det tilfældet med den forsigtige Callisen). "medlemmernes alder og stilling tillod dem ikke at arripere nyheder, hvorved man desværre alt for ofte misledes og bedrages". Sådanne forsøg på at forny lymfen ved indpodning af køer fra børn (retrovaccination), som allerede dengang var foretagne af Herholdt og Viborg, fraråder kommissionen, da den anvendte humaniserede lymfe viste uformindsket kraft ved fortsat forplantning. At optræde direkte mod foretagelse af variolation anses ufornødent, da denne metode antages snart af sig selv at ville bortfalde. I en samtidig publiceret inauguraldissertation af Peckel fremhæves dog variolationen som en fremdeles anbefalelsesværdig og fuldt aktuel metode, kun betegnes den nye vaccination til slutning som endnu bedre, som "optimum remedium prophylacticum".

Enkelte tilfælde af virkelige børnekopper efter en vel udført vaccination blev rigtignok allerede konstaterede 1802, således et opskræmmende tilfælde, der hændte den nidkære vaccinator Jacobi. Seks uger efter en kokoppeindpodning med godt anslag fik vedkommende barn kopper med dødelig udgang under krampeanfald - hvad der vakte så megen mere bestyrtelse, som vaccinationen efter tidens sangvinske opfattelse antoges at kunne beskytte også mod krampetilfælde og andre sygdomsanfald hos børn. Kommissionen lod sig dog ikke ved sådanne undtagelsestilfælde rokke i sin erhvervede faste tro, tværtimod udtaler den sig i de følgende årsberetninger bestandig med større sikkerhed og foreslår bestandig mere indgribende foranstaltninger, sigtende til koppesygdommens snarlige udryddelse ved vaccinationens videre offentlige organisation og almindelige udbredelse. I beretningen for 1804 foreslås den form for vaccinationsattest, som derefter autoriseredes, og hvori lægen på ære og samvittighed bevidner, at vedkommende barn "har gennemgået de ægte kokopper, som beskytte for børnekopper i fremtiden", i samme beretning foreslår kommissionen som et meget virksomt hjælpemiddel til koppernes fuldstændige udryddelse, at anvende også på disse de mod pestagtige sygdomme gældende isolations- og desinfektionsforholdsregler, som man få år i forvejen, da de foresloges af Juncker, også hertillands med indignation havde afvist. Nu havde imidlertid opfattelsen fuldt forandret sig, påvirket af det opdukkende håb om ved vaccinationens bistand virkelig at kunne udrydde kopperne, og de foreslåede foranstaltninger sanktioneredes.

I beretningen for 1806 fremhæver kommissionen en stolt dåd, der i 1805 var udført af den færøske skipper Poul Nolsøe. Han havde hørt om den store spanske indpodningsekspedition og fattede den raske beslutning at udrette noget lignende for Færøerne, hvor den opsendte vaccine gentagne gange havde slået fejl. Han lod sig oplære i foretagelse af vaccination, hyrede et skibsmandskab, der ikke havde haft kopper eller var vaccineret og således kunne være tjenligt til fortsat forplantning undervejs, og kom til Færøerne med frisk lymfe, hvormed han foretog indpodninger og ved bistand fra forskellige fik vaccinationen organiseret således, at i løbet af sommeren 600 personer blev indpodede. For denne bedrift erholdt han efter kommissionens indstilling medaljen Pro Meritis. I samme beretning meddeler kommissionen, at indtil da 75.586 vides at være indpodede, og at lymfen nu var forplantet gennem 223 børn uden at være blevet svækket. Der androges tillige om anvendelse af strengere afspærring og end yderligere om tvangsvaccination af alle, der ej havde haft kopper - et nyt vidnesbyrd om den radikale forandring i anskuelser, som kommissionen på få år var kommet til. Kancelliet var imidlertid ikke så hurtig som lægerne til at skifte signalerne og svarer kun på disse forslag, at "kommissionen i sin tid skal vorde underrettet om Hans Majestæts allernådigste resolution i så henseende”. Kommissionen er imidlertid nu ufortrøden, gentager sine forestillinger og forslag i de følgende årsberetninger og da der i vinteren 1807-8 udbrød en skrækindjagende koppeepidemi i hovedstaden, blev også kancelliet langt mere villigt. Der påbødes nu ved en plakat strenge straffe for forsømt anmeldelse af koppesyge, de smittede huses porte skulle forsynes med påskriften "her er børnekopper" og alle deres beboere skulle øjeblikkeligt vaccineres. Afspærringen skulle gennemføres således, at de syge om fornødent kunne indlægges ved tvang i de i Almindelig Hospitals kælder indrettede koppestuer. Og kort efter, den 3. april 1810, emanerede den udførlige forordning i 7 paragraffer, hvorved vaccinationen bliver fuldt ud "påbuden og hævdet".

Overopsynet blev fremdeles betroet den udnævnte kommission, under hvilken embedslægerne for vaccinationens vedkommende skulle stå. Distriktslægerne skulle besørge indpodningen udenfor København ved årligt at rejse om i deres distrikter. Om fornødent kunne hjælpevaccinatører, autoriserede af kommissionen, anvendes. Skoleforstandere skulle våge over, at eleverne før optagelsen var vaccinerede og det samme pålagdes laugsmestre og bestyrere af offentlige stiftelser. Ved indskrivning af konfirmander skulle præsterne forvisse sig om foretaget vaccination og ligeledes førend vielse måtte foretages. De strenge bestemmelser i plakaten af 1808 blev i loven genoptagne i udvidet skikkelse. Kopper skulle behandles ganske som andre pestagtige sygdomme. Variolationen - der i øvrigt aldrig havde været særlig yndet i Danmark og som profylaktisk metode allerede fra vaccinationens indførelse faktisk var bortfalden - blev i loven forbudt under hård straf. Den læge, der foretog den, skulle miste sin jus practicandi og eventuelt have sit embede forbrudt. Hopitalslokaler til koppesyge skulle indrettes i alle købstæder. Velstillede patienter kunne det tillades at forblive i deres hjem, men under streng karantæne, og anmeldelse derom skulle indrykkes i de offentlige tidender. - Under 19. november 1811 emanerede endvidere en kancelliplakat, der gav nogle tillægsbestemmelser til den foregående forordning og især slog fast, at efter 1ste juli 1812 måtte ingen antages til konfirmation, som ej var vaccineret eller havde haft de naturlige børnekopper. I skoleanordningen af 1814 pålagdes det endvidere lærerne at holde et vågent øje med, at børnene bliver vaccinerede.

Det vil ses, at disse forordninger vel kun fastsætter en indirekte tvang, uden anvendelse af egentlig straf for undladelsen af vaccination. Men påbuddet har dog så fuldt den landsfaderlige absolutte karakter, at det måtte virke effektivt nok, og i virkeligheden blev vaccinationen i den følgende tid også godt gennemført både i hovedstaden og provinserne, hvor embedslægerne med priselig nidkærhed varetog de dem pålagte pligter. Og den udkomne forordning havde tilmed en næsten ubegribelig, magisk virkning. Fra det øjeblik, den trådte i kraft, udsluktes som ved et trylleslag kopperne i Danmark. Mens der i hele det tidsrum, hvor der findes statistisk optælling af koppedødsfald i hovedstaden, fra midten af forrige århundrede og lige til 1810, aldrig havde været et år uden sådanne dødsfald, og oftest i ret stort antal, konstateredes i en lang årrække derefter intet tilfælde af koppedød, og det heller ikke udenfor hovedstaden. Muligt kan der have været enkelte dødsfald, da der endnu intetsteds var etableret obligatorisk lægeligsyn med dødsattester. Men lige mærkeligt bliver forholdet dog ligefuldt og om end den ved de forudgående store koppeepidemier erhvervede udstrakte immunitet blandt befolkningen har sin del deri, tør dog utvivlsomt også den fra 1801 påbegyndte vaccination tilskrive sig en reel andel. Ved rask at vaccinere og immunisere de små børn, der altid var koppernes righoldigste tumleplads, blev i hvert fald en hovedkilde til smitteudvikling stoppet.

Den store tryghedsfølelse, det overmål af tillid til vaccinationens ikke blot beskyttende, men ligefrem "udryddende" kraft, som herved vandt fodfæste hos de sangvinske læger ligesom hos den øvrige befolkning, fik dog en brat ende. Efter 14 sådanne paradisiske år optrådte igen i 1824, året efter Jenners død, en alvorlig koppeepidemi, der fortsattes i de følgende år. Der kom på ny en meget urolig periode, som måtte rokke tilliden og atter sætte spørgsmålet om vaccinationens kraft under alvorlig debat også i Danmark.

Norge fik sin første vaccine i 1803, idet der ved begyndelsen af året opsendtes nogen lymfe til fysikus Monrad i Bergen. Den slog imidlertid fejl, men samme forår opdagedes ægte kokopper på landet ikke langt fra Bergen. De gav gode anslag hos børn og da der samtidig opstod en heftig koppeepidemi i og omkring Bergen og det antal børn, som i løbet af sommeren med stor energi indpodedes med denne vaccine (i alt omtrent 1000), viste sig uimodtagelige for smitten, var dermed vaccinens ry fastslået i Norge. Ved forordningen af 1810, der var fælles for Danmark og Norge, fik vaccinationen også i dette land sin fuldgyldige regulerede ordning og denne forordning har med kun ubetydelige ændringer og tilføjelser derefter været i kraft lige til den dag i dag.

Også Sverige fik sin første vaccine fra Danmark. Den alsidige og også for hygiejniske spørgsmål livligt interesserede medicinske professor i Lund Munck af Rosenschøld var især ved sine hyppige besøg i København blevet opmærksom på vaccinationen og søgte i breve til den indflydelsesrige anatomiske professor Hagstrøm i Stockholm at vække dennes interesse derfor. En time efter sin hjemkomst fra København 23. oktober 1801 foretog Munck med medbragt vaccine den første indpodning i Sverige på regimentskirurg Beyers børn. Kort efter udgav han et skrift Till Almänheten, om Kokoppor, ett säkert förvaringsmedel emot menniskokopper. Dermed var bevægelsen for alvor rejst, og endnu inden samme års udgang erholdt han det pålæg af Collegium Medicum snarest muligt at afgive beretning om de af ham og af flere ved ham oplærte skånske præster foretagne talrige indpodninger. Allerede i december 1801 skete den første heldige vaccination i Stockholm med lymfe fra Munck og nu bredte indpodningen sig efterhånden ud over landet. Ved årets slutning fik Collegium kongelig befaling til at afgive erklæring om vaccinationen og især på grundlag af Muncks nævnte beretning svarede kollegiet, at der var al grund til at foretage videre forsøg, som da anstilledes både på ældre og på børnene fra fødselsstiftelsen i Stockholm under tilsyn af en udnævnt kommission, der bestod af de fremragende læger Odhelius, Ribben, Schulzenheim og Almroth. Det blev nu slået fast, at vaccinationen var en for menneskeheden nyttig opfindelse, og Hedin udgav et populært skrift efter tysk mønster Kopparna kunna utrotas eller vaccination till sina lyckligaste føljder, hvoraf et stort antal eksemplarer spredtes hele landet over.

Allerede 1803 fremsatte kollegiet et forslag til almindelig indførelse af indpodningen i riget, og ved kongeligt brev blev det i 1804 sanktioneret. Der blev vel endnu ikke fastsat nogen tvungen vaccination, men indpodningens udførelse blev lettet og befordret ved forskellige hensigtsmæssige foranstaltninger. Til provinsiallægernes bistand skulle der i det udstrakte og tyndtbefolkede land ansættes oplærte vaccinatører, det oprettede vaccinationshus i Stockholm skulle være hovedplanteskolen for lymfen, for hvilken der i øvrigt skulle være depoter i flere provinsbyer. Befolkningen skulle på forskellig måde opmuntres til foretagelse af indpodningen. Disse midler slog imidlertid ikke rigtig til og kollegiet gik derfor videre i sine forslag og insisterede på tvangsforholdsregler, hvad dog et kongeligt brev finder overvejende betænkelighed ved at gå ind på. Consistorium Ecclesiasticum i Upsala sluttede sig nu varmt til forestillingerne fra kollegiet, der også fornyede dem og bestandig stærkere fremhævede de graverende mangler ved den bestående ordning. Og endelig emanerede ved et kongeligt brev af 6te marts 1816 det derefter i en lang årrække gældende reglement for kokoppeindpodningen i riget. Deri blev vaccinationen gjort obligatorisk for alle, der ikke havde haft de virkelige kopper. Indenfor de to første leveår skulle den være udført, i modsat fald hjemfaldt forældre og værger til pengebøder, der forhøjedes ved fortsat genstridighed ligesom også ved undladelse på tider, hvor der var koppeepidemi tilstede.

Lovbestemmelserne lod derefter intet væsentligt tilbage at ønske i Sverige, men deres udførelse mødte fremdeles ikke ringe vanskeligheder og den ufuldstændigt gennemførte vaccination kunne i den følgende tid ikke hindre koppernes hærgen og stadige talrige dødsfald deraf. Det er derfor også med meget tvivlsom ret, at Sverige er blevet betegnet som "det bedst vaccinerede land i verden" - det står i så henseende utvivlsomt tilbage for vort eget lidet ænsede land, hvor vaccination ganske vist har været meget lettere at gennemføre. Sverige har vistnok også fået denne store ros mindre på grund af sin praktiske udførelse af vaccinationen end ved sin smukke og omfattende koppestatistik, der med rette har vakt opmærksomhed og anerkendelse i udlandet, og som vi senere skal komme tilbage til.

I Finland, der havde vist så stor iver for variolationen, blev også vaccinationen hurtigt og energisk fremmet. Ved slutningen af 1801 sendtes den første vaccine fra Stockholm til Åbo og slog godt an på flere børn og det finske husholdningsselskab, som fra sin stiftelse i 1797 havde søgt at udbrede variolationen, tog nu den nye indpodningssag i sin hånd. Også de akademisk lærde kredse viste levende interesse for vaccinationen og da der i 1802 i kong Gustav IV Adolfs og gemalindes nærværelse afholdtes medicinsk doktorpromotion i Åbo, fremsattes det spørgsmål som disputationsemne: Har vaccinationen ret til aldeles at fortrænge den hidtil brugelige inokulation? Eller bør begge metoder bibeholdes? Besvarelsen var ubetinget til gunst for vaccinationen. Samme år offentliggjorde Joseph Pipping (senere Pippingskøld) populære anvisninger til at påvise de ægte kokopper og foretage indpodninger dermed. Foruden læger medvirkede, som tidligere ved variolationen, talrige gejstlige med megen nidkærhed for vaccinationens udbredelse.

Overalt kom således bevægelsen snart i rask gang, overalt vandt vaccinationen hurtig indgang og den lyse tro og tillid, hvormed den på forhånd modtoges, syntes fuldt ud at bestyrkes rundt om i landene ved erfaringens voksende vidnesbyrd og at omgive Jenners opdagelse med en bestandig mere strålende nimbus. Det vidunderlige, som man så længe havde sukket efter, syntes på engang at være blevet virkeliggjort, koppepestens udryddelse var nu om ikke fuldt opnået, så dog kun et tidsspørgsmål, alene afhængig af den iver og energi, hvormed vaccinationen gennemførtes. "quand la decouverte de la vaccine," udtalte Cuvier, "serait la seule que la médecine eût obtenue dans la periode actuelle, elle suffirait pour illustrer à jamais notre époque dans l'histoire des sciences, comme pour immortaliser le nom de Jenner en lui assignant une place eminente parmi les principaux bienfaiteurs de l'humanité". Således vidnede en af den samtidige naturvidenskabs allerypperste repræsentanter.

Rundt om i Europas lande sloges til minde om den store begivenhed og til Jenners ære pompøse medaljer, af interesse også derved, at de nationale forskelligheder i ånd og opfattelse på karakteristisk måde deri kom til syne. Medens engelske medaljer lader Apollon bringe Britannia en ved vaccination reddet matros, afbilder franske en Venus, hvis skønhed Æskulap beskytter mod koppesygdommen. Tyske medaljer fremstiller en ved vaccinationen besejret drage eller et barn, der opsender takkebøn for redning, på russiske optræder kejserinden selv som selvherskerinde og beskytterinde. Men fælles for alle medaljer var grundstemningen, jubelen over den vidunderlige frelse fra koppepesten.

At idealet dog ikke så let nås her i verden, at alle lægevidenskabelige som overhovedet alle menneskelige bestræbelser er og bliver ufuldkomne og at den sangvinske begejstring havde ført til at se de vundne resultater i et alt for rosenrødt skær, måtte man imidlertid også her snart sande. Endnu i Jenners sidste tilbagetrukne leveår begyndte der både i England og på fastlandet at trække meget alvorlige uvejrsskyer op, som formørkede de lyse udsigter og igen kaldte tvivlen og uroen til live.

4. Tidsrummet efter Jenner.

Som allerede omtalt forekom der meget tidligt tilfælde af kopper hos individer, der antoges at være beskyttede derimod ved foretagen vaccination. Men selv efter at sådanne tilfælde i stort antal var blevet bekendte, slog man sig dog væsentligt til ro med Jenners nævnte forklaringsgrunde, mellem hvilke anvendelse af uægte lymfe, og hvor dette ikke kunne antages, opfattelsen af det koppelignende eksantem som variceller (skoldkopper) spillede den mest fremtrædende rolle. Også den højtansete dermatolog Willan gjorde sig i sin iver for at hævde vaccinationens betydning til tolk for en sådan opfattelse. Denne sygdomsform, der allerede er nøjagtigt beskrevet i det 17de århundrede, blandt andre af Riverius i Montpellier og af Morton ("Chiken-Pox"), fik sit navn "variceller" af Vogel i Göttingen i midten af det 18de århundrede, men endnu var dens nosologiske stilling og forhold til de egentlige kopper ikke ret opklaret. Dette spørgsmål begyndte imidlertid at blive brændende, da variolationen vandt indgang. Varicellerne optrådte ikke sjældent hos inokulerede og det gjaldt da for variolationens forsvarere om at kunne hævde, at de ikke var virkelige kopper. Denne store tjeneste ydedes variolationen af den ældre Heberden i London, der i en afhandling i de netop på hans initiativ af Royal College of Physicians påbegyndte Medical Transactions i 1767 fastslog varicellerne som en ganske selvstændig sygdomsform, og denne lære, som derefter bevarede en vis gyldighed, blev også taget til indtægt af vaccinationens forsvarere. Hertillands hævdedes den senere af Möhl på basis af nøjagtige iagttagelser.

Den første betydelige koppeepidemi i Skotland efter vaccinationens indførelse i 1717-18 bragte dog foreløbig denne lære til at vakle, idet den berømte John Thomson i Edinburgh på grundlag af talrige observationer igen inddrog varicellerne under koppesygdommen og opstillede tre forskellige former heraf: Den typiske form (variolæ), en noget lettere, modificeret mellemform, som han gav det derefter almindeligt benyttede navn "varioloid" (dvs. koppelignende form), og hvis spredte, uregelmæssige fremkomst stærkt divergerede fra de typiske koppers udbredelsesmåde fra hovedet nedefter, og endelig den letteste form: varicellerne. Og han begrænsede da efter sine erfaringer vaccinationens virksomhed derhen, at den virksomst beskyttede mod den første, typiske form, men mindre mod de to andre, hvorfor disse nu måtte prædominere mere end tidligere. I epidemien havde det i særlig grad været tilfældet med mellemformen, varioloiderne, der i øvrigt jo var velkendte også før vaccinationen. Den sutton'ske metodes inokulerede kopper havde netop for en stor del dette præg.

Denne opfattelse førte den toneangivende kliniker Schønlein i Würzburg videre på ændret måde, da byen og omegnen i 1824 første gang efter vaccinationens indførelse ramtes af en betydelig koppeepidemi, i hvilken også tilfældene af varioloider var særligt fremtrædende. Han stillede denne form mere selvstændigt, helt adskilt fra egentlige kopper, og kom derigennem til at fastslå den sætning, at vaccinationen ikke beskyttede og ikke kunne beskytte mod varioloider. Snart blev dog denne lære kuldkastet af en dygtig fransk forsker, Dr. Robert i Marseille. Da kopperne i sommeren 1828 med overordentlig voldsomhed angreb denne by, hvor man tilmed følgende gamle inokulationsregler ikke turde vaccinere i den stærke hede, og da der også optrådte talrige tilfælde af varioloider, foretog Robert forsøg med lymfe netop derfra - variolationen var fremdeles fuldt tilladt i Frankrig - og fik derved udviklet de mest typiske tilfælde af ægte kopper (variolæ), således at han leverede det gyldige eksperimentelle bevis for varioloidernes virkelige koppenatur.

De nævnte koppeepidemier optrådte nu på ingen måde isoleret, tværtimod rejste sygdommen ved slutningen af det 2det og ind i det 3die årti overalt hovedet efter den både ved de heftige epidemier omkring år 1800 og ved den samtidigt foretagne vaccination de fleste lande forundte ro. Würtemberg, der ikke havde fulgt nabolandet Bajrens energiske vaccinationslovgivning, fik allerede 1816-17 en stor epidemi, af hvilken i øvrigt resulterede, at også dette land 1818 fik en tvangslov, der under bøder påbød indpodning inden det fyldte 3die år. Det blev imidlertid ved disse epidemier hele tiden tydeligere, at sygdommen, der ganske vist hyppigt nok angreb også vaccinerede, dog hos disse havde en mild, en meget lidt dødelig karakter, at de omtalte varioloider ("variolæ mitigatæ s. modificatæ", "mitigated smallpox") her hyppigst trådte i stedet for de stærkt suppurerende og ardannende, typiske koppepustler. De nye epidemier vakte derfor heller ikke den rædsel, som tidligere koppeepidemier havde indgydt, om end overraskelsen og skuffelsen i de opstemte forventninger var stor og nedslående nok, så at ikke blot læger, men også medicinske autoriteter ved det 3die årtis slutning rundt om ivrigt begyndte at efterforske, hvad der måtte betinge vaccinens dog altid kun mangelfulde beskyttelse og i tilslutning hertil at tage under overvejelse, hvorledes formentlige mangler i vaccinationens metode og hele gennemførelse bedst måtte kunne afhjælpes. Kun det franske Academie de Médecine, der havde fået overledelsen af landets vaccinationsvæsen, søgte vedblivende af lukke øjnene for de bestandigt tydeligere kendsgerninger og i en ikke usædvanlig doktrinær halsstarrighed fremdeles at fastholde Jenners postulater i fuld udstrækning, idet det benyttede hans dialektiske argumenter til at bortforklare det begrænsede i vaccinens beskyttelse. Akademiet vedblev at hævde, at vaccinen beskyttede absolut, blot man fulgte dets anvisninger - som dog var så slette som muligt. Den tørrede, til provinserne sendte vaccine var meget ofte uvirksom og indpodningens foretagelse blev rundt om betroet ukyndige personer. Heller ikke hærgede koppeepidemierne i noget af Europas kulturlande voldsommere end i Frankrig.

Et spejlbillede af de stemninger og tilstande, der særligt ind i det 4de årti var herskende i mange lande med hensyn til kopper og koppeindpodning, af de overvejelser og bestræbelser, der i hint tidsrum kom til orde, afgiver i flere henseende vort eget fædreland, og vi kunne således for en del illustrere den almindelige situation ved at give en speciel gennemgang af forholdenes udvikling her. Intetsteds var trygheden ved vaccinationen større og bedre begrundet end i Danmark, hvor det i en årrække virkelig så ud til, at kopperne helt var udryddede.

De yngre læger kendte ikke engang kopperne af selvsyn og tænkte slet ikke mere på denne sygdom. Således kunne det ske, at sygdommen, da den på ny virkelig holdt sit indtog i København ved slutningen af 1823, indbragt fra det både i gammel og ny tid for udvikling af alskens smitstof vel egnede Hamborg, miskendtes, og således smitten til trods for lovgivningens strenge bestemmelser kunne få lov til at brede sig. En i et skib fra Hamborg smittet bryggerkarl blev ved miskendelse af hans koppeeksantem indlagt i Frederiks Hospital, der efter sin fundats ikke modtog koppesyge, og først da sygdommen her endelig var konstateret, overflyttedes patienten til et af Almindelig Hospitals slette kælderrum, der skyndsomst rømmedes til dette brug, skønt man jo herved førte smitten videre til et andet stort og tæt belagt hospital. Men administrationen var i de heldige koppefrie år blevet så sorgløs, at den ikke engang havde sørget for at opfylde lovgivningens bestemmelser om at have et passende isolationslokale i beredskab.

Da det imidlertid til lægernes og myndighedernes overraskelse og skræk viste sig, at der på ingen måde hos befolkningen var immunitet mod smitte, der tværtimod rask fængede både ude i byen og på hospitalerne, måtte autoriteterne træde energisk op. En særlig kommission blev nedsat og på dennes forslag blev Søkvæsthuset på Kristianshavn rømmet og skyndsomst indrettet til koppelazaret. En ung lovende læge, den senere professor Møhl, blev ansat som koppelæge. Lovgivningens strenge karantænebestemmelser med tvangsindlæggelse i hospital og gennemført isolation med vagthold ved de enkelte patienter, der fik tilladelse til at blive i hjemmet, søgtes nu af al magt bragt til gyldighed, men ikke med noget meget opmuntrende resultat. Epidemien varede ved hele året 1824 med ikke ringe styrke, dæmpedes vel det følgende forår, men tog igen alvorligt fat samme efterår og vedvarede i de følgende år med lignende svingninger, indtil den ved begyndelsen af 1835 nåede en hidtil ukendt udbredelse. I dette år anmeldtes 434 dødsfald af sygdommen.

Dette alvorlige forhold voldte dog ikke, hvad man på forhånd kunne tro, stigende uro eller pessimistisk opfattelse, i hvert fald ikke hos de sagkyndige. Det blev nemlig under epidemiens gang ligesom i udlandet bestandigt klarere, hvad også de udførlige beretninger af koppehospitalets læger, først Møhl og derefter Hoppe, tydeligt påviste, at om også vaccinerede i ikke ganske ringe udstrækning ramtes af sygdommen, så var denne dog hos sådanne gennemgående af den fra udlandet dengang godt kendte formildede karakter og en dødelig udgang en sjældenhed. Børn, der var vaccinerede med positivt resultat ikke mange år i forvejen, fik så godt som aldrig sygdommen, hvor meget de end udsattes for smitte. Vaccinationens beskyttende evne stod dog således sin prøve, kun ikke i den udstrækning, hvori Jenner havde proklameret den. Det blev således heller ikke så påfaldende, som det ved første øjekast kunne synes, at regeringen midt under epidemiens voldsomste opblussen i foråret 1835 ved en kongelig plakat på engang radikalt hævede alle de strenge karantænebestemmelser, der var påbudte i forordningen af 1810. For eftertiden skulle kopperne stilles ganske lige med sædvanlige febersygdomme. Patienterne kunne altså uhindret blive i deres hjem og kun for de syge, der måtte ønske hospitalsbehandling, skulle der indrettes nogle særlige stuer i Almindelig Hospital. Koppehospitalet på Søkvæsthuset blev uden videre nedlagt. Kongen gør i plakaten til gengæld regning på, at undersåtterne ville være ivrige i at sikre sig og sine ved foretagelse af vaccination.

Det var selve sundhedskollegiet - den ved den samtidige ophævelse af den gamle vaccinationskommission øverste medicinalautoritet også på dette område - som efter impulser fra de særlig sagkyndige læger ved koppehospitalet, først og fremmest Hoppe, havde tilrådet denne tilbagevenden til forrige århundredes antikontagionistiske standpunkt overfor koppesygdommen. Som motiv dertil fremhævedes, at den rigoristiske karantænes følger havde vist sig at være ganske de modsatte af de tilsigtede, idet befolkningen af skræk for indlæggelsen i det med ondartet smitstof fyldte hospital skjulte de koppesyge, der således ved at henligge i husene uden noget lægetilsyn både selv udsattes for særlig fare og ved uberegnelig smitteudbredelse voldte stor fare for andre. Men hovedmotivet var dog det fortrøstningsfulde, at vaccinationen klart havde vist sin evne til at afværge den egentlige fare ved koppesygdommen, så at denne derved var blevet en mild sygdom, mindre dødelig end almindeligt udbredte børnesygdomme som mæslinger og skarlagensfeber, overfor hvilke ingen kunne falde på at ville påbyde isolationsforanstaltninger.

Imidlertid fremhævedes det tillige i beretningerne, at den herskende betydelige koppeepidemi noksom viste, at der i vaccinationens hidtidige udøvelse og gennemførelse var væsentlige mangler, som så vidt muligt burde afhjælpes. Efter tyske forfatteres vistnok ikke ugrundede vink henvendte man således opmærksomheden på indpodningsstikkenes antal og håbede ved at forlade de af Jenner praktiserede ganske få stik og i stedet anvende en rigelig mængde at opnå en sikrere virkning. Men især var det i to retninger, at man følgende de i udlandet fremkomne overvejelser og bestræbelser mente at måtte tilstræbe en reform. På den ene side havde man opmærksomheden henvendt på vaccinens beskaffenhed. Man begyndte at frygte for, at den hertillands som i andre lande gennem en længere årrække fra barn til barn forplantede lymfe efterhånden skulle have tabt noget af sin kraft, skulle være på vej til at degenerere, og denne frygt støttede sig til den iagttagelse, at de fremkomne indpodningspustler ofte havde et mere eller mindre forkrøblet udseende. Især når man sammenlignede de nye indpodningsresultater med afbildningerne af dem, Jenner og andre havde opnået i vaccinationens første periode, hvor lymfen nylig var kommet fra koyverne, og med den stærke reaktion, der dengang fremhævedes som typisk, mente man at kunne spore en betydelig forandring og en meget kendelig tilbagegang. Det var særligt tyske læger og mellem dem i første række den ansete preussiske medicinalembedsmand Nicolai, som stærkt betonede denne lymfens formentlige degeneration og nødvendigheden af at forny den ved at vende tilbage til koen enten ved benyttelsen af de naturlige ægte kokopper, hvis sådanne kunne findes, eller også ved at forsøge retrovaccinationen fra børn på køer.

Efter udlandets eksempel lod det danske kancelli således i 1836 et cirkulære udgå til samtlige amtmænd og biskopper, i hvilket det pålagdes landmænd og præster at være opmærksomme på mulig forekomst af ægte kokopper i besætningerne og i påkommende fald straks at gøre anmeldelse derom til nærmeste embedslæge. Den kongelige vaccinationsanstalt gjorde i denne periode gentagne mere eller mindre vellykkede forsøg på fornyelse af indpodningslymfen, især ved erhvervelsen af ægte kokoppevæske fra Kiel. En særlig god vaccine var anstalten så heldig at erholde i 1845 fra Berlins vaccinationsinstitut, der kort i forvejen havde fået lymfen fra køer i Pommern. Denne vaccine har den danske anstalt derefter med meget held forplantet lige til den dag i dag uden senere at bekymre sig om nogen fornyelse. Man kom nemlig efter nogen tid på det rene med, at det ikke just var ved en sådan hyppig fornyelse, at en større beskyttende virkning af vaccinationen skulle søges opnået. Når man engang havde erholdt god vaccine og man med tilbørlig omhu forplantede den, tabte den ikke kendeligt i kraft, ligesom man også midt under fornyelsesbevægelsen i trediverne måtte indrømme, at den indtil da benyttede, fra Jenner i 1801 erhvervede vaccine i virkeligheden viste sig væsentlig uforandret kraftig. Det blev snart klart, at det ikke var i denne, men i en anden retning, at den hovedsagelige reform til afhjælpning af vaccinationens ufuldstændige beskyttelse burde tilstræbes.

Allerede Hoppe gør i sine udførlige og velskrevne beretninger fra koppehospitalet med vægt opmærksom på det fejlagtige i Jenners lære om, at en vel udført vaccination beskyttede for hele livet. På grundlag af sine omfattende iagttagelser udtaler Hoppe: "at vaccinens beskyttende kraft efter nogle års forløb hos en meget stor, måske den største del af de indpodede svækkes, ja ganske taber sig, er vedblevet at bekræftes i denne epidemi". Han insisterer derfor energisk på, at "benytte det vink, som erfaring i forening med en rimelig fornuftslutning giver os, til ved revaccination, og måske efter en række af år gentagen revaccination, aldeles at sikre os for fare fra den frygtelige fjendes side."

Da Hoppe skrev dette i 1835, kunne han støtte sig til erfaringer af ikke ringe omfang, især fra udlandet, om revaccinationens gavnlige eller ligefrem nødvendige supplerende indvirkning. Men det var dog kun meget langsomt og under megen modstand også fra vaccinationens ivrige venner og særligt fra Jenners begejstrede stab, at denne erkendelse havde banet sig indgang. Medens hin ovennævnte reformretning, vaccinens fornyelse på grund af en antagen degeneration, ret naturligt kunne knytte sig til de af Jenner givne udviklinger og forudsætninger, var derimod tanken om en revaccinations nødvendighed som tidligere omtalt på det bestemteste blevet afvist af Jenner og de samtidige, i dette spørgsmål toneangivende læger, der alle holdt på den enkelte indpodnings virksomhed "for ever" - den modsatte anskuelse afvistes som stående uden analogi i naturen. En omvaccination var vel lige fra vaccinationens begyndelse oftere blevet anvendt, men kun som kontrollerende middel kort efter den første indpodnings foretagelse. Med hensyn til egentlig revaccination vedblev også England at stå tilbage for fastlandet. Det var i Würtemberg, på grundlag af den 1816-17 indtrufne første betydelige koppeepidemi efter vaccinationens indførelse, at erfaringerne om indpodningens hyppigt kun temporære beskyttelse først satte frugt i bestræbelsen for at supplere den ved en revaccination en del år derefter, og landet fik som følge af epidemien ikke blot straks (1818) en tvangslov for vaccination, men noget senere (1829) også bestemmelser om obligatorisk revaccination for armeens vedkommende. Følgende den kort i forvejen af den ansete læge ved Londons koppehospital Gregory fremsatte og en tid lang som gyldig accepterede teori, at de dybe, karakteristisk udviklede vaccinationsar var et sikkert tegn på vedkommende individs immunitet, revaccineredes dog kun de rekrutter, der ikke besad sådanne ar.

Da revaccinationens resultater viste sig lovende, fulgte andre tyske stater snart eksemplet. Først var det tilfældet med Preussen, hvor alvorlige koppeepidemier også herskede i tyverne. Efter at der i dette land ved den manglende tvangslovgivning allerede 1826 var indført en særlig obligatorisk vaccination af rekrutterne, begyndte man i 1831 at skride til revaccination af dem, og i 1834 blev også denne ved en kabinetsordre obligatorisk. Over for den kølige stemning mod vaccinationen, der i trediverne begyndte at blive fremtrædende hos befolkningen, hvem man havde lovet livsvarig beskyttelse mod kopperne, vovede man imidlertid fremdeles ikke at udstrække tvangsforholdsreglerne, heller ikke med hensyn til den første vaccination, videre end til militæret. Det regulativ angående smitsomme sygdomme, som den preussiske regering 1835 udstedte, nøjedes væsentligt med at genoptage de tidligere givne bestemmelser om vaccinations foretagelse, samt at anbefale revaccination, men kun i lette udtryk. Det eneste principielt nye, som deri findes, er et strengt forbud mod variolation, en metode, der i Preussen ligesom i England var vedblevet at have ikke få tilhængere også mellem lægerne, og som skønt ved nære slægtskabsbånd knyttet til vaccinationen og faktisk dennes forløber og grundvold, ved omstændighedernes ugunst var blevet dens arge fjende. I England syntes variolationen en tid endog at være i stadig opkomst, efter at tilliden til vaccinationen i mange kredse var blevet rokket ved de gentagne store koppeepidemier, for hvilke også talrige vaccinerede individer blev ofre. Og på den anden side betragtede alle vaccinationens venner ikke uden grund variolationen som farlig og fordærvelig, ikke blot fordi den vedligeholdt koppesmitten, men også fordi den hindrede vaccinationens udbredelse. Netop med henvisning til de voldsomme koppeepidemier i landet, særlig i London (1837-1840), og med snild benyttelse af den derved opståede panik lykkedes det Londons Medical Society i 1840 ved lord Lansdownes hjælp at få et lovforslag om forbud mod variolation og fængselsstraf for foretagelse deraf ind for det aristokratiske og mod vaccinationen altid velstemte overhus. Det blev vedtaget også af underhuset med tilføjelse af en større bevilling til vaccinationens foretagelse hos fattige (idet gratis vaccination ikke måtte betragtes som fattighjælp fra vedkommende sogn), og således endte dog den lange og forbitrede kamp mellem de to indpodningsmetoder i England som på fastlandet med sejr for vaccinationen. Selvfølgelig forsvandt med denne emanation dog ikke den rodfæstede engelske sympati for den gamle inokulationsmetode, tværtimod kom den stærkt og ligefrem som en reaktion mod den ved en art overrumpling vedtagne lov til orde fra selve den omtalte koppeautoritet Gregory, der på sine gamle dage var blevet bestandig mere skeptisk med hensyn til vaccinationen.

I en afhandling i Medico-Chirurgical Transactions erklærede Gregory Jenners teori om identiteten af menneske- og kokopper for aldeles fejlagtig. Vaccinen var noget ganske andet end svækket koppevirus, var en gift sui generis, hvilken vel havde vist sig egnet til hos små børn at borttage modtageligheden i nogle år og ved sin milde indvirkning at udrette det på en farefri måde, men i øvrigt stod langt tilbage i virksomhed for variolationens sikre koppelymfe, der ubetinget var at foretrække hos ældre, som godt tålte den. Man skulle derfor aldeles ikke tænke på anvendelse af den værdiløse revaccination, men til sikring af voksne mod kopper ubetinget anvende variolation. Dette og flere følgende indlæg fra Gregory fik i den følgende tid, især i udlandet, en ikke ringe betydning i den opdukkende heftige kamp mod vaccinationen, men i England, hans fædreland, blev det i det mindste foreløbig ikke meget ænset, og Jenners hypotese om identiteten havde tilmed umiddelbart forud for dette indlæg fået en smuk eksperimentel bestyrkelse.

De tidlige forsøg på at oprette Jenners forsømmelse i så henseende er allerede omtalte. Deres resultat havde været tvivlsomt, og det var to dygtige forskere forbeholdt ved slutningen af trediverne at bringe virkelig opklaring til veje. Det var den russiske guvernementslæge Thiele i Kasan og den engelske landlæge Ceely i Aylesbury. Ligefrem nødstilstand bragte Thiele til at foretage disse forsøg. Hans vaccine svigtede ham, en koppeepidemi truede og han fik da den tanke selv at producere vaccine ved at indpode lymfe fra menneskekopper på køers yver og kønsdele. Det lykkedes ham at få udviklet typiske kokopper og ved at vaccinere børn med lymfe derfra erholdt han et fuldt tilfredsstillende resultat, kun var anslaget i de første generationer usædvanlig heftigt, hvorfor han anvendte nogen fortynding med komælk. Ved sin afhandlings slutning havde han forplantet vaccinen med held gennem 75 generationer og ved prøvevariolationer hos talrige børn overbevist sig om sin lymfes kraft. I den efter forsøgenes resultater korrekte antagelse, at hans vaccinationer i virkeligheden var variolationer med en ved hjælp af koen svækket koppelymfe, gik han i andre geniale forsøg endnu videre tilbage til anvendelse af ligefrem variolation i Gattis, Suttons og den skotske bondes ånd, idet han svækkede lymfen af menneskekopper uden at benytte koen, kun ved at gemme den nogen tid mellem tilklæbede glasplader og da indpode den på børn, fortyndet med varm komælk. Reaktionen var vel i de første generationer heftig, men han fik dog mærkeligt nok aldrig generelt koppeudbrud. Men netop dette dristige tilbageskridt til den da dødsdømte variolation har vistnok bidraget til, at hans også kun summarisk i Henkes Zeitschrift für die Staatsarzneikunde refererede forsøg i det hele er blevet ignorerede, og det er den nævnte engelske læge, der ved sine omhyggelige og i et særligt skrift meget udførligt refererede forsøg med variolation af køer har givet det effektive indlæg til gunst for identiteten.

Ceely havde i modsætning til Thiele megen vanskelighed ved at få anslag på børn fra de indpodede køer, men fik i øvrigt ganske som Thiele stærk reaktion ved vaccinationen. Der optrådte betydelige febertilfælde, i hvilke man tilmed oftere kunne skelne et primært anfald fra et sekundært som ved virkelige menneskekopper. Men noget generelt koppeeksantem kom ikke til syne hos de indpodede børn. Anslaget, der senere viste sig fuldt at beskytte mod koppesmitte, holdt sig altid lokalt som ved sædvanlig vaccine og Ceely slutter derfor, at den af ham producerede "variolavaccine" i hvert fald står lymfen fra de naturlige kokopper meget nær. Ganske vist fik den nidkære og for revaccinationen virksomme indpodningslæge Reiter i München ved gentagelse af disse forsøg et ugunstigt resultat, idet både anslaget på køerne var meget mangelfuldt og det fra en ko indpodede barn anfaldtes af et generelt koppelignende udbrud. Derfor vedblev han at holde på retrovaccinationen som fornyelseskilde og overhovedet fik variolationen af køer foreløbig ingen egentlig praktisk betydning. Den udvej til forsoning mellem den gamle og den ny indpodningsmetode, som derved åbnedes, blev foreløbig ej benyttet. Men Ceelys resultater hævdede dog fremdeles for sig en ikke ringe principiel autoritet, først og fremmest i England, hvor de bidrog væsentligt til, at vaccinationens venner trods al modstand beholdt overtaget. Et moment af yderligere betydning var det, at det i 1850 stiftede energiske Epidemiological Society satte agitationen for vaccinationens videre udbredelse i spidsen for sit program, og i 1853 lykkedes det endelig at få gennemført, hvad både i 1840 og ved tidligere forsøg var strandet, en virkelig og endog streng tvangslov, der under bøder påbød børns vaccination inden en alder af 4 måneder. Således havde Jenners sendrægtige fædreland på een gang ved et dristigt og resolut skridt indhentet det forsømte. Men medens således vaccinationen i England endelig syntes at være kommet i en beskyttet havn, trak det flere steder på fastlandet op til nye, meget alvorlige storme.

I Skandinavien mærkedes sådanne storme mindst. I Danmark var, som vi har set, trods de langvarige og meget alvorlige koppeepidemier tilliden til vaccinationen ikke blevet ret kendeligt rokket hos de toneangivende læger. Disse søgte kun af al magt at afhjælpe endnu tilstedeværende hindringer og mangler i indpodningens udøvelse og satte særligt deres lid til det nye nødanker: revaccinationen. Man behøvede ikke her som i England og Preussen at kæmpe mod den gamle variolation. Den var forlængst skrinlagt og voldte ingen ulykker. Man kunne her i ro koncentrere sig om de nævnte reformbestræbelser, der mere og mere trådte frem i første række, nærmest efter Preussens mønster. Lige så lidt som nogetsteds i udlandet vovede man hos os dog på nogen måde at udstrække revaccinationen ved tvang videre end til rekrutterne, over hvem man nu engang havde hals- og håndsret. Men hos disse blev revaccinationen, efter forsøgsvis at være blevet anvendt ved enkelte regimenter, allerede i 1835 ved allerhøjeste parolbefalinger i 1836 gjort obligatorisk henholdsvis for land- og søetaten. Den blev derefter regelmæssigt og med et ved statistikken bestyrket effektivt resultat gennemført, om det end ofte vakte ikke ringe vanskelighed at skaffe den dertil fornødne friske vaccine. Vaccinationsanstalten i København, hvem det ved parolbefalingen blev pålagt at forskaffe den, var vanskeligt i stand dertil. Underofficerernes børn, som også blev benyttede, var forældrene lidet villige til således at ofre på almenhedens alter og man skred da, også efter udlandets eksempel, til at benytte selve de revaccinerede soldater som vaccinegivere - en metode, der i den følgende tid med grund vakte alvorlige betænkeligheder. Men en god begyndelse i den af Hoppe i veltalende og indtrængende ord anbefalede reformretning var der i hvert fald ved dette påbud gjort. Et lille skridt var man derved kommet nærmere til opnåelsen af det tilstræbte ideal, koppernes udryddelse - det som man i sin optimisme troede allerede at have nået i århundredets begyndelse.

Men hvor meget end de ledende læger og medicinale autoriteter søgte at slå fast, at vaccinationen havde stået sin prøve, kunne det dog ikke skjules, at man havde lidt en skuffelse og at forventningerne betydeligt måtte nedstemmes. Et eklatant officielt vidnesbyrd herom, der måtte gøre et ikke ringe indtryk på almenheden, var det også, at koppeattesternes stolte ordlyd efter epidemiens højttalende erfaring måtte forandres i indskrænkende retning. Ved kancellicirkulære bekendtgjordes i 1836, at lægernes på ære og samvittighed afgivne erklæring om, at "kokopperne betryggede for børnekopper i fremtiden" skulle udgå af attesterne. Og at der i den følgende tid ikke blot hos befolkningen, men også hos statsmyndighederne var indtrådt en meget køligere stemning overfor vaccinationen, derom vidner det svar, som kancelliet i 1846 gav på sundhedskollegiets gentagne indtrængende anmodning om, at der strengt måtte våges over skolebørns betimelige vaccination overensstemmende med forordningen. Kancelliet svarer lakonisk, at det ingen anledning finder til at foretage yderligere skridt i så henseende.

Også i Sverige syntes almenhedens stemning overfor vaccinationen som følge af gentagne morderiske koppeepidemier i det 3die og 4de årti at blive bestandigt køligere og regeringsmyndighederne, der her ikke lod nogen vågnende mistillid komme til syne, måtte i 1833 rykke frem med en kongelig kundgørelse, der indskærpede en omhyggeligere udførelse af lovgivningens forskrifter om vaccination. Og da en stor del af befolkningen alligevel søgte at unddrage sig indpodningen og koppeepidemier på ny blussede op ved århundredets midte, udkom 1853 et nyt af sundhedskollegiet udarbejdet og af kongen sanktioneret reglement, der i alle sine hovedtræk senere har været gældende. Manglerne i vaccinationens udførelse i landet blev dog heller ikke derved afhjulpne og kopperne lod sig stadig for alvor mærke. Nogen egentlig systematisk modstand trådte dog her intetsteds frem mod vaccinationen lige så lidt som i Danmark, medens derimod tidsrummet omkring vort århundredes midte for de tre store kulturlande Tysklands, Frankrigs og Englands vedkommende er karakteriseret ved en sådan til dels fra nye udgangspunkter rejst bestandigt bitrere og bestandigt mere fanatisk kamp, i spidsen for hvilken også læger stillede sig, og som en tid truede med at berøve vaccinationen hele den vundne tillid og tilføje den meget farlige grundskud.

Et våben for disse angreb afgav vel overalt erfaringerne fra de sidste koppeepidemier om vaccinationens usikre beskyttelse mod smitten, men det var dog tillige andre og til dels nye momenter, der blev ført i marken. Når de opdukkende fanatiske fjender ville have vaccinationen fuldt bandlyst, så måtte der bruges andre og kraftigere våben, thi noget beskyttende værd havde dog vaccinationen uimodståeligt vist sig at have, og den nye revaccinations supplerende betydning kunne vanskeligt helt afvises. Eftertrykket blev da også lagt på, at vaccinationen havde direkte og indgribende skadelige virkninger hos de indpodede. Og når dette forholdt sig således og der i og for sig ikke var megen anledning til at bevare den, idet dens gavn var forholdsvis ringe eller endog temmelig problematisk, så måtte den selvfølgelig bort! Til dels var det nu kun de gamle ved århundredets begyndelse allerede fremførte beskyldninger, der gik igen. Det var vaccinationens svækkende, degenererende indflydelse på børnenes konstitution, som igen blev betonet med særlig henvisning til den formentlige tiltagen af rakitis, skrofulose og lungesvindsot efter vaccinationens indførelse - et postulat, der ved disse også i forrige århundrede noksom udbredte sygdomsformers hele umærkelige invasion og kroniske udviklingsforhold dog aldrig med nogen som helst sikkerhed vil kunne bevises. For skrofulosens vedkommende kunne man nok henvise til det faktum, at omtrent fra indeværende århundredes begyndelse og altså i tidsrummet efter vaccinationens indførelse kom sygdommen til at spille en mere fremtrædende rolle, for så vidt som den hyppigere og udførligere behandledes af forfatterne og derved som en afgrænset sygdomsform trængte mere ind i lægernes bevidsthed. Men dette beviser jo aldeles ikke, at her skulle foreligge et propter hoc og ikke blot et post hoc.

Det var i Tyskland især den såkaldte naturlægeretning, fra hvilken en fanatisk agitation begyndte at udgå. Denne retning, som altså i sygdommes bekæmpelse lagde al vægten på de "naturlige" potenser, luft, vand osv, og i det hele stillede sig fjendtligt mod den gamle behandling med indgribende medikamentelle stoffer, begyndte i det 4de årti i Tyskland at tage et mægtigt opsving, til dels med udgangspunkter fra kurerende lægmænd, mellem hvilke den geniale bonde Priessnitz utvivlsomt indtager den første og ypperste rang. Denne energiske vandlæge, for hvis doktriner talrige legitime læger efterhånden bøjede sig, ivrede med voldsom fanatisme mod vaccinationens "gift" og erklærede med den ukyndige lægmands sædvanlige selvsikkerhed, at kopperne, i hvert fald når de behandledes med hans vandkur, aldrig tog nogen farlig vending. Af gode grunde optrådte Priessnitz ikke i litteraturen, men læger og lægmænd, der nærmest sluttede sig til hans hele retning, sparede ikke på det litterære agitatoriske krudt til vaccinationens ødelæggelse. En læge Nittinger i Stuttgart fremkom i sit i 1842 udgivne skrift Die 50-jährige Impfvergiftung des Würtembergischen Volkes med følgende kraftudtalelse: "die Impfung erscheint vor dem Tribunal der Vernunft als Unsinn, vor der Leuchte der Wissenschaft als traurige Illusion und vor der Geschichte der Menschheit als das grösste Verbrechen, das seit 50 Jahren begangen worden ist".

Ved århundredets midte begyndte tilliden til vaccinationen i vide kredse at rokkes og også adskillige videnskabelige læger i Tyskland smittedes efterhånden af denne mistillid, hvortil i øvrigt ikke lidet bidrog nogle mærkelige vaccinationsfjendtlige skrifter, som hen ad århundredets midte så lyset i Frankrig, og som aldeles ikke søgte at virke ved løse agitatoriske fraser, men tværtimod ved en vis gennemført videnskabelig stringens.

Frankrig var som allerede omtalt det land, der længst søgte at opretholde Jenners aksiomer i deres fulde udstrækning. Helt ind i det 4de årti lukkede det ledende Académie de Médecine øjnene for alle modstridende erfaringer og afviste enhver tvivl. Situationen blev imidlertid mere og mere lummer og i 1838 tog på en gang Académie des Sciences affære og stillede på forslag af en nedsat kommission, der bestod af akademiets mest ansete medlemmer, en prisopgave, til hvis besvarelse der indrømmedes hele tre år og som omfattede forskellige tvivlsspørgsmål og da især de to også andetsteds stærkt omdebatterede: Spørgsmålene om en revaccinations nødvendighed og om vaccinens successive degeneration. Et vidnesbyrd om, hvor stærkt sindene var optagne af disse vigtige spørgsmål, er det, at der indkom 35 besvarelser, hvoraf igen de tre blev prisbelønnede og derefter udkom i trykken. Især de to forfattere, Bousquet og Steinbrenner, havde søgt at trænge grundigt ind i det vanskelige emne og bragt et stort materiale til veje, men besvarelserne, der i øvrigt væsentligt gik i samme retning som de omtalte samtidige undersøgelsesresultater i Tyskland, bragte dog ingen ro eller afslutning. Midt under denne uro og tvivl slog de nævnte vaccinationsfjendtlige skrifter ned som en bombe, i øvrigt publicerede ikke af en læge, men af en artilleriofficer Carnot, ætling af en af Frankrigs fejrede eliteslægter.

Carnots argumentation og hans deraf uddragne slutninger er nu kun af den art, at det hele føjer et nyt, om end nok ret interessant blad til den "de menneskelige vildfarelsers historie", der overhovedet udgør og må udgøre et integrerende element i videnskabernes og ganske særligt i den så forviklede lægevidenskabs udviklingshistorie. Der kan ikke engang i hans hele lære tydeligt påvises den lille stråle af sandhedens sol, som dog ellers i regelen er med og kaster et oplivende lysskær over det øvrige vildfarelsens mørke. Når hans påstande dog en tid gjorde sig så meget gældende, at de endog kunne imponere også ædruelige videnskabsdyrkere både i og udenfor Frankrig (således den ivrige vaccinationens talsmand, medicinalhistorikeren Haeser), så finder dette sin forklaring i, at Carnot i sin bevisførelse helt igennem støttede sig til det, som ved århundredets midte var lægevidenskabens afgud, den medicinske statistik, som man så op til som den store frelser fra al tidligere vaklen og usikkerhed, den, der i en fart skulle forvandle alt det konjekturale til vished og eksakthed. Men intetsteds ses det tydeligere, hvor tveægget anvendelsen af den medicinske statistik er, hvor vanskeligt det er at udrede de intrikate lægevidenskabelige årsagsforhold af statistikken, end i disse Carnots skrifter.

Hovedresultatet af hans omfattende undersøgelser af den franske mortalitetsstatistik er nu, at gennemsnitslevetiden siden vaccinationens indførelse vel er tiltaget, men at dette kun er sket ved en forskydning af mortaliteten. Tilvæksten kommer på børneårene, medens derimod dødeligheden i den kraftigste alder (20-40 år) stærkt er tiltaget, og heraf resulterer igen befolkningsmængdens successive aftagen og sluttelig samfundets ruin. Årsagen til dette skæbnesvangre forhold er vaccinationen, som vel frelser børn fra at dø af kopper (det indrømmer han), men kun for så at lade dem dø i stort antal i den voksne alder af sygdomme, som ved vaccinationens indførelse enormt er tiltagne, og da især den tyfoide feber. Til antagelse af dette årsagsforhold kommer Carnot, idet han nemlig af mortalitetslisterne har påvist en sådan tiltagen af denne sygdomskategori, af "les affections gastrointestinales", medens dødeligheden af respirationsorganernes sygdomme har holdt sig uforandret. Og han slutter da dristigt videre i overensstemmelse med patologernes gamle opfattelse om en sygdoms overgang til en anden, at den tyfoide feber optræder som en modifikation eller en vikariation af koppesygdommen. Denne er ved kokoppeindpodningen fortrængt fra hudorganet for at "slå ind" og senere at manifestere sig så meget mere ondartet i de indre organer. Den er ikke mere en "variola externa", men en "variola interna". Han betragter altså tillige slægtskabet mellem de to sygdomme som givet, især ved den for begge fælles huderuption og medlidelse af indre organer.

Den eksakt statistiske artilleriofficer har dog ikke selv vovet sig til den fulde udformning af denne vel ret geniale, men tillige meget vilde og lidet eksakte patologiske doktrin. Det overlod han til lægekyndige hjælpere, som snart beredvilligt meldte sig. Særlig ivrig i så henseende var en meget skrivefærdig læge A. Bayard (ikke at forveksle med den medicoforensiske forfatter og redaktør af Annales d'hygiéne publique H.L. Bayard), der allerede i forvejen var optrådt som vaccinationsfjende især ved at oversætte Gregorys omtalte indlæg og tale den i øvrigt i Frankrig stadig tilladte variolations sag. Han udvikler i tilslutning til Carnot udførligt, at Jenner har voldt megen ulykke, idet han ved sin indpodning blot har "deplaceret" koppesygdommen, men ikke som ved variolationen udryddet koppestoffet i organismen, hvilket nu i den voksne alder indgår forbindelse med det "tyføse sygdomselement," så at der i stedet for uskyldige kopper på huden fremkommer en "variola maligna confluens", en "typhus variolisé" eller "gastro-entérite varioleuse". Og for at bevise variolationens store fortrin frem for vaccinationen påkalder han rask historiens vidnesbyrd og fremdrager af de franske fyrstefamilier Karl X og Louis Philippe, der inokuleredes og blev meget gamle, medens Napoleon II, der vaccineredes, kun blev 20 år gammel. "Voila le fait!"

Hele denne doktrin havde nu i virkeligheden intet andet faktisk grundlag end den omstændighed, at kategorien "tyfoid feber" først noget ind i vort århundrede blev skilt ud og opført som en særlig sygdomsform, hvorfor den kom til at figurere i stort antal i mortalitetstabellerne. Det varede da heller ikke meget længe, inden sammenhængen blev opklaret og det fuldkommen grundløse i antagelsen tillige faktisk bevist ved iagttagelse af talrige patienter, som kort efter at have haft alvorlige kopper blev angrebne af meget alvorlig tyfoid feber, således blandt andet i vajsenhuset i Halle. Hele denne episode tjener således kun til at afgive en karakteristisk illustration af, hvorledes "eksakte" slutninger i lægevidenskaben er blevet draget, men har også i så henseende en ikke ganske ringe historisk interesse.

Medens de omtalte formentlige farer ved vaccinationen således har vist sig ikke blot at være ganske hypotetiske, men hovedsagelig rent imaginære og derfor aldeles ugrundet har voldt stormfuld uro og uvilje hos befolkningen rundt om i de forskellige lande, er der derimod andre fremdragne farlige momenter, om hvilke dette ikke kan siges. Vaccinationen har virkelig vist sig at kunne forårsage ondartede og dødelige sygdomme. Som en sådan må først og fremmest nævnes den rosen, der ikke ganske sjældent har fulgt indpodningen, og som i ikke få tilfælde har haft de angrebne børns død til følge. I den sædvanlige vaccinationspraksis har dette dog kun i mindre grad været tilfældet, derimod er i udlandets store hittebørnshospitaler en sådan ondartet rosen, især den maligne ambulerende rosen (erysipelas migrans), optrådt i epidemier så voldsomme, at over halvdelen af de angrebne småbørn er døde deraf. I russiske hittebørnshospitaler er i hvert fald, efter meddelelser af den ansete børnelæge Rauchfuss, noget sådant ikke sjældent indtruffet og denne uhyggelige kalamitet er i det mindste en af grundene til, at enkelte russiske børnelæger af et vist videnskabeligt navn, således Reitz, efterhånden er blevet svorne fjender af vaccinationen. Ved streng renlighed og antiseptik i forbindelse med andre hensigtsmæssige hygiejniske forholdsregler er dog disse dødelige epidemier i de senere år meget formindskede eller endog ganske ophørte. Den energiske vaccinator børnelægen Froebelius har i Rusland i så henseende indlagt sig væsentlige fortjenester.

Ved denne kalamitets hovedsagelige begrænsning til hittebørnsanstalter har den trods sin uhyggelighed aldrig voldt megen uro hos befolkningen i almindelighed. Derimod har en anden og til visse endnu uhyggeligere sygdomssmitte, der om end heldigvis kun i sjældne tilfælde erfaringsmæssig er påvist at kunne overføres ved vaccinationen, nemlig den syfilitiske, ikke uden god grund overalt sat sindene i den heftigste bevægelse og for en del år siden truet med at tilføje vaccinationen et banesår. Det blev, som omtalt, allerede i forrige århundrede med hensyn til variolationen og i begyndelsen af vort århundrede ved vaccinationen, af disse indpodningsmetoders modstandere apriorisk gjort gældende, at denne overførelse af syfilistisk smitte kunne befrygtes. En af vaccinationens voldsomste fjender, Moseley, antydede tillige, at den modbydelige ikorøse kokoppegift, denne "lues bovilla", endog selv var i slægt med syfilitisk sygdomsgift og derfor måtte udfolde skæbnesvangre virkninger. Den unge franske syfilidolog Auzias-Turenne førtes til en noget lignende antagelse, da han i fyrrerne påbegyndte sin behandlingsmetode med systematisk inokulation (den såkaldte "syfilisation") af veneriske individer fra deres primære sår for efter koppeindpodningens princip at mætte dem med giften og således fremkalde immunitet mod de farlige konstitutionelle tilfælde. Han antog et slægtskab mellem kokopper og syfilis, fordi hans inokulationspustler i deres kliniske udviklingsforhold frembød lighed med kokopperne og særlig med hestekopperne. I den nyeste tid har de ovenfor omtalte vaccinationsbekæmpere Crookshank og især Creighton gjort den samme opfattelse gældende. Creighton mener også, at de påviste tilfælde af vaccinationssyfilis ikke er fremkaldte ved et egentligt syfilitisk virus, men blot ved et særlig ondartet kokoppevirus. Denne ejendommelige og til at fremkalde rædsel for vaccinationen særligt egnede anskuelse har dog aldrig kunnet vinde genklang hos ædruelige forskere, der alle ubetinget har måttet antage syfilistilfælde, udviklede efter vaccination, for betingede i overførelse af et virkelig syfilitisk virus. Men hvorledes overførelsen foregik, var længe dunkelt.

Allerede i vaccinationens tidlige periode ville italienske læger faktisk have konstateret en sådan overførelse. Disse opstillede den teori, at den vaccinationspustel, der udviklede sig hos et syfilitisk individ, kunne ved siden af vaccinelymfe også huse syfilitisk virus, så at man kunne påføre et her fra indpodet individ begge arter sygdomssmitte. Deres meddelelser blev længe uænsede og betragtedes som løst opspind, men der refereredes da nye, mere slående tilfælde, og vaccinationens ivrige vogter og værge, Académie de Médecine i Paris, måtte i 1830 tage spørgsmålet op til drøftelse. Det kom til det beroligende og vaccinationens prestige bevarende resultat, at de refererede iagttagelser måtte bero på en fejltagelse. Dristigt proklameredes det, at der aldeles ingen fare var ved at benytte notorisk syfilitiske børn som vaccinegivere. Academiet støttede sig i denne kategoriske konklusion først og fremmest til den da ubetinget gældende unicitetsdoktrin med hensyn til det genetiske forhold af syfilis. Smitten fandtes kun i det primære veneriske sår, "ulcus venereum", "den bløde chanker", udgangspunktet for organismens infektion - den lære, der noget senere også gav sig udslag i den nævnte til erfaringerne fra koppeindpodningen støttede syfilisation. De senere ved giftens overgang i blodet udviklede sekundære, konstitutionelle sygdomsprodukter smittede derimod ikke. Det var derfor heller ikke forbundet med fare, selv om man af en fejltagelse skulle tage vaccinelymfe fra en syfilitisk pustel på huden.

Akademiet stod dog ikke alene på disse aprioriske ræsonnementer, men kunne også henvise til nøjagtige observationer og eksperimenter med koppeindpodninger fra syfilitiske børn, foretagne af selve akademiets medlemmer, hvilke som resultat kun gav en ægte vaccine og ikke forårsagede nogen syfilitisk infektion. Det var altså absolut sikkert, at syfilis ikke kunne overføres gennem vaccinen!

Netop samtidig med, at det franske akademi i sin sædvanlige ufejlbarhed proklamerede dette for de vaccinerende læger, gjorde den danske distriktslæge Ewertsen en uhyggelig erfaring, som desværre var vel egnet til at kuldkaste akademiets aksiomer. Under hans offentlige vaccination i sommeren 1830 var der engang mellem de børn, der skulle være vaccinegivere, kun et enkelt brugbart. Han vidste vel, at barnets moder havde været syfilitisk og at barnet selv havde lidt af et udslæt af samme natur, men det var nu ganske forsvundet, barnet var af et fyldigt og fuldkommen sundt udseende, og den samvittighedsfulde læge kunne da efter tidens opfattelse ikke tage i betænkning med lymfe fra barnet at vaccinere 8 andre børn, fra hvilke han igen den næste uge indpodede flere børn, derimellem sit eget barn, da der fremkom gode vaccinepustler. Hos 6 af de nævnte 8 først vaccinerede børn udviklede der sig imidlertid nogle uger efter på indpodningsstederne dybe indurerede sår og snart andre utvivlsomme syfilitiske tilfælde, flere af de mødre, der ammede dem, fik lignende tilfælde, som begyndte med indurerede sår på brystvorterne. De to øvrige i første serie og de i den følgende uge vaccinerede børn gik derimod fri for smitten.

Lignende tilfælde refereredes i den følgende tid af udenlandske vaccinatorer, men det franske akademi fastholdt dog fremdeles sit absolut afvisende standpunkt og endnu efter århundredets midte hævdedes det samme i en udførlig diskussion i Societé de Chirurgie i Paris hvor den berømte Ricord, der uden smitteoverførelse havde foretaget talrige forsøg med vaccination fra syfilitiske børn, udtalte sig for, at de meddelte tilfælde - således også det mest bekendte og til vidtløftig retsforhandling førende tilfælde af smitteoverførelse, som den bayerske læge Hübner havde været skyld i - var upålidelige og vistnok oftest fejlagtigt diagnosticerede, og hvor Broca afsluttede diskussionen ved at slå fast, at en sådan antagelse af overførelse af syfilis ved vaccination ikke hvilede på nogen som helst videnskabelig basis. Mærkeligt nok fulgtes også denne diskussion umiddelbart af et nyt uhyggeligt tilfælde i Danmark. Efter revaccinationen af rekrutterne i Ålborg i 1854 opstod syfilis hos hen ved 40 personer. Som udgangspunkt derfor kunne kun konstateres indurerede sår på vaccinationsstederne, og overførelsesmåden kunne derfor næppe drages i tvivl, skønt det ikke lykkedes ved de derpå anstillede nøjere efterforskninger at oplyse sammenhængen med smitten. Den omstændighed, at der oftest må hengå længere tid, inden smittens følger på udpræget måde viser sig, har både i dette og de fleste udenlandske tilfælde hindret spørgsmålets fulde opklaring og derved også ydet tvivlerne væsentlig støtte. Det er kun få læger, der har haft lejlighed til at følge patienterne således som Ewertsen, hvis tilfælde derfor trods hans korte referat deraf (i Bibliotek for Læger) har stor betydning for spørgsmålet. Rekrutsagen blev 1855 optaget til alvorlig drøftelse i vort medicinske selskab, men også her var man endnu afvisende eller dog stærkt tvivlende om muligheden af en smitteoverførelse. Kun Hassing advarede i sin fremskredne syfilidologiske kundskab mod at stille sig afvisende, idet han fremhævede, at efter de nyeste undersøgelser (især af Waller i Prag) besad den konstitutionelle syfilis utvivlsomt smitteevne, som nødvendigt måtte forudsættes for at forstå en overførelse ved vaccination, og henstillede som en mulighed, at der ved en skæbnesvanger fejltagelse kunne være vaccineret fra en syfilitisk pustel, der lignede en kokoppe.

Ved denne tid indtraf nu overhovedet omslaget i anskuelser, overgangen til den af Hassing fremhævede antagelse af smitteudvikling fra den konstitutionelle syfilis. Selv den lidet bøjelige Ricord måtte til sidst fuldt indrømme sin uret. Snart påvistes det også, at selve blodet hos syfilitiske bar smittestoffet, og en heroisk italiensk læge underkastede sig endog på klinikken i Firenze et sådant eksperiment, der uomstødeligt fastslog overførelse af smitte ved blodet. Dermed var en virkelig forklaring givet i det mindste til en del af de ved vaccinationen formentlig forårsagede tilfælde, thi selv den klareste vaccinationspustel viste sig ved nøjere undersøgelse at indeholde blod, og den af lyon'er-lægen Viennois opstillede "blodteori" blev nu almindeligt antaget til forklaring af det før gådefulde forhold. Og selv om denne teori ikke kunne forklare en smitteoverførelse ved fortsat vaccination i påfølgende generationer af i forvejen sunde børn (som umuligt i den til kokoppernes udvikling fornødne uge kunne få deres blod inficeret af et indpodet syfilitisk smittestof), om der end stadig forelå masser af vidnesbyrd om, at vaccination fra notorisk syfilitiske børn med tilblanding af deres blod - hvad flere vaccinatorer dristigt forsøgte - ikke havde givet smitte, og om end store vaccinationsanstalter som vor københavnske med stolthed kunne henvise til, at de aldrig havde voldt noget tilfælde af sådan overførelse (så vidt anstalterne bekendt), så var dog den allerede i lang tid nærede frygt for, at smitteoverførelse kunne foregå, efterhånden blevet sikkert bestyrket ved erfaringens vidnesbyrd. Det nyttede intet, at vaccinatorerne med bedste ret kunne fremhæve den forholdsvis meget store sjældenhed af denne uhyggelige kalamitet, som åbenbart alene kunne fremkomme ved sammentræf af ganske særlige, smitteoverførelse begunstigende omstændigheder. Den rejste storm lod sig ikke bilægge, om den end i den påfølgende tid ytrede sig med vekslende kraft. Vaccinationens fjender skulle i hvert fald nok sørge for at holde den ved lige. Om denne tap drejer sig i virkeligheden i den sidste menneskealder vaccinationens væsentlige historie og den nyeste tids afgørende reformer i vaccinationen har hovedsageligt deres udgangspunkter derfra.

Denne fare blev også straks udnyttet af agitationen i Tyskland, og den blev ligeledes gjort gældende af den engelske antivaccinationsliga, der efter den strenge tvangslov af 1853 og under ledelse af den energiske agitator John Gibbs dannede sig for systematisk at bekæmpe tvangsforanstaltningerne. Når sådanne ulykker, som ovenfor omtalt, kunne voldes ved vaccinationen og når dennes beskyttende kraft på grundlag af erfaringen kunne antages at være meget begrænset eller endog ganske usikker, så havde Gibbs ingen dårlig angrebsposition. I 1854 fremkom hans første indlæg Our Medical Liberties og et nyt indlæg mod tvungen vaccination i det følgende år, rettet til præsidenten for The Board of Health, blev trykt efter påbud af underhuset, hvor stemningen overfor vaccinationen åbenbart var ved at vende sig. Da situationen i 1856 begyndte at blive kritisk, tog den dygtige lægekyndige leder af Board of Health, John Simon, en resolut og, som det viste sig, højst formålstjenlig beslutning. På hans initiativ indankede den engelske sundhedsmyndighed hele vaccinationsspørgsmålet for et afgørende forum, for ansete lægeselskaber og læger af anerkendt autoritet hele verden over. Regeringerne i de forskellige lande anmodedes tillige om at foranledige indsendt omfattende statistiske redegørelser. Opgaven sammenfattedes i 4 hovedspørgsmål af følgende indhold:

1) Yder en vellykket vaccination beskyttelse mod kopper og tilnærmelsesvis sikkerhed mod at dø af denne sygdom?

2) Er der grund til at antage, at vaccinationen medfører en større modtagelighed for andre sygdomme, eller at sundheden i det hele derved kan påvirkes i skadelig retning?

3) Bestyrker erfaringen en antagelse af, at syfilis, skrofulose eller andre konstitutionelle sygdomme kan overføres med vaccinen, og at en vel instrueret læge kan gøre sig skyldig i at tage et andet sygdomsstof end virkelig kokoppelymfe fra en vaccineret arm?

4) Er almindelig vaccination af børn at anbefale?

Besvarelserne indkom prompte og i det imponerende antal af i alt 542. Det første og afgørende spørgsmål blev af 540 besvaret i bekræftende retning. Kun en mindre bekendt engelsk kirurg Welch udtalte sig for at forlade vaccinationen og vende tilbage til variolationen, medens den for sin yderliggående radikalisme og skepsis noksom bekendte og på grund af sin excentriske optræden fra universitetsstillingen afskedigede professor Hamernik i Prag erklærede vaccinationen for en ganske værdiløs og rimeligvis skadelig forholdsregel. Også om det andet spørgsmål var der tilnærmelsesvis enighed til fordel for vaccinationen, medens der angående det tredie på grund af det da endnu uklare syfilisproblem var delte meninger. Flertallet antog dog faren for en sådan overførelse for at være meget ringe. Det fjerde spørgsmål måtte selvfølgelig i henhold til udtalelsen om det første besvares med et ubetinget ja. De afgivne officielle statistiske beretninger talte også i høj grad vaccinationens sag. Om denne imponerende undersøgelses resultat kan dens ophavsmand Simon med rette sige, at det afgav det skønneste monument, Jenner kunne få rejst for sig.

Og da hele dette kolossale materiale var blevet publiceret og forelagt parlamentet i en stor "blåbog", der tillige indeholdt en udførlig historisk og aktuel redegørelse af Simon selv, var virkningen deraf også øjensynlig. Både i parlamentet og udenfor det blev den vågnede oppositionelle stemning igen mat og antivaccinationsligaens agitatoriske forsøg faldt til jorden. Et udtryk herfor var det, at en anselig statue af Jenner i 1858 med pomp kunne rejses på Trafalgar Square. Senere er den blevet flyttet til Kensington Garden. Der blev nu så langt fra tale om nogen opgivelse af tvangslovgivningen, at tværtimod denne i nye akter af 1867 på ny blev fuldt bekræftet og nøjere reguleret, således, at børn inden en alder af 3 måneder skulle være vaccinerede, og i en tillægsakt af 1871 er der truffet yderligere betryggende bestemmelser. Vel søgte i 1880 selve den daværende engelske regering i en vis kølig stemning overfor vaccinationen at få de gældende straffebestemmelser for undladelse formildede, men ved de engelske lægeselskabers og Royal Societys energiske optræden strandede dette forsøg, ligesom også andre, der senere sattes i scene af ligaen, hvis ledende lægevidenskabelige kraft har været den nævnte vaccinationsfjende Creighton. Denne betragter fra sit historisk-epidemiologiske stade koppernes aftagen i vort århundrede som udelukkende følge af en forandring i den epidemiske konstitution, et moment, hvis mulige betydning heller ikke på nogen måde kan benægtes - store svingninger i de epidemiske sygdommes hele forhold har altid faktisk gjort sig gældende - men som dog meget vanskeligt kan forklare alle de her foreliggende erfaringer. Vaccinationen yder i hvert fald en langt mere fyldestgørende forklaring.

I Simons imponerende blåbogs besvarelser var der imidlertid det meget svage punkt, der med god grund måtte holde uroen ved lige også i den følgende tid og også i fuldt mål gjorde det: De svævende udtalelser om overførelsen af syfilis. Og efter at realiteten i denne frygt bestandig sikrere var blevet konstateret ved fremkomne nye observationer, måtte fordringen til vaccinationens talsmænd om betryggelse mod denne uhyggelige fare hele tiden blive mere højlydt og da den overalt gennemførte jennerske metode med humaniseret lymfe trods al påpasselighed aldrig kunne yde nogen fuldt sikker garanti i så henseende, måtte opmærksomheden nødvendigt henvendes på muligheden af en ren animal vaccination af børnene, altså uden nogen benyttelse af lymfe fra disse. Således tog noget efter århundredets midte bevægelsen ganske en modsat retning af den, der i århundredets begyndelse havde rejst sig oppositionelt mod vaccinationens indførelse. Dengang var det netop den dyriske vaccine og indpodningen af dyriske sygdomsstoffer, som især ophidsede sindene mod vaccinationen, nu var det den unægteligt bedre begrundede rædsel for menneskelige sygdomsstoffer. Opmærksomheden blev nu særligt henvendt på Napoli, det eneste sted, hvor man næsten fra århundredets begyndelse regelmæssigt havde dyrket kokopper fra den ene ko eller kalv til den anden. Motivet til gennemførelsen af denne metode, som de to mangeårige napolitanske vaccinationsdirektører Galbiati og Negri har æren for, var nu ikke just frygten for syfilis, men nærmest den gamle frygt for den humaniserede lymfes degeneration, idet koens organisme ansås for en kraftigere jordbund til vaccinedyrkning end menneskets. Især ved hoffet havde man altid benyttet en sådan animal vaccine, der ganske vist undertiden kun var af humaniseret oprindelse, frembragt ved, retrovaccination af køer, men oftest dog aldrig havde været i berøring med menneskets blod eller safter, i det mindste ikke siden den fra først af sandsynligvis var opstået på koyveret ved smitte fra kopper eller kokopper hos et menneske. Negri forlod den oprindelige indpodning på malkekøers yvere og anvendte i stedet kalve, som han indpodede på den glatbarberede bughud. De fremkomne koppeblegner skar han derefter ud af huden og den indvundne grødede masse anvendtes da til podning af børn, en teknik, der senere nåede en yderligere udvikling i Milano.

Den iver, som man en årrække tidligere, i antagelsen af den humaniserede lymfes degeneration, havde udfoldet for at opdage ægte kokopper bos køerne, men som hurtigt igen var kølnet, vågnede nu til nyt liv og således fremstod i begyndelsen af det 7de årti rundt om institutter med den opgave at producere en ægte animal vaccine. I Paris, hvor der allerede forud var foretaget forsøg dermed, indrettede Lanoix med en fra Napoli bragt kalv som stamme et sådant institut, der snart tog et ret betydeligt opsving, idet lymfen tillige fornyedes ved opdagelse af kokopper hos franske køer. Den såkaldte Beaugency-stamme er blevet særlig berømt. Også hestekopper opdagedes og overførtes med held både til køer og mennesker, skønt frygten for en mulig forveksling med snive med grund måtte gøre eksperimentatorerne noget ængstelige. Disse fund bragte igen liv i de store, for en tid henlagte grundspørgsmål om oprindelsen til "cowpox", om forholdet mellem menneske- og dyrekopper og særligt om muligheden af at producere ægte vaccine ved variolation af køer - dette også i praksis så overordentligt vigtige spørgsmål. En af de sædvanlige, uendelige og lidet frugtbringende diskussioner i Academie de Médecine var den nærmeste følge af denne bevægelse og de fleste mere fremragende medlemmer udtalte sig i tilslutning til Ceely. Men midt under denne ustandselige ordstrøm i akademiet skred en kommission i Lyon under ledelse af Chauveau til løsning af spørgsmålet på en mere lovende måde, nemlig ved systematiske forsøg i Ceelys ånd. Chauveau indpodede køer med 1) ægte "cowpox", 2) humaniseret lymfe og 3) lymfe fra menneskekopper. Ved de to førstnævnte forsøgsrækker udvikledes typiske kokopper, men ved sidstnævnte fremkom der hos forsøgsdyrene kun nogle små papler, som vel gjorde dem uimodtagelige for vaccination, men som ved overførelse på børn frembragte et virkeligt udbrud af menneskekopper (variolæ). Crauveau slutter deraf, at Thieles, Ceelys og andres tidligere forsøgsresultater var fejlagtige og at menneske- og kokopper ikke var identiske, så at altså udvikling af ægte kokopper ved variolation af dyr ikke lod sig udføre. Chauveaus allerede dengang ansete forskernavn bevirkede, at reformbevægelsen foreløbig næsten overalt igen vendte sig bort fra den af Thiele og Ceely anviste, men i øvrigt aldrig i praksis udnyttede variolationens vej.

Selve forsøgene med animal vaccine blev imidlertid på ingen måde opgivne. Man begrænsede sig blot i produktionen af vaccine hos køer til retrovaccination eller anvendelse af tilfældigt fundne ægte kokopper. På denne basis oprettedes snart i forskellige lande anstalter for animal vaccine, således i Berlin, hvor Pissin i 1865 grundede en privat anstalt, og ved en kraftig reklame, i hvilken den syfilitiske smittes skræmmebillede selvfølgelig måtte være hovednummeret, snart fik oparbejdet en lukrativ forretning med stærk afsætning. Samme år satte Warlomont en anstalt i gang i Bruxelles, som i 1868 ophøjedes til statsinstitut, og i løbet af nogle år vandt i Belgien, hvor ingen direkte vaccinationstvang er indført, den animale vaccination en overordentlig indgang. I Holland, som i øvrigt heller ikke kender nogen direkte tvang, optog de statsunderstøttede vaccinationsforeninger hurtigt eksemplet fra Bruxelles. I Rusland og i flere af Schweiz' kantoner var det samme tilfældet. Overalt var frygten for syfilis den drivende og fremmende kraft.

Også i Danmark var en overfor vaccinationen mistænksom stemning begyndt at lade sig mærke, om den end ikke trådte så stærkt frem som i mange andre lande. Det første udtryk for officiel opposition mod den gældende vaccinationslov fremkom i rigsdagen i sessionen 1869-70, men under en yderst afdæmpet og tilsløret form. Det forslag til ændring i vaccinationsloven, som folketingsmand Frølund fremkom med, gik kun ud på at ophæve bestemmelserne i § 10 om vaccination som betingelse for konfirmation og ægtevielse, og hans motivering deraf, det lidet adækvate i at kæde disse kirkelige handlinger sammen med koppeindpodning, måtte alle indrømme nogen berettigelse, tilmed da denne bestemmelse ikke mere ydede nogen betryggelse, idet den efter forordningen af 25. maj 1759 gældende absolutte konfirmationstvang nu var ophævet. Vaccinationens forsvarere ville derfor gerne gå ind på forslaget under forudsætning af, at andre og bedre kauteler indførtes i stedet for de gældende mangelfulde. Dette tilsigtede imidlertid Frølund på ingen måde, hans hensigt var kun den vaccinationsfjendtlige at få al tvang hævet. Hans anslag strandede især ved det varme og fortrinlige forsvar for vaccinationen, som tingets sagkyndige medlem E. Fenger fremkom med, og resultatet blev, at regeringen påtog sig i næste session at forelægge et forslag til en ny vaccinationslov, hvilket det også lykkedes at gennemføre med den effektive nye tvangsbestemmelse, at indpodning under bøder skal være foretaget inden opnået 7 års alder.

Uden opposition gik loven dog ikke igennem og den hovedbetænkelighed, der fremførtes især af folketingsmand Termansen, refererede sig netop til frygten for syfilissmitte og til lægernes formentlige mangel på tilbørlig forsigtighed i så henseende. Han ville derfor have påbud om indførelse af animal vaccine indsat i loven og kunne i så henseende også støtte sig til sagkyndige udtalelser i Ugeskrift for Læger. Når dette dog ikke skete, og lovens § 9 nøjes med i almindelighed at indskærpe såvel indpodningsanstalten i København som landets vaccinerende læger den største påpasselighed med hensyn til renheden af den anvendte lymfe, ligesom at forbyde benyttelsen af vaccine af børn under 3 måneders alder - hos hvilke arvet syfilis ganske latent kan være tilstede - og af genindpodede, så skyldtes det igen nærmest Fengers vægtige oplysninger om den animale vaccine, der især under den tiltagende anvendelse deraf i udlandet i de sidste år havde vist sig at være en højst usikker og uberegnelig væske. Således havde den af Lanoix i Paris fremstillede vaccine slået fejl i foråret 1870, da der på een gang ved en udbredt voldsom koppeepidemi - der også gav anledning til afholdelse af en stor medicinsk konference i Paris under forsæde af den gamle, ansete Caffe - blev særligt påtrængende brug for den. Man måtte derfor skyndsomst rekvirere humaniseret lymfe fra fremmede vaccinationsanstalter, blandt andet fra den med rette vel ansete københavnske. Det var således på ingen måde, som det blev sagt, alene vanens magt eller lægernes konservative tilbøjeligheder, der fremdeles holdt hånden over den jennerske metode og hindrede den animale vaccines fortsatte indgang.

Den nævnte koppeepidemi i Paris og i det hele i Frankrig er nu ikke alene mærkelig ved at bidrage til fremkaldelse af et omslag i vurderingen af den med stort bifald modtagne animale vaccine, men end mere ved at afgive udgangspunktet for en skrækindjagende europæisk pandemi, den voldsomste siden vaccinationens indførelse. Ved den udbrudte store krig og ved masser af koppetilfælde hos uvaccinerede franske soldater forplantedes kopperne hurtigt viden om og især til Tysklands forskellige egne. Særlig stærk indpas vandt sygdommen i de tyske stater, hvor ingen tvangsvaccination var indført, således i Preussen og i Sachsen, hvis regeringsmyndigheder aldrig med energi havde fremmet indpodningen hos den civile befolkning. Andre lande, der heller ikke havde indført vaccinationstvang, som Østrig, Belgien og Holland, led ligeledes meget. Også lande med gammel tvangslovgivning, men rigtignok med mangelfuld gennemførelse deraf, som Sverige, hjemsøgtes i meget høj grad af sygdommen. I selve Stockholm, hvor epidemien først nåede sit højdepunkt i 1874, voldte den dette år 1206 dødsfald, dvs. 80 af 10,000 indvånere, en uhyre mortalitet, der kan måle sig med de alleralvorligste epidemier før vaccinationens indførelse. Et yderligere vidnesbyrd om denne krigsepidemis store ondartethed afgiver også vort eget fædreland, hvor vaccinationen dog altid var blevet ret godt gennemført, ihvorvel vi først nogle måneder før epidemiens invasion i efteråret 1871 havde fået en virkelig tvangslov. I F. Triers beretning om epidemien i København, der i øvrigt vedvarede til ind i 1873 (med ny stærk opblussen i 1875), betegnes den med føje som den mest ondartede af alle koppeepidemier siden vaccinationens indførelse.

Som altid under en farsotspanik klyngede befolkningen sig overalt med iver til de beskyttelsesmidler, som tilbødes, og som de medicinale myndigheder stillede til rådighed i udstrakt målestok. Den i farefri tider ofte med megen skepsis betragtede vaccination og revaccination blev nu på det ivrigste benyttet. Og da anvendelsen heraf i talrige tilfælde viste sig evident beskyttende, blev troen på indpodningen også styrket. Kun ganske enkelte læger af nogen autoritet, således i Rusland den nævnte Reitz, i Østrig direktøren for Eiedener Krankenhaus i Wien medicinalråd Lorinser søgte i disse år at nedbryde tilliden, den sidste især ved at drage til felts mod den altid usikre statistik og især at fremhæve det betydningsløse i påvisningen af en mindre koppedødelighed hos de vaccinerede end hos de uvaccinerede børn, thi disse sidste var de svage og sygelige børn. Men for en sådan agitation var der foreløbig ingen jordbund. Således bliver det forklarligt, at der i det nye tyske rige, hvor sundhedsvæsnet var blevet henlagt under riget og umiddelbart under rigskanslerembedet, straks efter epidemiens ophør i 1874 uden store vanskeligheder i rigsdagen kunne gennemføres en tvangslov, der gik videre end nogen tidligere lov af denne art, idet den ikke blot under forholdsvis streng straf (høje bøder eller fængsel) påbød en ret tidlig vaccination (inden udløbet af det på fødselsåret følgende kalenderår), men også under samme straf påbød almindelig revaccination ved 12 års alderen. For at undgå faren fra latent syfilis måtte de sunde vaccinegivere være mindst 6 måneder gamle. På mønsterværdig måde ordnedes i loven og dertil knyttede regulativer alt vaccinationen vedrørende i hele riget.

I denne banebrydende fremskridtslov blev status quo imidlertid fuldt bevaret med hensyn til anvendelsen af humaniseret lymfe. Om animal vaccine er der aldeles ikke tale. Tilliden til denne var, som nævnt, i det hele blevet rokket i de nærmest foregående år, og særligt nærede den fremskudte vaccinationsautoritet, som har æren af at have taget initiativet til loven, professor Bohn i Kaliningrad, en afgjort mistillid dertil. Men denne i øvrigt på hint tidspunkt vel grundede konservatisme hjalp dog væsentligt til på ny at give vaccinationsfjenderne vind i sejlene, da rolige, koppefrie år igen gjorde befolkningen skeptisk og tilbøjelig til at lytte til agitationens sirenesange. Disse kunne nu ikke blot afkræfte den officielle henvisning til koppeepidemiers udeblivelse i årrækken efter lovens udstedelse ved at fremdrage det uimodsigelige faktum, at efter en stor epidemi fulgte altid, uanset al koppeindpodning, en fredelig koppefri tid, de kunne ikke blot afkræfte den af de officielle tyske myndigheder til yderligere støtte fremdragne svenske koppestatistik ved at henvise til den sidste voldsomme epidemi i Sverige og særlig i Stockholm, men de kunne tillige på ny med kraft fremmane det rædselsvækkende spøgelse, faren for syfilis, som loven jo ikke havde fjernet. En meget skrivefærdig naturlæge, Oidtmann, gjorde sig især bemærket ved i et tidsskrift Der Impfgegner med ikke ringe held og effektiv virkning at bearbejde Tysklands befolkning, fra hvilken der i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne indkom gentagne petitioner om tvangslovens ophævelse til rigsdagen, hvor der også viste sig en voksende stemning for at tage hensyn dertil. Agitationen fik tillige en væsentlig videnskabelig støtte fra Schweiz, idet den hygiejniske professor i Bern A. Vogt (en broder til Karl Vogt) i flere skrifter, ved hjælp af den altid føjelige statistik, beviste vaccinationens værdiløshed. Lige til nutiden har denne agitation givet efterdønninger i kanton Bern, hvor endog i 1895 al vaccinationstvang er blevet hævet ved folkeafstemning.

Om ikke af anden grund så for at redde situationen måtte de tyske rigsmyndigheder skride til for alvor at optage spørgsmålet om indførelse af animal vaccine til fornyet grundig drøftelse. Fra slutningen af halvfjerdserne var denne vaccine igen kommet i godt ry og havde fundet tiltagende anvendelse flere steder i Tyskland, og efter videre omfattende undersøgelser i selve det kejserlige Gesundheitsamt blev der ifølge rigsdagsbeslutning i 1884 nedsat en sagkyndig kommission på 18 medlemmer, hentet fra de forskellige forbundsstater, i hvilken også 3 vaccinationsmodstandere fik sæde, men hvis ledende kraft var R. Koch. Kommissionens forhandlinger og beslutninger blev den påfølgende vinter forelagte rigsdagen og på grundlag deraf besluttede forbundsrådet 1885 at organisere anstalter til regelmæssig produktion af animal vaccine. En ny kommission af sagkyndige udarbejdede i 1886 en meget udførlig og omhyggelig anvisning til den dyriske lymfes indvinding, opbevaring og forsendelse og i alt 20 over hele riget spredte statsanstalter blev oprettede med det hverv at bringe opgaven til fuld praktisk udførelse. Forbruget af animal lymfe tiltog i disse år i Tyskland i den grad, at medens i 1882 af alle vaccinerede børn kun omtrent 7% var indpodede dermed, var det i 1887 tilfældet med omtrent 68%. Også antallet af statsanstalter er yderligere vokset. I 1892 fandtes 25 sådanne. Og samtidig med den således opnåede bestandigt sikrere gennemførelse af vaccinationen medførte den nye bakteriologiske udvikling i Tyskland som i andre lande en kraftig genoptagelse af de forladte strenge isolations- og desinfektionsforanstaltninger, som ved en begyndende epidemi, ved enkelte optrædende koppetilfælde, netop har deres afgørende betydning.

Omslaget med hensyn til den animale vaccination var nu ikke just betinget af en forandret mode og stemning, men havde sin gode rationelle begrundelse. De energisk fortsatte undersøgelser af den dyriske lymfes forhold havde nemlig efterhånden ført til meget smukke resultater og dens tidligere graverende ulemper var for en stor del afhjulpne. Især havde denne lymfes meget mislige egenskab, dens hyppige uvirksomhed - hovedanstødsstenen for dens anvendelse - vist sig at kunne i det mindste for en væsentlig del overvindes ved en forbedret teknik, ved forandringer i metoden for indhøstning og præparation af den dyrkede kalvevaccine. Derved blev også afhjulpet en anden ligeledes meget uheldig egenskab, dens ringe holdbarhed, der almindeligt havde medført en direkte vaccination af børn fra kalven, men som heldigt neutraliseredes ved opfindelse af gode konserveringsmetoder. Af hindringer for dens anvendelse var der nu egentlig kun tilbage frygten for overførelse af tuberkulose - hvilken dog væsentligt kunne fjernes ved nøjagtig undersøgelse af de indpodede kalve, forinden vaccinen toges i brug - og dernæst de med indvindingen forbundne temmelig store bekostninger, der imidlertid i de senere år efterhånden er blevet mindre og ikke mere kan volde nogen vanskelighed af betydning. Og så var der til gengæld store fordele at vente af denne nye metode. Ikke blot kunne man her være tryg med hensyn til syfilitisk smitte, da sygdommen ikke forekommer hos kvæget, men ved en sådan produktion af animal vaccine, hvor man af en eneste kalvs bughud kunne høste lymfe tilstrækkelig til vaccination af omkring 2000 individer, blev man i stand til hurtigt at skaffe en overordentlig mængde til veje, hvad den gamle jennerske metode aldeles ikke tilstedte og hvad der jo var af særdeles stor vigtighed, når man ved pludselig udbrydende koppetilfælde eller af andre grunde i en fart skulle foretage vaccination og revaccination i massevis.

Det er således forklarligt nok, at Tyskland i firserne ikke blev ene om at gennemføre denne betydningsfulde reform, men at andre lande fulgte eksemplet, og at sagen også blev ført frem i lande, som hidtil ikke var kommet med i denne bevægelse, således i Sverige og i Danmark, hvor der i øvrigt også i den nyere tid (1876) på Falster er forefaldet et tilfælde af utvivlsom overførelse af syfilis ved vaccination af børn, men uden at sammenhængen dermed har kunnet opklares. Allerede i 1884 blev der i Stockholm gjort forsøg med animal vaccine i større målestok og i København rejstes spørgsmålet i 1886 i det medicinske selskab af B. Bang, C.I. Salomonsen og H.P. Ørum, som med sidstnævnte som ordfører fremsatte forslag om selskabets bistand til udførelse af forsøg med denne vaccine. Selskabet stillede sig imødekommende og den formelle betænkelighed, at benyttelsen af animal lymfe ikke udtrykkeligt var hjemlet i den gældende vaccinationslov, blev fjernet ved justitsministeriets til sundhedskollegiets erklæring støttede resolution i så henseende. Imidlertid holdt de medicinale myndigheder samtidig på, at ikke en privat institution men selve den kongelige vaccinationsanstalt tog sagen i sin hånd, og på offentlig foranstaltning udsendtes en kommission, bestående af anstaltens forstander etatsråd Schleisner, dens første assistent Selmer og Dr. Bang, for ved fremmede institutter for animal vaccine at undersøge sagen nøjere. Endnu i 1886 blev der på Landbohøjskolen indrettet lokale til dyrkning af sådan vaccine på kalve, og fra 1887 er produktionen af lymfe gået regelmæssigt for sig til forsyning af landets læger. Fra 1889 har vaccinationsanstalten haft sit eget velindrettede lokale, og produktionen og benyttelsen af landets læger er år for år ganske som i Tyskland steget overordentligt, idet forbruget af anstaltens humaniserede lymfe samtidig stærkt er aftaget.

Stammen til den animale lymfe, der er dyrket i det danske institut, er hentet fra udlandets anstalter og især fra Hamborg og Stockholm. Lymfens upålidelighed, dens pludselige uforklarlige degeneration og uvirksomhed, som i tidligere tid spillede en så stor rolle og vakte udbredt mistillid til den nye indpodning metode, har vel i den danske anstalts endnu korte liv også ladet sig mærke og nødvendiggjort oftere fornyelse af stammelymfen, blandt andet ved retrovaccination fra børn. Men ligesom i udlandet er disse ulemper dog blevet mindre og mindre, og i de sidste år har produktionen af animal vaccine gået sin gang uforstyrret og med konstant produktion af en overordentlig tilfredsstillende lymfe, der efter opgivelse af den tidligere almindelige "fladevaccination" af kalvene høstes alene af indpodede pustler, og til hvilken stammen 1891 blev hentet fra Hamborgs af Voigt ledede, ansete institut. Den her dyrkede lymfe er en "variolavaccine", udviklet ved variolation af kalve - et forhold, der efter den ovenfor givne fremstilling af vaccinationens udviklingsgang vil kunne skønnes at vise tilbage til et af vort emnes største og vanskeligste grundproblemer, til hvis løsning Voigt i væsentlig grad har bidraget. Ved disse variolationsundersøgelsers betydelige interesse ikke mindre i historisk og teoretisk end i aktuel og praktisk henseende skulle de være genstand for en udførlig orienterende udvikling, hvormed dette medicinsk-historiske, men videnskabens aktuelle forhold og problemer tillige i væsentlig grad berørende skrift slutter.

Ingen læge har bidraget mere til den animale lymfes sejr end Leonhard Voigt. På en vis måde blev han ved sin ansættelse som overvaccinator ved Hamborgs anstalt i 1874 af en nødstilstand ført ind på den nye metode, idet der umiddelbart forinden ved anstaltens vaccinationer var forefaldet et af de uhyggelige tilfælde af syfilissmitte, hvilket også havde bevirket den tidligere overlæges afskedigelse. 1874 var et tidspunkt, hvor den animale vaccine ikke nød nogen særlig tillid i ledende videnskabelige kredse og trængte til en kraftig og dygtig talsmand. En sådan fandt den i Voigt, der med stor energi skaffede den nye metode indgang. Som stamme benyttede han en lymfe fra Rotterdams institut, som igen havde sin oprindelse fra den omtalte franske beaugency-stamme. I gentagne vægtige indlæg talte han den animale vaccines sag, men havde dog ligesom andre på den tid forskellige uheld med lymfen, som han flere gange måtte søge at forny, blandt andet ved retrovaccination af kalve. Da foretog han i 1881 det afgørende skridt, som har givet ham den fremskudte position i hele vaccinationsspørgsmålet. Han genoptog de tidligere ret hyppige, men efter Reiters omtalte forsøgsresultater og især efter Chauveaus afgivne kendelse stort set opgivne forsøg med variolation af køer og kalve. Siden den tid havde spørgsmålet om forholdet mellem kokopper og menneskekopper nærmest kun givet anledning til de sædvanlige, i oratorisk henseende glimrende, men i øvrigt temmelig frugtesløse diskussioner i det Franske Akademi. Som modvægt mod Chauveaus autoritet kunne Voigt dog støtte sig til nogle senere eksperimenter af Senft og til undersøgelser, som en yngre tysk veterinærvidenskabelig forsker, Bollinger, havde offentliggjort, og som bestemt hævdede identiteten af menneske- og dyrekopper. Med særlig henvisning til at kokopper altid kun bemærkedes hos malkekøer, hævdede Bollinger, at disse "spontane" ægte kokopper, som man søgte så ivrigt efter til benyttelse som stammelymfe, i virkeligheden altid fremkaldtes ved smitte fra mennesket - i ældre tid især fra egentlige kopper, i nyere mest fra vaccinationskopper - og derfor også var blevne udviklede og fremdeles ville kunne vilkårligt bringes til udvikling ved eksperimentel overførelse.

Flere af Voigts variolationsforsøg mislykkedes – han havde i så henseende ganske de samme vanskeligheder som tidligere Ceely og Reiter - og foreløbig var han kun med en enkelt kalv så heldig at erholde en pustel af vaccinekarakter, fra hvilken han kunne vaccinere en anden kalv, der efter 5 døgn frembød de smukkeste vaccinepustler. Lymfen forplantede han derefter videre på kalve i en række af generationer, idet han samtidig fra flere af disse under kontrol af lægerne i Hamborgs Allgemeines Krankenhaus indpodede forskellige børn og fik typisk vaccineanslag. Virkningen af lymfen fra kalvene i de tidligere generationer var dog forbundet med så heftige reaktionsfænomener hos de vaccinerede børn, at han fandt det rådeligt først at lade den 9de generation komme i almindelig brug. Sagens praktiske gennemførlighed var nu bevist og han vedblev derefter at skride frem på den nye banede vej, idet han dog indtil videre tillige anvendte også de ældre vaccinationsmetoder. Men fra 1884, da han havde optaget den milanesiske konserveringsmetode af animal lymfe (udrøring af hele pustelmassen til en grød under tilsætning af glycerin) og fundet den fuldt tilfredsstillende, har han kun anvendt sin nye "variolavaccine" og med så meget held, at hans anstalt med god grund har tjent til forbillede for vor danske vaccinationsanstalt ligesom for flere udenlandske institutter. Med særlig energi har Fischer i Karlsruhe, Haccius i Geneve og Hime i Bradford anvendt og gennemført metoden.

Voigt har i sine energiske bestræbelser imidlertid ikke alene vist sig som den fremragende dygtige praktiker. Hans arbejder og undersøgelser vidner ikke mindre om den fordybede videnskabsmand, der for alvor har stræbt at løse de til grund liggende, stadig uopklarede patogenetiske spørgsmål, og det er denne side af hans virksomhed, vi her, som fremhævet, særlig skal dvæle ved. Det er lykkedes ham, især i flere klare og overbevisende afhandlinger, offentliggjorte i Deutsche Vierteljarhrsschrift für öffentliche Gesundheitspflege (1882-83), at bringe rede i hele den forvirring i opfattelsen, som Chauveaus forsøgsresultater havde fremkaldt ved at rokke, hvad der fra andre sider antoges fastslået med hensyn til forholdet mellem menneske- og kokopper. Voigt har ved sine forsøg fuldt kunnet bekræfte korrektheden i Chauveaus iagttagelser, men samtidig påvist, at denne fortjente eksperimentator har standset sine forsøg for tidligt og derfor ikke opnået klarhed i spørgsmålet. Som resultat af sine nævnte eksperimenter og dygtige kritiske undersøgelser kunne Voigt da opstille følgende vel begrundede slutninger: Det på kvæget indpodede virus af menneskekopper fremkalder oftest de af Chauveau beskrevne abortive papler på inokulationsstedet, men i sjældnere tilfælde virkelige pustler, der leverer en overordentlig kraftig lymfe, hvilken imidlertid i 1ste generation endnu kan indeholde menneskekoppernes virulente elementer og derfor ved overførelse kan fremkalde denne sygdom, således som iagttaget af Chauveau. Ved videre forplantning bliver denne lymfe successivt forandret og formildet, så at den efter indpodning gennem nogle generationer leverer en ren vaccine af udmærket og kraftig beskaffenhed - det var netop dette, som han i sine forsøg havde bevist og gjort praktisk frugtbringende i sin anstalt.
Således havde Voigt rehabiliteret de tidligere eksperimentatorer, der havde kunnet frembringe ægte vaccine ved variolation af køer, og ved sine undersøgelser sikrere end nogensinde før bestyrket Jenners identitetsteori, i hvert fald med hensyn til forholdet imellem menneske- og kokopper. Fuldgyldigt kunne beviset unægteligt ikke blive, så længe den specifikke mikrobe i koppelymfen ikke var påvist og rendyrket. Voigt tog også energisk fat på denne lige så vanskelige som betydningsfulde bakteriologiske opgave, men har ikke formået at løse den, ligeså lidt som andre samtidige forskere i det samme spørgsmål, således hollænderen van der Loeff, Quist i Helsingfors og den af vaccinationen i det hele og særlig af den animale vaccination fortjente direktør for Weimars indpodningsanstalt Dr. L. Pfeiffer, der i øvrigt vil hævde med sikkerhed at have påvist en amøbe som sygdomsvolder både ved menneske- og kokopper. Sikker er sagen imidlertid ingenlunde og de fleste forskere på dette område har måttet sande, hvad Koch allerede i 1883 udtalte på grundlag af de af ham i forbindelse med vaccinationsdirektør Feiler dengang anstillede efterforskninger, at der kun var ringe udsigt til at løse spørgsmålet ved de forhåndenværende bakteriologiske undersøgelsesmetoder.

Mangler således endnu en afgørende slutsten i beviset for Jenners teori, kan man endnu ikke efter de pasteurske principper fremstille en kunstig, udenfor den levende organisme dyrket vaccine af koppevirus, så har i hvert fald både ældre eksperimentatorer og end mere Voigt og hans efterfølgere klinisk og i praksis uimodsigeligt slået fast, at man af virus fra menneskekopper kan frembringe en særdeles virksom og typisk vaccine ved - netop efter Pasteurs principper - at dyrke og svække dette virus under indpodning på kalve. Og dette så lovende og vigtige fund bringer tillige nu ved vaccinationens hundredårsjubilæum en smuk forsonende afslutning på den lange bitre kamp, der i en stor del af århundredet er ført mellem variolation og vaccination. Den indpodningsmetode, der i dette øjeblik er indført og gennemført med held i Hamborgs, i vore og i andre vaccinationsanstalter, og som synes at have fremtiden for sig, er jo en ligefrem planmæssig variolation, der i princippet ganske slutter sig til den gamle, og kun adskiller sig fra denne derved, at svækkelse af virus ikke tilstræbes ved de ufuldkomne gamle midler, men ved det fuldt formålstjenlige medium, som kalvens organisme afgiver.

Kontinuiteten i udviklingen er således fuldt blevet bevaret og forrige århundredes forskudte og bandlyste koppeinokulation har igen fået den oprejsning, som den havde fuldgyldigt krav på. Tysklands medicinale myndigheder har heller ikke haft betænkeligheder ved at acceptere Voigts og Fischers metode, skønt indpodning af kalve ved variolation ikke udtrykkeligt er sanktioneret i de gældende regulativer for animal vaccination og skønt det gamle forbud mod variolation aldrig formelt er hævet.

Men dette nye standpunkt bringer ikke alene en forsoning til veje mellem forrige århundredes og vort århundredes indpodningsmetoder. Det bestyrker tillige tilliden til vaccinationens hele beskyttende evne. Så længe det endnu stod tvivlsomt hen, af hvilken patologisk natur kokopperne egentlig var, så længe disses nøje organiske sammenhæng med menneskekopperne ikke var bevist, var ingen sikker og rationel forståelse af vaccinationens beskyttelse mulig. Alt hvilede alene på en altid usikker, umiddelbar empiri. Og intet har i den sidste menneskealder i højere grad svækket tilliden til vaccinationen, netop i de videnskabelige kredse, end Chauveaus dualistiske slutninger, hans hævdelse af kopperne som en fra menneskekopperne aldeles forskellig sygdom. Det er også netop på grundlag af disse slutninger, at Chauveaus discipel, den omtalte engelske bakteriolog Crookshank, er kommet til sin ringeagt for Jenners hele gerning og sin yderlige skepsis med hensyn til vaccinationens betydning. Er det derimod givet, at menneske- og kokopper indeholder det samme virus, blot i forskelligt udviklingsstadium og forskellig styrkegrad - hvad Voigts eksperimentelle resultater og alle variolavaccinens egenskaber uomtvistelig vidner om - så er sagen dermed forholdsvis klar. Vel er der endnu åbne spørgsmål tilbage, som næppe finder deres besvarelse, førend den pågældende mikrobe er sikkert påvist og udforsket, således også det endnu ikke besvarede spørgsmål, hvorfor vaccinen ved tilbageførelse på mennesker aldrig genvinder den varioløse karakter. Men i det væsentlige er dog kokoppeindpodningen ved de vundne resultater kommet ind under variolationens forlængst empirisk fastslåede immunitetslove og under de i nutiden af Pasteur fastslåede almindelige love for smitstoffernes virksomhedsmodus og for erhvervelse af immunitet. Teoretiske overvejelser lader da endnu mindre end erfaringens vidnesbyrd rum for tvivl om vaccinationens beskyttende evne.

Og har nu end det forløbne århundrede ved sin vaccination og revaccination og sine kraftige hygiejniske foranstaltninger ikke helt kunnet realisere det store endemål at udrydde kopperne, har end heller ikke indførelsen af den animale vaccination formået at hæve den bestandigt ulmende principielle uvilje mod vaccinationstvangen som et alt for nærgående indgreb i individets frihed, så kan kokoppeindpodningens hundredårsjubilæum dog fejres i fuld tro og tillid, og tilbageblikket på kampen mod koppesygdommen ved århundredets slutning give en lys fortrøstning om, at trods al den famlen og usikkerhed, hvormed lægevidenskabens vanskelige udviklingsbane her som overalt er sammenknyttet, har der rådet og vil der fremdeles råde fortsat lovende fremskridt både i teori og i praksis.

Litteraturnoter

Sidetallene (S. 5 osv.) henviser til siderne i papirudgaven fra 1896.

S. 5. Haeser giver i sin "Geschichte der Medicin und der epidemischen Krankheiten", 3die udg., bd. III (1882) en ret udtømmende oversigt over de udtalelser i gammel litteratur, der er blevet bragt i relation til koppesygdommen.

S. 7. Bartholins afhandling findes i Cista medica, Hafn. 1662, s. 590-609.
- Den galenske pest ligesom de følgende koppelignende epidemier i oldtiden og middelalderen er udførligt behandlede af Wernher: "Das erste Auftreten und die Verbreitung der Blattern in Europa", Giessen 1882.

S. 17. Om koppebehandling med rødt i middelalderen: Hospitalstidende 1893, nr. 45, og Ugeskrift for Læger 5 R., I nr. 7 og 8.
- Dr. Finsens første meddelelser om koppebehandling i rødt lys findes i Hospitalstidende 1893, nr. 27 og 44.

S. 23. Creightons værk "History of Epidemics in Britain" omfatter i sine to voluminøse bind (1891-94) epidemierne lige fra middelalderens begyndelse til nutiden.

S. 28-29. Kilderne til de fleste her givne data om kopper i Danmark angives i Mansas flittige arbejde: "Bidrag til folkesygdommenes og sundhedsplejens historie i Danmark" (1872-73); Kölichens meddelelse findes i "Acta Medica" II, s. 235.

S. 33-35. Kilderne er Creightons udførlige meddelelser i det ovenfor anførte værk og "Diarys and Correspondances of Samuel Pepys, Secretary in the reigns of Charles II and James II."

S. 39. Dronning Annas søns sygdomstilfælde også hos Creighton II, s. 451.

S. 48-50. Voltaires meddelelser i "Oeuvres de Voltaire par Beuchot". Bd. XX, s. 208 ff. Om Ludvig XV's dødelige sygdom: Bd. XXI, s. 406 ff. og Bd. IIL, s. 20 ff. Udførlig beretning herom hos Corlieu: "La mort des Rois de France", Paris 1892.

S. 52. Kejser Joseph I's Sygdom skildres af Rinck: "Joseph der Sieghaffte", bd. II, s. 559 og af Wraxhall: "Memoirs of the Courts of Berlin, Dresden, Warsaw and Vienna", II, s. 298 ff.

S. 55-67. Hovedkilden til kundskab om koppetilfældene i den kejserlige familie i den venetianske gesandt Reniers detaillerede optegnelser, trykte og benyttede af Alfred von Arneth i "Maria Theresias letzte Regierungszeit 1763-80". Wien 1876. Bd. I.
- Også Arneth: "Geschichte Maria Theresias" V, 131 ff.
Caroline Pichler: "Denkwürdigkeiten", Bd. I og Wraxalls ovenfor citerede memoirer. - (S. 55, 4. linie står 1747, læs: 1757).

S. 57. L. Mühlbachs bekendte historiske roman "Kejser Joseph og Maria Theresia" giver en vel frit komponeret, men fængslende skildring af koppekatastrofen i 1763 og 1767.

S. 69 Peter II's sygdom: "La Russie au 18. Siècle", Memoirer. Paris, 1863, s. 321.

Dronning Ulrikka Eleonora: Hofberg, Svenskt biogr. Handleksikon.

S. 70. Dronning Caroline Mathildes Sygdom: Lehsen: "Die letzten Stunden Ihre Majestät, der hochseligen Königinn von Dänemark, Caroline Mathilde", s. 188.
- Reverdil: Struensee, København 1859, s. 336.
- J.K. Høst: Dronning Caroline Mathildes sidste Leveaar.

S. 72. Om tidlige koppeepidemier i Island: Schleisner: Island undersøgt fra et lægevidenskabeligt Standpunkt. København, 1849. S. 55-61. Kopperne i Grønland: Egedes Relationer, s. 339 ff.
- Detharding, "De peste variolosa in Groenlandia", 1739.

S. 74. Kopperne i Norge: Pontoppidan: "Norges naturlige Historie II, s. 416, i Danmark: Callisen: "Physisk-medicinske Betragtninger over Kjøbenhavn", II, s. 54.

S. 75. Voltaires Sygdom: Oeuvres de Voltaire par Beuchot, Bd. LI, s. 106.

S. 80. Af samlede historiske oversigter over den ældre koppeinokulation (variolationen) - som i dette skrift særligt er blevet benyttede - må nævnes: de la Condamine i "Mémoires de l'academie de sciences", 1754 og 1758 (også udgivet særskilt), Sprengel i "Geschichte der Arzneykunde, Bd. V. - John Simon: Papers Relating to the History and Practise of Vaccination.
- Bohn: Handbuch der Vaccination (sammentrængt men meget instruktiv fremstilling). - Crookshank: History and Pathology of Vaccination, Bd. I. (Inokulationen, særlig i England). Inokulationen særlig i Danmark-Norge er behandlet af forfatteren i Bibliotek for Læger, 7. R. II, og en del af afhandlingen er med ændringer og tilføjelser aftrykt i nærværende skrift.

S. 84. Eller har berettet om sine inokulationer i skriftet "Observ. de cognoscendis et curandis morbis, præsertim acutis," s. 150 ff.

97. Om la Mettries lægevidenskabelige forfattervirksomhed i Ugeskrift for Læger, 5. R. II, nr. 7 og 8.

107. Om inokulationen i det engelske kongehus: Brevvexling mellem Dr. Maty i London og de la Condamine i dennes 2det inokulationsskrift.

125. Inokulationen i Sverige og Finland: Hjelt: "Svenska och finska Medicinalverkets Historia" 1663-1812, Bd. II. Helsingfors 1892.

137. Voltaires indlæg: Oeuvres, Bd. XLI, s. 18.

146. Catharina II's Inokulation: Brückner: Geschichte C's Bd. II, s. 538 ff. og i Oeuvres de Voltaire Bd. XLI, s. 19.
- Inokulationen i det russiske rige: Storch: "Historisch-statistiches Gemälde des russischen Reiches" I, s. 419 ff.

152. Indpodningen i Wien: Reichberger: "Vollständige Geschichte der Einimpfung der Blattern in Wien".
- C. Pichler: "Denkwürdigkeiten", bd. I.
- Arneth: "Maria Theresias letzte Regierungszeit", bd. I, s. 335 ff. (Reniers optegnelser).

158. Inokulationen af Ludvig XVI: Corlieus citerede skrift.

159. Jødiske lærdes stilling til inokulationen: Meddelelse af overrabbiner Simonsen i Ugeskrift for Læger, 5. R, I, nr. 10.

163. Baylies har i en på fransk forfattet "Mémoire", der også foreligger i tysk oversættelse, berettet om sine inokulationer. Hans personlige karakteristik i "Biograph. Lexikon der hervorrag. Aerzte", Bd. I. og i Bohns "Handbuch der Vaccination", s. 87.

165-190. De detaljerede kildeangivelser til fremstillingen af inokulationen i Danmark-Norge findes i forfatterens citerede afhandling i Bibliotek for Læger.

193. Kants stilling til koppeindpodningen omtales, foruden i hans Tugendlehre, i "Ueber Kants Beziehungen zur Medicin" af H. Bohn, Altpreuss. Monatsschrift IX, s. 609-27, i "Aus Kants Briefwechsel, Vortrag in der Kant-Gesellschaft zu Königsberg" af Reicke (Königsberg 1885), og af Hirsch i "Geschichte der medicinischen Wissenschaften in Deutschland" (1893), s. 381 ff. Hirsch angiver fejlagtigt "Metaphysische Anfangsgründe der Naturwissenschaft" som hovedstedet for Kants udtalelser om koppeindpodning.

194. Bromfields inokulation af prins Octavius hos Creighton, "Jenner and Vaccination", s. 141.

195. Wm. Heberden jun's skrift "On the Increase and Decrease of Different Diseases" hos J. Simon 1. cit. IX-X.

197-205. Haygarth, Faust, Juncker, Williamson og Pfaff i forfatterens afhandling i Bibliothek for Læger.

208. Jesty, hos Crookshank 1. cit. I, s. 110-24.

S. 211. Husson, i Dictionnaire des sciences médicales.

S. 212. Af samlede historiske fremstillinger af vaccinationen og Jenners virksomhed må, foruden i de under s. 80 nævnte skrifter, nævnes: John Baron, "The Life of Edward Jenner. with illustrations of his doctrines and selections from his correspondance" (2 Voll., 1838). Choulant, "Edward Jenner" i Hasses Tidsskrift "Zeitgenossen", 3. R. I. Husson i Dictionnaire des sciences médicales (kun vaccinationens tidlige periode). Steinbrenner, "Traité sur la vaccine ou recherches historiques et critiques sur les resultats obtenus par les vaccinations et les revaccinations". Paris 1843. Burggraeve, "Monument à Edward Jenner, ou histoire générale de la vaccine". Bruxelles 1875, (omtalt i nærværende skrifts tekst s. 234). Arthur Jenner i "Dictionnary of national Biography", bd. XXIX. Creighton, "Jenner and Vaccination, a Strange Chapter of Medical History". London 1889. Crookshank har i sit anførte værk rådet over et stort kildemateriale, derimellem også over det hidtil ukendte originalmanuskript til Jenners første "Communication to the Royal Society"; Værkets 2det bind indeholder aftryk af en mængde vigtige vaccinationsskrifter, derimellem Jenners samtlige grundlæggende skrifter, hvis originaludgaver sjældent findes i bibliotekerne. De har for øvrigt været forfatteren tilgængelige i Berlins kongelige Bibliotek, senere udgaver deraf i Göttingens Universitetsbibliothek. Vor Landbohøjskoles bibliotek indeholder et ret betydeligt antal af vigtige, især ældre vaccinationsskrifter.

S. 215. Jenners afhandling om gøgen: Creighton, 1. cit. S. 8-17. - Dictionary of National Biography.

S. 223. Jenners "Inquiry" karakteriseres af Dr. O. Malm i et foredrag, betitlet "Hvor mange slags kopper gives der?", og i hvilket han bestemt hævder koppernes enhed, som "en klassisk bog, hvis sidestykke i logisk klarhed og koncis korthed jeg ikke kender i dette århundredes medicinske litteratur". (Tidsskrift for den norske Lægeforening Nr. 6, 1891).

S. 225. Ingenhousz' forhandling med Jenner udførligt i Crookshank, 1 cit. I, s. 143-5.

S. 240. J. Franks udførlige oplysninger i hans "Reise nach Paris, London und einem grossen Theile des übrigen Englands und Schottlands". Wien 1816. I, s. 269-97.

S. 242. Om Walker: Choulant, 1. cit. S. 36-37.
- Creighton: History of Epidemics. II, s. 590.

S. 243. Betænkningen fra Royal College in extenso i Mührys tyske oversættelse af Willans "On vaccine inoculation", Göttingen 1808. S. 174-82.

S. 248. Vaccinationen i Wien: Friedinger, "Die Kuhpocken-Impfung". Wien 1857.

S. 251. Vaccinationen i Preussen: Bremer, "Die Kuhpocken", 2det Oplag. 1804. S. 1-40.

S. 252. I "Allgemeine Deutsche Biographie" har Herz' ikke lægekyndige og åbenbart i vaccinationsspørgsmålet ganske ukyndige Biograf (litteraturhistorikeren L. Geiger) givet en fuldstændig fejlagtig og misvisende karakteristik af kampskriftet mod vaccinationen.

S. 254. Herz' og Hufelands naturfilosofiske frygt for at vaccinationen skulle "nærme mennesket til dyret" kommer også senere oftere til orde, dog især kun i skrifter af tyske anonyme skriblere; et nærmest til denne art hørende produkt er 1824 udkommet på dansk, oversat af den bekendte homøopatiske kvaksalver og litterat Hans Chr. Lund under følgende vidtløftige titel: "Kokopperne eller Vaccinationen. En uundværlig Haandbog for alle Forældre, som ville lade deres Børn indpode Værnekopperne, tilligemed en upartisk Undersøgelse over det Spørgsmaal: om Kvægsygen ved denne Indpodning vil kunne have mere Indflydelse paa Menneskene, og om der ved denne Dyremateries Indplantelse lader sig befrygte nogen Forandring i Menneskestoffet. Undersøgelser til Menneskehedens Vel, lagte alle Regeringer og Læger paa Hjertet af en mangeaarig praktisk Læge."

S. 256. Vaccinationen i Frankrig: Husson, "Dictionnaire des sciences médicales".

S. 258. Balmis' ekspedition: Husson, 1. cit.

S. 260. Vaccinationen i Italien og Rusland: Choulant, 1. cit.

S. 261. Vaccinationens tidlige historie i Danmark: Callisen, "Physisk-medicinske Betragtninger over Kjøbenhavn", II, s. 54-151, og "Nyt Bibliothek for Læger" II. 1815.
- Wendt, "Nogle Efterretninger om Børnekopper, Kokopper og de formildede Børnekopper," Kbhvn. 1824, og "Bidrag til Børnekoppernes og Vaccinationens Historie i Danmark", Kbhvn. 1836. Callisen giver en meget udførlig og aktmæssig fremstilling af hele kokoppekommissionens virksomhed.

S. 264. Jacobis tilfælde: "Nyt Bibliothek for Physik, Medicin og Oekonomi". II, s. 289.

S. 265. Skipper Nolsöe: Callisen, "Nyt Bibliothek for Læger". II, s. 15.

S. 268. Vaccination i Norge: Büchner: "Ueber die Einimpfung der ersten natürlichen Blattern sowohl als auch über den Erfolg der ersten Vaccination in Bergen in Norwegen". Erfurt 1806.
- I Sverige: Hjelt, 1. cit, og "Beiträge zur Beurtheilung der Nutzens der Schutzpockenimpfung, bearbeitet im Kaiserlichen Gesundheitsamte", Berlin 1888, s. 75-99.
I Finland: Hjelt, 1. cit.

S. 272. Om vaccinationsmedaljerne: L. Pfeiffer i Virchows Archiv bd. LXXII.

S. 273-74. I Möhls hovedskrift om kopper, hans doktordisputats "de varioloidibus et varicellis" 1827 (promotion i Halle), leverede Danmarks lægevidenskabelige litteratur et grundigt og virkningsfuldt klinisk indlæg for varioloidernes koppenatur og varicellernes afgrænsning fra virkelige kopper.

S. 278. Möhl i disputatsen og i Bibliotek for Læger, Bd. V. og VIII., Hoppe i Bibliotek for Læger, Bd. XV. og XXII.

S. 280. Om den humaniserede lymfes karakter i Københavns vaccinationsanstalt: J. Bondesen, "Erfaringer om den animale Vaccination", Ugeskrift for Læger, 4. R. XXVIII, s. 243.

S. 282. Revaccinationen i Würtemberg: Bohns håndbog. S. 243.

S. 284. Gregorys følgende indlæg i "Medical Times and Gazette". 1852.

S. 286. Ceelys skrift "Observations on the Variolae Vaccine, as they Occasionally Appear in the Vale of Aylesbury" (først trykt i "Transactions of the provincial medical association") er udstyret med overordentligt smukke og instructive afbildninger.

S. 289. Vaccinationen i Sverige i de citerede, af det tyske "Gesundheitsamt" 1888 udgivne "Beiträge".

S. 293. Efter at Haeser var kommet til besindelse overfor Carnots slutninger, udgav han 1854 sit stridsskrift for vaccinationen "Die Vaccination und ihre neuesten Gegner", i hvilket han giver udførlige citater af Carnots skrifter og imødegår dem.
- Vanskeligheden ved af statistikken at uddrage slutninger om vaccinationens værd betones særdeles klart i H. Westergaards skrift "Die Lehre von der Mortalität und Morbilität", s. 74-76.

S. 295. Om vaccinationsrosen: Bohns håndbog, s. 167-84.

S. 296. Af den store litteratur om vaccinationssyfilis kan fremhæves oversigten i Bohns Haandbog s. 312-40 og Warlomont, "Traité de la vaccine", 1883, s. 188-216.

S. 297. Foruden i det oftere citerede skrift "Jenner and vaccination" har Creighton i et andet arbejde: "The Natural History of Cow-pox and Vaccinal Syphilis", London 1887, søgt at begrunde sin lære om nært slægtskab mellem kokopper og syfilis.

S. 303. Blåbogens titel: "Papers Relating to the History and Practise of Vaccination. Presented to both Houses of Parliament by Command of Her Majesty", London 1857. Værket er ovenfor gentagende citeret.

S. 305. Om animal vaccination foreligger en meget betydelig litteratur; særlig kan fremhæves Warlomonts citerede skrift, flere skrifter af L. Pfeiffer, direktør for vaccinationsanstalten i Weimar, og tidsskriftsafhandlinger af L. Voigt (især i "Deutsche Vierteljahrsschrift für öffentliche Gesundheitspflege" 1876). I dansk litteratur foreligger belærende oversigter af A. Ulrik i "Bibliotek for Læger" 1880, af H.P. Ørum i "Hospitalstidende" 1886; i "Ugeskrift for Læger", 4. R. XXVIII. (1893) har J. Bondesen givet en udførlig fremstilling af de i Københavns Anstalt indsamlede erfaringer.

S. 310. Triers beretning i "Ugeskrift for Læger", 3. R. XIII, nr. 23-24.
- Lorinsers indlæg i "Wiener med. Wochenschrift" 1879, nr. 13 og 14.

S. 312. Om de trufne foranstaltninger i Tyskland: de citerede "Beiträge" fra det tyske Gesundheitsamt (1888) samt skriftet "Deutsches Gesundheitswesen" af Pistor (1890).

S. 320. L. Pfeiffer har i sin "Behandlung und Prophylaxe der Blattern" (i Pentzoldt og Stintzings "Handbuch der speciellen Terapie innerer Krankheiten", Bd. I. 1894) givet en især til egne udstrakte undersøgelser støttet systematisk fremstilling af koppernes og kokoppernes mikrobielle genese.

S. 322. Af et ved nærværende skrifts afslutning (1896) gennem det tyske Gesundheitsamt fremkommet "Denkschrift" ("Blattern und Schutzpockenimpfung", s. 93-95), ligesom af "Veröffentlichungen des kaiserlichen Gesundheitsamtes". 1895, s. 931 og 1896, s. 249, fremgår det, at agitationen mod vaccinationstvangen i den tyske rigsdag endnu i den allersidste tid optræder med ikke ringe kraft. Det samme er for øvrigt tilfældet i England.

Mange litteraturhenvisninger findes inde i teksten.

Ordliste

Arkanum – dødhemmelig medicin, i de dage var det helt accepteret at læger havde forretningshemmeligheder, som de ikke delte med nogen.

Arripere – gribe, tage fat i, gøre sig til nytte.

Avicenna – Rhazes Ali ibn Sina. Levede 980-1037 efter Kristus. Han var perser men ikke muhammedaner. Han havde forstand på mange ting men huskes mest som læge.

Axilla (axillen) – armhulen.

Balneologi – læren om kurbadebehandling.

Dauphin – fransk kronprins.

Diatese – disposition for sygdom.

Ebullition – skyder blærer.

Eksantem – hududslet, enten pletter, knuder eller blærer.

Endemisk – stedbunden, forekommer almindeligt i befolkningen.

Epizooti – epidemi blandt dyr.

Fagon – af onde tunger kaldet ”prinsedræberen”.

Feuilletonistiske - i dag ville vi sige ”journalistiske”.

Filippika – brandtale.

Finsen – opdagede at ultraviolet lys var skadeligt for koppepatienter og at der kun burde være rødt lys hvor koppepatienterne var.

Flyktæner – små hævede blærer på grænsen mellem øjets bindehinde og senehinde.

Folterarzt – torturlæge.

Føtor – stank.

Genese – oprindelse, skabelse, opståen, forplantning.

Glandula – kirtel.

Humoralpatologi – den antikke opfattelse at forandringer i kroppens væsker eller i deres indbyrdes forhold er af væsentlig betydning for at sygdom opstår.

Idiopatisk – af endnu ukendt oprindelse.

Jansenismen – En katolsk retning, hvorefter mennesket med sin frie vilje ikke er i stand til at gøre noget moralsk godt; det er kun dem, der er forudbestemte til nåden, der frelses. Betragtedes som kættere.

Jauche – ajle, skident vand.

Kaliningrad – hed tidligere Königsberg.

Kalomel - mineral kviksølv (eller mere nøjagtigt, kviksølvklorid, Hg2Cl2) blev brugt til at syfilisbehandling – det var giftigt og patienter kunne dø af det - udtrykket ‘kvaksalver’ stammer herfra.

Katarral – som har sammenhæng med katar; katarralsk infektion i forbindelse med slimafsondring.

Kautel – forsigtighedsforanstaltning, forsigtighedsregel.

Kimærisk – indbildt, sværmerisk.

Kokopper – i modsætning til hvad forfatterens siger, er kokoppevirus ikke identisk med småkoppevirus. Det er en gnaversygdom, der kan inficere andre dyrearter herunder køer, katte og mennesker. Kokoppevirus findes kun i Europa, Centralasien og Nordasien. Den findes muligvis også i Ægypten.

Koldfeber – malaria.

Konfluerende – sammenflydende.

Kontagionistisk – smitteangst, opmærksom på smittefare.

Kontagiøs – smitsom.

Kronist – historiker, krønikeskriver.

Lascive – vellystige, utugtige.

Lectisternier - offerfest.

Lustration – renselsesoffer.

Lykkelig sangvinsk – lalleglad.

Malign – ondartet.

Materia peccans – skadelige stoffer såsom pus; disse kunne fjernes med åreladning, svedekure, afføringsmidler mm.

Mauvais sujet – skidt knægt, grimmer ka’l.

Nosologi – sygdomsklassifikation.

Pandemi – epidemi der rammer flere lande eller verdensdele.

Petekkier – multiple små punktformede (millimeterstore) hudblødninger.

Pia desideria (pium desiderium) – fromt ønske.

Pneumatiker – medicinsk retning som opstod i det første århundrede efter Kristus og som stod stoicismen nær; grundtanken var at alle organiske fænomener var afhængige af livsluftens (pneumas) funktion og beskaffenhed.

Polyfarmaci - indtagelse af mere end ét lægemiddel daglig.

Post hoc, propter hoc – efter dette, derfor dette.

Profylakse – forebyggelsesmiddel.

Purgeren – indgivelse af kraftigt afføringsmiddel

Pusula – blære på huden.

Putrid – rådden.

Rakitis – mangelsygdom, der skyldes d-vitaminmangel.

Remission – bedring som kan være forbigående eller føre til helbredelse.

Rhazes – Abu Bakr Muhammad ibn Zakariyya al-Razi, persisk født araber som levede omkring 860-930 efter Kristus. Han udgav en bog om mæslinger og skoldkopper i 895.

Rosen – alvorlig hudbetændelse forårsaget af streptokokker.

Sangvinsk – sorgløs, munter.

Skorbutisk – har sammenhæng med skørbug.

Skrofulose – lymfekirteltuberkulose.

Snive – hestesygdom som kan smitte mennesker med dødelig udgang.

Sui generis – af sin slags; i sin art.

Suppurere – bliver pusfyldt, danner pus.

Teleologi – øjemedslære; formålslære om verdens indretning; vi har ører for at vi skal kunne have en hat på hovedet.

Tellurisk – jordisk.

Teriak – modgift, oprindeligt med 71 bestanddele, heriblandt opium.

Terra sigillata – ”stemplet” jord; helbredende jordart; portionerne stempledes med religiøse symboler, deraf navnet.

Wroclaw – hed i sin tid Breslau.

Ægide – skjold, skærm, værn.